HUSASSISTENTERNES FAGSKOLE I KØBENHAVN

Og frøken Karen Sørensen, Linå sogn

Af Keld Dalsgaard Larsen

Karen Hauge (f. 1931) bidrog i 2007 til bogen ”Silkeborg sort på hvidt. En avis og et trykkeri” i forbindelse med Midtjyllands Avis og Silkeborg Bogtrykkeris 150 års jubilæum. Om at være kontordame i årtier på byens avis. Bidraget til jubilæumsbogen var imidlertid kun en af flere gode historier, som den ældre Karen kunne fortælle fra et langt liv. En af historierne handlede om den unge, ugifte Karen Sørensen, som i 1951 drog fra hjemegnen til hovedstaden for at gå på Husassistenternes Fagskole, Fensmarksgade 65-67. Arbejderbevægelsens landsdækkende husholdningsskole udbød ”Kursus for vordende husmødre til små hjem”, og Karen Sørensen fra Linaa Mark tilmeldte sig. Af flere forskellige årsager. Og fik en oplevelse for livet.

Husassistenternes Fagskole var en prominent del af arbejderbevægelsen i store dele af sin levetid (1906-1972), men den lukkede i stilhed og siden har glemslen været fremherskende. Karen Hauge (f. Sørensen) fortalte mig om sin tid på skolen tilbage i 2010. Og skolen var i klar erindring.

Karen Hauges erindringer fra sin tid i København er indgangen til at trække Husassistenternes Fagskole ud af historiens glemsel. Artiklen har følgende disposition:

1. Vordende husmor 1951 – om Husassistenternes Fagskole og Karen Sørensen

2. Fagskole i husligt arbejde - Om Marie Christensen, faglig organisering af tjenestepiger, husassistenter og faget husholdning

3. Som kvinder er, er hjemmene – om husmoderidealet i arbejderbevægelsen

4. Husmoderens exit – om hvorfor den historiske glemsel har grebet Husassistenternes Fagskole.

Artiklen følger Karen Sørensen i det første afsnit, hvorefter de næste afsnit mere handler om Husassistenternes Fagskoles historie, ideerne bag den og hvorfor den måtte bukke under og druknede i glemsel.

1. VORDENDE HUSMOR 1951

Baggrunden

Karen Hauge (f. Sørensen) tog i året 1951 et kursus på Husassistenternes Fagskole med den sigende titel: Kursus for vordende husmødre til små hjem. Løbende fra 1. maj til 31. oktober. Skolen fulgte hermed landboernes terminer med skiftedagene.

Karen kom selv fra ”små hjem”, idet hun kom fra et husmandshjem i Linå sogn ved Silkeborg, hvor hun var yngste barn af en søskendeflok på 12 børn. Karen var ansat på kæmnerkontoret i Linå og forlovet med tømrersvend Frode Hauge. Karen var egentlig ikke voldsomt interesseret i det huslige, og det bekymrede moderen. Tilfældighederne kom til at påvirke udviklingen. Frode blev indkaldt som soldat i København. Det var noget af en streg i regningen for det unge par, men Karen fandt en løsning: Hun søgte ind på Husassistenternes Fagskole i København, hvor hun så kom nærmere sin forlovede og kunne dæmpe moderens bekymring. Godt nok syntes moderen, at Karen lige så godt kunne gå på Silkeborg Husholdningsskole – men det var også godt nok med København. For moderen gjaldt det først og fremmest om, at datteren fik en husmoderlig ballast til sit kommende ægteskab.

Skæbnen viste sig imidlertid helt kontrær, idet Frode i april 1951 blev forflyttet fra København til tjeneste ved Den danske Brigade i Tyskland. Men Karen havde allerede betalt for den første måned på fagskolen, så der var ingen vej tilbage: Karen tog til København for at uddanne sig til kommende husmor.

Husassistenternes Fagskole passede godt på sine elever

Husassistenternes Fagskole var et større boligkompleks, Fensmarksgade 65-67, på Nørrebro. I stueetagen var der bageriudsalg og slagterudsalg i den ene ende af blokken, og i den anden ende en restaurant. Her kunne kvarterets beboere handle eller spise. Fagskolens elever leverede bagværk, pålæg m.m. til udsalgene, og de rettede an og serverede i restauranten.

Karen Hauge husker det sådan, at elevværelserne var på øverste etage (3. sal), lærerinderne boede på 2. sal, mens undervisningslokalerne fortrinsvis var på 1. sal. Desuden var der i bygningskomplekset vuggestue.

