Af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum

PROLOG

Nærværende tekst er et justeret foredrag (1), som blev holdt på museernes faglige Fuglsømøde i november 2005 under temaet "industrisamfundets kulturarv". Det er et provokatorisk foredrag med ønske om at ruske op i den vante indsnævrede tilgang til industrisamfundet og dets kulturarv. Foredraget søger at gøre det ved at inddrage danskernes (tilhørerens eller læserens!) "smag" for historie, prisen på mine strømper, museernes hang til "bonderomantik" og ved at inddrage eksempler på industrisamfundets betydning i min egen slægt, i det gode håndværk, i landbrug og fiskeri for til sidst at inddrage omsorgen for børnene og husmoderens position i industrisamfundets kulturarv. Alt sammen i forsøget på at anskueliggøre, at industrisamfundet på alle felter er en ny og kompleks civilisation. I min anskueliggørelse trækker jeg på et alsidigt eksempelmateriale, herunder også gode forfattere som Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø.
Foredraget blev holdt i en kollegial forsamling med flere interne hip til "os" museumsfolk. Det er mit håb, at museumsfolk og andre vil opfatte min "provokation" konstruktiv i forståelsen af industrisamfundet og i det fortsatte arbejde med temaet industrisamfundets kulturarv.

KULTURARVSSTYRELSENS SNÆVRE INDUSTRISYN

Kulturarvsstyrelsen (KUAS) har gennem de seneste år sat "industrisamfundets kulturarv" på dagsordenen som satsningsområde. Og 2007 er udnævnt som industrikulturens år. Begge initiativer vakte min umiddelbare begejstring. Det manglede da bare! Kulturarvsstyrelsens opfølgning med udpegningen af 25 nationale industriminder var efter min mening en voldsom indskrænkning og skævvridning af fænomenet "Industrisamfundets kulturarv". Det har jeg så gentaget de steder, hvor jeg har haft mulighed for det (2). For døve ører. Og nu er det sådan set for sent.
Min grundholdning er derfor, at Kulturarvsstyrelsen må løbe linen ud. Og der skal såmænd nok komme noget positivt ud af det - noget vi alle bliver klogere af, hver især og som samfund betragtet. Men derfor kan man jo godt prøve på at anskueliggøre "industrisamfundets kulturarv" i et andet perspektiv. Jeg vil her indledningsvis groft skitsere mit syn på KUAS-tilgangsvinklen for derefter straks at gå over til mit egentlige ærinde, min egen tilgangsvinkel: at anskueliggøre "Industrisamfundet" som en historisk epoke.

KUAS-tilgangsvinklen tager det blandt meget andet for givet, at "industrisamfundet" er en del af det hele samfundet. I KUAS-optik bruges ord som industri, industrialisering og industrisamfund lidt i flæng som en delmængde af samfundet. Og som sådan er industrisamfundet - eller industri slet og ret - en sideordnet "sektor" ved siden af landbrug, fiskeri, håndværk, handel osv.
I denne sammenhæng bliver industri igen i KUAS-perspektiveringen især knyttet til produktion, lidt boliger og produkter. Dampmaskiner, fabrikshaller, arbejderboliger, drejebænke og olie er naturlige ingredienser i en sådan industrisamfunds-opfattelse.

INDUSTRISAMFUNDET ER DET HELE

Min tilgangsvinkel er, at industrisamfundet er det hele! Derfor ville jeg egentlig hellere tale om det kapitalistiske samfund eller det moderne samfund. Tidsmæssig går jeg fra 1820'erne og frem til i dag. I min optik er sektorerne landbrug, fiskeri, håndværk og industri m.m. altså delmængde af industrisamfundet! Dampmaskiner, fabriksboliger m.m. er naturligvis også en del af mit industrisamfund, men det er også kurbade, idrætshaller, skoler, rådhuse, vandværket og elektricitetsværket. Industrisamfundet er det hele. Denne optik er blevet formuleret anderledes af andre. Kristof Glamann skrev i forbindelse med det store forskningsprojekt Fabrik og Bolig i 1975:
"I det store perspektiv markerer industrialismen en ny civilisation" (3).
Industrisamfundet som en ny civilisation! Hverken mere eller mindre. Det er naturligvis en umenneskelig opgave, og derfor vil vi i det daglige blive nødt til at gribe til forenklinger, herunder også til den velgennemtærskede sektorforskning. Men jeg vil ikke desto mindre søge at anskueliggøre, at vi med industrisamfundet - kapitalismen eller det moderne samfund - har at gøre med en ny civilisation og en historisk epoke, som har gennemsyret vor tilværelse udvendigt og indvendigt (4).
Jeg ved godt, at perspektivet er alarmerende højtragende og abstrakt. Derfor vil jeg begynde med en lille prøvesmagning.

SMAGSPRØVE

Når jeg er ude at holde foredrag, plejer jeg at lade publikum smage på nogle ord. Det vil jeg så også gøre her. Lad os smage på by-land, andelsforening-aktieselskab, højskole-teknisk skole og landbrug-industri. I langt de fleste tilfælde, så vil folk - som folk er flest - hævde, at land, andelsforening, højskole og landbrug smager bedre end by, aktieselskab, teknisk skole og industri. Jeg ved godt, at museumsfolk vil hævde, at vi er hævet over den slags smagsdømmeri og er professionelle. Om det er sandt er så en anden sag.
For museumsverdenen lever i vid udstrækning af folks smag. Når landbrug, håndværk og fiskeri sygner hen, så bliver der samlet ind og bevilget store penge. I vemod og pietetsfølelse over for vores allesammens kærlighed til landbrug, håndværk og fiskeri. Når landbruget og fiskeri svinder ind til ubetydeligheder i dagens Danmark, så oprustes der på museumsfronten. Landbrug og fiskeri kommer på museum. Og det er noget danskerne sådan set begræder. Ak, alt det dejlige som nu må forsvinde.
Lad os igen se på sektorerne.
Landbrug - her har man let ved at mobilisere vemod og pietetsfølelse. Det nære og overskuelige samfund med de rene menneskelige relationer.
Fiskeri - det samme. Sliddet, vovemodet, sammenbidtheden, drukneulykkerne og sorgen. Håndværk - det gode håndværk. Møbelsnedkerens smukke stol. Dengang der virkelig var håndværk og kvalitet til. I modsætning til nutidens spåntræ og Ikea-møbler. Industrien ødelagde håndværket er en automatisk replik i denne sammenhæng.
Vi - og danskerne flest - begræder altså vort farvel med håndværk, fiskeri og landbrug. Hvad med industrien? Begræder vi industrisamfundets exit på linie med landbrug, håndværk og fiskeri? Kan vi sige, ak hvor var det trist at sige farvel til stempelurene?
Akkordarbejdet? Samlebåndet? Den faste arbejdstid? Det tunge slid? Skorstenen?
Forureningen? Industriferien? Husmoderen? Den smurte madpakke og termokanden?
Husholdningspengene? Eller opfatter vi reelt industrisamfundet som "et nødvendigt onde", som vi nu følger til dørs med et "pyha, så slap vi af med det, men vi må sådan af faglige årsager lige holde en værdig begravelsestale"?
Kære kolleger. Jeg vil gerne, at I for en kort stund skal - inden i jer selv - råbe "leve industrisamfundet". Eller leve kapitalismen. Eller et leve for det borgerlige samfund! Vi er måske mange, der har lidt svært ved det. Men hvis vi har problemer med at få ordene ud over læben, så har vi måske et problem med at fremstå som troværdige formidlere af industrisamfundets kulturarv. Vær venlig at gøre et forsøg.
Industrisamfundet er os - og hvis man ikke kan elske sig selv, kan man ikke elske andre. Og herefter vil jeg går over til mine strømper.

