HENRIK BORIS

Om håndgjort papir på Silkeborg Papirfabrik

Henrik Boris (1913-1995) var bøttemester på Silkeborg Papirfabrik i årene ca. 1950-1963 og en yderst kyndig mand på området. Måske den største kapacitet gennem tiderne. Jeg havde flere samtaler med Henrik Boris. Nedenstående er en sammenskrivning af samtaler i 1991 om det håndgjorte papir på Silkeborg Papirfabrik.

Når vi taler om det håndgjorte papir på Silkeborg Papirfabrik, er det vigtigt, at vi skelner mellem det håndgjorte papir i den "Gamle bøtte" ved Langebro og det håndgjorte papir i Seddelfabrikken. I Gammel bøtte blev der lavet alle mulige papirkvaliteter med mange forskellige gramvægte, mens man i Seddelfabrikken kun lavede en bestemt slags papir, nemlig papir til de danske pengesedler.

Man lærte mest i Gammel bøtte, for her var produktionen så varieret. Da jeg kom ind i Gammel bøtte som dreng, var jeg mest hos Thomas Bang, der øste, og Peter Andersen, der gauskede. Det var sjældent, at der var mere end en bøtte i gang i Gammel bøtte. Thomas Bang skulle også se efter hollænderen ovenpå, og når han var deroppe, kunne en af vi drenge hjælpe ved gauskestolen. Peter Andersen gik så om og øste, mens en af os drenge stod og gauskede. Der var slet ikke den samme kontrol med papiret i Gammel bøtte som i Seddelfabrikken, så hvis det, drengene lavede, ikke var for godt, så kunne det uden problemer bare blive smidt væk. Det skete også, at når øseren og gauskeren mente, at dagsproduktionen var færdig, selv om der var en halvtime til fyraften, så kunne drengene få lov til at boltre sig både som øser og som gausker. På den måde lærte vi drenge i Gammel bøtte meget mere til håndværket end ungarbejderne i Seddelfabrikken.

I Gammel bøtte blev der lavet filtrerpapir, bikube, skrivepapir og meget andet. Og det krævede hver især deres bestemte råstof. Det er en misforståelse at tro, at papiret bliver lavet i øselokalet. Papiret bliver lavet i hollænderen, hvor råstoffet males. F.eks. til filtrerpapir skal man have noget rigtig godt sugende stof, og derfor bruger man især bomuldsstof. Vi brugte til filtrerpapir gamle bomuldsklude, som lå til rådning i op til et halvt år, og hvor man hældte åvand over for at fremme rådningsprocessen. Sådanne klude krævede ikke megen maling i hollænderen for at få fibrene skilt fra hinanden. Til filtrerpapir blev der kun malet fra 20 minutter til en halvtime på hollænderen, til andet kunne måletiden være op til 5-6 timer. Til det stærkere papir brugte vi mere linned (hør) som råstof, og en overgang brugte vi også ramie, som er en plante af nældefamilien, som vokser i Kina. Den gav nogle dejlige lange fibre, som egnede sig til at blive spaltet og danne fibriller. Det er fidusen ved linned frem for bomuld og cellulose, at det kan danne fibriller ved en lempelig behandling i hollænderen. Man kan male det - stoffet - kraftigt ved at lægge valsen i hollænderen hårdt ned mod grundværket, så får man nogle korte fibre, som ikke får så mange fibriller, eller man kan male det i længere tid med valsen lagt let på, så bliver stoffet mast ud og danner mange fibriller. Linned er derfor i lige så høj grad som bomuld råstoffet til det håndgjorte papir, ja til pengeseddelpapiret brugte vi linned og bomuld i forholdet 4:2. Det håndgjorte papir har flere kendetegn forskellig fra det maskinfremstilllede papir, men forskellen ligger ikke primært i, at det håndgjorte papir laves på en form, og at fibrene i formen sammenfiltres. Det har kun sekundær betydning i en kvalitetsvurdering af de to fremstillingsformer. Det afgørende er tørringen og efterlimningen. Det håndgjorte papir opnår en større styrke ved at tørreprocessen sker langsom ved lufttørring ved omkring 20-25 grader, herved bibeholder fibrene deres elasticitet og styrke. Efter tørring og sortering blev bøttepapiret - i Gammel bøtte - efterlimet i et kar med en tynd snedkerlim (dyrisk lim, et afkog af huder og knogler), som holdes opvarmet til ca. 45 grader. En viske papir på ca. 200 ark holdes neddyppet i limen i ca. 15 minutter fra hver ende, og når en halv snes viske har været gennem denne dypning, afpresses de i en skruepresse og henstår indpakket i uldne varme filts, opvarmet ved at have været i varmt vand og dernæst opvredne. Man tager også lidt varmt vand og vasker kanterne fri for lim. Sådan ligger bunken til næste dag, hvor man ark for ark lægger dem over i en ny bunke og dækker den til med filte. Denne proces gentages 3-4 gange indtil arkene uden besvær kan skilles fra hinanden, og derefter ophænges i klemmer. Limen går mere ind i fibrene i det håndgjorte papir, og herved øges dets styrke. Pengeseddelpapiret blev ikke efterlimet på Silkeborg Papirfabrik. Det ordnede Nationalbanken selv.

