Håndgjort papir i Danmark

Bøtten og dens mandskab på Strandmøllen o. 1895.

Den første papirmølle i det nuværende Danmark blev grundlagt i 1576. Herefter opstod en række mindre papirmøller, som alle var kendetegnet ved en relativ kort levetid. Først med anlæggelse af Strandmøllen (1643), Ørholm (1793) og Nymølle (1794) ved Mølleåen nord for København kom en vis stabilitet i dansk papirfremstilling.

Produktionen var dog ikke overvældende stor. Strandmøllen havde i 1810 kun to bøtter og i 1829 seks bøtter. Ørholm og Nymølle havde i 1820’erne tilsammen otte bøtter. De øvrige mindre papirmøller havde kun en eller to bøtter.

Papirfremstillingen fulgte den klassiske europæiske tradition for håndgjort papir med to mænd ved en bøtte med stofmasse. Den ene af mændene øste med en form stofmassen og skabte derved et (vådt) papirark. Formen blev herefter overrakt til den anden mand ved bøtten, gauskeren, som gauskede – aftrykkede – arket på en filt.

Papirmagerne har i andre europæiske lande været fagfolk med egne laug. I Danmark har der imidlertid – i hvert fald siden 1820’erne – ikke været tradition herfor. De danske papirfabrikker ansatte blot "de bedste drenge" som svende.

Papirindustriens gennembrud i 1829 med igangsættelsen af Danmarks første papirmaskine på Strandmøllen betød en drastisk tilbagegang for den håndgjorte papirproduktion. De forenede Papirfabrikker (stiftet 1889) bevarede dog en enkelt bøtte til produktion af håndgjort papir på Strandmøllen frem til 1899, hvor Strandmøllen lukkede. Hvad nu?

De forenede Papirfabrikker (DfP) besluttede at lade håndværket overleve ved at flytte bøtten og papirmagerne til Silkeborg. Silkeborg Papirfabrik var DfPs produktionssted for de fine papirkvaliteter. Det fineste af de fine kvaliteter var og er håndgjort papir, og derfor var Silkeborg et naturligt valg som nyt center for håndgjort papir.

Fire papirmagere med familie flyttede i 1899 til Silkeborg og blev grundstammen i et produktionsmiljø for håndgjort papir. Silkeborg Papirfabrik indrettede den gamle halmfabrik til den håndgjorte produktion, og stedet blev kendt som "Bøtten" og med årene "Den gamle bøtte". I Bøttebygningen blev opstillet to bøtter, som hver – på traditionel vis – var bemandet med en øser og en gausker. Produktionen var filtrerpapir (95 pund pr. dag) og obligationspapir (60 pund pr. dag).

Det håndgjorte papir i Silkeborg fik sit gennembrud, da Danmarks Nationalbank først i det 20. århundrede ønskede en indenlandsk produktion af papir til de danske pengesedler. Hidtil var det produceret i Sverige. Hovedårsagerne til, at papiret skulle være håndgjort, var, at dette papir var stærkere og vanskeligere at forfalske. Papirmagerne i Silkeborg begyndte at eksperimentere med denne produktion. Allerede i april-maj 1906 blev der øst papir til islandske pengesedler.

Nationalbanken ønskede en særskilt produktionsbygning, og Silkeborg Papirfabrik fik en ny fin bygning, "Seddelfabrikken".

Seddelfabrikken på Silkeborg Papirfabrik.

Der var mange problemer med seddelpapirproduktionen de første år. Faktisk skulle kendskabet til denne produktion først oparbejdes. F.eks. havde man fra begyndelsen ønsket en maskintørring af det håndgjorte papir, men det måtte man opgive, fordi papiret slog sig. Papiret blev herefter ophængt og tørret på et såkaldt mellemlæg ved lavere temperaturer. Tørring ved lavere temperatur gav i sig selv et stærkere papir.

