HOLGER NEDERGAARD

Samtale september 1991

Jeg er født den 16. september 1923 i Sinding. Efter at have været ude at tjene på landet kom jeg ind på Silkeborg Papirfabrik, hvor jeg begyndte som arbejdsdreng på Seddelfabrikken 8. december 1937. I Seddelfabrikken kom jeg til bøtte nr. 1 som filtsnapper. Jeg mener, at de voksne ved den bøtte var Jens Dahlgaard og Niels Balle. Filtsnapperen skal hjælpe gauskeren med at løfte filtene med det aftrykte ark over i en post. Gauskeren gausker formen af på en filt, og gauskeren og filtsnapperen fjerner filten med arket over i en post. Når der er øst 100 ark, kommer stakken over til lægstoldrengen. Posten presses, og derefter fjernes de våde ark fra filtene, og læggestoldrengen lægger mellemlægsark mellem arkene. Bagefter presses stakken med mellemlægsark og papirark igen. Filtene var klar til at blive brugt igen med det samme. De blev vasket en gang hver uge. Det var gerne Pladsens folk, der ordnede den vask. Filtene blev vasket oppe i Bøtten.

Vi skulle møde kl. 6.30. Vi var mange ungarbejdere, og vi havde det såmænd meget sjovt. Vi kunne også komme op at skændes, men det blev ordnet omme bag Smedebakken. Jeg mindes ikke, at de gamle var slemme ved os unge, og hvis de var, så var vi selv skyld i det. Hvis filtsnapperen skulle på wc, fik man gerne en læggestoldreng til at tage arbejdet imens. Vi ungarbejdere blev fyret, når vi fyldte 18 år. Så jeg blev fyret i 1941.

Vi prøvede skam at øse som ungarbejder. Når de voksne holdt en pause, sprang vi knægte op for at øse. Det var på den måde, jeg lærte det. Vore ark blev smidt væk bagefter. Hver bøtte havde nogle junger, hvor man skyllede dækkelerne. Det var her, vi skyllede vore prøveark af. De gamle lærte os ikke sådan op, men vi lurede dem kunsten af.

Formene til 50-kr.-sedlerne og 100-kr.-sedlerne var ikke så store. De var ret smalle. Dengang jeg begyndte i 1937 lavede vi også 5-kr.-sedler og 10-kr.-sedler, og de forme var større (bredere). Jeg tror, at der på en sådan form kunne være 16 10-kr.-sedler.

Jeg kom ud i 1941 og fik i nogle år arbejde i Lemvig, og en sommer var jeg i tørvemosen. Fabrikken henvendte sig pludselig til mig igen i 1945 for at tilbyde mig arbejde på selve fabrikken. Det var skifteholdsarbejde, og det var jeg ikke alt for glad for. Jeg var derfor glad for at kunne komme ind i Seddelfabrikken igen omkring 1946. Dog kun for en kortere stund. De kom helt ned på tre bøtter. Jeg kom så til at arbejde forskellige steder på fabrikken på skiftehold. Blandt andet i hollænderiet. Pludselig midt i 1950'erne kom alle syv bøtter igen i gang i Seddelfabrikken, og jeg søgte ind og fik pladsen vist i 1956. Jeg henvendte mig til bøttemester Boris for at høre. I Seddelfabrikken var det dagarbejde. Vi producerede især papir til 100-kr.-sedler, men vi lavede vist også 50-kr.-sedler. Men i 1960 lukkede Seddelfabrikken, og jeg kom igen ud på fabrikken. Jeg har været forskellige steder både ved maskinerne og på pladsen.

Oskar Bidstrup var formand i Bøtten, og han skulle til at holde op, så henvendte jeg mig til Boris for at søge Bidstrups plads. Og den fik jeg vist nok omkring 1974. Når der var problemer på selve fabrikken, måtte vi lukke i Bøtten, og så blev jeg sendt ind på fabrikken. Jeg kom tit til en skæremaskine, og det var godt nok. Andre gange kom jeg til en pakkemaskine, og det var jeg ked af. Men det var der ingen, der spurgte til.

