MUSIK OG LIVET

Et museumsessay

Af Keld Dalsgaard Larsen

”Nogle af hans bedste timer har han sikkert tilbragt i selskab med sin violin”, skrev Silkeborg Avis den 16. oktober 1925 i nekrologen over købmand Christian Chantelauze (1858-1925). Familien Chantelauzes gravsted findes den dag i dag på den gamle kirkegård i Vestergade. Lokalt er familien vel gået i den historiske glemmebog, men Chantelauze var en familie, som i to generationer satte sit præg på den unge by Silkeborg. Blandt andet ved sin musikalitet.

Faderen G.V. Chantelauze var lokal murermester og musikdirektør i Michael Drewsens orkester. På den måde var familien med til at grundlægge det organiserede musikliv i nybyggerstaden Silkeborg. Sønnen Chr. Chantelauze voksede op med musik, men da han ikke kunne leve af den, gik han handelsvejen først hos købmand Knap og siden som selvstændig købmand. Og skabte sig herved en solid position i Silkeborg. Nekrologen vidner om musikkens store betydning i et konkret menneskeliv. Violinen var med til at skabe lys i Christian Chantelauzes liv til glæde for ham selv og omgivelserne.

Og sådan har det været for rigtigt mange mennesker. At tænke sig et liv uden musik er ikke til at holde ud! Musik skaber liv og lykkestunder. Måske tænker vi alt for sjældent på det. Hvor tit kommer det med i en nekrolog? Yderst sjældent. Chr. Chantelauze er en undtagelse. Derfor skal han være min indgang til dette lille museumsessay om at arbejde med musik som (lokal) kulturhistorie.

Mogensens Strygekvarter. Fra venstre købmand Christian Chantelauze, Jens Chr. Mogensen, forfatter Edvard Egeberg og førstelærer Hans Rasmussen.

Museerne er sat i verden til at belyse levet liv gennem tiderne. Museum Silkeborg har til opgave at se på det levede liv på Silkeborgegnen (Silkeborg Kommune). I al dets uendelighed. Med alt lige fra erhvervsliv og boligforhold til foreningsliv og påklædning. Skolegang og gravskikke. Osv. osv. Museerne går konkret til værks og tager udgangspunkt i de fysiske genstande så som piber, skolebøger, høvle, violiner, barselspotter, fiskestænger osv. osv. Remsen er uendelig – som livet. Med det konkrete udgangspunkt fortæller museerne historier. Nogle historier lader sig lettere fortælle end andre. Musik er noget af det mere indviklede. Mindre håndgribelig. For selv om man udstiller nok så mange instrumenter, noder og plakater, mangler det væsentligste: musikken og oplevelsen i nuet. Basalt set skal musik opleves – ikke ses på et museum eller læses om i en bog. Det gør det hele meget sværere for museerne og en museumsmand som mig. Skal man så droppe musik som musealt tema? Nej, det går ikke. For musik er jo også livet!

Jeg kommer selv fra et hjem med klaver, violin og sang. Desværre uden at det har givet mig nogle håndgribelige færdigheder eller nævneværdig interesse ud i musikken. Og det kan nemt få indflydelse på mit ”blik” for musikkens kulturhistoriske betydning. Måske kan jeg ligefrem gå hen og overse dette livsvigtige kulturhistoriske tema. Vi er jo trods alt kun mennesker! På samme måde kan temaer som religion, Indre Mission, dialekt, idræt, spejdere, fluebinding, knallerter, broderi, mejeribrug, kærlighed, bankvæsen osv. osv. forsvinde ud af det museale blik på det levede liv. Museumsarbejdet går derfor også ud på at begrænse de blinde vinkler, som altid opstår. Det er ikke lige nemt. I mit ca. 30-årige museumsarbejde har jeg været rigtigt langt omkring, men det lokale musikliv har haft en såre perifer plads i dette arbejde. Synd og skam. Med alderen er jeg dog kommet til den erkendelse, at jeg må glædes over det meget, jeg når, i stedet for at synke hen i begrædelse over det, jeg ikke når. Men nu jeg er opmærksom på det, vil jeg her benytte lejligheden til et lille museumsessay om ”musik og livet”.