Silkeborg fik efter 1910 to produktionssteder for håndgjort papir: Den gamle bøtte med to bøtter, hvor man blandt andet producerede filtrerpapir, og Seddelfabrikken til pengeseddelpapir. Seddelfabrikken startede med fire bøtter, men den blev udvidet til otte bøtter. En kort overgang under besættelsen blev der desuden opsat to ekstra bøtter i et anneks.

Papirmagerne i Seddelfabrikken fornyede det gamle håndværk på flere områder. Ved hver bøtte arbejdede tre voksne papirmagere (bøttemagere) – mod traditionelt kun to – og to ungarbejdere (14-17 årige). Der var to øsere og en gausker. Førsteøseren øste godt halvdelen af formen fuld med stof og rakte den over til andenøseren, som øste anden gang, og så var arket færdigt. Papirarket blev således skabt gennem to øsninger. Andenøseren var normalt den mest øvede papirmager og bøttens formand. Til bøtten var – som noget helt nyt – et sugebord, hvor en del af vandet blev suget væk fra formen.

Førsteøseren blev også kaldt for 1.lamel-øseren, og man sagde, at han øste 1. lamel, mens andenøseren også hed 2.lamel-øseren, idet han øste 2. lamel.

De to ungarbejdere ved bøtten blev kaldt henholdsvis filtsnapper og lægstoldreng. Filtsnapperen hjalp gauskeren med at flytte filten med det aftrykte papirark over i en bunke. Lægstoldrengen sørgede for den videre behandling af filtbunken med aftrykte papirark, blandt andet skulle papirarket tages af filtene og lægges i en bunke med mellemlæg imellem.

Det håndgjorte papir ved bøtten var et mandsarbejde, men i hele processen arbejdede cirka lige mange mænd og kvinder. Kvinderne stod for sortering og tilskæring af råmaterialet (klude), tørring, radering, sortering og pakning af papiret. Silkeborg Papirfabrik var det sidste sted i dansk papirindustri med de såkaldte kludemadammer. Der var kludemadammer på Silkeborg Papirfabrik frem til 1950’erne.

Silkeborg Papirfabrik dannede i perioden 1910-1958 rammen om et helt unikt papirmagermiljø. Aldrig har der i Danmark været produceret så meget håndgjort papir som i disse år i Silkeborg. Og aldrig har kvaliteten været højere. På sit højeste var der beskæftiget 40-50 mænd i øselokalet og 40-50 kvinder ved de øvrige funktioner.

Silkeborg Papirfabrik stoppede med produktion af papir til pengesedler i 1958 på nær papiret til 500 kr-sedlerne. Denne produktion stoppede først ved årsskiftet 1962/63. Seddelfabrikken lukkede definitivt som produktionssted i 1960, men allerede i 1956 var den resterende del af produktionen af pengeseddelpapiret overført til det andet håndgjorte produktionssted på fabrikken: Bøttebygningen ved Langebro. Produktionslokalet blev indrettet med "seddelbøtter", og sikkerhedsforholdene gjorde, at hele produktionsgangen så at sige skulle foregå bag en og samme lås.

Silkeborg Papirfabrik fortsatte med produktion af håndgjort papir frem til marts 1990.

Silkeborg Papirfabrik var kendt for sine fine papirkvaliteter. Når gæster besøgte fabrikken, endte man altid oppe i Bøtten, hvor det fineste af det fine papir – det håndgjorte papir – blev fremvist. Det håndgjorte papir var et levende og håndgribeligt bevis på Silkeborg Papirfabriks høje niveau.

De forenede Papirfabrikker brugte også Silkeborgs håndgjorte papir som blikfang, når koncernens art og kvalitet skulle lanceres. F.eks. ved Købestævnet i Fredericia.

Papirmuseet Bikuben er indrettet i Bøttebygningen i de autentiske produktionslokaler for håndgjort papir. Papirmuseet er herved en del af en levende tradition med rødder tilbage til papirmagermiljøet ved Mølleåen i det 18. og 19. århundrede.

Henvisning:

Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirfremstilling 1576-1996 (i Anne Vilsbøll: Paper Road. Communication to day 1996)