Det håndgjorte papir er naturligvis sværest i begyndelsen, men når man først er kommet ind i det, er det ikke så galt. Man skal sørge for, at det har nogenlunde samme tykkelse hele tiden. Det er bedst at lære, mens man er ung, men også voksne med en vis fornemmelse for arbejdet kan læres op. Der blev øst to gange i Seddelfabrikken, 1. lamel og 2. lamel. Jeg tror, at det var sværest at øse 2. lamel, da han hele tiden skulle holde øje med tykkelsen. Både 1. øser og 2. øser havde små knoptænger, som man brugte til at fjerne knopper m.m. i det øste ark. Man kunne så lappe lidt på det ved med hånden at øse lidt stof fra bøtten på formen, men det lykkedes nu ikke altid. Eller også kunne 2. lameløseren udligne det. Men der kunne altid være nogle "trillere", som vi kaldte det.

I Seddelfabrikken var der syv bøtter i øselokalet. Under krigen har jeg fået fortalt, blev der sat tre bøtter op i kælderen. Det var vel egentlig ikke en kælder, men den lå i fabriksbygningen og var låst af lige som Seddelfabrikken.

Os i Seddelfabrikken kunne godt være færdige med dagsarbejdet en halvtimes tid før fyraften, så der var tid til at blive ordnet lidt og blive barberet. Klokken 5 minutter i fyraften afleverede vi formen til mester. Seddelfabrikkens folk var nok lidt bedre lønnet end fabrikkens øvrige folk.

1 1956 kom jeg ned til bøtte nr. 7 sammen med Willy Christiansen og Hardy Riemenschneider, som trykkede af. Vi kunne sagtens snakke under arbejdet. Vi snakkede om alt muligt. Men af og til skulle stoffet varmes op, og så larmede det, så vi ikke kunne snakke. Vi lavede gerne to poster (200 ark), så holdt vi en lille pause, hvor vi strakte ryg og ben. Arbejdet kunne være hårdt ved ryg og ben, men det var langt værre i Bøtten, hvor der skulle produceres 1700-1800 ark filtrerpapir om dagen eller 1500-1600 ark bøttepapir (f.eks. Bikube eller aktiebreve). Det var hårdt.

Vi skulle selv sørge for at tappe stof ned i bøtten. Langs med bøtterne i Seddelfabrikken havde vi nogle kar, hvor vi fik fyldt stof i en gang imellem. Bøtten havde nogle runde baljer, som vi brugte, når vi skulle hente stof fra de her kar over i bøtten. Vi tog gerne 6-7 baljer. Blev det for tykt, tog vi vandslangen og puttede lidt vand i. Det stof, der var i karret, var lidt tykkere, end det vi kørte med i bøtten. Man kan sagtens mærke, om stoffet er rigtigt. Det er sværere at arbejde med, når det er for tykt.

Der var sugebord til både 1. lameløseren og 2. lameløseren. Man kunne komme til at suge lidt for hårdt, og så blev det sværere for gauskeren at trykke formen af. Papiret ville så sidde for hårdt på formen. Damerne sad ovenpå og ordnede papiret. Vi havde intet med dem at gøre. Men de udfyldte nogle "sladresedler", som fortalte, hvor mange og hvilke fejl, der havde været i produktionen. Sladresedlerne var irriterende, men de var der nu engang. Af fejl var det især gramvægten, der blev lagt mærke til. Fra hver post tog formanden et prøveark og tørrede det med det samme og vejede arket. Formanden kom så ned til bøttens mandskab og meddelte, hvad arket havde vejet, så kunne man selv regulere det ind, hvis det var nødvendigt. Som filtsnapper hjalp vi også af og til læggestoldrengene også for at blive lært op. Når en læggestoldreng holdt op, blev en af filtsnapperne læggestoldreng. Jeg var selv læggestoldreng til sidst. Der var en dreng, der ordnede mellemlæggene. Blødte dem op og pressede dem. De skulle have den rette fugtighed, så arket kunne sætte sig fast.

