Oktober 2007

ÅRHUSBAKKENS HISTORIE

Orienteringsbrev……….3/2007

Kære alle

Sommeren er ovre, og efteråret over os i al sin farvepragt. Og småkulde og ruskvejr. Med andre ord: Tiden er igen til at holde sig mere indendørs. Og måske giver det også bedre tid til at få nedskrevet nogle erindringer fra Århusbakken.

I sidste orienteringsbrev annonceredes et nyt stormøde. Håber I har reserveret datoen – eller kan alligevel. Måske kan vi oparbejde en tradition med et årligt stormøde i Hopla-klubben. Under alle omstændigheder indkaldes alle hermed til:

”Stormøde” i Hoplaklubben på Hjejlevej 36

fredag den 2. november 2007 kl. 14.00.

Hvis I skulle kende andre, som er interesseret og kan bidrage, så invitere endelig vedkommende med. Og tag gerne gamle fotografier og beretninger med. Det vil være dejligt, hvis I hver især tænkte på en eller flere historier, som kan blive fortalt på mødet. Ikke nødvendigvis i ”det store møde”, men i mindre grupper over kaffen.

SIDEN SIDST

Der er ikke sket det store i projektet siden sidste orienteringsbrev. Sommeren og andre gøremål på museet har taget tiden. Men jeg er så småt ved at gennemhøre og sammenskrive den rundbordssamtale, som blev afholdt sidst i maj 2007 med syv meget fortællende mænd fra Århusbakken. Om en herlig drenge- og ungdomstid på Århusbakken i 1950’erne og først i 1960’erne. Et udeliv i skoven eller ved lygtepælen på Århusvej eller på tømmerhandlen. Og hvis det foregik inden døre, så kunne det være i rullestuen eller i privaten, hvor så spillekortene kom på bordet. Nogle enkelte af rundbordssamtalens temaer vil kort blive omtalt til sidst i dette orienteringsbrev.

HUSMODER

Edith Jensen (f. 1916) har i en samtale fortalt om at være husmor på Århusbakken fra 1948. Fra samtalen bringes følgende livsnære beretning:

”Vi flyttede op på Århusbakken i 1948. Det var min mand, som kom med det forslag. Leo var rørlægger på byggeriet på Århusbakken, og han syntes, det var nogle dejlige lejligheder. Jeg var med oppe at se på dem, da de var halvfærdige. Og jeg brød mig ikke om det. Det var ikke sagen for mig, … Men vi flyttede ind. Det var en splinterny lejlighed i blok 7. I dag vil vi nok sige nr. 11. Vi boede på 2. sal, nedenunder boede Hansen og i stuen mælkehandler Jensen, som havde forretning umiddelbart nedenunder. Lejligheden var så ny, at fordøren først kom i, den dag vi flyttede ind.

Vor lejlighed var en toværelseslejlighed med to kamre. Huslejen var – som jeg husker det – 70 kr om måneden, og vi skulle betale 700 kr i indskud. Det var ikke dyrt. Og det var så sandelig andre forhold end på Ewaldsvej. Vi havde slet ikke møbler til alle de rum i den nye lejlighed. De to drenge sov til at begynde med i en spiralseng, en dreng i hver ende. Senere købte vi køjesenge til dem. Og den mindste sov inde hos os. Dengang var børn tilfredse med at bo tre på samme værelse. Det går ikke i dag. Senere fik de to yngste – Lone og Ivan – vort soveværelse, og så delte de værelset op. Og de var glade og tilfredse.

I det ene kammer havde jeg min symaskine stående. Jeg syede selv børnenes tøj, endda så længe at de begyndte at være trætte af at gå i hjemmesyet tøj.

