JANE ANDERSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

Jane Andersen (f. 1958) er indfødt silkeborgenser, opvokset i Nygade. Fremtidsdrømmene handlede lidt om at blive landmand eller måske dyrelæge. Men de muligheder viste sig urealistiske, så hvad så? Måske blive plejehjemsassistent? Men den uddannelse kom hun ikke ind på. Det blev i første omgang til 1½ år som ung pige i huset. Men det førte heller ikke rigtigt hen til noget mere blivende. Jane vidste, hvad hun ikke ville: Hun ville ikke være syersker. Det var idiotiarbejde – det samme og samme i en uendelighed. Men arbejdet hang ikke på træerne i anden halvdel af 1970’erne. Ungdomsarbejdsløsheden var høj. Jane kom i noget ungdomsbeskæftigelse – ude i en skov, hvor de gravede grøfter. Det var for åndssvagt, så Jane indså, at hun måtte selv finde noget, som passede hende bedre. Hvad med Silkeborg Papirfabrik? Spurgte hendes forældre, som havde bekendte på fabrikken. Jane havde aldrig tænkt tanken. Silkeborg Papirfabrik? Måske. Jane var 19 år og gravid. Nå, Jane spurgte, hvem hun skulle spørge på Silkeborg Papirfabrik. Salsmester Henrik Boris.

Jane Andersen mødte op på Silkeborg Papirfabrik, gik op til Salen og hastigt igennem den, skævende til den lange rækker af damer, som stod to og to og sorterede ved vinduerne og hen til kontoret, ”buret”, hvor salsmesteren holdt til. Hun henvendte sig til en af mændene i buret og spurgte efter Henrik Boris. Ja, det var så ham. Hun ville gerne have et arbejde. ”Hvornår kan du begynde?” spurgte Boris. På mandag. Men der var jo lige det med, at hun var gravid i 3. måned. Var det så stadigvæk en mulighed? Henrik Boris reagerede ved at spørge, om hun ikke regnede med at komme tilbage efter barsel. Jo, det havde hun da tænkt sig. Ja, så var det ikke noget problem.

Den følgende mandag mødte Jane kl. 6.30 og skulle lige vendte på, at Henrik Boris kom og hentede hende for at sætte hende i gang med hendes nye liv som papirarbejder. En ældre oversortererske Peter-Lilly viste til rette med at sortere papiret. Den nyankomne fik en stak papir, som skulle sorteres. Løfte papirstakke op på bordet, for her at bladre fra alle fire hjørner, alt imens diverse fejl skulle findes. Efter denne gennemgang skulle de godkendte ark tælles, og det foregik ved at stakke det ordnede papir pænt i en stak i en firkant med tre vinkelhjern på de tre sider – og så en åben side ud mod sorterskeren. Det venstre vinkeljern støttede sig til en stak af papir, vinkeljernet længst væk fra sorterersken blev støttet af en tung firkantet jerngenstand med ilagt bly og det sidste vinkeljern på højre side var så at sige bevægelig og blev brugt til at banke den sorterede papirstak sammen, når sorterersken fra den fjerde åbne side havde skubbet papiret ind til bunden ved hjælp af den luft, hun fik vippet imellem papirarkene. Når den sorterede papirstak blev tilpas høj, blev det bevægelige vinkeljern fjernet og herefter kunne så tællingen af papiret ske.

Kunsten var at kunne tælle fire ark ad gangen. Man skulle tælle til 62 og så lægge to til, så havde man 250 ark. 4 x 62 + 2 giver 250. Hvis nogen henvendte sig til én under tællingen, talte man blot højt, f.eks. 37, 38, 39. Så tilkendegav man, at man var midt i at tælle, og ikke kunne svare. Det var noget af en mundfuld for de nye. Det færdigsorterede og færdigtalte papir blev så lagt på en skammel med et lille papirmærke, der stak ud, som markerede det antal papirark, f.eks. 250 ark, der skulle være i pakken. På skamlen blev der lavet to stakke op i en passende højde. For ikke at vælte blev de to stakke forbundet et par gange af 2-3 ark papir, der blev lagt på tværs af de to stakke. Når man var færdig, kunne man på siden af stakkene se, alle papirmærker stak ud ovenpå hinanden og markerede det antal papirark, som skærer og pakker kunne pakke arkene efter.

Til at begynde med var det noget af det ringe papir, som nybegynderen fik. Så gjorde det ikke så meget, at der gik kludder i det. Sidedamen kunne godt være behjælpelig. Inden for rimelighedens grænse – da hun selv havde sin akkord at tage vare på. Jane kæmpede med de her stakke og fandt bestemt ikke opgaven let. Og indimellem kom den ældre oversortererske Agnes forbi og så til nybegynderen og udbrød flere gange ”Jamen, altså” og klaskede hånden i papirstakken. Og så var der tid til endnu en lektion. Det var tungt arbejde og krævede sit at holde rede på.

Da ugen var omme, havde Jane bestemt ikke fornemmelsen af, at hun havde fundet sit drømmearbejde. Den umiddelbare tanke var, at det her giver jeg fem år. Men det blev til 23 år på Silkeborg Papirfabrik frem til lukningen i 2000.

