KAJ SØBERG NIELSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

OM HØJBYGÅRD PAPIRFABRIK

Jeg er født i 1944 og stammer fra Holbæk. I 1971 blev jeg uddannet maskiningeniør fra Københavns Teknikum. Herefter aftjente jeg min værnepligt på 12 måneder, og da jeg var færdig med det, var tiderne for nyuddannede ingeniører alt andet end lyse. Det var ikke til at få arbejde. Ingeniørernes Sammenslutning drev en form for arbejdsformidling for os, hvor de havde et kartotek med mulige emner for virksomheder. Herigennem kom jeg i kontakt med Højbygård og blev ansat i 1972 af direktør Svend Gøtzsche-Larsen.

Højbygård Papirfabrik var netop på det tidspunkt inde i en turbulent periode, idet Svend Gøtzsche-Larsen var kommet tilbage efter en opgave i Tyrkiet med igangsættelse af en ny papirfabrik. Den midlertidige ledelse havde nok ikke regnet med, at Svend Gøtzsche-Larsen kom tilbage, så den konstituerede direktør og produktionschefen sagde op, da Svend Gøtzsche-Larsen vendte hjem fra Tyrkiet. Denne situation gjorde, at organisationen blev reorganiseret, og jeg blev i den sammenhæng driftsingeniør, som skulle være til rådighed inden for det tekniske område. Mit arbejde bestod mest i løbende procesoptimering, men også i de projekter der efterhånden blev igangsat.

Højbygård Papirfabrik kan føre sin historie tilbage til 1960. Selve produktionen gik i gang i 1961. Baggrunden var, at Sukkerfabrikkerne havde en gammel sukkerfabrik, som stod tom. Hvad skulle de så bruge bygningerne til? Kunne man finde på noget, som kunne give nye arbejdspladser til lokalområdet? Sukkerfabrikkerne havde udviklet en diffusør-teknologi til sukkerroer, som, de også mente, kunne bruges til at producere halmcellulose. Sukkerfabrikkerne gik i samarbejde med DfP, som havde den papirtekniske ekspertise, og man gik i gang med nogle eksperimenter i de gamle bygninger.

Svend Gøtzsche-Larsen var civilingeniør ansat i DfP og blev sat i spidsen for forsøgene. Man købte en gammel papirmaskine i Strømsnæsbruk i Sverige. Eller rettere vådparti og presseparti, og så sørgede Højbygård selv for at få et nyt tørreparti til maskinen. Hvis forsøgene var mislykket, havde man nok bare lukket helt og aldeles. Men nu lykkedes det, og Svend Gøtzsche-Larsen blev så at sige hængende. Fabrikken havde et dobbeltejerskab, idet Sukkerfabrikkerne ejede 40%, mens DfP havde 60% af aktierne. Det var en fin ordning – ikke mindst for os på fabrikken.

DfP kunne godt være vanskelige at arbejde sammen med især i forbindelse med nye projekter, hvor de meget ofte foreslog aflagt maskineri fra de andre fabrikker. DfP forstod ikke forskellen på finpapir og vores papirkvalitet. Vi opnåede dog mere selvstændighed med årene.

De første mange år – 1972-1988/89 – blev der kørt med halmcellulose, som vi selv producerede. Over tid var der en udvikling. Til at begynde med var forholdet ca. 60% halm og 40% returpapir, og det ændrede sig så til, at det til sidst var ca. 20% halm og 80% returpapir som råstof. Vi holdt helt op med halm, da vi kom ind under Grenaa Papfabrik omkring 1988/1989.

Halmcellulosen var udmærket, men der var nogle problemer. Det var langsom afvandeligt, og derfor kunne papirmaskinen ikke køre så hurtigt. Og så er der et restprodukt (f.eks. lignin og hemi-cellulose), som ikke rigtigt er til at komme af med. I mange år købte Dansk Leca dette affaldsprodukt. Og så var alt jo godt. Men det holdt de op med. Vi fandt så på at genanvende ca. halvdelen i limpressen, men den sidste halvdel måtte halmleverandørerne tage tilbage. Sådan kørte vi nogle år.

Højbygård Papirfabrik producerede fluting til vor eneste kunde: Colon Emballage. Tanken var, at vi skulle erstatte halvkemisk fluting, som man købte fra Skandinavien. Det var typisk på 112 gram. Vi producerede 120 gram og gik ned til 115 gram. Det var helt fint. Vi kunne godt konkurrere på de betingelser, da den halvkemiske fluting var dyrere end vores produkt. Ud over fluting kørte vi en mindre produktion af grå kardus.

