NANNA BUHL FORTÆLLER

Sammenskrivning af samtaler med Keld Dalsgaard Larsen

28. marts 1996, 10. maj 1996 og 7. marts 1997, suppleret med skriftlige tilføjelser af Nanna Buhl.

Nanna Buhl (1919-2011) havde et langt liv inden for dansk børneforsorg. Jeg havde den glæde i 1996 og 1997 at have nogle samtaler med Nanna Buhl, og vi holdt kontakten helt frem til hendes død i 2011. Min umiddelbare interesse var hendes virke som leder af Dronning Louises Asyl (senere Dr. Louises Børnehave) i årene 1947-1979, men under samtalerne kom mangt og meget andet relevant frem. Og det er medtaget i det følgende. Herved gives også et godt indblik i en enlig kvindes position på området i denne periode, hvor ”kaldstanken” fortsat prægede forholdene.

Sammenfatningen er inddelt i fire hovedafsnit:

• Før Silkeborg

• I Silkeborg

• Kald og organisationsarbejde

• Historier

FØR SILKEBORG

Baggrund

Jeg er født i Sønder Vissing og opvokset i en søskendeflok på seks, fire piger og to drenge. Jeg er nr. 3, og lige efter mig kom de to tvillingedrenge. Jeg er født under den spanske syge i 1919. Mens min mor var gravid, lavede hun mad til sygdomsramte familier, og min far satte maden i vinduerne rundt omkring, og et enkelt sted malkede han også køerne. Netop på grund af den spanske syge kom præsten straks hjem til os og hjemmedøbte mig, selv om jeg var sund og rask. Først senere blev jeg vist frem i kirken. Dengang havde man den skik, at spædbørn ikke kom ud, før de havde været i kirken.

Min far var fra Bryrup, og han havde været karl på Bryrup Fattiggård og her haft lægekørsel. Min mor var en alvorlig kristen, og det er nok fra hende, at jeg fik interessen for at arbejde med børn. Min mor mistede sin far som barn, og i nogle år var hun i pleje hos sine bedsteforældre, og det mærkede hende resten af livet.

Nyborg Børnehjem

Efter at have været i huset i Lemvig fik jeg plads som medhjælper på Nyborg Børnehjem den 1. maj 1938. Stillingen var slået op i et dagblad. Nyborg Børnehjem var normeret til 26 børn, og der var cirka lige mange drenge og piger. Der var et gift lærerpar, som forstanderpar, en kokkepige og to medhjælpere. Forstanderparret havde selv syv små børn og det ottende var i vente. Vi boede på børnehjemmet. På loftet var der tre medhjælperværelser, men det ene stod tomt og blev kaldt for gæsteværelset. Vi to medhjælpere delte et ret stort gavlværelse, og kokkepigen havde sit eget værelse.

Børnehjemsbørnene var mellem 3 og 14 (16) år, og de boede på to store sovesale en for drengene og en for pigerne. Der var så toilet og vaskerum til både piger og drenge. Hele hjemmet var kakkelovnsfyret. Vi hjalp børnene om morgenen med vask og påklædning. Der blev før morgenmaden sunget morgensang. Morgenmaden var gerne havregrød og smørrebrød. De største børn skulle i skole, og den ene af medhjælperne sørgede for skolebørnenes sager.

Til hjemmet var der et lille landbrug med to køer. En af drengene havde fast arbejde i kostalden med malkning osv. Børnene kunne også hjælpe til i den ret store frugt- og urtehave. Hjemmet havde også et sløjdlokale. Om eftermiddagen hjalp vi børnene med lektierne. Børnehjemsbørnene gik i byens skole, men de havde ellers intet med andre børn at gøre. De kom direkte hjem fra skole. Der var absolut ingen kriminalitet blandt vore børn.

Jeg var på Nyborg Børnehjem i syv månederne og sagde selv op i god tid. Den 1. maj 1939 kom jeg til København for at lære barnepleje på Kvindehjemmet i Læssøesgade. Jeg havde aldrig været i København, så det var lidt af en omvæltning.

Kvindehjemmet i København

Elevtiden på Kvindehjemmet i Læssøesgade var en interessant og god tid. Kvindehjemmet var et daghjem for børnene - en vuggestue og en børnehave. Børnene kom fortrinsvis fra arbejderhjem. Jeg husker tydeligt, at en af eleverne en dag sagde, at hun havde set en af fædrene køre med en barnevogn, og det syntes hun nu så underligt ud. Det var bestemt ikke almindeligt dengang, at fædrene kørte med deres børn i barnevogn!

Jeg må have været et nummer fra landet dengang. Der var en af mødrene, som jeg ikke rigtig kunne bestemme, så jeg spurgte en af assistenterne, hvad denne moders arbejde var. Svaret lød: "Hun er luder". Jeg anede ikke, hvad det betød. Men jeg har altid spurgt, når der var noget, jeg stod uforstående overfor, så jeg spurgte: "Hvad er det?". Assistenten tog det pænt og forklarede mig det. Barnet var placeret på hjemmet, så det skulle komme hver dag.

Vi var otte elever på hjemmet, og vi boede to og to sammen på et værelse på hjemmet. Vi skulle være hjemme kl. 22, og lyset slukket kl. 22.30, og plejemor gik rundt og sikrede sig, at alt var, som det skulle være. Også at vi havde åbent vindue, så der kom frisk luft ind.

Normalt mødte vi ved morgenbordet kl. 7, men vi skiftedes til nogle faste pligter. En af pligterne var at være i mælkekøkkenet kl. 6, hvor vi ordnede mælkeblandinger og kom det på sutteflaskerne. Der var en mælkeplan for børnene alt efter deres alderstrin og udvikling. Der var numre på flaskerne, så børnene fik de rigtige flasker. Mødrene fik også flasker med mælk hjem, når barnet blev hentet.

Hver morgen blev vuggestuebørnene badet og fik hjemmets tøj på. Når de skulle hjem, fik de så deres eget tøj på igen. Mødrene kom ikke ind på hjemmet. Der var en afleveringsstue, hvor mødrene kom og bragte og fik deres barn. Vi fik at vide, hvilket barn der skulle i afleveringsstuen. Børnehavebørnene gik i deres eget tøj, men de fik et forklæde på både piger og drenge. De fik ikke et dagligt bad, men i hvert fald et ugentligt bad.

Vi blev undervist i barnepleje (Valdemar Poulsens "Barnepleje") og socialkundskaber m.m. Vi var oppe til en slags eksamen, men vi fik ikke karakter. Uddannelsen varede et halvt år. Senere fik jeg godskrevet min tid på hjemmet som praktik i forbindelse med min pædagoguddannelse. Jeg havde jo så rigeligt praktik med spædbørn. Men jeg skulle sørge for at få en karakter, og det fik jeg så efterfølgende.