Salen lå på 1. sal. I stuen var maskinerne, rulleværkerne m.m., og der var en 2. sal, som blev kaldt for loftet. Der blev sorteret på to sale. Og i midten var så buret med salsmesteren og to værkfører. I den første sal sorterede 8-10 damer i den ene side, to og to sammen. Her blev de større papirstørrelser sorteret samt de højere gramvægte og det krævede, at man var to til de forskellige løft. Det var det ”gode” papir med de gode akkorder, så de pladser var gerne optaget.

På den anden sal var der vel 20-25 damer, som sorterede i to rækker ved lange borde ud mod vinduerne i hver side. I midten var der en skæremaskine, som blev passet af Christian Larsen, og så plads til at stille det papir, som skulle sorteres. Papiret stod til at begynde med på skamler, først senere blev det på paller. I den store sals ende var en elevator, hvor papir til sortering kom op. Nede ved elevatoren var et hold ”håndpakkere”, to damer som pakkede papir manuelt. Salsmesterens kontor mellem de to sale havde glas ind til begge sale, så mester kunne følge med i arbejdet – og omvendt. I buret sad også værkfører Helge Hansen og Helmer Jensen.

Noget papir var mere eftertragtet at sortere end andet. Og de erfarne sorterersker havde blik for at fange de bedste partier af papir at sortere. Der blev holdt øje med elevatoren, hvad Poul Erik kom med af nye papirstakke. Måske kunne en sortererske råbe ham an, så han kørte hen til hendes plads med en stak – da hun meget heldigt lige var færdig med sin hidtidige stak. Opgaverne blev ikke sådan retfærdigt fordelt mellem damerne. Var det større formater, damerne sorteret, hjalp sidemanden med at lægge det sorterede papir ned på skamlen.

På salen blev der også sorteret de højere gramvægte, f.eks. karton i de mindre formater. De blev ikke ”bladret”, men vendt ark for ark i en form for vifte. Det kunne gå tjept. Connie Laursen var dygtig til det.

Når man var færdig, skulle damerne selv skrive ind, hvad de havde sorteret. Det foregik på kartotekskort på et bord lige uden for buret. Her var der en mulighed for at snyde, og det kunne forekomme. Men så skulle man jo passe på, da der også var kontrol her.

Jane oplevede damerne som flinke. Der var ikke noget med, at de kommenterede, at hun var 19 år, gravid og ugift. Slet ikke. Der blev snakket på kryds og tværs om alt muligt. Som 19-årig skal der ikke meget til, at 30-årige er gamle, og 60-årige er tudsegamle. Men man kom fint ud af det med hinanden på tværs af alder. De erfarne kunne snakke med sidedamen og samtidig bladre, sortere og tælle. Det kunne den nyankomne Jane bestemt ikke. Men det gik. Når der var pause, sørgede man for at stakke det sorterede papir i to stakke, så de kunne bruges som stol, hvis man da ikke satte sig på bordet for at spise sin medbragte madpakke. Nogle gik over i kantinen. I kantinen kunne man få kaffe i en medbragt patentflaske, som så blev pakket ind i brunt papir. Når kaffen blev kold, blev patentflasken så varmet ved hjælp af damp nær afdelingen. Man tog en spand med vand, puttede flasken med kaffe i og tilsatte så damp. I pausen kunne en enkelt måske tage en lur i vognen med udskud, det kasserede papir.

Om fredagen skulle de yngste – blandt andre Jane – feje salen. Damerne skulle sådan lige feje omkring egen plads, men de unge skulle give gulvet den afsluttende omgang. Det foregik på den måde, at de blandede savsmuld med linolie og strøede det ud på gulvet – og så fejede de det hele sammen igen med en blød kost. På den måde kom alt snavs og skidt med op. Gulvet blev som poleret.

Jane nåede ikke en øvelse, som gjorde, at hun kom på akkord på Salen, før hun skulle på barsel. Tre måneders barsel. Jane kom tilbage på Salen, men nåede ikke at komme på akkord. For der gik ikke lang tid, før turen gik ned til pakkemaskinen – Pemco’en – i stueetagen. Janes arbejdsplads de næste 11 år.

Ved pakkemaskinen (Pemco’en) var de til at begynde med fem damer på ”broen” og en bagmand på gulvet. På broen var de fire damer ved to borde. To damer ved hvert bord. Her pakkede de papiret i indpakningspapir, slog om, satte tape på og skubbede så det næsten pakkede papir hen til den femte dame, hende i ”hullet”, som fordrede pakkemaskinen. Fra pakkemaskinen kom pakkerne på en palle, og når pallen var fuld – f.eks. med 40 pakker – kørte bagmanden pallen væk til etikering, mens en ny palle lå klar.

Bagmanden var til at begynde med Albert. Han havde en uvane med at stille på maskinen, mens alt kørte fint. Margit Hansen var lidt den toneangivende ved pakkemaskinen, og hun råbte vredt efter Albert, når han pillede ved maskinen. Margit blev kaldt ”Makkedotten”. Senere overtog Margit selv posten som bagmand – og det var da noget nyt, at en dame overtog dette mandsarbejde. Jane har også i en periode været bagmand ved Pemco’en. Karen Elise stod i mange år for etikeringen.