Anledningen til min pludselige opmærksomhed på musikken skyldes et lidt tilfældigt arbejde med musikdirektøren i Kjellerup gennem årtier, Ditlev Saugmann Bjerregaard (1852-1916). Museum Silkeborg Blicheregnen (tidligere Blicheregnens Museum) har for år tilbage modtaget en række genstande m.m. fra familien Bjerregaard, og museet har en lille montre om musikdirektøren i sin permanente udstilling. Museets arbejde med musikdirektør Bjerregaard resulterede også i deltagelse i ”Saugmann Bjerregaards Fond”. Af uransagelige årsager faldt det så i mit lod at blive museets repræsentant i denne fond, og i samme forbindelse fik jeg overdraget den ”museale arv” for dette ”sagsområde” ved Museum Silkeborg. Med andre ord var jeg tvunget til at forholde mig til området, musikliv på egnen. I første omgang skrev jeg en lille artikel til museets hjemmeside: ”Musikdirektør Bjerregaard, Kjellerup”.

Musikdirektør Bjerregaard med orkester i Kjellerup ca. 1910

Det viser sig gerne, at når man tvinges til at beskæftige sig med et tema, har man alligevel et vist kendskab til det. Når man tænker efter. I mit lokalhistoriske arbejde gennem 30-35 år har jeg ved flere lejligheder krydset det lokale musikliv. Det var blot ikke mit hovedanliggende. Det kan eksemplificeres ved tre personligheder, jeg på forskellig vis har arbejdet med: papirfabrikant Michael Drewsen (1804-1874), fotografmester Johannes Jensen (1902-1984) og pottemager Knud Jensen (1906-1990).

Silkeborg Papirfabrik og Michael Drewsen har en særlig historisk position i Silkeborg. Silkeborgenserne har ligefrem udråbt Michael Drewsen til byens grundlægger. Ved siden af papirfabrikken, anskaffelsen af hjuldamperen Hjejlen, grundlæggelse af Hedeselskabet og meget andet oprettede Michael Drewsen også Papirfabrikkens Orkester, som var byens orkester i nybyggertiden kendt under navne som Drewsens Musik eller Fabrikkens Musikkorps. Musik skulle der til. Og Michael Drewsen var manden, der sørgede for, at silkeborgenserne kunne træde dansen på Naaege i sæsonen. Få hverdagen på afstand. Det var her murermester Georg Vilhelm Chantelauze trådte til som musikdirektør. Jens Chr. Mogensen overtog såvel musikdirektørposten som orkestret efter Chantelauze. Orkesteret blev til Mogensens Orkester. Silkeborgenserne har rejst en mindesten over denne elskede musikdirektør ved Lunden i Vestergade.

Mindestenen over Jens Chr. Mogensen i Lunden i Silkeborg

Musikdirektørstillingen og orkesteret gik i arv til sønnen, fotograf Gunnar Mogensen.

Johannes Jensen overtog i 1931 Gunnar Mogensens forretning og atelier. Og reelt også arven efter Mogensens Orkester, idet Johannes Jensen i efteråret 1932 stillede sig i spidsen for dette orkesters afløser, Silkeborg Koncertorkester. Johannes Jensen var en dynamisk og utrættelig ildsjæl i det lokale kulturliv med vægten lagt på musikken. Men også inden for museumsverdenen gjorde Johannes Jensen et gigantisk arbejde som formand for såvel Silkeborg Kunstmuseum og Silkeborg Museum. Johannes Jensen var af uvurdering betydning for kunstneren Asger Jorn. Johannes Jensen levede og åndede for musikken, klassisk, jazz og dansemusik. Til store koncerter eller til bal i by og på land. Men han kunne ikke leve af den. Slet ikke. Derfor var han lokalt først og fremmest kendt som fotografmester Johannes Jensen, som gennem årtier fotograferede silkeborgenserne i alle mulige sammenhænge.

Johannes Jensen som dirigent for Silkeborg Byorkester o. 1957 på Sønderport

Pottemager Knud Jensen sled og slæbte i sit værksted for at sikre familiens eksistens. Pottemagerhåndværket var hans levevej – men hans hjerte hang ved musikken. Gang på gang kom violinen frem, og Knud Jensen gik gerne ud og spillede til bal.