På Holsteinsminde

Efter endt uddannelse som barneplejerske fik jeg arbejde på skolehjemmet Holsteinsminde på Sjælland. Det var en brat omgang. Der var vældig gode medarbejdere. Lærer Anne Petersen var leder af den afdeling, hvor jeg kom til som medhjælper. Hun var en meget fin lærer, som fulgte børnene grundigt. Hendes afdeling hed Orø - de forskellige afdelinger havde landsdelsnavne: Sjælland, Fyn, Jylland, osv. Og altså også Orø - og her var 10 drenge i alderen 6-10 år. Børnene var fordelt på de forskellige afdelinger, men de gik alle på hjemmets skole. Selv om der blev gjort et stort arbejde på Holsteinsminde, vil jeg sige, at det langt er at foretrække, at man har piger og drenge sammen. Der var et pigehjem, Skovgården, i nærheden, men altså ingen piger på Holsteinsminde.

Om morgenen hjalp vi børnene med at komme op, blive vasket, rede senge osv. De skulle selv rede sengen, men vi havde opsyn med, at opgaverne blev ordnet. Der var en stor spisesal, hvor der blev spist morgenmad. Efter morgenmad var der rengøring på sovesalen.

Jeg havde eget værelse på hjemmet. Frk. Petersen boede også på afdelingen og havde en stue og et soveværelse. Der blev gjort et stort idealistisk arbejde på hjemmet, men det var stadigvæk de store sovesale og de nøgne vægge.

På Holsteinsminde begyndte vi altid med en morgensang og et Fader Vor. Søndag aften var vi også samlet til aftensang. Tirsdag var der medarbejdermøde i "Træstuen", hvor forstanderen kom med et pædagogisk oplæg, vi drøftede løbende forhold og fik kaffe.

Det var en god pædagogisk institution, men den var lidt trist. Selv om forholdene dengang var anderledes også i private hjem, fandt jeg også dengang det trist med de nøgne vægge og taburetter i stedet for rigtige stole i opholdsstuerne.

Der var landbrug til Holsteinsminde med en gift forvalter og tre karle. Jeg vil tro, at landbruget var på 100 td. land. Fodermesteren kom hver morgen og hentede et hold drenge til at hjælpe sig. "Jyderne", "sjællænderne", "fynboerne" osv. havde hver en uge på skift i landbruget. Der var også gartneri, børstebinderi og sløjdsal på hjemmet.

Drengene kom først ud, når de skulle gå til konfirmationsforberedelse hos den lokale præst. Men inden da havde drengene fået lidt undervisning herom af forstanderen.

Når drengene var konfirmeret, kom de ud at tjene "hos en bonde", som de kaldte det. Forstanderen havde et fint forhold til bøndergårdene på Sydsjælland, og han sørgede for, at de fik nogle gode pladser. Forstanderen sikrede sig, at forholdene var i orden på gårdene, og han rejste selv rundt for at besøge drengene på deres pladser. Under besættelsen kunne det ikke ske med bil, men så cyklede han rundt eller tog toget. Hvis opholdet hos bønderne gik godt, kom mange af drengene i lære.

Torsdag aften var det "gammel-drenge-aften", hvor gamle drenge kom på besøg. Om vinteren var der også aftner med husflid. Der var kun besøg hver 3. søndag.

Der var flere vanskelige drenge på hjemmet. Nogle af dem skulle aldrig have været der, da de snarere burde have haft psykiatrisk hjælp. En enkelt var nærmest psykopat, og ham undgik jeg gerne. Drengene kunne være hårde ved hinanden, men de var hele tiden under opsyn. Men allermest trængte de til omsorg.

Mange af drengene på Holsteinsminde oplevede jul efter jul at glæde sig utroligt for derefter at blive lige så skuffede. Det var derfor altid svært at tage imod drengene, når de kom fra julen. Der gik nogle dage, hvor drengene skulle afreagere oven på skuffelsen.

Holsteinsminde havde en sommerlejr ved Karrebæksminde. Her havde man et sommerhus i et stuehus i en nedlagt landejendom. Det var i sin tid L. Budde, som havde købt stedet. På gamle kort blev det kaldt for "sanatoriet", så jeg tror, at det har huset tuberkuløse børn tidligere. Det var et vældigt åndehul for såvel børn som voksne fra Holsteinsminde. Pigerne fra Skovgården brugte også denne sommerlejr.

Jeg var på Holsteinsminde i to år fra 1939-1941. Derfra kom jeg til Hindholm Højskole, hvor jeg mødte Ludvig Beck.

Hindholm Højskole

I vinteren 1941-42 var jeg på Hindholm Højskole - eller Barnets Højskole, som den også hed. Ludvig Beck havde oprettet højskolen i 1933. Jeg boede på Højskolen og deltog i et grundkursus inden for børneforsorgen. Højskolen tog til Børnesagens martskursus i København, hvor vi elever var praktiske medhjælpere. Her kom alle forstandere fra de forskellige institutioner, og de skiftedes til at lede møderne. Jeg husker den store Peter Olsen fra Bøgildgård, som indledte med at sige: "Ja, her sidder hele den flok, der kan undværes i dansk børneforsorg". Det vakte selvfølgelig stor morskab. Karen Linderstrøm-Lang har jeg hørt på sådant et martskursus, og jeg mener, at hun talte om religionsundervisningen for børn.

Ludvig Beck var en mand i 70'erne, da jeg var på Hindholm Højskole, men jeg fik alligevel et varmt forhold til ham, og han holdt kontakten til de gamle elever. Senere har jeg her i Silkeborg mødt hans svigerdatter, Ida Beck, som bor i hans gamle sommerhus, Helle, i Svejbæk. Ida Beck har fortalt, at Ludvig Beck som nygift også har boet på Hovedgården i Silkeborg. Det havde Ludvig Beck også selv fortalt mig i et brev. Han lovede at besøge Hovedgården, men det blev ikke til noget. Ludvig Beck var grundtvigianer. Sigrid Trier Hansen kyssede ham altid, når de mødtes, og det tog han imod med stoisk ro. Han tog vi højskoleelever med på cykeltur til Niels Dalls "Liselund" ved Slagelse, hvor vi deltog i det årlige Liselund-møde. Vi havde madpakke med, og der blev serveret hvidtøl til. Niels Dall var 90 år, han talte ikke selv, men sad med et tæppe over benene og takkede efter hvert foredrag. Midt på dagen døbte han sit eget barnebarn. Det var vist bestilt til mødet - det var 10 dage gammelt.

Ludvig Becks valgsprog var: "Hjælpes ad!". Dette tog han med fra den første institution, han startede og til den sidste. Det blev også gennemført rent praktisk: på Hindholm Højskole startede vi elever med at gøre lokalerne rene inden undervisningen.