Arbejdet ved pakkemaskinen var hårdt. Hver dag pakkede de 15-30 tons papir. Det gav mange løft/træk. Arbejdsgangen var, at de først lagde en viske med indpakningspapir på bordet. Dette indpakningspapir, kaldet omslag, blev produceret på fabrikken og kom ned i forskellige størrelser og med forskelligt påtrykt alt efter papirkvalitet, f.eks. om det var Monarch, Individuel og Tivoli. Herefter hejste de en stak papir op i en vis arbejdshøjde, så de næste gang kunne trække den afmålte viske papir, f.eks 250 ark, over på stakken af omslag. Hvis det var de store formater, tog de to damer fat begge to og trak over. Man kunne lige give et vip, så der kom luft ind under papiret, så visken fik et flow hen til bordet. De to damer ved bordet slog så hver en del af omslaget om stakken, satte et stykke tape på og skubbede den hen til damen i ”hullet”. Bordet, som pakken blev skubbet henover, havde små huller hvorigennem, der kom luft op under pakken, så den var betydelig lettere at skubbe. Damerne havde en lysstråle fra loftet, som kunne indstilles til netop det papirformat, de aktuelt pakkede. Når det var de mindre formater, var det kun damen ved lysstrålen, der trak papiret over, så det passede med lysstrålen. mens den anden sørgede for, at liften hele tiden fik løftet papirstakken op i den rette arbejdshøjde.

Jane var i mange år makker med Lis Andersen ved ”Pemco’en”. Et godt makkerpar. Teamet havde en fast rytme. Når den ene tog papirstakken over på bordet, lagde den anden et farvet stykke karton på den næste stak, som var en slags beskyttelsesark til den næste papirstak, som skulle indpakkes. Når så omslaget var slået sammen fra hver sin side, trykkede den ene på en knap over dem, og så kom tapen frem, og den anden tog imod tapen, mens den, som havde trykket på knappen, fangede den anden ende af tapen – og herefter satte de sammen tapen på pakken og sendte den videre på luftbordet til damen i ”hullet”.

Efter frokost byttede de to damer ved bordet plads.

Arbejdet var på akkord, og temaet kunne herved opspare 5-6 minutter pr. time, som – udover frokostpausen – kunne samles og bruges til en ekstra morgen-formiddagspause.

Der skulle også være tid til at ryge, og det foregik på toiletterne. I mange år gik 3-4 stykker ind for at ryge på det samme toilet. To damer sad med en balle på hver sin side af toiletbrættet, og så kunne der sidde to damer på to små skamler, der stod fast på toilettet. I slut 1980’'erne fik fabrikken rygebur – ren luksus.

Der blev arbejdet hårdt ved pakkemaskinen. Nye blev i første omgang placeret i hullet, da det ikke var raketvidenskab. Jane mindes ikke, at de havde været på nakken af nye, som ikke kunne falde ind i rytmen. Der var dog en gang, Margit var meget efter en ny dame i hullet. Jane reagerede skarpt og bad Margit om at passe sit arbejde som bagmand, så skulle Jane og de andre damer nok styre ”hulledamen”. Det kom der en kontrovers ud af og en samtale under fire øjne med værkfører Helge Hansen.

Der kunne selvfølgelig falde nogle bemærkninger i tilfælde af, at tingene gik lidt langsom eller gik i kludder. Birgitte Spurr Frederiksen var sommetider ”hulledame”, og hun havde det svært med de store pakker. Det kunne give nogle kommentarer. Hun skældte selv ud, når det drillede, men grinte også af det – sammen med de andre.

Akkorden var god. Maskinen kunne ikke følge med. Med jævne mellemrum var der tidsstudier ved maskinen, og det var man ikke meget for. Så skulle man gerne arbejde lidt langsommere end normalt, så akkorden forblev god. Alle ved pakkemaskinen indgik i samme bonusordningen, også bagmanden.

Der kunne ske diverse fejl ved pakkemaskinen. Den kunne blive blokeret, og så blev der sendt bud efter værkstedets folk. Når Pemcoen var ude af drift, gik man over til håndpakning.

På Silkeborg Papirfabrik arbejdede kvinderne især i ”efterbearbejdningen” – altså processen efter selve produktionen af papiret, skæringen og glitningen. Det var en stor afdeling på fabrikken, men den var alligevel sådan lidt overset. Og kvinderne her knoklede, mens ”mænnerne” så absolut havde det nemmere arbejde, også i efterbearbejdningen.

I nærheden var en skæremaskine, som blev betjent af Valdi Jørgensen.

Han skar kun de små formater, og han havde en rigtig god enmandsakkord.

De store formater blev skåret ved en tomandsbetjent skæremaskine. Dette papir var det, som primært skulle videre til hættepak, der blev dog også skåret papir til pakkemaskinen. Hvis papiret skulle skæres til A4, kom det på loftet til Poul Erik også kaldet Nold og Henry, som var skærer, og damerne heroppe pakkede A-4 papiret ind i omslag. Det blev kaldt A-4 Linien.