Pottemager Knud Jensen i godt spillemandsselskab på Silkeborg Museum i 1970’erne

Musik var en livsnødvendighed – men den gav blot sjældent grundlag for ens eksistens. Sådan er det historisk set, og sådan er det den dag i dag. Hvem kan leve af deres musik i Silkeborg? Kirkernes organister, nogle musiklærere og hvem mere? Musikdirektør Bjerregaard kunne gøre det til sin levevej, men det krævede en alsidig ”musikforretning” med salg af kompositioner, noder, instrumenter, privat undervisning og musikoptræden til diverse koncerter, offentlige baller og private fester. Det kræver stor opfindsomhed og arbejdsomhed at leve sine drømme ud. Musik var og er således kun en levevej for ganske få mennesker generelt – og lokalt. Musik er som sådan ikke et erhverv, som f.eks. at være murer eller tømrer eller lærer. Også derfor vil dets kulturhistorie latent være svær at indfange.

I mit arbejde med den lokale arbejderbevægelse har jeg flere gange stødt ind i musikkens lokale verden. ”Overdans, overdans, overdans”, råbte publikum for godt 100 år siden, når musikerne var ved at gøre mine til at stoppe efter midnat. De vedvarende råb om ”overdans” signalerede, at det ungdommelige publikum slet ikke var indstillet på at slutte nu. Men musikerne havde gjort deres til den betaling, der nu engang var aftalt. Skulle der spilles videre – altså til overdans – krævede det, at publikum gjorde mere end blot at skrige og råbe. Penge skulle samles ind til musikerne, så de kunne overtales til at spille videre. Det var gerne en tjans for de unge karle at rejse de fornødne midler til festens fortsættelse. Mest ivrigt har jeg hørt herom fra en gammel tekstilarbejderske, som kunne berette om mangt og meget fra et langt liv – men ”overdansen” stod fortsat som noget ganske særligt i det livslange perspektiv.

Maler Knud Jensen havde en lang og glorværdig karriere inden for den lokale fagbevægelse og kooperation, men også han mindes med glæde sin tid som janitshar (trommeslager) i forskellige danseorkester i 1930’erne. Det var både en personlig fornøjelse og et nødvendigt tilskud i en stram økonomi.

Arbejderbevægelsen tog lige fra begyndelsen musikken til sig. Til møder. Til baller. F.eks. ved oprettelse af lokale sangforeninger. Papirarbejderne havde i lange perioder eget sangkor. Til de store Dynæsfester i årene 1912-1914 blev den lokale underklasse kaldt sammen for at være sammen, høre på taler, nyde god musik og synge sammen.

Ser man først efter, pibler musikken frem overalt i det levede liv. Dengang og nu.

Papirarbejdernes Sangkor o. 1900 foran Drewsens Villa

Musik kan – som livet generelt – anskues fra utallige vinkler. F.eks. fra de udøvende musikers eller publikums side. Musik er ikke bare musik. Der er mange slags musik. Nogle kan lide en slags – andre en anden slags. Nogle finder klassiske koncerter for at være ”det fine”, mens de måske ser ned til den musikalske tusindkunstner, der underholde i forbindelse med private fester med suppe, steg og is. Johannes Jensen rummede den fine klassiske musik, den sprælske jazz og den folkelige dansemusik. Det hørte så at sige ham og hans tid til. Men da pigtrådsmusikken og rockmusikken kom for at blive, rynkede den gamle musikalske ildsjæl på næsen. Var det musik?

Vi mennesker møder musik i mange forskellige sammenhænge. I mit arbejde med Indre Mission slog det mig under læsningen af Olaf Jessens fine lille bog om livet i Grønbæk præstegård, hvor meget indflydelse sangen havde i den religiøse (indremissionske) vækkelse på egnen. Her var musikken (sangen) en hyldest til Gud og hans skaberværk. Der er forskel på musik i kirken, til ballet, ved gymnastikken og i koncertsalen. Osv. Af og til lyttes der andægtigt og henført til andre tider raser lidenskaberne. Marchmusik er noget andet end improviserende jazz og rock. Men det er immervæk musik.

Det er umuligt at overskue musikken og al dens væsen. Den er en del af livet, og som sådan ingenting uden selv samme liv. Man må derfor leve med, at musikken ikke sådan er til at få sat på formel. Og det er yderst problematisk at gøre noget musik bedre end andet. Musikken i alle dens afskygninger gør fyldest i nuet. Og her kan det være komplet tåbeligt at spille kammermusik til en høstfest – eller omvendt at spille amatørrock for et klassisk koncertpublikum.