Karen kom til at bo på værelse 14 sammen med tre jævnaldrende, Kirsten (Lolland), Ruth (Sjælland) og Bente (Sjælland). Karen mindes ingen problemer med at være ”jyde” i elevkredsen. Her var alle lige, og hjemsted spillede ingen rolle.

Fagskolen passede godt på eleverne. Alle skulle være hjemme kl. 21.00, og en lærer og en assistent gik rundt kl. 22.00 og slukkede lyset på elevværelserne. Hvis man en enkelt gang skulle i byen ud over sengetid, skulle man have tilladelse på kontoret.

Karens forlovede Frode kom ved sin hjemsendelse til København og skyndte sig ud på skolen for at hilse på Karen. Frode ringede på, og en lærerinde åbnede og hørte på ham. Lærerinden ville så gå ind på skolen for at se, hvad hun kunne gøre, men da Frode fulgte efter, vendte lærerinden sig blot om og sagde: ”Nej, nej, lille soldat, De bliver dér”. Og så måtte Frode pænt vente udenfor, indtil Karen blev hentet.

De tre afdelinger og hverdagens gøremål

Kurset for vordende husmødre til små hjem var et kursus blandt andre på fagskolen. Alle mødte hver morgen kl. 7.00 i samlingsstuen, hvor der var morgensang og efterfølgende morgenmad i køkken 5 hos frk. Kristiansen. Dagens arbejde kunne herefter gå i gang.

Karen mener, at de var omkring 30 elever på hendes kursus for vordende husmødre. Kursisterne var delt op i tre grupper, som i en turnusordning på hver to måneder skulle forbi de tre afdelinger:

1. Stueafdelingen hos frk. Dyrmose. Holdet startede kl. 8.00 med at gøre rent hos forstanderinden Alma Andersen, på elevværelserne, på lærernes værelser og den lange gang. Holdet serverede i tidsrummet kl. 11.30- 13.00 for gæsterne i restauranten iført sort kjole, hvidt serveringsforklæde og hvid kappe. Ind imellem var der også tid til på skift i 14 dage at være i bageriet hos frk. Christensen. Det bagte brød blev solgt i brødudsalget.

2. Køkkenafdelingen hos frk. Kristiansen og assistent frk. Laursen, hvor der blev undervist i almindelig madlavning. Opskrifterne blev noteret med blyant i et kladdehæfte, og senere skulle kladden skrives ind med pen og blæk i en indskrivningsbog. Denne bog har siden fulgt Karen Hauge og været til megen gavn i hverdagen. Køkkeneleverne smurte også aftensmad (smørrebrød) til alle elever.

3. Vuggestueafdelingen under en lærerinde, som blev kaldt ”Klugger”. To barneplejersker var tilknyttet afdelingen. I denne periode kom man på skift i vaskeriet hos frk. Suldrup, hvor man vaskede elevernes, lærernes og skolens tøj.

Om eftermiddagen var der teori, og en gang om ugen syning. En aften om ugen var der fælleshygge i dagligstuen.

Alma Andersen var en respekteret – måske lidt frygtet – forstander, som stod for morgensamlingen og havde det store overblik. Omgangstonen var formel, og lærerinder og elever var De’s og tiltalte hinanden med frøken og efternavn.

Fagskolen tog i sommeren 1951 på en endagsudflugt til Furesøen, hvor forsamlingen var ude at sejle. Et besøg i Kødbyen blev det også til i perioden. Sidst i august 1951 deltog Husassistenternes Fagskole i Fagenes Fest, og Karen og hendes veninder fra værelse 14 dystede i pandekageløb og vandt! Præmien var en stegepande, som Karen endnu er i besiddelse af.

Det huslige fag

Kurset for vordende husmødre til små hjem kostede 700 kr. for et halvt år med uddannelse, kost og logi. Der var mulighed for at søge nedslag i prisen, hvis man kom fra ”små kår”. Og det gjorde Karen åbenbart, for hun søgte og fik et nedslag i kursusafgiften på 230 kr. Opholdet kom således til at stå hende i 470 kr.