Derefter kom turen til A-4 omsnøren, hvor en dame puttede fem af de indpakkede pakker A4 papir i en kasse, satte et låg på, for derefter at sætte kassen ind i omsnøren. Der blev trykket på en pedal, som udløste en rotation af nylon snor, der blev varmet fast i bunden samt klippet over, og derefter blev kassen vendt og processen gentaget, og pakken var klar til at blive stakket på en palle.

På et tidspunkt lavede de omkring pakkemaskinen en klub bestående af ni damer og så Valdi. De havde en kasse, som de betalte et månedligt beløb til. Det blev gerne til en årlig sejltur til Ålekroen. Her blev de så hentet af deres respektive mænd.

Kvinderne drak ikke på arbejdet. Hverken på Salen eller ved pakkemaskinen var det kutyme med fredagsbajer. Andre steder på fabrikken kunne enkelte mænd godt drikke lidt mere end godt var. Ved pakkemaskinen havde de derimod en tradition for en sommerkomsammen før ferien. Til den dag købte de en kasse øl og stillede den under pakkemaskinen. Og der blev indkøbt noget godt at spise. Værkstedets folk vidste, at netop den dag kunne man være heldig og få en øl. Denne pause kunne strække sig noget længere end de daglige pauser. Pigerne var glade for Dubonnet – men kunne da også drikke en øl eller to ved den lejlighed.

Til daglig havde man madpakke med og spiste bag maskinen. I nærheden var der køleskab og kaffemaskine. Det var sjældent, at de kom over i kantinen. Traditionen med fredagsbajer var noget, mændene havde. Men i takt med at damerne kom ind på mændenes arbejdsområder, kunne de da også tage en fredagsøl eller to med deres mandlige kolleger. Man skal heller ikke glemme, at det langt fra var alle mænd, som var til fredagsbajere.

Der blev bygget en ny stor hal, og da den nye store klipper kom, blev pakkemaskinen flyttet ud i hallen sammen med skæremaskinen. Det gav et bedre flow i arbejdsgangen. Mindre transport. Skæremaskinen blev senere nedlagt, og Valdi kom i Afsendelsen. De var fortsat seks damer ved pakkemaskinen, ja de blev vel syv, idet Karin Krogh kom med og blev den, der kørte pallerne med det klippede papir fra samme ordre frem og om til pakkemaskinen. Karin var der som regel, når pakkedamerne var færdige med et læs på maskinen, og de kørte liften ned, så byttede Karin den tomme palle ud med en ny til pakning.

Med den nye klipper blev mange damer afskediget. Og papiret blev nu mekanisk kontrolleret. Nogle damer – Bente, Anne-Grethe og Else – fik til opgave at grovtjekke papiret. De gik rundt oven på alle de færdigklippede papirlæs, og var der noget, blev læsset kørt til siden for et ekstra tjek. Pakkemaskinens damer skulle også lige være opmærksomme. Og de havde fin føling med papiret. F.eks. om det var den rette gramvægt. Hvis de sådan ”følte”, at noget var forkert, bad de lige om en ekstra kontrol af det papir, de skulle pakke. Måske skulle det kasseres.

Hvor pemcoen havde været, blev der plads til A-4 linjen samt A-4 omsnøren oppe fra loftet Igen var arbejdsdelingen, to mænd ved maskinen, mens nogle damer pakkede. Poula var hurtig ved A4-omsnøren.

Jane og hendes kolleger brugte normalt ikke kantinen eller kantinebygningens omklædningsrum. Men der var et bordtennisbord i kælderen, og her har Jane spillet bordtennis med en kollega – og bagefter kunne de tage bad i omklædningsrummet.

Silkeborg Papirfabrik var gennem årene igennem flere fyringsrunder eller sendte folk på arbejdsdeling. Ved afskedigelser blev folk ikke fritstillet – de skulle arbejde fuldt og helt tiden ud. Det skabte gnidninger og utilfredshed. Det var heller ikke rart at være blandt de heldige, når de uheldige så skævt til alt og alle. Jane slog sig til tåls med, at sådan ville hun også have det, hvis det havde været hende, som havde været mellem de afskedigede.

Problemet var blandt andet, at de afskedigede fik en anden arbejdsmoral end tidligere, alt gik mere langsomt, og overarbejde kunne der selvfølgelig ikke være tale om. Denne arbejdsrytme påvirkede så dem, som skulle blive – de kom til at påtage sig opgaven at få arbejdet gjort. Det var trælst for alle.

Jane har arbejdet under salsmester Henrik Boris og derefter – da Salen som selvstændigt område blev nedlagt – under to værkførere, Helge Hansen og Helmer Jensen. Henrik Boris var en rank mand, en statslig mand. Han gik sine daglige runder, men han gik gerne og fløjtede, så man kunne høre ham. Og måske lige fik lettet sig, når han kom. På Smedebakken blev Jane en periode næsten nabo til Boris.

