Husmoderen

Af Keld Dalsgaard Larsen

INDUSTRISAMFUNDET OG HUSMODEREN

Husmoderen som historisk fænomen er nært forbundet med industrisamfundet. I mit arbejde med industrisamfundets kulturarv har jeg derfor også ønsket at få denne spændende side - og vel også noget oversete - af industrisamfundets historie belyst. Et af resultaterne er nærværende artikel (1).

HUSMODEREN I HISTORIEN

"Gennem 58 år har man på Silkeborg Husholdningsskole uddannet unge piger til en kvindes største og vigtigste opgave: At styre og lede eet hjem dygtigt" (2). Sådan står der at læse i husholdningsskolens elevskrift i 1960 uden mindste antydning af ironi og sarkasme. Det var et selvfølgeligt udsagn i 1960!
Sådan er det ikke i dag ca. 45 år senere. Hvis nogen i dag i fuld alvor hævdede, at kvindens kald i livet var at være husmoder, ville reaktionen være hård og entydig: Det ville blive stemplet som rendyrket kvindeundertrykkelse og som utiltalende reaktionær. Husmoderen er definitivt havnet på den historiske mødding. Fænomenet husmoderen virker på en og samme tid nærværende og meget fjern. Denne lille historiske epistel handler om "husmoderen" som historisk fænomen. Om husmoderens epoke.
Har husmoderen ikke altid været? Nej! Husmoderen hører til i det 19. og 20. århundrede, altså i industrisamfundets tidsalder. Hvordan var det før? Det er ikke emnet i denne epistel, men eventyret om Hans og Grete kan give en fornemmelse af et andet "moderbillede" end den senere alkærlige husmoder. Vi er her tidsmæssigt i første halvdel af 1800-tallet. Prøv at genlæse eventyret, og man vil til sin forbløffelse opdage, at det er den biologiske moder, der ønsker børnenes død i den mørke skov. Faderen er ikke meget for ideen, men moderen insisterer og kalder manden for et pjok: Det er børnene eller os alle. En senere tid har slet ikke kunnet bære et sådant moderbillede, og derfor er den almindelige antagelse, at det må handle om en stedmoder. For i husmoderens epoke kunne rigtige mødre aldrig finde på den slags!
I løbet af 1800-tallet fremtoner husmoderen på den historiske scene som det altfavnende og kærlige centrum i den borgerlige kernefamilie. J. Krohns velkendte Peters Jul fra 1866 indeholder en hyldest til dette nye moderbillede. I prologen påkaldes "den danske moder" til at læse bogen for de søde børn, og den afsluttes med følgende sentenser i kursiv: "Som Far kun få der findes / men ikke én som Mor" (3). Udsagnet indeholder den forbløffende konstatering, at far rent faktisk godt kan erstattes, men ikke mor. Mor er den bedste i verden. Og hun kunne selvfølgelig ikke finde på at sende sin børn i døden i en mørk skov.
Peters Juls "danske moder" er en by-moder. Det er ikke tilfældigt. Med industrialiseringen og urbaniseringen bliver den snævre kernefamilie den nye familienorm. De større husholdninger og storfamilier i landbrug, håndværk og handel var på vej ud til fordel for en ny tids kernefamilie med en udearbejdende fader, en hjemmegående husmoder og de søde børn, som netop skal være børn og ikke små voksne. Det nye familieideal voksede frem blandt byernes bedre borgerskab og bredte sig herefter ud til resten af samfundet - langsomt, men sikkert i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

FAR OG MOR PÅ ARBEJDE

Den hjemmegående husmor var i begyndelsen et udpræget velhaverfænomen. Landets fattigfolk måtte i den gryende industrialisering alle arbejde uanset, om de var mænd, kvinder eller børn. Det skabte imidlertid en række problemer. I sidste instans truede den lange arbejdsdag med at underminere befolkningens antal og sundhed. Børnene var det mest øjensynlige problem - de gik simpelthen for lud og koldt vand uden opsyn eller omsorg. Gadedrenge var et af tidens sociale og moralske problemer.
Tidens læger og filantropiske kvinder råbte vakt i gevær. Noget måtte gøres. I Silkeborg tog en kreds af borgerskabets kvinder initiativ til oprettelse af et børneasyl. I avisannoncen lød begrundelsen således:
"Handelspladsen er nemlig for størstedelen beboet af unge mennesker, hvis børn endnu er små, og blandt de ubemidlede familier, navnligen fabriksarbejderne og arbejdsfolk, er det i regelen tilfældet, at forældrene den største del af døgnet nødvendigvis må være fraværende på arbejde, mens børnene imidlertid er overladte til sig selv,….". (4)
Den bagvedliggende præmis er en erkendelse af, at i arbejderklassen måtte "nødvendigvis" såvel far som mor arbejde en stor del af døgnet for at underholde familien. Og i den situation ønsker borgerskabets kvinder at tilbyde pasning af de forsømte fattige børn. Initiativets kvinder havde ikke selv den "nødvendighed" over sig, så de efterlevede selv det borgerlige ideal om den hjemmegående husmoder.
Dronning Louises Asyl i Silkeborg åbnede den 14. januar 1864. Men det viste sig med det samme at være helt utilstrækkeligt. Andet og mere måtte gøres. Men hvad?

