KAFFEGILDER PÅ SILKEBORGEGNEN

Af Keld Dalsgaard Larsen

Kaffegilder med det store kagebord har været tradition over det ganske land. Også på Silkeborgegnen. I dag er det så meget historie, at "det sønderjyske kaffebord" let kan skygge for kendskabet til denne tradition andre steder i landet. Nærværende lille artikel ønsker hermed at præsentere traditionen på Silkeborgegnen for til sidst at runde af med mere generelle betragtninger. Som en indledning skal det lige slås fast, at vi har at gøre med en landbotradition - og at traditionen kan have mange navne: kaffegilde, kagebord, nabokomsammen, kaffefremmede osv.

I LINÅ SOGN

Hedevig Mikkelsen (f.1918) mindes kaffegilderne fra et husmandshjem mellem Linå og Laven således:
"Om vinteren var der nabokomsammen. Det var en tilbagevendende begivenhed. Vi kaldte det nabokomsammen, og der var 9 par, som besøgte hinanden. Konen i huset stod selv for bagningen og serveringen. Et typisk kagebord kunne se sådan ud: Man fik gerne boller med smør, kringle, skærekage, lagkage, konditorkage eller æblekage og til sidst småkager. Skærekagerne kunne være sandkage, sodakage, marmorkage og kakaokage. Lagkage kunne være "hvid" lagkage - sukkerbrødsbunde lagt sammen med creme og syltetøj og pyntet med fløde - eller brun lagkage - hvor der var to muligheder: kakaobunde lagt sammen med smørcreme og med kakaoglasur eller sirupslagkage lagt sammen med smørcreme og med kakaoglasur. Blandt konditorkagerne valgte husmoderen gerne en af følgende: linseskaller med creme og syltetøj, pyntet med flødeskum, medaljer lagt sammen med creme og pyntet med glasur og gele, vandbakkelser med flødeskum i og pyntet med gele og endelig butterdejsruller (-spiraler) med perlesukker og flødeskum indeni. Æblekagen var med flødeskum og havde geleklatter som pynt. Småkager var der altid mindst to forskellige slags.


Man mødtes ved 20-tiden. I vores hjem blev der sådan en aften fyret op i begge stuer, og mændene blev placeret i den stue, hvor spisebordet stod, for der skulle spilles kort. Nogle kunne måske sidde over og blot kigge på. Konerne sad så i den anden stue, og de havde altid noget håndarbejde med, så tiden kunne udnyttes, mens snakken gik. Ved 21.30-tiden blev der dækket op til det første kaffehold, og det var altid mændene først. Når de var færdige blev der gjort klar til damerne. Men først skulle der vaskes nogle kopper af, for der skulle drikkes af de "pæne kopper", og vi havde kun ét pænt kaffestel.
Hedevig Mikkelsen mindes, at nabogilderne var mest udbredt i 1920'erne og først i trediverne, men at de ebbede noget ud under landbrugskrisen i trediverne og var helt slut under krigen.

I FUNDER SOGN

Eva Rasmussen (f. 1927) har givet følgende beretning: Kaffegilderne forandrede sig ikke nævneværdigt fra min barndom og frem til ca. 1970. Gilderne begyndte i januar, og man holdt gerne tre kaffegilder tre dage i træk hver med ca. 10 par. Så fik man inviteret alle bekendte, og de indkøbte blomster, opvarmningen, rengøringen m.m. kunne så holde de tre dage.
Alene at få inviteret og få sat folk sammen var indviklet. Nogle kunne dårligere sammen end andre, nogle foretrak én slags kortspil frem for et andet osv. Når man så begyndte at invitere, havde andre indbydere ofte også være ude, og så kunne man let komme ud for, at nogle sagde: "Nej på torsdag er vi budt ind til .." Og så kunne man fortsætte. Men det lykkedes jo i løbet af vinteren. De ca. 30 par, som deltog i ens kaffegilde gjorde så gengæld i løbet af vinteren. Det kunne blive til mange kaffegilder på en uge.
Kaffegilderne forløb efter et vant skema. Man mødtes efter malkningen, hen imod kl.20. Før kaffen gik mændene ud i stalden for at se på besætningen - og lade deres vand. Når de så kom ind - og lugtede godt af ko - fik man kaffebord. Som hovedregel sad mændene i den ene stue og kvinderne i den anden stue. Til daglig var der kun varme i den ene stue, så den "kolde" stue var noget mærket af, at den kun var varmet op til lejligheden.
Kaffebordet var følgende: Boller med smør, kringle, sandkage, brun lagkage med smørcreme og glasur, hvid lagkage med flødeskum og 4-5 hold småkager. Efter kagen og kaffen blev cigarer og cigaretter delt ud. Først hen imod 1970 kom der en mindre ændring, idet man fik en øl eller vand før kaffen. Bagefter blev der spillet kort. Mændene spillede altid kort. Kvinderne spillede kort eller strikkede ankelstrømper i lange baner.