Køkkenet var ikke noget spisekøkken, men der blev spist meget ved klappen. Om søndagen – når alle var hjemme – spiste vi i stuen. Men til daglig kom folk mere klattende og spiste så i køkkenet. Både om morgenen og om aftenen. Om aftenen kunne det være, at nogle af drengene skulle på Teknisk Skole, og så skulle de spise før de andre. Og min mand ville allerhelst have maden direkte fra gryden. Så vi spiste meget i køkkenet.

Vi havde ikke køleskab eller fryser til at begynde med. Kun et skab. Vi havde et rum på loftet og et rum i kælderen. Og om vinteren brugte vi altanen til at sætte madvarer ud på. Jeg husker, dengang Leo købte vort første køleskab. Det blev købt i brugsen lige ved siden af. Et Majorkøleskab. Det var et stort øjeblik, da børnene første gang fik isterninger fra den lille fryser.

Den første tid havde vi ikke varmt vand i hanerne. Den jul gik vi i bad henne ved varmecentralen.

I vores blok var der alene 39 børn. Og der var nok nogenlunde det samme i de andre blokke. Børnene havde det godt. De legede ude, og ind i mellem kom de op at slås, og så kunne de komme op for at blive trøstet. Men der gik ikke lang tid, så listede de ned igen for at lege videre. Græsplænerne måtte ikke betrædes. Harry Andersen var lidt af en bussemand for børnene. Når han kom, lød det: Harry kommer, Harry kommer.

Dengang var kvinderne hjemmegående. Hvis der var tre kvinder i vor blok, som havde arbejde, var det alt. Resten af os var hjemmegående. Og børnene var også hjemme og ikke som i dag i børnehave. Jeg tror, børnene nød, at deres mor gik hjemme og var hjemme, når de kom fra skole. Når det var koldt kunne de få kakao og en hjemmebagt bolle. Vi havde en god gasovn, som var god at bage i.

Jeg smurte madpakker til familien. Det var noget af et arbejde, og jeg kan endnu nærmest have mareridt, hvor jeg drømmer: Hvad skal jeg komme på madpakkerne? På et tidspunkt kunne børnene få madpakke på skolen, men det ville de ikke have. Det var godt nok sund mad, men børnene brød sig ikke om det.

Vi vaskede selv trappen i opgangen. De to lejligheder på 2. sal skiftedes til at vaske vor del. Den ene lejlighed gjorde det den ene uge, og så skiftedes man. Vi vaskede kun ned til næste etage. Med hensyn til trappevask var det en fordel at bo på 2. sal. På et tidspunkt var der ønske fremme om, at børnene ikke måtte gå med træsko på trapperne, da det larmede. Men vi var nogle, som var imod, at børnene skulle gå i strømpefødder på de beskidte trapper. Dengang gik børn ofte i træsko.

Vi brugte stuen meget. Vi sad omkring radioen. Jeg stoppede strømper, mens de andre blot lyttede. Radiospillene var spændende. Det var hyggeligt. Vi havde en pragtfuld udsigt fra stuen. Vi kunne se langt. Og når der var regattafest, havde vi den mest pragtfulde plads til at se det. Børnene læste også deres lektier i stuen.

Vores blok havde 18 lejligheder, og vi 18 familier deltes om vaskekælderen. Vi havde en tavle med numre, og så gik det ellers på tur. Hver lejlighed havde mulighed for at vaske en gang om måneden. Og så havde vi tørrerummene en dag til at få tørret tøjet. Det kunne godt knibe med at få alt vasket. Blevask og den slags foregik gerne oppe i køkkenet. Men af og til kunne vi da bytte os til at få vasket lidt, men ellers var det altså en dag om måneden, som var vaskedag. Ja, og så var der i kælderen et rum til klatvask med en gruekedel, som gik på gas. Og det var især her mønterne var vigtige, for her skulle vandet jo koge. Her vaskede vi undertøj. Mønterne mener jeg, vi købte enten i brugsen eller på kontoret. Tørrerummene var udmærkede, men jeg foretrak bestemt at hænge tøjet ud. Hvis nogle glemte at tage tøjet ned i tørrerummene, kunne det godt give anledning til sure miner.

