ELSKET OG SAVNET

Udstillingens mindeblade – renskrevet på moderniseret dansk

 

Af Keld Dalsgaard Larsen

 

 

MINDEBLADE

Mindeblade over afdøde var en udbredt skik i Danmark og på Silkeborgegnen fra 1840’erne og frem til allerførst i det 20. århundrede. På udstillingen Elsket og savnet – livet med døden er der mindeblade fra 1844 til 1905. De fleste stammer fra Museum Silkeborgs egen samling, men derudover vises mindeblade udlånt af lokalarkiverne i Gjern og Bryrup og fra private.

Mindebladene giver et enestående indblik i almindelige menneskers levevilkår og trosverden. Mindebladene er enkle og ligefremme lejlighedsskrifter, som var beregnet til en bestemt målgruppe normalt i en svær og uoverskuelig situation. Mindebladene er således i form og indhold basal sorghåndtering. For en langt senere eftertid kan mangt og meget forekomme svært forståeligt – men det er vort (eftertidens) problem.

Til udstillingen er skrevet en række udstillingstekster som introduktion til dette datidens forståelsesunivers – og der henvises til disse hovedudstillingstekster på hjemmesiden.

På udstillingen findes et begrænset udvalg af renskrivninger fra de udstillede mindeblade. For at løfte en flig af denne historie.

Under arbejdet med udstillingen foretog jeg en gennemskrivning af de udstillede mindeblade for så at sige at få emnet ind i sindet, ind under huden. Denne renskrivning gengives nedenfor til særligt interesserede – i den rækkefølge, som mindebladene er ophængte i udstillingen.

Mindeblade findes i mange varianter – i det nedenstående er anført, om mindebladene er håndskrevne eller trykte. De håndskrevne mindeblade er langt de fleste og samtidig de mest iøjnefaldende og umiddelbart dekorative, mens de trykte mindeblade gerne har et mere højtideligt og alvorstungt udtryk.

 

MODERNISERET DANSK

Mindebladene er en sand guldgrube at dykke ned i. Men det kræver tålmodighed. Det bedste vil være bare at læse løs – uden at gå i chok over alt det fremmedartede. I det hele taget er vor egen nutidsforblindelse og blinde vinkler den værste barriere for at forstå teksterne. Derfor kan jeg ikke nok understrege, at al nutidig bedreviden må pakkes væk for at forstå, hvorfor disse tekster var vigtige for vore forfædre og formødre. Man skal gå nysgerrigt til teksterne og glædes ved eller more sig over alle de tidens vendinger, man møder under læsningen.

Jeg har valgt at gengive mindebladene på mit moderniserede danske. Det kunne være gjort på mange andre måder. Og der kan være sneget sig en fejl eller to ind i det ret omfattende renskrivningsarbejde. Men overordnet set vil en ny (gammel) verden åbenbare sig under læsningen.

Vore forfædre og formødre vidste som en selvfølge, at ”hisset” var ”i Himlen”, mens ”herneden” var ”hernede på jorden”. Vi har i dag ikke den samme selvfølge – men vi skal ihukomme os det, når vi læser mindebladene.

De gamle nutidsformer i mindebladenes udsagnsord kan svinge mellem de nutidsformer, vi kender i dag, men desuden bruges ofte ved udsagnsord en navneform i stedet for en nutidsform. F.eks. kan bruges udsagnsordet håbe – men i sammenhængen er det nutid og skal læses ”håber”. Af andre eksempler kan være sige/siger, byde/byder, møde/møder, græde/græder, ønske/ønsker, velsigne/velsigner, unde/under og modtage/modtager. Den gamle grammatiske praksis skal man lige have in mente under læsningen.

Jeg har ikke fundet på ”oversættelser” af diverse ord. Eksempelvis bruges igen og igen ”ægtemage” eller ”mage”, hvor vi i dag vil bruge ordet ”ægtefælle”. Og ordet ”billig” betyder ”ret og rimelig” eller ”fair” i moderne sprogbrug. Ordet ”og” kan i mange sammenhænge også dække over ordet ”også”.

Sådan kan læseren støde sig på uvante ord, vendinger eller betydninger – men hvis man besidder tålmodighed, nysgerrighed og ihærdighed, vil teksterne åbne sig forbløffende hurtigt. For de er grundlæggende enkle og ligetil.

 

RÆKKEFØLGEN

Mindebladenes renskrivning følger ophængningen i udstillingen. Først forrummet (1-6) og dernæst resten i udstillingslokalet fra venstre og med uret afsluttende med de trykte mindeblade, som hænger på samme væg, som det gamle vægur og andre private minder.

Som en form for indholdsfortegnelse er nedenfor gengivet rækkefølgen af renskrivninger – med nummer og navn:

1. Poul Larsen (1809-1890)

2. Marie Kirstine Jensen (1821-1897)

3. Ane Johanne Larsen (1862-1879)

4. Jens Peter Petersen (1828-1904)

5. Peter Johan Nielsen Storgaard (1879)

6. Hans Ilum Petersen (1806-1879)

7. Niels Kristensen (1816-1880)

8. Gertrud Jensen (1811-1882)

9. Thyge Pedersen (1818-1891)

10. Christen Sørensen (1780-1853)

11. Søren Madsen (1830-1874)

12. Jakob Christensen Mousten (1798-1871) og Marie Christensdatter (1806-1875)

13. Jens Nielsen (1814-1877) og Maren Jensdatter (1804-1873)

14. Mette Rasmusdatter (1797-1878)

15. Bolette Lauritzen (1833-1859)

16. Hanne Nielsdatter (1820-1885)

17. Berthe Nielsdatter (1760-1844)

18. Peder Thomassen (1852-1875)

19. Mette Jensen (1801-1872)

20. Berthel Jensen (1802-1873)

21. Birgitte Andersen (1838-1854)

22. Ane Jørgensen (1842-1874)

23. Anders Jørgensen (1844-1872)

24. Rasmus Nielsen (1793-1849)

25. Søren Nielsen (1838-1905)

26. Maren Olesdatter (1811-1887)

27. Peder Jensen (1849-1891)

28. Christen Thomsen (1800-1858)

29. Inger Marie Pedersen Nabe (1842-1903)

30. Johanne Juliane Lauritzen (1840-1879)

31. Jens Madsen (1787-1861)

32. Niels Jensen (1785-1879)

33. Ane Marie Sørensen (1861)

34. Susanne Margrethe Johansen (1830-1869)

35. Andreas Sørensen (1818-1869)

36. Maren Jensdatter (1822-1888)

37. Rasmus Laursen (1842-1887)

38. Rasmus Andersen (død 68 år gammel)

39. Karen Kirstine Jensen (1852-1872)

40. Morten Jørgensen (1834-1883)

41. Anders Jensen (1807-1872)

42. Jens Knudsen (1843-1880)

43. Niels Pedersen (1835-1889) og Hans Jakob Nielsen (1872-1885)

44. Maren Nielsen (1844-1869)

45. Peder Christensen Dyhr (1755-1829) og Mette Andersen Dyhr (1767-1849)

46. Anders Sørensen (1863-1874)

47. Mariane Christensen (1868-1870)

48. Mikael Christensen (1853-1857)

49. Maren Sørensen (1870-1872) og Kristian Sørensen (1887-1889)

50. Ane Marie Jensen (1848-1859)

51. Rasmusmine Jensine Pedersen Høgh (1868-1871)

52. Søren Holm Jensen (1866)

53. Else Kirstine Jensen (1863-1868)

54. Andersen Pedersen Østergaard (1811-1882)

55. Ane Magrethe Tomasdatter (1820-1880)

56. Jørgen Laursen (1795-1874)

57. Karen Pedersdatter (1803-1882)

 

 

MINDEBLADENE - RENSKRIVNINGERNE

 

1.

POUL LARSEN

Minde om den gamle Poul Larsen

Født i Balle d. 28. november 1809, død i Hingeballe d. 13. maj 1890 80 år.

Vel den, sin Herre tro har tjent

”Sin gerning gjort, sit løb fuldendt

Og bort i fred kan fare”

Disse ord, som vi synge om den gamle Simeon i Jerusalem, kunne også i nogen måde anvendes på denne gamle hedengangne. Han havde ligesom Simeon et langt liv at se tilbage på, og det var et i høj grad virksomt liv. Han brugte sine evner og kræfter, sålænge Vorherre forundte ham nåde dertil; og han nød også den glæde at høste frugt af sit arbejde, så han kunne efterlade sine børn en god timelig arv, hvorfor de ville ære og takke ham i hans grav. Men alt dette kunne han jo ikke derfor fare vel over i Evigheden. Derfor ville vi håbe for ham, at han, medens nådesolen lyste, har fået nåde til i troen at favne sin Frelser, thi først da kunne han sandhed sige med Simeon: ”Herre! nu lader du din tjener fare i fred!”

Min Frelser, du opstanden est

I graven jeg ej skal blive

Din himmelfart, mig trøster mest

Den dødsfrygt kan fordrive

Og hvor Du er, jeg kommer did

Alt leve hos dig til evig tid

Thi døer jeg gladelig, Amen!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

2.

MARIE KIRSTINE JENSEN

Minde over Marie Kirstine Jensen

Født i Hingeballe d. 15. august 1821, død i Hingeballe d. 7. septmbr. 1897 76 år

Vor Frelser siger: ”Gører eder venner ved den urette mammon, at når I skilles herfra, de skulle annamme eder i de evige boliger”

Disse ord minde os om, at vi alle før eller senere skulle afsættes fra husholdningen her, og derfor omgås således med de timelige ting, at vi ikke skulle komme til at stå venneløse hisset. Vi kunne nok i nogen måde sige om denne kære medforløste søster, at hun under hele sin livsvandring lagde sig disse Jesu ord på sinde.

Hun havde ikke altid levet i velstand, så hun kunne sige med Paulus: ”Jeg forstår både at fattes og at have overflod”. Men da hun kom til at leve i gode timelige kår, henfaldt hun hverken til gerrighed på den ene side eller til hovmod og ødselhed på den anden, men hun delte ud med rund hånd, ikke alene til børn og børnebørn, men også til mange andre, så der er mange der mindes hende med taknemmelig kærlighed.

Vi skulle vel ikke på farisæervis lære, at et menneske kommer i himmelen for sine gode gerningers skyld, men kun ved Jesu Kristi tro, men der er jo da også et Guds ord, som siger: Vis mig din tro af dine gerninger, og vi må håbe, at hun, som havde så mange venner her, også havde en ven i himmelen: Han, som lukker op og ingen lukker i – og at han har givet hende en plads i de evige boliger.

Velsignet være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

3.

ANE JOHANNE LARSEN

Minde over Ane Johanne Larsen

Født den 3. marts 1862 død den 8. december 1879 17¾ år

Hendes jordiske livsbane blev altså ikke lang. Hun kom ikke stort ud over barnealderen før hendes livslys slukkedes og hun som en ung blomst måtte segne i dødens kolde favn. Hun vedblev også at være barn i huset og forældrene og søskende hængte ved hende med hjertets fulde kærlighed. Nu er båndet sønderrevet og den venlige og omhyggelige lille Hanne er taget bort fra Eder og derfor stå I alle med sorgbetyngede hjerter ved hendes båre. Dog skulle I betænke, at hun var et svagt og lidende barn, som i den korte tid hun var her havde mange tunge men kun få glade dage, og det er jo Eders håb at hun som et Guds barn er sovet ind i Jesu arme og at der også er beredt sted for Eder i Faderhuset her oven til, hvor I atter kunne samles med hende for aldrig mere at adskilles.

Herre se til os som græde

Giv os trøst for tunge savn

Fyld vort hjerte med din glæde

Saml os hist i Jesu favn.

 

Håndskrevet mindeblad

 

Der findes to mindeblade i udstillingen over Ane Johanne Larsen – med samme tekst med forskellige illustrationer.

 

 

4.

JENS PETER PETERSEN

Minde over en elsket mand og fader Jens Peter Petersen

Født i Hinge den 25. september 1828, død sammesteds den 24. september 1904 75¾ år.

Vel den sin Herre tro har tjent, din gerning gjort, sit løb fuldendt. Og bort i fred (vil fare). Disse ord kunne med rette sættes som en overskrift over denne vor kære afdøde vens liv, thi det er et langt og virksomt liv, som dermed er afsluttet. Han var en flittig mand. Med troskab brugte han sine evner og kræfter, som Gud havde betroet ham, og det var også en såre betydningsfuld gerning som han fik nåde til at udføre. Han vidste at man skal arbejde sålænge det er dag. Natten kommer da ingen kan arbejde. Gud havde også storligen velsignet dette hans arbejde thi lidet, hvormed han begyndte havde fordoblet sig flere gange i hans hånd. Det – at en mand har haft held til at samle sig en formue – er i og for sig ikke så prisværdigt, men det er af større vigtighed, at han gør en god anvendelse heraf – at han hverken henfalder til gerrighed på den ene side eller ødselhed på den anden. Jens Peter var en god mand ikke blot i sit hjem og mod sine nærmeste, men også imod andre, og der er flere som takke ham i hans grav, fordi han hjalp dem ind i en stilling, som de uden hans hjælp ikke havde (nået). Vor Herre Jesu (siger) (Luk. 6.35) Gører vel og låner ventende intet derfor og således gjorde han. Han var altid i (spidsen), når der skulle gives til trængende mennesker, og han var heller ikke bange for at låne ud selv om der kunne være tvivl om, at han kunne få sit igen. Han var en langmodig kreditor, der aldrig inddrev sine fordringer ved rettens hjælp og endnu på sin dødsseng havde han medlidenhed med sine fattige skyldnere og bad hans arvinger så vidt muligt at skåne dem – og hellere lide tab end gøre dem husvilde. At han var en god mand viste sig også overfor børnene. De kendte ham, og han kendte også dem, og altid havde han et kærligt ord til dem, når han mødte dem.

Nu er hans røst forstummet hans kvalfulde lidelser ophørte og hans trætte lemmer har fundet hvile, som de så hårdt trængte til, og vi håbe at hans sjæl er indgået til den sabbatshvile, som Herren har beredt for sit folk – og Gud gør at han, som viste så megen barmhjertighed her også for Jesu skyld må have mødt en barmhjertig fader hisset. Amen”

(Poul Pedersen Almtoft 14. december 1905)

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

5.

PETER JOHAN NIELSEN STORGAARD

 

MINDE over PETER JOHAN NIELSEN STORGAARD. Født i Hinge den 6. april 1879 død sammesteds den 7. maj 1879. 1 måned gl.

1.

Sov i fred! Du elskte sjæl

Til den store morgen

Hist du lever evig vel

Kender ej til sorgen

Savner ej din moders bryst

Thi du fandt en bedre trøst

2.

Hjælp os dertil kære Gud

Når vor tid er omme

Da du kender dødens bud

Vi og did må komme

Da vil glæden blive stor

Efter sorgen her på jord

3.

Farvel forældre og søskende!

For mig må i ej græde

Jeg er hos Gud i himlene

Der er bestandig glæde

Der samles i engang hos mig

Alt tage samme sæde

Udi det søde himmerig

Hvor Jesus er tilstede

 

Poul Pedersen Almtoft den 29. maj 1879.

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

6.

HANS ILUM PETERSEN

Minde over en elsket mand og fader Hans Ilum Petersen.

Født på Mors den 10. maj 1806 død i Hinge den 29. december 1879 73¼ år.

Indtrådt i ægtestand med hans efterlevende enke Birte Marie Lauritsen den 22. juni 1849, deres ægteskab blev af Herren velsignet med 4 børn, 3 sønner og en datter som alle leve.

Salomon siger: Kærlighed er stærk som døden og hvis vi må tale således om den kærlighed som vi syndige mennesker kunne vise hverandre så man disse skriftens ord med rette kunne anvendes på denne kære afdøde om hvis båre vi her er samlede; thi han var jo et rigtig kærligt menneske, der mødte enhver med venlighed og velvilje. Han sagde ikke nej til nogen, som forlangte hjælp af ham. Hans tale var altid denne: det er bedre at give end at tage; og denne regel fulgte han stedse, om også hans godhed ikke så sjælden blev misbrugt.

At han var en god ægtefælle og fader, derom har du hans enke vidnet – tavs men dog så ærligt. Mens han gik sund og glad ved din side, sporede man vel ikke mere kærlighed end hos de fleste ægtefælle(r) men da hans sjæl omtågedes og han blev hjælpeløsere end et barn, trådte den des smukkere frem. Da forstød du ham ikke, men vogtede og plejede ham med moderlig omhu. For denne din kærlighed bringe vi dig i Guds navn tak. Han forstod den vel ikke og kunne ikke gengælde dig den; men hvis det ved Herrens nåde måtte forundes eder at mødes i paradiset heroven til, da skal du også erfare at denne din kærlighed ikke var spildt. Dette give Gud for Jesu skyld! Amen.

(Poul Pedersen Almtoft den 11. marts 1880)

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

7.

NIELS KRISTENSEN

(Uindrammet, tilskåret og lettere utydelig)

 

MINDE ….. (ulæselig)… NIELS KRISTENSEN. Født i Løgager i juli 1816 og død sammesteds den 19. maj 1880. Gift med sin efterlevende enke Mette Rasmusdatter i 28½ år og Gud velsignede dem med 7 børn af hvilke 3 gik forud til evigheden og 4 efterleve og med moderen velsigne hans minde.

 

Dødningklokkens tunge toner lød

Kaldte bort en mand fra jordens vrimmel

Til en livsudvikling klar og sød

Til et evigt liv i fredens himmel

 

Du så kærlig mand og fader var

Og tillige kærlig søn og broder

Så det ædle hjerte som du har

Vist dig åbner vej til Himlens goder

 

Lidt af nåden lysned for dig her

Dog du så det mest med støvets øje

Men i livets nye morgenskær

Glad for nådens Herre knæ du bøje

 

Farvel i Jesu navn!

 

Med din kære sjæl vi lyse fred

Fred med støvet, som blev ladt tilbage

Du vor frelsers milde kærlighed

Vil af nåde komme til at smage

 

Dine kære som du her forlod

Altid vil velsigne glad dit minde

Og det er vor glade tro og håb

Vi dig hos vor Frelser skal genfinde

 

Og engang på dommens store dag

Vi dig vist skal blandt de frelste tælle

Og da hilse skal dig atter glad

Forældre, børn søskende og ægtefælle

 

Velsignet være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

8.

GERTRUD JENSEN

 

MINDE over den hæderlige afdøde hustru og moder GERTRUD JENSEN. Født i Salten 11. juli 1811 og død i Fogstrup den 23. november 1882 i en alder af 71½ år efter i 47 år at have levet et hæderligt og lykkeligt ægteskab med sin efterlevende mand Laurs Mortensen, med hvem hun avlede 9 børn, hvoraf 4 modtage hende i evigheden, mens de 5 står sørgende tilbage med deres sørgende gamle fader. Fred med hende støv!

 

Når man er træt og svar af livets høje alder

Da er det godt at Gud os her fra verden kalder

Til sig i himmelen, hvor der er fryd og ro

For hver en kristen sjæl, som haver håb og tro

 

Eksempel vi i dag se her på vor afdøde

Som også fik dit bud for Herren sin at møde

Hun var en gammel kvinde af livets dage mæt

Den høje alderdom, den gør jo livet træt

 

Farvel i Jesu navn!

 

Hun har nu fundet ro hos Gud i evigheden

Og her hun plejet blev af gode folk herneden

Du var en agtet kvinde af alle og enhver

Ny bydes du farvel, farvel fra venner her

 

Hav tak af hjertens grund fra børn og fra mage

Snart komme vil den stund at du ham vist modtage

Vor Gud og Fader vil for Jesu Kristi skyld

Jer hisset føre til en evig fred og fryd

 

Velsignet være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

9.

THYGE PEDERSEN

 

MINDE over THYGE PEDERSEN

Efterminde helliget over den højtelskede og uforglemmelige mand – han var født i Dauding den 25. januar 1818 og døde på hans gård på Dauding Mark den 8. maj 1891. Han blev ægteviet i Grædstrup Kirke til den agtbare pige, Johanne Katrine Nielsen med hende levede han et kærligt og lykkeligt samliv i 20 år, og de blev af Gud velsignet med 7 børn. Her står tilbage den dybtsørgende enkekone og 6 kære børn – som lagde mindets krans på hans gravhøj.

 

Ak! Hvi er så mange samlet her

Alle klædt i sorg i sørgeklæder!

Sorgen går så mangt et hjerte nær

Sukke lyde, venner græder

 

Segnet her for dødens skarpe le

Er vor ven i fagre manddomsalder

Kold – med blege kinder ham vi se

Sover om end mange røster kalde

 

Kjære fader! Hvorfor sover du

I din snevre, kolde seng sålænge?

Vil du aldrig vågne mere nu

Græder moder, søster, dine drenge

 

Kjære ægtemand! Hvi er din kind

Kold som is – dit ellers varme hjerte

Slutted, kærlig i din favn mig ind

Nu det føler ej min dybe smerte

 

Kjære brødre! Som hvor du end gik

Var os alle ret til lyst og glæde

Ej i dag os ser dit brusne blik

Seer hvor vi i hertet bittert græde!

 

Ædle ven! Som trykked tit vor hånd

Trofast – og os altid fromt tilsmiled

Ak det brast! Det skønne venskabsbånd

Vemodstårer her til afsked ile

 

Men se! Håbets engel bringer bud

Fra ham hist i ånders lyse rige:

Klart jeg seer min frelser og min Gud

Lader troen eders hjerte sige:

 

Eders smerte ser og kender han

Enkers trøst, de faderløses fader

Han forener os i lysets land

Mine kære aldrig han forlader

 

Lad den tanke føre eders kind

Læge såret dybt i eders hjerte

Hvilken fryd! Når I må lukkes ind

Her, hvor kendes ingen sorg og smerte

 

Så farvel! Du hulde ægtemand

Kære fader, søn og ven og broder

Svæv med trøst til os i støvets land

Til hver ven og til din plejemoder

 

Endnu et farvel fra Johanne Katrine Nielsen til Thyge. Oh ømt farvel! Du fromme sjæl! Fra hustru, børn, kære. Håbet skal trøste os på vor vej, at for evigt vi skilles jo ej. Bag gravhøjen er håbet tilbage, vi samles engang i Jesu sale. Jesus lønne dig i sin himmel med salighedens umistelige krone.

 

Fred over dit legeme! Fred med din udødelige sjæl. Velsignet er dit minde.

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

10.

CHRISTEN SØRENSEN

 

MINDE over salig afdøde CHRISTEN SØRENSEN i Løgager, født i Rye 1780 og døde i Løgager den 17. september 1853 – 73 år gammel, han efterlader sig en kærlig hustru tillige med 5 sønner og 5 døtre.

 

Så gik da bort den trætte vandrer

Til hvile efter fuldendt strid

Sit opholdssted han har forandret

Fra verdens her – til hvilen blid

Syv gange ti han leved her

Nu slumrer han så rolig der

 

En tro arbejder løn ærværdig

Så siger Christens sande ord

Hvor trøstefuld når her vi færdig

Fra jordelivets syssel går

Og siger kan jeg røgted tro

Min gerning før jeg gik til ro

 

Han længe under byrden sukked

Men var sit kors tålmodigen

Til døden nu hans øje lukked

Og han gik bort til Frelseren

Der samles atter han med dem

Han lod tilbage i sit hjem

 

Sov nu sødt i gravens gemme!

Sov nu sødt i Jesu blide fred

Hvor du efter fuldendt strid fandt ro

Hist hos Gud hvor sjælen den har hjemme

Samles vi til evig fryd og ro

Iblandt Guds engles glade fryde stemme

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

11.

SØREN MADSEN

 

Til minde om den i livet hæderlige og agtede nu i døden hensovede og hos gud evindelig salige mand og fader SØREN MADSEN.

Han er født i Nisset i Lemming Sogn i året 1830. efter at have levet et lykkeligt og af Gud velsignet ægteskab med Jensine Karoline Madsen i næsten 19 år, bortkaldtes han af herren til et bedre liv i himlens lyse rige ved en blid og rolig død den 8. juni 1874 i en alder af noget over 43 år, efterladende sig en sørgende enke og 3 børn. I mange år savnede han et af livets største goder, idet hans helbred blev mere og mere nedbrudt, og han har derfor i sit stille sind vist nok ofte sukket: Kom du søvnens broder Døden, kom kun og tag mig bort, før mig fra verdens travle liv hen til alles moder, før mig hen til himlens port og ind til evighedens skønne rige.

 

Du har endt! Måske vi snart skal ende

Det må vi alle skabtes til at nå

O gode Gud! Din ånd til os nedsende

At vi i fred kan salig bortgå

Du hedengangne havde håb og tro

Derfor du nyder salighedens ro

 

Hos Gud du står i tronens glans

Blandt englehær med ærens krans

 

O kjære fader, elskte ægtemage!

Farvel og tak vi nu dig sige her

Vi vil ej sørge, ej din død beklage

Thi herren ser hvad gavner bedst enhver

Hvil nu i fred i gravens tavse favn

Farvel vi byde dig i Jesu Christi navn!

 

I himlens hjem vi ses igen

Hvor aldrig skilles ven fra ven!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

12A

JAKOB CHRISTENSEN MOUSTEN

(dobbelt mindeblad med Marie Christensdatter)

 

MINDE

Over de i livet elskede og kjærlige forældre men nu i døden hensovede:

Jakob Christensen Mousten. Ført i Bøgild den 7. april 1798 og død i Levring en 30. oktober 1871, 73½ år gammel.

 

Nu efterårets løvfald jorden dækker

Fra træer hvirvler blad på blad herned,

Snart vintersne sig som liglagen lægger

På grønsvær blød, på dødes hvilested.

Så måtte og med løvet nu du falde,

Skjønt stærk du var og rastløs higed’ frem

Nu hustru, børn forgæves på dig kalde,

Thi døden kom med bud at vandre hjem.

 

Gud gav dig her et Nazareth på jorden

En lille, men en yndig plet at bo

Her virked’ du, her gammel er du vorden

I snevre hus tilsidst, du og fandt ro

Din hustru kjærlig hjalp dig til det sidste

Da kampen kom, den sidste tunge strid.

Nu er den endt hun måtte jo dig miste

Gud bringe trøst, til ham hun sætter lid.

 

Ej blot af pligt din søn har redt din båre,

Han takker dig for hvad du her ham gav

Han med søskende fire fælder tårer

Med slægt og venner følger dig til grav

Farvel da fra din kjære ægtemage!

Farvel fra børn, fra slægt og gamle hjem!

Farvel! Farvel! Nu da du bort mon drage

Vi håbe jo at mødes hist igen.

 

 

12B

MARIE CHRISTENSDATTER

(fællesblad med Jens Christensen Mousten)

 

Marie Christensdatter. Aftægtsmand Jakob Christensen Moustens enke født i Levring 1806 den 17. juni, og død sammesteds den 30. januar 1875.

 

For få år siden din mand han gik forud,

Kun lidt over tre år stod Du alene,

Nu mødes I atter hos Herren vor Gud,

Så sandt I kæmped’ for ham kun at tjene,

Hun virkede’ i gry, hun virked’ i kvæld,

Nu hånden er mat, nu sover hun vel.

 

Hendes kjære hjem ej den fremmede fik,

Kun i snevre bolig søgte hun hvile,

Dertil så kom børnene gik

Med alle de små, her så hun dem smile,

Hun passed’ dem vel, som en moder god,

Derfor nu sørger de, hun dem forlod.

 

Farvel fra sønner, fra datter, fra ven,

Fra svigerdatter, der redt har din båre,

Farvel fra slægtning og fra dit hjem,

Fra alle se små, der stå her med tåre,

Farvel til slutning, på gjensyn hist,

Vi håbe du mødt har Jesum Krist.

 

Saglige er de døde, som dø i Herren, ja

Ånden sige at de skulle hvile fra deres arbejder,

Men deres gjerninger følge med dem.

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

13A

JENS NIELSEN

(På fællesblad med Maren Jensdatter)

 

MINDE

Over de i livet elskede og kjærlige forældre

AFTÆGTSFOLK

 

JENS NIELSEN

Født i Demstrup d. 18. okt. 1814

og død i Levring d. 11. okt. 1877

63 år gl.

 

Så er dit øjes lys udslukt,

Din læbe stum, dit øre lukt,

Og du er lagt på båre.

Omkring den står sønner to,

De fæste blik på mørke bo,

Mens datter fælder tåre.

 

De alle savner fader kjær,

Ej se I ham nu mere her,

Men mindet bliver tilbage

Han gav Jer gods og han gav råd,

Han roste hver en ædel dåd,

Ej har I grund til klage.

 

Fra nabosogn han kom herhid,

Han kom hertil i svunden tid,

Da dagene var trange,

Men rastløs stræbte han jo frem,

Og fliden bragte løn igen

Thi foldene blev mange.

 

Din ægtemage gik forud

Hun møder dig nu hist hos Gud,

Hvor der er godt at være.

Hun stod dig trolig bi i alt,

Til virksomhed hun og var kaldt

Derfor vi mindet ære.

 

Og glad han gik i sidste år

Til sønnernes og datters gård,

Thi han var deres stjerne.

Og straks de små imøde kom,

De vidste hånden var ej tom,

De alle så ham gerne.

 

Med sagligt håb om gjensyn hist

Hos Frelseren, hos Jesum Krist

Vi trøste vil hverandre.

Der møde alle fromme glad,

I Himmelby, i kongestad

Der tro mod målet vandre.

 

Velsignet være dit minde!

 

13B

MAREN JENSDATTER

(Fælles mindeblad med Jens Nielsen)

 

MAREN JENSDATTER

Født i Levring i dec. 1804 og død sammesteds d. 4. maj 1873. 68 år gl. 3 børn og 7 børnebørn velsigne hendes minde

 

Skjønt livet for dig havde værd

Du så omkring dig, hvad var kjær

Så mand og børneskare.

Du måtte sig alt farvel,

Og var det end i livets kvæld,

For herfra bort at fare

 

Snart bæres du fra gamle gård

Hvor du har prøvet trange kår,

Men og set velstands kilde,

Set børneskaren vokse op,

Set børnebørn, en lille folk

Nu deres tårer trille.

 

Du var en hustru, moder god,

Kun sjælden nogen dig forlod,

Før sorg til fryd du vende.

Tidt fik du måske ublid dom,

Af dem som sjælden til dig kom

Og ej dit hjerte kjendte.

 

En datterdatter ene står,

For hendes skyld du ønskede år

At lægge til din alder.

Nu træt er hånden og lagt ned,

Forbi er kampen, som du stred

Til hvile Herren kalder.

 

Sov nu, vor moder, blidt i ro,

Thi i Alfaderes himmelbo,

Der er der godt at være.

Vor Gud han er så fast en borg,

Han lindre vil den dybe sorg,

Der er hos dine kjære.

 

Farvel fra ægtefællen kjær,

Farvel fra børneskaren her,

Farvel fra slægt og venner.

Farvel fra gård, dit gamle hjem,

Farvel! Vi mødes hist igjen,

Når Herren bud os sender.

 

Farvel i Jesu navn, Amen!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

14.

METTE RASMUSDATTER

 

MINDE over hedengangne aftægtskone METTE RASMUSDATTER.

Født i Vinding 1797, var i 49 år gift med hendes for 11 år siden afgangne mand Søren Rasmussen, hvilket ægteskab Vorherre velsignede med 9 børn, hvoraf 4 er døde, som tillige med faderen modtage hende i evigheden, hun var en særdeles virksom og omhyggelig moder for sine mange børn, som nu også af ganske hjerte bevare deres kære gamle moders minde med stille tåre og tak. Hun hensov rolig i Herren, i Them den 23. marts 1878, 81 år gl.

 

Blidt hensov, du kære gamle kvinde!

Hjem til Gud din sidste henfart var

Slægt og venner ære vil dit minde

Tro dit kald du her udrettet har

 

Du var træt og mæt af livets alder

Og du bad og længstes efter ro

Derfor herren af sin nåde kalder

Dig til sig ved Jesu Kristi tro

 

Fred med dit støv!

 

De gode børn og venner er tilstede

Ved den kære gamle moders grav

Og de takker hende for den glæd

Og den trøst hun dem i verden gav

 

Og nu farvel! For sidste gang herneden

Fra børn og børnebørn og venner kær

Nyd Jesu fred hos Gud i evigheden

Fred med dit støv i gravens gemmer her!

 

Velsignet være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

15.

BOLETTE LAURITZEN

 

Utydelig indledning…………..

BOLETTE LAURITZEN. Født i Hinge i foråret 1833 død sammesteds den 6. decemb. 1859

 

Så måtte det hjerte da (briste)

Som slog i dit unge bryst

Så måtte din sjæl vi da miste

Som var vor glæde og lyst

Så kaldtes du fra os du kære

Til Faderen trofast og god;

Men evigt dit minde skal være

Som hiset du efterlod

 

Kun stakket din færd var herneden

Og livets glæde var kort

Men hist hen til himmelfreden

Vi håbe du vandrede bort

Der er så godt at være

Der er det så saligt at bo

Der samles omsider de kære

Som håbe, bede og troe

 

Hvil sød da du elskede qvinde!

Fred over dine kærlige ånd!

Et evigt et hæderligt minde

(O priste) din trofaste hånd

Guds fred over Eder, som favne

En datter, en søster en brud

…. For en i … små favne

Hisset vil finde hos Gud

 

Er noget utydelig – og jeg var i tvivl om dødsåret var 1839 eller 1859 – men det må vist være 1859, da der tales om kvinde og brud.

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

16.

HANNE NIELSDATTER

 

Minde over den som vi håbe nu hos Gud salige kone

HANNE NIELSDATTER

Hun er født i Stubkjær år 1820. Gift 1840 med ungkarl Peder Nielsen, hvilket samliv Gud velsignede med 9 børn, hvoraf 2 er forudgangne. Hun døde i Frederiksværk i Kragelund den 31. marts 1885.

Tone: Herrens Vener ingensinde

 

Atter slægt og venner kjære

Samles til en sørgefærd

Atter himlens Gud og Herre

Kaldte bort en slægtning kjær

 

Dennegang en elsket kvinde

Moder, hustru, mage kjær

Hun har stridt for hjem at vinde

Til den glade englehær

 

Hun har stridt og tidt (lidt?) for hende

Var det mørk og taagefuld

Saa hun ikke kunne kende

Gud alene han var huld

 

Dog var Herre i sin nåde

Ej vil nogen synders død

Men vil frelse den af våde

Som vil søge ham i nød

 

Derfor også vi vil håbe

At den sjæl som bort nu gik

Som så tit til ham mon råbe

Evig fryd og frelse fik

 

Var end hendes tro hernede

Tit så svag og vaklende

Til forvisningsfuld at bede

Og frimodig fremad se

 

Så er dog vort håb for hende

Hun er løst af trængsel ud

Og nu klart kan se og kende

Herligheden hist hos Gud

 

Er i evig fryd og ære

Frelst for lammets blod og død

Hun en sejerskrans skal bære

Finde fred og hvile sød

 

Dette håb vor trøst skal være

Vi som hende stod så nær

Og vi håbe hos vor Herre

Frelst at skue hende der

 

Hver i livets bedste dage

Var hun virksom i sin stand

Kærlig moder elsket mage

For sin kære ægtemand

 

Derfor gemmes hendes minde

Også udi kærlighed

Og de håbe hist at finde

Hende der i salig fred

 

Nu farvel fra ægtemage!

Og farvel fra børn kjær!

Tak for de hensvundne dage!

Gid I hist må samles der!

 

Fred være med dig!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

17.

BERTHE NIELSDATTER

Minde over den i livet elskede bedstemoder, nu i Gud salig hensovede

 

BERTHE NIELSDATTER født i Gjern år 1760 og døde på Gjern Mark den 17. november 1844 efter et langvarigt sygeleje.

Hvil nu sødt, o bedstemoder!

Hvilken vist du trænger til

Priset være den Algode

For han den dig skænke vil

Derfor han har lukt dit øje

For al jordisk sorg og møje

 

Firsindstyve år og fire

Har du lagt tilbage her

Virksom til de sidste tider

Var du skønt det lå dig nær

Med at tjene, med at gavne

Derfor vi dig nu vil savne

 

Huslig var du kærlig sindet

Mod enhver som kendte dig

Gudhengiven og fornøjet

Selv når modgang ramte dig

Alt til Gud du overgiver

Hans du er og hans du bliver

 

Hvorfor ville I da græde

For hun ej er mere her

Sjælen er i evig glæde

Legemet det hviler der

Se hvor sødt og blidt det blunder

Hver en smerte er forsvunden

 

Nu farvel da alle kjære!

Alle brave, alle mand!

Gid I gode ville være

Ønsker hun for sidste gang

I Guds himmel til ære

Vi da samles skal til glæde

 

Fred være med støvet – Velsignet være hendes minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

18.

PEDER THOMASSEN

 

Minde over den elskede unge søn og broder nu i døden hensovede ungkarl

PEDER THOMASSEN

Født i Sminge den 24. september 1852 og død sammesteds den 17. oktober 1875 efter et halvt års sygeleje og hårde lidelser i en alder af 23 år og 23 dage. Fred med hans støv!

Saglige er de døde, som dø i Herren. Ja, ånden siger, at de skulle hvile fra deres arbejde, men deres gerninger følger med dem!

O kjære søn! Du længe måtte lide

Og håb om redning mere og mere svandt

Ej kunne vi dig lindre i din kvide

Som dig hår(d)nakket her til lejet bandt

 

På jorden fandtes ej så god en læge

Som kunne hjælpe dig, som var i nød

Hvorfor så mangen tårer øjet væde

Og fader, moder græde ved din død

 

Med vemod så vi, at du måtte blegne

I døden som var sidste lindring her

Dit unge liv i graven måtte segne

Men sjælen drog vist hjem til englehær

 

Elsket og savnet!

 

Hvor Jesus dig i nåde vil modtage

Det håbe vi, thi han jo så din nød

Og vilde derved dig fra jorden drage

Til sig i fred, hvor hvilen er så sød

 

Så hav farvel fra fader, moder kære

Farvel fra søskend’ de nu ønske dig

Hist i Guds himmel evig salig glæde

Blandt alle gode børn i Himmerig

 

Gud lad os der dig møde og genfinde

Med alle kære, som alt forudgik

Velsignet være skal dit kære minde!

Vi håbe du et bedre liv nu fik

 

Farvel i Jesu navn!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

19.

METTE JENSEN

 

MINDE over den elskede hustru og moder: METTE JENSEN. Født i Skannerup den 6. maj 1801, død i Trust den 14. september 1872. Hun blev 1827 gift med Bertel Jensen i Trust med hvem hun altså levede i 45½ år og havde med ham 8 børn, hvoraf 5 modtage hende hisset, hvorimod 2 sønner og 1 datter dele savnet med deres gamle far.

 

Længe har du vandret trolig

Med din mage her på jord

Mange glæder mange sorger

Har I vexled ud i ord

Herren gav og Herren tog

Mens han jer tilbage lod

 

I et stille roligt hjem

I på eders gamle dage

Fulgtes glad ad vejen frem

Mod den skønne himmelhave

Hvor enhver som trofast strider

Hvile skal til evig tider

 

Lad det trøste dig som græder

Herren kalder og ad dig

Kalder dig til troens glæder

I det glade Himmerig

Hvor vi håbe vil enhver

At finde dem vi nu henbær

 

Hvil da sød i Jesu navn!

Fra verdens strid og møje

Hvil sødt i Jesu Christi favn

Hos Faderen den høje

Og gid at vi som her nu stå

Må blive ret hans kære små

 

Fred med dit støv!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

20.

BERTHEL JENSEN

 

MINDE over den elskede mand og fader aftægtsmand BERTHEL JENSEN. Født i Mollerup den 4. maj 1802 og død i Torupgaard den 23. februar 1873 i en alder af næsten 71 år. Han var gift med Mette Jensdatter i 45½ år og de blev af herren velsignet med 8 børn, hvoraf 2 sønner og 1 datter leve og med tak velsigner hans kære minde. 5 børn gik forud til evigheden.

 

Du gamle i den sorte kiste

Dit støv i graven sænkes nu

Men troede du på Jesu Christi

Af ganske hjerte sind og hu

Da er det jo en vinding stor

At drage fra den syndige jord

 

De kjære som forud gik heden

Måske du samles nu med dem

Hvor Gud har eder himmelfreden

Beredt i et fælles hjem

Jo hvo sin lid til Jesum slåer

Han hist af nåde kronen får

 

Nu dine børn som er tilbage

Det sidst farvel dig siger her

Og takker for de svundne dage

Du var dem alle jo så kjær

De ønske dig al glæde hist

Bønhør dem og o Jesu Christ!

 

Farvel dig siger gamle broder

Han stunder og mod gravens fred

Han savne dig som ham forlode

Dit selskab og din kærlighed

Men snart I samles evig vist

Hos forudgangne venner hist

 

Fred med dit støv!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

21.

BIRGITTE ANDERSEN

 

MINDE over BIRGITTE ANDERSEN. En datter af gårdmand Anders Andersen og hustru, Ane Kirstine Christensdatter i Vinderslev. Hun er født den 13. septbr. 1838 og voxete op under Gudsfrygt, var sine forældres glæde, elsket af menneskene og velbehagelig for sin Gud; thi hendes blide hjerte var altid beredt til at modtage den gode sæd, var rent og fromt, hun havde en urokkelig tro og tillid til Gud under sine lange og hårde lidelser. Hendes sørgende forældre og søskende ville trøstes ved den overbevisning at hun nu er befriet fra alle jordelivets trængsler og fristelser, og er salig hos sin Gud og Frelser hvor de skulle genforenes med hende. Efter næsten 2 års tiltagende lidelse indgik hun til den evige fred 2. juledag 1854 i en alder af 16¼ år. Fred med dit støv.

 

Fra jordens fare, nød og strid

Med salg håb jeg iler did

Hvor den Algode troner

Jeg hæver mig fra denne jord

Didhen hvor saligheden bor

Med høje jubeltoner

Jeg priser min forsoner

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

22.

MINDE OVER

ANE JØRGENSEN FØDT MADSEN

Født af hæderlige forældre gmd. Mads Jensen og hustru Ane Kirsten Jensdatter i Funder d. 12. jan. 1842. Den 21 novbr. 1866 indlod hun sig i ægteskab med ungkarl Anders Jørgensen af Silkeborg ved hvem hun i deres korte ægtestand af kun 4 1/6 år blev moder til 3 børn, hvoraf 2 modtage hende i Evigheden, medens ét med de sørgende forældre og søskende begræde tabet af den hedengangne, der afgik ved døden i sit barndomshjem den 10. jan. 1874, kun manglende 2 dage i 32 år. Hun var sine forældre en lydig datter, sine søskende en kærlig søster, sin mand en trofast, kærlig ægtefælle, sit efterladte barn en god moder. Da manden, hendes ungdoms kærlighed, vandrede bort fra hende, var det hendes bøn, hendes trøst, at hun snart måtte samles med ham. Men som den lille pige voksede til, Herren havde givet hende i arv efter den bortdragne, kære mand, ønskede hun vel at se denne vokse frem, at leve for hendes skyld, der var blevet hendes andet liv på jorden. Herren ville ikke så, han kaldte hende bort fra sit barn, som hun trøstigt efterlod hendes kære forældre og søskende, vis på at det kæreste hun ejede på jorden blev efterladt i gode hænder, de samme kærlige hænder, som plejede hende selv trofast og omhyggeligt i hendes livs sidste strid! Fred med hendes støv!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

23.

MINDE OVER

ANDERS JØRGENSEN

Han blev født i Voldbygaard 10. januar 1844 døde i Silkeborg 18. jan. 1872

Vorherres vej er ikke vor. Derfor så let vi klage. Når han med sorg og modgang stor hjemsøger vore dage. Gud lade råde ej vi vil. Og sige Amen glad dertil. O! hvem der det dog kunne!

Vel ømmer hjertet sig derved, at venner fra os ile, at kære venner sænkes ned i skumle grav til hvile, at se sit glade håb så brat tilintetgjort i dødens nat. Kun tomhed er tilbage. Men han, som kom for verdens nød, den Jesus Krist, vor Herre, han vandt os ved sit liv sin død, adkomst til evig ære. Og derfor er det trøst vi ved: Han dem, han elske har bered’ Et håb om evig glæde.

Du, som så tidlig kaldtes bort fra vennerne så kære, en gang du fik et håb så stort, Gud Faders barn at være. Og er den sæd nu spiret frem, da har Guds søn dig hentet hjem til med ham evigt leve.

Så hvil i fred fra jordens strid! Gud trøst dem, som nu græde! Han sender vel igen den tid, da sorg bliver vendt til glæde. Og den får bod for alle savn som bøjer knæ i Jesu navn. Da blomstrer fred og lykke. Fred med hans støv!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

24.

RASMUS NIELSEN

(Lille usædvanlig vers, uindrammet og mærket af tiden).

 

Her under gemmes de jordiske dele af den i livet hæderlige nu i døden saglige RASMUS NIELSEN. Thomasseskjer født 1793 den 9. decbr. Og død 1849 den 11. april i en alder af 55½ år.

 

Tanker ved den salige hensovedes død og bortgang.

Klokken ringer dødens engel svinger kalder vandreren til stille grav. Blid og rolig med sin Gud fortrolig. Trætte vandrer lægger ned sin stav. Han her hviler snart nu fra os iler. Vi ham følge vil til hvilested. Tåren rinder ned fra mangen kinder, mage, børn og venner sørge må. Tro og kærlig har du virket ærlig. Mange takke må dig i din grav. Sov da rolig i din stille bolig. Gode trofaste ven sov sødt i fred. Lad da stille sagte, tåren trille. Den ej mørkne må hans salighed. Stands jer klage. I som klage tilbage, håbet smiler gennem død og grav. I skal finde salig ham genfinde, når engang er brudt jer vandringsstav.

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

25.

SØREN NIELSEN

 

MINDE over SØREN NIELSEN, død den 12. april 1905 – henved 67 år.

”Vort borgerskab er i Himlene” Phil. 3.20.

Udvortes set har et menneske ikke vundet noget ved, at han er bleven omvendt og troende, men snarere ser det ud, som havde han lidt et stort tab.

Da Paulus levede som en Kristi korses fjende, var han æret og anset af sine samtidige, men da han var blevet en Jesu ven, blev han betragtet som et ”udskud i verden og alles skovisk” 1. Cor. 4.13. Hvad Gud giver os her: Retfærdighed, fred og glæde i den hellige ånd, vejer ikke meget på verdens vægtskål, så Paulus må vel få ret, når han siger: ”Håbe vi alene på Kristus i dette liv, da er vi de elendigste af alle mennesker”. 1. Cor. 15.19. Men ligesom den Herre Jesus gemte den gode vin til sidst, således har han også gemt det bedste til sidst for sine troende venner, idet vi tør sige: Vort borgerskab er i himlene. Her i verden må de troende dele frelserens forsmædelse, hisset skulle de dele hans herlighed med ham. Her er de som fremmede og udlændige, hisset har de nået deres rette hjem. Den kære afdøde var også bleven en af disse fremmede, der kunne sige: ”Verden har ej den ro, jeg søger; thi jeg længes til Guds Stad”. Og især efter at han var bleven ene, var det hans kæreste ønske at vandre bort herfra for at være hjemme hos Herren. Dette hans ønske – håbe vi – er nu bleven opfyldt, men han havde også et andet ønske, og det var med hensyn til eder. I børn, der nu har mistet den sidste af eders forældre, så I kan sige med David (27. Ps): ”Min fader og min moder forlod mig”, kan I også føje til: ”Men Herren skal samle mig til sig”. I ville nok indrømme, at I har haft gode og trofaste forældre, der have gjort et godt timeligt arbejde for eder, men de have også både i ord og gerning vist eder den vej, der fører til livet hensides. Lad nu ikke dette deres arbejde være forgæves for en eneste af eder; men und dem endnu den glæde på hin den store dag at kunne træde frem og sige: ”Se, Herre, her er vi og de, som du have givet os!”. Det gøre Gud i nåde for Jesu skyld! Amen!

 

Trykt mindeblad

 

 

26.

MAREN OLESDATTER

 

MINDE over MAREN OLESDATTER. Født i Langå den 19. november 1811 og død i Alderslyst den 1. december 1887, 76 år gammel. Hun var gift med smed Jens Johansen i 40 år og Gud velsignede dem med 8 børn af hvilke de 6 efterleve og med taknemlige hjerter velsigne hendes minde.

 

Så hav farvel du kære moder!

Fra datter og din svigersøn

Der takker dig for alle goder

Som her vi nød fra dig så skjøn

 

Nu hviler du i dødes have

Men mindet lever i vort bryst

Fra alle de hensvundne dage

Da du var her vort liv og lyst

 

De små dig heller ikke glemme

Hvad du så ofte for dem var

De og et minde om dig gemme

Når kærlig du dem plejet har

 

Hav tak for al din flid og møje

Og for din blide kærlighed

Fra os alle og alle dine børn

Gud lønne dig i evighed!

 

Nu glad din mage dig modtage

Med hvem du leved mange år

For længst han måtte fra dig drage

Du måtte døje enkens kår

 

Her levede I med hverandre

Så lykkelig i mange år

Nu hånd i hånd I hisset vandre

Vi håbe blandt Guds engle kor

 

Farvel i Jesu navn!

Velsignet være Eders minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

27.

PEDER JENSEN

Lån af Jens Chr. Strunge Jensen, Solrød Strand

 

MINDE over PEDER JENSEN. Født i Sejs den 21. april 1842.

Hans forældre ejede det sted, som Peder Jensen i mange år beboede, og som han havde taget i arv efter dem. Som ganske ung overtog han stedet, og arbejdede videre i det fodspor faderen havde begyndt. Han hjemførte i foråret 1873 Mariane Kristensen fra Sall som sin hustru, og levede med hende et lykkeligt ægteskab i 18 år, indtil nu herren udstrakte sin hånd; hans røst lød og den endnu kraftige mand måtte vandre bort, og her står nu tilbage hans hustru og hans 6 børn med tårer på kind, men dog med et lyst minde om den bortgangne – husbond og fader, men også står de med håbet om en gang, når Guds time slår at mødes med ham i lysere egne hvor intet jordisk bånd binder, og ingen sorg mere trykker, men hvor livet er fred og glæde i den helligånd. Thi: ”Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes, thi med hvad dom I dømme skal eder igen dømmes” (Math. 7.12). Sådan siger Jesus til sine disciple, og når ikke de mænd, han den fuldkomne havde udvalgt, måtte dømme, hvor meget mindre da os, vi syndens og dødens mennesker. Lad ikke os udkaste dommen, thi det er alene Gud der ransager og kender hjerterne, men huske på Herrens glædesbudskab ”Så elskede Gud verden, at han hengav sin søn, så hver den som tror på ham ikke skal fortabes men have det evige liv”. Lad dette være vor trøst ved denne og hver båre, at kun Guds fuldkomne kærlighed formår at rense os fra synd, hvad enten så budet fra Herren kommer tidlig eller sent: - At Gud er kærlighed, og hver som bliver i kærlighed bliver i Gud og Gud i ham. Lad os huske dette så skal også trøsten komme, og med hengivelse i Herrens vilje ville vi da kunne sige med Job: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet! Amen!

 

Lad sorgen ikke hjertet bøje

Fortvivl ej, husk på Herrens ord

Hvem Herren elsker den skal døje

Kamp, modgang her på denne jord

 

Fred med dit støv!

 

Lad os kun op mod himlen skue

Ej glemme kærlighedens sol

Da skal os håbet gennemlue

Vi ses igen for Herrens stol

 

Velsignet være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

28.

CHRISTEN THOMSEN

 

MINDEBLAD over salig hedengangne CHRISTEN THOMSEN født i Auti Mølle den 11. januar 1800 død i Guldforhoved den 8. maj 1858.

I denne kiste hviler støvet af en kærlig ægtemand og ligeledes fader. Han var en sanddru ærlig og oprigtig mand, derfor var han elsket og agtet af alle. Om nogen forlangte hans hjælp, da var han villig, det har han vist mod mig såvel som andre. Hans ægtemage og børn bringe ham derfor deres sidste farvel med tårefyldte øjne en så kærlig ægtemage kan ikke glemmes som så mange år har delt glæde og sorg, men lad sorgen have en grænse, at eders tåre her finde vidne eders kærlighed til ham. Jesus sagde til det unge menneske ved (..) port han er ikke død men sover. Jesus er endnu den samme og det samme håb kan I også have. Han opvækkes engang til et bedre liv, lad det være eders trøst. Også vær takket som ægtemand og fader god for sidste gang.

 

Du fred og hvile har fortjent

Det føler den her dig har kendt

Som en blid korsdrager

Du mild med svaghed overbar

Thi kærlig god og from du var

Velsignet være dit minde

I glans du ro nu finder

 

Farvel derfor for sidste gang

Dit minde vil vi ære

I himlen samles vi engang

Skal vores ønske være

Der tårer ikke flyde ned

Der sorg og møje vi ej ser

Thi der er idel glæde

 

Fred med dit støv! Ære være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

29.

INGE MARIE PEDERSEN NABE

 

MINDE over INGER MARIE PEDERSEN NABE, død den 28. marts 1903, 60 år.

”Thi det at leve er mig Christus og at dø en vinding” (phil. 1, 21). Med disse ord har Paulus beskrevet et troende menneskes liv her i verden, og hvorledes hans udgang bliver herfra; og disse ord kunne også i nogen måde anvendes på denne kære afdøde kvinde.

Så længe et menneske lever i uomvendt tilstand, så lever han for verden og lever sig selv; men når han ved troen kommer i samfund med sin frelser, så lever han ham, som er død og opstanden for os, og så bliver døden ham en vinding.

Her i livet kunne vi ikke vente os nogen fordel ved at være troende. ”I verden skulle I have trængsel”, siger vor frelser (Joh. 16, 33); og Paulus siger ligeledes: ”Håbe vi alene på Christus i dette liv, da er vi de elendigste af alle mennesker” (1. cor. 15, 19).

Men ligesom vantro mennesker miste alt deres gode i døden, så er det først der, de troende modtage arven, som blev dem lovet og tilsagt her; og derfor bliver døden, som bringer de andre det største tab, dem en vinding.

Du hendes mand, har jo lidt et tab, som du aldrig får erstattet ved noget andet i denne verden; men du må søge din trøst deri, at glasset også snart rinder ud for dig, og du så skal forenes med hende evindelig. Og I, hendes børn, I behøve ikke at have andre til at fortælle eder, hvordan en moder, hun var for eder; det føle I vist tilfulde i denne stund. Hun sørgede ikke blot for eders timelige fornødenheder, men hun sørgede også for det åndelige. Hun ville gerne hjælpe eder til en god borgerlig stilling; men ved siden deraf indskærpede hun også dette: ”Hvad hjalp det et menneske, at han vandt den ganske verden, men tog skade på sin sjæl” (Matth. 16, 26).

Nu er I vel alle enige om, at I gerne vil ære og takke hende i hendes grav; og den bedste tak, I da kunne yde hende, var denne, at I ved Guds nåde måtte vorde troende mennesker, så at hun på den yderste dag, da I atter skulle stilles ansigt til ansigt med hende, kunne bekende for vor himmelske Fader: ”Se Herre, her er jeg og de, som du har givet mig!”. Det give Gud for Jesu skyld! Amen!

 

Trykt mindeblad

 

 

30.

JOHANNE JULIANE LAURITSEN

 

MINDE JOHANNE JULIANE LAURITSEN FØDT RASMUSSEN. Født den 4. december 1840 død 31. oktober 1879, 38½ år gl.

1.

Bort gik da kære i blomstrende vår

Kærligt dit minde i hjerterne står

Håbet om gensynet trøster enhver

Som her dig elskte og havde så kær

2.

Højt over stjernes funklende hær

Evig er glæden hvor Jesus er nær

Strålende sol som skal aldrig forgå

Evig liv som kun troende (..)

3.

Evig liv i de trøstende ord

For de bedrøvede her på vor jord

Bor du o Jesus ved troen i mig

Er jeg hernede og hjemme hos dig

4.

Ny da i (….) den hvile så sød

Vågner i hvile i Frelserens skød

Vor Jesus du elskte hans ord var din skjold

Hans kærlighed om dig en skanse og vold

 

Den som bliver bestandig indtil enden skal blive salig matt. 24 capitel 13. vers.

Glæder Eder at eders navne er skrevne i himmelen Lucas 10 capitel 20 vers.

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

31.

JENS MADSEN

 

MINDE om JENS MADSEN, gårdmand i Skovhusgaard.

Han var født i Hinge og ægtede den 6. oktober 1821 pigen Anne Cathrine Pedersdatter af Skovhusgaard, hvilket ægteskab varede i næsten 40 år, og var velsignet med 11 børn, hvoraf 1 er døde. Efter længere tids alderdomssvaghed indgik han den 25. juli 1861 til den evige fred og salighed i Guds rige, som formedelst nåden ved Christum venter enhver, som vandrer for Gud i tro og lydighed. Han blev 74 år gammel. Han var trofast og kærlig ægtefælle og en forstandig og omhyggelig fader; han var virksom og flittig i sit kald, og Gud lagde sin velsignelse i hans gerning; han var omgængelig og tjenstagtig imod naboer, og han var en troende kristen. Derfor ville også hans efterladte tro og forstandige ledsagerinde og hans mange velbegavede børn bevare ham i taknemmelig erindring og frede hans minde i kærlighed.

 

Fred være med ham!

 

Når jeg har vandret trolig

O, Herre, her for dig

Da ser jeg graven rolig

Som åbner sig for mig

Og trygt jeg min forløste ånd

Befaler i din faderhånd!

 

Trykt mindeblad – farvelagt

 

 

32.

NIELS JENSEN

 

MINDE over NIELS JENSEN født i Lægsgaard i Ikast 1785, død i Stokkildhoved den 7. marts 1879.

 

Nu arbejdsmand så gik du did

Hvor ende får al slæb og slid

Din ryg var bøjet benet træt

Af slid og møje var du mæt

Gud give dig en evig havn

Hvor du forvinder sorg og savn

 

Farvel! Gamle og lad os se

Og vente Guds velsignelse

Han har jo sagt at de som tro

I evig fryd hos ham skal bo

Og hvad Vorherre selv har sagt

Det skal jo evig stå ved magt!

 

Fred med dit støv!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

33.

ANE MARIE SØRENSEN

(lille uindrammet vers i håndskrift med fine trykte blomster rundt om i en oval omkreds)

 

ANE MARIE SØRENSEN

Født i Eier d. 29. august 1861, døde sammesteds 12 uger gammel

 

Sørg ej fader, moder for jert savn

Eders barn fandt nu en bedre havn

End på jord I kunne hende give

Hvis hun blevet var hos jer i live

 

Der er lyst og godt, hvor hun nu bor

Lysere end noget sted på jord

Der hun leger med de engle små

Af dem alle vil kun favntag få

 

Op til hende dog engang at nå

Er jo troen som I bygge på

Ja deroppe i vor Herres rige

Vil I atter se jer lille pige

 

Sov sødt du kære!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

34.

SUSANNE MARGRETHE JOHANSEN

 

MINDE over SUSANNE MARGRETHE JOHANSEN, født i Østerbording den 30. marts 1830, død sammesteds den 27. juni 1869.

 

For henved 3 måneder siden var vi her forsamlede ved en oldings støv, for at ledsage det til gravens hvile; dengang stod vi vemodsfulde ved tanken om, at den gamle, som i sit lange liv ved stræbsom færd havde vundet agtelse, havde forladt sin jordiske bolig; men nu har døden gæstet dette stille, rolige hjem igen; hvor meget mere må vi ikke stemmes til dyb alvor og vemod, da døden denne gang har bortrykket en elsket og agtværdig kone, midt i livets bedste alder. Ved denne hendes sidste sygeleje anede man (det der nu er sket), at hendes dage snart ville være til ende her, og denne sørgelige forudfølelse er nu bleven til vished. Hendes ægtefælle har ved hendes død mistet en kærlig og trofast hustru, som stedse var ham tro i deres fælles gerning; 8 børn have tabt deres kærlige og ømme moder, som daglig fredede om dem og hendes gamle fader har nu mistet sit eneste barn, om hvem han håbede, at hun skulle være hans støtte og stav i hans allersidste dage. I deres hjerter er der især sorg og længsel over hendes bortgang; dog ikke alene deres, men også mange andres hjerter er sårede; thi hun havde ved sin jævnmodige og velvillige vandel skrevet sig et kærligt mindeblad, bedre end det, der skrives med pen og blæk, i manges hjerter, dem hun mødte på vejen her, sædvanlig i hendes hjem, hvor hun søgte sin ro og glæde, omgiven af mand, børn og fader, der dybt begræde tabet af hende som hustru og moder, og det her skete bør vi tro, at være efter Guds uransagelige, vise vilje; thi vi vide jo alle, og skulle også tro, at han leder alt i verden med visdom og kærlighed, og derfor er det, han gør, vel gjort. Den tanke skal trøste de bedrøvede i deres billige sorg, om også tårer rinde, hvilket er til lindring for det beklemte hjerte, som føler sig trykket af, at glæden forandres til sorgen. Sørg derfor med det håb, at har døden adskilt hende fra eder, så vil den forene eder med hende der, hvor ingen død hersker mere.

 

Trykt mindeblad

 

 

35.

ANDREAS SØRENSEN

Født i Hingeballe den 2. juni 1818 død i Mausing den 1. januar 1868 49½ år gammel. Indgik i ægteskab den 25. februar 1849 med Marie Jensen, hvilket ægteskab blev af Herren velsignet med 5 børn, der tilligemed den sørgende moder står tilbage. Hustruen har mistet sin støtte, børnene deres fader. Mindet om hvad den kære forudgangen var for dem, en stræbsom og arbejdsom mand, en kærlig og trofast fader, hvis virken Herren trolig har velsignet vil spore dem til at søge hen til ham der ene råder for lykke og lod, hen til nådens barmhjertighedens Gud de faderløses fader stille fordringsfri var hans liv til han midt i sin bedste alder mærkede dødens visse komme og da det 49. nytårsmorgen oprandt for ham her på jord, da kaldte Herren ham bort til en evig nytårsmorgen i sit rige. Kom hid du som lider og er besværet, jeg vil give dig hvile.

1.  

Ægtefælle sørger ikke

Jeg er fri for sorg og savn

Herren har det så beskikket

Højt jeg priser nu hans navn

2.  

Vort farvel vi dig vil byde

Som fra os er draget hen

Herrens ord os trøst vil yde

At vi samles skal igen

3.

Giv at vi Dig ret må tjene

Dig vor Gud og frelsermand

Og at elske Dig alene

At vi slig blive kan

4.

Og i kære der er tilbage

Her på dette kære sted

Giv at vi foruden klage

Mødes i din evighed

5.

Herren eder vel bevare

Gennem jordens mulm og slud

Vogte jer hans engleskare

Til vi mødes skal hos Gud

6.

Vi håber på et gensyn hist

Når liv er endt hos Jesum Krist

Hvil nu sødt i Herrens favn

Amen ja i Jesu navn!

 

Fred være med dig!

Poul Pedersen Almtoft den 21. april 1880.

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

36.

MAREN JENSDATTER

 

Minde over den i livet elskede nu i døden salig hensovede hustru og moder:

MAREN JENSDATTER

Født i Kattrup, Koldt sogn den 31. maj 1822. Død i Adslev den 23. november 1888. I en alder af 66½ år gl.

 

Hun blev gift den 26. september 1851 med ungkarl og stenhugger Søren Rasmussen Munk, med hvem hun levede i 37 år både i gode og onde dage, men altid således at kærligheden der drog dem sammen i deres ungdom, kom til at binde dem stedse fastere sammen alt som årene gik, og gjorde dem livet lyst og lykkeligt selv i modgangen og trængslen. Deres ægteskab blev velsignet med 5 børn, 3 sønner og 2 døttre, der alle leve og hvoraf 2 sønner – den ældste og den yngste er gifte. Den yngste søn havde bryllup med pigen, Ane Kathrine Kristensen, samme dag som hans moder blidt og rolig hensov efter flere års tiltagende svaghed og tre ugers sygeleje. Han har nu overtaget sine forældres ejendom og lovet at forsørge sin gamle over tabet af sin hustru dybt nedbøjede fader.

1.

Dig vor moder kjær vi bringe

Tak for alt hvad du os gav

Vi velsigne vil dit minde

For du var så god og brav

Tak da hustru, moder kjær

For dit liv din vandringsfærd

2.

Sorg og nød vor Herre sende

Til os, os at bøje så

At vort sind til ham vi vende

Beder ham om hjælp at få

Thi vor Gud er kærlighed

Ene råd for nød han ved

3.

Ja Guds råd er uden ende

Sådan og hans kærlighed

Han kan hjælp og lindring sende

Når vi ingen redning ved

Dette være skal vor trøst

Det kan læge al vor brøst

4.

Hun som hviler på sin båre

Hun fandt også trøst deri

Lad vi blot vor Herre råde

Så er al vor nød forbi

Han da vil os føre frem

Til sit lyse himmelhjem

5.

Der vi håbe du er hjemme

Kjære hustru, moder kjær

Så vil sorg og savn vi glemme

Stræbe kun at komme der

Til Guds lyse himmelstad

Hvor ej døden skiller ad

 

Dit minde leve i vore hjerter

 

Velsignet være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

37.

RASMUS LAURSEN

 

MINDE over den i livet elskede, nu i døden hensovede mand RASMUS LAURSEN. Født den 23. januar 1842, død den 25. december 1887. FARVEL

 

Bort fra smerte hjem til hvile

Bort fra verdens nød at ile

Det er skønt tilsidst

Evig pine evig smerte

Det må knuse hvert et hjerte

Det er sandt forvist

 

Han som her vi kært vil mindes

Han som nu på jord ej findes

Led så såre hårdt

Ham lod Gud i mange dage

Sorgens bittre væger smage

Så han længtes bort

 

Bort til hjemmet i det høje

Hvor et kærligt faderøje

Smilte til ham ned

Der, hvor sorgen ej har hjemme

Der hvor nøden han skal glemme

Hviler han i fredag

 

Dit minde lever i vore hjerter!

 

Ingen bønner ingen tårer

Kan nu rejse ham af båre

Her kun hjælper Gud

Derfor enke tør dit øje

Hæv dit blik imod det høje

Til du fries ud

 

Her uskylds øje på dig hvile

Så du midt i sorgen smiler

Til din datterlil

Hun vil trøste dig i nøden

Trøste dig til en gang døden

Skille eder vil

 

Lad det trøste hver som græde

Vende sorgen om til glæde

Hist vi mødes skal

Mødes evig uden smerte

Skal ethvert uskyldigt hjerte

Hist i himlens sal

 

Velsignet være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

38.

RASMUS ANDERSEN

 

Minde over RASMUS ANDERSEN. Født i Sall og døde i Gjern 68 år gammel. Fred med dit støv !

 

Så har du dit liv ende hernede, fra en anden egn kom du hertil for at tjene dit brød og da din hustru efter en del års forløb døde, indlod du dig i et nyt ægteskab. Du virkede bestandig tro og selv da du lakked ad alder udrettede du hvad du kunne. For 2 a 3 år siden hjemsøgte et tilfælde dig, og da dette tiltog så du dig nødsaget til at anmode en af dine børn om at komme hjem og hjælpe dig hvilket også skete. Omsider nedlagdes du tilsengs og efter få dages sygeleje udåndede du dit liv.

 

Når tiden er kommen og herren han kalder

Og siger til hver. Du skal herfra

Da må vi bortfare enhver i sin alder

Bort fra vore venner og slægtninge da

Vel os om vi da er bered

Alt vandre hist til evighed

Du mage og søn! Som godt ham beviste

Og som ham plejede hans sidste tid

I vist ej glemmer vor Herre at prise

 

Fordi han så snarlig endte hans strid

Og friet ham ud af sorg og nød

Så kort her han led førend han lå død

Hist er han nu samlet med forudgangne mage

Som ved Guds nåde som endnu er tilbage

Dig håber han også engang at se

Ja, hver i verden som han haver kendt

Han byder farvel, nu hans liv er endt

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

39.

KAREN KIRSTINE JENSEN

 

MINDE over KAREN KIRSTINE JENSEN. Hun er født i Danstrup den 6. juni 1852 og den 4. oktober 1872 indgik hun i ægteskab med sin efterlevende sørgende mand Niels Kristian Johansen af Hauge og blev i dette ægteskab af Gud velsignet med 5 børn nemlig 4 sønner og 1 datter, hvoraf den ene søn er gangen forud og som vi for Kristi skyld tør håbe modtage hende i salighedens skønne hjem.

 

Ja kære venner! Det må visselighen være et tungt og smerteligt øjeblik for en kærlig moder i dødsstunden at skilles så tidligt fra sine 4 umyndige små børn, men Herre! Dine veje er ikke vore veje, men nu håbe og tro vi at hendes forklarede mand kan se, at alt hvad Gud til sender, sker kun af idel kærlighed.

Og du kære sørgende mand og fader! Som nu står alene med de kære små, lad det være din trøst at den altforbarmende Gud har sagt: Kald på mig i din nød og jeg vil udfri dig!

De kære små fatte endnu ej ret tabet af deres elskede moder, men du kære mand! Bed du med et tillidsfuldt hjerte til vor fælles Fader i himlen at han vil give dig kraft og styrke til at erstatte dine børn tabet af deres hensovede kærlige moder.

Og alle såvel af familien som af venner, o hjælp efter bedste evne denne mand i hans sørgelige stilling; thi Gud vil sikkerligen lønne eder derfor.

Den 8. oktober 1881 hensov den kære afdøde netop årsdagen efter at have født sin sidste lille dreng til verden, en måneds hæftig sygdom bortrykkede hende i den unge alder af 29½ år.

 

Her hviler nu en moder så kær

Kaldt bort fra umyndige små

Vi bede o Herre! Du være dem nær

Vi ej dine veje forstå

Dog ved vi at alt hvad du her lade ske

Er ene for os engang hos dig at se

 

Derfor kære mand! Du forsage ej må

Gud siger når nøden den ganger dig på

Husk jeg er din Fader, jeg slipper dig ej

Når blot du vil lade mig vise dig vej

Så ty da til Herren med al din sorg

Da vil han være din faste borg

 

Fred med dit støv!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

40.

MORTEN JØRGENSEN

 

MINDE over gårdejer MORTEN JØRGENSEN.

Født i Horndrup den 3. maj 1834, indlod sig første gang i ægteskab med Maren Sørensen i Horndrup, anden gang med sin efterlevende hustru, Edle Marie Rasmussen, med hvem han havde 6 børn, hvoraf de 2 er døde. Han var et kærligt menneske og en trofast mand og fader. Han døde i sit fædrehjem den 29. december 1883.

 

I manddoms år blev lagt på båre

Du kære mand og fader blid

En kærlig tak med vedmodstårer

Vi vil dit minde bære frem!!

 

Gid nu, da dødens kolde vinge

Har løftet dig fra verden her

Din ånd hos Gud må da sig svinge

Ved nådens ord til himmelen!!

 

Da vil for dig i fred oprinde

En evig dag i Jesu navn

Din trætte sjæl vil hvilen finde

I hjemmets lund i Jesu favn!!

 

Fred med dit støv!!

Nåde for din ånd!!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

41.

ANDERS JENSEN

 

MINDE over den i livet elskede og virksomme mand, nu i døden hensovede ANDERS JENSEN.

Født i Haarup den 28. juli 1807 og død sammesteds den 15. januar 1872 efter at have levet i et lykkeligt ægteskab i 34 år med hans nu efterlevende dybtsørgende enke, Ane Sørensen. I dette ægteskab var de af Gud velsignet med 12 børn, hvoraf de 4 modtage ham i evigheden.

Jesus sagde: Jeg er opstandelsen og livet, hvo som tror på mig, om han end dør skal han dog leve, og hver den som lever og tror på m mig skal ikke dø evindeligheden. Johs 11.25.26.

 

Nu efter svaghed og sygdom her

Vorherre dig kaldte til hvile

Fra hustru og børn som havde dig kær

Din sjæl nu til evighed ile

 

Med tårer på kind din hustru stå

Og mindes forgangne dage

Da I med hverandre levede fro

Og nu fra hinanden I afsked tage

 

Det sidste farvel hun byde nu dig

Du efterlod os et elsket minde

Gud lad os genmødes i himmerig

Hun bede mens tårerne rinde

 

Thi du var hende en trofast mandag

Var dine børn en elskelig fader

Gud glæde din sjæl i de saliges land

Blandt hellige engleskarer

 

Fred med dit støv!

 

Så mangen år vi tilsammen sad

Men ofte kom modgangens pile

Dog vi med hverandre levede glad

Og lykke indtil os mon smile

 

Vi nød med hverandre gaver få

Og så vore børn opvokse

I ære og dyd de kundskaber få

Og glæder beredte os også

 

Nu det vi håbe og tro for vist

Vor frelser han vil dig annamme

Du troede jo på Vorherre, Christ

En tro som ej bliver tilskamme

 

Det trøste de børn og hustru kær

Som du forlod her i live

Thi skal de ej mere dig skue her

I ses i Guds himmerige

 

Farvel i Jesu navn!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

42.

JENS KNUDSEN

 

Minde over den elskede unge mand og fader, nu i Herren hensovede murer:

JENS KNUDSEN

Søn af Knud Jensen og hustru Ane Kjerstine Andersen på Sorring Mark, hvor han blev født den 2. august 1843. Han voksede op som håbefuld søn og lærte murerhåndværket. Den 23. december 1873 blev han ægteviet til pige Mette Kirstine Pedersen, med hvem han levede et lykkeligt ægteskab og blev velsignet med 2 børn, og det er derfor meget sørgeligt, at den kære mand og fader så tidlig skulle forlade hans kære hustru og børn, idet døden tog ham bort herfra torsdagen den 22. januar 1880 elsket og savnet af hans sørgende hustru og små børn, hans forældre, slægt og venner.

Kjære Herre! Trøst Du de sørgende efterladte, og vær Du en fader for hans små umyndige børn, der ikke endnu forstår, hvad de har tabt.

Sover sødt i hellig fred!

Blomsten sig om graven slynger

Liden fugl i linden synger

Månen ser så venlig ned

 

Sover sødt i hellig fred

Alt hvad over dig nu bølger

Tidlig eller sildig følger

Til den dybe hvile ind

 

Sover sødt i hellig fred! Farvel!

 

Velsignet være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

43A

NIELS PEDERSEN OG HANS JAKOB NIELSEN

 

MINDE over min elskede mand: boelsmand NIELS PEDERSEN.

Født i Svorbek den 21. november 1835 og død på Skanderborg Mark den 6. maj 1889 efter 5 dages hårde lidelser i en alder af 53½ år.

Han var gift med sin nu sørgende enke Ane Marie Jakobsen i 29 år og Gud velsignede dem med 6 børn af hvilke 1 er forudgangen og 5 efterleve og med deres moder bære det store tab og savnet af en elsket mand og fader.

 

Hvil sød min ægtemage kjær!

Min trøst mit håb min glæde

Nu skal vi her ej samles mer

Og jeg må da ved savnet græde

 

Så mange år vi vandrede

Glad ved hverandres side

Men nu tilsidst det monne ske

De tunge afskeds tide

 

At du fra hustru børn kjær

Nu måtte herfra drage

Tung sorgen tynge må især

For din hengivne mage

 

Hav tak for flid og kærlighed

De mange år og dage

Vi sammen levet her i fred

Til nu du måtte bortfare

 

Gud være vil min trøst i savn

Og vore børn tillige

Gud lad os samles hist i haven

Engang i evigt Himmerige!

 

Velsignet være dit minde!

 

43B

Og kære søn: HANS JAKOB NIELSEN

Født i Torrild den 18. december 1872 og død på Skanderborg Mark den 19. august 1885 efter et års tiltagende svaghed og sygeleje, 12½ år gammel.

 

En elsket søn nu heden er gangen

Fra fader og moder og søskende

Ak tidlig du måtte fra dem bortdrage

Og tungt de må sige Guds vilje ske

 

Du var vort håb for fremtids dage

Så velbegavet dog kom der bud

Med svaghed og sygdom der her tiltage

Dog trøst du var hengiven i Gud

 

Farvel fra søskend fader, moder

Nu her ej mere se vi dig

Men nu vist under fredens goder

Hos Jesus i Guds Himmerig

 

Din lidelse og sygdoms vånde

Nu ende fik og her ej mer

Skal nogen sorg og verdens onde

Dig møde hos din frelser kjær

 

Guds engle haver dig hjembåret

Derfor vi vil ej sørge mer

Så tidlig blev du her udkåret

At gå til fryd blandt englehær

 

Farvel i Jesu navn Amen!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

44.

MAREN NIELSEN

 

MINDE over den i livet elskede hustru og moder, nu i døden hensovede MAREN NIELSEN.

Født i Mølhauge den 20. januar 1844, død i Sorring den 27. juni 1869 efter fem ugers hårde lidelser, 25½ år gammel.

År 1865 den 21. juni blev hun ægteviet til ungkarl og gårdejer Rasmus Thomassen af Sorring, med hvem hun har levet et kærligt ægteskab i 4 år. Deres samliv velsignedes med 2 pigebørn, som endnu ikke forstår hvad det vil sige at miste en øm og kærlig moder, medens deres fader vel med vemod udbryder med Job: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!

 

Omringet af en sørgeskare

En dødningbåre blandt os stå

Derpå sødt slumrer elsket mage

Hvad under da om manden gå

Med et nedbøjet sind og hu

Hans sorg formilde vil vor Gud!

 

Hun var så fredelig og stille

Ej kiv og strid var hendes agt

Hun freded kærlig om de lille

Gud herren gav med skænket magt

Hun passede sit hus, sin dont

Skønt mange gang det gjorde ondt

 

Fred med hendes støv!

Velsignet være hendes minde!

 

Da hun på sygelejet slængtes

Med gudhengivent sind hun led

Efter samfund med sin Gud hun længtes

Nød nadveren, hun stille stred

Ned døden som er alles fjende

Gid ingen af os gåe i blinde

 

Så da farvel! Du kære mage

Hav tak for hver en dåd hvert ord

Du ydet har mig i de dage

Vi sammen var ved nådebord

Hist i det høje gid vi må

Engang genses samles må

 

Mit liv og opstandelse er Jesus Christus!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

45.

PEDER CHRISTENSEN DYHR OG METTE ANDERSEN DYHR

 

MINDEBLAD over PEDER CHRISTENSEN DYHR. Født i Sepstrup året 1755 … i Svostrup, senere kirkesanger og …i Thorning. Død i Thorning 9. aug. 1829 og hans hustru METTE ANDERSEN DYHR. Født i Svostrup i året 1767, død i Thorning 31. juli 1849.

 

I gravens stille ro hvile de nu fra deres jordiske gerning men deres minde vil stedse bevares … deres børns og børnebørns … taknemmelig hjerter.

 

Til de kæres afdødes venlige ihukommelse er dette mindeblad bekostet af deres kærlige sønnedatter M. Petrea Dyhr.

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

46.

ANDERS SØRENSEN

 

MINDE over den i livet elskede søn og broder nu i døden hensovede ANDERS SØRENSEN.

Født i Høver den 18. april 1863 og død sammesteds den 7. december 1874, 11 år, 7 måneder og 19 dage gl. I omtrent en 3 ugers tid lå vor lille medborger på sygesengen og ingen, selv ikke de kærlige forældre anede at denne sygdom i det mindste så snart skulle ende med døden, men ak mandagen den 7. påkom der ham en stærk blodopkastning og efter få øjeblikke var hans livs lys udslukt. Med megen bedrøvelse men med hengivenhed i Guds vilje så forældrene, at dødens kolde hånd gjorde ende på hans lidelser.

Han var det stille og fromme barn og derfor var han elsket af alle og fornemmelig af forældre og søskende. Gud give nu de der sørge ved dette kære barns bortgang styrke til at bære, hvad han i sin visdom har pålagt dem!

 

Så gik du bort til himmelfreden

Din ungdoms vår var her ej lang

Din vandringstid var kort herneden

Og livets ende såre trang

 

Fred med dit støv!

 

Forældre ej I nu må græde

Fordi han herfra rejse skal

Thi hos Vor Herre han har sæde

I himlens lyse frydesal!

 

Vel vide vi at sorgen tynger

Når kære bort ved døden går

Men Herren vil vi dog lovsynge

Ved ham de alt igen opstår

 

Velsignet være dit minde!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

47.

MARIANE CHRISTENSEN

 

MINDE over det i livet elskede nu i døden hensovede barn: MARIANNE CHRISTENSEN. Født i Thorupgaard den 28. februar 1868 og død sammesteds den 10. maj 1870 i en alder af 2 år og 2 måneder og 10 dage. Takker altid Gud og Faderen for alle ting i vor Herres Jesu Christi navn! Da skal modgang såvel som medgang, sorg såvelsom glæde vorde os til retfærdiggørelse, thi så sker Guds vilje.

 

En dejlig blomst er visnet hen

I spæde barndoms dage

Er overladt forkrænkelsen

Må plads i graven tage

 

Den lille blomst kun såre kort

Var plantet her på jorden

Før vor Herre tog den bort

Nu er den engel vorden

 

Herren gav Herren tog

 

Lad tåren rinde sagtelig

Med øjet vendt mod himlen

Vor Herre er af nåde rig

Hos ham hun fandt nu hvilen

 

Og tak I ham af hjertens grund

Ved eders barns båre

Han skænke jer en salig stund

Og lindre bittre tårer

 

Herrens navn være lovet!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

48.

MIKAEL CHRISTENSEN

 

MINDE over den lille elskede dreng, nu i døden hensovede: MIKAEL CHRISTENSEN. Født i Bøsgaard den 30. marts 1853 og død sammesteds den 27. april 1857 i en alder af 4 år og 28 dage.

 

Som rosen du i livet stod

Da døden dig mon gæste

Men herren som er viis og god

Gør hvad som er det bedste

 

Dit lille legem blev beklemt

Af sygdom, ve og smerte

Din levetid var så bestemt

Du gå og tale lærte

 

Forældre kjære og søskende små

Du alle nu forlade må

Men du må frydes i Guds stad

Hvor Jesus dig modtager glad

 

Her ses vi aldrig mere

Men hisset vi dig siden seer

Hos frelseren Vor Herre

Hans navn højlovet evig vær!

 

Fryd dig i Guds kongestad blandt de gode engle glad!

Fred med dit støv!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

49.

MAREN SØRENSEN OG KRISTIAN SØRENSEN

 

MINDE over tvende i livet elskede børn nu i døden hensovede: MAREN SØRENSEN

Født i Røgen den 24. maj 1870 og død i Sorring den 16. juli 1872 efter få dages sygdom i en alder af 2 år 1 måned og 22 dage.

Lader de små børn komme til mig og formener dem det ikke, thi Guds Rige er deres siger Vorherre Christi.

Her i denne bolig

Hviler sødt og rolig vores lille datter kjær

Før var hun vores glæde, nu sørge vi og græde

Skønt Herren er hun nær

 

Ak kære barn du meget led

Udi din korte levealder

Nu har dig ind til evighed

Guds engle, som dig monne kalde

 

De har dig hjem til Jesu fred

Til børnevennen i det høje

Han råd for al vor vånde ved

Om og vi os i døden bøje

 

KRISTIAN SØRENSEN. Født i Bjarup Mose den 15. januar 1887 og død sammesteds den 27. juni 1889 efter 2 dages hårde lidelser af strubehoste, 2 år 5 måneder og 12 dage gammel.

Farvel i Jesu navn! Fred med dit støv!

 

Hvil sødt du lille kjære!

I dødens kolde seng

Du var forældres glæde

Du lille søde dreng!

 

I sygdoms nød og vånde

Vi så dig lide her

Men midt i dødens kampe

Guds engle var dig nær

 

Og dig til Jesus førte

Den sande børneven

Han vore bønner hørte

Og tog dig til sig hjem

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

50.

ANE MARIE JENSEN

 

Herunder hvile de jordiske levninger af det her i livet skikkelige og håbefulde barn ANE MARIE JENSEN. År 1848 den 27. august skuede hun første gang verdens lys i Graaskov, her tilbragte hun også hendes korte levetid hernede hos sine kære forældre, der søgte at opdrage hende i tugt og Herrens formaning, indtil den gode Fader i himmelen ved en salig død den 23. april 1859 førte hendes genløste ånd fra jordens sorg og kummer til et bedre hjem i evigheden i en alder af 10 år 7 måneder og 26 dage

 

Når fader moder flytte

De sørge ei for mig

Jeg gjorde herligt bytte

Jeg fik Guds himmerig

Der fandt jeg søskende trende

Som før var dragen hen

 

I fryd foruden ende

Alt hos min Frelser ven

O stræber så at leve

I kære her på jord!

At eders ånd kan svæve

Til Gud i engle chor

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

51.

RASMUSMINE JENSINE PEDERSEN HØGH

 

MINDE over den i mindet elskelige lille pige nu hos Gud salige: RASMUSMINE JENSINE PEDERSEN HØGH

Født på Linå Mark den 25. marts 1868 og død sammesteds den 17. maj 1871 i en alder af 3 år, 3 m. og 23 dage.

 

Når døden har knækket det håbefulde skud

Når de vi elsked er gangen til Gud

Da føles vemod og savn

Men blikket mod himlen og tanken fra jord

Da åbner sig for os den evige vår

I fredens salige havn

Da frelseren bliver vor glæde og trøst

I sorg og savn, i hjerte og bryst

 

Farvel i Jesu navn!

 

Du englebarn som døden borttog

Fra kære forældres hjerte

Jordelivet ørk du tidlig forlod

Dens sorger og savn du ej lærte

Fra engles hjem du smiler herned

Til fader og moder som hisset dig her

I ånden hos børnevennen i glæde

Hvor du med Guds børn ham lovsangen kvæde

 

Fred med dit støv!

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

52.

SØREN HOLM JENSEN

 

MINDE over SØREN HOLM JENSEN. Født den 25. januar 1866 og døde den 16. februar samme år. 21 dage gammel.

 

Til verden frem du trådte

Gå livligen og lyst

Din moder glad dig holdte

Op til sit ømme bryst

Men glæden snart fik ende

Thi sygdom ramte dig

Du lå i vuggen stille

Kun lidet rørte dig

 

Af krampe du måtte lide

Den stundom dig anfaldt

Da tænkte din forældre

At det her livet gjaldt

Da hastede de meget

Gav dig i dåben navn

Og næste dag derefter

Du drog til himlens havn

 

Nu er du for din dommer

Du møder ham så frit

Thi du var så uskyldig

Fra syndens brøde kvit

Og når din fader, moder

Og dine søskend tre

Vel nådens tid benytte ret

De skal dig engang se

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

53.

ELSE KIRSTINE JENSEN

 

MINDE over ELSE KIRSTINE JENSEN! Fød den 12. september 1863 og døde den 17. september 1868, 5 år og 5 dage.

 

Den Gud som dig skabte og lod dig fremtræde

På jorden at leve hans vilje det var

At du ikke mange år her skulle være

Men tidlig gå bort til den himmelske stad

Blandt brødre og søsterlil vokste du frem

Med rosenrød kind leged blandt dem

 

Og da du her en tid havde været

Og færdedes glad blandt søskende tre

Da blev du så hårdt af en sygdom besværet

Din fødselsdag du tilsengs fejrede

Så tung og så trist en uge svandt hen

Forældre dig plejed omhyggeligen

 

En aften så sent, man lægen lod hente

Kun liden er håbet lod det om dig

Dog fulgtes hans råd og midler anvendte

Men alt er forgæves så viste det sig

Thi næste morgen du hensov så blid

I moderens arme endte din strid

 

Blandt herrens udvalgte hun nu sig fryde

Nu legemet i jorden nedsænkes (naa?)

Med hvide brudeklæder hun nu er beprydet

Og blomstr så skønne-range derpå

Din stemme i dette hus høres ej mere

Men mindet om dig bevaret dog her

 

Fred med dit støv

Velsignet være dit minde

 

Håndskrevet mindeblad

 

 

54.

ANDERS PEDERSEN ØSTERGAARD

 

MINDE over ANDERS PEDERSEN ØSTERGAARD. Han blev født i Østergaard den 18. februar 1811 og døde sammested den 26. januar 1882.

Der er en gammel historie, som fortæller om en mand, der rejste udenlands, og som først uddelte sit gods til sine tjenere: den ene fik fem pund, den anden fik to pund og den tredje fik et pund, og hver af dem skulle arbejde med de ham betroede pund.

Hvert menneske har jo fået sine pund, og når man ved pundene vil forstå evnen til at vinde sig plads i medmenneskers hjerter, da hørte den afdøde næppe til dem, som har fået de fem pund; thi det lykkedes ham ikke at vinde en stadig plads i sine medmenneskers hjerter ved det første møde, men vi tør sige, at han i så henseende hørte til dem, som har fået to pund; thi ved at træffe sammen med ham flere gange opdagede man, at der var hos ham noget, som var værd at elske, værd at tage til minde, og dette som fortrinsvis ytrede sig, var hans kærlighed til alt sandt og menneskeligt. Han har fået det lov af sin omgangskreds, at han var en fredelskende mand, og med dette lov er han nu gået ind til ”Guds freden, som overgår al forstand”; thi Herren har selv sagt: ”Salige er de fredsommelige; thi de skulle kaldes Guds børn”.

Der er et ord fra Herrens mund, som i hans sidste tid havde rodfæstet sig dybt hos ham og flere gange kom frem over hans læber, og som ganske vidst gjorde ham stærk i striden mod den sidste fjende, døden. Det ord af vor Herre: ”Salige er de fattige i ånden; thi himmeriges rige er deres”. Bedre ord gives ej til trøst og styrke, idet følelsen af vor egen ringhed netop er betingelsen for at kunne modtage rigdommen fra Gud. Med dette ord på læben er han gået bort herfra for at modtage, hvad han her følte savnet af: Idet vi sige ham vort sidste ”farvel”, da er det i håbet om hisset at mødes med ham i det høje, og dette minde skal tale til os om Herrens time, da alt det skjulte skal åbenbares og troen vinde sejr og døden.

 

Vi lagde ej støvet i kiste

Og risted ej runer i sten

Når ikke i troen vi vidste

At vågne skal slumrende ben

 

Og klangen fra klokken, som lyder

Henover det nedbrudte ler

Til himmerigsglæden indbyder

Og skilles vi skal ikke mere

 

Trykt mindeblad

 

 

55.

