HØJBYGAARD PAPIRFABRIK 1961-1993
Af Keld Dalsgaard larsen
Højbygaard Papirfabrik eksisterede i perioden 1961-1993. Fabrikken producerede dels sit eget råstof og dels især fluting til bølgepapindustrien.
HØJBYGAARD PAPIRFABRIK 1961-1993
Af Keld Dalsgaard larsen
Højbygaard Papirfabrik eksisterede i perioden 1961-1993. Fabrikken producerede dels sit eget råstof og dels især fluting til bølgepapindustrien.
Højbygaard Papirfabrik blev etableret ved aktieselskabet Højbygård Fabrik Aktieselskab, som blev stiftet i 1960 af to store danske industrikoncerner, De Danske Sukkerfabrikker (DDS) og De forende Papirfabrikker (DfP). Ejerskabet var fordelt med 40 procent til DDS og 60 procent til DfP med en aktiekapitalen på 3 mill. kr.
DDS havde en gammel sukkerfabrik i Holeby op Lolland, som man ønskede at lukke (1). Spørgsmålet var så, om man kunne bruge medarbejdere og bygninger til anden produktion? DDS ville gerne undersøge mulighederne, og måske kunne sukkerfabrikkernes banebrydende diffussionsteknologi bruges inden for papirindustrien.
De gamle fabriksbygninger blev totalt ombygget fra årsskiftet 1960/61, og der blev stillet an til den nye produktion. Papirmaskinen var til dels dele af en brugt papirmaskine fra 1928 (vådende og presseparti) og dels et nyt tørreparti. Forsøgene forløb godt, og produktionen kunne begynde i efteråret 1961. Tidligere ansatte blev omskolet til papirarbejdere.
Fabrikkens strategi var selv at producere sit råstof baseret på halm og returpapir og dernæst at producere halmkardus (fluting) og gråt kardus. Hovedproduktionen, fluting, var ”bølgen” i bølgepappet. I starten blev produktet betegnet som halmkardus senere blev den gængse betegnelse fluting.
Halmen og genbrugspapir var råstoffet. Halmen (og til dels også det gamle papir) blev købt lokalt. Efter halmen ankom til fabrikken, blev det snittet og kom ind i et diffusionsapparat, hvor halmhakkelsen blev opvarmet og i modstrøm blandet med diverse kemikalier. Dette halvkemiske produkt kom herefter sammen med gammelt papir i pulperen og ført videre til et maleappart – hvorefter det var klar til at komme på papirmaskinen.
Forholdet mellem halm og gammelt papir var de første år 55% halm og 45% papiraffald. Med årene ændredes det til mere og mere gammelt papir og mindre og mindre halmmasse.
Papirmaskinen havde en bredde på 320 cm. (2), hvilket på mange måder var en ideel bredde i 1960’erne, hvor bølgepapfabrikkerne producerede ud fra en bredde på 160 cm.
Højbygaard Papirfabrik startede med ca. 75 ansatte og en årsproduktion på 7.-9.000 tons. Højbygaard Papirfabrik producerede udelukkende til en storkunde, Dansk Bølgepap Industri, DfP’s bølgepapvirksomhed. Dansk Bølgepap Industri skiftede navn til Colon Emballage, og forblev frem til midten af 1970’erne at være kunden for papirfabrikken i Holeby.
Højbygaard Papirfabrik gennemførte i perioden 1973-1978 et stort investeringsprogram på ca. 14 mill. kr. i bestræbelserne på at være en tidssvarende producent på området. Blandt andet blev der investeret i rensningsanlæg, limpresse og kantlimer. Papirindustrien har altid bakset med forureningsproblemer, og produktionen af halmmasse gav ekstra problemer. Indbyggelse af en limpresse i papirmaskinen var på mange måder et krav til papirindustrien i 1960’erne, og Højbygaard Papirfabrik fik sin i 1977.
Bølgepapindustri ændrede i 1970’erne sin produktion, så den gik fra en standardbredde på 160 cm. til en standardbredde på 245 cm. Det kunne have fået katastrofale følger for Højbygaard Papirfabrik, da den ville få en nærmest værdiløs ”sidebane”. Løsningen kom i form af investering og udvikling af en kantlimemaskine, som gjorde det muligt at lime ”sidebaner” sammen og herved skabe sælgbare baner. Denne teknologi var noget enestående for fabrikken.
Højbygaard Papirfabrik var fra midten af 1970’erne tvunget til at søge ud på andre markeder, da den tidligere aftager, Colon Emballage, pludselig fik problemer og ikke kunne aftage de vanlige mængder. Højbygaard Papirfabrikken fik fra slutningen af 1970’erne oparbejdet en betydelig eksport af sine produkter.
Højbygaard Papirfabrik gik så godt midt i 1980’erne, at fabrikken kunne gå over til kontinuerlig syvdøgnsdrift hele året. Medarbejderantallet var ca. 85.
Højbygaard Papirfabrik var et selvstændigt aktieselskab – med to ejere, DDS og DfP. DDS købte aktiemajoriteten i DfP i 1979, og det fik indflydelse på fabrikken i Holeby. DfP fik et katastrofeår i 1984, og DDS iværksatte en redningsplan. Her købte DDS i 1985 DfP ud af Højbygaard Papirfabrik (3) – fabrikken var således ude af DfP-familien og kom direkte under DDS.