Efter 11 år ved pakkemaskinen ville Janes arme ikke mere. De var slet og ret slidt op. Det kom som et chok for hende, da lægen sagde det. Men der var intet at gøre – det blev i første omgang til en sygeperiode på 10 uger. Jane måtte krybe til korset og fortælle værkfører Helge Hansen, hvordan det var fat. At Jane ikke længere kunne arbejde ved pakkemaskinen. Jane kom derfor til andet arbejde. Sådan hvor der var nogle opgaver. Det kunne være ved etikeringen eller ved ”hættepakningen”.

Hættepak var f.eks. indpakning af en stak tilskåret ”løst” papir, som blev solgt i større mængder. Papirstakken kunne være op til skulderhøjde på Jane, og opgaven bestod i at bøje det omslag, som papiret var sat på, op og tape det fast i hjørnerne for derefter at sætte fire paphjørner på papirstakken og så indpakke det ved hjælp af en stor rulle brunt papir. Dette brune indpakningspapir til hættepak stod på en drejeskrive. Pakkeren skulle så tage papiret og køre det rundt om papirstakken, og i én og samme bevægelse stoppe drejeskiven, klemme indpakningspapiret fast til stakken (f.eks. med hoften eller bagdelen), skære det fra rullen og sætte tape på. Det var et tav – men det kunne gå grueligt galt for nybegynderne. Så løb indpakningspapiret løbsk. Det kunne såmænd også ske for den mere øvede. Også til dette papir skulle der etiketter på. Jonna fremstillede alle etiketter. Pakkeren skulle sikre sig, at etikeringen var rigtig både foran og bagpå. Jonna var gift med Nold, som arbejdede på loftet. I det hele taget var der mange ægtepar på fabrikken. En kort overgang har Janes mand også været på fabrikken.

På et tidspunkt kommer Jane også op på lageret – op på den sal, hvor den unge Jane som gravid havde stået og sorteret papir. Nu var salen nedlagt – klipperen havde taget over. I stedet var her lager.

Opgaven var at få lagret det producerede papir så hensigtsmæssigt, at det var nemt at finde igen, når det skulle ned til ”Afsendelsen”, ud til kunderne. Til at holde styr på det havde man et håndskrevet kartotek, som man skulle huske at rette i, hvis man flyttede rundt på produktionerne. Ved Afsendelsen arbejdede Valdi, Heine og Hans Peter kaldet HP.

Jane, Niels og Poul-Erik kom til at stå for Lageret en periode. Til arbejdet brugte de en ”stabler”, men det krævede egentligt et certifikat. Jane kørte med denne ”stabler”, men det gav snak i krogene – så Helge Hansen foreslog, at Jane tog – ikke blot stablerkort men – truckcertifikat. Det blev taget i Horsens i december 1989. Et ni dages kursus. Med busafgang kl. 6 om morgenen. Det blev ikke til mange juleforberedelser det år. Men certifikatet var i hus den 21. december 1989.

En ny fyringsrunde betød, at Jane også kom til at arbejde i Afsendelsen. Og det nød hun. Det var sjovt og udfordrende at pakke lastbilerne bedst muligt, så også den sidste palle papir kunne være på lastvognen. Selvfølgelig var der nogle blandt chaufførerne, som fandt det usædvanligt, at det var en dame, som læssede – men det gik fint.

Silkeborg Papirfabrik havde en ganske stor efterbearbejdning. Fabrikken sendte først og fremmest færdigkonverteret papir afsted. Efter tyske Drewsens overtagelse af Silkeborg Papirfabrik i 1993/94 blev det mere almindeligt at afsende papir i store ruller til Lachendorf, tyskernes fabrik i Nordtyskland. Herfra blev rullerne så sendt ud til kunder, som selv forestod konverteringen. Truckkørsel med disse store ruller var en anden opgaven end den traditionelle palleafsendelse. Men absolut også en spændende udfordring for truckfører Jane.

De mange sparerunder gjorde, at man kunne komme til mangt og meget arbejde. Det kunne være en tjans med at pakke det fine Ink Jet papir i fine sorte kasser. Disse kasser stod i stabler og skulle først samles, før der kunne komme 500 ark i kassen. Det var trælst arbejde, men det kunne man også komme til. I denne periode blev Jane værkførerafløser for Else.

De enkelte afdelinger på fabrikken havde hvert deres liv. Damerne på salen havde ikke nødvendigvis noget med folkene på kontoret eller ved maskinerne at gøre. Heller ikke Jane de første mange år. Men Jane flyttede ned på Smedebakken – papirfabrikkens boliger ved fabrikken – i 1994 og her boede andre papirarbejdere fra andre afdelinger. Og Jane fik i og med arbejdet på Lageret og i Afsendelsen kontakt med Pladsens folk og folk fra kontoret. Og som afløser for Else deltog Jane også i morgenmøderne, hvor man drøftede gårsdagens produktion. Jane kom hermed ind i andre cirkler på fabrikken, og selv om det var lidt fremmedartet, var det også spændende.