MINE STRØMPER

Jeg står her i et par strømper købt i Kvickly Silkeborg. Pris 5 kr. pr. par. 2.50 kr. for hver strømpe. De er nok hver især blevet vasket 10 gange. Altså 25 øre pr. strømpe, hvis jeg smider dem væk efter i dag. Der er ikke noget at sige til, at folk er holdt op med at stoppe strømper. Og det er alt sammen industriens skyld. Industriens teknologi, masseproduktion og globale arbejdsdeling har resulteret i, at vi alle kan købe strømper, så de nærmer sig engangsstrømper. Og sådan er det på alle niveauer.
Ikke nok med, at industrien har frembragt vanvittig mange og himmelråbende billige strømper - de er også af en håndværksmæssig kvalitet, som langt overstiger noget, mine formødre blot kunne drømme om selv at kunne gøre. Industriens maskiner overstråler det gode håndværk i kvalitet - og til 5 kr. pr. par. Det er et eventyr.

DET GODE HÅNDVÆRK

Det er en almindelig frase, at industrien slog det gode håndværk ihjel. Det er formodentlig noget værre sludder. Industrisamfundet skabte tværtimod plads til det gode håndværk i sin egen midte. Med den øgede velstand, fik danske familier råd til møbler - så møbler kunne blive til masseproduktion. Blev kvaliteten dårligere af det? Næppe. Tværtimod blev der som aldrig før brug for møbelsnedkere, drejere og billedskærere. Hvis man rent hypotetisk opstillede en landsbys møbler ude ved gadekæret år 1800 og foretog en sammenligning med samme landsbys samlede møbler i 1900 ved gadekæret, så vil der være en svimlende forskel i antal og kvalitet. Takket være industrisamfundets mellemkomst.

Billedskærerfaget fik et par renæssancer i 1900-tallet. I forbindelse med de to verdenskrige. Og det blev hjulpet af kopimaskiner til faget. Disse maskiner gik ind og overtog det trælse grove arbejde, så billedskæreren kunne koncentrere sig om finskæringen. Hermed blev produkterne også konkurrencedygtige - altså billigere. Kopimaskinernes fræsejern blev med tiden så fintfølende, at maskinernes produkter blev meget nær den original, som maskinen kopierede fra (5).

Drejerfaget blev drevet frem af industrialiseringen. Dels af den øgede velstand og dermed efterspørgsel på møbler og dels som underleverandør til det, man normalt forstår ved industri. F.eks. holdt tekstilindustrien i Herning og Ikast i 1950'erne liv i Silkeborgs største drejervirksomhed, idet C. F. Christensen leverede drejede træspoler til tekstilindustriens maskiner. Industrisamfundet var således på alle ledder forudsætningen for dette håndværk (6).

Det gamle papirmageri - håndgjort papir - fik i Danmark også sit største omfang i industrisamfundets epoke. I 1940'erne og 1950'erne. Ca. 50 mænd og 50 kvinder var beskæftiget ved håndgjort papir i Silkeborg med især produktion af håndgjort papir til de danske pengesedler. Aldrig har der været tilsvarende antal bøtter eller beskæftigede ved papirmageriet i det gamle område ved Mølleåen med fabrikkerne Nymølle, Ørholm og Strandmøllen. Og kvaliteten i Silkeborg var på et helt andet og højere niveau end på f.eks. Strandmøllen. En af forklaringerne var, at det håndgjorte papir skulle konkurrere med maskinpapiret, og det var ekstremt jævnt og ensartet. Det måtte det håndgjorte papir også tilstræbe. Det nåede man imidlertid aldrig - og samtidig gik det "genuine" (eller eksotiske) af det håndgjorte papir (7).

Jeg vil derfor opfordre til, at vi forsøgsvis prøver at leve med udsagn som:
- industri og industrisamfund er en forudsætning for det gode håndværk
- industriens kvalitet er mange gange bedre end håndværkets kvalitet.

Ja, det sidste udsagn er måske så uvant, at jeg vil supplere med endnu et eksempel: Koncernen Hartmann er vokset op i Lyngby, og deres hovedprodukt er æggebakker. Koncernen var delt i en emballagefabrik (æggebakkerne) og en maskinfabrik, der blandt andet lavede maskinerne til emballagefabrikken. Emballagefabrikken flyttede til Tønder i 1966, og maskinfabrikken i 1980. Smedene i Lyngby var åbenbart ikke meget for at drage til et så Gudsforladt sted, så det kneb med smede til at udføre arbejdet. Så satte man ufaglærte sønderjyske kvinder til det arbejde. Kvinderne fik lige et kort kursus - og så gik de i gang med det øjensynligt svære arbejde, der krævede håndværksmæssig kunnen. Resultatet var overraskende: Kvinderne leverede et fuldt så godt produkt som de mandlige smede, blandt andet på grund af kvindernes større omhyggelighed. Siden har man indført robotter - altså maskiner - til dette kvindearbejde. Og nok en gang er kvaliteten forøget (8).

Jeg vil nu forlade mine strømper og håndværket og gå over til min oldefar, landbruget og problematikken land-by.

KARTOFFELRÆKKERNE OG SOFIENDAL

Slægtsforskning er i vælten. Så den vil jeg også inddrage. Med bagtanke! Udgangspunktet er det nærmeste, jeg kommer på en "slægtsgård", nemlig Sofiendal i Bonderup, Han Herred. Vi er altså nordenfjords i Jylland. Beretningen bygger især på min bedstemor Maren Larsen - suppleret med lidt slægtsforskning.
Det handler om slaget om Sofiendal. Hovedpersonen er min oldefar Jakob Kristensen. Han var uddannet mejerist, men brød sig ikke om andelstanken, så han droppede ideen om en post som mejeribestyrer til fordel for at blive selvstændig landmand.
Gården Sofiendal kom på tvangsauktion omkring 1890. Og tvangsauktionen skulle af alle steder finde sted i København. Jakob Kristensen møder op i København og byder. Det går godt - han kan få gården. Men han står i København her og nu og mangler 1000 kr. (formodentlig) til kontant afregning. Han anmoder retten om en kort udskydelse. I pausen kontakter han sin svoger, Jens Severin Pedersen, som heldigvis bor i hovedstaden. Min oldefar får sine penge - og sin gård. Og vi fik vor kortvarige slægtsgård.
Jeg vil nu flytte fokus fra min oldefar Jakob Kristensen til hans svoger, Jens Severin Pedersen. Jens Severin Pedersen var murermester i København og havde tjent lidt af en formue på at bygge Kartoffelrækkerne. Byggeriet var godt nok ikke ligefrem mondænt dengang, men det gav altså penge til min oldefars svoger.
På denne forunderlige måde har Kartoffelrækkerne i København spillet en rolle i min slægts status som bondefamilie. Og det var der intet forunderligt i ifølge min gamle bedstemor, som boede på gården hele sit liv, til hun flyttede over på den anden side af vejen i aftægtsboligen. Og hendes elskede kusine - Marie Vesgaard - kom gerne til Bonderup, skønt hun var "indfødt" københavner.
Land og by hænger sammen. I stort og småt. Min bedstemor, Maren Larsen i Bonderup - mere bondsk kan det vel ikke blive - var en gæv bondekone, som kom udmærket ud af det med københavnere. De var vel nærmest sådan lidt som onkel og kusine Marie.
Min bedstemor Maren Larsen led ikke af bonderomantik. Alle havde et liv at leve - om det så var på landet eller i byen.