Højbygård Papirfabrik eksisterede i perioden 1960-1993, men vi havde hele tiden en klar fornemmelse af konstant at være i en overlevelseskamp. Papirmaskinen havde en bredde på 320 cm., og det havde den, fordi bølgepapindustrien på det tidspunkt kørte med en bredde på 160 cm., så en bredde på 320 cm. gav to anvendelige baner. Sådan var situationen, da jeg kom i 1972, men vi vidste, at det var på lånt tid. Bølgepapindustrien ville på kort sigt gå over til andre bredder – og det blev i første omgang til 200 cm. og 220 cm, som jeg husker det. Og hermed fik vi pludselig en problematisk ”sidebane”. Noget måtte gøres. Vi fandt så på at købe og udvikle en ”kantlime”-maskine i England omkring 1974. Den var dog ikke sådan klar ved anskaffelsen, og vi skulle selv udvikle på den, for at den blev god til vort formål. Men det lykkedes, og herved kunne vi lime ”sidebaner” sammen til gode anvendelige baner. Det fungerede og var med til at holde liv i virksomheden i en årrække. Vi kørte også for Kartonfabrikken, men deres baner var for ujævne, og så bliver limningen ikke tilfredsstillende. En sådan kantlimning bliver dog aldrig 100 procent god. Produktet bliver såmænd udmærket, men det kræver en god og forstående kunde.

Bølgepapmaskinerne har hele tiden udviklet sig. Bredden er øget. Senere blev 245 cm. standard og udgangspunkt i en årrække, men også denne bredde er efter årtusindskiftet øget. Bredden har blandt andet noget med transporten at gøre. Længe mente man ikke, at lastbiler kunne tage mere end ruller på 245 cm. Men de nye lastbiler er bygget således, at det kan de godt. Papirfabrikkerne har ikke kunnet bestemme bølgepapindustriens maskinbredde, hvilket nok dybest set bunder i, at bølgepapindustrien er tættest på slutkunderne og må efterleve de krav, der stilles her.

Højbygård Papirfabriks ledelse kom fra 1972 til at bestå af administrerende direktør Svend Gøtzsche-Larsen, overværkfører Helmer Hansen, maskinmester Kirchhoff, kontorchef Mogens Lund og så mig. Svend Gøtzsche-Larsen var oprindelig DfP-mand, uddannet civilingeniør og havde gennemgået DfPs turnusoplæring på de forskellige DfP-fabrikker. DfP mente dengang, at det kun var civilingeniører, som duede. Jeg mener, at Svend Gøtzsche-Larsen kom fra Dalum til Højbygård.

Højbygård Papirfabrik var på mange måder et fabrikssamfund for sig. På fabriksområdet var der nogle tjenesteboliger og her boede: direktøren, maskinmesteren, overværkføreren, en tidligere kusk, som var kontormedhjælper, en værkfører og så mig. Det var som sådan nemt for familien og mig at flytte ind i denne tjenestebolig. Men der er altid fordele og ulemper ved tjenesteboliger. De øvrige medarbejdere boede i Holeby og rundt omkring.

Mange af medarbejderne havde tidligere været ansat på Sukkerfabrikken. Det gjaldt både ufaglærte og håndværkere. De ufaglærte blev så omskolet til at blive papirarbejdere.

Højbygård Papirfabrik havde i midten af 1980’erne kontinuerlig 7-døgnsdrift 350 arbejdsdøgn om året med 5 skiftehold. Fabrikken holdt kun stille i sommerferien og mellem jul og nytår. Som jeg her så mange år efter kan erindre det, må der have været 11 mand pr. skift.

Arbejdsgangen er som følger:

Hvedehalmen afhentes hos lokale landmænd. Halmen bliver herefter snittet og blæst til diffusøren, hvor det bliver kogt med natriumhydroxyd i en kontinuerlig modstrømsproces, herefter bliver det defibreret og sammenblandet med returpapir (pulp). To mand var beskæftiget med dette.

Returpapir-tilberedningen bestod af en konventionel pulper og renseapparater. To mand var beskæftiget her.

Den sammenblandede masse ledes gennem et rensesystem ved lav koncentration til papirmaskinen. I umiddelbart forlængelse af papirmaskinen var rulleværket, hvor de store papirruller fra tambouren blev omrullet. Ved papirmaskinen og rulleværket var, så vidt jeg husker, fire mand beskæftiget. En maskinfører, en ved vådenden og to ved tambouren og rulleværket.

Ved kantlimeren var en mand – ligeledes døgnet rundt.

Desuden var der en kedelpasser og en værkfører pr. skift. Det må vist give 11 mand. Og med fem hold giver det 55 ansatte.

På kontoret var en kontorchef og under ham var en til bogholderi, en til produktionsplanlægning, en til lønninger og så den tidligere kusk, som var kontormedhjælper.