Kaffegildets afholdelse kunne også afhænge en smule af, hvornår mælkekusken kom. Hvis han havde en senere rute, kunne man strække den lidt med at stå op om morgenen. I BALLE SOGN

Vagn Lihn Kristensen (f. 1940) husker barndommens kaffegilder i Hvinningdal på denne måde: Det var de samme mennesker, som blev inviteret til kaffekomsammen hver vinter. Man måtte fordele gæsterne på flere dage. Det kunne godt knibe at få aftnerne til at slå til, idet lørdag og søndag aften var forbeholdt familien. Man begyndte ikke på kaffefremmede før efter Mortensaften, og i december prøvede man at holde fri til efter Hellig Tre Konger.
Hvornår og hvem der fik ideen til en liste hos købmanden, hvor man kunne reservere aftenen til kaffefremmede, ved jeg ikke, men dagen efter høstfest i Hvinningdal Forsamlingshus lå listen fremme ved Verner Købmand, og så var det bare med at være hurtig. Jeg husker, at min far ved halv otte tiden om morgenen er taget hjemmefra for at være blandt de første og sikre sig tre kaffeaftner. Det virkede rigtig godt indtil 1948, hvor området fik to købmænd med hver deres liste.


Min mor bagte og bagte de sidste otte dage, før vi havde kaffefremmede. Det var boller, forskellige skærekager, sandkage, marmorkage, kiksekage, chokoladekage, brun og hvid lagkage, marengs, franske vafler, konditorkager, æblekage, og vel otte - ti forskellige slags småkager.
Gæsterne ankom ved 8-tiden om aftenen. Der var opstillet borde i begge stuer, så der kunne spilles kort, altid Whist. I dagligstuen, den fine stue sad damerne og strikkede eller lavede andet håndarbejde. Ved det pæne mahogni bord var der gerne 4-5 damer, som spillede kort. Og så blev der snakket. Inden vi fik dobbeltdøre mellem de to stuer, var det ofte et problem for mændene, at de ikke kunne høre hvad sidemanden sagde, og hvis man dummede sig i kortspillet, undskyldte man sig med, at man ikke rigtig kunne høre, hvad der var blevet meldt.
I den anden stue, spisestuen og den stue vi normalt opholdt sig i, var mændene. De spillede kort, nogle gange i to hold. Bordet var i samme anledning altid forlænget. Der blev røget, mest pibe, et par enkelte cigarer og cigaretter og en til to skråede. Mændene havde den gode skik, at de forestillede sig at tabe nogle småmønter på gulvet, som vi børn dagen efter havde lov til at samle op. Vi viste godt, hvor vi først skulle lede under bordet, idet nogle af mændene ikke var bange for at smide store mønter på gulvet. Engang lå der en 2 krone, hvor Karl Andersen havde siddet, en af de største gårdmænd i Hvinningdal. Min mor, ak hun tilbragte det meste af aftenen i køkkenet. Nogle gange var min faster oppe og hjælpe til.
På et tidspunkt fik mændene ordre til at gå i kostalden og se på dyrene. Jeg husker til de kaffeaftner, flyttede min far sommetider lidt rundt på køerne, så de bedste kom frem i lyset. Der blev gjort ekstra rent i kostalden, og grisene fik et bundt halm at boltre sig i. Alt skulle se godt ud.
Når mændene kom ind, lugtede de af kostald. Der kunne falde en bemærkning herom, men det var jo en lugt alle var vant til. Måske var det mest min faster, der beklagede sig.
Mændene opholdt sig nu i dagligstuen, den pæne stue, til damerne var færdig med at drikke kaffe, hvorefter de byttede plads med mændene.
Vi børn kom i seng ved 22 tiden, efter vi havde fået saftevand og kage i køkkenet, så vi hørte aldrig, hvornår kaffegæsterne brød op.