KVINDENS PLADS

Det tidlige industrisamfunds familieliv var en katastrofe for børnene. Det gav slet og ret alt for mange børnelig på bordet. De første spæde modtræk var at tilbyde børnepasning til de arbejdende forældre. Men det forslog ingen steder. Andre øjnede en mulighed i at gøre som de velstillede: At lade moderen stå for hjemmet og børnene! Blandt andet flere i den spirende arbejderbevægelse. Martin Andersen Nexø har i sin erindringsbog "Et lille kræ" (1936) givet følgende sigende skildring:
"Der var ved at dukke en ny slags mennesker op i min barndom, en sekt næsten, folk som var anderledes end andre, som tog til møder, hvor der blev sunget og talt, og som tog i skoven med kone og børn om søndagen i stedet for at sidde på værtshus. Deri lignede de de andre hellige, men dertil var der noget frækt over dem, som de andre ikke havde. De satte sig op mod øvrigheden, drog rundt i procession med en rød fane foran sig, og ville selv bestemme arbejdslønnen. Mor og de andre koner snakkede om dem, som et halvforrykt folkefærd, der ville vende op og ned på alting. De bar så galt ugelønnen hjem i stedet for at drikke den op, og ville have at kone og børn ikke måtte gå på arbejde!". (5)
Husmoder-idealet voksede frem i slutningen af 1800-tallet i alle kredse. Også blandt arbejderne og småkårsfolk. Det skete langt fra af sig selv. En massiv ideologisk påvirkning var med til at bane vejen for husmoderen i alle samfundslag. Tilgangsvinklerne var talrige. F.eks. i tidens litteratur.
"Per tykkes nu, at konens plads er i hendes hjem" (6). Denne holdning fremføres med stor vægt af Johan Skjoldborg i romanen "Per Holt". I romanerne "Gyldholm" (1902) og "Per Holt" (1912) har digteren givet en gribende skildring af en fattig husmandsfamilies kamp for en menneskeværdig tilværelse. Vi møder ægteparret Per og Sofie, som begge slider og slæber på herregården alle ugens dage hele året rundt. Alt imens den lille familie trolig forøges år efter år. En dag sker tragedien - tre af småbørnene omkommer i hjemmet, mens far og mor er på arbejde. Denne umenneskelige tragedie virker forskelligt på Sofie og Per - Sofie går nærmest i stykker på det, mens Per bliver socialist. Per Holts socialistiske bevidstgørelse resulterer øjeblikkeligt i beslutningen om, at Sofies plads er i hjemmet hos børnene. Det vækker forargelse i det omkringliggende samfund - af høj som lav. Men Per Holt holder fast: Kvindens plads er i hjemmet hos børnene. De to romaner er en varm og engageret fortale for det borgerlige husmoder-ideal udbredt til landets småkårsfolk. En demokratisering af det borgerlige familieideal så at sige.