Fabrikken havde et laboratorium, hvor to mand arbejdede, og så havde vi – i hvert fald en periode – en tekniker. Til rengøring mener jeg, at vi havde to ansatte.

Og så var der alle håndværkerne. Det var megen vedligeholdelse på sådan en gammel fabrik. Vi havde to elektrikere, fem smede/maskinarbejdere, en smøremand og en tømrer.
Dagholdet var vist på syv mand. Alle kunne køre truck, og de stod for aflæsning og pålæsning. Vi havde jernbanespor til fabrikken, og produkterne blev kørt væk i jernbanevogne. Efter energikrisen brugte fabrikken kul, og på dagholdet var en kullemper, som også sørgede for at fjerne aske og slagger.

På et tidspunkt flyttede vi brovægten – som vejede indgående råstoffer og udgående produkter – hen til reservedelslageret, så kunne de to mand her både passe vægten og reservedelslageret.

Det var et eksempel på den kontinuerlige optimering af driften, som fabrikken var pisket til at foretage, hvis vi skulle overleve.

Fabrikken havde et udmærket forhold til fagforeningen. Der var to tillidsmænd på fabrikken – en for smedene og en for papirarbejderne. På et tidspunkt fik tillidsmændene kontor på fabrikken til at ordne deres faglige arbejde. Vi havde ingen kantine på Højbygård.

Højbygård Papirfabrik var en betydelig fabrik i lokalområdet. Men absolut ikke den største. Det var B&W Holeby Diesel, som måske beskæftigede 300 mennesker. Det var B&W Holeby Diesel, som gjorde Holeby kendt ude omkring. Det betød også, at der var et industrielt miljø i lokalområdet med lokal ekspertise, som vi kunne trække på.

Højbygård Papirfabrik havde faste aftaler med landmænd på Lolland vedrørende levering af halm. Der var – som jeg husker det – et halmudvalg med en formand, og så blev der hvert år indgået aftale om mængde og pris på halmen. Der var aldrig problemer med forsyningssikkerheden, en aftale var en aftale, og vi kunne være helt sikre på at modtage den aftalte mængde halm til vor produktion. Jeg mener også, at fabrikken sørgede for transporten af halmen til fabrikken. Men landmændene kunne også selv levere halmen på fabrikken. Til at begynde med kom halmen i de små firkantede baller, men efterhånden gik landmændene over til store runde baller. Det var lidt af et problem, men også det løste vi ved hjælp af en maskine, der kunne ”rulle” de runde halmballer ud igen, så hakkemaskinen kunne snitte halmen som hidtil. Men vi fik ikke leveret halmen i det, vi i dag kender som ”bigballer”. Det kunne vi ikke håndtere. Som jeg husker det, fik vi i 1980’erne 7.-8.000 tons halm om året. Højbygård Papirfabriks årsproduktion steg over tid. De ca. 7.000 tons halmcellulose skulle så indgå med returpapirmaterialet, og det gav en årlig papirproduktion på omkring 35.000 tons i anden halvdel af 1980’erne. Halmcellulosen udgjorde 17-20 procent af det samlede råstofmateriale.

Højbygård Papirfabrik havde intet samarbejde med DfP’s fabrik, Fredericia Halmcellulose.

Højbygård Papirfabrik var i et vist konkurrenceforhold til Grenaa Papfabrik og Kartonfabrikken. Grenaa Papfabrik og vi generede ikke hinanden, men det lå i luften, at enten Kartonfabrikken eller os måtte lukke. Det blev så Kartonfabrikken i første omgang. Som jeg ser det, skyldtes det, at vi havde en mere effektiv drift, mere stabile arbejdere og bedre muligheder for at ordne miljøproblemerne i forhold til en fabrik på Nørrebro.

Vi havde i mange år kun en kunde, og det kunne nemt være blevet katastrofalt. Colon Emballage meddelte pludselig i 1974, at man ikke ønskede at købe mere det år. Hvad så? Vi overlevede ved at producere til lager og ved at gå ud på eksportmarkedet. Vi kom ind på det tyske og hollandske marked gennem agenter, og vi fik vel en eksport på omkring 10 procent. Eksporten steg så frem til 1984/85, hvor vi kom op på ca. 50% eksport.

Sukkerfabrikkerne overtog midt i 1980’erne alle aktierne og blev hermed eneejer. Vi kunne hermed nemmere gøres ”salgsbare”, som man udtrykte det. Sukkerfabrikkerne overtog i 1988 Grenaa Papfabrik, og det fik også betydning for Højbygård Papirfabrik, da vi herefter blev et datterselskab under Grenaa Papfabrik.

