Marts 2007

ÅRHUSBAKKENS HISTORIE

Orienteringsbrev…..1/2007

Kære alle

Har vi haft vinter? Er den forbi? Vi kan håbe det. Vi havde et rigtigt godt møde lørdag den 4. november 2006, hvor projekt ”Århusbakkens historie” så at sige blev søsat. Entusiasmen og optimisme var i højsædet. Opfordringen var klar: Brug noget af den triste og kolde vinter til at lade tankerne vandre tilbage i tid og få nedfældet noget om livet på Århusbakken og om muligt find gamle fotografier frem.

Jeg foretog en opsamling fra mødet, som kom med i det første orienteringsbrev (og det hidtil eneste af slagsen). To pointer skal her gentages: Projektet er flerårigt og tålmodighed en nødvendighed. Vi nutidsmennesker har det imidlertid skidt med tålmodighed – tingene skal gerne ske her og nu. Mange af jer har måske også i vinterens løb tænkt: Sker der overhovedet noget? Bliver det til noget?

Hertil er at sige: Der sker noget, og det bliver til noget. Men det tager tid, og derfor er tålmodighed en nødvendig dyd i denne sag. Vi må se i øjnene, at Århusbakkens historie ikke sådan indsamles og skrives fra den ene måned til den anden. Det vil tage nogle år. Til gengæld bliver det godt – hvis vi bevarer roen og har is i maven. Og får fortalt historierne til hinanden og til papiret.

Hvad kommer let – går let. Hvad tager tid og arbejde – får varig værdi. Lad dette være vor ledetråd i arbejdet. Og herefter vil jeg skitsere, hvordan situationen ser ud her i marts 2007:

Interviews:

Jeg har til projektet foretaget nogle interviews fra mennesker med tilknytning til Århusbakken. Mit udgangspunkt har været ”de ældste”, husmødrene, som kan fortælle om Århusbakken først og fremmest med ”voksenbriller” (og ikke barndomserindringer fra Århusbakken). Jeg har haft den glæde at have gode samtaler med:

Elna Hansen (født Madsen) – bogholder i boligforeningen fra 1945.

Karen Madsen – beboer og slagterforretning

Jenny Jensen – beboer og mejeriudsalg

Edith Jensen – beboer

Aase Holgersen – beboer

Svend Aage Thomsen – beboer

Og desuden har jeg talt med tidligere pedel og varmemester Lindy Louring, som også var og er beboer på Århusbakken.

Interviewene giver et godt indblik i husmoderens oplevelse af hverdagen på Århusbakken fra 1940’erne og frem. Vi kommer i vaskekælderen, ud til trappevasken, følger de daglige indkøb og opsynet med børnene. Det kan jo godt være, at ”drengene” kom til at glemme disse sider af livet på Århusbakken. Men de er også vigtige! Tak for samtalerne og de gode oplysninger!

Erindringer

Jenny Jensen, Solsortvej 11, indleverede allerede den 4. november 2006 nogle håndskrevne erindringer. Tak for det! Jenny Jensen fortæller dels, hvad hendes mand Johannes Jensen har berettet om tiden før 1966 og dels om sin egen tid på Århusbakken fra 1966. Johannes Jensen begyndte med et mejeriudsalg på Århusvej, hvor der i dag er grillbar. Senere flyttede mejeriudsalget op på Spættevej. Herom skriver Jenny Jensen:

”Spættevej var det nye kvarters forretningsgade med brugsen i nr. 2, mejeri i nr. 4, fiskemand og gartner i nr. 6 og nr. 8, lidt senere en frisør. Vi havde to adresser og to forskellige postbude på Spættevej og privaten Solsortevej. 1948, da der var klar til indflytning, var der vareknaphed og rationering og Johannes tænkte: Hvad skal jeg dog fylde den (kæmpestore forretning) med? Det blev toiletpapir, køkkenruller og lignende af, hvad der ellers var i disse tider. Der var to mejeriudsalg her oppe. Et med mælk fra Stassano og et fra privatmejeriet Alderslyst Mejeri. Johannes havde varer fra det sidste. Der var monopol på mælkesalget og dermed udbringningspligt til den zone, man var tildelt. Johannes’ gik fra og med hele Århusbakken og til Sejsvej og Papirfabrikken med Smedebakken”.

Og fra Jenny Jensens egen tid på Århusbakken:

”Jeg kom herop 1.11.1966, da var forretningen lige blevet moderniseret og havde nu andre varer end mælk og smør. Der var byggeaktivitet, nu hvor der igen var materialer at få. Sygeplejeskolen og lægeboligerne på Vibevej, hvor fattiggården havde ligget, var under opførsel og senere kom Nattergalevej. Det gav stadig nye kunder og travlhed, eftersom de blev beboet. Særlig husker jeg de unge læger – alle mandlige – som var de første, der begyndte at sige du til os. Det var lidt svært for os at lære og endnu sværere blev det, da vi på grund af min mands helbred solgte forretningen i 1980. Nu mødte vi de samme mennesker, som jeg før havde forbundet med et efternavn og et husnummer, nu hed de pludselig Karen og Ella og Inger i stedet for fru Hansen, Sørensen og Jensen”.

Jenny Jensen kommer også ind på det særegne adressesystem, som fandtes til at begynde med i kvarteret, hvor man tog udgangspunkt i blokkenes numre:

”Det var svært for mig at lære adressesystemet heroppe at kende. Det med gadenavn og nummer gik endda, men systemet med blokkenes nummer efter byggetidspunkt, lærte jeg aldrig rigtigt, og det blev i grunden meget brugt dengang, vel mest af de, som havde boet her fra begyndelsen og set det skride frem”.

Randi Nørgaard (født Märtensson i 1947) har indsendt nogle gode barndomserindringer fra Århusbakken. Her et lille uddrag:

”Vi børn var altid ude at lege. Armgang i tørrestativerne, leg i sandkassen, dåse-putte (kom til dåsen), cirkus i kælderen (i tørrerummet), lege i skoven ved Lillesø (forbudt af vore forældre – det var for farligt), ”Anemonestien” (her plukkede vi altid de første anemoner), ”den store slynge” langt ude i skoven, hvor det var forbudt at gå ud for os ”små piger” (ca. 10 år). Der var kælkebakken – ca. hvor brugsen ligger i dag, og der var skøjtebanen, hvor vi også løb på skøjter om aftenen. Der var altid sne, når vi fik juleferie, og vi fik skøjter og kælke i julegaver.

Vi måtte ikke have husdyr på Århusbakken. Men engang var vi børn i blok 4 så heldige at fodre en vildkat så mange gange, at den blev ”vores”. Katten blev døbt ”Middi”. Den sov i en barnevogn under trappen, og vi skiftedes til at have den med op i lejlighederne. Blandt andet juleaften og nytårsaften.

Nytårsaften var helt speciel. Vi klippede papir ud i små stykker, som vi smed ind ad brevsprækkerne, og der blev også smidt 5 øres krudt ind til dem, der ikke havde sømmet brevsprækken fast. Vi bandt dørene på hver side af trappeopgangen sammen, ringede på og styrtede så ned i kældertrappen, hvorfra vi kunne høre, om der blev skældt ud. Vi smed måtter ned i kælderen, hvis de ikke var fjernet.

Vi havde fritidsklubben i blok 3. En hel lejlighed i stuen var omdannet til fritidsklub. Vi betalte et mindre kontingent og så betalte vi for materialer. Der var frivillige ledere, blandt andet husker jeg leder Helge Mikkelsen – Åge Mikkelsen (der kunne noget med træ) og min far, Knud Märtensson, som lærte de unge at spille skak en gang om ugen. Der skete altid noget. En filmaften om ugen, vi flettede kurve i peddigrør, lavede lampeskærme i plastik (som er i høj kurs i dag) – smykker i palisander og meget mere”.

Tak for de to gode erindringer fra Jenny Jensen og Randi Nørgaard – set med to forskellige ”briller”: Den ”voksne” husmor og erhvervsdrivende og ”barnet” (som i dag som ældre ser tilbage). Begge sæt ”briller” er altafgørende for, at historien kan blive så livsnær som overhovedet mulig.

Fattiggården:

Det er lige før, man kan blive overtroisk. Men sådan går det faktisk jævnligt, når man arbejder med et emne: Tingene dukker pludselig op. Den 1. og 2. februar 2007 fik jeg to – helt uafhængigt af hinanden – bidrag om Frydensbjerggård (fattiggård og husvildebolig).

De to bidrag satte i øvrigt på fornem vis fokus på, at Frydensbjerggårds historie skal anskues ud fra to helt forskellige perioder: Som fattiggård 1903-1942 og som kommunens husvildebolig fra 1942/43.

Jenny Skovgård Knudsen, Grauballe, var kokkepige på Fattiggården i 1941-42 og har skrevet følgende erindringsglimt:

”Poul Henrik Olesen har bedt mig skrive lidt om fattiggården Frydensbjerggård, som jeg var kokkepige på vinteren 1941-42 og hjalp med at flytte til Vester Kejlstrup maj 1942. Bestyrer Rasmussens forestod ledelsen af de 23 mand, som var der gerne i tre måneder, så fik de et sæt nyt tøj og vandrede på vejene igen. Desuden havde vi seks tyskere med telefgrafstation indlogeret og da de ikke selv havde lejlighed til at vaske op, kom de til køkkenet med dette. Tit ville de gerne have medisterpølse stegt til et måltid, hvilket også blev til i køkkenet.

Når vi havde bestyrelsen, kom den gerne, og fruen ville så have mig til at bage vandbakkelser, men ellers skulle vi have store gryder til de mange mænd i vintermånederne, der var også to damer, som var der konstant. Der var fast landbrug til en fodermester og to karle, som var Rasmussens sønner”. Tak til Jenny Skovgård Knudsen for dette gode indblik fra Frydensbjerggårds sidste år som fattiggård.

Dagen efter Jenny Skovgård Knudsens fine lille bidrag, fik jeg en hel bog! Fra Gunnar Rasmussen (f.1940). Det er en personlig erindringsbog med titlen ”Min livsfortælling” (2006), som (først og fremmest) er skrevet og udgivet til familie og venner. Og heri er der mange oplysninger om Frydensbjerggårds første tid som husvildebolig (kompleks).

Fattiggårdens sidste bestyrer hed Kristian Rasmussen. Han flyttede sammen med fattiggården til Vester Kejlstrup i 1942. Den første pedel (eller bestyrer eller hvad vi kan kalde vedkommende) for Frydensbjerggård som husvildebolig hed også Rasmussen – Aage Rasmussen. Og denne Rasmussen var nevø til fattiggårdens bestyrer Kristian Rasmussen. Aage Rasmussen var (og er) en kendt skikkelse i Silkeborg som blandt andet mangeårig formand for Dansk Kommunalarbejderforbund i Silkeborg og hovedformand for SIF (og med kricket som hovedinteresse). Aage Rasmussens søn, Gunnar Rasmussen, voksede op på Frydensbjerggård i årene 1943-1954 – og har nu i sine erindringer givet et yderst interessant indblik i denne del af Århusbakkens historie. Om Frydensbjerggårds indretning, beboere og børnenes leg.

Gunnar Rasmussen oplevede også som barn byggeriet af blokkene på Spættevej og Rylevej. Herom står der i bogen:

”I løbet af 40’erne og 50’erne byggedes ”Blokkene”, som vi kaldte dem. På fladt silkeborgensisk, vores daglige talesprog, blev det udtalt ”Bloggaaaaarnnn”. De var almennyttige bolig-blokke beliggende lige over for Frydensbjerggaard på modsatte side af Høgevej. Gadenavnene var og er henholdsvis Spættevej, Solsortevej og Rylevej. Under bygningen af disse ”blokke” havde vi børn en formidabel legeplads til vores rådighed. Det var vanvittigt spændende at lege i de halvt færdige bygninger med de mange rum, der senere skulle blive til lejligheder. Der var mængder af stiger og udvendige stilladser, som vi kunne klatre på. Det var naturligvis på det allerstrengeste forbudt, hvilket blot gjorde det ekstra spændende, og jeg har fået en del dask bagi på grund af overtrædelser af forbudet. Men det var daskene værd. Man må notere sig, at disse dask ikke kun blev uddelt af far, når han observerede os på forbudt område. Også nogle af murerne på byggeriet fangede os. De holdt sig absolut ikke tilbage for at give os en ”røvfuld”. Det skulle lige have været i 2006!”. (side 32-33).

Tak til Gunnar Rasmussen for erindringsbogen. Den giver nye brikker til det store samlede puslespil om Århusbakkens historie.

Billeder:

Erindringer er helt nødvendige for at få afdækket og fortalt Århusbakkens historie. Og det samme er gamle fotografier.

Randi Nørgaard lånte mig en del gode gamle fotografier, som nu er scannet ind. Og Edith Jensen havde et album også fyldt med gode fotografier, som ligeledes er scannet ind på museets billeddatabase.

Billederne kan også være ualmindelig gode ”udgangspunkter” for at fortælle en historie, hvis man ikke rigtig føler, man kan få rigtigt begyndt.

Aviserne:

Min tid har siden sidst især gået med at gennemgå gamle aviser – først og fremmest for at få fortalt Midtjyllands Avis’ historie, men i min avisgennemgang har jeg naturligvis løbende holdt øje med oplysninger om Århusbakken. Og der er såmænd en hel del. Lige fra selve byggeriet til ungdomsklubbens aktiviteter. Jeg glæder mig til at vende tilbage til aviserne og få systematiseret nogle af disse oplysninger.

Silkeborg Boligselskab:

Arbejdernes Andels Boligforening er toneangivende på Århusbakken, men historien har også andre aktører. Sygehus, kolonihaver, skole, virksomheder, villaer, vandtårn m.m. – og endnu en boligforening, Silkeborg Boligselskab. De har hele tiden været orienteret, og jeg skal på boligselskabets kommende generalforsamling den 21. marts orientere om projektet. Deres historie er endnu en brik (flere brikker) til den samlede historie.

Puslespil:

Projekt Århusbakkens historie er noget af et puslespil. Men jo flere brikker der kommer med, desto bedre og mere nuanceret bliver den samlede historie. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt byder ind med ”deres brikker”. Selvfølgelig bliver der i sidste ende noget arbejde med at få redigeret alle de mange brikker, men den tid den glæde. Lige nu drejer det sig om at få brikker frem fra gemmerne og hjernekisten.

Hvis vinteren mod forventning skulle stramme til igen, så kan tiden måske bruges til at få noteret nogle af de mange tanker om livet på Århusbakken, som rumsterer i sind og krop. Vi skræpper alle med hvert vort næb – og sådan skal det være!

Jeg vil samle trådene og ved jævne mellemrum – måske en gang i kvartalet – udsende et lille orienteringsbrev om status på projektet.

Har du fået skrevet noget i løbet af vinteren, så indsend det endelig til undertegnede – pr. brev (Silkeborg Museum, Hovedgårdsvej 7, 8600 Silkeborg) eller pr. email (kdl@silkeborgmuseum.dk).

Forår:

I ønskes alle et godt forår! Fuglene kvidrer – så foråret er vel på vej!

Med venlig hilsen
Keld Dalsgaard Larsen
Museumsinspektør
marts 2007