ASGER JORN OG SORRINGTRADITIONEN

Af Keld Dalsgaard Larsen

MØDET 1953

Historien var en evig inspirationskilde for Asger Jorn i arbejdet med at skabe kunst. En dynamisk proces mellem fortid, nutid og fremtid. Jorns møde med Sorringtraditionen i sommeren 1953 er et godt eksempel herpå.

Asger Jorn havde arbejdet med keramik i 1930’erne og i perioden 1951-1953 hos den gamle pottemager Nielsen i Silkeborg. Niels Nielsen (1879-1973) var som pottemager rundet af Sorringtraditionen, men havde i årtier værksted i byen Silkeborg på adressen Frederiksberggade 10. Her fik Jorn i 1933 sit første og positive møde med lerets muligheder og det lokale pottemagermiljø. Men i foråret 1953 måtte Jorn erkende, at Niels Nielsen var blevet for gammel og svag til at kunne magte en større og krævende produktion. Hvor skulle Jorn så gå hen med sit ønske om at komme i kunstnerisk dialog med den lokale pottemagertradition? Løsningen lå lige for: Pottemager Knud Jensen (1906-1990) i Sorring.

Hos Knud Jensen fandt Jorn tre gode kvaliteter: 1) den personlige forankring i traditionen, 2) en eminent håndværker og 3) åbenhed over for nye ideer (1).

Problemet var imidlertid penge. Jorns ønsker var denne gang så omfattende, at samarbejdet krævede en form for honorar til Knud Jensen. Jorn havde ikke de økonomiske midler. Han foreslog derfor Silkeborg Museum en handel: Museet betalte for opholdet i Sorring mod, at museet efterfølgende modtog ca. 30 keramiske værker med diverse tilhørende skitser. Silkeborg Museum accepterede forslaget. Herved kunne mødet mellem kunstneren og håndværkeren blive til virkelighed.

Silkeborg Museum gav 2000 kr. til arrangementet (2). Pengene var nødvendige og velkomne for såvel kunstneren som håndværkeren. Jorn havde brug for de 2000 kr. til at virkeliggøre en kunstnerisk drøm. Knud Jensen havde brug for de 2000 kr. til at forsørge familien. Materiel nødvendighed var således en medvirkende årsag til mødet i sommeren 1953.

Fattigdom og de materielle levevilkår er i det hele taget en uomgængelig tilgang til historien om Sorringtraditionen.

SORRINGTRADITIONEN

Sorring ligger i Dallerup sogn ca. 15 km nordøst for Silkeborg. Sognet rummer tre lokalsamfund: Dallerup, Toustrup og Sorring. Toustrup var det lokale pottemageris udspring, men Sorring blev i løbet af 1800-tallet den dominerende pottemagerby. Sorring fik status af at være Danmarks pottemageregn med hensyn til de ”røde potter”.

”De røde potter” er betegnelsen for det blyglaserede lertøj i modsætning til ”de sorte potter”. De sorte potter var pølset/banket op på et bræt af en kvinde, brændt i en mile og ofte brugt til at tilberede maden i. De røde potter var drejet på en drejeskive af en mand, brændt i en ovn og normalt brugt til at opbevare maden i. ”De røde potter fra Sorring” blev en kendt betegnelse.

Sorringtraditionen kan følges tilbage til år 1700. Men først efter 1830 fik produktionen et sådant omfang, at man kan tale om Sorring som et nationalt pottemagercenter. Årsagen hertil var noget så prosaisk som kapitalismens fremmarch, som fik markante følger i landdistrikterne. Bønderne gik fra at være fæstebønder til at blive selvejerbønder. Denne overgang skabte nye sociale klasser på landet: En bedrestillet bondestand og en trængt husmandsklasse. Hvad skulle den nye underklasse på landet leve af? I Sorring tog flere fat på at udvikle egnens pottemagertradition til en egentlig næringsvej baseret på masseproduktion til et ukendt marked.