Med i prisen var undervisningsmaterialet. Bøger og hæfter skulle straks bindes ind i pænt brunt indbindingspapir, og materialet har fulgt Karen Hauge gennem livet. Husassistenternes Fagskole udgav selv hæfterne Lærebog i Bagning, Teori for Stueafdelingerne A og K og Teori for Vaske- og strygeafdelingen C. Fagskolens prominente forstander, Alma Andersen havde på Gyldendal udgivet bogen ”Hjemmenes økonomi. En vejledning i budgetlægning og regnskabsføring” (1948), og den indgik selvfølgelig også i undervisningen. Og det samme gjorde Køkkenbog for unge piger, udgivet af Foreningen af Danske Husholdningslærerinder (1949), Johanne A. Steenbergs Kortfattet næringsmiddellære (1945) og et hæfte om kostberegning. Dertil kom diverse kladdehæfter og en enkelt indskrivningsbog.

I undervisningsmaterialet for vask og strygning er anført et ordensreglement med følgende otte punkter:

”1. Mød præcis i vaske- og strygestue.

2. Arbejd med ro og stilhed.

3. Ved strygning må eleven altid have et hvidt, rent forklæde på.

4. Ved vask må eleven altid have en kort kjole med korte ærmer, skrupforklæde eller gummiforklæde, samt træsko eller gummistøvler.

5. Når eleven beskadiger eller ituslår noget, må det straks meddeles lærerinden, og eleven betaler halv skade.

6. Sæt altid strygejernet på strygefoden og ikke på strygebrættet.

7. Når strygningen er færdig, skal ledningen tages ud af kontakten.

8. Smykker må ikke bæres i arbejdstiden”.

Traditionerne med at diktere opskrifter til eleverne var i opbrud i begyndelsen af 1950’erne. Karen Hauge brugte mange timer på kladde og renskrivning under opholdet, men i den udleverede lærebog om bagning kan man læse følgende i forordet:

”Når denne lille opskriftsamling udgives i ny udgave, er det for at spare tid. Fagskolens lærerinder har tidligere måttet diktere opskrifterne til eleverne, og da dette selvsagt tager lang tid, vil Husassistenternes Fagskole nu på det bedste anbefale dette lille gennemprøvede opskrifthæfte”. Hverdagen er ikke længere til langsommelig håndskrift!

Kurset var yderst praktisk anlagt. Opskrifter, vaskevejledning, kostberegning, råd om diegivning, børnesygdomme og meget andet gennemgås i detaljer. Udarbejdelse af ugearbejdsplan for den vordende husmoder er også pensum. Karen Hauge har med sirlig håndskrift indført det i hæftet for kostberegning. Her er arbejdsplan for en mandag med en familie bestående af to voksne og et barn på ½ år i en treværelseslejlighed med badeværelse:

”Kl. 6.30 – 7.00. Smøre madpakke til manden, lave morgenmad og spise

Kl. 7.00 – 8.00. Lave mad til barnet, vaske dette og vaske op efter morgenmad.

Kl. 8.00 – 8.30. Forberedelse til middagen.

Kl. 8.30 – 10.30. Rengøring i stuerne, soveværelse og badeværelse.

Kl. 10.30 – 11.30. Indkøb

Kl. 11.30 – 12.30. Lave mad til barnet og spise frokost, vaske op.

Kl. 12.30 – 13.00. Lægge tøj i blød til storvask.

Kl. 13.00 – 15.00. Vaskes og klædes om, køre tur med barnet.

Kl. 15.00 – 16.00. Hviler.

Kl. 16.00 – 17.30. Lave middagsmad, dække bord.

Kl. 17.30 – 18.00. Spise.

Kl. 18.00 – 18.30. Vaske barnet, give det at spise og lægge det hen at sove.

Kl. 18.30 – 19.00. Vaske op efter middagen og rydde op.

Kl. 19.00 – 22.00. Håndarbejde, aftenkaffe”.

Eleverne skulle også udarbejde årsregnskab for forskellige familiestørrelser og indkomster.

Eksamen og hjem igen

Kurset afsluttede med officiel eksamen og vidnesbyrd på skolens fine folieark. Karen Hauge har fortsat sit vidnesbyrd dateret København 31. oktober 1951, som indeholder følgende fortrykte og (få) individuelle oplysninger:

”Vidnesbyrd. Frøken Karen Marie Sørensen, født 17. august 1931 i Linaa har gennemgået et halvårligt kursus for vordende husmødre til små hjem fra 1. maj 1951 til 31. oktober 1951 i madlavning, bagning, syltning, tilvirkning af pålæg, henkogning, rengøring, borddækning, servering, syning, vask og strygning samt i pleje og pasning af spædbørn. Endvidere i næringsmiddellære, husholdningsregnskab, budgetlægning og sundhedslære”.