MUSEAL BONDEROMANTIK

Bonderomantik er ellers noget, som er kendetegnet for danskernes "fornemmelse for historie" - herunder ikke mindst bybefolkningen og museumsverdenen. Også i vor egen midte? Ja, lad mig komme med et par eksempler blot for at illustrere, hvor dybt og nærmest naturligt bonderomantikken ligger i det museale arbejde. I får tre eksempler. Første eksempel er bogen "Vi byggede selv vores samfund" fra 1991 (9). Alene titlen kan jo give bange anelser. Bagsideteksten lyder:
""Vi byggede selv vores samfund" genkalder en fortid, som kun er 20-30 år gammel - hvor landsbyens beboere kendte alle, de havde med at gøre: fra posten og telefonistinden til elektricitetsselskabets bestyrer, mejeristen og skolens lærere. Købmanden sørgede for indkøb af fælles gaver til konfirmation, bryllup og begravelse. Alle tog på skift en tørn i de mange bestyrelser, råd og nævn - en grundig skoling i demokratiets ABC! Og der var en kommen og en gåen ind og ud hos hinanden med opkrævninger til sygekasse, vandværk, frysehus osv. Når pengene var kommet på plads i cigarkassen, hyggede bestyrelsen sig med kaffe, kage og kortspil - ofte til ud på de små timer".
Andet eksempel stammer fra samme år og værket har titlen "Familiebruget - en livsform under forandring" (10). Heri kan man læse følgende selvrefleksion:
"Somme tider er jeg standset op og har måttet spørge: Jamen, forholder alting sig så godt og velfungerende, som jeg hører, ser og får fortalt? Jeg tror, at jeg sammen med familierne har været omkring mange forskellige forhold og ved, at ingen familier går ram forbi, når det gælder problemer, vanskelige tider eller dystre øjeblikke. Men fornemmelsen af den gedigne positive livsholdning med rødder i den betydningsfulde sammenhæng mellem arbejde, familie og natur, står fast som karakteristisk for ånd og tankesæt på de familiebrug, som er beskrevet i denne bog" (s.107).
Tredje og sidste eksempel er fra bogen "Landbrugets livsformer" (1984) (11). Heri står at læse:
"Ved periodens begyndelse (1900) var landbrugsbedrifterne delvis selvforsynende, og hver landmand havde overblik over og delvis kontrol med andelsmejeri, slagteri, foderstofforsyning, sparekasse og kommunestyre. Forholdet til omverdenen kan karakteriseres ved forholdsvis enkle relationer til kendte omgivelser, der kunne overskues og havde både geografisk og social nærhed". (s.125). Og "De mennesker, der er skildret i det foregående, lever sammen i lokalområder, hvor de har et stort og gensidigt bekendtskab og hyppigt samkvem med hinanden. Landdistriktets mennesker er knyttet sammen i små geografiske enheder ved et tæt net af mangesidige relationer" (s.135). Og "De mange bånd mellem mennesker i landdistriktet, som viser sig ved de uformelle klubber, gensidig hjælp, gavegivning og det rige foreningsliv er i de senere års debat blevet kaldt det sociale netværk. På landet findes tætte sociale netværk" (s.137). (12)
Vi møder her det gode og overskuelige liv, som råder på landet. Hvor man helt selv skaber sit eget liv i en nærmest ideel og uproblematisk pagt med naturen, arbejdet, familien og lokalsamfundet. Sådan en bonderomantik kunne min bedstemor aldrig i fuld alvor finde på at hævde.
Denne museale bonderomantik er efter min mening skadelig og forkert. Blandt andet på grund af den direkte eller indirekte brod mod by og industri. Jeg vil derfor prøve at nuancere denne gængse opfattelse ved tre eksempler: min bedstemors københavnske onkel, Sinding Andelsmejeri nord for Silkeborg og fiskeri ved Nr. Vorupør.

JENS SEVERIN PEDERSEN - UÆGTE BARN FRA LANDET

Al denne bonderomantik spejler sig jo i sit modbillede, som er den beskidte og farlige by med al dårligdom fra prostitution til industri. Men jeg vil gerne her præsentere byen som frihed og muligheder.
Jens Severin Pedersen stammer fra sandede småkår i Han Herred som uægte barn af Sidsel Aagesdatter "fra havet". "Fra havet" det kan åbenbart ikke blive mere præcist. Min bedstemor har fortalt - og i hvert fald selv troet på det og fundet forklaringen tilforladelig - at Jens Severin Pedersen drog til København for at komme fri af stemplingen af at være "uægte barn". I København fandtes frihedens rige. I modsætning til hjemegnen - på landet - hvor det tætte sociale mønster var en fysisk og psykisk spændetrøje for alle, ikke mindst de små i samfundet. I København var der plads til uægte børn med virkelyst og evner. Længe leve byen og industrialiseringen! Den uægte søn fra havet blev murer og siden murermester - og tjente altså penge på Kartoffelrækkerne og en klatskilling herfra gik til at sikre min bedstemors fødegård.

SINDING ANDELSMEJERI

Sinding Mejeri nord for Silkeborg åbnede i 1885 og paragraf 8 lød således:
"I tilfælde af afspærring af udlandet, brud på maskinen eller ildebrand forpligter mejeriet sig ikke til at modtage mælken".
Det kan måske lyde lidt underligt, men andelshaverne var ikke i tvivl om, hvad det drejede sig om. Det drejede sig om mejeriets livsnerve - dampmaskinen og transporten af smørret fra Esbjerg til England.
Landbrugets flagskib - andelsmejerierne - har ganske enkelt industrisamfundet som forudsætning. Uden den engelske industrialisering og urbanisering ingen danske andelsmejerier. Uden industrialiseringens teknologi i form af dampmaskine og centrifuge ingen andelsmejerier. Uden industrisamfundets nye transportteknologi i form af jernbaner og skibe ingen danske andelsmejerier. Uden en global arbejdsdeling og markedsøkonomi ingen danske andelsmejerier.
Det er så enkelt og selvfølgeligt, at det er forbløffende, at museumsfolk i deres forskning og formidling så let henfalder til at give et billede af, at landboerne (eller fiskerne) selv skaber deres eget samfund på deres egne præmisser. Tilmed nærmest et idealsamfund, et paradis på jord fri for indre splid og ballade. Sandheden er med skam at melde noget mere nuanceret.
Antallet af dampmaskiner i Danmark voksede dramatisk de sidste to årtier af 1800-tallet. I 1882 var der 835 dampmaskiner, 15 år senere i 1897 var der 2822 - først og fremmest takket være andelsmejeriernes anskaffelse af dampmaskinerne til at drive centrifugerne (13). Mejerierne var små højteknologiske industrier på landet. Den første dampmaskine i Sinding kom i parentes bemærket fra Horsens - fra Møller og Jochumsen.
Lad mig slå fast, at et selvforsynende landbrugssamfund slet ikke har potentialet i sig til en samfundsudvikling, der blot minder om det, der er sket fra o.1840 til nu. Udspringet til landboernes velstand og fremgang er i byerne! Derfor er det at skille by og land komplet uansvarligt. Vekselvirkningen by-land er grundpræmissen. At man så kan blive nødsaget til at vægte nogle undersøgelser er en anden sag.