ANE MAGRETHE THOMASDATTER

 

MINDE over ANE MAGRETHE THOMASDATTER.

Hun er født I Hvolbæk, Haderup sogn den 20. november 1820 og død i Resen den 19. februar 1880 i en alder af 59 år. År 1839 den 13. septbr. indgik hun ægteskab med hendes efterlevende mand, Anders Pedersen. Dette ægteskab havde Herren velsignet med 7 børn, hvoraf 2 modtage hende i Evigheden og 5 begræde tilligemed den sørgende ægtemage tabet af en elsket hustru og moder. Mange år har hun vandret her mellem disse vægge og tro virket ved sin husbonds side til gavn og glæde for sine børn, hvem hun altid omfattede (med) den største kærlighed. Det faldt hende derfor hårdt, når hun så en af disse drage (bort) fra det gamle hjem for selv at skaffe sig et nyt hjem på de fjerne steder; thi hvor først (…) frydede sig midt i den jublende børnevrimmel, der blev det mere og mere tomt; men mange kærlige tanker og fromme moderlige ønsker fulgte dem på veje. Derfor hængte børnene ved hende med stor kærlighed og mindes med glæde hjemmet og barndomstiden, da hendes øje vogtede på dem, og en glæde var det for dem, når de atter vendte tilbage og opfriskede de gamle minder. Nu hun er borte, vil hun sikkerlig savnes af hendes mand og børn, fra hvem hun blev kaldt så hurtig, og det tunge budskab og det smertelige savn vil sent glemmes. I det I nu byde hende det sidste farvel, glem da ikke, I kære, at sende hende en hjertelig tak, den tak, som hun virkelig forskyldes af eder; men som ikke nåede hendes øre i levende live; frembær den for eders Fader i himlen, og den vil da sikkerlig glæde hende hisset. Lær så også i eders sorg at søge hen til ham som bedst forstår at læge hjertesygdomme, han er rede dertil, når I blot kalde på ham, og have I først ret ladet ham råde i eder, da ville I med stille hellig fred i hjertet og (uden) klage byde farvel til eders kære med det store håb, at ”Herrens venner ingensinde mødes (…) for sidste gang”. Ja, venner lad os benytte denne stund til at give os selv en alvorlig påmindelse. Vi have alle en død tilgode, vi gå alle den store dag i møde; lad døden da ikke overraske os, Gud give at han af sin nåde vil lade os med tro og tillid se vor sidste time nærmere og nærmere stride frem mod os.

 

Mødes og skilles er verdens gang

Hjertet så tungt det falder

Vejen at vandre er dobbelt lang

Når Herren vennen hjemkalder

 

Her ved en båre vi samlet står

Byde farvel til en kvinde

Vennen hun mødte i tidligt vår

Har kun tilbage et minde

 

Børnene, som hun med kærlig hu

Fulgte så vidt på veje

Mødes med sorgfyldt hjerte nu

Ved moderens sidste leje

 

Ja hun er død, som jer sammen bandt

Bandt jer til hjemmet hernede

Pladsen, som hun i jert hjerte vandt

Hellige som mindet vil frede

 

Skilles men mødes er hjertets trøst

Når over stjernernes toppe

Herren os kalder med faderrøst

Til børnehjemmet histoppe

 

AMEN

 

Trykt mindeblad

 

 

56.

JØRGEN LAURSEN

 

GRAVSKRIFT over JØRGEN LAURSEN i Resen.

Vor Herres Jesu Christi nåde, Guds kærlighed og den hellige ånds samfund være med os alle! Amen! Under dette dække er nedlagt, for at hvile til den store opstandelses morgen, de jordiske levninger af en elsket hedenfaren, den i livet meget agtværdige mand og fader, Jørgen Laursen af Resen. Denne vor kære hedengangne medbroder i Christo begyndte sin livsbane i Elskjær, hvor han blev født den 29. september 1795, og han endte samme i Resen den 13. januar 1874, da vor Herre i nåde hjemkaldte ham fra jordens strid og møje til de himmelske boliger, hvor der er idel fred og glæde i den hellige ånd. Han opnåede altså den høje alder: 78 år, 3 måneder og nogle dage.

”At have stridt den gode strid

Og vandret ufortrøden

På Herrens vej til sidste tid

O, det er sødt i døden!

Vel den, som tro har Herren tjent

Guds vilje gjort, sit løb fuldendt

Han kan i fred henfare!”

Christeligle venner! Apostlen Pauli formaning (1 Tim. 6,12) lyder til os: ”Strid troens gode strid; grib det evige liv, til hvilket du er kaldet!” og han siger om sig selv henimod sit livs aften: ”Jeg har strid den gode strid, fuldkommet løbet og bevaret troen. I øvrigt er retfærdighedens krone henlagt til mig og alle dem, som have elsket Guds herlige åbenbarelser”. At stride den gode …, at man forsager djævlen og alt hans væsen og alle hans gerninger, at man ret alvorlig strider mod synden både inden i os og udenfor os, strider mod kødets lyst, øjnenes lyst og livets hoffærdighed således, at man kan gå af med sejren og sige med Paulus: ”Jeg lever ikke mere mig selv, men Christus, som lever i mig”. Og vi kunne stride denne gode strid; vel kan det ikke ske ved vore egne kræfter, da vi er meget svage og skrøbelige, men Jesus Christus, vor frelser, vil hjælpe os, vil give os sin ånd, dersom vi i troen ville hengive os til ham, hvorfor også Paulus siger (Phil. 4, 13): ”Jeg formår alt i Christus, som gør mig stærk”. Ja, venner! Vi tør nok sige til vor trøst og glæde, om denne hedengangen medbroder i Herren, at han ved Jesu nåde og kraft har stridt den gode strid, fuldkommet løbet og bevaret troen; thi han har jo så vidt vi kunne kende og forstå, ført et retskaffent og christeligt liv herneden både som mand, fader og medborger, ja, som den i lidelsernes skole, hårdt prøvede mand, idet han jo stedse var tålmodig og gudhengiven, og nu i den sidste tid, da han mærkede, at døden nærmede sig, ventede dens komme med rolighed og frimodighed, sigende:

”Jeg dør med frydetanker

Thi Jesus er min ven

Jeg letter glad mit anker

Og sejler trøstig hjem!

 

Nu har jeg overvundet

Og stridt den gode strid

I Jesus har jeg fundet

Min fader mild og blid!”

Vi tør da også nok håbe, at han af Guds nåde har fået retfærdighedens krone, der er henlagt til alle dem, som elske Guds herlige åbenbarelse, at han lever hist i de himmelske frydeboliger blandt alle Guds udvalgte og har fundet sit elskede barn, som alt længe har været der. Vi kunne da trøstigt nedlægge hans støv i graven med de ord:

”Så hvil da i dit sovekammer

Du støv af den, som lever hist

Hvor himmellyset evig flammer

Hvor alt er godt, og alt er viist

Hvor han, som kom til jorden ned

Med sine bor i evighed!”

Sluttelig ville vi da sige dig, kære hedengangne! Det sidste farvel fra din elskede hustru og eders kære børn, hvilke stedse ville bevare dit minde i kærlig og taknemmelig erindring, fra alle slægtninge og venner i vor Herres Jesu navn med de ord:

”Farvel vor husbond, fader, ven!

Far evig vel, vi ses igen

Hvor hjertets længsler findes!

Hvor trætte sjæle finde ro

Hvor de, som blev til døden tro

I evighed ej skilles!!”

Amen!

 

Trykt mindeblad

 

 

57.

KAREN PEDERSDATTER

 

Ved gårdejer Jørgen Laursens enke KAPREN PEDERSDATTERS ligbåre.

Hun blev født i Ørenvad i Dølby sogn den 18. oktober 1803 og døde i Resen den 29. december 1882, altså lidt over 79 år gl. Hver gang vi høre budskabet om, at en af vore bekendte er død, pleje vi gerne at udbryde: ”Dette var et glædeligt” eller ”dette var et sørgeligt dødsfald”, og dette er også for så vidt rigtigt, som alle dødsfald kunne deles i to dele, de sørgelige og de glædelige, men det forkerte ligger i, at vi kortsynede mennesker som oftest dømme fejl, så vi kalde de sørgelig dødsfald glædelige og omvendt. Lægge vi mærke til, hvilke dødsfald, der kaldes glædelige, da finde vi, at det er de gamle, svage menneskers, hvorimod børns og yngre, kraftige menneskers dødsfald kaldes sørgelige. Dette kommer af, at kærlighed til denne verden er så stor; man agter verdens tab højere end menneskesjæles og Vorherres tab og glemmer, at vi ikke er til for verdens skyld, men verden er til for vor skyld, at vi er her i verden for at lære den store kunst at leve i verden og dog ikke være af verden, men under al vor virksomhed stadig have blikket fæstet mod det himmelske fædreland, hvor vor rette borgerskab er. Nej, det, som berettiger os til at kalde et dødsfald glædeligt er håbet om, at den afdøde af nåde er bleven optagen i de evige boliger; i modsat fald er det sørgeligt over al beskrivelse. Når vi nu i dag have samlet os om en ærbar højt bedaget kvindes båre for i højtidelig alvor at dvæle en stund før vi ledsage hendes støv til gravens mørke tavse gemme, så lader vi kaste blikket tilbage på det afsluttede levnedsløb for at styrke vort håb om, at dette dødsfald hører til de glædelige, og for at samle hovedbegivenhederne og særpræget af hendes levned i ramme for bedre at kunne overskue det, og for at se et dybt og varigt indtryk deraf, så hendes minde må stå frisk og levende og bevares til senere slægter. Man vil måske indvende kvindens levned falder inden for hjemmets snævre kreds, så derom er der ikke meget at melde. Jeg svarer, at der drages netop de store læs, læs, som mænd lader stå; derfor skal der meldes højt og lydt derom, om også først efter døden. Karen Pedersdatter var fra fødslen udrustet med særdeles gode evner både på ånd, sjæl og legeme, og da barndomshjemmet var rigt og lykkeligt, fik hun disse evner godt udviklet, trods tidernes usselhed. Barndomsårene svandt hurtigt hen, og ungdomstiden oprandt med følelsernes vante styrke. I denne tid gav hun sin hånd og hjerte til nu afdøde Jørgen Laursen, som da ejede en gård i fødesognet, hvor de kom til at bo og dele livets sorger og glæder. Sorger og glæder ja, begge dele kom for hende; hun havde med det samme påtaget sig forpligtelsen at forsørge og pleje to gamle folk, men hun forstod ved sin stille sagtmodige tavse vandel at overvinde denne vanskelighed på en fredelig og god måde. Dette lykkelige ægteskab blev velsignet med 6 børn, hvoraf det ene for længst er død. Da børnene var blevet voksne, overlodes gården til en af døtrene, og forældrene flyttede hen til Harre og boede der i 12 år, og da tre af børnene fandt deres hjem der, flyttede forældrene med deres ugifte søn her til Resen, og kort derefter døde manden, og hun var nu ene i mange år og led megen smerte, hun vidste, hvad modgang er, og desuden havde hun det godt med hendes livs aften hos sin kære søn, hvor hun syslede med alt, som var det hendes eget med megen sparsommelighed og dygtighed. Da så dødssygdommen kom med svare smerter og fængslede hende til lejet i seks lange uger, da så man klarlig på hendes børn, hvilken moder hun havde været, som træet altid kendes bedste af dets frugt. Alle børn og ikke mindst den ugifte søn kappedes om at vogte på hendes vink, ja at læse i hendes øjne, hvad hun ønskede, nogle forlod hjemmet med dets krav for at være hos hende, en enkelt endog under hele sygdommen. Hvorledes var det gået til, at denne moder således blev elsket, sikkerlig sådan, at hun var en gudfrygtig kvinde, der stedse holdt sig nær til sin herre og frelser. At dette var tilfældet mærkede man hos hende både i gode og onde dage ikke mindst, da døden kom nær; hun ønskede og fik Jesu legeme og blod, samt menighedens forbøn, og det var hendes stadige klage, at hun ikke formåede at bede som før på grund af de store smerter. Ikke sandt venner, hendes dødsfald hører til de glædelige; hun nyder nu forvist salighedens fryd og glæde, dog ikke for hendes dyders skyld, disse var kun frugter af hendes tro, men fordi hun søgte og fandt nåde hos Gud. Se det er da den store trøst, vi have at bringe de efterladte børn og børnebørn, søskende og slægt og venner. Savnet, ja, det bliver tilbage, men så trøste I eder med håbet om gensynsglæden. I den afdødes navn skal jeg nu byde de efterladte det sidste farvel og tak. Tak for al udvist omhu og kærlighed. Hun sige nu selv til afsked:

Gud signe eder alle

Det var min vandrings lyst

Lad sorgen ikke falde

Så tungt på eders bryst

 

Lad troen eder styrke

Det er en stakket frist

Da svinder dette mørke

Da skal vi mødes hist!

 

Ja, Herre, giv at dette må ske med dem og med os alle! Amen i Jesu navn!

 

Trykt mindeblad

 

 

10. maj 2022