Industrisamfundets kulturarv i Århus Amt

Af Keld Dalsgaard Larsen m.fl. Kulturarvsstyrelsen bad i 2003 landets amtsmuseumsråd og kulturmiljøråd om at fremsende en redegørelse over "industrisamfundets kulturarv" i de respektive amter. Blandt andet med henblik på udpegning af 25 "industriminder" af national betydning. Amtsmuseumsrådet og Kulturmiljørådet i Århus Amt udarbejdede i fællesskab et svar til Kulturarvsstyrelsen. Beretningen er udarbejdet af Keld Dalsgaard Larsen (formand for Kulturmiljørådet) og Jørgen Smidt-Jensen (formand for amtsmuseumsrådet) i januar-februar 2004.

En proces er sat i gang..................

Vi finder Kulturarvsstyrelsens initiativ på området godt og særdeles relevant. Det er glædeligt, at der tages seriøst fat på industrisamfundets kulturarv. Vi opfatter Kulturarvsstyrelsens konkrete initiativ som et startskud på en proces, hvor hele problemstillingen bliver bredt ud fagligt og folkeligt. Vi opfatter det derfor som vort opdrag at indgå i en faglig og folkelig proces omkring fænomenet industrisamfundets kulturarv, og at den konkrete udpegning af et antal værdifulde industriminder bliver et af mange resultater mod slutningen af denne proces. Vi opfatter denne sammenfatning som en foreløbig rapport i et længerevarende forløb.

Amtsmuseumsrådet og Kulturmiljørådet har fulgt Kulturarvsstyrelsens henvendelse op på følgende måde:
De to råd har hver især drøftet henvendelsen. Amtsmuseumsrådet har taget temaet op på et inspektørmøde for nyere tid den 15. september 2003. Kulturmiljørådet satte punktet på dagsordenen på en temadag for amtets statsanerkendte museer og lokalhistoriske arkiver den 3. november 2003. Amtsmuseumsrådet og Kulturmiljørådet har efterfølgende udsendt opfordringer til amtets museer og arkiver om at drøfte sagen og give en tilbagemelding i så god tid, at det kan indgå i vort svar til Kulturarvsstyrelsen. Koordineringen og sammenfatningen er sket i et samarbejde mellem de to råds formænd.
Forudsætningerne.............
Kulturarvsstyrelsens initiativ er glædeligt, fordi temaet "industrisamfundets kulturarv" er et presserende arbejdsområde. Samfundsudviklingen går så stærkt, at det er helt nødvendigt, at museer og andre også tager stilling til den nære historie. Der tales i dag om, at industrisamfundet er under afvikling og i stigende grad afløses af et informationssamfund (eller et postindustrielt samfund).
I sådanne opbrudstider er det vigtigt med en målrettet indsats for at få udforsket og belyst industrisamfundets historie i al sin kompleksitet, herunder også at få taget stilling til, hvad der bør bevares for eftertiden af industrisamfundets fysiske kulturarv. Amtsmuseumsrådet, kulturmiljørådet og amtets statsanerkendte museer har naturligvis i en årrække arbejdet med hele dette problemkompleks. Vi starter således ikke den igangværende proces på bar bund. Der er regionalt skabt nogle forudsætninger for arbejdet. Nogle af disse forudsætninger i amtet skal her kort ridses op.
Amtsmuseumsrådet har støttet en række projekter inden for temaet. Det drejer sig både om enkeltprojekter - f.eks. lokale industrivirksomheder, fritid, institutionshistorie, bolig osv. - og om et stort regionalt projekt med titlen "Kulturhistorisk kortlægning af Århus Amt ca. 1830-2000".
De enkelte museer har hver især igennem mange år udforsket temaer inden for industrisamfundets historie i bred betydning: arbejdspladser, boligforhold, fritid osv. Resultaterne har været en række udstillinger - f.eks. stor ny permanent udstilling på Kulturhistorisk Museum i Randers med titlen "Fra købstad til industriby" og en stor særudstilling på Århus Bymuseum om industrialiseringen i Århus - og en række artikler og bogudgivelser.
Kulturmiljørådet, Amtsmuseumsrådet og de enkelte museer medvirkede til en udpegning af regionale kulturmiljøer i forbindelse med udarbejdelsen af regionplan 2001. Resultatet blev blandt andet Århus Amts udgivelse af en kulturhistorisk redegørelse. En række museer har været involveret i udarbejdelse af kommuneatlas. I amtet har følgende kommuner kommuneatlas: Samsø, Mariager, Grenaa, Skanderborg, Århus, Ebeltoft, Silkeborg og Randers.
Århus Bymuseum har på sin hjemmeside en fyldig gennemgang af bevaringsproblematikken i Århus by, som også inddrager aspekterne i forbindelse med industrisamfundets kulturarv.
Amtsmuseumsrådets Udvalg for Nyere Tid indkaldes til møde (mindst) to gange om året, og i dette faglige forum er temaer inden for industrikulturen jævnligt på dagsordenen.
Vi er således på mange måder beredte til at tage Kulturarvsstyrelsens initiativ op, da det ligger i fin forlængelse af det arbejde, som allerede foregår blandt de forskellige aktører i Århus Amt.