Seddelfabrikken var aflåst område, så vi skulle ringe på, når vi havde været et ærinde ude. Det kunne være drengene, der åbnede døren. Vi havde til at begynde med en svensker til mester, og han var ganske flink. Han var især flink til at rasle med nøglerne, når han kom.

Om morgenen var det første, man gjorde at hente formene på mesters kontor. De var låst inde og lå på bestemte pladser i en boks. Og her blev de så låst inde om aftenen. Formene holdt længe. Det var yderst sjældent, vi fik nye forme. Men det kunne da ske, at en form blev for rådden. Træet kunne godt tåle det megen vand. Der kunne gå tråde løse, og det kunne ske hver dag, men så blev formen sendt til reparation hos Bomholt. Normalt kørte hver bøtte med tre forme, men hvis en form var hos Bomholt, så blev arbejdet udført ved hjælp af to forme. Men det tog nu ikke lang tid, før Bomholt havde ordnet formen.

Øverst oppe i Seddelfabrikken havde vi en frokoststue, men den brugte vi nu ikke. Vi havde en halvtimes frokost kl. 8.30 og middag kl. 12. Vi mødte igen på et lidt underligt tidspunkt, nemlig kl. 13.12 og så til kl. 17. I pauserne kunne vi gå ud og sætte os foran bygningen, gå en tur eller slå et smut hjem. Vi havde ikke meget med de øvrige papirarbejdere på fabrikken at gøre. Som formand i Bøtten kom jeg til at arbejde sammen med Richard Bidstrup og Charles Laursen. Der var også 4-5 piger. Det varierede lidt. Og et par ungarbejdere. Normalt brugte vi kun en bøtte, men det er da hændt, at vi har haft to bøtter i gang.

Når vi lavede filtrerpapir, var der ikke brug for en filtsnapper, da gauskeren trykker af oven på de filte med papirark. Det er kun ved det øvrige bøttepapir, at der var brug for en filtsnapper. Og jeg mener, at de i Bøtten tidligere altid har trykket af ovenpå bunken. Men det blev altså ændret, så man fjernede filten med arket på - ligesom i Seddelfabrikken.

Ved bikube og aktiebrev lagde læggestoldrengen to poster ovenpå hinanden og puttede stakken i en presse. Efter et par dage eller tre gik vi så ned til tørremaskinen, som lå i en lille bygning ved siden af den gamle turbinegang. Tørremaskinen havde en stor tørrecylinder, og papiret skulle puttes ind af en og tages ud af en anden. Af og til var det også pigerne, der ordnede det. Ellers var det bøttens mandskab. Bagefter skulle papiret overfladelimes, hvilket skete i et særligt lokale. En mand lagde arket på, mens en anden øste lim over. Når 500 ark var limet, kom stakken i en presse. Pressen pressede overflødig lim af, og vi tog så en vandslange og spulede limen væk fra kanterne. Når det var gjort, tog vi stakken og lagde den ind i varme lidt større filte. Vi kogte faktisk noget vand og lagde filte i for derved at vride dem - og de filte blev brugt til at pakke den limede papirbunke ind i. Dagen efter blev papiret hængt op i klemmer, hvor det hang et døgns tid, hvorefter det kom ned til rumleværket, hvor Jens Kjær kørte. Rumleværket var dengang ude på fabrikken, men det blev senere flyttet op til os i Bøtten. Det lavede et værre spektakel. Pigerne kontrollerede papiret efter hver proces. Vi malede selv vort stof i hollænderen i Bøtten. Den kørte gerne 5-6 timer, og så kunne det være lidt svært at snakke sammen. Men det var jo langt fra hver dag, vi brugte hollænderen. Som formand stod jeg også for hollænderen. Men det havde jeg lært mig, da jeg også har været på hollænderiet på fabrikken. Seddelfabrikken havde også et lille hollænderi, hvor Holger Christiansen gik – ham kaldte de for "Eneren", og han var speciel. F.eks. ville han under ingen omstændigheder tage mod gaver, hverken fra kolleger eller fra fabrikken. Jeg mindes ikke, at stoffet var anderledes i Bøtten end i Seddelfabrikken. Fra hollænderen i Bøtten kom stoffet ned i et kar i etagen nedenunder og herfra op i en strainer. Den kunne larme gevaldigt og give problemer. Vi havde således en del tjanser i Bøtten, og vi skulle hele tiden holde dagsproduktionen på de 1500-1600 ark, når det var bøttepapir eller 1700-1800 ark, når det var filtrerpapir. Alt det andet skulle laves ind imellem. Det kunne godt være noget stressende.