KVINDENS NATUR

Tidens kvindebevægelse spillede en noget tvetydig rolle, idet kvindesagskvinderne først og fremmest var samlet om kravet om kvindelig valgret, mens de lagde varieret vægt på spørgsmålet om arbejde og modergerningen. Svenskerne Ellen Key udsendte i 1900 bogen "Barnets århundrede. Studier", som to år senere udkom på dansk ved Zelma Petersen. Ellen Keys position er på mange måder interessant i debatten om husmoderen. Hun er aktiv socialist, antikapitalist og ivrig individualist. Hendes bidrag kan måske betegnes som avantgardistisk progressivt. Ellen Keys grundsynspunkt er, at kvindens (virkelige) natur er at være moder og sikre menneskehedens (gode) overlevelse. Hendes udsagn viser også lidt om det toneleje, debatten kunne føres i.
Min og mange andres opfattelse er ikke, "at kvinden er folkets værdifuldeste ejendom", men at moderen er den værdifuldeste del af et folk, så værdifuld, at samfundet fremmer sit eget højeste vel ved at beskytte moder-syslerne" (s.69). Og de begynder ved undfangelse og fødsel:
"Kvinderne har (..) kun en pligt - en uomgængelig, urokkelig, mod hvilken hver overtrædelse er en synd - en pligt, at det nye væsen, hun skænker livet, skal være undfanget i ømhed og renhed, i sundhed og skønhed, under fuld gensidig harmoni, fuld gensidig vilje og lykke. Aldrig under en rus, i sløv vane, i lede, med delte eller oprørske følelser. Så længe kvinderne ikke fatter denne pligt, så længe vil jorden blive befolket af væsener, der i selve tilblivelsens øjeblik er blevne bestjålne for livsglæden og levedygtigheden" (s. 39f).
Herefter må samfundet bakke op omkring husmodergerningen:
"der er ingen gennemgribende forbedringer at vente, førend loven (…) vedtager, at kvinderne i den samme alder, i hvilken mændene aftjener deres værnepligt, må gennemgå enlige så langvarig uddannelse i børne-, og sunds- og sygepleje; …" (s.273).
"Først når børnene vindes tilbage til hjemmet fra skolen, fra gaden og fra fabrikken, og når mødrene fra udearbejde og fra verdenslivet gives tilbage til børnene, vil der være mulighed for en naturlig opdragelse, en opdragelse i Rousseaus og Spencers ånd - gennem hjem-livet til livet" (s.130).
Ellen Key er arg modstander af børnehaver og institutioner: "Det er en af fremtidsopgaverne at uddanne en generation af mødre, der blandt andet kunne befri børnene fra børnehave-systemet. Man tror at skabe mennesker, men faktisk indeksercerer man numre, idet man allerede fra to-tre-års alderen behandler børnene flokkevis og lader dem færdes i flok, arbejde efter planer og laver de samme ensartede dumme og unyttige håndarbejder. … Man vænner børnene til denne fællesmorskab, der kendetegner den åndelige pøbel; medens man burde lære dem at more sig selv i ensomhed. …. Børnehavesystemet derimod er et af de sikreste midler til at skabe dilettanter og "hjordmennesker" (s.199).
Ellen Key anerkender kvinders ret til arbejde. Men det før følgende ord med på vejen: "Kvinden har fuld ret til at lade sig forvandle til "det tredje køn" - arbejdsbiens, den kønsløse mures slægt - ifald hun betragter dette som sin højeste lykke" (s. 56).
Ellen Keys bidrag til debatten var med til at drive husmoderideologien yderligere frem. Og med tiden blev det en selvfølgelig norm, at også naturen (og den biologiske videnskab) talte for husmoderen. Husmoder og moderkærlighed var noget, der så at sige hørte til kvindens natur.
Husmoder-idealet blev således i begyndelsen af 1900-tallet den samfundsmæssige norm for, hvordan familien ideelt set burde indrettes. Hermed var en privat løsning på problemerne med børn og hjem fundet. I Silkeborg kom det til udtryk i en byrådsdebat i 1912, hvor den socialdemokratiske ordfører som den naturligste ting i verden kunne konstatere, at Dronning Louises Asyl var beregnet til enlige mødre, først og fremmest enker. Underforstået at gifte mødre selv påtog sig opgaven at passe hjem og børn.