Industrisamfundet.................

Kulturarvsstyrelsens initiativ er meget naturligt lagt bredt an. Man ønsker fokus på industrikultur, industrisamfund, det materielle og det immaterielle osv. Den løse ramme kan være en simpel nødvendighed i den nuværende fase i processen. Men i det videre forløb må Kulturarvsstyrelsen sikre en række afklaringer og præciseringer. Kulturarvsstyrelsens udspil er meget bredt, og indeholder to noget modsatsrettede positioner. På den ene side åbnes op for stort set alt til belysning af industrisamfundets kulturarv (inddragelse af det immaterielle og alle tænkelige kildegrupper) og på den anden side er der en tydelig tendens til at tænke i traditionel bygningsbevaring, eksempelvis i udpegningen af ca. 25 konkrete industriminder. Kulturarvsstyrelsen må i den videre proces komme med mere operationelle retningslinier herom for at kvalificere den videre proces. Et andet punkt, som kræver en afklaring, er en nøjere bestemmelse af selve fænomenet "industrisamfundet".

Vi tager udgangspunkt i en bred rammebestemmelse af industrisamfundets epoke. Groft sagt perioden ca. 1850-1970 med mulige afstikker både før og efter. Det er en periodisering, som ganske svarer til den, Magtudredningsudvalget har benyttet i sin sammenfattende rapport, hvor industrisamfundet sidestilles med det, som andre har kaldt for "det moderne samfund" eller "det kapitalistiske samfund". Altså et samfund som nok er karakteriseret ved industrivirksomhed, men som lige så væsentligt også er karakteriseret ved fænomener som demokrati og markedsøkonomi og med udvikling af en stor offentlig sektor og velfærdssamfund. Det er en epoke, som på afgørende punkter ændrede danskerne vilkår - både i den offentlige sfære og i den private sfære.
Denne brede rammebestemmelse af industrisamfundet får konsekvenser for, hvordan vi opfatter industrisamfundets kulturarv. Dens fysiske levn bliver på mange måder allestedsnærværende. Fabriksanlæg og boliger er en del af denne kulturarv - men netop kun en del af et større hele. Ud fra vor brede rammebestemmelse er det derfor vigtigt at slå fast, at man til industrisamfundets fysiske kulturarv kan pege på elementer som boligkvarterer, fabriksanlæg, kurbade, skoler (på alle niveauer), idrætsanlæg, offentlige værker, veje, broer, jernbane, stationsmiljøer, havneanlæg, lufthavne, andelsmejerier, fødselsstiftelser, opdragelsesanstalter osv. osv.

Med denne brede rammebestemmelse bliver industrisamfundets overvældende store kulturarv påtrængende tydelig. Industrisamfundets fysiske kulturarv er særdeles synlig i vore fysiske omgivelser i byerne og på landet. Det er en vigtig konstatering. Når det er sagt, må man dog ligeledes fastholde, at den fysiske kulturarv er skævt overleveret. Vi har relativt nemt ved at pege på fysiske levn med hensyn til bolig, fritid og politik m.m. Derimod kniber det langt mere med hensyn til at kunne udpege gode og velbevarede fabriksanlæg fordelt på hele perioden. Den del af industrisamfundets fysiske kulturarv har undergået så voldsomme forandringer, at det er i sidste øjeblik (og måske reelt allerede for sent) at få gjort noget ved sagen.

Vi vil i det følgende først kort nævne nogle eksempler på fysiske levn fra industrisamfundets kulturarv inden for bolig, fritid, politik, sundhed m.m. og dernæst behandle problemstillingen ved udpegning af fysiske levn fra fabriksanlæg.

Uden for den egentlige produktion

Industrisamfundet har en lang række karakteristika. Blandt disse er urbanisering, ny familiestruktur med fokus på den borgerlige kernefamilie med udearbejdende husfar, hjemmegående husmor og børn med selvstændigt børneliv, stor offentlig sektor og øget fritid. Denne kortfattede præsentation skal på ingen måde gøre krav på at være fyldestgørende - det er medtaget for at give et indblik i industrisamfundets utrolige omfang og betydning. Også i den fysiske kulturarv.

Industrisamfundet forandrede danskernes traditionelle by- og boligmønster. Arbejde og bolig blev i vid udstrækning adskilt. Store befolkningsgrupper flyttede til byerne, som blev større og flere. De gamle købstæders traditionelle grænser blev hurtigt overskredet og udbygget. Indflytningen til de større byer betød voldsomt pres på byernes grundareal - og byerne voksede i højden i form af etagebyggeri. På den anden side foregik der også en modreaktion til dette etagebyggeri i form af drømmen om "havehuset", villaen. Og industrisamfundets udvikling skabte muligheder for at virkeliggøre denne drøm for danskerne mod slutningen af epoken (1960'erne). I Århus Amt er der flere gode eksempler på industrisamfundets boliger og boligkvarterer i perioden fra ca.1850 til 1970'erne. Alene i Århus by vil det være muligt at følge udvikling gennem hele perioden. F.eks. Møllegadekvarteret, Frederiksbergkvarteret, Sjællandsgadekvarteret, villabebyggelsen Skovbakken, Strandparken, Vilhelm Bergsøesvej, Præstehaven, Langenæs, Rundhøjparken, Bispehaven og Gellerupparken osv.
I industrisamfundet vokser også nye strukturer op, f.eks. forstæderne. Amtsmuseumsrådets store projekt Kulturhistorisk kortlægning af Århus Amt understregede i høj grad forstædernes betydning i perioden. Forstæderne ligger der som en fysisk realitet. De er et forsømt forskningsområde, og der er ikke den store tradition for at se på forstæderne i bevaringssammenhænge. Det var et punkt at tage op i den videre proces.

Industrisamfundet er præget af arbejdsdeling og opsplitning. Også blandt befolkningen.
Normale og unormale mennesker blev adskilt i større udstrækning end tidligere og på en anden måde. Sindssyge og åndssvage blev skilt ud og placeret på dertil indrettede anstalter. Psykiatrisk hospital i Risskov ved Århus er således også et eksempel på industrisamfundets kulturarv.
Raske og syge blev i den nye tid af og til adskilte. Sygehuse blev oprettet. Sygehusene er også et eksempel på den nye tids anderledes forhold til sundhed. Derfor er fysiske vidnesbyrd som Amtssygehuset i Århus, kurbadet Silkeborg Bad og diverse sanatorier en del af kulturarven. Hvis fokus var hygiejne og renlighed, kunne man også pege på fysiske vidnesbyrd herpå ved Varmtvandsbadeanstalten i Silkeborg og Svømmehallen Spanien i Århus.
Børnene blev også en udskilt gruppe med eget børneliv. Deres daglige rammer var - i perioden ca. 1890'erne -1960'erne - ideelt set hjemmet med den hjemmegående husmor og skolen. Skoler og legepladser er således også en del af industrisamfundets kulturarv. Der er ganske mange bevaringsværdige skoler i amtet, som vidner om denne sags samfundsmæssige vigtighed.
De børn, som ikke havde ordnede rammer i familien, blev der også tænkt på. De kunne komme på børnehjem eller opdragelsesanstalter. Et bevaringsværdigt eksempel herpå er institutionen Himmelbjerggården i Ry Kommune.

Det offentlige har en central betydning i industrisamfundet. Det offentlige står for administration, lov og orden, undervisning, transport, energi osv. osv. Ganske mange af de offentlige bygninger er af en sådan kvalitet, at det vil være naturligt at udpege dem som bevaringsværdige. De er også et markant vidnesbyrd på det offentliges betydning for epoken. Eksemplerne er talrige og indlysende, så vi blot nævne nogle eksempler.
Kommunernes ofte pompøse rådhuse er markante eksempler på magtens huse i epoken.
Det danske industrisamfund er et demokratisk samfund med ønske om at sikre en bred adgang for alle til viden, kultur, forlystelse og idræt. Folkebibliotekerne er et eksempel på dette demokratiske ønske om "viden til folket". Silkeborg Biblioteks hovedbygning er et godt eksempel fra perioden omkring 1920, mens Folkebiblioteket i Århus og Viby er gode eksempler fra følgende årtier.
Industrisamfundet fordrer også specialiseret undervisning på alle niveauer. De tekniske skoler var vigtige i industrisamfundets faglige vidensformidling. Det ses også tydeligt i bygningernes fysiske fremtoning.
Det offentlige har hele tiden stået bag institutioner til tidens skiftende behov, f.eks. fødselsstiftelse, vuggestuer, børnehaver, alderdomshjem og plejehjem.
De offentlige bygninger er fysisk vidnesbyrd på, hvordan industrisamfundets politik slår igennem. I andre epoker var magtens bygninger anderledes, f.eks. adelens herregårde og kongens borge. I demokratiets epoke er det de offentlige bygningsværker som bliver en slags fysisk manifestation af tidens politiske forhold.

Industrisamfundet skabte øget velstand generelt i samfundet. Materielt og immaterielt. Blandt andet blev der skabt materielt grundlag for stærkt øget fritid. En overgang var man lige ved at kalde industrisamfundets "afløser" for "fritidssamfundet". Under alle omstændigheder har den øgede fritid givet sig fysisk udtryk i fænomener som kolonihaver, hoteller og restaurationer, teatre, idrætsanlæg, sommerhuskvarterer, marinaer, biografer osv. osv. Århus Stadion kan i den sammenhæng også betegnes som industrisamfundets kulturarv.

Vi har ønsket at medtage denne kortfattede eksempelrække for at understrege vor pointe om, at denne side af industrisamfundets fysiske kulturarv er allestedsnærværende i vore omgivelser. Vi er på ingen måde gået ind på en egentlig udpegning eller en behandling af de bevaringsproblematikker, som måtte være i forbindelse med eksemplerne. Vi har blot ønsket at konstatere, at det er muligt inden for dette område at udpege enkeltstående "ikoner" og miljøer fra industrisamfundets kulturarv i Århus Amt.
Formidlingsmæssigt kan det være et problem, at man i den folkelige opinion ikke opfatter disse temaer som hørende til "industrikulturen". Vi finder dette bekymrende, da det efter vor opfattelse er langt lettere at gøre varetagelsen af industrisamfundets kulturarv til en folkesag, hvis man også inddrager disse aspekter.
Problemerne er i denne sammenhæng ikke mangel på emner, enkeltelementer eller miljøer. Problemet med manglende elementer og miljøer bliver derimod synlig og nærværende, når man går over til at undersøge mulighederne inden for industrisamfundets fysiske kulturarv inden for den egentlige produktion.

Inden for den egentlige produktion

"Der findes meget få velbevarede industribygninger i kommunen fra industrialismens første århundrede" (Kommuneatlas Århus II s.19) og "Fra den tidlige industrialisering er der i dag ikke meget bevaret i Århus og slet ingen samlet industrianlæg" (fra Århus Bymuseums hjemmeside www.bymuseum.dk november 2003). Århus Amts kulturhistoriske redegørelse 2001 tegner et lige så nedslående billede af situationen med hensyn til bevaringsværdige industriminder i det åbne land i Århus Amt, idet der kun nævnes 4-6 udpegninger, som med en vis rimelighed kan karakteriseres som hørende til den egentlige industriproduktion.
I kommuneatlasserne i amtet suppleres listen over bevaringsværdige anlæg og miljøer en smule - uden at det på nogen måde er prangende.
Vi vil i det følgende opremse de væsentlige industrielle anlæg og miljøer, som på den ene eller anden måde er registreret i amtet og desuden udbygge det med egne og indkomne eksempler på mulige emner. Der er med andre ord tale om en slags grov bruttoliste, som kan indgå i den videre proces. Der er en lang række problemer ved en sådan liste, som vi vil behandle særskilt efter præsentationen af bruttolisten.

Cementfabrikken Dania ved Assens i Mariager Kommune med fabriksbygninger, arbejderboliger og direktørbolig. Virksomheden er lukket, og de tilbageblevne bygninger er anvendt til andre formål. Kommuneatlasset for Mariager Kommune giver følgende vurdering af det aktuelle miljø: "Men uanset den bemalede ensartethed fremstår det samlede kompleks som en helhed af enestående kulturhistorisk værdi som udtryk for en betydningsfuld industriudvikling ved fjorden".
(Er udpeget i regionplan 2001 se kulturhistorisk redegørelse s.25, 719-06-17. Se også Mariager Kommuneatlas s.21). Svejbæk Træskofabrik i Silkeborg Kommune med fabriksbygning. Træskofabrikken er et eksempel på en egnskarakteristisk industri, som udspringer af skovenes tilstedeværelse og traditionen med håndgjort træskomageri. Træskofabrikken virkede som træskofabrik i årene 1919/21-1946, hvorefter bygningerne blev brugt i forbindelse med produktion af gymnastikinventar frem til 1990'erne.
Virksomheden er i dag lukket og bygningen anvendt til kunstgalleri.
(Udpeget i regionplan 2001 jvf. kulturhistorisk redegørelse s.34, 743-06-11. Se også Silkeborg Kommuneatlas s.39 og s.57). Ry Mølle i Ry Kommune. Ry Mølle har fungeret i århundrede som kornmølle og ålegård. Med industrialiseringen omdannes møllen til en ny tids produktion. Møllen virket ved turbiner og har dannet ramme om træsliberi, træskofabrik, elektricitetsværk og konfektionsindustri. Møllens hovedbygning er fra 1840'erne og er omfattet af bygningsfredning.
(Er udpeget i regionplan 2001 jvf. kulturhistorisk redegørelse s.32, 737-07-15). Silkeborg Papirfabrik med fabriksbygninger og arbejderboliger i Silkeborg Kommune. Papirfabrikken blev etableret to år før selve byen Silkeborg på den østlige side af Gudenåen. Fabriksbygningerne vidner om industriel arkitektur i perioden ca. 1840'erne til 1960'erne. Hovedbygningen fra 1844 (og genopført efter brand 1865) er en fin repræsentant for datidens industriarkitektur. Seddelfabrikken fra 1910, bygningen til PM2 (papirmaskine 2) opført i 1925 og bygningen til PM3 opført i 1935 fremstår som tidstypisk industriarkitektur. Det samme gør værkstedsbygning, kantinebygning, efterlimeren (bygning til efterlimning af papir) fra 1950'erne og 1960'erne.
Arbejderboligerne - Smedebakken - består af fire længdehuse med oprindeligt 16-20 lejligheder. Bygningerne blev opført i 1840'erne.
Tre funktionærboliger til Papirfabrikken fra 1930'erne er en del af det samlede industrimiljø.
Virksomheden lukkede i 2000, og bygningerne anvendt til andre formål. Bygningerne er imidlertid renoveret, så deres oprindelige arkitektur - udvendigt - fremstår klart og overbevisende.
Arbejderboligerne på Smedebakken har dog mistet en del af det oprindelige indtryk, idet der er bygget nyt tæt op ad de gamle bygninger. De gamle arbejderbolig er i færd med at gennemgå en renovering, som er knap så nænsom, som produktionsbygningerne.
(Silkeborg Kommuneatlas fremhæver Silkeborg Papirfabrik. Se kommuneatlasset s.25).

Fiskars Danmark, tidligere Lysbro fabrikker, Vestre Ringvej, i Silkeborg Kommune er opført i 1912 og fremstår som et enkelt, velproportioneret industrianlæg. Sammen med den oprindelige direktørbolig danner det trefløjede anlæg en helstøbt helhed.
Bygningerne benyttes fortsat til produktion.
(Se Silkeborg Kommuneatlas s.35).

Grenaa Dampvæveri. Grenaas gamle totalt dominerende arbejdsplads, som en overgang var landets største tekstilvirksomhed. Dele af bygningskomplekset vidner fortsat om virksomhedens fysiske tilstedeværelse og betydning. Virksomheden lukkede i 2002, og bygningerne venter på deres skæbne.
(Se Grenaa Kommuneatlas s.20 og s.37)

Maskinfabrikken Hekla i Allingåbro, Rougsø Kommune. Mindre stilren maskinfabrik oprindelig opført som kartoffelmelsfabrik under 1. verdenskrig, men i 1930'erne indrettet til maskinfabrik med produktion af brændeovne. Maskinfabrikken er fortsat i drift.

Kalkudvinding på Djursland i Ebeltoft Kommune.
(En lokalitet er udpeget i regionplan 2001, jvf. kulturhistorisk redegørelse s.21, 701-11-28).

Thorfisk i Grenaa Kommune

Svineslagteriet i Allingåbro

Kartoffelmelsfabrikken i Auning

Briketfabrikken i Rougsø Kommune

Århus Havn med blandt andet pakhusene "de fem søstre"

FDBs fabrikker i Viby J.

Bryggeriet Ceres i Århus Kommune

Bryggeriet Thor i Randers Kommune

Maltfabrikken i Ebeltoft

Elvirasminde, chokoladefabrik, Klosterport, Århus

Elværket i Åbyhøj

Evt. nogle møller i amtet (f.eks. Segalt Mølle ved Løgten)

Behov for afklaring og præciseringer………………

I bruttolisten må vi skelne mellem produktionsanlæg, som er i drift, og produktionsanlæg, som er ophørt med den oprindelige drift og overgået til andre formål.
Vi må i den videre proces kræve, at der kommer helt klare retningslinier om, hvad en udpegning betyder for igangværende virksomheder. Er der tale om fredning? Giver det økonomiske tilskud at værne om det bevaringsværdige? Giver det indskrænkninger i forhold til udvidelse og/eller omlægninger?
Hovedparten af eksemplerne i bruttolisten drejer sig om anlæg, som er udgået af deres oprindelige drift. Hvor meget skal der til, for at man kan udpege et sådant anlæg som værende bevaringsværdigt som et stykke industriel kulturarv? Hvad er minimumskravene?

Der knytter sig en række faglige problemstillinger til sagen, som kræver afklaring og præcisering. Industrisamfundet er kendetegnet ved konstant udvikling - gammelt må vige for nyt. De gamle industrielle virksomheder i byerne er stort set væk, og grundarealet har været så værdifuldt, at der hurtigt er kommet nyt i stedet. Vi har således på ingen måde mulighed for et "repræsentativt" eller "dækkende" udvalg af industrisamfundets kulturarv med hensyn til produktionsanlæg. Der kan peges på en række enkeltstående eksempler af meget varieret betydning og kvalitet.
Når et industrianlæg lukker og inddrages til nye formål - hvor meget af den oprindelige historie afspejler bygningerne så i sig selv? Hvor meget må de ændres udvendigt og indvendigt for, at man må sige, at det ikke længere er et stykke industriel "kulturarv" - men snarere er et vidnesbyrd om nutidens kultursyn og kulturelle og/eller erhvervsmæssige ageren?

Historien hører ikke op i og med lukningen. Lige meget hvordan de gamle bygninger anvendes (eller forfalder), vil der i tidens løb komme nye "historier" til. Eksempelvis kan man på Silkeborg Papirfabrik fortsat se bygningerne, som i papirepoken var kendt som "Hovedbygningen", "Seddelfabrikken", "værkstedet", "limpresseren", PM3 (bygningen med papirmaskine nr.3) og PM2 (bygningen med papirmaskinerne nr.1 og 2). I løbet af tre år er nye virksomheder indrettet i de gamle bygninger - og dermed er nye historier kommet "udenpå" den oprindelige historie. "Værkstedet" er nu også kendt som "kulturspinderiet", PM3 også kendt som "hotellet" og "biografen" og "limpresseren" som "amtets lokalpsykiatri". Den gamle historie ("kulturarv") er således suppleret med en ny tids historie.

Det er naturligt og nødvendigt, at gamle bygningskomplekser genanvendes til nye formål. Også for trods alt at bevare dele af den oprindelige fysiske kulturarv. Men hvordan sikres en ordentlig og god "transmission" fra den oprindelige funktion til de nye funktioner, således at både værdifulde dele af kulturarven bibeholdes og bygningerne kan anvendes rationelt til nye formål?
Fonden Realdania har netop i 2003 lanceret en idekonkurrence om en lignende problematik omkring bevaringsværdige bondegårde. En tilsvarende afklaring og præcisering bør også bringes på bane med hensyn til bevaringsværdige industrielle produktionsanlæg.

Mursten kan ikke tale………………

"Kunne disse mure blot tale…." siges der af og til, når man går gennem gamle riddersale eller borgruiner eller andre fysiske levn fra vor kulturarv. Det siges altid i fuld erkendelse af, at det kan murene netop ikke. Bygningerne giver godt nok ofte i sig selv udtryk for fænomener som "storhed", "rigdom", "position" osv. Men historierne må have mæle på anden vis. Det gælder også industrisamfundets fysiske kulturarv.
Den fysiske kulturarv giver et godt udgangspunkt for at bevare, udforske og formidle historierne - blandt befolkningen, lokalhistorikerne og forskerne. Men bygningerne gør det ikke i sig selv. Vi må derfor understrege, at værnet om industrisamfundets kulturarv kræver en bred vifte af initiativer, hvoraf de fysiske bevaringsinitiativer kun er en blandt flere muligheder.
Kulturarvsstyrelsen har da også givet udtryk for det selvfølgelige i dette synspunkt, idet der netop inddrages fænomener som erindringer, arkivalier, forskning osv. osv. Vi vil blot gerne understrege og fastholde dette aspekt i den videre proces.

Nationalt, regionalt og lokalt

Kulturarvsstyrelsens initiativ er et initiativ på det nationale niveau. Det har vi fuld forståelse for. Vi opererer derimod på det regionale og lokale niveau. Vi har således ikke taget stilling til, om vores eksempler kan have national betydning. Vi ønsker at lade vores eksempler indgå i den videre proces for at få en afklaring herpå.

