KARETMAGEREN

Af Keld Dalsgaard Larsen

Midtjyllands Avis kørte i sommeren 1989 en artikelserie med fællestitlen ”Silkeborgs gamle fagfolk” af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum. Nedenstående artikel blev bragt den 19. juli 1989 med overskriften ”Karetmageren i Skægkær kunne også ryge folks kød”.

Herefter fulgte teksten:

Signe Øgaard Jensen, Skægkær, har skænket Silkeborg Museum en større samling karetmagerværktøj, der har tilhørt hendes mand, Emil Øgaard Jensen. Karetmagerværkstedet i Skægkær var nok, hvad man kunne kalde et typisk landsbyværksted, der betjente den lokale befolkning med karetmagerprodukter, men som også kunne indgå i landsbyens liv på andre måder. Det følgende bygger på Signe Øgaard Jensens oplysninger.

Emil Øgaard Jensen er udlært hos en gammeldags karetmager i Grauballe i 1929. Dengang gik man på teknisk skole om aftenen efter arbejdsdagen, så Emil cyklede fra Grauballe til Silkeborg om aftenen for at gå på teknisk skole. I 1929 kom han op til karetmageren i Funder, hvor han var i 13 år til 1942.

Emil ønskede at starte for sig selv, og han ville gerne arbejde med det rigtige karetmagerarbejde så længe som muligt. Derfor købte vi et mindre karetmagerværksted ved Horsens i 1942. Vi havde ikke pengene i banken, så vi måtte virkelig skrabe bunden for at få råd til at blive selvstændige.

I 1948 købte vi så karetmagerværkstedet i Skægkær. Den gamle karetmager Christian Brønning havde haft værksted i en lang årrække. Han startede på hjørnet skråt overfor, og han byggede det her værksted i 1910. Chr. Brønning kunne andet end lave karetmagerarbejde, således lavede han også ligkister. Mange af de gamle karetmagerværktøj har til hørt Chr. Brønning. Emil fortsatte med det traditionelle karetmagerarbejde til først i 1950’erne, derefter blev det mere og mere karosseriarbejde.

Vi startede med at lave og reparere stivvogne, trillebører og hjul til de forskellige landbrugsredskaber, f.eks. hjul til såmaskiner. Det var før traktorerne rigtig kom til at dominere og før gummihjulene. Der var således meget karetmagerarbejde for landboerne. De gjorde i øvrigt ofte det, når deres vogne blev lidt løse, at de kørte vognen ud i en dam, så træet udvidede sig i fælgene. Men det gavnede sjældent længe, og så var vognen endnu mere ledløs.

Landboerne kom ofte i allersidste øjeblik for at få repareret, f.eks. deres såmaskinehjul. De havde nok håbet, at hjulet lige holdt den såning med. Men når det ikke gik, så skulle hjulet jo ordnes her og nu. Det var ofte lidt af et ræs om foråret i den første tid.

Emil brugte det gamle karetmagerværktøj, der var fulgt med fra Chr. Brønnings tid, f.eks. den gamle radstok. Her blev egerne slået i. Jeg har – som så mange andre hustruer til håndværksmestre – hjulpet til i værkstedet blandt andet med at holde egerne, når de skulle slås i navet. Jeg hjalp især til i begyndelsen, da Emil var alene på værkstedet. Der var jo altid en vognstang eller lignende, som man skulle være to om at håndtere.

Vi brugte smeden i Sinding, Niels Husted, til smedearbejdet. Emil havde en motorcykel med påhængsvogn, her kom hjulene op i, når de skulle transporteres til smeden for at få sat ring om. Senere fik vi en lille varevogn. Ofte kom kunderne dog selv og hentede hjulene og fik deres lokale smed til at ”ringe” hjulet.

Karetmageren kunne godt tjene ekstra på anden vis. F.eks. solgte Chr. Brønning generatortræ under besættelsen. Der stod en kasse uden for ved landevejen, hvor folk så kunne komme og købe generatortræ til bilen. Emil havde også lavet havebænke i Horsens, og han kunne da også godt lave f.eks. en yderdør, skrædderens arbejdsbord og reparere de gamle vaskemaskiner – vaskevuggerne. Vi havde også et røgrum, hvor folk kunne få deres kød røget. Folk slagtede dengang selv på gårdene, og det var før, frysehusene kom til. Jeg tror nok, vi havde en fast indleveringsdag, hvor folk kom med kødet. Vi havde savsmuld nok, og det var godt til røgningen. Folk kunne også få deres knive, økser og leer slebet hos os. Vi havde til at begynde med en stor slibesten med kasse med vand og håndsving udenfor.

Karetmageren havde ikke meget at lave om vinteren. Emil lavede så eger, kæpstokke m.m. til lager, så der var noget at tage af, når den travle tid kom om foråret. Den døde tid var december, januar og februar. Da det gik over til karosseriarbejde blev arbejdet mere jævnt fordelt hele året rundt.

Et karetmagerværksted kunne godt være noget rodet. Træet blev stillet sådan, hvor det nu bedst kunne falde sig, og der blev ikke altid fejet i hjørnerne. Belysningen var også lidt ejendommelig. Høvlbænkene stod selvfølgelig ved vinduet, men ellers hang der en lampe i loftet på det gamle værksted, der kunne svinges rundt i lokalet. I loftet hang nemlig på en klods et bræt, der kunne svinges rundt. I den ene ende af brættet hang lampen. Der var dengang meget håndarbejde, og vi brugte f.eks. også båndknive til at afbarke med og til at afpudse egerne.

Det egentlige karetmagerarbejde gik ret hurtigt ud. Emil havde imidlertid lært karrosseriarbejde i Funder og på forskellige kurser. Så efterhånden gik han mere og mere over til at lave lastbiler, møbelbiler og flyttebiler. Det gav mere arbejde og flere folk på værkstedet. Der skulle da også udvides, fordi lastbilerne blev flere og stadig større. Jeg fik også mindre direkte med arbejdet at gøre, jo flere folk der kom på værkstedet. Så passede jeg telefonen.

Emil Øgaard Jensens ordrebøger fra starten i 1948 i Skægkær giver også et billede af karetmagerværkstedet. Det første arbejde var: ”1 hjul sløv” til 23 kr.. At ”sløve” hjulet betød at reparere fælgen. Et nyt hjul kostede 65 kr. Det var således ikke helt små opgaver og ejheller småbeløb for hverken karetmagren eller kunden. Et eger kostede 1,95 kr. og et økseskaft 1,65 kr.

Ordrebogen vidner også om en alsidig forretning. Hos karetmageren kunne man købe en lille trillebør eller en stor staldbør, en flagstang eller en savebænk. Folk kunne også få deres sav filet for 1 kr. hos karetmageren. Selv en malkestol blev produceret og solgt på værkstedet.

Ordrebogen giver indtryk af et samfund, hvor alt ikke blev produceret fra fabrikker, men lokalt hos landsbyhåndværkeren. Karetmagerhåndværket har gamle rødder på egnen, men dets tid er ved at runde ud som så meget andet.

Marts 2020