POTTEMAGER KNUD JENSEN FORTÆLLER

Efter båndoptagelse fra den 13. august 1983

Pottemager Knud Jensen (1906-1990) er en legende i ”Sorring-traditionen”. Heldigvis optog konservator Eva Salamonsen en samtale på bånd med Knud Jensen den 13. august 1982. Museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen gennemgik båndoptagelsen den 28. januar 1992 og har på den baggrund foretaget nedenstående sammenskrivning af samtalen:

Jeg er født den 6. marts 1906 her i Sorring. I fem generationer er der arbejdet her som pottemagere, og der har næsten altid været tre generationer samtidig i værkstedet.

Den gamle teknik foregik udelukkende ved håndkraft. Leret blev gravet op med skovl og spade, æltet med de bare fødder, banket med køller og æltet i hånden, inden det kunne drejes.

Øst for Sorring, ved Nørre Vissning, var der blåler, og vest for Sorring, i det vi kaldte Skalmose, var der rødler. I Skalmosen gravede man ler, mens jeg var dreng, og kørte det hjem i hestevogn. Det ler, som blev brugt, var en blanding af blå- og rødler i forholdet: to skovle blåler og en skovl rødler. Rødleret nedsatte kalkprocenten, da blåleret havde rigeligt med kalk. Potterne ville springe ved stærk varme, hvis kalkprocenten ikke blev mindre.

Tidligere blev leret renset på følgende måde: leret blev sat op i en stak, en stor dynge, som blev klappet flad for ovnen. Man havde en rund kniv med håndtag, som blev brugt til at høvle leret af med i tynde spånder, lige så tyndt som snedkerens træspåner. Urenheder blev pillet væk med hånden, f.eks. rødder, græsstrå, sten, grene m.m. Det kunne også ske, at vi rørte leret op, hvis det var meget urent, og så blev det sigtet. Det gik til på denne måde: Vi gravede et hul i jorden, slemmede leret op og sigtede det ned i hullet i jorden. Ved at lægge en sæk over, så der ikke kom skidt i det igen, så trak jorden vandet af leret, og så var leret helt renset. Det var også en stor proces.

I dag er alle lergravene omkring Sorring sløjfet, og vi får leret fra Højslev og teglværkerne dernede.

Lertingene skal være fuldstændig tørre ellers revner de i brændingen. Ved begitning og ved påsætning af hanke m.m. skal der arbejdes med lerting, som ikke er helt tørre, de skal være læderhårde.

I al den tid, jeg kan huske, har vi fået pibeler fra Tyskland, Sachen, til begitning. Tingene blev dyppet ned i det slemmede pibeler, og så skulle det tørre igen, så man kunne røre ved det. Derefter brugte vi igen pibeleret til at dekorere med. Det blev indfarvet med oxyder (cobolt, kobber- og jernoxyd, svovlantimon og andet). Det skete med pensel eller kohorn. Vi begitter for at få en hvid overflade, så vi får en mere hvid skærv. Det er afgørende, at tørregraden er den rette, når vi begitter. Leret svinder med 10 procent, regner vi med, og det skal indregnes, når man begitter.

Før min tid, i min bedstefars tid, da lavede de selv glasuren af bly. De havde en blyovn, og den stod også på værkstedet i min drengetid. Man købte bly, brændte det til blyaske og malede det på en kværn, der blev trukket ved håndkraft. Så hentede man noget ”hvidt ler”, som man fandt nede ved Sminge. Det var mosagtigt og havde jern i sig, og så havde det en pæn gullig farve i sig selv. Det blev tørret og også malet på en kværn. Derefter sigtet gennem en fin sigte. Blyasken og det fra Sminge blev blandet sammen, og der skulle stå en mand og røre rundt i det tørre pulver for, at blyet ikke skulle synke til bunds. Det fra Sminge havde også ved sig noget, som gjorde, at det klistrede, når det kom på tingene. Tingene skulle være tørre, men skulle så fugtes, før man strøgede den tørre glasur på. Dengang brændte man kun én gang.

Her i Sorring holdt man op med at lave glasur selv omkring 1890. Derefter købte man blymønje fra Tyskland og England. Min bedstefar har fortalt, at det var en tysk svend på rejse, der lærte folk i Sorring ”den våde glasur”. Den blev rørt om med melklister, for der skal være noget, som klister glasuren til tingene. Et eksempel på blandingsforholdet er: 3 kg. tør mønje, 3 kg. flint (fint malet sand), 3 kg. slemmet ler og melklister.

Blyet kommer i for at trække smeltepunktet ned. Ellers vil leret smelte før glasuren. Bly har et meget lavt smeltepunkt, og herved kan pottemageren regulere varmebehovet.

Ifølge overleveringerne havde ikke alle pottemagere i Sorring en ovn, og de måtte så låne ved hinanden. Mange har lånt min bedstefars ovn, og den skulle stamme fra 1700-tallet. De gamle ovne var indrettet med tre huller foran til fyring. Egentlig var ovnene for store til værkstedets størrelse. Det tog for lang tid, før man havde en ovnfuld klar til brænding. En ovn tog gerne 24-36 timer at brænde.

Fyringsbrændet var træ, gerne bøgetræ. De første 12-15 timer fyrede vi langsomt, det kaldte vi at smøgfyre. Det var med store klodser, som kunne brænde langsomt. Vi havde et kikhul, hvor vi kunne følge varmen i ovnen, og når tiden var inde, blev der fyret med mindre træstykker og til sidst med helt småt. Det gav nogle vældige flammer. Vi skulle starte forsigtigt, for der var fare for, at tingene sprang, hvis ikke der var det rette træk i ovnen og i skorstenen. Jeg har altid brændt ved over 1000 grader. Der var ingen varmemåler, men man kunne let se på ildens farve og ved tingene, hvor varm ovnen var. Det kan man lære.

Når ovnen skulle i gang, trak det byens unge til sig, og de hyggede sig. Dette foregik jo ikke så tit. En ovn blev måske kun tændt en gang om måneden. De vandrende svende kunne også lide at sove i nærheden af en varm ovn.

Vores ovn var på 6 kubikmeter, og ved hver brænding var der nok omkring 3.000 ting. Det var alt muligt – husgeråd. Andelsmejerierne ødelagde en del for pottemagerne, for tidligere skulle alle gårde have mange mælkefade til at stille mælken hen i. Men med mejeriernes fremkomst hørte det op. Vi har også lavet kogepotter beregnet til at sætte over tørveild, de potter var af ren rødler. Almindelig mad var kun godt for glasuren, f.eks. mælk, fedt m.m., men eddike ville nok trænge ned i glasuren.

Man bliver aldrig færdig med at tale om keramik, lertøj, pottemageri, eller hvad man nu vil kalde det. Det er verdens ældste håndværk, og der er hele tiden noget nyt, man finder.

Indtastet digitalt den 27.-28. april 2018

Af Keld Dalsgaard Larsen