Til tørring havde vi to måder: klemmer eller rundstokke. Vi hængte filtrerpapiret op med et "trækryds" på stokke, mens det øvrige blev tørret i klemmer. I Gammel bøtte blev papiret ikke hængt til tørre på mellemlæg som i Seddelfabrikken, og derfor bulede papiret her meget mere. Det var derfor i Gammel bøtte nødvendigt med en egentlig glitning.

I Gammel bøtte bestod en post af 150-175 ark papir, alt efter hvor tykt papiret var. En post i Gammel bøtte skulle kunne være i den hydrauliske presse. I Gammel bøtte gauskedes arkene ovenpå hinanden, indtil posten var færdig og blev presset.

Nationalbanken valgte det håndgjorte papir til pengesedlerne på grund af sikkerheden. Vandmærket i det håndgjorte papir er tynde steder i papiret, og det forsvinder ikke. Seddelpapiret blev også øst ad to gange - 1. og 2. lamel - og det var også en sikkerhed, da eksperter kan se, at papiret var øst ad to gange. Endelig giver håndgjort papir også et ensartet papir, da fibrene er rystet bedre sammen, end det er muligt på maskinen. Håndgjort papir er derfor ret ens i styrke på langs og på tværs. I Seddelfabrikken regnede vi med et falsetal på 1000 dobbeltfalsninger til pengeseddelpapiret. Det vil sige, at det skulle kunne foldes og foldes ud 1000 gange uden at briste. Dette kan også let opnås ved maskinpapir.

Seddelfabrikken var en lukket afdeling på Silkeborg Papirfabrik. Folkene blev låst ind og ud om morgenen, til middagspausen og til fyraften. I øselokalet i stuen og på sortersalen på 1. sal hang en nøgle, så folkene kunne gå ud på gangen i bygningen, og de kunne såmænd også gå helt ud, da døren kunne låses op indefra, men så skulle de ringe på for at komme ind igen, så det skete sjældent. Hvis et ark blev væk, skulle mester fjerne nøglen, og ingen måtte forlade rummet, før arket var fundet.

Det håndgjorte papir i Seddelfabrikken var meget ensartet produktion under omhyggelig kontrol. Hver bøtte skulle lave 11 poste a 100 ark pr. dag. Der var beregnet 48 minutter til hver post. Hver bøtte havde 2x101 filte, så man vidste præcist, hvor mange ark der blev øst. Fra øselokalet blev postene sendt ovenpå til tørring. Arkene, som nu klæbede til mellemlægspapir, tørredes i klemmer med 3 ark pr. klemme. Der var beregnet 33 minutter til at hænge 11 poste til tørre. Før adskillelsen af ark fra mellemlægspapiret (afskrælning) blev de ophængte ark dampfugtet i ca. tre timer. Efter afskrælningen skulle arkene til sortering, hvor der var fastsat 3½ post til hver sorterske pr. dag, efter sortering blev det eftersorteret, og det tog noget mindre tid, nemlig 37 minutter pr. post. Seddelpapiret blev ikke egentlig glittet, men man lagde arkene ind mellem blankt karton og pressede dem, og på den måde fik de en glattet overflade, inden de blev sendt til kontroltælling og pakning. Vi pakkede seddelpapiret i pakker på 1000 ark, mens udskudsarkene blev pakket i bundter på 500 ark. En gang om måneden kom driftsbestyreren og talte udskud op, og når det var gjort, blev det straks herefter ommalet i stengangen. Det var lidt af et cirkus med driftsbestyreren forrest og mester bagerst med damerne, som bar pakkerne, imellem. Gennem hele processen blev arkene talt og talt. Seddelpapiret blev talt 7-8 gange, før det blev sendt af sted, og det var nødvendigt med al den kontrol. Når filtene skulle vaskes, skulle de også tælles, så man var sikker på, hvor mange filte der var. Vi havde to sæt mellemlæg til hver bøtte, således at mellemlæggene (det ene sæt) blev ovenpå indtil papirerne fra disse mellemlæg var blevet kontroltalt, først da kunne disse mellemlæg gå tilbage til øselokalet. Jeg kom på papirfabrikken i 1929 og startede i Gammel bøtte, og siden kom jeg ned at øse i Seddelfabrikken. I 1937 begyndte jeg som assistent for den gamle bøttemester Lindquist, og assistenttiden forløb over to år, hvor jeg var rundt i hele produktionen. På kludesalen hos de gamle kludemadammer, som var de dejligste kvinder, i hollænderiet hos Holger Christiansen, i formbinderiet hos Jens Bomholt og dennes søn Villy, i laboratoriet, ja over det hele. På laboratoriet skulle vi lave prøver af hver hollænder for at sikre et så ensartet produkt som muligt. Der kom en prøve over, så vi lavede et ark og målte det igennem. Laboratoriets virke udsprang af behovet i Seddelfabrikken. Senere er det jo blevet meget mere omfattende og omfatter især maskinerne. I min assistenttid fik jeg stort set lov til at passe mig selv. Jeg kunne også komme med forslag til forbedringer, og Lindquist lod mig selv om det. F.eks. fik jeg damerne til nøje at følge de forskellige typer fejl i papiret - bøttefejlene - og det viste sig, at sorterskerne skulle radere og fjerne mange træsplinter i det øste papir. Jeg fik derfor lagt kobber på nogle af de udsatte steder - på broen, steget og i skyllekarret. Udskudsprocenten kom helt ned på 10-12 procent, ca. en halvering.