Birkerød og Horsens

Fra højskolen kom jeg på et søskendebørnehjem i Birkerød. Et vældigt godt børnehjem, hvor børnene havde små sovestuer og deres personlige ting. Dette børnehjem blev drevet af Helga Knudsen og hendes søster. De havde vel ikke nogen uddannelse til at drive hjemmet. Her var jeg fra april til august 1942.

Jeg kom til Horsens Menighedsbørnehave den 1.9.1942 og var her i to år. Det var i begyndelsen en privat børnehave. Jeg blev leder af småbørnsafdelingen og havde en medhjælper. Her boede jeg ikke på institutionen, men havde et værelse på KFUK i Horsens. Og det var egentlig rart at bo trygt på denne måde under besættelsen.

Jysk Børnehaveseminarium i Aarhus

Jeg havde måske nok en idé om at arbejde inden for børneforsorgen. Men det med uddannelse inden for børneforsorgen var lidt uldent, idet der ikke var en egentlig uddannelse til det. Det var derfor traditionelt læreruddannede, som kom til at arbejde inden for børneforsorgen. Jeg havde dog ingen lyst til at læse til lærer. Man anbefalede mig derfor at læse til pædagog. Derfor begyndte jeg på Jysk Børnehave Seminarium i 1944.

Jysk Børnehave Seminarium havde til huse i Aarhus i en herskabslejlighed på 4. sal i Borgergade 16. Det var ikke store forhold. Undervisningslokalerne var to store sammenhængende stuer med en skydedør imellem. Man kunne således høre klassen ved siden af. Hvis vi blev højrøstede, kunne det genere undervisningen ved siden af. Der var et stort badeværelse med badekar, et wc, et køkken og forstander Margrethe Christiansens stue og soveværelse. Når vi var til eksamen, var vi inde hos Margrethe Christiansen, og hun sørgede altid for, at der var varmt og hyggeligt.

Seminariet lå på 4. sal, og vi elever måtte ikke bruge elevatoren. Den var forbeholdt ejendommens øvrige beboere og lærerne. Det var nu lidt speget, idet en af mine holdkammerater var logerende hos pedellen i ejendommen. Og hun måtte godt bruge elevatoren, og vi andre måtte også godt, når vi besøgte hende. Lærerne var dog flinke til at tage os med op i elevatoren, når de skulle op.

Vi var 16 på mit hold, hvilket var et lille hold. Jeg tror, at der blev udlært 40 på årgangen over os. Vi blev undervist på seminariet. En del af praktikken skulle vi tage i vor sommerferie blandt andet spædbørn, som jeg fik godskrevet på grund af min uddannelse som barneplejerske, og feriekoloni.

Efter endt uddannelse fik jeg i sommeren 1946 plads i en børnehave i Hjarnøgade i Aarhus. Året efter kom jeg til Silkeborg og begyndte min gerning på Dronning Louises Asyl.

I SILKEBORG

På Hovedgården

Jeg kom til Silkeborg den 1. oktober 1947 for at tiltræde pladsen som leder af Dronning Louises Asyl på Hovedgården. Jeg græd, da jeg tog fra Aarhus. Det var med en vis betænkelighed, at jeg havde sagt ja til stillingen, fordi det var en velkendt sag, at opgaven var endog meget stor og besværlig.

Dr. Louises Asyl var normeret til 70 børn, men det havde intet med virkeligheden at gøre. Da jeg kom, var der 113 børn. Der var forskellige årsager til denne voldsomme overbelægning: Den private børnehave Ly i Valdemarsgade var lige lukket, og børnene blev flyttet ned på Hovedgården, hvor vi fik en ekstra krisenormering på 20 pladser. Nogle af børnene ventede på at blive overflyttet til en nyetableret børnehave i Knaps Mindes gamle bygning på Drewsensvej 80. Men overflytningen skete først den 24. november 1947. Før min ansættelse havde jeg mundtligt fået lovning på, at normeringen på de 70 børn blev overholdt, men det kunne heller ikke overholdes selv efter udflytningen til Drewsensvej. Vi blev halvvejs tvunget til at have omkring 90 børn, men det hjalp lidt, at vi tog nogle halvdagsbørn til at fylde op. Normalt var vi nok 87-88 børn. En overgang søgte man at løse problemet med at sige, at folk med en vis løn ikke måtte sende deres børn i børnehave. Det var både ulovligt og uhensigtsmæssigt, for flere forretninger mistede så deres dygtige medarbejdere, som så ikke kunne sende barnet i børnehave. Først da vi skulle flytte ud på Rolighedsvej, var vi nede på en normering på 60 børn.

Dr. Louises Asyl havde, da jeg kom i 1947, en småbørnsafdeling med børn i alderen 1½ - 3 år og to afdelinger af børnehavebørn. Småbørnsafdelingen var på 20 børn, og den holdt til oppe på 1. sal i det, vi kaldte for Peter Jessens soveværelse. Til de 20 børn var der to voksne, og det var slet ikke muligt med overnormering her. Med tiden fik vi fem børnegrupper på Hovedgården: to småbørnsgrupper med 10 børn i hver med to voksne tilknyttet hver gruppe og to børnehavegrupper og en gruppe for de ældste, det vi i dag ville kalde for børnehaveklassebørn. Det skete i 1959 i forbindelse med, at jeg privat flyttede fra Hovedgården. Min stue på 1. sal i tårnværelset blev inddraget til personalerum, og i gavlen blev indrettet lokaler til gruppen med de ældste børn. "Gavle" kaldte børnene dette, og børnene blev kaldt for "gavle-børn".

Vi var tre uddannede pædagoger og en barneplejerske, som tog sig af småbørnene. Der var en fast kokkepige og stuepige, og de sørgede for varm mad til børnene. Personalet havde en art uniform, en lærredskittel. I begyndelsen havde de også hovedkapper og slør, og det var pigerne såmænd gevaldig stolte af.

Arbejdet fyldte selvfølgelig meget af ens liv, ikke mindst når man selv boede på stedet. Det personale, som boede på Hovedgården, spiste gerne aftensmad sammen og fik måske også aftenskaffe sammen. Men ellers havde vi skam hver vort privatliv.

I perioden 1947-1959 boede jeg på Hovedgården, og i perioder boede vi fire fra personalet - kokkepigen, stuepigen og en til. Før jeg kom, havde kokkepigen et lille værelse, men det indrettede vi til "isolationsrum" til syge børn.

Hverdagen

Børnehaven havde åbent kl. 6.15 - 17.00. Vi havde en overgang 16 børn fra papirarbejdere, og de børn kom hver morgen kl. 6.15. Vi levede bestemt med i papirfabrikkens liv. Vi havde i det hele taget mange arbejderbørn - hvis mødre arbejdede på papirfabrikken, tekstilfabrikken i Østergade og konfektionsfabrikkerne i Vestergade. Vi havde dog også børn af kontor- og butiksansatte. Disse havde af og til arbejde til efter kl.17, men så blev børnene hentet af en barnepige, en bedstemor eller af en ældre søskende.