NØRRE VORUPØR

I efterårsferien 2005 var jeg i Nr. Vorupør. Det ligger såmænd ikke så langt fra mine forældres Han Herred, men alligevel havde jeg aldrig været der. Det var en fin oplevelse. På stranden var 3-4 fiskekuttere, temmelig mange fritidsbåde og en lang betonmole. Men ingen havn. Kuttere og fritidsbåde blev trukket op på stranden. Bådene var tydeligvis det genuine ved Nr. Vorupør.
Vi besøgte også stedets lille museum, som var åbnet i 2000. Her kunne man få følgende interessante indblik i udviklingen.
Stedet havde været ganske ubetydeligt. Også fiskeriet. Men så kom jernbanen i 1882 og vupti voksede såvel befolkningstal som fiskeri. Hvis det nu havde været sandt, at de her fiskere var komplet selvhjulpne - at de selv skabte deres samfund (14) - så skulle der vel ikke være nogen sammenhæng. Men jeg vil alligevel vove den påstand, at Nr. Vorupørs fiskeri har sit grundlag i markedet. Uden jernbane og marked intet fiskersamfund i Nr. Vorupør.
Industri var også en markant hjælp til udbygningen af fiskeriet. I perioden ca. 1908-1911 blev molen bygget - med hjælp af verdenens næststørste kran. På museets billeder ser det imponerende ud. Den mole ville de lokale aldrig kunne have bygget ved egen hjælp. Hverken manuelt eller økonomisk.
Med molen blev fiskeriet sikrere og kunne dermed udbygges. Og så har jeg slet ikke talt om bådenes udstyr. Her er industriens indflydelse jo også voldsom.

Lad mig opsummere: Uden industrisamfund ingen håndværk, fiskeri og landbrug. Vi skylder industrisamfundet vor velstand. Og inden for dette samfund har alle sektorer så samvirket i en dynamisk og kompleks helhed.
Men ikke nok med, at industrisamfundet har skabt gode ydre rammer for vor velstand og velvære. Det har såmænd også formet vort private liv. Det vil jeg så gå over til.

"TIL BØRNENE BLIVER DER IMIDLERTID INTET TILOVERS"

"i virkeligheden har ingen tid været så ond ved barnet som industrialismen" står der at læse i Martin Andersen Nexøs erindringsbog "Et lille kræ" fra 1936 (s.73). Vor store forfatter ser tilbage på sin egen barndom fra 1870'erne. Her var virkeligheden for arbejderfamilien ifølge erindringsbogen: "I min barndom sled alle børn af småkårsfolk, og deres mødre - såfremt de kunne få noget arbejde" (s.74).
Erindringsbogen "Et lille kræ" er en gribende og informativ bog. Den minder på mange måder om den store syndikalistleder Christian Christensens erindringsbøger "En rabarberdreng vokser op" (1961) og "Bondeknold og rabarberdreng" (1962) med hensyn til beskrivelsen af børneliv i København de sidste årtier af 1800-tallet. Og det er evident, at det tidlige industrisamfund havde problemer med børnene. De faldt så at sige uden for systemet og var i overhængende fare for at gå til.
Problemstillingen var kort og godt, at med industrisamfundet i byerne og på landet voksede der et stort nyt proletariat op af arbejdere i forskellige afskygninger. Og det var en selvfølge, at såvel mand som kvinde skulle arbejde for at forsørge sig selv og familien. Hvad så med børnene? Ja, de blev overladt til sig selv. Problemet blev kun værre af tidens øgede adskillelse mellem bolig og arbejde.
Nogle råbte vagt i gevær. Blandt andet tidens lægestand. Silkeborg er en af industrisamfundets nye byer oprettet i 1846. Silkeborgs første distriktslæge Christian Fibiger (1856-1868) har skrevet to fortræffelige afhandlinger med udgangspunkt i sine iagttagelser i Silkeborg og omegn: "Medicinsk Topographie af Silkeborg og dens omegn" (1863) og "Dødelighedsforholdene i Silkeborg i femåret 1861-65" (i Hygieiniske Meddelelser bd. 6 1870).
Medicinsk Topographie er et stort værk, og her spiller børnene ikke den store rolle. Men lægen konstaterer dog, at børnedødeligheden er alarmerende høj blandt den arbejdende befolkning. Og med direkte henvisning til erfaringer fra England, mener han at kunne konstatere en forunderlig tendens til, at når folk er arbejdsløse, så falder børnedødeligheden. Med andre ord mandens og hustruens udearbejde er med til at øge børnedødeligheden.
Lægens bekymring blev delt af mange gode borgere i Silkeborg. Og borgerskabets kvinder tog initiativ. En kvindekomite indrykkede derfor den 16. november 1863 en opfordring til oprettelse af et børneasyl. Begrundelsen lyder:
"Handelspladsen er nemlig for størstedelen beboet af unge mennesker, hvis børn endnu er små, og blandt de ubemidlede familier, navnligen fabriksarbejderne og arbejdsfolk, er det i regelen tilfældet, at forældrene den største del af døgnet nødvendigvis må være fraværende på arbejde, mens børnene imidlertid er overladte til sig selv,….".
Initiativet bar frugt, og Dronning Louises Asyl åbnede i Silkeborg den 14. januar 1864. Målgruppen var klar: Asylet tog sig af "almindelige" arbejderbørn, hvor far og mor "nødvendigvis" måtte arbejde ude (15).
Initiativet var imidlertid utilstrækkeligt. Og i 1870 var læge Fibiger for alvor bekymret. Det fremgår tydeligt af afhandlingen om dødelighedsforholdene i Silkeborg. Den er væsentlig mindre end værket fra 1863, men børnenes forhold fylder langt mere. Lad os høre på hans bekymring:
"Dovenskab, lediggang og ligegyldighed for den dag i morgen har i de senere år i en betænkelig grad grebet om sig blandt byens arbejdende klasse, og tilbudt arbejde bliver ofte forsmået. Manden kan ugenert drikke op hver skilling han tjener, mens konen gør sig tilgode med kaffe, kager og et for deres stilling temmelig luxuriøst måltid;… Til børnene bliver der imidlertid intet tilovers" (s.67). "Medens forældrene går på arbejde eller på værtshus ligger de (børnene) henslængte i pjalter på et usselt leje,…" uden ordentligt opsyn. I bedste fald af en tjenestepige, men hertil har lægen følgende kommentar:
"Den stærkt demoraliserede tjenestepigestand har ingen respekt for forældrene, som derfor ikke kunne føre den nødvendige kontrol med dem, og forældrene, som anser sig for lige så gode som de såkaldte fornemme folk, lever for det meste over deres stand, så at de sparsomme indtægter går tabt til luksus og indbildte fornødenheder, medens børnene forsømmes. Dødfødte fraregnede, er i vort (femår) døde i alt 79 børn i det første leveår, og deraf er 68 børn af daglejere, fabriksarbejdere, arbejdsfolk og den lavere håndværksstand; i alderen fra 1 til 5 år er 64 døde, hvoraf 38 falder på de samme samfundsklasser. Denne optælling taler tydeligt nok for de ubemidlede stænders forsømmelighed og ligegyldighed overfor deres børn" (s.69).
Læge Fibigers skildring falder i fin tråd med såvel Martin Andersen Nexøs som Christian Christensens personlige skildringer af forholdene for børnene under den fremvoksende industrialisering.
Industrien giver altså lig på bordet. Små umælende mennesker, som ingen lod og del har i tingenes tilstand. De små børn fra småkårsfamilier var i overhængende fare for at død, og børnearbejde kunne let nedslide de børn, som overlevede den tidlige barndom. 
Børnenes skæbne udstillede afgrundsdybe problemer for det nye industrisamfund. Noget måtte gøres. Med Martin Andersen Nexøs ord blev liberalismen nødt til at lovgive imod sig selv (Et lille kræ s. 73). Loven af 23. maj 1873 om børn og unges arbejde på fabrik var et af de første eksempler herpå. Men det var slet ikke nok. Og gennem en proces over flere årtier skabtes "løsningen" i form af "husmoderen" (16). Ved en implementering til alle samfundsgrupper af det borgerlige familieideal med den udearbejdende fader, den hjemmegående mor og de søde børn. Denne proces er så omfattende og så kompleks, at udsagnet i første omgang må have karakter af påstand og hypotese. Men jeg vil her prøve at anskueliggøre transformeringen ved at inddrage tre vidner: Martin Andersen Nexø, Johan Skjoldborg og svenskeren Ellen Key.

