I anledning af papirmager Leo Laursens død bringer vi her et mindeord og en samtale med Leo Laursen fra 2003 om det håndgjorte papir på Silkeborg Papirfabrik.

MINDEORD

Leo Laursen døde den 20. december 2005 efter nogle års alvorlig sygdom. Hermed gik den sidste rigtig gamle papirmager med rødder tilbage i 1930'erne bort. Leo Laursen blev ansat på Silkeborg Papirfabrik i 1930 og kom fra starten til at arbejde med det håndgjorte papir både i Seddelfabrikken og i Den gamle Bøtte. Det blev til et virke på 33 år som papirmager i perioden 1930-1963. Leo Laursen fortalte gerne om sin tid på Silkeborg Papirfabrik, og særlig en begivenhed blev fremhævet, nemlig deltagelsen i Købestævnet i Fredericia i 1958, hvor Leo Laursen demonstrerede håndgjort papir på De forenede Papirfabrikkers stand. Seddelfabrikkens lukning var direkte årsag til, at Leo Laursen måtte gå fra det håndgjorte papir til andet erhverv. Leo Laursen fik fra 1963 sit andet arbejdsliv som pedel på Virklund Skole.
Leo Laursen vendte som pensionist tilbage til arbejdet med det håndgjorte papir. Han var med til at stifte Danmarks Papirmagerlaug i 1989 og var i mange år laugets skatmester. Og på Silkeborg Museum tog han sin tørn i demonstration af det håndgjorte papir. Leo Laursen påtog sig også opgaven at oplære nye papiraspiranter i det gamle håndværk. I forbindelse med etableringen af Papirmuseet Bikuben kunne vi altid trække på Leo Laursens store viden og autoritet på området. Det var en stor glæde for alle, at Leo Laursen havde kræfter og lyst til at deltage i åbningen af Papirmuseet Bikuben den 2. juli 2004.
Leo Laursen fik et langt og aktivt liv. Papirmuseet Bikuben og Danmarks Papirmagerlaug vil mindes Leo Laursens store indsats for at bevare og fremtidssikre hans gamle håndværk, det håndgjorte papir. Æret være hans minde.
 

Leo Laursen øser ved åbningen af Papirmuseet Bikuben

LEO LAURSEN FORTÆLLER

Jeg er født den 11.4.1916 og kom på Silkeborg Papirfabrik som 14-årig i juli 1930. På fabrikken arbejdede to af mine farbrødre og min tante, og det var en af farbrødrene, som fik mig ind. Min far har ikke været på papirfabrikken. Han var oprindelig mejerist, men kom til at arbejde ved teglværkerne i Lysbro og på Århusbakken. Mine forældre boede i mange år i Grønnegade 18. Jeg begyndte i Seddelfabrikken, men kom til at arbejde både i Seddelfabrikken og i den gamle bøtte. Jeg havde tidligere været bybud hos en købmand, hvor jeg tjente 8 kr om ugen, men på papirfabrikken fik jeg 14.88 kr om ugen i løn. Købmanden tilbød mig en læreplads, men det var ikke rigtig noget for mig. Og lønnen som diskenspringer var heller ikke for god. Det skal dog nævnes, at jeg skulle aflevere penge hjemme. På papirfabrikken kom jeg som 17-årig til at gauske, hvilket var voksenarbejde, og det var nok ganske heldigt for mig. Det var nemlig normalt, at ungarbejderne blev fyret, når de blev 18 år, men jeg fik lov at fortsætte i Seddelfabrikken, efter jeg var fyldt 18 år. Og det var givetvis, fordi jeg havde arbejdet begge steder og havde vist, at jeg kunne gauske. Det var meget heldigt, at jeg kunne blive på fabrikken, for det var rigtigt svært at få arbejde midt i 1930'erne for os unge. I Seddelfabrikken har jeg været gennem alle pladserne lige fra filtsnapper til 2. øser. At øse 2. gang var det mest ansvarsfulde, da man her bestemte, hvordan papiret skulle være. Som 1. øser skulle man om morgenen hente formene hos Lindqvist og aflevere dem samme sted om aftenen. I øselokalet stod oprindeligt syv bøtter, og så blev der opsat en ottende bøtte henne ved elevatoren. Såvidt jeg husker var det en træbøtte. Under krigen arbejdede vi på toholdsskift. Henrik Boris og jeg var dengang assistenter for Lindqvist, og jeg arbejdede blandt andet oven på med at kontrollere og tælle papiret, føre lønningslister og den slags. I Seddelfabrikken var Lars Pedersen formand. Han kom til Silkeborg fra Strandmøllen, da de lukkede den. Lars Pedersen kom sammen med sin bror, Niels, som var filtermand over i den gamle bøtte. Som formand øste Lars Pedersen ikke, men han tog prøver. Der skulle vejes et ark af hver post, der blev produceret, da det var vigtigt at holde vægten. Efter Lars Pedersen blev Carsten Kruse Jensen formand. Bøttemester var Lindqvist.
I den gamle bøtte var Thomas Bang og Peter Andersen. Thomas Bang var formand, hvilket indebar, at han var øseren, når der kun blev arbejdet i een bøtte. Desuden stod han også for hollænderen i den gamle bøtte. Når der blev arbejdet ved to bøtter, så øste Peter Andersen i den anden bøtte. Jeg har hjulpet dem begge to i bøtten. Arbejdet i den gamle bøtte var noget hårdere end i Seddelfabrikken. Vi lavede forskelligt i den gamle bøtte, f.eks. filtrerpapir, aktiepapir, visitkort m.m.
Man gik nogle trin ned for at komme ind i den gamle bøtte. Der var en lille forgang, hvor bøtten så lå til siden, mens limstuen lå lige ud. I limstuen var en stor gammel egetræspresser. Den bestod af to store stammer. Når limen blev presset af, så løb det ikke ud på gulvet, men blev opfanget i en kasse. I forlængelse af bøtten og på samme niveau lå vandfilteret.
I bøtten stod øsebøtterne i den ene side i lokalet, mens hollænderen stod til den anden side. Til hver bøtte var en lille strainer, som rensede stoffet. Straineren rystede, hvorved affaldsstoffer bundfældede sig, mens det rene stof løb videre ned i bøtten. En gang imellem måtte vi så skrabe skidt af rillerne på straineren. Stoffet kom altså fra hollænderen over i et mellemkar. Herfra kom det via straineren over i bøtten.
Vandturbinen lå lidt højere end bøtten. Og vandet løb under bøttebygningen. Der var en lem i gulvet ned til vandet. Til bagstrømmen som vi sagde. En gang tabte Thomas Bang sine briller ned i bagstrømmen, men de blev senere fundet lidt længere henne.
På 1. sal i den gamle bøtte var sortersalen, hvor pigerne sad og ordnede papiret. Tørrestuen lå på 2. sal. Det var lægstoldrengens opgave at bære posterne op til tørrestuen, hvor en af pigerne hængte det op. Meta Louring stod i mange år for det arbejde. Senere var det Esther Nielsen.
I den gamle bøtte var der kun en dreng, en lægstoldreng. Der var kun brug for filtsnappere i Seddelfabrikken. I den gamle bøtte gauskede man ovenpå hinanden, mens man i Seddelfabrikken fjernede filten med ark og lagde det i en selvstændig bunke. Lægstolsdrengens arbejde i den gamle bøtte bestod i at tage arket fra filtene, når de var pressede. Og så blev arkene lagt direkte oven på hinanden i en bunke. I seddelfabrikken skulle lægstoldrengen også tage arkene fra filtene, men så skulle han lægge papiret på et mellemlæg. Ved hver 5-6 ark blev der lagt et dobbelt mellemlag og en blå seddel, så kunne kvinderne se, at her var en viske, som de kunne hænge op samlet. Vi brugte ikke mellemlæg i den gamle bøtte. Arkene på mellemlæg blev også presset.
Formene i den gamle bøtte blev sjældent skyllet. Man skyllede dækkelet, men ikke selve formen. Anderledes i Seddelfabrikken, hvor gauskeren skyllede formen hver gang i et kar med rindende vand, som var bag gauskeren. Gauskeren skyllede begge sider af formen for at få al smuldret væk. Det var vigtigt at holde formene rene af hensyn til at få vandmærket så klart som muligt. Øseren skyllede i Seddelfabrikken dækkelet ved et kar, som var lige ved siden af.
I Seddelfabrikken var en post altid 100 ark, mens det i den gamle bøtte varierede lidt. F.eks. 180 eller 200 ark pr. post. I Seddelfabrikken skulle vi producere 11 poster på hverdage og 5 poster om lørdagen. Der var beregnet 48 minutter pr. post. Vi fik rapporter om fejl ved de enkelte bøtters produktion - om der var over- eller undervægt, gauskefejl m.m. Og naturligvis var der en vis indbyrdes konkurrence mellem bøtterne om at have så få fejl i rapporterne som muligt. Vi kunne let komme til at stå flere år ved den samme bøtte og med de samme mænd. Gauskeren i den gamle bøtte skulle have et særligt håndelag, så filten faldt rigtigt ned ovenpå de andre filte i bunken. Det var vigtigt, at den nye filt ikke blev trukket hen over den underliggende filt, for så ville papirarket her blive ødelagt.
Stoffet i Seddelfabrikken var meget levende, og det tog lang tid at løbe igennem. Det skyldes blandt andet, at der var hør (linned) i stoffet. Både 1. øseren og 2. øseren havde et sugebord i Seddelfabrikken. Det ene sugebord er åbenbart fjernet nu. Man talte også om 1. og 2. lameløser i stedet for 1. og 2. øser.
 

Leo Laursen (th) øser på Silkeborg Museum

Da den nye bøtte blev bygget, blev den indrettet uden den nuværende strainer og ergensator. Vi havde blot en strainer. Vi begyndte med bøtter med kun eet rum.
Da vi begyndte med papir til pengesedler i bøtten skete der en række forandringer. Bøtterne blev skiftet ud til de nuværende bøtter med to rum, der kom sugeanordning til bøtten, den nuværende strainer og ergensator blev opstillet, der kom en jernboks ind til tørrerummene m.m. De gamle bøtter stod på gulvet, mens de nye bøtter til pengeseddelpapiret blev hævet. De blev opvarmet ved damp gennem et varmelegeme i bunden af bøtten.
Jeg mener, at vi vaskede filt en gang hver 8. dag. I den gamle bøtte var det mandskabet, som stod for vaskningen, mens Martin Larsen sammen med en dreng ordnede det i Seddelfabrikken. Filtene blev lagt i blød i sæbevand, kom op på en plade og blev banket igennem og blev til sidst skyllet i rent vand. Sæben var stangsæbe, som vi snittede stykker af og puttede i vandet. Limningen foregik i limstuen. Limen stod i blød i det store trækar, og blev siden kogt i det store flisekar ved siden af, hvor der er varmerør i bunden. I den store jernbeholder kogte vi forskellige ting, blandt andet kartoffelmel.
Stoffet blev transporteret op til bøtten gennem hejseværket for enden af bygningen. Som papirmager har jeg også været til købestævne i Fredericia i 1958. De forenede Papirfabrikker havde en stand, hvor man præsenterede virksomhedens produkter. Og vi tiltrak så publikums opmærksomhed ved at stå og arbejde. Jeg var dernede sammen Oskar Bidstrup og en dreng. Vi havde bøtte og en af de store presser med. Købestævnet varede i 15 dage, og vi boede på hotel. De forenede Papirfabrikker forærede os to nye hvide skjorter, så vi kunne se ordentlige ud. Og om søndagen besøgte familien os i Fredericia, og den rejse betalte fabrikken også.
Når der ikke var så meget at lave på Seddelfabrikken eller i Bøtten, blev mandskabet sendt ud på pladsen. Det var almindeligt. Jeg har læsset tørv, kaolin, koks m.m. Det var ikke så velset at komme ud på pladsen, for vi tjente jo ikke så meget ved det. På pladsen var lønnen 48 kr, mens vi som papirmager havde 55.20 kr i ugeløn. Jeg har også været ved fugteværk og glitte. Da det håndgjorte papir hørte op, blev vi unge sendt ud på fabrikken. Jeg kom blandt andet til en glitte. Men problemet var, at det var skifteholdsarbejde, og det kunne jeg ikke forlige mig med. Jeg holdt derfor på papirfabrikken i 1963 for at blive pedel på Virklund Skole.
Henrik Boris og jeg lærte hinanden at kende på fabrikken som unge, og vi blev venner for livet. Vi gik blandt andet til gymnastik, var medlem af roklubben og med i vandrelauget. Vi mødte i øvrigt begge to vore kommende hustruer i vandrelaguet.
Til gymnastik havde vi Alfred Andersen. Jeg var også med på hans elitehold. Vi var flere på Seddelfabrikken, som gjorde gymnastik. Vi besøgte i 1935 det store stævne i Ollerup. En af kollegerne havde en gammel bil, og så kørte vi 4-5 mand til Ollerup, hvor vi fik lov at slå vort telt op på en bondemands mark.
Jeg købte grund i Silkeborg i 1937. Jeg blev gift den 19.4.1940, og vi fik lejlighed i Solgården, som dengang kun var et halvt år gammel. Men det var under krigen, og der var sabotage ved jernbanen, så vi ønskede at komme væk fra byen. Vi købte grund i Virklund i 1942, byggede sommerhus i 1943 og helårshus i 1944. Min bror er tømrer, så vi hjalp hinanden med at bygge hus. Han har tegnet vort hus her i Virklund. Vi dyrkede vor store jordlod som en slags gartneri med jordbær, forskellige grøntsager, frugttræer osv. Vi havde også et drivhus på 40 kvadratmeter. I mange år havde jeg også bier først og fremmest af hensyn til frugttræerne. Gartneriet oven for tog vore produkter med ind til gartneriauktionen på Ansvej.
Jeg cyklede naturligvis fra Virklund til Silkeborg Papirfabrik. Vi mødte klokken 6.30, og vi kom bare ikke for sent, så jeg skulle tidligt hjemmefra. Men dengang cyklede jeg jo hurtigt. Senere fik jeg en knallert. Men bil fik vi først, da jeg blev pedel i Virklund. Og det var også først på det tidspunkt, at vi fik telefon.
Silkeborg Papirfabrik havde baderum, hvor også familierne kunne komme. Vi havde ikke baderum i Virklund til at begynde med, så min hustru har mange gange haft drengene med nede på fabrikken for at blive vasket. Det var brusebad, men man skulle huske på, at det var med damp, så man skulle åbne for det kolde vand først. Jeg tog gerne bad i middagspausen.
Jeg kan huske, at maskinmesterboligen nær ved den gamle bøtte revnede, da de piloterede til PM3-bygningen. Så blev de nødt til at rive den ned.