I 1787 fandtes der i Sorring og Toustrup mange indbyggere, som i folketællingen blev opført som ”fattige”. I de følgende folketællinger er disse uspecificerede fattige forsvundet – til gengæld dukker erhvervsbetegnelsen ”pottemager” talstærkt frem. Folketællingerne i 1800-tallet bevidner tydeligt, at pottemagerne i Sorring er fattigfolk, som normalt bor i hus uden jord. Der er ingen grund til at romantisere forholdene – det drejede sig om overlevelse.

Håndværk skulle efter enevældens lovgivning fortrinsvis foregå i købstæderne. Det gjaldt også produktionen af ”de røde potter”. Rent juridisk voksede Sorringtraditionen frem som ulovlig næring. Enevælden så imidlertid igennem fingre med disse ulovligheder. Af mindst to årsager: 1) hvad skulle de fattige mennesker ellers leve af? Og 2) pottemageriet i købstæderne var kraftigt nedadgående i 1700-tallet på grund af konkurrencen fra porcelæn og fajance.

Sorring voksede sig stor som pottemageregn i takt med købstadspottemagernes tilbagegang. Markedet for lertøj aftog i købstæderne, men i stedet voksede et nyt marked frem på landet. Til glæde for pottemagerne i Sorring. Succesen skyldtes blandt andet et effektivt distributionsnetværk ved de såkaldte potkørere, som kørte direkte ud til kunderne på landet.

Hvor stort var pottemagermiljøet i Sorring? Folketællingerne og andre skriftlige kilder er nogenlunde entydige: Der findes ca. 40 pottemagere i Sorring og Toustrup i årene ca. 1830-1900. Efter 1900 går antallet tilbage fra 16 pottemagere i 1911 til 8 pottemagere i 1940. I 1953 var der måske fem pottemagere i Sorring – hvoraf flere næppe havde det som levevej.

Hvor stor var den årlige produktion i Sorring og omegn? Enorm! Alt tyder på, at den årlige produktion har svinget mellem 200.000 og 300.000 stykker lertøj. Det er endda formodentligt lavt sat (3). Hvad bestod denne store produktion af?

FOLKEKUNST

Museumsverdenen var i 1940’erne og 1950’erne fascineret af Sorringlertøjet som ”folkekunst”. Det samme var Jorn. Det var tidstypisk og kan give anledning til en romantisering af den historiske virkelighed. Pottemagerne i Sorring tænkte ikke på deres produktion som ”kunst”. Det handlede først og fremmest om at producere lertøj, som kunne sælges og sikre et nødvendigt udkomme. Den store produktion i Sorring var først og fremmest simple hverdagsting. Eksempelvis mælkefade. Men der blev også produceret pæne gaveartikler som fiskefade, barselspotter, urtepotter og urtepotteskjulere. Det simple hverdagslertøj er forsvundet. Derimod har noget af det finere lertøj overlevet. På museer og i samlinger som folkekunst. Det er dejligt – men det giver eftertiden et fortegnet billede af tidernes lertøjsproduktion. Ud fra det finere Sorringlertøj kan skitseres tre stilperioder.

Den ældste stilperiode er fra tiden omkring år 1800, hvor lertøjet er farverigt udsmykket. Ofte med naturalistiske motiver og årstal. Fiskefade og karmfade er det stilbestemmende lertøj. Mange af fadene har hvid begitning, hvorpå farverne er pålagt og med en afsluttende klar glasur.

Den mellemste stilperiode er tiden ca. 1830-1880, hvor barselspotten vinder frem som stilbestemmende. Denne periodes toneangivende lertøj karakteriseres ved en hvid begitning, en grøn eller gul glasur udvendig og dekoration med indridsninger og diverse indklemninger. De ensfarvede grønlige og gullige potter med indridsninger er karakteristiske for perioden.