HUSMODEREN

Martin Andersen Nexø skildrer i erindringsbogen følgende spire til et modbillede til den herskende elendighed for børnene i arbejderfamilierne:
"Der var ved at dukke en ny slags mennesker op i min barndom, en sekt næsten, folk som var anderledes end andre, som tog til møder, hvor der blev sunget og talt, og som tog i skoven med kone og børn om søndagen i stedet for at sidde på værtshus. Deri lignede de de andre hellige, men dertil var der noget frækt over dem, som de andre ikke havde. De satte sig op mod øvrigheden, drog rundt i procession med en rød fane foran sig, og ville selv bestemme arbejdslønnen. Mor og de andre koner snakkede om dem, som et halvforrykt folkefærd, der ville vende op og ned på alting. De bar så galt ugelønnen hjem i stedet for at drikke den op, og ville have at kone og børn ikke måtte gå på arbejde!" (Et lille kræ s.75).

Samme tema behandles af Johan Skjoldborg i romanerne "Gyldholm" (1902) og "Per Holt" (1912). Hovedpersonen Per Holt er en fattig husmand, hvor hele familien arbejder. En dag sker ulykken - tre af de små børn dør i hjemmet, mens forældrene er på arbejde. Ved de tre børns begravelse sker en sammenføring af byens bevidste arbejdere og husmændenes fattige skare. Det har nok ikke den store litterære troværdighed, men agitatorisk er det ikke til at tage fejl af. Landets småkårs folk går slidte, grå og anonyme mod kirken, og så slutter byens arbejdere sig til:
"Ad landevejen, der fører fra købstaden, kommer et tog af mennesker, så langt … der er også over tusinde fremmede… Og der er faner. Dette store tog af byarbejdere, der vil vise kammeraten fra landet deres deltagelse, mødes med ligskaren…… Der er netop en modsætning af det mørke og det lyse i udseendet af de to lejre, der her mødes. På den ene side de få og fortrykte. På den anden side det store tal, der alene giver den enkelte mod. Gyldholm husmænd, hvis klædedragt og hele ydre vidner om den mest tyndslidte armod, over for de hvide kraver og høje hatte i socialistoptoget" (Gyldholm s.99).
Arbejdernes fører leverer følgende tale ved begravelsen:
"Vi er her kommen til stede for at vise vor arbejdskammerat deltagelse i hans store sorg. Vi beder dem om ikke at glemme, hvor ansvaret hviler for det, der her er hændt. Og vi vil håbe, at enhver rettænkende mand og kvinde med os vil arbejde hen til at tilvejebringe sådanne samfundstilstande, at forældre ikke nødes til, for at skaffe det tørre brød, at måtte overlade deres små børn til sig selv, til tilfældigheder, til deres triste skæbne, så at slige ulykker som denne i fremtiden kan forebygges" (Gyldholm s.102).

Ulykken virker forskelligt på mand og hustru. Sofie går i stykker på det. Per bliver socialist, og hans første reaktion på tragedien er, at Sofie ikke længere skal arbejde ude. Hun skal passe huset og børnene.
Per Holt fastholder denne holdning også i næste roman, som blot bærer hans navn. Og det står i skærende kontrast til, hvad øvrighed, arbejdsgiver og standsfæller mener. En hjemmegående hustru hører ingen steder hjemme - det er oprørende (præst og arbejdsgiver) eller udtryk for misforstået "finhed" (standsfællerne). Men Per Holt holder på sit. Og da de nye standsfæller hører baggrunden for Per Holts synspunkt - nemlig børnenes død - vinder han deres forståelse.

Vi ser her eksempler på, at den tidlige arbejderbevægelse var med til at implementere det borgerlige familieideal med den hjemmegående husmoder blandt arbejdere og småkårsfolk. I kampen for bedre løn vil man derfor gang på gang høre, at arbejderne (mændene) må have en anstændig og rimelig løn for at kunne forsørge familien.

Svenskeren Ellen Key udgav i år 1900 bogen "Barnets århundrede. Studier". Den danske udgave kom i 1902. "Barnets århundrede" gav genlyd i samtiden, og selv i dag henvises der ganske ofte til værket. Ellen Key er en forbløffende person - socialist, anti-kapitalist, individualist, mod religion og teologi-tyranni, mod industrialisering, arg modstander af kvindesagskvinder og meget mere. Et omdrejningspunkt i dette sprælske og uortodokse værk er samfundets behandling af de kommende generationer, børnene. Ellen Key ønsker at fremhæve årsagerne til dette "i alle retninger uoverskuelige sociale spørgsmål". Og hendes vurdering er:
"Man vil da se, at de lave lønninger, til hvilke børne- og kvindearbejdet er medvirkende årsager, medfører usle boliger, utilstrækkelig føde og dårlige klæder; at hustruens udearbejde er skyld i, at hjemmet og børnene bliver forsømt, ….. at uhyggen hjemme driver manden til værtshusliv, og at alt dette i forening fremkalder den drukkenskab og usædelighed, der forårsager de fysiske og psykiske sygdomme, som børnene ofte fødes med" (s.275).

Ellen Keys løsningsmodel er, at kvinderne får lov til at følge deres natur - at være mødre. Ikke sådan at hun vil forbyde kvinder at arbejde:
"Kvinden har fuld ret til at lade sig forvandle til "det tredje køn" - arbejdsbiens, den kønsløse murers slægt - ifald hun betragter dette som sin højeste lykke" (s.56). "Jeg vil kvindens sande frihed. Det vil sige, jeg vil, at hun .. skal kunne følge sin natur". (s.78). Ellen Key foreslår en kvindelig "værnepligt", en oplæring til husmodergerningen.
Socialisten og individualisten Ellen Key er en engageret samfundsdebattør med forbløffende synspunkter. Jeg kan ikke komme hele vejen rundt, men må nøjes med at slå fast, at Ellen Key med sit engagement var med til at sætte husmoderen og hendes opgaver på den samfundsmæssige dagsorden. Og at hendes stemme blev opfattet som kommende "fra venstre" eller "fra neden". Det sidste er ikke uvæsentligt, da stemningen "fra højre" eller "fra oven" i samfundet var fortaler for den hjemmegående husmoder - inden for deres egne kredse (17). Nu kom underklassen så og krævede det samme!

