KNUD K. JENSEN FORTÆLLER

Knud K. Jensen (1937-2017) havde hele sit arbejdsliv inden for dansk papirindustri med begyndelse i 1951 og endelig afslutning i 1999. Mest på Silkeborg Papirfabrik. I en række samtaler har Knud K. Jensen fortalt om dette lange arbejdsliv med vægt på den håndgjorte papirproduktion og laboratoriets alsidige virke.

Knud K. Jensen var en af de sidste, som fik en klassisk oplæring i det håndgjorte papir med erfaring både fra ”Bøtten” og ”Seddelfabrikken”. I ”Bøtten” blev produceret en række forskellige håndgjorte papirkvaliteter, mens der i ”Seddelfabrikken” udelukkende blev produceret papir til de danske pengesedler.

I beretningen fortæller Knud K. Jensen om ”Bøttens” omdannelse sidst i 1950’erne til et anneks til ”Seddelfabrikken”, og hermed fortælles historien om det produktionslokale, som i dag er den basale del af Papirmuseet.

Materialet blev i sin nuværende udformning samlet af Keld Dalsgaard Larsen i oktober 2017.

I BØTTEN

Jeg startede den 3. april.1951 som 14-årig dreng i Bøtten, hvor man netop var startet på produktion af en lidt større ordre af obligationspapir til Ny Jydske Kjøbstads Creditforening. Efter ca. tre måneder var produktionen færdig ved bøtten, men papiret langt fra leveringsklar, hvilket kunne tage lige så lang tid.

Bøtteformanden og gauskeren blev straks efter, at man var færdig ved bøtten flyttet til Seddelfabrikken, medens limeren og sorterskerne og evt. en af drengene fortsatte med ordrens færdiggørelse, hvilket omfattede: Transport til og tørring på arktørremaskine, sortering/tælling, overfladelimning med dyrisk lim, omlægning 2 a 3 gange med døgns mellemrum, ophængning i tørrestue, sortering/tælling, transport til og lagring l a 2 mdr. i fugtestue, udglatning mellem papplader i arkkalander, pladeglitning, sortering/tælling, emballering og mærkning, forsendelse med jernbane til Papirlageret i København, levering til kunden (papirgrossisten) eller et ønsket trykkeri.

I Bøtten fortsatte jeg de næste år, hvor flere produktionscyklusser blev gennemført. En produktionscyklus i Bøtten bestod som regel af en kundeordre som ovennævnte + større eller mindre kvanta af lagervarerne: Bikube, Postpapir eller filtrerpapir.

Produktionen i Bøtten var på en normal arbejdsdag, uden uforudsete forstyrrelser for Obligationspapir, Bikube og Postpapir 1800 ark og for filtrerpapir, 2200 ark. Det højere tal for filtrerpapir skyldes det anvendte, røske stof og den deraf følgende korte afvandingstid på formen. Stoffet skulle nærmest kun skylles en gang hen over den ret store form. Gauskningen skete også på en hurtigere måde, idet arkene blev trykket af ovenpå hinanden. Altså heller ingen "filtsnapper" var nødvendig.

Kludene til filtrerpapiret fik en anden behandling end til det andet håndgjorte papir. Kludene blev kogt i kludekogeren, men derefter blev det ikke – som til andet håndgjort papir – kørt til halvtøjshollænderiet. De kogte klude skulle til rådning! De blev lagt ud på gulvet i kludekogeriet og overhældt med åvand og så dækket til med nogle presenninger. Sådan lå kludene til rådning i 1-2 måneder. Derefter skulle dette råstof kun ”piskes” i hollænderen.

Færdiggørelsen af fitrérpapiret var betydelig hurtigere end det øvrige bøttepapir, idet det ikke skulle maskintørres, overfladelimes, eller glittes, men kun lufttørres og sorteres/tælles. Efter nogen lagringstid fik det til slut en langtidspresning for at forbedre planliggenheden inden pakning og forsendelse.

INSATINERINGSVÆRKET

Efter slutningen af en produktionscyklus fik jeg også et indblik i den egentlige papirfabrikation. Jeg havde assisteret ved pladeglitning og blev herfra "udlånt" til insatineringsværket, hvilket var en arkkalander, hvor man lavede insatinerede vandmærker, en form for uægte vandmærke i papiret, uægte, fordi de kan fjernes eller forsvinder med tiden. Fra insatineringsværket (det var oprindelig det, der først gik under navnet "rumleværket"), blev jeg efter nogle uger videreudlånt til Papirsalen.

På Papirsalen var der også tradition for at have drenge til hjælp med forskellige ting, dette kunne være påsætning af risetiketter, fratagning af strimler ved 4-sidig beskæremaskine, kørsel af strimmelafsnit og udskud til stengangene under hollænderierne.

Her var jeg godt et halvt års tid indtil en dag, hvor Henrik Boris pludselig dukkede op og sagde, at nu skulle jeg over i Seddelfabrikken for, man manglede en læggestoldreng.