HJEMMET OG SAMFUNDET

Husmoderen skulle stå for hjemmet. Det var en mangestrenget opgave. Hun skulle skabe rammerne for et godt familieliv, for familiens sundhed og trivsel. I familiens skød skulle den udearbejdende fader kunne slappe af efter arbejde og børnene vokse op i trygge omgivelser.
Sundhed og hygiejne var husmoderens domæne. I "Haandbog for Nutidshjem" (1937-38) fastslås de tre store sundhedskrav at være "luft, lys og renlighed". Inden for barneplejen var overskrifterne: "renlighed, orden og regelmæssighed" (7).
Overskrifterne var enkle, men det daglige arbejde var uhyre omfattende. Det var en hel videnskab at være husmoder. Uddannelse til denne gerning var en nødvendighed, og i det perspektiv skal fremkomsten af landets husholdningsskoler fra 1895 ses.
Tiden var voldsomt fokuseret på renlighed og hygiejne. Der blev skuret og skrubbet, vasket og strøget, pudset og poleret efter alle kunstens regler. Og bændlerne på dynebetrækket skulle naturligvis også stryges. Alt andet ville være sjusket, og ingen husmor ønskede at være en sjuskedorte.
Husmoderen stod for administreringen af familiens husholdning. Ægtemandens rolle var at sørge for de fornødne penge, og han overdrog typisk hver måned et vist beløb til hustruen - de såkaldte husholdningspenge. Det kunne give anledning til nogle ægteskabelige skærmydsler i de enkelte hjem. Var manden for nærig? Var husmoderen for ødsel?
1950'erne var husmoderens guldalder. Familieidealet med den hjemmegående husmoder var i dette årti en mulighed for stort set alle befolkningsgrupper i det danske samfund. Husmoderen var en så stor selvfølge, at følgende begivenhed kunne finde sted: Børnehaven Frederiksberggården i Silkeborg blev indviet i januar 1958, og socialinspektør Bundgaard underholdt med følgende lille historie:
Mor og søn er hjemme, mens far er på arbejde. Drengen har en hund ved navn Zar. "En dag blev den kørt ned, og moderen turde næsten ikke fortælle drengen det. Han ville blive dybt ulykkelig. Endelig fik hun dog sagt til ham: Zar er død. Nå, sagde drengen og legede videre. Om aftenen, da han kom i seng, kaldte han på sin mor og sagde: Mor, hvor er Zar? Jamen, jeg fortalte dig da, at Zar er død, sagde moderen. Hvorpå drengen hjerteskærende hulkede: Jeg syntes, du sagde far!" (8)
En fin og makaber illustration af konstateringen i Peters Jul: Far kan godt undværes eller erstattes!
Statsmagten bakkede op om husmoderen og hendes gerning. Holdningen var, at samfundets fundament var de enkelte familier. Samfundets sundhed afhang af de enkelte familiers ve og vel.
Husholdningskommissionens betænkning fra 1939 udtrykker det således i indledningen: "Husmodergerningen er af stor samfundsmæssig betydning, af dens udøvelse afhænger hjemmenes, børnenes og familielivets skæbne, og det må derfor være i alles interesse, at kvinderne i deres ungdom får adgang til den uddannelse, der er nødvendig …" (9)
Socialminister Julius Bomholt sagde under folketingsdebatten i 1956 om husholdningsskolerne: "På vore husholdningsskoler udføres der et overordentlig værdifuldt arbejde, og skolerne fortjener at kunne arbejde under samme gode vilkår som højskolerne, også under hensyn til det høje samfundsmæssige og etiske formål, de tjener. Vi bør tilføre husgerningen den størst mulige prestige, ….." (10)
Det huslige arbejdes prestige var imidlertid hele tiden et problem. Ved skåltaler og andre højtidelige lejligheder var der ingen grænser for lovprisningen: At mor var den bedste i verden, at køkkenet var landets største arbejdsplads, at samfundets fremtid afhang af husmoderen osv. "Husmoderens Blad" havde på forsiden følgende tidens sandhed: "Den haand, som rører vuggen, styrer verden" (11). Og Silkeborg Husholdningsskole brugte følgende paroler i forbindelse med byjubilæet i 1946: "Det er os, der styrer landet med vor gryde og vor spand" og "Orden gi'r respekt" (12).
De gentagne opfordringer til respekt omkring det huslige arbejde afspejlede imidlertid først og fremmest en underliggende mangel på status og respekt (13). Noget ulmede.
Husmoderens epoke kulminerede i 1950'erne. Men aldrig så snart var husmoder-idealet alment inden for rækkevidde, før det gik af mode!