DEN BORGERLIGE KERNEFAMILIE

Børnene rykkede i takt med industrisamfundets udbygning frem som et af tidens store sociale og politiske omdrejningspunkter (18). Socialdemokraten Peter Sabroes politiske eftermæle er netop grundlagt på børnesagen.
Børnesagen i det nye samfund kom også på dagsordenen i Børnekommissionen i 1895. Den afleverede sin betænkning i 1905. Børnesagen resulterede i grove træk i følgende:
Den blev over tid fundet en privat løsning på "almindelige" børns opvækst. Den skulle ske inden for familien med husmoderen som omdrejningspunkt.
Lovgivningen sikrede en offentlig løsning på de børn, som faldt uden for kategorien "almindelige". Blandt andet med værgeråd, børnehjem og diverse opdragelsesanstalter (19).

Det nye familieideal slog også igennem i industribyen Silkeborg. Dronning Louises Asyl ansøgte i 1912 om at få hævet kommunens årlige støtte fra 300 kr. til 400. Alle politiske afskygninger var velvillig stemt over for ansøgning, dog ønskede en af de borgerlige politikere afklaret, hvilke børn der kom på asylet. Var det børn af enlige kvinder eller børn af to udearbejdende forældre? Den socialdemokratiske førstemand Jakob Christensen kunne berolige sin byrådskollega med at sige, at asylet stort set var forbeholdt enlige kvinder - især enkers - børn. Familienormen var klar: Gifte kvinders plads var i hjemmet hos børnene. (Silkeborg Social-Demokrat 10. december 1912).

Industrisamfundet er baggrunden for "husmoderen". Hun var "normen" og "idealet" de første seks årtier af 1900-tallet. Industrisamfundets guldalder. "Mor er den bedste i verden" lød det i de små familier. Og samfundet fremhævede gang på gang husmoderen som noget centralt.
I "Betænkning afgivet af den af statsministeriet nedsatte husholdningskommission af 1938" (1939) kan man i indledningen læse:
"Husmodergerningen er af stor samfundsmæssig betydning, af dens udøvelse afhænger hjemmenes, børnenes og familielivets skæbne, og det må derfor være i alles interesse, om kvinderne i deres ungdom får adgang til den uddannelse, der er nødvendig ved siden af den indsats, som hjemmene selv kan yde" (s.3).
Husholdningsskolerne hører derfor naturligt til industrisamfundet. Sorø Husholdningsskole (1895), Frederiksborg Husholdningsskole (1899) Vældegaard Husmoderskole (1900), Suhrs Husmoderskole (1902), Aarhus Husholdningsskole (1902) og Silkeborg Husholdningsskole (1902) for at nævne landets seks første husholdningsskoler (20). Silkeborg Husholdningsskole kunne i 1960 skrive i skolens elevskrift: "Gennem 58 år har man på Silkeborg Husholdningsskole uddannet unge piger til en kvindes største og vigtigste opgave: At styre og lede et hjem dygtigt" (21). Dette sagt som en selvfølge og helt uden eftertidens sarkasme. Den efterfølgende "afvikling" af fænomenet "husmoderen" vil jeg forbigå i denne sammenhæng.

Den borgerlige kernefamilie med den hjemmegående husmoder var i 1950'erne det "naturlige" i det danske samfund. Følgende lille begivenhed fra indvielsen af Børnehaven Frederiksberggården i Silkeborg i januar 1958 er en munter og skræmmende illustration heraf. Socialinspektør Bundgaard holdt indvielsestalen med følgende lille historie: Mor og dreng er hjemme, mens far er på arbejde. Drengen har en hund ved navn Zar. "En dag blev den kørt ned og moderen turde næsten ikke fortælle drengen det. Han ville blive dybt ulykkelig. Endelig fik hun dog sagt til ham: Zar er død. Nå, sagde drengen og legede videre. Om aftenen, da han kom i seng, kaldte han på sin mor og sagde: Mor, hvor er Zar? Jamen, jeg fortalte dig da, at Zar er død, sagde moderen. Hvorpå drengen hjerteskærende hulkede: Jeg syntes, du sagde far!" (Aften Posten 3.1.1958).

Industrisamfundets udvikling har over tid ændret vilkårene for familielivet. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve indførelsen af 8-timers arbejdsdagen, som blev lov i 1920. Den begivenhed er i historiebøgerne gerne beskrevet som et led i arbejderbevægelsens økonomiske kamp. Altså noget i produktionssfæren. Men set i familieperspektivet betød 8-timersdagen, at faderen blev en synlig del af familielivet. Eller kunne blive det.
Og 8-timersdagen understregede ønsket om frihed i form af fritid. Industrisamfundet gav muligheder for helt uhørte frihedsgrader. Fritid er endnu en af industrisamfundets velsignelser.

Industrisamfundets indbyggede problemer, f.eks. på børneområdet resulterede i udbygning og cementering af den borgerlige kernefamilie med den hjemmegående husmoder i alle samfundslag. Industrisamfundet har således grundlæggende påvirket vor privatsfære: Industrisamfunds "familieideal" bliver: den udearbejdende familiefar, den hjemmegående husmoder og børnene. Med hver deres opgaver:
Familiefaderen skal sørge for familiens underhold, være opmærksom og galant i forhold til hustruen og sød ved børnene. Han må ikke prioritere kammerater højere end familielivet. Han må ikke være fordrukken eller spille ugelønnen op. Det vil undergrave familiens eksistens. Og han må under ingen omstændigheder være hustruen utro (22). Familiefaderen skal arbejde i arbejdstiden og i sin fritid tage videst muligt hensyn til familien. 
Husmoderen er familiens krumtap, hustru og mor i en og samme person med et uendeligt stort hjerte. Hun er kærlig (men ikke lidenskabelig) over for manden og har en uendelig moderkærlighed til og tålmodighed med børnene. Hun skal skabe de ydre rammer i hjemmet. Her skal være rent, pænt og hyggeligt. Hun skal også gøre lidt ud af sit udseende - så manden ikke fristes til udenomsaffærer. Utroskab er for husmoderen selv en utænkelighed.
Børnene skal have lov til at være netop børn. Leg og skole er deres domæne. Måske har de små pligter, men det må aldrig have karakter af erhvervsarbejde.

VI SKYLDER INDUSTRISAMFUNDET ALT

Industrisamfundet er altså ikke kun dampmaskiner, olie og billige strømper. Det er også fænomener som barndom, ungdom, kernefamilie, husmoder, hjemlig hygge, fritid og romantisk kærlighed. For det er naturligvis "kærlighed" der binder det hele sammen. Størst er husmoderens kærlighed. Men familiefaderen har også sin egen lidt mere distancerede kærlighed og agtelse til familiens øvrige medlemmer.

Johan Skjoldborg ønskede på Dynæsmødet i 1914, at forsamlingen af husmænd og arbejdere råbte et leve for friheden, skønheden og personligheden (23). Det var dybtfølte ønsker blandt bevidste fattigfolk. Og industrisamfundet har givet os alle uhørt frihed, skønhed og personlige muligheder. Industrisamfundet er velstand, frihed og romantisk kærlighed. Vi har i sandhed meget at takke industrisamfundet for.
Jeg håber, at jeg har fået antydet, at industrisamfundet er et komplekst hele. En ny civilisation, som vi er del af på godt og ondt. Hvis vi ikke kan elske industrisamfundet, så har vi efter min mening et problem - også i vort eget selvforhold.
Med et omskrevet slogan - som også hører industrisamfundet til - kan man sige: Vi skylder industrisamfundet alt. Leve industrisamfundet! (24). (25).