På kontoret kom hun i kontakt med Kirsten Vind og Susanne Møller. Susanne sad som planlægger – men var flere gange på barsel. Kirsten Vind spurgte så, om Jane ikke havde lyst til at komme ind og vikariere for Susanne. Det kom fuldstændig bag på Jane. Det havde hun da ikke forstand på! Men Kirsten Vind holdt på, at Jane havde masser af forstand på papir. Og det var jo rigtig nok – gennem sortering og pakning havde Jane fået fin føling med papir. Kendskab til papir og de forskellige kvaliteter. Jane manglede derimod kendskab til et computerprogram – men det kunne vel læres. Og det kunne det. På den måde blev der åbnet op for, at Jane i 1999 gik fra papirarbejder til funktionær. Jane oplevede ikke ”skæve” blikke ved overgangen til funktionærstatus. Værkfører Else blev måske lidt sur over, at Jane pludselig steg sådan i graderne, men ellers var der ingenting. Funktionærlønnen var sådan set den samme – men nu med pension. Alt i alt et gevaldigt løft.

Som funktionær skulle Jane skifte fagforening. Papirarbejdernes nye fællestillidsmand, Salomonsen, kom, nærmest før Jane havde skiftet til funktionær, og sagde, at hun skulle skifte. Jane var noget paf over al det hastværk fra tillidsmandens side, men hun var sådan set ligeglade. Jane kontaktede HK og fortalte om sin situation, og hun blev overflyttet til HK. Om de andre kontoransatte var med i HK, vidste hun intet om. Det var ikke noget, man talte om. At være planlægger var som at lægge et enormt puslespil med mange variabler. Hvordan kunne de tre papirmaskiner køre mest optimalt og hensigtsmæssigt? Hvornår skulle der køres kulørt? Hvordan sørgede man for, at produktionen bedst fulgte ændringer i gramvægten? Det ville være tåbeligt med alt for store spring i den producerede gramvægt, hvis det kunne undgås.

I planlægningsarbejdet skulle Jane have oplysninger fra Egoutteurafdelingen med hensyn til hvilke dandyruller, der skulle køre til hvilken produktion. Papirmaskinerne kørte i døgndrift – også lørdag og delvist søndag – så om fredagen hvor kontorpersonalet fik tidlig fri, var det vigtigt for Jane at få alle relevante oplysninger, så hun kunne aflevere en ordentlig stak af ordre til det mandskab, der skulle køre maskinerne, fra Jane havde fri fredag og til mandag op af formiddagen, hvor hun havde nye ordre klar. Planlægningen kørte fra dag til dag eller måske et par dage af gangen. Og ind imellem kom så en ordre, som skulle presses ind. Eller noget gik galt ved papirmaskinen, som gjorde, at mandskabet alligevel måtte ændre på planerne. Jane udarbejdede planerne og overgav dem til papirmaskinernes mandskab. Arbejdet var uhyre interessant og spændende.

Det kunne Jane sagtens have fortsat med. Men sådan skulle det ikke gå.

Fabrikken lukkede 1. maj 2000 og Jane fortsatte en måned mere, for at være med til at afvikle de bestilte ordrer, men den 1. juni 2000 var det slut for Jane. Herefter gik hun et halvt år med løn.

Jane mindes ikke Silkeborg Papirfabrik som en speciel mandearbejdsplads – eller kvindearbejdsplads. Måske er man som ung alt for benovet til at reagere, og når man er ældre, er man måske ligeglad eller kan svare for sig. Jane spekulerede under samtalen over, om hun her så mange år efter måske så det hele i et lidt for lyserødt skær. For selv om hun godt kunne komme i tanke om nogle kontroverser – og her især den med Margit – så fylder det meget lidt i erindringen.

Jane husker mest af alt fabrikken som en gemytlig familie. Også selv om der var et vist hierarki. Måske opfattede man på gulvet ikke umiddelbart kontorpersonalet som en ”af vore egne”, men når man så lærte kontorfolket at kende, så var de jo på mange måder som en selv.

Måske kan man sige, at mænd og kvinder de første mange år arbejdede meget adskilte. Kvinderne var først og fremmest i efterbearbejdningen og på kontoret. Og det var så i sig selv to verdener. Men med tiden kom der kvinder ind på tidligere mandeområder. Silkeborg Papirfabrik nåede f.eks. at få en kvindelig elektriker på værkstedet. Og det gik fint.

Fagforeningen kom hun i med det samme. Villy Donati kom rundt med de mærker, man skulle sætte i bogen. Men Jane husker ikke, at fællestillidsmanden sådan havde haft hende – alene eller sammen med andre nyansatte – med på en introduktionsrunde på fabrikken. Det var først langt senere, at Jane sådan på egen hånd tog sig mod til at se sig omkring, f.eks. til papirmaskinerne.

Under samtalen nævnte Jane navne på forskellige kolleger: Peter-Lilly og Agnes, Connie Laursen, Gerda Bjørnholt, Margit Hansen, Laura Jensen og Anne-Grethe Donati. Nold var oppe ved A4-skæremaskinen og blev senere loftsmand.

