Oktober 2008

ÅRHUSBAKKENS HISTORIE

Orienteringsbrev………….3/2008

Kære alle

Tak for sidst! Vi var rigtigt mange, som mødtes til historisk byvandring på Århusbakken torsdag den 21. august. Over 150 mennesker deltog i den to timers lange vandretur gennem Århusbakkens alsidige bebyggelse, og alle fik en fornemmelse af områdets rigdom på historier.

Vi var ret beset alt for mange mennesker, og det betød, at ingen fik alt med – men det var vor klare fornemmelse, at alle alligevel fik noget at gå hjem på, og alle så ud til at hygge sig i hinandens selskab. Jeg tolker også det store fremmøde som et tegn på bred interesse for Århusbakken såvel historisk som aktuelt. Og det lover så godt for det videre projekt om Århusbakkens historie.

Næste mulighed for at samles er til det kommende stormøde torsdag den 6. november 2008 kl. 19.00 på Silkeborg Museum. Stormødet vil sætte fokus på fotografier fra Århusbakken. Undertegnede vil – hvis teknikken ellers virker – vise en lille kavalkade af fotografier, som allerede nu er kommet frem i forbindelse med projektet. Alle opfordres til at tage fotoalbums og/eller løse fotografier med denne aften.

SIDEN SIDST

Jeg har siden sidst været i kontakt med følgende:

Inge Hvilsted (f.1952) – om at være ung på Århusbakken og gå på SSØ

Jakob Pedersen (f.1947) – om en heltedåd og livet på Århusbakken

Anna Thomsen (f. 1927) – om at være husmor på Høgevej og Rylevej

Dorthe Rosenstand (f.1966) – om at være barn og ung på Århusbakken, bo på klubværelse og gå på SSØ.

Jette Sørensen (f.1956) – om at være barn og ung på Århusbakken, bo på klubværelse og gå på SSØ.

HUSMOR I LAB-BLOKKEN

Blokken Høgevej 1-5 har sin egen historie. Blokken var den første boligblok på Århusbakken, opført i 1941 af Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse (LAB). I mange år gik blokken i folkemunde under navnet LAB-blokken. Hvordan var livet her?

Anna Thomsen (f.1927) beretter her om, hvordan det var at være husmor i blokken i perioden 1953-1967:

Anna Thomsen (f.1927): Vi flyttede op på Høgevej nr. 3 stuen til venstre i 1953. Det var en lille lejlighed i det, man dengang kaldte for LAB-blokken. Lejligheden bestod af en stue, et lille kammer, et lille køkken og et lillebitte badeværelse med et lille vindue. Kammeret var familiens soveværelse. I kælderen var der to kælderrum, som hørte til lejligheden, et rum til madvarer og et rum til værktøj og den slags. Min mand havde indrettet et lillebitte værksted i rummet. Nogle lejligheder havde altan, men det havde vi ikke, og det følte jeg som en mangel.

I stuen var en kakkelovn med en rist ind til kammeret, så der også kunne komme lidt varme herind. Om vinteren kunne kammeret være meget koldt, af og til med frost på ruden. Når det var allerværst om vinteren, fyrede vi over, som vi kaldte det. Altså fyrede op i kakkelovnen hele døgnet, så der kom lidt varme ind i kammeret om natten. Børnene blev godt pakket ind om vinteren, når de blev lagt i seng. Jeg havde syet nogle specielle poser, som børnene kom ned i. Herved havde de sværere ved at sparke dynen af, og hvis de gjorde det, så lå de alligevel med noget på. Vi fyrede med tørv, som blev læsset af på gårdspladsen og videre ned i et kælderrum, hvor vi kunne hente det tørv, vi havde brug for.

Skraldespanden stod omme mod gården, cirka ud for køkkenvinduet. På et tidspunkt var der rotter her, og da gik jeg ikke ud med skrald. LAB-blokken havde mange børnefamilier. Børnene kunne lege omme på legepladsen, hvor der var en sandkasse. Der var også nogle bænke, hvor husmødrene kunne side og holde lidt øje med børnene, hvis vi havde tid til det.