NOTER

1. Justeringen af foredraget indebærer først og fremmest tilføjelse af prologen og en vedhæftning af de mange "mellemregninger" og uddybninger i form af noterne og efterfølgende litteraturliste.
2. Jeg har tidligere behandlet problemkredsen. Her kan blandt andet henvises:
   "Industrien i vore hjerter. Mellem følelser og videnskab" (Silkeborg Museum Årsskrift 2000). Samme artikel er optrykt i en let forkortet udgave i Journalen. Lokal- og kulturhistorisk tidsskrift nr. 3 2001.
   "H.C. Andersen og gudinden Hygieia. Om sundhed i Silkeborg" (Silkeborg Museum Årsskrift 2002).
   "Industrisamfundets kulturarv i Århus Amt" (2004) (sammen med Jørgen Smidt-Jensen)
   "Industrisamfundets mennesker" (2004)
   En kronikserie i Midtjylland om den industrielle kulturarv bragt den 22.12, 23.12, 24.12, 29.12 og 31.12.2003. Afhandlingerne "industrisamfundets kulturarv i Århus Amt" og "Industrisamfundets mennesker" er eksplicitte forsøg på at få ændret Kulturarvsstyrelsens med fleres perspektiv på industrisamfundets kulturarv.
3. Kristof Glamann: Præsentation af et forskningsprojekt s.3 (i Industrialismens bygninger og boliger. Det industrielle miljø 1840-1940 nr. 1 1975). Kristof Glamanns start på præsentationen lyder: "Det moderne Danmarks genesis er uløseligt knyttet sammen med den industrialisering, som tog sin begyndelse i forrige århundrede. Processen er ikke specifik dansk. Den er universel og rækker over kontinenter. I det store perspektiv markerer den en ny civilisation. Her er tale om et organisk og komplekst forløb, hvorunder samfundene omformes. Helt ned i de basale strukturer tegner de nye linier sig - i de demografiske grundstørrelser, i de produktive, sociale, politiske og kulturelle forhold. Landskaber skifter ham, nye konturer træder frem i byerne. Rammen om dagligdagen bliver en anden". (s.3).
4. Problemet med den mere håndterlige sektorforskning er så, at vi let kommer til at gøre hele kompleksiteten (det civilisatoriske) til en blind vinkel i behandlingen af industrisamfundets enkelte dele. Derfor kan man med en vis ret hævde, at den praktisk forskning er med til - i og med dens ønske om netop at være håndterlig - at indskrænke emnet og fastholde den her indbyggede snæversynethed.
5. Oplysninger indsamlet i forbindelse med en særudstilling om billedskærerfaget på Silkeborg Museum. Billedskærerlærer Herman Cornils og jeg undersøgte i den forbindelse fagets historie i Østjylland, blandt andet ved indsamling af erindringer. Udstillingen er kort omtalt i Silkeborg Museums årsskrift 1988.
6. Oplysninger indsamlet i forbindelse med særudstilling om drejerhåndværket på Silkeborg Museum i 1988 og ved en senere hjemtagning af et drejerværksted. Drejer Børge Hammer er kilden til oplysningerne. Udstillingen er kort omtalt i Silkeborg Museums årsskrift 1988.
7. Bøttemageren (Amtscentralen 1986) og samtaler med tidligere bøttemester Henrik Boris.
8. Fortalt af Kurt Sandahl Sørensen. Se også Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri 1829-1999 (1999) s. 271.
9. Nina Fabricius: Vi byggede selv vores samfund (Odder Museum 1991)
10. Kirsten Eriknauer: Familiebruget - en livsform under forandring. En beskrivelse af livet på ni familiebrug i Hads Herred 1989-1990 (Odder Museum 1991)
11. Johannes Møllgaard: Landbrugets livsformer (Statens Bygningsforskningsinstitut 1984)
12. Livsformsteorien kan generelt på ingen måde sige sig fri for "bonderomantik". Søren Mørch gør sig lystig herover i sit værk "Den sidste Danmarkshistorie. 57 fortællinger af fædrelandets historie" (1996) s. 402 og s.569.
13. Erik van der Vleuten har behandlet emnet i artiklen "Smør og damp" (i Hans Buhl & Henry Nielsen (red): Made in Denmark. Nye studier i dansk teknologihistorie (1994)).
14. Eksemplet tog oprindeligt kun udgangspunkt i de oplysninger, som jeg kunne få som almindelig museumsgæst. Umiddelbart op til foredraget fik jeg fat på den bog, som indeholdt den viden, som ligger til grund for udstillingen. Det drejer sig om Alan Hjorth Rasmussen: De skabte et samfund. Glimt af udviklingen i Vorupør gennem 150 år (Museet for Thy og Vester Han Herred 2000). Interessant nok understreger titlen igen det selvberoende og selvskabte. Det udtrykkes således i bogens allerførste linier: "I slutningen af 1800-årene fandt der en enestående udvikling sted i Nørre og Sønder Vorupør, og der blev i løbet af få årtier skabt et foregangsfiskerleje uden sidestykke i dansk fiskeri. Dette kunne kun lade sig gøre, fordi der på det tidspunkt eksisterede et sammenfald af personlige egenskaber blandt de få - og et trosmæssigt sammenhold blandt de mange, der kunne få interesserne i lokalsamfundet til at gå op i en højere enhed" (s.9). Alan Hjorth Rasmussen har naturligvis oplysninger med om jernbane, kran osv. - men det er den overskuelige personlige og lokale optik, som er udgangspunktet og omdrejningspunktet.
15. Børneforsorgens historie i Silkeborg har jeg blandt andet behandlet i en dobbeltartikel i Midtjyllands Avis 9.-10. oktober 1996.
16. En vældig inspirationskilde til inddragelsen af husmoderen som afgørende rolle i industrisamfundets konstituering har været værket "Lys, luft og renlighed. Den moderne socialhygiejnes fødsel" (1986) af Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen. Værket er en "idehistorisk" afhandling, hvor husmoderen sættes ind i "det vesterlandske ordensprojekt": "I det 20. århundrede bliver ordensprojektet til et egentligt renselses- eller rengøringsprojekt. … I modsætning til absolutismens statslige ordensprojekt og til det sanitære fra midten af det 19. årh. kunne man kalde det moderne ordensprojekt for projekt husmoder" (Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen 1986 s. 115). Min tilgang til problematikken er ikke idehistorisk, men det er ikke svært at hente såvel inspiration som faktuel indsigt i værket til en historisk forståelse af industrisamfundets konstituering og udvikling.
17. 17. Jf. Karin Lützen: Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København (1998). "Det gennemgående tema i middelstandens forestilling om Det gode Liv er Familien, og selv om kernefamilien var af ganske ny dato, blev den uden diskussion fremstillet som samfundets fundament" (Karin Lützen s.73). Karin Lützen viser i værket, hvorledes middelstanden (kvinderne) søger at formidle deres familieideal til hele samfundet. "Den heteroseksuelle kernefamilie blev naturligvis ikke til 1900-tallets norm, blot fordi velgørenhedens frøkner opdrog til den. Den blev en norm, fordi den også blev en materiel mulighed for alle mennesker, som ikke tidligere havde haft råd til at stifte familie. Den blev ligeledes en norm, fordi lønarbejde blev den mest udbredte indtægtskilde, og fordi husholdet med husbond og husmoder og piger og karle eller svende og lærlinge forsvandt. Men samtidig med at den blev en norm, blev den også videnskabeligt begrundet i biologien. Heteroseksualitet blev konstrueret som homoseksualitetens modbillede" (Karin Lützen s. 419f).
18. Se f.eks. Ning de Coninck-Smith: For barnets skyld. Byen, skolen og barndommen 1880-1914 (2000) som på fornem vis dokumenterer denne tidens fokusering på børnene med udgangspunkt i skolelovgivningen og synet på børnearbejde.
19. I mit museumsarbejde har jeg blandt andet arbejdet med dette tema ved en større udstilling på Himmelbjerggården i 1997. I den forbindelse udarbejdede jeg rapporten "Himmelbjerggården. Dansk børneforsorg gennem 100 år. En rapport" (Silkeborg Museum 1997. Upubliceret). I Silkeborg Museums årsskrift 2002 er børnesorgen også omtalt i artiklen "H.C. Andersen og gudinden Hygieia. Om sundhed i Silkeborg".
20. Gerda Petri og Minna Kragelund: Mor Magda - og de andre. Husholdning som fag fra 1900 til i dag (1980) s. 30. Bogen er skrevet i anledning af Husholdningslærerforeningens 75 års jubilæum og giver et fint indblik i husholdningsskolernes historie. Jeg har behandlet Silkeborg Husholdningsskole i bogen "SilkeborgSkolen 1902-2002" (2002).
21. Her citeret efter min "SilkeborgSkolen 1902-2002" (2002) s. 20.
22. Industrisamfundets idealfamilie omkring husmoderen er funderet i det monogame ægteskab. Behandlet i Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen 1986 s.134-150 i afsnittet "Den farlige kønsdrift (Seksualhygiejnen)" og hos Karin Lützen jf. note 10.
23. Foredraget havde jeg givet titlen "Leve for friheden, skønheden og personligheden. Industrien i vore hjerter". Johan Skjoldborg var initiativtager til de såkaldte "Dynæsmøder" i 1912-1914, som foregik på digterens husmandssted på Dynæs over for Himmelbjerget. Johan Skjoldborg telegraferede i 1914 parole "Leve for friheden, skønheden og personligheden" til forsamlingen. Titelvalget var foretaget ud fra et ønske om - i lighed med hele foredraget - at give et noget anderledes og uvant indtryk af, hvad industrisamfundets kultur og arv egentlig indeholder.
24. En noget rørstrømsk afslutning - men igen for at skabe lidt entusiasme og kærlighed til industrisamfundet. Dårligdommene har normalt fyldt meget i beskrivelsen af industrisamfundet. Tegnet billedet så at sige. Jeg har ønsket at trække i den anden retning. Men selvfølgelig skal man ikke glemme dårligdommene. Industrisamfundet er ikke paradis på jord.
25. Foredraget sluttede med en "utidig" epilog. Udsagnet Leve industrisamfundet! virker naturligvis malplaceret og paradoksalt al den stund, at den gængse formodning er, at vi er ved at skrive dette samfunds nekrolog. Og forandringer er bestemt over os - og har altid været over industrisamfundet. Jeg antydede - med henvisning til, at kapitalisme, penge og marked absolut ikke var på vej ud - at industrisamfundets endeligt nok var stærkt overdrevet. Den standende diskussion om industrisamfundets kulturarv handler derfor nok mere om fremtiden end om fortiden, når det kommer til stykket. Om den fremtidige udvikling af det eksisterende samfund. Og det bliver det hele jo ikke mindre spændende af.