Den yngste stilperiode vinder frem fra 1880’erne, og den ældste stilperiodes farveglæde vender tilbage. Indridsninger forsvinder som dekoration. Det stilbestemmende lertøj er ørekrukkerne, urtepotter og urtepotteskjulerne. Den nye stilperiode genoptager ikke den ældste stilperiodes naturalistiske motiver. Man kan sige, at den nye stil er præget af mere abstrakt farveglæde. I forlængelse af den nyeste stilperiode vinder to udsmykningsteknikker frem: 1) vådt-i-vådt teknik, hvorved der opnås et utroligt farvespil. Kohorn med fjerpen anvendes i arbejdet, og blandt motiverne er vingemotivet, og 2) påsætning af farver ved hjælp af en svamp (4).

Jorn anvendte vingemotivet i 1953. Både til Silkeborg Museums indsamlingsplakat og som motiv på lertøj. Men det skal understreges, at vingemotivet var en udbredt udsmykning på lertøj mange steder. Og i Sorring var motivet næppe mere end en halvt århundrede gammelt, da Jorn brugte det.

Eftertiden gør sig normalt skyldig i at gøre ”folkekunsten” og dens motiver langt ældre, end de er.

KUNSTNEREN OG HÅNDVÆRKEREN

Jorn arbejdede i Sorring hos Knud Jensen i juli og august 1953. Hver arbejdsdag tog han bussen fra Silkeborg om morgenen og hjem igen sidst på eftermiddagen. Pottemageriet lå midt i Sorring i en landejendom, som tilhørte Knud Jensens forældre, pottemager Laurs Jensen og hustru Marie Jensen. Foruden pottemagerværksted rummede ejendommen landbrug, som Knud Jensens bror, Svend Jensen, passede.

Værkstedet var på 25-30 kvadratmeter med to drejebænke, æltebord og kakkelovn med tørreplads. I loftet hang et virvar af brædder med lertøj til tørre. Pladsen kunne således være trang, når Knud Jensen, Asger Jorn og pottemagerlærlingen, Birte Vedel, var i sving. Foruden selve drejeværkstedet var der to andre rum, et rum med den store ovn og et rum til at ælte leret.

Arbejdsdagen havde tre faste afbræk, hvor alle på værkstedet gik fra ejendommen og nogle hundrede meter hen til Laura og Knud Jensens private bolig. Her tog hustruen imod med formiddagskaffe, middagsmad og eftermiddagskaffe med hjemmebagt kringle. Middagspausen klokken 12 var på en time, hvor alle først fik varm mad og dernæst et hvil efter eget valg. Jorn nød gerne en stor cigar efter middagen. Asger Jorn var således på kost under sit arbejdsophold i Sorring, og det var et samtaleemne, hvor meget Jorn kunne sætte til livs.

I værkstedet blev der knoklet. Jorn var manisk og fokuseret under opholdet. Knud Jensen drejede og drejede store og små emner efter Jorns vejledning. Det var ofte store og svære emner, der skulle drejes, og her fik Knud Jensen mulighed for at vise sin store håndværksmæssige kunnen. I det hele taget sørgede Knud Jensen for alt det grove, mens Jorn koncentrerede sig om den afsluttende udformning og dekoration af de enkelte værker.

Jorn var ivrig og utålmodig efter at se det færdige resultat. Men her måtte han sande, at godt håndværk tager tid. Nåleøjet var den afsluttende brænding i den store ovn. Dels skulle alt lertøjet være fuldstændig tørt før brændingen, og dels skulle ovnen være fuld. Det havde Jorn vanskeligt ved at vente på, så på et tidspunkt smækkede han med døren i utålmodigt raseri. Derfor har Jorns arbejde i Sorring næppe strakt sig ind i september.

Lige så ærgerlig Jorn havde været i sin utålmodighed, lige så glad og begejstret var han, da Knud Jensen og han den 14. september 1953 kunne fremvise resultatet for museumsforeningens bestyrelse, pressen og andre. Knud Jensen havde foretaget den perfekte brænding til en produktion, som adskilte sig ganske meget fra den normale produktion. Intet gik i stykker under brændingen. Efter denne lykkelige finale skiltes Jorns og Knud Jensens veje for altid.