Vaskekælderen havde en vaskemaskine, som var en tromlemaskine med låg, en centrifuge og to store skyllekar. Vi brugte mønter til vaskemaskinen og gruekedlen, og det er også en af de ting, som jeg endnu kan drømme om: Har jeg nu mønter nok? Det var forfærdeligt at løbe tør for mønter sådan en dag”.

DRENGE PÅ ÅRHUSBAKKEN

Rundbordssamtalen med Erik Bach, Ole Sørensen, Jørgen Madsen, Erik Magnussen, Knud Dyhr, Svend Dyhr og Leif G. Hansen kom langt omkring. Rigtig godt hjulpet af Leif G. Hansens fyldige beretning. Langt det meste af Leif G. Hansens beretning kunne deltagerne nikke genkendende til. Enkelte ting var man lidt tvivlende overfor. Andet var man lidt usikre på. F.eks. hvor afleverede man egentlig rottehalerne henne? På gasværket, hos LAB eller hos dyrekonservatoren i Vestergade? Nogle nuancer kom til. F.eks. om ”krigene” mellem drengene nord (Glentevej og Hejrevej) og drengene syd for Århusvejen.

At kriges var nemlig ikke nogen spontan aktivitet. Det var nøje planlagt og foregik en eller to gange om året. Der skulle planlægges strategi og krigspladsen udvælges. Det kunne gå hårdt for sig. Med tiden kom der pinde med søm ind i billedet. Men det fik en brat ende på grund af tilskadekomne. En gang fandt man på, at krigen skulle afgøres mellem de to anførere. Den ene anfører hed Sejr (fra nordsiden af vejen), men da han tabte tvekampen ændredes navnet til Taber.

Det mærkelige ved disse krige var, at når de var ovre, så kunne man sagtens være venner på kryds og tværs. Og f.eks. spille fodbold sammen i Ajax i Alderslyst under Fisker Åge (også kaldet Ålekongen).

Drengene kom også i kontakt med mænd, som fik en rolle i deres erindringer. F.eks. Topholm i Ivarshave og Siim på Hejrevej.

Topholm var skovløber og boede lidt for sig selv i Ivarshave sammen med sin hustru. Det var et hus med beboelse i den ene ende og lidt dyrehold i den anden ende. Huset havde vist blandt andet en ko. Topholm var en venlig mand, som kunne fortælle drengene om skoven, træerne og dyrene. Men han skulle også som ansat i skoven passe på, at ingen sankede ulovligt i skoven. Det var almindeligt at have ”sankekort” til at samle grankogler og kviste i skoven. Men man kunne jo komme til at tage lidt større brændsel med. Nogle havde også ”sankekort” til gasværket, og det var så drengearbejde at samle brugbart koks ved gasværket.

Siim havde kun en arm, men alligevel kunne han alverdens ting med den arm. Han havde også en lille virksomhed på Hejrevej, som producerede vogne til landbruget. Siim havde brevduer, og han var derfor på vagt overfor duehøge. Når han så dem, hentede han sit jagtgevær og skød – med sin ene arm. Knægtene kunne ikke altid se, hvorfor han skød. ”Skyder du dine egne duer?” kunne det troskyldige spørgsmål lyde. ”Kan du ikke se, det er en duehøg, mand?” var Siims svar. Flere af drengene havde selv duer på området. Siim boede i teglværkets gamle hovedbygning.

Digteren Albert Dam boede på Århusbakken i mange år – i nr. 28, 2. Rundbordsdeltagerne kendte ham som en venlig gammel mand, som det meste af tiden sad i sit kælderrum i blok 3 og ordnede sin tobak. At Albert Dam skulle være forfatter – endsige en kendt forfatter – var ikke noget, man som børn og unge var opmærksomme på.