Arbejdsgangen i Seddelfabrikken var sådan, at vi kunne følge hver enkelt post fra start til slut. Vi lavede nogle "sladresedler", hvor vi opgjorde antallet og arten af de bøttefejl, som havde været ved de enkelte poster. På den måde kunne vi også lettere påtale det over for dem ved bøtten og få det rettet. Som bøttemester skulle jeg være lidt over det hele. En del af tiden var jeg ovenpå i kontrolrummet, og det var også mit arbejde sammen med oversortersken at kontroltælle papiret til sidst.

De gamle papirmagere fra Strandmøllen - Palmgren, Wegner, brødrene Pedersen og Sivertsen - var såmænd ikke bedre papirmagere end andre. Jeg har set papir fra omkring 1900, og meget af dette håndgjorte papir var ikke bedre, end det vi betragtede som udskud. Måske var det noget papir, som drengene havde øst, mens de ældre sad ovenpå i Gammel bøtte og drak brændevin. Jeg ved det ikke, men de gamle har fortalt mig, at sådan kunne det godt gå tidligere. Men fabrikken har et skab med prøver på alt det papir, som blev øst, og her er meget elendigt håndgjort papir, som vi gjorde meget bedre i min tid, og det skulle da være mærkeligt, om man dengang havde valgt at bevare udskud til eftertiden. Man har snarere taget det, man mente var helt i orden. Så man kan bestemt ikke sige, at de gamle papirmagere var dygtigere end de senere.

I Seddelfabrikken øste man to gange - 1. og 2. lamel. Der var ikke forskel på stoffet udover en anelse i koncentrationen. 1. lamel øste i 0.6% stof, mens 2. lamel øste i 0.5%. Man var selvfølgelig afhængig af hinanden, og 2. lamel kunne godt redde lidt, hvis det skulle komme dertil. Normalt sagde man, at det var den bedste og mest erfarne papirmager, som øste 2. lamel, men forskellen var såmænd ikke så stor.

Det var sværere at øse i Gammel bøtte, for her skulle man af og til skifte papirtype. Når man skiftede, så lyntørrede man hurtigt et prøveark og vejede det for at se, om gramvægten var, som den skulle være. Drengene i Gammel bøtte kunne - som tidligere nævnt - lettere komme til at prøve at gauske og øse. Det skete også i Seddelfabrikken, men det var meget mere sjældent.

I overenskomsten stod vi som "bøttemager", nogle kaldte sig for "papirmager", andre for "bøttepapirmager" og endelig var der mange, som blot kaldte sig "papirarbejdere" over for kommune og andre. Men bøttemagerne var noget bedre betalt end andre på fabrikken, og det kunne skabe en vis misundelse. På den anden side så kom mange af folkene i Seddelfabrikken ud på fabrikken, hvis bøtternes antal blev indskrænket, og så fungerede de helt på linje med alle de andre papirarbejdere.

Formene til pengesedlerne var forsynet med en skilletråd, sådan at arkene blev delt i to oppe på sortersalen. Først da vi fik de nye 50'ere midt i 1950'erne, fik vi en form uden skilletråd. En form med 10 kroner bestod af 16 10-kronesedler, 100 kr., 50 kr. og 500 kr. sedlerne bestod af otte sedler pr. form. En tid havde vi en træbøtte i Seddelfabrikken, og det var en helt ny bøtte, som blev sat op. Det gav lidt mere træ i det øste papir, men det var ikke meget. Vi har haft gauskere, som ikke kunne øse, og det var normalt sådan, at man satte de dårligste øsere til at være gauskere.

11. december 2018