FATTIGE OG UDSTØDTE

Introduktion

Af Keld Dalsgaard Larsen

Hvad med de fattige, de marginaliserede, de ringeagtede, de udstødte, de svage, taberne, de skæve eksistenser, alle dem, vi alt for nemt overser og ser bort fra? Hvad med dem? Er de en del af ”os”? Historisk og aktuelt? Er deres historie også kulturarv? Ja! Historien er en fælleshistorie for alle – rige og fattige, mænd og kvinder, voksne og børn, tykke og tynde, troende og fordrukne osv.
Museum Silkeborg føler et særligt ansvar for at få belyst denne del af vor historie. Det er ikke nemt. Det vil aldrig kunne gøres tilfredsstillende. Men museet ønsker at gøre noget, kaste blikket på denne underbelyste historie.
Problemerne er talrige med hensyn til at få fortalt de fattiges og de udstødtes historie. ”De andres” historie. Blandt andet, fordi gruppen er uendelig sammensat og som sådan slet ikke kan samles under én hat. Slet ikke. Lad os se på nuancerne:
Kategorien ”fattig og udstødt” rummer ikke fattigfolk, som i det store og hele klarer sig selv. Fokus er først og fremmest fattige og udstødte, som ikke kan klare sig selv. Som samfundet eller private må tage hånd om.
Men også gruppen af fattige og udstødte, som har afgørende hjælp behov, er for bred. Vi kan gennem tiderne møde syge, svage, fordrukne, vanføre, handikappede, gale, forældreløse børn, enlige ældre osv. osv. Men ganske ofte giver det bedre mening at behandle disse grupper under andre temaer. Eksempelvis ved at fortælle om børnehjem og børnehjemsbørn under temaet ”børneforsorg”. Og de gale, de åndssvage, de sindssyge under temaer som psykiatrien, åndssvageforsorgen, socialforsorgen eller særforsorgen, osv.   
De fattige og udstødte vil altså – sådan overordnet set – være mennesker, som samfund og private hjælper gennem reglementerede organisationer, f.eks. ved hospitaler, fattiggårde, herberger og varmestuer.
Vagabonder vil være en gruppe, som indimellem vil kunne indgå i denne historie. Nemlig når de kommer på fattiggård, herberg eller varmestue, mens de som omvandrende landevejsriddere falder uden for den opstillede ramme.
De fattige og udstødte er heller ikke historisk set en ensartet størrelse. Der er stor forskel på de vagabonder, der først i 1900-tallet boede på fattiggårdene rundt omkring i vintermånederne og drog ude på landevejen om sommeren og så nutidens landevejsriddere, som gør holdt i byernes private varmestuer. Gennem tiderne har man også anvendt mange forskellige betegnelser på de forskellige grupper, eksempelvis var det engang normalt at tale om vanføre, åndssvage og sprittere.
Problemer er der således nok af. Alene at få afgrænset gruppen af fattige og udstødte virker umuligt. Det kan virke så uhåndterligt, at det var nemmere blot at droppe det hele. For hvem bekymrer sig overhovedet om denne historie?
De marginaliserede og deres historie er nærmest pr. definition uønsket. Ideelt set ønsker vi, at de slet ikke findes. At de er som os. Tror vi. Men er det nu rigtigt? Forholder det sig måske ikke snarere sådan, at vi (de normale) netop ønsker disse ”unormale”, så vi kan afstive vor egen identitet som de ”normale”? At det unormale så at sige er forudsætningen for normaliteten? Det er jo en græsselig tanke, at vi – de normale – så at sige skaber ”de andre”, så vi kan føle os som vindere. Under alle omstændigheder er der stærke livliner mellem dem og os. Deres liv er også vores liv. Deres historie er også vores historie. Og omvendt.
Kan vi overhovedet begribe deres historie? Indfange den? Få den fortalt? Ja, historierne er der, men der er store udfordringer i dette arbejde. De marginaliserede fortæller meget sjældent deres historier. Og vi andre har alt for nemt ved at se på dem som f.eks. stakler, syge, klienter osv. Det kan der være gode grunde til, men det giver et ulige forhold lige fra starten. Historien kan ikke være båret af social indignation eller medynk. En sådan tilgang er grundlæggende uværdig, blokerende og uhensigtsmæssig. Af og til kommer man alligevel til at gøre det – i den bedste mening. Men vi må passe gevaldigt på!
Problemer er der altså nok af. Det må imidlertid ikke blokere arbejdet. Men blot anspore til agtpågivenhed. Museum Silkeborg erkender vanskelighederne, alt imens vi pragmatisk går i gang.

April 2014