Knud Dyhr kunne fortælle om drengenes selvbyggede både. Aldrig så snart det kom på banen, før alle kunne huske disse både. Men de havde ligget så længe i erindringens mørke gemme, at det først var da, Knud Dyhr satte lys på dem, at det kom frem i bevidstheden. Og sådan går det gerne, når man begynder at huske tilbage. Det dukker frem lige så stille. Ikke nødvendigvis på en gang.

Brædderne til båden blev hentet på Tømmerhandlen. Drengene lavede en ramme og beklædte denne ramme med vandfast masonit. Revnerne blev tætnet med en blanding af glycerin og sølverglød, når denne blanding størknede, var den knaldhård og båden tæt. På lossepladsen fandt drengene malerrester, som blev brugt til at male båden. Båden var sådan firkantet i det og havde plads til en enkelt dreng. Til at ro med brugtes pagajer.

I det hele taget var Reimar Nielsens tømmerhandel lidt af et eldorado for områdets drenge. Som legeplads m.m. Men de skulle passe på driftsleder Dam, som kunne komme farende selv i weekenden.

Knud og Svend Dyhr kunne også fortælle om cykelparkering på Århusbakken i 1950’erne i forbindelse med regattafesterne. Brødrene Dyhr havde en onkel, som havde nogle tomme grunde på Århusvej mellem slagteren og ismanden. Og her blev indrettet cykelparkering. Alle folk cyklede dengang, og så kunne de trygt sætte cyklerne her, mens de selv gik ned i byen til regattafesten. Pris pr. cykel 25 øre. At komme ned i byen til regattaen kostede i øvrigt også penge – men børnene på Århusbakken forstod nu altid at snige sig uden om betalingsstederne. På den ene eller anden måde.

Manufakturhandlen Valdemar Eriksen i Vestergade var en forretning, alle havde et forhold til. Her kunne alle – selv om midlerne var små – blive ekviperet. Fast udbetaling på 5 kroner og så ugentligt afdrag på 5 kroner. Er det rigtigt, at ”alle” på Århusbakken kendte til denne forretning?

Rundbordssamtalen kom også omkring mange af de skarnsstreger og vovede handlinger, drengene havde udsat sig selv og hinanden for. Der var almindelig enighed om, at det var lidt af et mirakel, at der ikke var sket flere alvorlige ulykker, end tilfældet var. Var forældrene dengang mindre bekymrede for deres børn? Måske. Og så holdt drengene sammen som ærtehalm. Både i drengeårene og i ungdomsårene. I ungdomsårene kom piger og øl til at spille en ny rolle. Men det er en helt anden snak.

Rundbordssamtalen kom som nævnt vidt omkring. Drabelige slag og heltegerninger prægede nogle af fortællingerne. Mange andre nuancer blandede sig i samtalen. F.eks. om datidens små kår.

Midt under samtalen kom deltagerne pludselig til at tale om tøj. Og den i familien, som altid kom sidst i køen med hensyn til ”nyt” tøj, var moderen. Husmødrene gik i gamle kitler og nedslidte sko. Normen var: Først husfaderen, så børnene og til allersidst og hvis der var penge, husmoderen.

Leif G. Hansen kunne fortælle om sin ældste søster, som til jul skulle skrive en ønskeseddel. Og øverst på ønskesedlen stod: En hel liter mælk kun til mig selv. I familierne drak man ikke bare uhæmmet mælk. Det blev også afmålt.

PÅ GENSYN

Håber vi mødes på stormødet den 2. november 2007. Tag gamle fotografier med og eventuelt små nedskrevne beretninger. Siden det første stormøde i november 2006 er udsendt fire orienteringsbreve (et i 2006 og nu tre i 2007). Jeg vil opfordre til at læse eller genlæse orienteringsbrevene som ”inspirationskilde” til at sætte skub i jeres egne erindringer om livet på Århusbakken – på godt og mindre godt.

På gensyn Keld Dalsgaard Larsen
Museumsinspektør
Oktober 2007