Vi lever i dag i en verden fuld af musik. Sådan var det ikke for 60-100 år siden. Teknologien har bredt musikken ud, så den kan være alle steder. Tidligere krævede den en udøvende musiker. Det kunne være en enlig violinist, som drog rundt til egnens ”legestuer” (baller) og spillede op til dans. Eller pianisten i biografen til de gamle stumfilm. Eller blandt byens mange restaurationer med levende musik.

Den levende musik er på ingen måde død. Heldigvis. Her i Silkeborg kan vi opleve den året rundt til festivals eller store koncerter eller til små intime sammenkomster. Lige fra Riverboat Jazzfestivals årlige overflødighedshorn af jazzmusik til livemusik i røgfyldt lokale på Admiralen fredag eftermiddage. Silkeborg er på mange måder blevet musikfestivalernes by med mulighed for at nyde rock, blues, spillemandsmusik, jazz, country og meget mere. Og Silkeborg Musikteater har gjort det til en ny tradition at invitere til en musical hvert efterår.

Riverboat plakat

Musik fordrer musikere. Og dem er der hele tiden nok af! Til alle tider. Musikere kan slet ikke lade være at spille musik. Til stor fornøjelse for os andre. Nye musikere presser sig altid på, og de gamle vil absolut ikke vige pladsen. I Silkeborg har vi et enestående eksempel på musikkens uforgængelighed i Bourbon Street Jazzband. Et band som snart kan fejre sin 60 års fødselsdag. Det er livsbekræftende at se disse bedagede herrer fører sig musikalsk frem og tænke på, at det har de gjort lige siden teenagealderen! Musikken gør et og andet ved os mennesker. Der er absolut ingen grund til sortsyn med hensyn til fremtiden. Nye musikere står på spring.

På kommunens skoler, Den kreative Skole, Ungdomsskolen, Silkeborg Gymnasium osv. spilles der musik som aldrig før. Lydpotten i Alderslyst er en lille oase for vordende musikere. Musikken lever. Forholdene bliver aldrig ideelle. Har aldrig været det. Men musikken og musikerne finder alligevel vej til stor glæde for os alle. Livet er nemlig ikke værd at leve uden musik.

Museum Silkeborg deltager også i ny og næ i det lokale musikliv. I nuet! Riverboat Jazzfestival holder hvert år koncerter i museumscafeen, og til andre tider inviteres til koncerter på museet.

Museum Silkeborg har ikke haft tradition for at beskæftige sig med det lokale musikliv som musealt tema, som kulturhistorie, men med dette lille essay er bladet for en stund taget fra munden. I ønsket om at kaste lys på musikkens betydning for det levede liv. Musik skal der til!

Silkeborg har et rigt musikliv – aktuelt og historisk. Nyd det. Og heldigvis har nogle trodset alle vanskeligheder og søgt at sætte ord på denne lokale historie. Et uomgængeligt værk i den sammenhæng er ”Noder og unoder i Silkeborg. Byens musikliv gennem 150 år” af Kurt Balle Jensen fra 2002. Her er der mulighed for at få et fantastisk indblik i og overblik over det lokale musikliv gennem de mange gode historier, talrige fotografier og illustrationer. Kurt Balle Jensen har siden beriget os med flere publikationer fra musikliv, hvilket fremgår af nedenstående litteraturliste.

Litteraturliste:

Kurt Balle Jensen: Noder og unoder i Silkeborg. Byens musikliv gennem 150 år (2002)

Kurt Balle Jensen: Brass i Balle. Balleskolens Blæseorkester 1980-2005 (2005)

Kurt Balle Jensen: As time goes by – en jazzkrønike. 50 år med Bourbon Street Jazzband (2006)

Kurt Balle Jensen og Jørgen Ploug: Til lands og til vands i Silkeborg. Riverboat Jazz festival 40 år (2006)

Kurt Balle Jensen: Takter og toner – en klassisk krønike (2007)

Olaf Jessen: Fra Grønbæk præstegård. Af mit hjems historie (1921)

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Michael Drewsen (1994).

Keld Dalsgaard Larsen, Hanne Arent og Lars Bay: Johannes Jensen 1902-1984 (2002)

Keld Dalsgaard Larsen: Sorring Lervarefabrik. Gennem fire generationer (i Museum Silkeborgs Årsskrift 2014)

Edvin Sevelsted: Fem gange Bjerregaard (u.å.)

November 2015