Børnene tiltalte os med "du" og "frøken". Personalet sagde "De" til hinanden, og vi var selvfølgelig også "De"s med forældrene. Børnene var ikke uartige, men de kunne godt bande, for det har forældrene, fædrene, altid gjort, og hvordan skal børnene så undlade?

Hygiejnen var dengang slet ikke som i dag. Familierne havde ikke i samme udstrækning som i dag eget bad, så børnene blev ikke vasket så tit som nu. Børnene var generelt velklædte, faktisk tror jeg, at børnene med hensyn til tøj fik før forældrene, og madpakkerne var også gode og fornuftige.

På Hovedgården var der ikke vaskefaciliteter eller plads til f.eks. tandbørstning. Børnene havde dog eget håndklæde og vaskeklud, som blev udskiftet hver uge. To gange om året var der lægeundersøgelse, to gange om året skulle vi teste børnene med tuberkulin-plaster, og vi begyndte også med tandlægeundersøgelse, selv om det ikke var almindeligt dengang. Hos de enlige nybagte mødre kom der en besøgsdame. Det var lovpligtigt. Besøgsdamen skulle sikre sig, at alt var i orden og kunne give god vejledning til den unge mor. Men en del af disse mødre var så "velkvalificerede", at de klarede forældrerollen bedre end mange forældre, og selvfølgelig blev de fritaget for tilsyn. Der var således opmærksomhed på børnenes omsorg.

Det kunne både være mor og far, som hentede og bragte børnene. Selvfølgelig har vi oplevet, at børnene ikke blev hentet til tiden, og jeg har da også haft tre søskende overnattende hos mig en enkelt gang. Gråd ved aflevering har der da også været, især for de nye børn, som lige skulle vænne sig til de nye forhold.

Om morgenen fik de små havregrød, mens de ældre børn selv havde en rugbrød med. De fik så et glas mælk til. Børnehavebørnene fik brød til morgenmad og gerne en franskbrød til om eftermiddagen.

De første år fik børnene levertran, men det var noget forfærdeligt noget. Vi gik derfor over til vitaminpiller (tunolperler), som børnene fik i perioden fra 1. oktober til Skt. Hans. Hvert år købte jeg to kæmpeglas vitaminpiller på Ørneapoteket.

Hver morgen havde vi morgensang kl. 9. Vi samledes i de to stuer i stueetagen og slog døren fra mellem de to stuer. Vi sang en børnesang afpasset efter årstiden, og der er ingen, som kan synge Ingemanns kendte sange som børnehavebørn f.eks. "I Østen stiger solen op" og "Nu titter til hinanden". Børnehaven havde et halvdårligt klaver, og som reglen var der en medarbejder, som kunne spille til morgensangen. Bagefter talte vi gerne lidt med børnene f.eks. om hvilken dag, det var, hvilken måned, hvilken årstid osv. Småbørnsgruppen deltog normalt kun i disse fællessamlinger ved særlige lejligheder f.eks. til jul.

Var vejret godt, gik vi gerne en tur bagefter. Eller var i haven.

Middagsmad og middagshvile

Klokken 11 spiste vi varm mad. Børnene ryddede op, nogle dækkede bord, børnene vaskede hænder og satte sig ved bordet. Børnene skiftedes til at være "lille far" og "lille mor", som skulle dække bord. Det har altid været institutionens service, og i begyndelsen var det nogle skrækkelige tintallerkner. Når vi skulle spise, kunne vi synge sangen: "Lille far og Lille mor har nu dækket bord/og vi skal nu pænt på plads og sidde/ spise pænt vor mad/ allerførst vi glad siger tak til Gud/ som vil os mætte". Og selve takkebønnen kunne være: "Jeg takker ude/ jeg takker hjemme/ sige tak må jeg aldrig glemme". Senere gik vi væk fra sådanne bordsange, det blev opfattet som utidig påvirkning af børnene.

Vi havde kostplaner på Hovedgården. Kærnemælkssuppe jævnet med buddingpulver var børnenes livret, og de fik vist også ofte lidt syltetøj i. Kartofler med persille- eller citronsouce med fiskefrikadeller eller benfri sild fik vi også gerne en gang om ugen. De benfri sild var nu ikke en livret hos alle børn. Men normalt spiste de da op. Nogle tog så lidt længere tid om det, andre spiste op ude i køkkenet osv. Men selvfølgelig kunne det være sådan, at maden ikke blev spist. Normalt blev der holdt bordskik, men nogle gik måske lidt før ud for at vaske hænder. Af anden kost kan nævnes kartoffelmos med råkostsalat. Til tider brændende kærlighed bestående af magert flæskekød svitset med lidt løg. Altid en god råkostsalat til maden. Æbleskiver med syltetøj fik vi også til tider. Budding med saftsovs var en livret, som vi altid fik om efteråret efter vor årlige sejltur. Risengrød kendte børnene ikke til de første år, hvor man ikke havde ris, men efterhånden blev det også en dejlig livret for dem. Hjemmebagte fastelavnsboller var en lækkerbisken. Vi havde en dygtig køkkendame, som ordnede det hele for os sammen med en medhjælper. Vi slog en madplan op for en uge af gangen.

Da børnehaven flyttede til Rolighedsvej i 1975, foretog vi en vejledende afstemning blandt forældrene, om de ønskede at fortsætte med den varme mad. Det gjorde næsten alle, men bestyrelsen skar den alligevel væk af sparehensyn.

Efter middagsmaden var der middagslur. I mange år sov børnene to timer. Det var ingen problemer for de børn, som var kommet kl. 6.15. Men for halvdagsbørnene og især de ældre børn var middagssøvnen et problem, men de lå så og hvilede sig. Vi havde nogle liggestole, som blev slået op på stuerne, og så fik børnene et tæppe over sig. Før de lagde sig til at sove, fik de en historie.

Jeg husker en gang, jeg havde været tidligt oppe, og jeg skulle også i aktivitet om aftenen, og jeg var træt. Jeg lagde mig så mellem de to stuer og forklarede børnene, at jeg var træt, og at jeg skulle arbejde til langt ud på aftenen, så de måtte være lidt rolige. Det respekterede de, så jeg fik hvilet mig.

Personalet havde dengang delt arbejdstid. Så de gik hjem i middagspausen. Middagssøvnen blev med tiden nedsat til 1 time, og den hørte helt op, da vi flyttede på Rolighedsvej.

Særlige børn

På Hovedgården havde vi en overgang en del handicappede børn. Jeg tror, det startede med en evnesvag pige. Overlæge Bentzen, Aarhus, sendte tale- og hørehæmmede børn til os. Vi lå så dejlig nær ved rutebilstationen. Der var en anset tale- og hørepædagog og en overgang også en fysioterapeut til disse børn. Vi kunne allerhøjest have otte handicappede børn. Vore normale børn havde godt af at leve med disse handicappede børn, og de tog meget fint hensyn til hinanden.

Nogle af børnene kom fra omegnen, og det kunne også lade sig gøre, hvis hjemkommunen betalte den del, som kommunen skulle betale for pladsen. Og det var en oplevelse at komme med børnene på besøg i landbohjem enten hos disse børn eller hos bedsteforældre til vore børn.

Jeg vil ikke sige, at der var mange børn, som havde brug for psykologhjælp. Men ét barn kan godt ødelægge meget i en gruppe, hvis vi ikke fik hjælp. Og barnets vanskelige adfærd er jo dets nødråb om hjælp.

Vi har haft megen glæde af samarbejde med skolepsykolog. Red Barnet havde en rådgivningsstation i Aarhus med en kvindelig psykolog, og hende satte jeg mig i forbindelse med. Hun kom og hjalp os så godt i et konkret tilfælde, hvor vi trængte til råd. Psykologen sagde senere til mig: "Jeg vil gerne blive ved at komme og hjælpe jer. I har forbindelse ikke alene til forældrene men også til bedsteforældre, og det finder jeg ikke i Aarhus". Ja, vi har da også haft oldemødre med til arrangementer. Senere fik vi også hjælp fra psykologen på Silkeborg Seminarium.

Forældrene

Min gode ven og leder i Aarhus Anna Christensen gav os nye pædagoger og assistenter det råd, at vi skulle søge at skabe en så god kontakt til forældrene som muligt. Det havde vi selvfølgelig i vort daglige arbejde, men jeg startede ret hurtigt med forældremøder. Vi havde derimod ikke egentlige forældrekonsultationer, som blev almindelige senere. Forældrene var velkomne til at gå i stuerne, men de havde som reglen travlt med at aflevere deres barn og komme videre på arbejde.

Silkeborg havde et fritidshjem i Amaliegade, om dagen var det fritidshjem og om aftenen klub. Lederen Inga Andersen kom i august 1947, som jeg kom til Hovedgården i oktober 1947, og vi blev hurtigt gode venner. Vi havde en del fælles forældre, og da hun ikke kunne holde møder hos hende, da lokalerne blev brugt til klub om aftenen, indkaldte vi til fællesforældremøde hos mig. Den første gang var der 110 forældre til møde på Hovedgården.

Jeg husker et forældremøde midt under Ungarnskrisen i 1956. Det berørte selvfølgelig forældrene meget, og det kom til udtryk ved, at sangen ved mødet var ved at få taget på Hovedgården til at lette.

Forældrene skulle betale hver uge. Man fik dengang ugeløn, som gerne blev udbetalt torsdag, og jeg modtog derfor pengene torsdag eftermiddag. Enkelte havde månedsløn, og de betalte så en gang om måneden. Der var stort set ingen problemer med betalingen, men jeg har aldrig haft lyst til det med regnskab, men det var min tjans.

Til jul begyndte vi at synge julesange fra 1. søndag i advent. Der blev pyntet op, og vi lavede krybbespil. Den 13. december gik vi luciabrud, og her kom mødrene gerne for at se på. Vi opdagede hurtigt, at forældrene gerne ville se børnene optræde. Forældrene stod i døren og kiggede ind. Men det kneb med at få plads til alle på Hovedgården. Så kom en i tanke om, at vi havde da kirken. Og det blev aftalt med de forskellige præster, at der blev holdt en julegudstjeneste, hvor vi opførte vort krybbespil.

Bestyrelse og økonomi

Den første formand for bestyrelsen, Jenny Rydal, var en fin og kultiveret dame. Og fru Anine Knap blev jeg personlig ven med. Fru Knap fulgte med i vort liv på Hovedgården på en god og deltagende måde. Og kommunaldirektør Ingvartsen hjalp os meget, da han blev bestyrelsens kasserer.

De økonomiske forhold var noget anderledes førhen. Det var vist nok først umiddelbart efter, at Oluf Ingvartsen indtrådte i bestyrelsen, at vi fik økonomien saneret og fik et egentligt budget. Jeg bad om at få lofterne i stueetagen lydisoleret, især i havestuen med parketgulv, da vi havde stor hovedpine på regnvejrsdage, når børnene var nødsaget til at være inde. Til dette formål kunne 70 procent af udgifterne dækkes af stat og kommune, men de sidste penge skulle skaffes ved bidrag. Vi bad derfor virksomheder i byen om et bidrag i forhold til deres ansatte, som havde børn i institutionen. Det var bestyrelsesmedlemmerne, som forestod denne indsamling og med et positivt resultat.

Hvert år til jul solgte vi skriftet "Børnehave-Jul", og overskuddet blev brugt til at købe legetøj for. Mødrene modtog hvert et eksemplar af "Børnehave-Jul" og en tegningsliste, og så tog de det med på deres arbejde, hvor de solgte skriftet på den måde, at deres kollegaer bestilte skriftet på tegningslisten. Et år solgte vi 700 eksemplarer.

De første år fik jeg "lov" til at gå i damekomiteens fodspor ved indsamling af penge. Kassereren, kommunedirektør Elbro, sendte mig kort før jul, hvor der ellers var nok at se til i børnehaven, på "tiggergang" til forskellige faste bidragsydere gerne mødrenes arbejdspladser. Hvert sted skulle jeg pænt spørge om foretræde for direktøren. I praksis var der dog en vis tradition i bidragene: Silkeborg Papirfabrik gav 75 kr., Silkeborg Andelssvineslagteri 25 kr., Silkeborg Sparekasse, Silkeborg Bank og Handels- og Landbrugsbanken gav også et beløb. På Tekstilfabrikken i Østergade fortalte direktør Faber engang under sådan et besøg noget overlegent, at de tænkte på selv at oprette børnehave. Jeg svarede, at det fandt jeg dejligt, da der var hårdt brug for pladserne, men at vi gerne indtil da ikke havde noget imod et forhøjet bidrag fra Tekstilfabrikken. Og det fik vi.

Ahlhage

Allerede før jeg kom, havde der været afholdt Børnehjælpsdag i Silkeborg, og vi deltog også heri. Jeg husker, at da jeg kom, gav Børnehjælpsdagen penge til nye garderober til børnene. Det var også tiltrængt, da der førhen kun havde været en krog - og ikke en gang en til hvert barn - til at hænge tøjet på. Med de nye garderober fik hvert barn sin egen plads til tøj og fodtøj. Børnehjælpsdagens overskud gik ellers normalt til Silkeborg-lejren, Ahlhage.

Dronning Louises Børnehave tog hvert år på sommerlejr på Ahlhage. Til at begynde med varede sommerlejren 19 dage. Vi havde mange enlige mødre, og jeg tror, at de trængte til sådant et pusterum. Vi tog mange fotografier på disse sommerlejre, så forældrene kunne få et indtryk af forholdene. Vi frabad os besøg på sommerlejren. Vi frygtede, at børnene ville have svært ved at skilles igen fra forældrene. De havde dog lov til at besøge os om aftenen. Enkelte forældre kom om aftenen, fik en kop kaffe, snakkede med os voksne og så så til deres sovende barn. Senere blev sommerlejren på 14 dage og siden 6 dage. Forældrene betalte et vist beløb, og det offentlige betalte 70 procent. Til sidst hentede forældrene selv børnene på lejren. En enkelt gang både bragte og hentede de selv børnene.

Vor gode nabo Neergaard Jessen

Sagfører Neergaard Jessen boede i den anden halvdel af Hovedgården – mod vest. Han var børnehaven en god nabo. Vi var på sommerlejr, da sagfører Neergaard Jessen faldt død om uden for sin bopæl på Hovedgården. Neergaard Jessen var børnehavens gode ven. Han så gerne, vi hver søndag hejste flaget på Hovedgården, det var han vant til fra sit barndomshjem, Grønbæk præstegård. Hvert år til jul kom der en blomsterhilsen fra ham, og jeg gik ind og takkede og ønskede glædelig jul.

Man oplever mange pudsigheder med børn. Sagfører Neergaard Jessen havde en hund, Pussy. Det var nok mere hans husbestyrerinde Marie Christensens hund. Børnene kaldte altid sagførerens - og siden museets - have for "Pussys have".

Samarbejde og inspektion

Vi havde et godt og varmt samarbejde børnehaverne imellem. Vi var jo heller ikke så mange. Clara Steffensen, Færgely og Elenora Nordam, Vangen satte sig i forbindelse med mig kort tid efter, at jeg var kommet til byen. Og jeg tog selv kontakt til søster Irene i den katolske børnehave. Vi havde møder sammen med de andre institutioner, men vi fik først til allersidst personalemøder på selve institutionen.

Den private børnehave Ly havde et godt ry på sig. Asta Nedergaard-Hansen (gift Mikkelsen) var hos os, og hun havde været medhjælper i Ly og udtalte sig altid meget positiv om stedet. Asta Nedergaard-Hansen blev den første leder i Ringgården, og vi på Hovedgården brugte en hel måned på at lave legetøj til den nye institution. Vi fik også tak fra formanden Andreas Mortensen ved indvielsen af den store institution.

En kort overgang var de børn, som skulle ud på Drewsensvej nr. 80 (det tidligere Knaps Minde) - senere Frederiksberggården - hos os, og her var lederen Anne Beerbak Pedersen. Hun fulgte med ud på Drewsensvej, men hun rejste og oprettede en privat børnehave i Frydensgade 18. Det var privat børnehave en del år, og jeg mener, at den overgik til børnehaven Lærkegården i Vestergade.

Vi havde besøg af overinspektionen for børnesorgen to gange om året. Inspektøren var uddannet sygeplejerske, og hun var skrap, og havde ikke alt for høje tanker om Dronning Louises Asyl. Min forgænger græd, når inspektionen havde været der. Inspektøren var helt anderledes mildt stemt over for Husholdningsskolens vuggestue, hvor hun også fik sin frokost. Der blev ringet rundt mellem institutionerne, når inspektionen kom. Fru Jaede, Knaps Minde ringede og gav følgende korte besked, før røret igen blev lagt på: "Frk. Buhl, inspektøren, farvel". Nå, fru Jaede klarede det udmærket, hun var nemlig ret ligeglad, og det var også det bedste. Jeg husker den allerførste inspektion. Da hun kom op i småbørnsafdelingen på 1. sal udbrød hun: "Det er et sørgeligt syn!". Hvor til jeg svarede: "Ja, jeg er også klar til at lukke den afdeling den dag i morgen!". Inspektøren blev helt bestyrtet: "Jamen, det kan De da ikke". Hun kunne kun kritisere, hun fulgte aldrig kritikken op f.eks. ved at gå til myndighederne. Hun skulle notere i vor protokol, at inspektionen havde besøgt børnehaven den og den dag, og det blev ved det. Senere kom børnehaveuddannet inspektører, og med de mange nye institutioner fik de travlt. Ved bistandslovens indtræden i 1976 overgik tilsynet til kommunerne.

Pædagogikken

Børnehavepædagogikken går i rytmer - stram struktur/laden-stå-til. Da jeg blev udlært var pædagogikken ret stram, og vi havde noget, vi kaldte for "anskuelsesundervisning".

I mit virke med børnene har jeg sammen med mange gode medarbejdere forsøgt gennem udviklingspsykologien (Charlotte Bühler), gennem legen (Frøbel), gennem virke (Pestalozzi), ved daglige ture i Silkeborgs dejlige natur at lære børnene at udnytte alle deres sanser - se/høre/føle/lugte/smage - fuldt ud (Montessori).

KALD OG ORGANISATIONSARBEJDE

Uden forsørgerløn

Dengang fik enlige kvinder ikke en forsørgerløn. Det fik jeg heller ikke. Fraskilte kvinder med børn fik derimod en forsørgerløn. Jeg har været ude for, at en fraskilt pædagog med et barn hos os tjente mere, end jeg gjorde som leder af børnehaven. Jeg fik logi, kost, vask m.m. og desuden en beskeden løn. Det kunne man leve for, men da jeg kom til Silkeborg, havde jeg læsegæld, der skulle afdrages. Der var ikke noget, der hed SU, og desuden skulle vi betale skolepenge vist 2 x 75 kr. om året og selv betale vore skolebøger. Det kunne let løbe op i flere hundrede kroner. Jeg havde selv sparet noget op, og så lånte jeg 2000 kr. af min far. Men jeg måtte da låne igen, da jeg skulle flytte til Silkeborg, så jeg også kunne få lidt møbler. Det var jordemødrene, som var fødselshjælpere til at skaffe ligeløn for lige arbejde blandt kvinderne uanset ægtestand.

Jeg flyttede fra Hovedgården i 1959 og købte hus. Tidligere havde det været utænkeligt, at man kunne flytte fra børnehaven, men jeg fik en virkelig god hjælp af kommunaldirektør Ingvartsen, som var kasserer i vor bestyrelse. Min mor var død, og jeg kunne så i eget hus tage mig af min gamle far. Men der var et statslån i huset, og derfor skulle kommunalbestyrelsen godkende købet. Sagføreren mente, at det var en ren formsag, men Ingvartsen kunne fortælle, at der såmænd var flere blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, der fandt det mærkeligt, at en enlig kvinde kunne købe eget hus. De ønskede at se mine økonomiske forhold. Nu var jeg imidlertid blevet lidt af en velhavende dame, fordi jeg havde vundet nogle penge på en præmieobligation. Så de økonomiske forhold var i orden.

Organisationsarbejde

Jeg kom ret hurtigt ind i organisationsarbejde. Vor organisation hed Dansk Børneråd. En kollega fra Aarhus foreslog mig, og jeg kom ind i arbejdet først som suppleant. Jeg har i mange år været formand for Nordjyllands Kredsen, som gik fra Fredericia til Skagen, været med i hovedbestyrelsen og siden i forretningsudvalget. Mens jeg sad i hovedbestyrelsen, var jeg i København 3-4 gange om året. Om aftenen tog jeg så en bus til Aarhus kl. 22 og herfra Købehavnerbåden, så vi var ovre kl. 7. Vi var normalt nogle stykker, der fulgtes ad, og vi tog ind på et godt konditori og fik vor morgenkaffe. Mødet begyndte gerne kl. 9 og kunne vare hele dagen og det halve af aftenen med. Hen imod midnat gik vi igen ombord på damperen til Aarhus, og jeg var hjemme i Silkeborg igen næste formiddag kl. 9. Da jeg kom i forretningsudvalget, var jeg i København en gang om måneden. Jeg har aldrig hørt noget for, at jeg deltog i dette organisationsarbejde. Tværtimod fik jeg at vide, at vi havde ret til at organisere os, men selvfølgelig havde jeg en pligt til at meddele bestyrelsen om mit foreningsarbejde. Det foregik også gerne i weekenderne, og der var således ikke meget behov for at sætte vikar ind. Jeg fik et lille honorar for dette arbejde vist 300 kr. om året. Der var så også møder i Nordjyllands Kredsen. Her smuttede jeg gerne kl.12.30 om lørdagen og kom hjem søndag eftermiddag. Nordjyllands Kredsen holdt altid sin generalforsamling i Aarhus, men ellers har vi holdt møder i Aalborg, Herning, Randers osv. Jeg husker især Aalborg, for her blev jeg gode venner med socialinspektøren. Aalborgs børneinstitutioner var meget forsømte, men så fik de et pædagog-seminarium, og det hjalp gevaldigt på forholdene. Jeg var med til indvielsen af dette seminarium.

Vi var en faglig forening til at begynde med. Og ikke en fagforening. Der blev holdt ugemøder med fagligt indhold, blandt andet har Gro Nielsen været med som taler. Men vi begyndte med noget, der mindede om fagforeningsarbejde, da vi fik vor arbejdsløshedskasse, og vi tog os også af medlemssager af forskellig art. Vi havde nok de fleste pædagoger rundt omkring, men vi tabte bestemt medlemmer, da vi gik over til at blive mere en fagforening. Arbejdsløshedskassen blev godkendt i 1963, og det var en stor triumf for os som lille organisation at få det blå stempel. Det havde vakt beundring, at vi kunne samle så stor en grundkapital, ca. 3 mill. kr. Den daværende formand, Margrethe Jensen, var af den overbevisning, at vi skulle have a-kassen, mens vi ingen arbejdsløshed havde. Og det var nok rigtigt. Men vi har egentlig aldrig haft den store ledighed inden for faget. Selv har jeg haft glæde af den, da jeg gik på efterløn men ellers ikke.

Vi havde en tillidsrepræsentant i hver by, og jeg var i mange år tillidsrepræsentant her i Silkeborg. Med den post fulgte, at jeg også stod for vikaranvisningen, så jeg havde fingeren på pulsen. Med Dansk Børneråd har jeg også deltaget i en række nordiske møder blandt andet i Askov, Lillehammer og sidst på Island.

Jeg har også undervist på kurser for barneplejersker.

Børnesagens Martskursus, der varede det meste af en uge, blev vistnok i sin tid startet af Ludvig Beck. Han indledte altid ved åbningen iført hvide gymnastiksko. De fleste gange mener jeg, møderne blev holdt i Folkets Hus ved Enghave Plads, en gang blev det også holdt i en hal på Østerbro.

I mange år blev mødet holdt i fællesskab med de forskellige foreninger inden for den "værnende" (døgninstitutioner) og den "forebyggende" (daginstitutioner) forsorg.

Det var: Foreningen af forstandere for skole- og ungdomshjem, Foreningen af lærere ved skole- og ungdomshjem, Børnehjemslederne, Dansk Børnehaveråd (senere BUPL), Dansk Fritidshjemsråd, Klubmedarbejderne, De Samvirkende Menighedsbørnehaver, Frie Børnehaver, Red Barnets børnehaver og De københavnske børneplejeinstitutioner.

Sidstnævnte med en værdifuld igangsætter i overlæge Aage Bojesen - bror til kunstneren Kaj Bojesen, der supplerede broderen med sit smukke solide legetøj blandt meget andet.

Aage Bojesen startede sommerlejrene på landet med børnehavebørn fra København. Mange børnehaver og kommuner fik deres lejr, da jord kunne fås billigt.

Børnehavens medarbejdere havde også en god mand i Aage Bojesen. Han blev formand for bestyrelsen i foreningen "Forebyggende Børneværn". Som sådan var han med til at fastsætte medarbejdernes arbejdsforhold sammen med Dansk Børnehaveråd. Det skete så vidt jeg ved i begyndelsen af 1940'erne - nemlig en syv times arbejdsdag i seks dage altså 42 timers arbejdsuge mod 48 timer og fire ugers sommerferie og en uges vinterferie. Senere gik vi jo over til at have lørdagsfri.

Vi blev i begyndelsen af min Silkeborg-tid opfordret til at få et ansættelsesbrev, hvori var nedfældet vore rettigheder og pligter. Hvilket også skete i vores institution med underskrift af institutionens formand og den ansatte. Dette system holdt op med den nye bistandslov.

Udover Børnesagens Martskursus blev der også hvert år holdt et børnesagsmøde på Nyborg Strand i juni. Det var et mere officielt møde vistnok arrangeret af socialministeriet og overinspektionen for Børneforsorgen med den rare, gamle Oluf J. Skjerbæk i spidsen men i samarbejde med de forskellige foreninger og med stor repræsentation af bestyrelsesmedlemmer i landets børneinstitutioner.

I modsætning til Martskurset var Nyborg-møderne med foredrag. Jeg tror kun, jeg har deltaget i nogle få stykker, da jeg havde meget arbejde med Dansk Børnehaveråd, hvor vi også holdt ugekurser rundt i landet tit på højskoler. Før i tiden kendte man kollegaer over hele landet, vi var jo få. Nu kender man vel ikke engang hinanden i samme by.

Sidst må jeg lige nævne, at vi efter års ansøgning fik et årskursus for børnehavepædagoger, først i København senere også i Aarhus. Endelig er pædagog-uddannelsen også forlænget først fra 2 til 3 år og nu 3½ år.