NABOSKAB

Kaffegilderne var en social begivenhed i landbohjem. En måde at bekræfte og vedligeholde godt naboskab på. De enkelte kaffegilder kan variere, men der er alligevel nogle klare fællestræk.
Kaffegilderne foregik i landbohjemmet om vinteren - den stille tid for landbruget. Gæsterne var mange - gerne ægtepar - som inviteredes til kaffegilde efter endt malkning. Netop gildets deltagerantal - 16-20 voksne mennesker - gør det helt berettiget at tale om et gilde. Det var ikke en lille intim privat begivenhed mellem nære venner. Antallet af gæster tyder også på, at det så at sige var alle naboer - i en vis radius - som var budt med. Ankomsttidspunkt gjorde, at kaffegilderne gerne trak ud til sent på aftenen. Det er også værd at bemærke, hvem der ikke var med til sådanne gilder: Børn, tjenestefolk eller værtsfamiliens familie var aldrig inviteret med til kaffegilder. Det var en social begivenhed mellem voksne naboer, som var husbond og madmor på en ejendom.
Kaffegilderne var et civiliseret gilde. Med egne dannelsesnormer. Man skulle så at sige stritte med lillefingeren. I hvert fald i overført betydning. Der var gjort klar i to stuer - også den stue, som normalt stod pæn og kold hen. Servicet var naturligvis det fine, og landhusmoderen skulle ved sit traktement demonstrere, at hun magtede at bage det forventede bagværk og anrette det på en fin og indbydende måde. Det er nok for meget at hævde, at der ligefrem var konkurrence mellem landhusmødrene om at byde på det fineste kaffebord - men det var vigtigt ikke på nogen måde at falde igennem i forhold til omgangskredsen. Gildet havde intet med druk, dans eller romantik at gøre. Det var modne ægtefolk, som deltog. Mænd og kvinder sammen - og så alligevel! Det er bemærkelsesværdigt, at kønnene altid var adskilte. Både når der spilledes kort eller strikkedes og under selve kaffebordet. Snakken gik - mellem kønsfæller. Hedevig Mikkelsen var fra 1940'erne husmor i Linå by, men her var der ingen tradition for kaffegilder. Man kunne mødes sådan med venner til en kop kaffe - men slet ikke på den måde og i det omfang som i barndomshjemmet på landet.
Kaffegilderne døde ud i 1960'erne. Mange har givet fjernsynet skylden herfor. Det er næppe hele sandheden. Naboskabets betydning ændrede sig også markant i perioden. Hans Vestergaard har udtrykt det således: "Vi var dengang hinandens nødvendighed på landet. Det er vi ikke længere". Man kan også sige, at vi er blevet langt mere "private" og først og fremmest forholder os til familie, arbejdskolleger og nogle få nære venner. Men det er jo langt fra det eneste, som har forandret sig. Også vort forhold til kagespisning har ændret sig. Hvis man i dag blev budt på et sådant kagebord, ville de fleste udbryde: Hvordan kommer jeg dog igennem det? Vi kan måske lige klare et par boller, en kage og nogle småkager. Det er kagebord nok for de fleste i dag.
Tiderne og menneskene har med andre ord forandret sig, og kaffegilderne er blevet historie. Det er endnu muligt at få indsamlet beretninger fra de store kaffegilders epoke - men det skal snart gøres. Jeg vil derfor slutte af med at opfordre alle, som har beretninger om kaffegilder på Silkeborgegnen til at skrive det ned og sende det til Silkeborg Museum.