PÅ SEDDELFABRIKKEN

På seddelfabrikken blev jeg så hængende, indtil jeg var i nærheden af de atten år, hvor jeg rykkede fra læggestolen til gauskestolen og efter nogen tid videre til l. lamel øsebøtten; ved Bøtte nr. l, hvor 500 kr.-seddelpapiret blev lavet. Formene til 500 kr.-papiret var noget større end de øvrige seddelforme, hvorfor det nok var de yngste kræfter, som fik lov til at stå med disse forme. Her ved Bøtte l var jeg godt et års tid, dog afbrudt af et ret kort ophold i Bøtten.

Arbejdet i Seddelfabrikken havde et interessant islæt, idet der faktisk blevet givet karakter hver dag til den enkelte medarbejder, det skete i form af en daglig rapport over hver enkelt bøttes produktion. Rapporten blev udarbejdet efter, at en dagsproduktion var færdigsorteret, hvilket den var syv dage efter, den var produceret ved bøtten.

Af rapporten fremgik, ikke alene antallet af fejlbehæftede ark, men også fejlens art. Hvilket bl.a. var læg, bøttefejl, over- el. undervægt. Og da læg kunne henføres til læggestoldrengen og bøttefejl til gauskeren og over/undervægt til øserne gav det ret snart et overblik over, hvem der var mere eller mindre omhyggelig. Havde en læggestoldreng et antal læg, som lå væsentlig over normalen, blev han sikkert ikke længe på pladsen.

Disse rapporter blev imødeset med spænding hver dag, når bøttemesteren ved en runde sidst på dagen til hver enkelt bøtte afleverede rapporten og gav sine evt. mundtlige kommentarer til dens indhold.

Seddelfabrikken var her i 1955 med syv bøtter i drift på vej mod sin anden "storhedstid". Den første "storhedstid" var under krigen i 1940'erne, hvor man var oppe på at have 10 bøtter i drift, heraf var de 4 placeret i et "anneks". Dette anneks var i et lokale i den gamle hovedbygning under Papirsalen, som der var skabt forbindelse til ved opførelse af en mindre mellembygning.

BØTTEN BLIVER OMBYGGET

I oktober 1956, hvor jeg forlod Seddelfabrikken for aftjening af værnepligt, var man oppe på otte bøtter i drift, idet man havde fundet en træbøtte og et stofkar frem, som havde været i brug under krigen. Træbøtten og stofkarret blev opstillet i øselokalets sydøstlige hjørne ved elevatoren til tørrestuerne. Nu var der også fyldt helt op og ikke plads til flere udvidelser. Så da Nationalbanken ville have yderligere leveringer hurtigt, blev det Bøtten, som nu blev anneks til Seddelfabrikken. Dette var 1957-58, hvor jeg var ved militæret. To seddelbøtter og et rektangulært stofkar blev hentet på "depotet", som, så vidt vides, var "marken" bag Rammeladen. De to oprindelige bøtter i Bøtten blev fjernet med betonhammer og de to seddelbøtter opstillet på pladserne med stofkarret imellem. Bygningen blev samtidig lavet sikkerhedsmæssig forsvarlig til at kunne huse pengeseddelpapir udenfor arbejdstid. Jerndøre blev opsat i alle indgange til øselokalet og "kælderdøren" blev tilmuret. Tørrestuerne blev forsynet med Boxdør. Ved samme lejlighed blev stofrenseanlægget ombygget ved opsætning af en Erkensator til erstatning for et pladskrævende sandfang. Det seddelpapir, som blev lavet ved bøtte nr. 9 og 10, blev, når det var færdigtørret i tørrestuerne, af bøtteformanden transporteret til Seddelfabrikkens sorteresal, hvor færdiggørelsen fandt sted.

IGEN PÅ SEDDELFABRIKKEN

Efter endt militærtjeneste i oktober 1958 søgte jeg tilbage til Seddelfabrikken. Ved den lejlighed blev jeg af Henrik Boris sendt "i audiens" hos driftsbestyrer Frederik Olsen. Her skete der ikke andet end, at vi hilste høfligt på hinanden, og Frederik Olsen gav udtryk for, at man gerne ville have mig tilbage, og jeg kunne begynde i Seddelfabrikken igen. Dette til trods for, at Seddelfabrikkens nedtur var godt i gang, flere bøtter var standset, og flere ville følge, kunne Henrik Boris oplyse. I den følgende periode fortsatte jeg som 1. lamel-øser ved en af bøtterne, men prøvede også i perioder at være 2. lamel-øser, idet jeg afløste fagforeningsformand og næstformand i fagforbundet, Willy Christiansen, når han ofte var fraværende på grund af mødevirksomhed. Efter ca. fire måneder kom indskrænkningen så.

Og Knud K. Jensen fortsatte sit virke i dansk papirindustri, først og fremmest på laboratoriet i Silkeborg.

April 2020