Kunstneren Jorn har sammenfattet sit ophold hos håndværkeren Knud Jensen med følgende ord: ”spændende og hyggeligt, irriterende og lærerigt, altså over forventning” (5). Det er nok den positive version. Under alle omstændigheder var samarbejdet spændingsfyldt og frugtbart. Det var to vidt forskellige verdener og personlige gemytter, som stødte sammen – kunstneren Jorn og håndværkeren Knud Jensen. Hvor Jorn mente, at han med afsæt i det gode håndværk skabte ny kunst, fandt Knud Jensen nærmere, at kunsten ødelagde det gode håndværk. Knud Jensen havde ikke blik for kunsten og havde svært ved at forstå al den virak, som omgav denne skabende kunst (6).

Alligevel var mødet i Sorring i sommeren 1953 frugtbart ud over al forventning, og alle parter blev dybt berørt af begivenheden.

SORRINGTRADITIONEN EFTER JORN

Jorn ønskede at bevare traditionen ved at forny den. Ved at give den en kunstnerisk overbygning eller drejning. Efter Jorns mening ville det gamle håndværk uundgåeligt forsvinde, hvis det ikke inddrog kunsten (7). Heri havde Jorn ret. De industrielle produkter i porcelæn, glas, rustfrit stål osv. trængte pottemageriet mere og mere.

Knud Jensen tog ikke umiddelbart kunsten til sig. Han var og forblev håndværkeren. Jorns ophold i Sorring fik alligevel afgørende betydning for Knud Jensen og værkstedet. På mindst tre ledder.

Jorn havde tidligt fået hjælp og inspiration til keramik hos sin lærer på Silkeborg Seminarium, Oluf Randlev Pedersen (1910-1987) (8). Oluf Randlev Pedersen og Knud Jensen fik efter 1953 kontakt med hinanden og indgik et samarbejde. Blandt andet om salg af ler til undervisning. Hermed fik Knud Jensens virksomhed med årene en god salgsvirksomhed af ler, redskaber og andre råstoffer til skoler (9).

Jorn havde et ønske om at gøre flere mennesker aktive i kunst-keramisk udfoldelse (10). Den mulighed tog Knud Jensen og virksomheden op fra 1970’erne ved en stor produktion af halvfabrikata (læderhårdt lertøj), som kunderne efterfølgende kunne færdiggøre ved dekoration og brænding. Denne produktion af halvfabrikata blev en stor salgsartikel for Sorring Lervarefabrik Knud Jensens Efterfølger, de sidste årtier af det 20. århundrede.

Værkstedet i Sorring blev gennem årene et sted, hvor unge fra blandt andet Kunsthåndværkerskolen søgte hen for at få indblik i pottemageriet. Værkstedet gav herved inspiration til den nye tids keramikere.

Under opholdet i sommeren 1953 var Birte Vedel i færd med at færdiggøre sin læretid hos Knud Jensen. Det var en historisk begivenhed for værkstedet. Af to årsager: Hun var kvinde og værkstedets første lærling. Birte Vedel fik en oplevelse og en inspiration for livet ved at følge Jorns arbejde i værkstedet. Denne kunstneriske inspiration tog hun med sig i sit senere virke som selvstændig keramiker.

Sorringtraditionen var en tradition båret af mænd. Birte Vedel brød denne tradition, og på forbløffende kort tid tog kvinderne over. Med de kvindelige pottemagere kom overgang til kunsthåndværk og kunst.

Også i Sorring tog kvinderne over. Knud Jensens datter Tut Kristiansen og barnebarn Berit Kristiansen fortsatte familietraditionen og overtog virksomheden i henholdsvis 1975 og 2000. Det gamle pottemageri fortsatte frem til sommeren 2012, hvor værkstedet lukkede. Sorring Lervarefabrik eksisterer fortsat med salg til skolerne o.a. og med kursusvirksomhed inden for keramik og glas.