Forstander Alma Andersen kunne med sin underskrift bevidne, at frøken Karen Sørensen fra Linå havde bestået med udmærkelse.

Karen Hauge (som frøken Sørensen) kom tilbage til Linå og fortsatte sit arbejde på kæmnerkontoret. Men ved ægteskabets indgåelse med Frode blev hun afskediget. Tidens norm og forventning var, at gifte kvinder forlod arbejdsmarkedet. Karen Hauge var dog ikke indstillet på at være hjemmegående, og Silkeborg Avis (Midtjyllands Avis) blev hendes arbejdsplads i årtier (1).

Husassistenternes Fagskole blev i 1951 en del af Karen Hauges liv. En periode hun ser tilbage på med glæde. At fagskolen var tilknyttet den organiserede arbejderbevægelse spillede ingen rolle for Karen – for hende var det en mulighed for at komme tæt på sin forlovede og lære husmodergerningen.

Karen Hauges beretning i 2010 om sin tid på Husassistenternes Fagskole gjorde mig nysgerrig for at finde ud af mere om denne skole og dennes grundlag. Historien var ikke ganske nem at grave ud, men den begynder med Marie Christensen, den faglige organiseringen af tjenestepiger og en kamp for anerkendelse af og respekt omkring det huslige arbejde omkring år 1900.

2. FAGSKOLE I HUSLIGT ARBEJDE

Marie Christensen (1871-1945) (2) var drivkraften i organisering af tjenestepigerne. På et møde den 15. november 1899 blev Københavns Tjenestepigeforening stiftet med det formål at forbedre såvel tjenestepigernes arbejds- og lønforhold som faglige kunnen og status. Marie Christensen arbejdede derfor målbevidst frem mod etablering af en egentlig fagskole for husligt arbejde. Husligt arbejde var at betragte som et fag, der skulle læres på linje med mange andre. Anstrengelserne resulterede i indvielsen af Tjenestepigernes Fagskole den 1. november 1906 i lejede lokaler, Rosengaarden 14 og 14A (3).

Fagskolen I Rosengaarden var udstyret med et stort skolekøkken med fire komfurer, fadebur og spisekammer, vaskestue, strygestue og rullestue, en stor spisestue, dagligstue, foreningslokaler m.m. Skolen havde plads til 18 elever, som var fordelt på fire store værelser, og desuden var der indrettet tre lærerindeværelser.

Tjenestepigernes Fagskole var helt at sammenligne med tidens nye husholdningsskoler. Elevgrundlaget adskilte sig imidlertid fra andre husholdningsskoler, idet fagskolen først og fremmest var beregnet på unge kvinder fra jævne hjem, som ønskede at lære husholdning med henblik på enten at arbejde for andre eller som vordende husmor i eget hjem.

Tanken var oprindeligt, at skolen skulle være gratis for fagforeningens medlemmer. En væsentlig del af indtægterne skulle fremskaffes ved at drive pensionat, pålægsforretning, brødudsalg og vaskeri (4). Eleverne skulle i og med uddannelsen stå for disse indtægtsgivende aktiviteter. Det viste sig imidlertid hurtigt umuligt at undgå elevbetaling, men pensionat, udsalg og vaskeri fortsatte som væsentlige indtægtskilder. Stat og kommune blev også hurtigt vigtige bidragydere til skolens drift.

Marie Christensen var skolens leder fra starten i 1906 og helt frem til 1938.

Det halvårlige kursus var inddelt i tre hold: Et kokkepigehold, et stuepigehold og et vaske- og strygehold. Holdene skiftede afdeling hver uge, og eleverne kom derved rundt om alle de forskellige arbejdsområder.

I 1913-1914 lancerede fagforeningen et brud med titlen ”tjenestepige”, idet man ønskede at bruge stillingsbetegnelsen ”husassistent”. Fagforening og fagskole ændrede navn til henholdsvis Husassistenternes Fagforening og Husassistenternes Fagskole. Og Marie Christensen, fagforening og skole gik i gang med at skaffe midler til etablering af egen bygning til fagskolen. Københavns kommune stillede i 1919 en grund til rådighed, men der skulle gå endnu 6-7 år, før skolen var en realitet.

Det første spadestik til den nye skole blev taget den 7. juli 1926, og den 7. september samme år kunne den socialdemokratisk statsminister Th. Stauning nedlægge den første sten til bygningen. Skolebygningen i Fensmarksgade stod klar i september 1927 til at tage imod de nye kursister. En ny æra i fagskolens historie kunne begynde.