Ejendommen havde vaskekælder ud mod Århusvej. Med gruekedel, vaskevugge og vaskebræt. Ud til gården var der et tørrerum i kælderen. Jeg mener, vi skulle skrive os på til nogle bestemte dage, hvor vi kunne bruge vaskekælderen. I 1966/67 kom der en moderne fuldautomatisk vaskemaskine i den anden ende af blokken. Det var en stor forbedring. LAB-blokken fik faktisk tidligere med fuldautomatiske vaskemaskine end boligforeningen, for da vi kom op på Rylevej 17 i 1967, gik der 14 dag, før vi også her fik moderne vaskemuligheder. Da børnene var mindre kunne jeg sende noget af vasken til såkaldt ”våd vask” henne i Fredensgade. Det var en aflastning for mig. I LAB-blokken var der også en cykelkælder.

Min mand var typograf på Silkeborg Avis, og jeg var hjemmegående. Vi havde en lille pige fra 1952, da vi flyttede op på Høgevej, men hun døde samme år. På Høgevej fik vi tre børn: Preben (f. 1955), Finn (f. 1958) og Dorthe (f. 1966). Meget var besværligt – ikke mindst med småbørn. Vi fik således først centralvarme i 1963, og først på det tidspunkt fik vi varmt vand i hanerne. Vi foretog etagevask i køkkenet eller tog ind på badeanstalten under biblioteket. En lang periode tog familien hver lørdag over til min søster i Ringgården for at tage bad. De havde en dejlig 2½ værelseslejlighed.

Min mand var tilfreds med lejligheden. Det var ikke ham, som pressede på for at finde en større lejlighed. Han var også god til at skabe møbler, som passede til sådan en lille lejlighed. I kammeret lavede Sørensen og han en sammenklappelig køjeseng, som kunne hænges op på væggen med et forhæng for om dagen. Familien Sørensens piger fik samme slags køjeseng i deres lejlighed, Høgevej nr.1. Min mand og jeg sov i en 2-i-1-seng, som kunne slås sammen om dagen. Herved blev der lidt gulvplads i kammeret om dagen, så børnene kunne lege her. Legetøj var der ikke så meget af, men vi havde alligevel mere legetøj, end der kunne være i lejligheden. Min mand lavede derfor en fin tønde til legetøj, som var i vort kælderrum. På bestemte dage kunne børnene så gå i kælderen og bytte legetøj i tønden. Børnene legede også i stuen. F.eks. med legoklodser. På et tidspunkt fik drengene en togbane, og den fik de lov til at sætte op i stuen, og banen gik ind under spisebordet. Og her stod den i flere dage, så familien måtte lige passe lidt på, når vi sad og spiste.

Lejligheden var lille, men vi tog meget ud. Vi havde båd, som vi brugte meget, og om søndagen tog vi gerne på ture rundt omkring. Til at begynde med på cykel, siden med bil. Vi kom meget sammen med familien Sørensen i nummer 1, som havde to piger – Bente og Jette – nogenlunde jævnaldrende med vore to drenge. Vi to familier har været på mange søndagsture sammen. F.eks. på endags ture til Saksild Strand. Vi har også været på ferie sammen. I sommeren 1960 tog vi to familier på en to ugers ferietur i Jylland. Sørensen lejede et folkevognsrugbrød, og her var vi 10 mennesker – vi havde drengenes kusine, Annie, og Margit, som var enebarn og boede i blokken med på ferieturen. Vi boede i to telte – fem personer i hvert telt. Vi kørte først langs østkysten til Skagen og dernæst ned til Esbjerg langs vestkysten. Vi to mødre stod så for maden. Bag i folkevognsrugbrødet – når klappen var slået op – kunne vi stå og lave mad over en lille primus. Sørensens og vi kom meget sammen. Også til fester. De to familier har altid holdt nytårsaften sammen. En tradition vi holdt fast i også efter, begge familier flyttede op i samme blok på Rylevej.

Vi havde mange forretninger at vælge imellem. Vi handlede ved flere forskellige. Både hos købmand Højgaard Jørgensen og brugsen. Da vi fik Dorthe i 1966, løb min mand om morgenen glad hen til brugsen på Spættevej og bekendtgjorde, at han skulle købe en lyserød sut, for han havde fået en datter. Det var jo dejligt at få en pige, når han havde to drenge i forvejen. Og han kom tilbage med en lyserød sut.