DDS købte i 1988 Grenaa Papfabrik, og koncernen havde herved to danske papirindustrielle virksomheder (Grenaa Papfabrik og Højbygaard Papirfabrik). Højbygaard Papirfabrik var i den sammenhæng så afgjort lillebror, og fabrikken blev slet og ret et datterselskab under Grenaa-fabrikken samme år (1988).
DDS solgte den gamle hæderkronede papirkoncern, DfP, i 1989 til svenske Stora med god fortjeneste. Det havde ingen umiddelbar indflydelse i Holeby – da man skæbnemæssigt var knyttet til Grenaa Papfabrik.
Grenaa Papfabrik foretog straks efter overtagelsen nogle tiltag på Højbygaard Papirfabrik. Det oprindelige koncept og traditionelle produktion skulle ændres. Man droppede halmproduktionen, og udfasningen heraf var en realitet i sommeren 1989. Blandt begrundelserne var de store miljømæssige problemer halmmasseproduktionen gav.
Produktionen blev også ændret, så man tog produkter som hylserpap og rørpap op. Og der blev foretaget rigtig store investeringer. Alt sammen uden succes.
Det lokale dagblad Ny Dag kunne den 1. april 1993 bekendtgøre, at Højbygaard Papirfabrik lukkede med udgangen af maj 1993. Endnu en epoke i Holeby var slut.
Højbygaard Papirfabrik er lokalhistorie i Holeby og på Lolland, men dens historie indgår selvfølgelig også i den nationale – og globale – historie. Man kan udmærket anskue fabrikken som et centralt element i kontakten mellem sukkerkoncernen DDS og papirkoncernen DfP og DDS/Daniscos engagement i bølgepapbranchen.
DDS overtagelse af DfP i 1979 skete blandt andet ud fra de gode erfaringer omkring en fælles virksomhed, Højbygaard Papirfabrik, siden 1960. Og gennem DfP blev DDS involveret i bølgepapvirksomheden Colon Emballage.
Højbygaard Papirfabrik trækker således tråde ud til andre danske og globale ”papirindustrielle” historier (4).
PRODUKTION – UDVALGTE ÅR
1962: 7.000 tons
1965: 11.700 tons
1972: 20.000 tons
1980: 28.000 tons
1985: 36.000 tons
MEDARBEJDERE
Gennem årene har antallet ligget mellem 75 og 90. I december 1992 var der 83 ansatte, mens der ved lukningen et lille halvt år senere var 58, som blev fyret.
ADMINISTRERENDE DIREKTØRER
Svend Gøtzsche-Larsen 1961-1987
Kaj Søberg Nielsen 1987-1992
I en periode først i 1970’erne var der en konstitueret direktør i stedet for Svend Gøtzche-Larsen, som var ”udlånt” til et projekt i Tyrkiet.
Det sidste års tid trådte Søren Elkjær til som direktør, mens Kaj Søberg Nielsen fortsatte som teknisk direktør.
NOTER
Om fabrikkens fortid som sukkerfabrik henvises til Grethe Jensen (2007) og Foreningen forskergruppen Støvmiderne (2009). Fabrikken er som sukkerfabrik blevet udpeget som kulturarvsminde fra industrisamfundet, og som sådan indgår fabriksområdet i Grethe Jensen (2007), hvor Hanne Christensen giver en god præsentation af denne del af historien, mens fabrikkens historie som papirfabrik kun er nævnt således til allersidst: ”Siden fremstilledes her i en årrække papemballage. Stedet indrettes i disse år til privat erhvervspark” (s. 71).
I litteraturen nævnes af og til, at maskinbredden er 510 cm eller 530 cm, men arbejdsbredden var 520 cm.
Aktuelt 28. august 1985
Herom kan man få et indtryk i Jan Cortzen (1997)
HENVISNINGER
Jan Cortzen: Kemi og Købmandskab. Danisco – Danmarks største industrifusion (1997)
Foreningen forskergruppen Støvmiderne: Fabrikken Lolland. Højbygård Sukker- og Papirfabrik, Holeby (2009)
Grethe Jensen (forlagsredaktør): Industri. 25 stk. dansk kulturarv (2007)
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk Papirindustri 1829-1999 (2000)
Poul B. Søndergaard: Dansk papir i 100 år. De forenede Papirfabrikker A/S 1889-1989 (1989)
Andet:
Højbygaard Papirfabrik A/S – pjece o. 1985
Ny Dag – diverse årgange
Papir Posten 2/1960, 2/1962, 1/1966, 2/1973 og 1/1978
Samtaler med Kaj Søberg Nielsen
Juni 2020
Vi udsender nyheder og indbydelser til udstillinger 6-12 gange årligt. Vælg én eller flere afdelinger.
Afmelding sker i bunden af nyhedsbrevet.
Hovedgårdsvej 7
8600 Silkeborg
Telefon: 86 82 14 99
Bøttebygningen
Papirfabrikken 78
8600 Silkeborg
Telefon: 86 85 45 64
Blichersvej 30
Thorning
8620 Kjellerup
Telefon: 87 20 50 30
Blichersvej 28
Thorning
8620 Kjellerup
Telefon: 87 20 50 30
Følg os her: