Industrisamfundets mennesker

Massen og hiin enkelte.
Foredrag den 28. september 2004


PROLOG

Folketinget og Kulturministeriet ønsker at sætte fokus på "Industrisamfundets kulturarv". Det er glædeligt, svært og meget omfattende. Kulturarvsstyrelsen er krumtappen i arbejdet med det nye satsningsområde, og styrelsen har sat en lang række initiativer i gang. Blandt andet en række seminarer, hvor især den danske museumsverden er godt repræsenteret. Seminaret den 28. september 2004 kan ses som endnu et arrangement med tilknytning til det nye satsningsområde.
Seminaret ønskede at få indkredset, hvad industrisamfundet egentlig er. Det er jo et rimeligt ønske, når man efterfølgende vil gøre sig overvejelser over, hvad den kulturelle arv er fra selv samme industrisamfund.
Et hovedproblem er imidlertid, at Kulturarvsstyrelsen anvender et alt for snævert begreb om industrisamfundet. Kulturarvsstyrelsen tænker først og fremmest industrisamfund som "industriproduktion". Kulturarvsstyrelsens ønske om udpegning af 25 industriminder er et godt eksempel på denne snævre forståelse af industrisamfundet.
Jeg har i den hidtidige debat kunnet konstatere, at der er generel enighed blandt de involverede forskere om, at tage afstand fra denne snævre tolkning af industrisamfundet. Alligevel er det overraskende, så nemt de fleste forskere alligevel har det med at agere inden for de snævre rammer. For mig at se er der en sørgelig tendens til, at nok brokker man sig lidt hist og her - men så tager man alligevel tråden op med udgangspunkt i fabrikken, teknologien, industriarbejderne og nærmeste omegn. Stillet over for dette paradoks valgte jeg til seminaret den 28. september 2004 at holde et foredrag om industrisamfundet uden at inddrage fabrikken og teknikken.
Det var ment som en venlig provokation og mild pædagogik. Men bag provokationen gemmer sig alligevel min hovedpointe: At vi simpelthen aldrig får fat i industrisamfundets kompleksitet, hvis vi ikke tør tage fat på emnet som en tidsepoke på alle niveauer. Mit foredrag er et ønske om at vise nødvendigheden af andre og flere tilgangsvinkler til industrisamfundets kompleksitet.
Foredraget er forsynet med henvisninger til kilder og litteratur, der ligger til grund for foredraget, og som kan være en inspirationskilde til videre fordybelse.

RELIGIØS VÆKKELSE

Anders Andreas Nielsen (f.1821) var født og opvokset lidt nord for Silkeborg, og han oplevede de store omvæltninger, som skete på egnen midt i 1800-tallet. Blandt andet etableringen af Silkeborg Papirfabrik i 1844 og Handelspladsen Silkeborg i 1846. Det er imidlertid ikke det, der er i fokus i Anders Nielsens erindringer. Tværtimod kunne man fristes til at hævde. Anders Nielsens erindringer omhandler først og fremmest det religiøse røre, som var på egnen i perioden, og som han selv var en del af.
"Ingen tyv eller andre dårlige personer var så foragtede som alvorlige, gudfrygtige folk. Præsterne prædikede om alle mulige timelige ting så som kreaturernes røgt og pleje, staldenes indretning, kornets redning og modning osv" (Livserindringer s.7).
Anders Nielsen og "de hellige" vendte sig imod den rationalistiske tendens. De ville ikke høre om rationel agerdyrkning fra prædikestolen - de ville høre evangeliets forkyndelse. De hellige mødtes i de små hjem, læste i biblen, sang og bad. Til stor moro fra den etablerede kirke. De hellige var langt fra velset i lokalsamfundet eller hos øvrigheden. Men Anders Nielsen var sikker i sin sag: Der fandtes to slags folk: troende og vantro, gudfrygtige og ugudelige (Livserindringer s.8).

Hvad i al verden har det her med industrisamfundet at gøre? Meget. Umiddelbart kunne man måske tro, at denne religiøse vækkelse var en reaktionær reaktion mod industrisamfundets fremvækst. Mod den nye tid med opbrud, kapitalisme, markedsøkonomi, demokrati, nationalisme, urbanisering og en lind strøm af teknologiske revolutioner. At småkårsfolk i Sinding sogn nord for Silkeborg - og mange andre steder - søgte tilflugt i religionen i opbrudstider. At disse småkårsfolk på denne måde søgte indad i religiøs inderlighed for at undgå at blive involveret i den omkringliggende virkelighed. Det var ikke situationen. De helliges religiøse vækkelse var en del af den igangværende samfundsudvikling. En måde at omgås de nye tider på.
Selve vækkelsesbevægelsen er et godt vidnesbyrd om den nye tid: Demokratiets tid. Vi har at gøre med en folkelig lægmandsbevægelse, som ønsker at tage sagerne i egne hænder. Folket vil ikke længere stille sig tilfreds med at få ordre "fra oven", fra præsterne eller øvrigheden. Folket ville selv. Også på det åndelige område. Demokratiet som ideologi lagde vægt på lighed. Og netop lighed var et kendetegn hos de religiøst vakte: Man var lige (over for Gud), og troen var det afgørende. Og så var det af mindre betydning, om man var godsejer, gårdmand, husmand, håndværker eller landarbejder.
Anders Nielsen berørte i sine erindringer kort sammenhængen mellem det timelige og det åndelige. Opsummeret i udsagnet: "Man gør sig næppe i vor tid nogen forestilling om, hvor ussel folk levede såvel i åndelig som i timelig henseende" (Livserindringer s.7). Heldigvis viste det sig, at den åndelige vækkelse også førte til fremgang i timelig henseende. Den religiøse vækkelse var med til at skabe brugbar arbejdsmoral til de nye tider. Og en tro på egne kræfter og det personlige ansvar for ens jordiske lykke.
Evald Tang Kristensen gengav i sine fortællinger om det jyske almueliv en meget sigende historie fra Engesvang vest for Silkeborg: Her levede en meget gudfrygtig familie, hvor mand og kone brugte dagen på at læse i den hellige skrift og bede. Legemligt arbejde blev der derimod ikke tid til. Undvære mad kunne familien dog ikke, og derfor hængte manden på husgavlen en pose, som de håbede, Vorherre ville fylde, mens familien læste og bad. Men det gjorde Vorherre ikke. Og det skønt posen hang på gavlen i længere tid! (1). Den gudfrygtige familie havde nemlig misforstået situationen: Det gjaldt nok om at være troende, men det handlede i høj grad også om at passe sin dont og sørge for familiens jordiske ve og vel. Det ene kunne ikke udelukke det andet.

Den religiøse vækkelse faldt tidsmæssigt sammen med industrisamfundets fremvækst, og den havde tydeligvis også en materiel side. Det er velkendt viden. P. G. Lindhardt har behandlet det i sit klassiske værk, "Vækkelse og kirkelige retninger". Heri står blandt andet om vækkelserne i 1800-tallet:
"Det er afgørende for forståelsen af det 19. århundredes vækkelser bestandig at erindre, at de forløb i demokratiets, liberalismens, frikonkurrencens og privatkapitalismens klassiske tidsalder" (P. G. Lindhardt 1978 s.20).
"Vækkelsen er det sociale gennembruds od og til dels dets drivkraft. Bondefrigørelsen, selvkøbsbevægelsen og udskiftningen gav bonden en sådan følelse af frihed og selvstændighed overfor al slags øvrighed, at han kunne begynde at rejse sig imod den, og da religiøse spørgsmål er de personligste af alle, er det ikke mærkeligt, at rejsningen er mest karakteristisk på det religiøse felt" (P. G. Lindhardt 1978 s.50)
"Den gudelige forsamling er forstadiet til parlamentarisk virksomhed for det brede folk; reelt og formelt forberedte den demokratiet. Vækkelsens religiøst betonede lighedsprincip, den grundtvigske kamp for åndsfrihed og liberalismens mere teoretisk begrundede "menneskerettigheder" pegede i virkeligheden mod et fælles mål, ikke "i og for sig", men i den givne historiske situation" (P. G. Lindhardt 1978 s.51) Statskirken smuldrede og folkekirken blev en realitet (P. G. Lindhardt 1978 s.51).
De hellige vandt på mange måder. Ikke som nogen samlet bevægelse, men som grundlæggende tendens opsplittet i flere hovedgrupperinger, f.eks. grundtvigianere og Indre Mission. Det skete ikke uden kampe og fraktionsstridigheder. Tværtimod. Anders Nielsen giver et levende indblik i disse interne stridigheder blandt de hellige. Der var ingen grænser for, hvad man skulle afholde sig fra som hellig: Man måtte ikke drikke brændevin, ikke holde hund, ikke rede sit hår til siden, ikke have langt hår, ikke bære pynt (kvinderne), ikke danse osv. (Livserindringer s.24). Noget af det vil vi nikke genkendende til - andet vil vi trække på smilebåndet af. Men ud over at handle om at være "en af os", så handler det også om at udfinde nye adfærdsnormer. Den nye tid krævede nye adfærdsnormer. Ja, nye mennesker.

INDUSTRISAMFUNDET

Med industrisamfundet forstår jeg det samfund, som voksede op i Europa fra begyndelsen af 1800-tallet. Et samfund karakteriseret ved kapitalisme (markedsøkonomi), demokrati, massiv anvendelse af ny teknologi, urbanisering, arbejdsdeling osv. Nogle taler om "det moderne samfund", andre om "kapitalisme" og andre igen altså om "industrisamfundet". Men det afgørende er, at dette samfund fundamentalt forandrede menneskenes livsvilkår på alle områder i stort og småt. På landet og i byerne.
De nye tider slog også igennem på landet med nyt, mere rationelt landbrug, øget specialisering og et virke på et større marked (2). Og som sådan er landbrugssektoren en del af "industrisamfundet". En del af den nye tid (3).
Også på befolkningsområdet skete der store forandringer. Vi blev flere. Men ikke nok med at vi blev flere, det var også en anden slags mennesker, der skulle være den nye tids aktører. Man taler her sigende om overgang fra "almue" til "folk". Fra at være en del af en traditionsbunden og initiativforladt almue til at blive en del af et dynamisk og initiativrigt folk. Denne overgang skete imidlertid ikke over natten.

FRA ALMUE TIL FOLK.

Silkeborgs første distriktslæge C. Fibiger var en af tidens engagerede og oplyste læger, som følte et stort ansvar for lokalsamfundet og dets mennesker. C. Fibiger rejste rundt i sit distrikt og gjorde sig sine iagttagelser. Heldigvis har han udgivet disse iagttagelser. Det viser sig, at befolkningen - især på landet - bor under absolut kummerlige forhold. Boligerne er små, lavloftede, uden egentlig udluftning og med brug af de få værelser til mange gøremål for mennesker og dyr (C. Fibiger 1863 s.84 og s.121). Og jo fattigere des værre.
"På hederne findes boliger, selv til talrige familier, hvor man forundret spørger sig selv, om sådanne hytter er til dyr eller til mennesker" (C. Fibiger 1863 s.85). Denne skelnen mellem dyr og menneske er ekstrem vigtig i forståelsen af, hvad tiden har gang i. De nye tider kræver nye mennesker, som er kendetegnet ved dannelse, selvbeherskelse og langsigtet planlægning. Modsætning hertil er dyrene, som er driftstyrede "her-og-nu"-skabninger. Civilisationen træder op mod det dyriske, det umiddelbare.
Det afspejles også i C. Fibigers gennemgang af forholdene. Befolkningen bor ofte hulter til bulter. Nærmest som dyr. Føden er hundeæde og ikke ordentlig menneskeføde. Modtrækket hertil er f.eks. flere rum i boligerne, så værelserne kan blive "specialiserede" (se C. Fibiger 1863 s.121f). Tidligere tiders nærmest dyriske adfærd hos menneskene skulle altså udryddes. Boligerne skulle ideelt set have et rum til de forskellige menneskelige aktiviteter: køkken til madlavning, spiserum til spisning, dagligstue til opholdsrum, soveværelse til at sove i, lokum til at forrette sin nødtoft osv. Bedre boliger og hygiejne var elementer til en ny tid og dens mennesker (4).
Denne civilisering af mennesket var en total proces. Alle gode kræfter blev sat ind: kirken, pressen, skolen, videnskaben, lægerne, fabriksejere osv. Den civilisatoriske opgave gjaldt principielt hele folket, men det var dog en tidens selvfølge, at det drejede sig om en "nedsivnings"-proces, hvor de dannede kredses gode manerer skulle implementeres til de brede sociale lag i folket (5).
I første omgang vil jeg sætte fokus på to aktører i dette dannelsesprojekt, nemlig afholdsbevægelsen og idrætsbevægelsen.

ALKOHOL DJÆVLEN

De nye tider indebar en overgang fra naturalieøkonomi til pengeøkonomi. Det betød, at hver enkelt skulle holde styr på pengene og planlægge sit forbrug på en helt ny måde. Tidligere var man gerne sikret nogle naturalier, som normalt kunne give det daglige brød. Alt kunne ikke blot drikkes op. Nu skete aflønningen i stadig stigende grad i form af pengeløn. Og hvis denne pengeløn gik til druk, kunne det få katastrofale følger for drukmåsen (manden) og ikke mindre for de mennesker, som var afhængig af lønnen, f.eks. hustru og børn. Derfor krævede den nye aflønningsform evnen til at økonomisere.
De religiøse, fabriksejere og lægevidenskab kunne være enige om, at drukkenskab var altødelæggende, hvis menneskene skulle være velfungerende i de nye tider. Almuens traditionelle hang til druk skulle bekæmpes. Jeppe på Bjerget var et sørgeligt billede på almuens væsen.
Druk var et synligt problem med en nem og synlig problematik. Druk blev hurtigt i tidens offentlighed årsag til alverdens ulykker lige fra storrigers undergang til det enkelte individs sølle liv med fattigdom, skilsmisse og eventuelt selvmord.
Og det kunne se ud, som om opmærksomheden omkring drukkenskab blev øget i løbet af 1860'erne og de følgende årtier. Altså i takt med industrisamfundets udbygning. Distriktslæge C. Fibiger havde i 1863 set ret positivt på silkeborgensernes (arbejdernes) forbrug af alkohol. Men tonen var skærpet i 1870, da lægen igen behandlede emnet. Nu var alkohol et problem, der burde sættes markant ind over for (Poul E. Porskær Poulsen s.167).
Afholdsbevægelsen blev en massebevægelse i Danmark fra omkring 1880. Altså før arbejderbevægelsen blev den markante massebevægelse. I dag har afholdsbevægelsen komikkens præg, men det er ganske uberettiget og i historisk sammenhæng helt forkert. Afholdsbevægelsen var i perioden ca. 1880-1920 en spydspids som disciplineringsagent for brede dele af den danske befolkning - i byerne og på landet. Historikere har ikke brugt megen tid på den kendsgerning. En hæderlig undtagelse er dog historikerne Poul E. Porskær Poulsen, Inge Bundsgaard og Sidsel Eriksen, som midt i 1980'erne bragte emnet op i Fortid og Nutid (6). Min lille gennemgang bygger især på denne forskning.
Totalafholdsforeningen for Silkeborg og Omegn blev stiftet i 1880. Det var et pionerarbejde, men allerede i februar 1881 kunne man fortælle følgende:
"I vor forening er vi alle, som var vi hjemme. Der er sådan en fortrolig hjertelig tone over det hele. Man hører aldrig et vrangt ord, men ser lutter fornøjede ansigter. Foreningen vinder både i omfang og i anseelse. Vi er nu 62 medlemmer, og det betragtes som en æressag at være med i stedet for, at man tidligere kaldte os sværmere og fantaster" (Fra Poul E. Porskær Poulsen s.168). Vi har tydeligvis at gøre med en lille "menighed", hvor man støtter hinanden, og som er - eller har været - i fare for at blive stemplet som sværmere. Eller skulle vi sige "hellige"? Det fremgår også tydeligt af historierne, at afholdssagen opleves som en "vækkelse", hvor netop springet fra misbrug til afholdenhed er lidt af en Guds åbenbaring.
Afholdssagen lægger stor vægt på, at afholdenhed fremmer det gode familieliv, hvor manden deltager, mens mandens druk (uden for hjemmet) resulterer i miserable og nedværdigende forhold for kone og børn (Se illustrationen hos Poul E. Porskær Poulsen s.177).
Fraktionskampe herskede naturligvis på kryds og tværs internt i afholdsbevægelsen. Nogle kunne ligefrem nøjes med "mådeholdenhed". Det blev af de mere "troende" klart afvist. F.eks. således: Indtagelse af alkohol i små mængder: "formindsker: 1) håndens sikkerhed, 2) synets skarphed, 3) bedømmelsens nøjagtighed, 4) tankens hurtighed, 5) muskelbevægelsens hurtighed, 6) evnen til selvkontrol". (Fra Poul E. Porskær Poulsen s.175).
Poul E. Porskær Poulsens kommentar hertil er:
"Dette citat viser meget tydeligt bevægelsens tilknytning til industrialiseringens og lønarbejdets tidsalder" (Poul E. Porskær Poulsen s.175).
Poul E. Porskær Poulsen sætter afholdssagen ind i den generelle "disciplinering" til industrisamfundet. Det udtrykkes således:
"Som bekendt blev disciplineringen til lønarbejdet sat igennem: den før-kapitalistiske kultur blev elimineret som praksis, og arbejderne lærte at industriproduktionen krævede stabilitet, regelmæssighed og ædruelighed. Denne disciplinering internaliseredes i lønarbejdernes bevidsthed via overgreb ovenfra, men arbejderne spillede så sandelig også selv med gennem selvopdragelse og ønsket om respektabilitet" (Poul E. Porskær Poulsen s.181).
Inge Bundsgaard og Sidsel Eriksen supplerer på mange måder Poul E. Porskær Poulsens undersøgelse, men de tager udgangspunkt i byens afholdsloger (igen i Silkeborg) og lægger vægten på arbejdernes "selvopdragelse". Og afholdssagens mange berøringsflader til arbejderbevægelsen understreges.
Inge Bundsgaard og Sidsel Eriksen har i deres artikel en fin illustration i form af en afholdssang fra 1893. Sangen går på Marseillaisen! Et vers lyder således:

Op til kamp hver mand og hver kvinde
Lad os slutte os tæt i geled
Lad os nu sønderknuse vor fjende
Vi vil ikke med ham slutte fred
Alkohol vil vi rydde af jorden
Skabe lykke i hus og i hjem
Og velstand lade spire frem
Ej skal drukkenskab herske i Norden
Good Templars, giv nu agt
Vær du kun uforsagt
Vor fjende må
Tilgrunde gå
Han ej pardon skal få.

Illustrationstekst lyder:
"Teksten og ikke mindst melodien viser med al tydelighed afholdsbevægelsens identifikation med arbejderbevægelsens ideer". (Bundsgaard og Eriksen s.68).
Symptomatisk for forskere fremhæver Bundsgaard og Eriksen uenighederne til Poul E. Porskær Poulsen. Det virker forunderligt, da de efter min vurdering er totalt enige i grundsubstansen og stort set også i detaljen. Blandt andet er de enige om forbindelse mellem afholdssagen og arbejderbevægelsen.
Afholdsbevægelsen vandt fremme i tidsånden. Organisationerne var en massebevægelse, men den blev understøttet af en række initiativer lige fra afholdshoteller til forbud mod at sælge spiritus i den lokale brugsforening. Det var naturligvis utænkeligt med udskænkning af spiritus i missionshusene. Men også i forsamlingshusene var spiritus meget ofte forbudt - eller blev i det mindste søgt begrænset. Forsamlingshusene var en måde at få inddæmmet - og måske helt forbudt - alkohol til fester (især ungdommens fester) (7).
Flere af de ældre har i deres samtaler med mig givet udtryk for, at det netop var i afholdsforeningerne eller i logerne, de unge mødtes frem til ca. 1920. Senere ændrede det sig, og mødestedet for de unge kunne være VU eller DSU eller idrætsforeningen.
Jeg benytter hermed lejligheden til at gå videre med emnet idrætslivet i industrisamfundet.

EN SUND SJÆL I ET SUNDT LEGEME

"…gennem sporten bliver de centrale tanker og ideer i industrikulturen legemliggjort. Den enkeltes forhold til tid og rum, fortid og fremtid bliver hamret ind i kødet på både udøvere og tilskuere. De olympiske leges motto: hurtigere - højere - stærkere er et sammenfattende udtryk for industrikulturens og sportens fælles grundlag: ekspansion" (Ove Korsgaard 1982 s.13). Såvidt sporten i byerne ifølge Ove Korsgaard. På landet ser det ganske anderledes ud: "Strukturelt var der overensstemmelse mellem andelsbevægelsen og den holdgymnastik, som blev dominerende på landet. På begge områder søgte man at holde konkurrencen i ave. Den måtte ikke undergrave det kollektive grundlag …. Hver mand en stemme uanset antal køer var et princip inden for andelsmejerierne; og det samme inden for holdgymnastikken: hver mand en plads uanset evner og anlæg" (Ove Korsgaard 1982 s.92).

Sporten og gymnastikken bliver her sat i direkte forbindelse med den generelle samfundsudvikling. Og det er en uhyre vigtig pointe at fastholde. Derimod er jeg dybt uenig med Ove Korsgaard i hans markante opdeling mellem by og land, mellem sport og gymnastik (idræt). Der er tale om en samlet bevægelse, og fællesparolen er naturligvis "En sund sjæl i et sundt legeme".
Den tidlige idrætsbevægelse havde to hovedmålgrupper: skolebørn og konfirmerede, ugifte piger og karle.
Skolen er vigtig socialiseringsfaktor for samfundet. Men på idrætsområdet var Silkeborgs skolevæsen noget gumpetung i vendingen. Skolen og de enkelte lærere prioriterede simpelthen ikke idrætstimerne, som blev sjoflet på det skammeligste. Statens gymnastikinspektører kunne omkring 1880 konstatere, at det stod ualmindeligt ringe til i Silkeborg. Men godt 15 år senere var det byens skoleverden, der stod i spidsen for en ny forening, Silkeborg Legepladsforening. Nu ønskede skolerne at styrke idrætslivet i og uden for skolerne for den opvoksende generation.
Initiativet er et udmærket eksempel på det massive socialiseringspres både fra oven og fra neden. Fra oven i form af et ministerielt cirkulære af 31. august 1896 om "ordnede lege som supplement til gymnastikundervisningen ved skolerne" og nedefra ved det lokale foreningsinitiativ.
I cirkulæret lægges der vægt på, at ungdommen ved de ordnede lege lærer hurtighed, smidighed og kraft i bevægelsen. De lærer at samarbejde, være ansvarlige, underkaste sig fællesskabet osv. Og endelig vil det afholde børnene fra lediggang med dens hyppige konsekvenser i form af ulydighed og dårlige påfund. (Dalsgaard Larsen 1998 s.20).
Formanden for den lokale legepladsforening var cand. theol. Ludvig Beck - som senere blev en af giganterne inden for børneforsorgen - og han skrev en lille programerklæring i Silkeborg Avis den 1. april 1897. Heri stod blandt andet:
"målet er jo: en sund sjæl i et sundt legeme; det siges snart så tit, at det er en trivialitet, som overhøres. Og når derfor sandheden bliver ført frem fra en side, som kræver opmærksomhed, så er der al grund til at smede, mens jernet er varmt, for at den yngste slægt kan blive lidt hurtigere i vendingen end den, der nu er den afgørende…. Formålet er altså: At skaffe børnene en adspredelse i deres fritid og en vis del af deres skoletid, som kan 1) fange deres interesse, 2) udvikle deres legemlige sundhed, 3) udvikle deres snarrådighed, men hæmme deres egenrådighed…. Kort sagt: give børnene sans for en sjælelig og legemelig såre betydningsfuld beskæftigelse, som får dem til at glemme meget, som er af det onde" (Dalsgaard Larsen 1998 s.18)
Legepladsforeningens tilbud var især langbold og kricket. Og børnene var ellevilde. Et gode ved idrætten var, at den var så "demokratisk". Det vil i denne sammenhæng sige, at alle samfundsgrupper kunne deltage på lige fod. Ja, den kunne endog befordre kammeratskab på tværs af køn.
Legepladsforeningen var målrettet skoleungdommen. Idrætsforeninger i Silkeborg for den voksne del af befolkningen voksede frem efter år 1900. Den første store idrætsforening var Sportsklubben Fremad. Under en stiftelsesfest i april 1904 blev der holdt en række taler. Der blev lagt vægt på sportens opdragende betydning for ungdommen. Redaktør Lyngby fulgte tråden op i sin tale:
"De unge idrætsmænd får efterhånden, som de udvikler deres legeme, respekt for dette. De opdager, at det har en langt større værdi, end de mange gange aner. De bliver hverken bøller eller hængehoveder, men lærer at se lyst og frit på livet. At eje et sundt legeme er en kapital, som ikke kan værdsættes højt nok. Man lærer som idrætsmand at vogte sig for mange af de pletter, som andre ofte får på sig. Her i denne forening undgår medlemmerne således en slem plet, nemlig spiritus-pletten" (Dalsgaard Larsen 1998 s.26).
Børneforsorgen fandt hurtigt ud af idrættens disciplinerende virkning på ungdommen. Det er bemærkelsesværdigt, at opdragelsesanstalterne Bøgildgaard og Himmelbjerggården var blandt de første til at inddrage idrætsaktiviteter. Og en tilrejsende inspektør kunne i 1901 konstatere, at det var et særdeles virksomt middel for ungdommens velbefindende og disciplin. (Dalsgaard Larsen 1998 s.112-113).
Idrætslivet var endnu en behagelig måde at indlære industrisamfundets krav og normer.

GØR DIN PLIGT OG KRÆV DIN RET

Indtil nu har jeg omtalt en række enkeltinstanser, som var med i det gigantiske civilisatoriske omstillingsprojekt i forbindelse med industrisamfundets etablering og stabilisering. Jeg har ønsket at fremhæve indflydelsen "fra neden", de folkelige og personlige handlinger, som var med til at skabe "det nye menneske". Det nye menneske skulle dels gøre fyldest i det nye samfund og dels få personlig nytte af det nye samfunds ufattelige materielle fremgang. Individ og samfund hang sammen. For den enkelte var det sund fornuft at blive "civiliseret". Og for samfundet var det nødvendigt med en "civiliseret" befolkning.
Jeg vil nu omtale den største og mest omfattende civilisatoriske agent fra civilsamfundet: Nemlig arbejderbevægelsen. Lønarbejderklassen var skabt i og med kapitalismen og lønarbejdets dominans. Og netop lønarbejderklassens succesrige inddragelse i det civilisatoriske omstillingsprojekt var afgørende for hele projektets succes.
Den organiserede arbejderbevægelse var en afgørende instans for implementeringen af det nye samfunds civilisatoriske idealer i den brede befolkning. Og det viser sig, at arbejderbevægelsen ganske ofte indeholder de tidligere omtalte "vækkelser" i sig. Men arbejderbevægelsen udbygger dem og fører dem i dybden. Det bliver derfor arbejderbevægelsen, som i dybden gør Danmark til et borgerligt Danmark.
Igen er det kendt viden. At store dele af arbejderbevægelsen og måske især den akademiske verden ikke vil være ved det, er en anden sag. Jeg vil give to eksempler, som tager tråden op fra det forrige:
P.G. Lindhardt har i sin tidligere omtalte bog blandt andet følgende kommentar til arbejderbevægelsen:
"Også socialismen var "menighedsdannende", og dens "levende menighed" havde grænser fælles med arbejderklassen; trods et fra de andre forskelligt indhold må den derfor regnes med til århundredets religiøse vækkelser; den byggede på samme slags ideologi som de kirkelige, havde et tilsvarende socialt substrat, endda bestemt af endnu skarpere "skel", og skønt den i den givne situation kunne bruge brandesianismen mod det borgerlige samfund, ….. var dansk socialisme dog fra roden selv borgerligt bestemt;" (P.G. Lindhardt 1978 s.155).
Den tidlige arbejderbevægelses karakter af vækkelse og religiøsitet blev også iagttaget af Martin Andersen Nexø, som i sine erindringer blandt andet skriver:
"Industrialismen skabte tilværelsen om til et helvede for barnet. Og den blev ikke lettere ved, at man så for sine øjne, at det kunne være anderledes. Der var ved at dukke en ny slags mennesker op i min barndom, en sekt næsten, folk som var anderledes end andre, som tog til møder, hvor der blev sunget og talt, og som tog i skoven med kone og børn om søndagen i stedet for at sidde på værtshus. Deri lignede de de andre hellige…" (8)
Arbejderbevægelsen trådte frem i slutningen af 1800-tallet som den nye tids folk. Og hvis man ser nøjere efter, så optræder arbejderbevægelsens pionerer normalt som eksponenter for tidens idealer: Værdighed, disciplin, målrettethed, afholdenhed, værn om familien osv. Mange af pionererne var selv aktive afholdsfolk.
Ved de tidlige arbejdskampe i Silkeborg indførte fagforeningerne gerne den regel, at de strejkende ikke måtte ses berusede. Gjorde de det alligevel, mistede de strejkeunderstøttelsen. Det var en æressag, at arbejderne optrådte værdigt - og hermed naturligvis også ædru. Den organiserede arbejder blev modstillet skruebrækkerne, som netop var karakteriseret ved at være skruppelløse, fordrukne, sjuskede i arbejdet, uden disciplin og uden ansvarsfølelse over for hustru og børn. I arbejderpropagandaen var det derfor indlysende, at arbejdsgiverne ville foretrække organiseret arbejdskraft, simpelthen fordi den tilbød alt, hvad produktionen krævede.
Slagteriarbejdernes Forbund holdt i 1900 kongres i Silkeborg. En lokal repræsentant for arbejderbevægelsen holdt en tale ved kongressens afslutning. Talen er refereret således: "Faktor Jørgensen drog en sammenligning mellem det standpunkt, arbejderne stod på i moralsk henseende for blot 10 år siden og nu, og anvendte kongressen her som målestok, idet han slog fast, at man vist næppe kunne tænke sig en sådan to dages sammenkomst afholdt, hvor der ikke, hverken under eller efter møderne, kunne påvises en eneste, der var spor af beruset eller i fjerneste måde påvirket af spiritus - at vor moralitet står på et så højt standpunkt er glædeligt og varsler om sejr for det, vi kæmper for. … Et leve for, at arbejderne stadig må gå frem og være foregangsmænd for de øvrige samfundsklasser i moralitet" (Fra Dalsgaard Larsen 1984 s.84f).

Et knudepunkt for arbejderbevægelsen blev den borgerlige kernefamilie med idealet om den udearbejdende far, den hjemmegående mor og børnene, der netop skulle være børn. Arbejderbevægelsen var aktivt med til at få gifte kvinder og børn væk fra arbejdsmarkedet, så det blev forbeholdt familieforsørgeren, mændene. Og det var vel at mærke i tiden en progressiv sag.
Arbejderbevægelsen kunne - sammen med andre progressive - slå på, at børnene ikke skulle slide og slæbe på fabrikkerne, men at børnene tværtimod skulle bruge den nyvundne barndom til skolegang og leg.
Det tidlige industrisamfund havde store problemer med børnene. Løsningen blev den hjemmegående husmor, som kunne stå som hjemmets værner og børnenes blide opdrager. Husmoderen skulle også tage sig af familiens og hjemmets hygiejne (9).
Arbejderbevægelsens gamle parole: 8 timers arbejde - 8 timers frihed - 8 timers hvile var en gigantisk vinder i tiden. Ikke fordi den gav arbejderen mindre arbejde og mere fritid. Hvis det havde været omdrejningspunktet, så havde det haft langt ringere gennemslagskraft. Nej, det her var et civilisatorisk krav, som åbnede mulighed for øget uddannelse (oplysning) og ikke mindst øget samvær i familien. 8-timers dagens indførelse er noget af det mest afgørende i Danmarkshistorien - for en tilbundsgående "demokratisering" af den borgerlige familie. Husfaderen blev en del af familien. Mærkværdigt nok har forskningen normalt overset dette civilisatoriske aspekt.
I kriseårene først i 1920'erne var der mange røster fremme blandt arbejderne om at afskaffe den nyvundne 8-timers arbejdsdag. Under lock-outen i 1922 var ønsket ganske latent. I Silkeborg tog byens socialdemokratiske borgmester Esben-Petersen i sin 1. maj tale i 1922 tyren ved hornene og gav arbejderne klar besked:
"Det er trist at vide, at der er arbejdere, der deler arbejdsgivernes syn på den kortere arbejdstid. Der var arbejdere, der under den store kamp mente, at vi hellere måtte give slip på 8-timers arbejdsdagen for at undgå kampen …. (men lederne stod fast og 8-timersdagen overlevede).. Vi skylder de ledende mænd inden for vor faglige bevægelse tak for det arbejde, de udførte under denne kamp. Samfundet dannes af de enkelte hjem. 8-timers arbejdsdagen bidrager til at skabe bedre hjem, lykkelige forhold i hjemmene og bedre tid til børnenes opdragelse. Vort samfund er i sin helhed godt tjent med 8-timers dagen. Man vil give det udseende af, at arbejderne vil have 8-timers dagen, fordi de har ulyst til at arbejde. Denne påstand er urigtig. Arbejderne er det salt, der fornyer og holder samfundet frisk, fordi arbejdet er betingelse for al fremskridt og lykke. Men arbejderne vil ikke være trælle, det har de været, og var (da) regnet for mindre end et dyr……" Og så slutter borgmesteren af med følgende opfordring til forsamlingen: "øv godhed over for andre. Dette skaber lykkefølelse. Vær hjælpsom over for andre, der trænger til hjælp. Vær god mod din ægtefælle og dine børn, så skaber man lykken for hinanden. At eje hjemmets lykke er bedre end al verdens rigdom. Og glæd dig ved naturen. Det giver fred og ligevægt i sindet. Glæd dig ved god musik og sang, læs gode bøger. Læs og lær og arbejd. Det giver lykke, tilfredshed og glæde" (Dalsgaard Larsen 1994 s.45).

BARNETS OG SOCIALDEMOKRATIETS ÅRHUNDREDE

Allerførst i 1900-tallet udkom to bøger med profetiske titler. Den første hed "Barnets århundrede", og den anden hed "Socialdemokratiets århundrede". Begge fik ret. 1900-tallet blev på mange måder Socialdemokratiets århundrede og barnets århundrede. Og der er ingen modsætning heri - tværtimod hænger det indbyrdes sammen.
Bogen "Barnets århundrede" er skrevet af svenskeren frøken Ellen Key, og jeg har i den pædagogiske litteratur set mange henvisninger til hende. Derimod sjældent i historiske afhandlinger. Det er en skam. Læsning af Ellen Key er en oplevelse.
Det er ret svært at få Ellen Key på en formel. Hun er socialist, anti-kapitalist, anti-militarist, tvivlende over for industrialiseringen og energisk individualist. Ellen Key er ganske vist mod religion, men hendes værk bærer præg af, at hun har en mission. Og centralt i denne mission er kampen for kvindernes opvækkelse til husmodergerningen.
Det er forbløffende læsning for en moderne læser! Lad mig give et par eksempler:
"Kvinderne har her kun en pligt - en uomgængelig, urokkelig, mod hvilken hver overtrædelse er en synd - den pligt, at det nye væsen, hun skænker livet, skal være undfanget i ømhed og renhed, i sundhed og skønhed, under fuld gensidig harmoni, fuld gensidig vilje og lykke. Aldrig under en rus, i sløv vane, i lede, med delte eller oprørske følelser. Så længe kvinderne ikke fatter denne pligt, så længe vil jorden blive befolket af væsener, der i selve tilblivelsens øjeblik er blevne bestjålne for livsglæden og levedygtigheden" (Ellen Key 1902 s.39f). "Først når børnene vindes tilbage til hjemmet fra skolen, fra gaden og fra fabrikken, og når mødrene fra udearbejde og fra verdenslivet gives tilbage til børnene, vil der være mulighed for en naturlig opdragelse, … gennem hjem-livet til livet" (Ellen Key 1902 s.130).
Ellen Key fik stor gennemslagskraft. I dag kan man måske undre sig. Men det skyldes, at hendes hovedbudskab i samtiden blev anset for en værdig og brugbar strategi til at leve i det nye industrisamfund.

MASSEN OG HIIN ENKELTE

Industrisamfundet har mange indbyggede paradokser. På den ene side er det et massesamfund med "massen", masseproduktion og masseforbrug. På den anden side bygger industrisamfundet på hiin enkelte og dennes ansvarlighed. Industrisamfundet giver helt enestående muligheder for og stiller helt uhørte store krav til den enkelte.
Det vil imidlertid være alt for nemt, hvis vi sådan tror, at udviklingen går fra det kollektive til det individuelle. Og jeg vil prøve at illustrere dette ved endnu et citat fra Ellen Key:
"Det er en af fremtidsopgaverne at uddanne en generation af mødre, der blandt andet kunne befri børnene fra børnehave-systemet. Man tror at skabe mennesker, men faktisk indeksercerer man numre, idet man allerede fra to-tre-års alderen behandler børnene flokkevis og lader dem færdes i flok, arbejde efter planer og lave de samme ensartede og dumme og unyttige håndarbejder. … Man vænner børnene til denne fællesmorskab, der kendetegner den åndelige pøbel; medens man burde lære dem at more sig selv i ensomhed. … Børnehavesystemet derimod er et af de sikreste midler til at skabe dilettanter og "hjordmennesker!"" (Ellen Key 1902 s.119).
Citatet er uhyre interessant, fordi det indeholder så mange spændinger og river vor egen tid i næsen med nærmest unævnelige beskyldninger.
Industrisamfundet er på den ene side et hidtil uset massesamfund, og på den anden side giver det hidtil ukendte muligheder for den enkelte. Vi har så i dag den tro - og vi vil vel kalde det for videnskabeligt bevist - at udviklingen er gået fra et industrisamfund baseret på "massen" frem til et mere post-industrielt samfund med vægten på "individet".
Ellen Key træder imidlertid her frem som socialist og radikal individualist. Med den interessante påstand, at børnehavevæsenet - og skolevæsenet for den sags skyld også - er med til at producere massemennesker.
Det lyder jo voldsomt urimeligt her i en tid, hvor vi alle skal være originaler, enere, gøre en forskel osv. Men er der tendenser i vor egen tid, der kunne underbygge påstanden om, at vi er massemennesker? Jeg kan i hvert fald ikke undgå at fundere over det, når jeg går på vore kirkegårde. For mig er det tankevækkende, at tidens trend er, at de døde i stor stil brændes, og de, som får en gravsten, får en gravsten, som er så anonym og så intetsigende, at det ligner en stor undskyldning for, at man overhovedet har været her. Til gengæld bliver stenene også sløjfet meget hurtigt. Man vil ikke være til besvær.
På denne måde begyndte jeg med det religiøse og sluttede i indviet jord.

HVAD SÅ?

Mit foredrag i sin konkrete udformning er en følge af min utilfredshed med Kulturarvsstyrelsens indsnævrede "industrisamfunds"-bestemmelse, hvor fokus er produktionen. Jeg har ønsket at påpege, at for at begribe industrisamfundets kulturarv er det ikke kun fabriksanlæg og arbejderboliger, vejanlæg og jernbaner, havne og kalkudvinding, der er en del af den fysiske kulturarv fra industrisamfundet. Så er det også vore skoler, sindssygeanstalter, kuranstalter, svømmehaller, sportsanlæg, byerne, parcelhuskvartererne, husholdningsskolerne, missionshusene, forsamlingshusene, afholdshotellet osv. osv. De er også ydre vidnesbyrd om industrisamfundet. Og vi nutidsmennesker er såmænd også omvandrende vidnesbyrd med vor ranke ryg, høje alder, hygiejniske normer, romantiske kærlighed, tidsopfattelse, ansvarlighed, arbejdsbegreb osv. osv.
Kulturarvsstyrelsen ønsker at "folkeliggøre" interessen for industrisamfundets kulturarv. Men det mener jeg er svært, når selv samme styrelse så indsnævrer fænomenet til noget så ufolkeligt som "den industrielle produktion". Den er naturligvis også vigtig i den samlede bestemmelse af, hvad industrisamfundet er. Men den har normalt ikke nogen umiddelbar interesse. Min påstand er, at det indsnævrede begreb om industrisamfundet blokerer for en folkelig forståelse for og kærlighed til "industrisamfundets kulturarv" (10).

EPILOG

Seminarets deltagere tog foredraget med stoisk ro. Og lod sig ikke provokere. Tværtimod var der lidt ærgrelse og irritation over, at industrisamfundet nu skulle være "det hele". På den måde virkede mit foredrag som et "tilbageskridt", hvor de små ansatser til orden og overskuelighed blev antastet. Det ser altså ud til, at man vil fortsætte i vante spor.