Stat og Københavns kommune var aktiv involveret i etablering af Husassistenternes Fagskole i Fensmarksgade. Staten stillede imidlertid et ufravigeligt krav om, at fagskolen skulle gå fra at være en fagforeningsinstitution til at være en selvejende institution med egen bestyrelse. Husassistenternes Fagforening gik ind på dette krav ved at overdrage sine aktiver til den selvejende institution, som blev en realitet i 1926. Fagskolen havde dog fortsat nær tilknytning til fagforeningen, og Marie Christensens position som skolens ubestridte leder blev der ikke rørt ved.

Fagskolen i Fensmarksgade var en fire etages bygning. I stueetagen var fem butikker, hvor skolen selv benyttede de tre til udsalg af bagværk og pålæg og til vaskeri. I stueetagen var der endvidere portnerbolig, vaskerilokaler og spisesal med plads til 60 gæster. På de øvrige etager var der indrettet fire store undervisningskøkkener, en foredragssal til den teoretiske undervisning, en barneplejeafdeling, spise-, opholds- og soveværelser for 83 elever samt værelser for syv lærerinder og otte medhjælpere foruden bolig for Marie Christensen. Husassistenternes Fagskole var ved indvielsen på Fensmarksgade et imponerende kompleks, som vakte berettiget opsigt. En væsentlig nyskabelse var etableringen af barneplejeafdelingen, som skolen havde savnet i de tidligere lokaliteter.

Husassistenternes Fagskole var fra 1927 en stor uddannelsesinstitution, og tusindvis af unge kvinder fik deres huslige uddannelse i disse omgivelser. Ved overgangen til den nye skole blev dannet en elevforening, som årligt udgav et årsskrift.

I skoleåret 1930/31 udbød skolen følgende ni kurser:

Kursus for begyndere (6 mdr. / 61 elever), kursus for viderekomne (3 mdr. / 78 elever), kursus for stueassistenter (3 mdr. / 5 elever), kursus for husjomfruer og assistenter i større husholdninger (3 mdr. / 46 elever), kursus for vordende husmødre til små hjem (6 mdr. / 56 elever), kursus i barnepleje (6 mdr. / 8 elever), aftenkursus i daglig madlavning (3 mdr. / 60 elever), aftenkursus i borddækning og servering (1½ mdr. / 101 elever) og aftenkursus i syltning og henkogning (1 mdr. / 10 elever) (5).

Fra og med sæsonen 1932/33 indførte fagskolen eksamen til de længerevarende kurser, og de opnåede karakterer blev angivet i det afsluttende kursusbevis.

Marie Christensen trak sig tilbage som skolens leder i 1938, og Alma Andersen (1892-1959) trådte til som naturlig arvtager på posten (6).

I efterkrigsårene indtraf en række forandringer på skolen. Spædbørneafdelingen blev i 1948 ændret til en egentlig vuggestue for kvarterets småbørn. Vaskeriet for andre blev nedlagt i sæsonen 1950-51 (7). Fagskolens vaskeri kunne ikke konkurrere med de nye store rationelt drevne vaskerier. Men skolen virker fortsat som en integreret del af lokalsamfundet, hvor lokalbefolkningen kan komme forbi og købe ind, spise eller få passet småbørn. Alt imens unge kvinder uddannes i hjemmets arbejde. Og at hjemmets arbejde var kvindernes domæne gennemsyrer al skolens virke.

Alma Andersen trådte tilbage i 1958, og Henny Sønderby (8) blev fagskolens tredje og sidste forstander. Husassistenternes Fagskole måtte i 1960’erne forholde sig til husmoderens ændrede rolle i hjem og samfund. Henny Sønderby skitserede i 1963 problemstillingen således:

”Det er store krav, der stilles til husmoderen i dag. Vi ved, at i hvert fald 50 pct. af Danmarks husmødre er med i erhvervslivet, enten i hjemmet eller udenfor. Derfor må vi tage hensyn til det, når vi tilrettelægger undervisningen, og lære dem på god og forsvarlig måde at klare husholdningen sideordnet med et erhverv, ligesom vi også i undervisningen må tænke på dem, der har valgt det huslige arbejde, som deres erhverv og f.eks. bliver ansat i institutioner og større fælleshusholdninger eller bliver assistenter i hjem, hvor husmoderen er selverhvervende, og hvor assistenter må kunne klare de forskellige huslige arbejder og desuden kunne klare indkøb og administration. Derfor er det vigtigt, at vi har de forskellige kurser og af forskellige længder, idet ikke alle har samme forkundskaber, når de kommer”( 9).