HUSMODEREN OG PORTVINEN

1960'erne var et årti med rekordlav arbejdsløshed og voldsom behov for ny arbejdskraft. De mange hjemmegående husmødre var i den situation en oplagt skjult arbejdsreserve. Og meget belejligt toner et nyt og moderne kvindeideal op - den udearbejdende kvinde, som magter arbejde, moderskab og familieliv.
Folketinget nedsatte i 1965 en kommission til at belyse kvindernes stilling i samfundet. I den sammenfattende rapport konstateres følgende:
"Vor tids store ændringer i samfundets struktur forårsaget af den tekniske og økonomiske udvikling griber dybt ind i familiens og det enkelte menneskes vilkår. Ændringerne har medført en betydelig forskydning i den traditionelle opfattelse af kvinders og mænds stilling i familie og samfund …. Det er vigtigt for samfundet, at alle dets medlemmer får mulighed for fuldt ud at udnytte deres evner og anlæg" (14).
Bag de fine ord gemmer sig den nye og revolutionerende påstand, at kvindernes traditionelle kald som husmor ikke var at udnytte evnerne ordentligt og tilfredsstillende. At udnytte sine evner blev ensbetydende med at have udearbejde. Både for mænd og kvinder. Herved fik man mulighed for at realisere sig selv. At være husmor blev med eet gammeldags og lettere suspekt. De udnyttede jo ikke deres evner - eller havde de kun evner til at være hjemmegående? Billedet af den frustrerede husmor var et tidens tegn - på film, på tv og i tidens litteratur. Her fik man syn for sagen: Den hjemmegående husmors trøstesløse liv i hjemmets ensomme isolation, hvor portvinen var eneste ven i elendigheden. Silkeborg Husholdningsskoles årsskrift 1975 havde en artikel, som søgte at imødegå og nuancere tidens gængse karikatur af den hjemmegående husmor: "Vi oplever hende som afhængig af stimulanser lige fra formiddagskaffedrikning over drikfældighed og købedelirium, til hun nervenedbrudt havner på psykiatrisk afdeling" (15). Artiklen ønskede at give den hjemmegående husmoder en positiv rolle i det moderne samfund. Det var og blev imidlertid en illusion. Husmoderens dage var talte. Alle tangenter blev slået an. I folketingets betænkning kunne man f.eks. konkludere, at tidens videnskab viste, "at kvinder med udearbejde i mindre grad end hjemmearbejdende er udsat for psykiske sygdomme" (16). Hvis tidens kvinder skulle være normale og blive betragtet som normale, så var det bare om at komme ud på arbejdsmarkedet!

FOR BARNETS SKYLD

Husmoderens historiske fremkomst omkring år 1900 skete i vid udstrækning med henvisning til omsorgen for børnene. Man kunne forestille sig, at netop hensynet til børnene i 1960'ernes ombrud derfor talte den traditionelle husmoders sag. Men her trådte den pædagogiske og psykologiske videnskab til med tidens nye viden. Og konklusionen var entydig: Børnene havde godt af at komme i børnehave og mindre godt af at være hjemme og hænge i mors skørter. Socialforskningsinstituttet udsendte i 1969 et stort værk med følgende konkluderende formulering:
"børnehavebørnene udvikler sig bedre på følgende områder: De er mindre hæmmede og mere umiddelbare og spontane end hjemmebørn. De er mindre frygtsomme og ængstelige og udviser større selvsikkerhed og selvtillid. De udviser mere initiativ og større nysgerrighed over for omverdenen og virker mere realitetstilpassede. De er mere uafhængige af voksne end hjemmebørn, men også mere afhængige af andre børn. Samtidig viser de mere tendens til selvhævdelse og viser større bestræbelser på at gøre sig socialt gældende. Når de begynder i skolen, er børnehavebørnene tiere blandt dem, der socialt gør sig gældende. De får større social prestige og opnår lettere lederstatus i gruppen. De er mere socialt indstillede, og har lettere ved at tilpasse sig socialt.. De udviser mere hjælpsomhed over for andre og er bedre i stand til at samarbejde.
Til forskel herfra overgår hjemmebørnene børnehavebørnene på følgende punkter: de viser mere udpræget høflighed og siger tak, undskyld o.l., og de viser mere respekt for andres ret. De viser senere mere respekt for skolelæreren og ønsker i højere grad dennes hjælp, og de har lettere ved at tilpasse sig lærerens krav" (17).
Nye tider - nye krav til de opvoksende generationer. Frem med selvsikkerheden og selvtilliden og lidt pyt med høfligheden og respekten for autoriteterne. Børnehaven skabte selvsikre og sociale vindere. Husmoderen skabte høflige og autoritetstro tabere.
Så også for barnets skyld burde mor arbejde! Og børnene passes på institution. Den tidligere private pasning blev derfor fra 1960'erne erstattet af en offentlig pasning af børnene.