SILKEBORG MUSEUM

Silkeborg Museum havde i 1953 gjort mødet mellem Jorn og Knud Jensen muligt. Ved at stille 2000 kr. til rådighed for eksperimentet. 2000 kr. var en svimlende sum for det lille museum, som dette år stod foran at skulle åbne som Silkeborgs bymuseum. Midt i åbningsforberedelserne tog museet sig tid og råd til at engagere sig med Jorn og hans mange planer. Ikke fordi museet mente, det var en god forretning – men fordi man mente, at det var det rigtige at gøre.

Silkeborg Museum modtog i forbindelse med arrangementet ca. 30 keramiske værker, en række tegninger m.m. Hvad skulle museet stille op med denne samtidskunst? Oprindeligt havde der nok været planer om en mindre afdeling af traditionel kunst, når museet åbnede. Disse planer blev radikalt ændret, og Jorn fik et særskilt udstillingslokale på Silkeborgs nye museum. Mange i samtiden fandt dette kontroversielt. Men museumsforeningen med Peder Nielsen i spidsen fandt det godt og naturligt, at museet med den store gave af keramik også udstillede det. Peder Nielsen fremhævede, at meningerne nok var delte om Jorns kunst, men alle var glade for Jorns keramik (11).

Silkeborg Museum gav Jorn en selvstændig position i det nyåbnede museum i 1954. Hermed var skabt en platform, som med tiden blev til Jorns Samling med hjemsted i Silkeborg.

Jorns ophold i Sorring i 1953 fik således vidtrækkende konsekvenser for Jorn, Knud Jensens pottemageri, Sorringtraditionen, Silkeborg Museum og Silkeborg.

NOTER

1. Bygger på Asger Jorn: Indtryk af Silkeborgegnens pottemageri (i Dansk Kunsthaandværk januar 1954)

2. Se eksempelvis Keld Dalsgaard Larsen: Til megen glæde. Af museets historie (i Silkeborg Museums Årbog 1989) s. 13 og Troels Andersen: Silkeborg Kunstmuseums historie 1940-2005 (2008) s. 13.

3. Bygger på Keld Dalsgaard Larsen: Sorring. Danmarks pottemageregn (i Århus Stifts Årbøger 1997) og Keld Dalsgaard Larsen: De røde potter fra Sorring. En lokalhistorisk og museal undersøgelse af et egnskarakteristisk landhåndværk ca. 1700-1950. Rapport (Silkeborg Museum 1999).

4. Bygger på Helge Søgaard: Lertøj fra nørrejyske museer. Bidrag til jysk keramiks historie (1958) og Keld Dalsgaard Larsen (1999).

5. Asger Jorn 1954 s. 13.

6. Bygger på Asger Jorn 1954, interviewet med Knud Jensen i Troels Andersen og Aksel Evin Olesen (red): Erindringer om Asger Jorn (Galerie Moderne 1982) s. 131-139 og samtaler med Knud Jensens datter, Tut Kristiansen og keramiker Birte Vedel Howard, sidstnævnte arbejdede på værkstedet samtidigt med Jorn i sommeren 1953.

7. Asger Jorn 1954 s. 13.

8. Asger Jorn 1954 s. 11.

9. Seminarielektor Oluf Randlev Pedersen blev en central skikkelse inden for formning (billedkunst) i dansk skoleverden. Blandt andet var han med i betænkningsarbejdet vedrørende formning i læreruddannelsen i 1960’erne, jf. Betænkning nr. 527. Læreruddannelse efter loven af 1966 (1969). Måske kan man på denne baggrund hævde, at Asger Jorn indirekte havde en vis indflydelse på tidens skoleundervisning i formning.

10. Asger Jorn 1954 s. 11. Ideer drøftet med Randlev Pedersen.

11. Jyllands Posten 25. januar 1954.

Oprindeligt skrevet i forbindelse med Asger Jorns 100 år i 2014. Udgivet i Karen Kurczynski og Karen Friis (red): Expo Jorn. Kunst er fest! (2013).

Gennemgået med enkelte justeringer i maj 2018.