Fagskolen iværksatte – ud over de traditionelle kurser – en lang række korte og længerevarende kurser for hjemmehjælpere, husmoderafløsere, oldfruer, rengøringsassistenter, rengøringsledere m.m. Initiativer manglede ikke – men interessen for de tilbudte kurser var ikke tilstrækkelige til at fremtidssikre skolen. De unge kvinders interesser gik i en anden retning.

Husassistenternes Fagskole måtte lukke restauranten i sommeren 1963. Kursisterne stoppede deres engagement i skolens to forretninger i 1970, og året efter lukkede såvel pålægsforretningen som bageriet. Fremtiden var på alle måder uvis.

Fagskolens nye bestyrelse søgte i 1971 at få en afklaring om skolens fremtid ved forhandlinger med ministeriet. Men en afklaring trak i langdrag, og skolens personale modtog deres afsked den 30. juni 1971 med virkning ved årets udgang. I opsigelsesbrevet blev der givet et lille håb om genansættelse, hvis skolen fortsatte. På et bestyrelsesmøde den 20. december 1971 nedlagde bestyrelsen sit mandat. Husassistenternes Fagskole var hermed reelt ophørt som selvstændig institution. Det lykkedes med hjælp fra Suhr Husholdningsskole at afvikle de annoncerede kurser på fagskolen frem til 31. maj 1972 (10). Herefter lukkede skolen.

Forstander Henny Sønderby var rystet og helt uforstående over for skolens triste skæbne i 1971. Samme år som skolen i februar havde fejret Marie Christensens 100 års fødselsdag: ”Vi … forstår ikke, at man i 100-året for stifteren Marie Christensens fødsel kan nære tvivl om, at det huslige arbejde og uddannelse til dette arbejde har sin berettigelse” (11). Ikke desto mindre måtte Henny Sønderby og fagskolen sande, at tiderne var radikalt ændret siden Marie Christensens dage.

Men når historien skal fortælles, vil det være ret og rimeligt at prøve at forstå pionerernes bevæggrunde med arbejdet i Husassistenternes Fagskole. Og Marie Christensen gav selv i 1917 et enestående vidnesbyrd herom, hvor hun slog på, at det var kvindernes opgave at sikre gode hjem i de danske familier. Herom i næste afsnit.

3. SOM KVINDER ER, ER HJEMMENE……..

Husassistenternes Fagskole lukkede som selvstændig institution i december 1971 og lukkede definitivt i 1972. En ny tid og en ny kvindebevægelse gjorde skolen og dens grundlag irrelevant i dagens og fremtidens virkelighed. Men i årtier var skolens virksom relevant ud fra de normer om hjem og familie, som Marie Christensen og hendes tid fandt gode og selvfølgelige. Et indblik i dette grundlag kan vi få i en stor tale, som Marie Christensen holdt i Borgerrepræsentationen den 20. november 1917. Talen lå i forlængelse af hendes virke på Husassistenternes Fagskole og lagde op til styrkelse af dette arbejde. Følgende uddrag af talen – som er fra det stenografiske referat fra borgerrepræsentationens forhandlinger – giver grundlæggeren sit syn på kvindernes betydning for hjemmene:

”.. hvad hun (Marie Christensen) her havde omtalt var spørgsmål, som angår nutiden, hun skulle nu omtale et spørgsmål, som måske nærmere hørte fremtiden til. … Det drejer sig om unge kvinders uddannelse i alt hjemmets arbejde. Alle er klar over, at det vigtigste og bedste i samfundet er gode og velholdte hjem, men sådanne hjem er ligesom ved at forsvinde. Trods alle gode forsætter hos de unge, som sætter bo, ser man i tusindvis af forsømte hjem, i tusindvis af skilsmisser og forladte hustruer og børn. Hun mente, at kunne pege på en af hovedgrundene hertil, men hun måtte i den anledning gå lidt tilbage i tiden. Der er sket en hel revolution inden for hjemmene. I de gode gamle dage, som det hedder, så det anderledes ud. Dengang var alle kvinder optagne af arbejder i hjemmene, de kartede og spandt, de vævede og bandt, de bagte og bryggede, de kogte og kærnede og lavede ost osv. Ved siden af alle disse arbejder fik de tid og lejlighed til at passe mand, børn og hjem. Men der kom andre tider, og med dem kom industrien og tog alt dette arbejde ud af hjemmene. Der blev oprettet bagerier, bryggerier, væverier og mejerier, og det var da en selvfølge, at der ikke i samme grad som før blev brug for kvinderne i hjemmene, de måtte ud på arbejdsmarkedet. Nu er forholdet det, at en mængde af de unge piger knapt bliver færdig med skolen i 14 års alderen, før de kommer ud i fabrikker, forretninger, kontorer, nogle, som er lidt bedre stillede, sættes til studering, og hermed er de beskæftigede fra morgen til aften. De spiser den mad, andre har lavet og går med det tøj, andre har vasket og repareret. Men en skønne dag bliver disse unge piger gifte og skal til at passe et hjem og føde børn. Hvorledes vil man kunne forlange, at de skal kunne forstå at udføre alt det arbejde, der er at gøre i et hjem? Det er et af de største fag, der eksisterer, og det er komplet umuligt for dem at udføre dette arbejde, og ganske urimeligt at forlange det af dem. Den unge kvinde skal forstå at gøre indkøb – og man er vistnok klar over, at det i nutiden er vanskeligere at give penge ud rigtigt end at tjene dem – hun skal kunne lave god, velsmagende og nærende kost, skal renholde hjemmet, vaske, stryge og reparere familiens tøj, hun skal helst kunne sy børnenes tøj og desuden pleje og passe dem og ofte være med til at forsørge dem. Så store krav stilles der til de unge kvinder, at det er umuligt, at de kan opfylde dem, og derfor er det formentlig, at det går galt i så mange tilfælde, idet der opstår så megen anledning til utilfredshed og trætte. Det er jo en livsbetingelse for kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet, og det er godt, at det lader sig gøre, men det er også en livsbetingelse for samfundet, at kvinderne kommer tilbage til hjemmene, thi overalt fremgår det af statistikken, at mennesker trives bedre i gode hjem end i dårlige. Lægernes beretninger fortæller om sygdom og død i større omfang i de dårlige hjem end i de gode. Politiets beretninger oplyser, at de fleste forbrydere har haft en dårlig barndom, og beretninger fra værgerådet fortæller det samme. Man siger, at som kvinder er, er hjemmene, og deri var der vistnok meget sandt, men som samfundsforholdene er, havde man næppe lov at regne kvinderne det til last, om hjemmene er dårlige. Socialdemokratiet har derfor fremsat det forslag, at der gennem stat og kommune oprettes hjem-skoler, hvor landets unge kvinder kan få et års frit ophold og uddannelse i alt hjemmets arbejde….. Det var hendes (Marie Christensens) tro, at sådan en skole ville blive til gavn for mange tusind hjem, og hun ville af hjertet ønske, at mange ville få interesse for at være med til at realisere planen. Hun vidste vel, at det var en meget stor plan, som rækker vidt, og at den ikke kan realiseres hurtigt, derfor ville hun henstille til overvejelser, om man ikke kunne gøre et forsøg med Husassistenternes Fagskole” (12).

4. HUSMODERENS EXIT

Stillingsbetegnelsen ”husassistent” er blevet historie. Ligesom begrebet ”husmoder”. Og selvfølgelig også Husassistenternes Fagskole. Arbejderbevægelsen var involveret i denne kvindehistorie på kryds og tværs. Arbejderbevægelsen var en vigtig aktør i ”projekt husmoder”, hvor den gifte kvindes domæne var hjemmet, mens manden var familieforsørgeren (13). Denne tids familienorm var, at unge kvinder var ”vordende husmødre”. Dette traditionelle familiemønster brød sammen i løbet af 1960’erne og 1970’erne, og i takt med sammenbruddet fik fænomener som ”husholdningsskoler” og ”husmødre” et skær af at være ”gammeldags”, ”reaktionær” og ”kvindeundertrykkende”. Og hvem vil gerne stilles i et sådant lys?

Arbejderbevægelsen var på mange måder en sidste bastion for det borgerlige husmoderideal. I årtier havde arbejderbevægelsen kæmpet for, at også arbejderkvinderne opnåede dette ideal at hellige sig hjem og børn. Men aldrig så snart dette ideal historisk var inden for rækkevidde i slutningen af 1950’erne, før det krakelerede og blev umoderne. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse fik det svært med den nye kvindebevægelse og kvindefrigørelse. Og bevægelsens position som progressiv kraft fik nogle gevaldige skrammer. Ikke desto mindre er det en vigtig historie til forståelse af vor fortid og nutid.