Ved pakkemaskinen blev hun kollega med Lis Andersen, Vita Jørgensen, Åse Larsen, Margit Hansen, Laura Jensen og Karin Krogh. Sammen med kontrollanterne Bente Sørensen og Anne-Grete var de en del af klubben ved pakkemaskinen. Efter fabrikkens lukning har Vita, Åse, Bente og Jane holdt kontakt med hinanden og ses nogle gange om året og får talt om tiden på fabrikken. Med tiden er ægtefællerne også kommet med til disse sammenkomster, og der holdes på skift en sommerfest, en julefrokost samt en fælles årlig udflugt, f.eks. til Norge eller Cirkus Revyen i København.

Jane faldt ikke umiddelbart over sådan større ”originaler” blandt sine nærmeste kolleger. Jo, måske var Margit Hansen ikke helt, som folk var flest. Hun kunne bruge mund, og hendes arbejdstøj i slut 1970’erne – inden fabrikken fik betalt arbejdstøj – kunne være en hyberlårkort nederdel og træskostøvler. Det blev bemærket, når folk gik forbi med udsigt til hendes trusser – det kunne afstedkom nogle bemærkninger, men Margit gav blot igen, f.eks. med vendingen ”Fik du det hele med?”. Og så var der den døve Gustav, som stod ved A-4 Linien og skæremaskine. Gustav kunne mundaflæse, og var dygtig til det. Men det skete, at han ikke helt fangede, hvad man sagde. Reaktionen var nærmest automatisk, at man råbte ekstra højt for at gøre ham det begribeligt. Men som der så blev sagt: Hvorfor råber du, han kan jo intet høre. Situationen var komisk, og vi kunne alle grine sammen ad det. Også Gustav.

Jane og familien flyttede ind på papirfabrikkens arbejderboliger på Smedebakken i 1994. Manden var langturschauffør, så i det daglige var det Jane, som var sammen med sønnerne født i henholdsvis 1978 og 1980. På et tidspunkt var en af fabrikkens funktionærboliger ledig, og Jane havde været oppe på kontoret for at høre, om hun ikke kunne leje den. Men det kunne hun ikke. Det var for funktionærer – og det var Jane ikke på det tidspunkt.

Papirarbejderne var henvist til de små gule boliger på Smedebakken.

Papirfabrikken tilbød i 1994 Jane en lejlighed – en såkaldt dobbeltlejlighed – på Smedebakken. Men da hun gennemgik lejligheden, viste det sig, at den var nærmest ubeboelig. Totalt misligholdt, klam og egentlig også livsfarlig med elinstallationer i stofbindinger. Der var en hønsepind som trappe til 1. sal, hvor der var et par værelser, hvoraf der ikke var dør til det ene. I mellemgangen var der i to stykke reb ophængt en tønde til petroleum, som blev brugt i petroleumsovnen i stuen. Tønden var utæt, så gulvet nedenunder var noget ødelagt. Alt i alt ikke en tidssvarende bolig. Jane gik så til en af de ansvarlige, Steen Sondrup, og inviterede ham med til ved selvsyn at se på lejligheden og svare på, om han kunne tænke sig at bo i en sådan bolig. Steen Sondrup måtte indrømme, at det havde han ingen lyst til. Tværtimod. Man måtte konstatere, at fabrikken simpelthen ikke efterså, om deres boliger gik og forfaldt. I hvert fald den som Jane og familie fik tilbudt. Jane bekendtgjorde, at hun måtte takke nej til denne bolig. Fabrikken valgte så at tilbyde den istandsat. Hvad ville hun så sige? Jo, det var da en mulighed. Jane – og sønnerne – kunne være behjælpelig med at bryde ned, og hun ville kunne tapetsere og male. Resten måtte fabrikken ordne. Det blev til en gennemgribende renovering med blandt andet nyt elektrisk system, nyt køkken, nyt gulv i køkken og mellemgang, en trappe op til 1. sal og elvarme i alle rum og en brændeovn i stuen. Jane kunne bestemme køkkenet. Lejligheden blev også isoleret. Efter renoveringen kom så spørgsmålet om huslejen. Traditionelt var Smedebakkens lejligheder billige for papirarbejderfamilierne. Den tidligere lejer havde betalt 500 kr. i månedlig leje. Men fabrikken mente nok, at den måtte forhøje husleje på grund af de store renoveringsudgifter. Jane fandt det rimeligt – men til hvad? Fabrikken foreslog så 1000 kr. om måneden. Jane accepterede. Først da hun kom hen for sig selv, kunne hun juble. Nu havde hun en god bolig klos op ad sin arbejdsplads til en billig husleje. Jane følte sig heldig.

Familiens lejlighed lå i den øverste længe, nærmest Sportspladsen. I gavlen. De havde altså en hjørnegrund, som nok var lidt større end de andre lejligheders grunde. De havde også garage ved selve gavlen, mens de andre havde det for enden af haven. På første sal var der også et vindue i gavlen. I stueetagen var der et køkken, en stue, et værelse og et badeværelse. På 1. sal blev der indrettet to gode børneværelser til drengene, Thomas og Daniel. I forbindelse med renoveringen fik de også lidt større tagvinduer. Brændeovnen var et supplement til elvarme – som var dyr. Den oprindelige skorsten på Smedebakken var voldsom stor, så der kom en isokerne ind som mere tidssvarende skorsten. I badeværelset var der elvarme til det varme badevand – men det var en 30 liters beholder, så et bad skulle gå stærkt.