LITTERATURLISTE

"Betænkning afgivet af den af statsministeriet nedsatte husholdningskommission af 1938" (1939)
Christian Christensen: "En rabarberdreng vokser op" (Erindringsbog 1961)
Christian Christensen: "Bondeknold og rabarberdreng" (Erindringsbog 1962)
Ning de Coninck-Smith: For barnets skyld. Byen, skolen og barndommen 1880-1914 (2000)
Kirsten Eriknauer: Familiebruget - en livsform under forandring. En beskrivelse af livet på ni familiebrug i Hads Herred 1989-1990 (Odder Museum 1991)
Nina Fabricius: Vi byggede selv vores samfund (Odder Museum 1991)
Christian Fibiger: "Medicinsk Topographie af Silkeborg og dens omegn" (1863)
Christian Fibiger: "Dødelighedsforholdene i Silkeborg i femåret 1861-65" (i Hygieiniske Meddelelser bd. 6 1870).
Kristof Glamann: Præsentation af et forskningsprojekt (i Industrialismens bygninger og boliger. Det industrielle miljø 1840-1940 nr. 1 1975).
Ellen Key: "Barnets århundrede. Studier" (1900/1902)
Keld Dalsgaard Larsen: Håndværk og husflid (i Silkeborg Museums Årsskrift 1988)
Keld Dalsgaard Larsen: Bøttemageren (Amtscentralen 1989).
Keld Dalsgaard Larsen: Fra asyl til daginstitution. Om børneforsorgens historie i Silkeborg 1. (Midtjyllands Avis 9.10.1996).
Keld Dalsgaard Larsen: Fra asyl til daginstitution. Om børneforsorgens historie i Silkeborg 2. (Midtjyllands Avis 10.10.1996).
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri 1829-1999 (1999)
Keld Dalsgaard Larsen: "Industrien i vore hjerter. Mellem følelser og videnskab" (Silkeborg Museum Årsskrift 2000).
Keld Dalsgaard Larsen: "Industrien i vore hjerter. Mellem følelser og videnskab" (i Journalen. Lokal- og kulturhistorisk tidsskrift nr. 3 2001.
Keld Dalsgaard Larsen: "H.C. Andersen og gudinden Hygieia. Om sundhed i Silkeborg" (Silkeborg Museum Årsskrift 2002).
Keld Dalsgaard Larsen: SilkeborgSkolen (2002)
Keld Dalsgaard Larsen: Kronikserie i Midtjylland om den industrielle kulturarv bragt den 22.12, 23.12, 24.12, 29.12 og 31.12.2003.
Keld Dalsgaard Larsen: "Industrisamfundets kulturarv i Århus Amt" (2004)(sammen med Jørgen Smidt-Jensen)
Keld Dalsgaard Larsen: "Industrisamfundets mennesker" (2004)
Karin Lützen: "Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København" (1998)
Johannes Møllgaard: Landbrugets livsformer (Statens Bygningsforskningsinstitut 1984)
Søren Mørch: "Den sidste Danmarkshistorie. 57 fortællinger af fædrelandets historie" (1996)
Martin Andersen Nexø: "Et lille kræ" (Erindringsbog 1936)
Gerda Petri og Minna Kragelund: "Mor Magda - og alle de andre. Husholdning som fag fra 1900 til i dag" (1980).
Alan Hjorth Rasmussen: "De skabte et samfund. Glimt af udviklingen i Vorupør gennem 150 år" (Museet for Thy og Vester Han Herred 2000)
Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen: "Lys, luft og renlighed. Den moderne socialhygiejnes fødsel" (1986)
Johan Skjoldborg: Gyldholm (roman 1902).
Johan Skjoldborg: Per Holt (roman 1912)
Erik van der Vleuten: "Smør og damp" (i Hans Buhl & Henry Nielsen (red): Made in Denmark. Nye studier i dansk teknologihistorie (1994).

Version 12. Januar 2005