Historien om Husassistenternes Fagskole rammer centralt ned i hele arbejderbevægelsens syn på samfund, familie og køn i største delen af det 20. århundrede. Udgangspunktet var familien som enhed – ikke familiens enkeltindivider. Nutiden har et andet udgangspunkt – nemlig det enkelte individ, som så kan indgå i en familie eller lade være. Men det giver ingen historisk indsigt at lade ens egne normer skabe blinde vinkler til forståelsen af en fortid, som stadig har indflydelse på nutiden såvel individuelt som kollektivt.

Karen Hauge havde endnu i 2010 Husassistenternes Fagskole i klar erindring (14). Forbindelsen til de gamle værelseskammerater er holdt ved lige gennem årene. Mangt og meget har forandret sig i samfundet og for disse kvinder individuelt. Men Husassistenternes Fagskole er immervæk fortsat en del af historien. Denne historie har også kollektive dimensioner, som er vigtige at have i erindring, hvis en senere eftertid skal kunne begribe historie i al dens kompleksitet.

NOTER

1. Karen Hauge har fortalt om sit arbejdsliv på Midtjyllands Avis i artiklen ”Kontordame på avisen. Erindringer fra en god arbejdsplads” i Keld Dalsgaard Larsen (red): Silkeborg Sort på Hvidt. En avis og et trykkeri (2007).

2. Om Marie Christensen henvises til Marie Christensen: Erindringer. Et livs indsats for danske husassistenter (1942/1980) og Dansk Kvindebiografisk Leksikon (www.kvinfo.dk), hvor Tinne Vammen har skrevet artiklen om Marie Christensen.

3. Denne overordnede præsentation af fagskolen bygger på Marie Christensens erindringer (se note 2), de to jubilæumsskrifter: Frederik Dalgaard: Husassistenternes Fagskole. 25 aars virksomhed 1906-1931 (1931) og Oskar Hansen: Husassistenternes Fagskole gennem 50 år 1906-1956 (1956) og Husassistenternes Fagskole Elevforening Årsskrift 1956-1971.

4. Denne erhvervsmæssige indtægt var ifølge Marie Christensen et særkende for Husassistenternes Fagskole i forhold til andre husholdningsskoler (Marie Christensens erindringer s. 182, se note 2), og i erindringsbogen gives et vidnesbyrd om disse indtægters betydning for skolen. Der gives en oversigt over indtægterne for året 1915-16: Frokoster og middage (34.600 kr.), bagværk fra butikken (19.435 kr.), pålæg (512 kr.) indtægt ved vask (1400 kr.) og skolepenge (8.300 kr.). Heraf fremgår med al tydelighed, at pensionatet (frokoster og middage) og slagterbutikken er uundværlige for skolens drift. (Marie Christensens erindringer s. 113, se note 2).

5. Fra Frederik Dalgaard 1931 s. 41.

6. Om Alma Andersen henvises til Dansk Kvindebiografisk Leksikon (www.kvinfo.dk), hvor Lisbeth Haastrup har skrevet om Alma Andersen.

7. Oskar Hansen 1956 s. 28f

8. Oplysningerne om Henny Sønderby er sparsomme, men hjemmesiden www.rosekamp.dk har en kort præsentation af hende og hendes erhvervskarriere hentet fra Kraks Blå Bog 1974. Her fremgår det, at Henny Sønderby er født den 22. februar 1912 ved Horsens, husholdningslærerinde fra Ankerhus i 1935 og forstander på Husassistenternes Fagskole i årene 1958-1972.

9. Årsskrift 1963 s. 5 (se note 3).

10. Årsskrift 1971 (se note 3). Her giver Henny Sønderby et fint resume over årets hektiske begivenheder.

11. Årsskrift 1971 s. 7 (se note 3).

12. Talen er her citeret efter Oskar Hansen 1956 s. 12-13, hele talen er gengivet i Marie Christensens erindringer (se note 2) s. 135-141.

13. Arbejderbevægelsens forhold til det borgerlige familie- og husmoderideal har jeg behandlet i artiklen ”Husmoderen. Et minde fra industrisamfundet” i Arbejderhistorie nr. 4 2006.

14. Denne artikel er oprindeligt fra 2010, hvor jeg havde en række samtaler med Karen Hauge om hendes tid på Husassistenternes Fagskole. Artiklen har imidlertid ligget hengemt frem til 2017, hvor den så er hentet frem og lettere justeret. Artiklen er i sin nuværende form forelagt og godkendt af Karen Hauge i oktober 2017.

Oktober 2017