HUSMODERENS EXIT

68-generationen, ungdomsoprør og rødstrømperne trak på samme tidens hammel: Kvindernes plads var på arbejdsmarkedet, ikke bag hjemmets renvaskede gardiner. Og resultatet var imponerende: I 1966 var 66% af alle gifte småbørnsmødre husmødre - 30 år senere regnede kun 1% af nybagte mødre sig som "husmødre" efter endt barselsorlov (18). Husmoderens epoke i historien var ovre. Familielivet er blevet et andet. Kønsrollerne er under processen ændret - dog langt fra problemløst. For mens kvinderne var meget lærenemme med hensyn til at tage fat på arbejdsmarkedet, så var mændene noget tungnemme med hensyn til at tage deres tørn på hjemmefronten. Men vi må vel gå ud fra, at det ordner sig med tiden.
I dag vil det være lige politisk ukorrekt at fortælle, at mor kunne finde på at jage børnene i døden i skoven (Hans og Grete), eller at det ikke er den store ulykke, om far bliver kørt over af en bil (historien om hunden Zar). Far og mor er lige vigtige - men i praksis kan de begge godt erstattes. Også uden at børnene behøver at frygte, at en ond stedfar eller stedmor flytter ind i stedet. For stedmødre hører også fortiden til.
Historien fortsætter således. Intet er ved det gamle. Og det gamle er såmænd kun 30-40 år. Vi kan udmærket ane husmoderen som historisk fænomen, og i dag står hun nærmest i et nostalgisk skær. Den store og populære dvd-serie om danskernes historie har naturligvis også udsendt en dvd om "husmoderen", så vi kan blive underholdt og belært om denne forunderlige og forgangne verden.
Der er måske ved at opstå noget sukkersødt (nostalgisk) omkring myten husmoderen. Noget trygt og ufarligt. Men et sådant billede vil netop være en myte! Når man ser på de historiske kampe, der fulgte i kølvandet først i forbindelse med husmoderens opståen omkring år 1900 og dernæst i forbindelse med husmoderens forsvinden fra 1960'erne, forbløffes man over, hvor store og bastante skyts, der blev taget i brug for at trumfe den nye norm igennem. Alle midler blev taget i brug - alt lige fra litteratur til videnskab. Når vi i dag kan opfatte husmoderen med nostalgi, hænger det i vid udstrækning sammen med, at hun i dag netop er historie.

NOTER

1. Denne tekst er en udvidet udgave af en artikel, som er skrevet til Journalen. Artiklen til Journalen var blandet andet uden noter m.m., de er indføjet i nærværende tekst. Indholdsmæssigt er denne version udvidet med gennemgang af Ellen Keys synspunkter i "Barnets århundrede" (1900/1902) i afsnittet "Kvindens natur".
2. fra Keld Dalsgaard Larsen: SilkeborgSkolen 1902-2002 (2002) s.20.
3. J. Krohn Peters Jul. Vers for børn (1889/1974)
4. Silkeborg Avis 16.11.1863
5. Martin Andersen Nexø: Et lille Kræ (1936) s. 75.
6. Johan Skjoldborg: Per Holt (roman 1912) s. 49.
7. Haandbog for Nutidshjem (1937-38) bd. 2 s.9 og bd. 3 s.41.
8. Aften Posten 3.1.1958.
9. Betænkning afgivet af den af statsministeriet nedsatte husholdningskommission af 1938 (1939) s. 3.
10. Citeret efter Husholdningsskolernes Forenings Historie 1906-1956 (1956) s. 21.
11. Se illustration i Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen: Lys, luft og renlighed. Den moderne socialhygiejnes fødsel (1986) s. 117.
12. Keld Dalsgaard Larsen: SilkeborgSkolen 1902-2002 (2002) s. 10.
13. Illustreret Familie Journal nr. 45 8. November 1955 havde en længere artikel om husmodergerningen under overskriften "Det utaknemlige job på Danmarks største arbejdsplads". Heri fremhæves husmodergerningens enorme private og samfundsmæssige betydning, men "Alligevel er det et gennemgående refrain i damebrevkasser og syklubsmøder, at "husmoderens arbejde er det utaknemligste, der findes - for man bliver aldrig færdig - og det påskønnes ikke"".
14. Betænkning vedrørende kvindernes stilling i samfundet. Slutrapport afgivet af den af statsministeriet nedsatte kommission vedrørende kvindernes stilling i samfundet. Betænkning nr. 715 (1974) s. 7. Herefter Betænkning nr. 715.
15. Keld Dalsgaard Larsen: SilkeborgSkolen 1902-2002 (2002) s. 22.
16. Betænkning 715 (1974) s.71.
17. Arne Sjølund: Børnehavens og vuggestuens betydning for barnets udvikling. En analyse af foreliggende undersøgelser. (Socialforskningsinstituttets publikationer nr.38 1969) s.313f.
18. Mogens Nygaard Christoffersen: Familiens udvikling i det 20. århundrede (SFI 2004) s. 130f.