Jeg fik eksem af det lim, der var i stoffet. Og jeg har i det hele taget døjet meget med eksem. Men jeg klagede mig ikke dengang. Vi kørte også med linters, det brugte vi til filtrerpapir.

I Bøtten blev der kun øst én gang. Vi var altså en øser og en gausker. I mange år arbejdede jeg sammen med Charles Laursen, og der har aldrig været et ondt ord imellem os.

Filtrerpapir var det værste at øse. Formene var ganske store, og formen skulle blot lige dyppes og hurtigt op med et afslag. Det skulle ligge på formen med det samme. Filtrerpapir blev ikke limet. Pigerne hang det op til tørre over nogle rundstokke i tørrelokalet i Bøtten. Filtrerpapiret blev heller ikke gået efter på samme måde som bøttepapiret, idet det ikke tålte pigernes radering. Pigerne gennemgik nok filtrerpapiret, f.eks. for huller. Vi havde to aflange tørrerum med både klemmerække og rundstokke i Bøtten. Vi lavede også konvolutter. Papiret skulle først færdigbehandles herunder limes, før pigerne kunne rive dem i facon. Vi lavede f.eks. skrivepapir med konvolutter til Hjejlens jubilæum.

Som formand i Bøtten skulle jeg også udtage nogle prøver for at sikre mig gramvægten. Jeg mindes ikke vor udskudsprocent, men den kan have været på 20 procent.

I Bøtten så vi ikke meget til Henrik Boris. Han kom om morgenen og hilste på os. Han var en flink mester, men han kunne fare op. Men faldt hurtigt ned igen, og han bar aldrig nag. Når det, der skulle siges, var sagt, så var det ude af verdenen.

Harry Pedersen havde også været i Seddelfabrikken, og han kom til at afløse mig, da jeg gik på efterløn i 1983. Tidligere havde jeg lært en mand op, Heine Verner, men han fik også eksem og holdt op. Min bror havde også været i Seddelfabrikken, og han var en kort overgang oppe hos mig, men det var for hårdt for ham, så han holdt hurtigt op. Jeg har ellers ikke haft familie på fabrikken. Min bror kom først efter, at jeg var kommet ind. Arbejdet i Bøtten var ikke konstant. Jeg har været et helt år væk fra Bøtten. Andre gange var der arbejde i 3-4 måneder. Jeg kom så gerne over til en skæremaskine. Det arbejde var på akkord, og herved tjente jeg ganske godt. Når jeg kom tilbage i Bøtten, gik jeg faktisk ned i løn, samtidig med at arbejdet var meget hårdere. Harry Pedersen afløste mig, og jeg brugte mine 200 timer, som jeg måtte som efterlønner, til at sætte ham ind i arbejdet. Men det nye mandskab skulle slet ikke lave samme produktion, som vi havde skullet. De kom ned på 800-900 ark.

Bøtten var jo en stor underskudsforretning, og jeg har såmænd undret mig over, hvorfor fabrikken blev ved med at have den produktion. Der kom godt nok en del gæster forbi, og de fik da også lov til at forsøge sig ved bøtten.

12. december 2018