Vi ønsker imidlertid under alle omstændigheder at bibeholde fokus på industrisamfundets kulturarv - regionalt og lokalt i Århus Amt. I den sammenhæng betyder det ikke så meget, om der bliver udpeget 1, 2 eller 7 "industriminder" i Århus Amt som særlige "ikoner" af national betydning. Har noget national betydning, vil det naturligvis også automatisk have regional og lokal betydning. Men derudover ønsker vi at sætte fokus på betydningsfulde sider af den regionale og lokale industrielle kulturarv.

Vi kan have problemer med at overskue det regionale og lokale niveau i detaljer. Og vi har naturligvis endnu sværere ved at overskue situationen i andre dele af landet. Men vi vil alligevel her til sidst pege på et par emner, som kunne have relevans: Bruunshaab Gamle Papfabrik og Tangeværket. Det centrale ved begge disse eksempler er, at de endnu virker i deres oprindelige drift.
Vi har selv drøftet eventuel udpegning af bevaringsværdige teglværker fra Århus Amt. Vi kan dog pege på Cathrinesminde Teglværksmuseum ved Sønderborg som et oplagt emne. Hvis Kulturarvsstyrelsen af en eller anden grund fravælger dette teglværk som industriminde, ville vi i Århus Amt nok have slået hårdere på et af de eksempler, vi selv har inde i billedet i amtet.

Processen fortsætter…………….

Vi har med denne sammenfatning søgt konstruktivt at imødekomme Kulturarvsstyrelsen forespørgsel. Mangt og meget er fortsat uafklaret og fordrer nye overvejelser. Vor sammenfatning er ment som et led i denne proces.
Vi har ikke taget stilling til, om der på national plan skal udpeges 20 eller 25 eller 8 industriminder. Men vi er af den overbevisning, at vi hellere ser færre udpegninger, som kan følges op (f.eks. med økonomisk tilskud) end mange udpegninger, som ikke bliver fulgt op. Vores mange eksempler og bruttolisten er således ikke et udtryk for, at vi ønsker mange udpegninger. Eksemplerne og bruttolisten er ment som et arbejdsredskab i en afklaringsproces.

Vi spiller hermed bolden tilbage til Kulturarvsstyrelsen og afventer den nødvendige uddybning og præcisering af Kulturarvsstyrelsen i bestræbelserne på at komme videre med processen i de kommende år.

Reference:

Bevaringsværdige gårdejendomme - nye anvendelsesformer. Idekonkurrence (Realdania 2003)
Maiken Hansen: Kulturhistorisk kortlægning af Århus Amt ca.1830-2000 (2001-2003)
Kommuneatlas for Samsø Kommune (1990)
Kommuneatlas for Mariager Kommune (1994)
Kommuneatlas for Grenaa Kommune (1995)
Kommuneatlas for Århus Kommune I-II (1997)
Kommuneatlas for Skanderborg Kommune (1997)
Kommuneatlas for Ebeltoft Kommune (1999)
Kommuneatlas for Silkeborg Kommune (2000)
Kommuneatlas for Randers Kommune (2000)
Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet (1997)
Kulturmiljørådets årsberetninger 1999, 2000, 2001 og 2002
Rapport fra det tværministerielle udvalg om den statslige politik for den faste kulturarv (2002)
Lise Togeby m.fl.: Magt og demokrati i Danmark. Hovedresultater fra magtudredningen (2003).
Århus Amt: Kulturhistorisk redegørelse 2001
Århus Amt: Regionplan 2001
Århus Bymuseum: Sikring af kulturmiljøet i Århus - landets næstældste og næststørste by (www.bymuseet.dk)

Efterskrift 2006:

I publikationen "Fremtidens kulturmiljø i kommunerne" (Kulturmiljørådet 2006) har Keld Dalsgaard Larsen givet en skildring af, hvad der siden er passeret i sagen.