Svend Gøtzsche-Larsen gik på pension i 1987, og jeg overtog posten som administrerende direktør. Inden da havde jeg fået titel af produktionschef. Vi måtte til stadighed kæmpe for overlevelse, og da vi kom under Grenaa forsøgte vi at producere til hylserpap-markedet. Vi søgte at levere tykke paphylstre og til tissueprodukter. Skjern Papirfabrik sad rimelig godt på hylsterpap til tissueprodukter, så det var svært for os.

Ved hylserpap var vi langt væk fra vor normale produktion, det drejede sig om højere gramvægt – 200-300 gram som jeg husker det – og der var også helt andre styrkekrav til produktionen. Vi fik investeret i forskelligt relevant maskineri til denne produktion, f.eks. smalskærer, og derved blev vi også flere ansatte. I denne periode tror jeg, at vi kom op på ca. 85-90 ansatte. Det højeste antal i fabrikkens historie som papirfabrik.

Højbygård Papirfabrik forsøgte at finde en vej til overlevelse, men det lykkedes ikke. Og de sidste år var reelt en afviklingsperiode, og i samme forbindelse blev jeg afskediget som administrerende direktør og fortsatte med at arbejde på fabrikken med titel af ”teknisk direktør”. Der blev så ansat en regnemand som administrerende direktør, og det tog ham ikke lang tid om at konstatere, at fabrikken ikke kunne overleve. Det kom jo ikke som den store overraskelse for os, som kendte til forholdene. Højbygård Papirfabrik lukkede i 1993.

Jeg kom herefter til Grenaa Papfabrik fra januar 1994, hvorfra jeg så var med til den endelige afvikling af Højbygård Papirfabrik. Rent praktisk arbejdede jeg mandag til torsdag i Grenaa, og så kørte jeg ned til Højbygård og arbejdede om fredagen med afviklingen. Jeg var også med til – sammen med Hans Halskov-Hansen – at sælge fabrikken til anden side. Og herefter fortsatte jeg så på Grenaa Papfabrik til den lukkede i 2006.

I min tid som administrerende direktør på Højbygård havde jeg ansat Michael Rosendahl som ganske ung mand, og han nåede at blive produktionschef på Lolland. Michael Rosendahl kom også til Grenaa, hvor han sluttede med at blive fabrikschef.

PÅ GRENAA

Det var noget af en omvæltning for mig at komme til Grenaa. Det var noget helt andet. Men jeg fik et rigtigt godt arbejde på Grenaa Papfabrik med teknisk kundeservice. En sådan stilling fandtes ikke i forvejen på fabrikken, så jeg skulle så at sige selv opfinde og udfylde stillingen. Grenaa Papfabrik havde behov for en bedre kontakt og servicering af kunderne, og det blev så min opgave. Min tekniker-baggrund var i den sammenhæng en fordel. Salgsfolk har en tendens til at blive forskrækkede og bange, når kunder brokker sig over varerne. Som tekniker går jeg til kunden på teknikerens facon, og herved bliver ret hurtigt afklaret, hvorfor kunden brokker sig. Måske er det slet ikke produktet, der er noget i vejen med. Måske ønskes blot en bedre pris. Som tekniker kan man komme i en god dialog og få afklaret misforståelser og finde løsninger. Min opgave var dobbelt – idet jeg både skulle servicere kunderne og være i dialog med produktionen og tilskynde medarbejderne til at levere det optimale til de pågældende kunder. Til også at se det fra kundens side. Jeg skulle skabe et tillidsforhold til kunderne, rydde misforståelser og surhed af vejen, før salgschefen kom forbi kunden. Det normale var årsaftaler mellem fabrikken og kunderne – om mængde og cirka pris. Arbejdet med teknisk kundeservice betød mange rejsedage rundt til kunder i Danmark, Norden og Europa. I Danmark drejede det sig blandt andet om bølgepapvirksomhederne Colon Emballage, Neo Pack i Randers og Næstved, Dansk Kraft-Emballage i Kolding og Assi Domain i Herfølge.

På et tidspunkt fik Grenaa en norsk fabrikschef, Tharald Frette, og vi kom til at snakke om, at det ville være godt at gå stærkere ind på det skandinaviske marked. Her var mange kunder inden for bølgepapbranchen. Mit arbejde blev herefter mere målrettet de nordiske lande, og det lykkedes ganske godt. Ikke mindst SCA’s bølgepapfabrikker var glade for Grenaas produkter – og det er mit indtryk, at SCA herved fik ideen til at overtage Grenaa-fabrikken på et senere tidspunkt.

Arbejdet med teknisk kundeservice havde jeg i årene ca. 1994-2003, og så kom jeg til andre opgaver på fabrikken frem til lukningen i 2006.

Samtalerne fandt sted dels i 2006 og dels i 2020.

Stikord: Højbygård Papirfabrik, halmcellulose, emballageindustrien, Grenaa Pap. Tiden ca. 1971-2006.

August 2021