Jeg havde den glæde sammen med fem af mine gamle kammerater årgang 1944-46 (et krigsår og et fredsår, der knyttede os tæt sammen) i fjor (1996) at deltage i translokationen på Jysk Pædagogseminarium, Aarhus, hvor vi havde en festlig dag og aften sammen med 101 nyuddannede pædagoger. Vi fik i den grad indtryk af, at seminariet på en god og frisk måde lever op til tidens krav, og at vi har fået de bedste arbejdsforhold i et stort nybygget seminarium med alle tekniske finesser. Der er sket noget i årene fra starten i 1933 til 1996 - og der er brug for medarbejderne!

NOGLE HISTORIER

Fremtidens Danmark anno 1948

Jeg vil gerne fortælle om det dejlige fotografi, som er på museets årsskrift i år, for det har en ganske særlig historie. I 1948 fik vi på Dronning Louises Asyl en dag besøg af en ældre dame, fru Petersen, fra Landlystvej, og hun kunne fortælle, at børnehaven en af dagene ville få tilsendt en pakke fra USA fra staten Wisconsin fra en gammel silkeborgenser. Staten Wisconsin fejrede 100 års jubilæum, og der blev sendt et skib til Danmark med fornødenheder. Og det var tiltrængt på det tidspunkt lige efter krigen, hvor vi manglede så meget. En gammel dame, mrs. Frank-Power, fra Silkeborg boede nu i Wisconsin, og hun var født i de gamle længer ved Hovedgården. Denne gamle dame havde hørt, at der nu var kommet småbørn på Hovedgården, og derfor havde hun besluttet at lave en pakke til os. Der gik ikke så lang tid, så fik vi faktisk gaven fra USA - og hvilken herlighed. Mrs. Frank-Power havde strikket huer, vanter, halstørklæder osv. til børnene, og desuden var der også svesker, rosiner, the og kaffe, som nok mest var til de voksne, i pakken. Der var også seks par luffer til de voksne, og dem havde vi meget glæde af, da vi kælkede med børnene i Iskælderdalen. Det var en dejlig og storslået gave, og vi ønskede selvfølgelig at sende den gamle dame i Wisconsin en stor tak. Men hvordan? Løsningen fandt jeg sammen med en god bekendt, Annelise Pors, som havde været gift med fotograf Pors. Annelise Pors havde efter mandens død ført forretningen i Vestergade videre ved hjælp af en assistent. Annelise Pors foreslog, at vi fotograferede hverdagen i børnehaven og sendte en mappe hermed til giveren i USA. Fra papirfabrikken fik vi karton til at sætte fotografierne op på til et egentligt album.

Assistenten Aksel Skov tog så fotografierne i 1948, og heriblandt også det fotografi, som er uden på museets årsskrift. Her kigger de to drenge og den ene pige ud i verdenen. Vi sendte albummet til USA, og vi fik også svar. Den ældre dame syntes, at pigen på billedet så lidt trist ud. Men det synes jeg nu ikke, de børn ser da klart fremad. Det er fremtidens Danmark anno 1948.

Findeløn

En anden god historie oplevede jeg op mod jul et år. Vi havde en dreng, som boede i Søgade med en sengeliggende mor. Drengen gik selv hver dag fra Søgade til børnehaven. En dag kommer drengen om morgenen hen til os og rækker hånden frem og siger: "Se, hvad jeg har her?" Han havde otte 100 kr. sedler. Vi blev selvfølgelig noget forundret og spurgte, om han havde fundet pengene sådan? Det havde han, pengene havde ligget i sneen tæt ved kirken.

Jeg ringede til politiet for at indberette fundet. Men der var ingen, som havde savnet pengene. Politiet spurgte, om jeg kunne komme forbi med pengene, men det måtte vente til kl. 2, så havde vi tid. Klokken 2 gik drengen og jeg op til politiet, og der var fortsat ingen, som havde spurgt efter pengene. Vi afleverede pengene og gik hjem igen. Senere på dagen ringede politiet og meddelte, at drengen og hans mor kunne komme op på stationen for at hente en findeløn. "Det kan moderen ikke. Hun er syg og sengeliggende", sagde jeg. Det blev derfor mig, som igen gik med drengen til stationen for at modtage en findeløn på 100 kr. Bagefter gik vi hjem til ham i Søgade. Moderen og drengen boede oppe under loftet i en ejendom, og vi skulle nærmest op ad en hønsestige. Da vi kom ind til moderen og fortæller hende om dagens begivenhed, udbryder hun: "Det var endda dejligt, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få købt tøj til drengen til jul". Det var der nu råd til takket være findelønnen på 100 kr.

Må vi komme med i morgen

Toget ned til Silkeborg Papirfabrik gik forbi Hovedgården. Børnene fulgte fra haven togtrafikken. Børnene spurgte gerne togpersonalet "Må vi komme med i morgen". Og de har nok sagt ja, uden at det nogensinde blev til noget. Men de små børn sagde altid, når de så fotografier af tog: "Der er Må vi komme med i morgen".

Rotter

Vi har haft rotter på Hovedgården. De havde fundet nogle i museets kælder. Men en sagde: "Sig’ det endelig ikke til frk. Buhl". Det var selvfølgelig naivt, for rotterne fandt snart hen til vores viktualiekælder. Og en dag kom køkkenpigen skræmt og sagde, at der var en rotte i spisekammeret. "Luk døren" svarede jeg. Og det skete. Da køkkenpigen stod nærmest, gav jeg hende en gulvskrubbe med ordre til at knalde rotten. Og det gjorde hun også. Men vi havde det rigtigt skidt bagefter. Vi fik ringet efter rottejægeren, og han kom med en bemærkning "Om vi gik ham i bedene". Så gav vi luft for vor følelser og gav ham en gang skældud. Men rotterne slap vi da for.

Børn som stikker af

Det kunne hænde, at et par af børnene stak af. Det var gerne 5-6 års børn, og de smuttede normalt væk to sammen. Og de løb gerne hjem. Vi ringede altid til politiet for at orientere dem om sagen, før vi gik ud for at lede efter dem. Den største forskrækkelse fik jeg engang med den 4-årige Jan. Moderen havde afleveret ham på trappen og gået. Men Jan var ikke direkte afleveret, da han straks fik udlængsel og gik væk. Det blev vi først senere klar over. Jeg ringede til moderen, til politiet, og vi begyndte at lede. Nu gik det hverken værre eller bedre, end at vi netop den dag havde besøg af overinspektionen for børneforsorgen. "Uha, vi har næsten ikke tid til at tage os af Dem", måtte jeg sige og forklarede situationen. "Jamen, det kan De da ikke gøre for", svarede hun. "Hvad hjælper det, hvis han ligger på bundet af åen!", måtte jeg svare til det. Heldigvis fandt en af medarbejderne Jan oppe i Falcks Gård. Så faldt vi til ro.

Genskabt i 2013, gennemset i 2016 og senest gennemgået og justeret – herunder med en ny inddeling af teksten – den 30. august 2017.

Seneste ændring 5. september 2017.