NOTER

1. Evald Tang Kristensen: Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv (1891/93-1902) 6. afdeling 61).
2. På nationalt plan henvises til f.eks. Claus Bjørn 1988. På regionalt plan har jeg undersøgt denne transformation for perioden ca. 1824-1845, jf. Dalsgaard Larsen 2002a.
3. Denne problematik har jeg berørt i Dalsgaard Larsen 2000, 2001a og 2001b.
4. Lars Henrik Schmidt og Jens Kristensen 1986 er en inspirerende bog om denne proces. På lokalt plan har jeg behandlet problematikken i Dalsgaard Larsen 2002b
5. Karin Lützen 1998 handler blandt meget andet om denne "nedsivningsproces".
6. Poul E. Porskær Poulsen (1985), Inge Bundsgaard og Sidsel Eriksen (1986) og Poul Porskær Poulsen (1986).
7. Vedrørende forsamlingshusene på Silkeborgegnen se Dalsgaard Larsen 1997.
8. Her citeret fra Ruth Nielsen og Else Knudsen 1980 s.55.
9. Ruth Nielsen og Else Knudsen 1980 er en fin artikel om arbejderbevægelsens rolle på området i denne periode.
10. Jeg har som museumsinspektør på Silkeborg Museum forsøgt at "folkeliggøre" problematikken i form af en kronik sammen med Esben Graugaard i Morgenavisen Jyllands Posten, artikler i museets årsskrift og en kronikserie i Midtjyllands Avis (se Dalsgaard Larsen 2000, 2001a, 2001b, 2002b og 2003)

LITTERATUR

Claus Bjørn (red): Det danske landbrugs historie III 1810-1914 (1988)
A. Bobjerg: Det grundtvigske livsrøre i Silkeborg-egnen (1927)
Inge Bundsgaard og Sidsel Eriksen: Hvem disciplinerede hvem? (Fortid og Nutid nr.1/1986).
Den jyske Historiker. Danmark under den 2. Industrielle revolution. ( nr.102-103 2003)
Lars K. Christensen: Ind i fabrikken (i Casper Jørgensen og Vibe Ødegaard 2004)
Niels Finn Christiansen: Arbejderbevægelsen og industrisamfundets kulturarv (i Casper Jørgensen og Vibe Ødegaard 2004)
C. Fibiger: Medicinsk Topographie for Silkeborg og dens Omegn (1863)
Henrik Harnow og Frank Allan Rasmussen: Det moderne projekt. (i Fortid og Nutid 3/1997)
Ole Hyldtoft: Den anden industrielle revolution - i forskningen og i Danmark (i Den jyske historiker nr.102-103. 2003)
Ole Hyldtoft: Økonomisk historie og industrisamfundets kulturarv (i Casper Jørgensen og Vibe Ødegaard 2004)
Steen Hvass: Præsentation af satsningsområdet industrisamfundets kulturarv (i Casper Jørgensen og Vibe Ødegaard 2004)
Thomas Højrup: Etnologien og industrisamfundets kulturarv (i Casper Jørgensen og Vibe Ødegaard 2004)
Mikael Hård: Den kulturelle tilegnelse af den moderne teknik i Tyskland omkring 1900 (i Den jyske historiker nr.102-103. 2003)
Casper Jørgensen og Vibe Ødegaard (red): Museernes arbejde med Industrisamfundets Kulturarv. Arbejdsrapport fra seminar den 28. august 2003 på Nationalmuseet. (Kulturarvsstyrelsen 2004)
Casper Jørgensen: Industrimiljøer mellem industriel arkæologi og arkitekturhistorie (i Casper Jørgensen og Vibe Ødegaard 2004)
Ellen Key: Barnets århundrede. Studier. (dansk udgave 1902)
Ove Korsgaard: Kampen om kroppen. Dansk idrætshistorie gennem 200 år (1982)
Evald Tang Kristensen: Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv (1891/93-1902)
Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940 (1984)
Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby (1994)
Keld Dalsgaard Larsen: Oplysning, gymnastik og sund fornøjelse. Om Silkeborgegnens
forsamlingshuse (i Silkeborg Museums årsskrift 1997)
Keld Dalsgaard Larsen: Idræt går jo i blodet. Idrætslivet på Silkeborgegnen ca. 1880-1960. (Utrykt rapport Silkeborg Museum 1998).
Keld Dalsgaard Larsen: Industrien i vore hjerter. Mellem følelse og videnskab (i Silkeborg Museums årsskrift 2000)
Keld Dalsgaard Larsen: Industrien i vore hjerter. Mellem følelser og videnskab (i Journalen. Lokal- og kulturhistorisk tidsskrift nr. 3 2001) (Dalsgaard Larsen 2001a).
Keld Dalsgaard Larsen og Esben Graugaard: Industrien i vore hjerter (Kronik i Jyllands Posten den 21. juli 2001) (Dalsgaard Larsen 2001b)
Keld Dalsgaard Larsen: Erhvervsforhold i Århus Amt omkring 1830 - opbrud til en ny tid ca. 1824-1845 (i Århus Stifts Årbøger 2002). (Dalsgaard Larsen 2002a)
Keld Dalsgaard Larsen: H.C. Andersen og gudinden Hygieia. Om sundhed i Silkeborg (i Silkeborg Museums årsskrift 2002) (Dalsgaard Larsen 2002b)
Keld Dalsgaard Larsen: Kronikker om den industrielle kulturarv i Midtjyllands Avis den 22.12, 23.12, 24.12, 29.12, 31.12.2003).
Hanne Lindgaard: Ud af Røret - Den hygiejniske diskurs og videnskabelige praksis ved etablering af det københavnske kloaksystem 1850-1900 (i Den jyske historiker nr.102-103. 2003)
P. G. Lindhardt; "Vækkelse og kirkelige retninger" (1978)
Livserindringer. Nogle blade af Anders Andreas Nielsens (Ravns) Levnedsbog (1899)
Karin Lützen: Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København (1998).
Anita Kildebæk Nielsen: En videnskabshistorisk vinkel på den danske smøreksport (i Den jyske historiker nr.102-103. 2003)
Bodil Olesen: Industrisamfundets hjem - elektrificeringen af de danske husholdninger (i Casper Jørgensen og Vibe Ødegaard 2004)
Poul E. Porskær Poulsen: Afholdsbevægelsen som disciplineringsagent (Fortid og Nutid nr. 4/1985.
Poul E. Porskær Poulsen: Et svar til Inge Bundsgaard og Sidsel Eriksen (Fortid og Nutid nr.2/1986).
Marianne Rostgaard: Industriel patriarkalisme som moderniseringsstrategi (i Den jyske historiker nr.102-103. 2003).
Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen: Lys, luft og renlighed. Den moderne socialhygiejnes fødsel (1986)
Michael F. Wagner: Den 2. industrielle og teknologiske revolution - Danmark i internationalt perspektiv 1851-1945 (i Den jyske historiker nr.102-103. 2003).