Smedebakken var et lille samfund for sig. Beboerne omtalte af og til selv området for Lille Christiania eller Silkeborgs Christiania. Mange i Silkeborg anede slet ikke, at der lå dette gamle bykvarter bag fabrikken.

Sønnerne kunne af og til drage fordel af, at deres mor arbejdede på fabrikken. Silkeborg Papirfabrik var lukket tre uger om sommeren, og i den periode forestod en stor hovedrengøring. Sønnerne har således haft et godt sommerferiejob som store drenge med rengøring af papirmaskinerne. Det var et møgbeskidt arbejde – men det gav relativt godt.

Familien boede på Smedebakken i årene 1994-2003. Efter fabrikkens lukning i 2000 ønskede nye ejere at omdanne Smedebakken til noget andet, noget mere eksklusivt. De gamle beboere skulle skiftes ud med nye. Beboerne strittede i et vist omfang imod, men juleaftensdag i 2002 fik deres opsigelse i et anbefalet brev med besked om at være ude af lejlighederne i løbet af tre måneder. De gamle beboere tabte kampen, og Jane Andersen og familien flyttede først på året 2003.

Jane Andersen gik på ingen måde i panik, da hun som 42-årig stod uden arbejde. Det skulle nok gå. Og hun var fast besluttet på at gå og lave absolut ingenting det halve år, hun gik med fuld løn. Silkeborg Papirfabrik havde engageret en konsulent, som skulle hjælpe de fyrede papirarbejdere i nyt arbejde. Der blev udarbejdet et samlet hæfte med de enkelte papirarbejderes individuelle ønsker og kompetencer. Konsulenten var meget afvisende overfor Janes ønske om et halvt års sabbat. Det var en hel forkert indstilling, og måske tog hun psykisk skade af det. Men det kunne Jane kun trække på skulderen af. Og da så konsulenten end ikke kunne udfærdige hendes oplysninger korrekt i det fælles hæfte, gav hun ikke meget for al hans snak. Jane holdt fast ved sin plan, men da hun så meldte sig arbejdsløs, blev hun den følgende dag kontaktet af selv samme konsulent, som spurgte, om hun havde fået arbejde. Næ, men nu var hun klar. Det var det, han vidste – og han huskede hende! Og nu sad han i et firma – Cablux – som godt kunne bruge en lagerassistent. Om ikke det kunne være noget for hende. Måske. Jane kom til samtale, og her arbejdede hun i perioden 2000-2006. Lønmæssigt var det blot en fortsættelse af vilkårene fra Silkeborg Papirfabrik. En periode på Cablux arbejdede Jane sammen med Niels Esman, som var økonomimand på Silkeborg Papirfabrik de sidste år. Cablux samlede i 2006 aktiviteterne i Ishøj – og Jane stod igen uden arbejde. Der gik 10 måneder i 2006 med lidt af ingenting. Efter Janes ønske! Manden var blevet syg i 2001, og det havde været nogle hårde år, så derfor var det godt med et pusterum og Janes forældre nød også godt af Janes lediggang.

På et tidspunkt fandt Jane det hensigtsmæssigt selv at finde noget – inden arbejdsformidlingen fandt på noget åndssvagt. Det blev så til ansættelse på Silkeborg Sygehus i 2007. Og denne gang var det til en væsentlig lavere løn end på Silkeborg Papirfabrik og Cablux. Jane var gået fra det private til det offentlige arbejdsmarked. Året 2008 gik med at tage uddannelsen som serviceassistent på merit. Mange af de erfaringer, Jane havde indhøstet tidligere, gav nu mulighed for at tage den 2-årige uddannelse på et år. Jane arbejder fortsat på Silkeborg Sygehus, og forventningen er, at her fortsætter hun frem til efterlønnen.

Jane har haft et langt arbejdsliv, prøvet meget, lært meget og ikke gået af vejen for nye opgaver. Taget det som det kommer. Troet på, at dette og hint kunne hun nok også klare. Om det så var at tale tysk med tyskerne i Lachendorf, da det blev nødvendigt i jobbet som planlægger.

Ind imellem falder tanken på, at Jane i sin ungdom var så kategorisk overfor ”idioti-arbejde” i form af at være syersker. Men det blev bestemt til mange års ”idioti-arbejde” i andre sammenhænge. Uden at det i det daglige var afskrækkende. I godt selskab keder man sig jo ikke. Og hverdagens gøremål fylder godt. Årene er gået, og det kan mærkes. Og det lange arbejdsliv har sat sine spor. Ikke mindst i kroppen. Men Jane er endnu ikke for gammel og nedslidt til at prøve nye udfordringer. Måske kunne det være sjovt at prøve at arbejde på Grønland. Hvem ved…………

Samtalerne fandt sted i 2020 og 2021.

Stikord: Silkeborg Papirfabrik, papirsortering og efterbearbejdning. Tiden ca. 1977-2000.

August 2021