Jeg har født alle mine børn hjemme. Min søster – som var 12 år ældre end jeg – var med til alle mine fødsler. Hun var sygeplejerske og kørte rundt til barselskvinder. Med Dortes ankomst blev der alt for trangt i lejligheden. Nærmest uudholdeligt følte jeg. Min mand fik godt nok lavet en lille tremmeseng, som også kunne være i kammeret, men det virkede noget uoverskueligt. Jeg pressede derfor på for at komme hen i en større lejlighed. Vi var skrevet op i boligforeningen, og i 1967 kom vi op på Rylevej nr. 17. Til en dejlig stor lejlighed – med altan!

HUSASSISTENT HOS OVERLÆGEN

Silkeborg Sygehus er en gigant på Århusbakken. Et lille samfund for sig. Overlægen var i årtier sygehusets lokale konge. Overlæge Østergaard Christensen med familie boede i en embedsbolig lige over for sygehuset. Villaen ligger der endnu – og byvandringen den 21. august 2008 gik forbi. Ellen Højgaard Jørgensen var et lille halvt år husassistent hos Østergaard Christensen – mens hun og hendes mand ventede på at kunne åbne købmandsforretning i boligforeningens nye blokke ud mod Århusvej. Ellen Højgaard Jørgensen beretter her om sin tid som husassistent hos overlægefamilien:

Ellen Højgaard Jørgensen (f. Sørensen 1923): Min mand, Jørgen Højgaard Jørgensen var fra Silkeborg og havde lovning på at kunne starte egen købmandsforretning i boligforeningens blok på Århusvej, og det var baggrund for, at jeg kom til Silkeborg. I første omgang som husassistent hos overlæge Østergaard Christensen fra den 3. september 1943. Østergaard Christensen boede i en nyere, stor og flot villa på hjørnet af Falkevej og Århusvej.

Villaen var på to etager med kælder. I stueetagen var en stor dagligstue, en stor spisestue, et lille herreværelse, et stort køkken, et wc og et lille værelse nær køkkenet, hvor jeg boede. På 1. sal var soveværelse, tre børneværelser og to badeværelser. Køkkenet var overraskende stort, og på grund af krigen havde familien fået installeret et gammelt jernkomfur, som vi brugte til daglig. Det oprindelige gaskomfur blev af og til brugt, men der skulle spares på gassen.

Familien Østergaard Christensen bestod af herren og fruen, som det hed sig dengang. Fru Østergaard Christensen havde tidligere været sygeplejerske, men var så blevet hjemmegående. Der var tre børn, tvillingerne Poul og Birgit, som var konfirmerede, og Hanne, som var ca. tre år yngre. Så det var ikke helt små børn. Vi var ”Des”, og jeg blev tiltalt som ”frøken Sørensen”. Jeg var dog dus med børnene.

Jeg havde været på Silkeborg Husholdningsskole i 1941, så jeg mente jo nok, at jeg var kapabel til at være husassistent. Men jeg havde betinget mig, at jeg ikke skulle have noget med storvasken at gøre. Og det gik fruen ind på. Men arbejdet var omfattende nok endda.

Da jeg kom, fik jeg en lille notesbog, hvor der stod skrevet, hvad der skulle laves hver dag. Nærmest minut for minut. Det samme skema blev brugt uge efter uge. Ind i mellem kunne der komme lidt ekstra til, men notesbogen var udgangspunktet. Så det var bare med at komme i gang. Som den første stod jeg op om morgenen kl. 6 for at føre op i fyret i kælderen, og herefter stillede jeg an til morgenmad. Familien spiste i spisestuen, mens jeg spiste alle mine måltider i køkkenet. Om formiddagen stod den på rengøring. Der skulle støves af hver dag. Over hele huset. Og alle gulvene skulle vaskes. Det var ikke nok med at køre en vreden klud hen over gulvet. Det blev opdaget, da jeg en gang forsøgte hermed. Støvsugning fandt kun sted i dagligstuen og herreværelset. I spisestuen var der parketgulv, og det skulle bones. Ikke vaskes. Frokosten stillede jeg an, og jeg stod også for den efterfølgende opvask. Måske kunne jeg lige nå at gøre lidt klar til middagsmaden. Om eftermiddagen havde jeg et par timer fri, indtil jeg skulle stille the an til klokken 16. Og herefter gik jeg i gang med middagsmaden. Når middagsmaden var ryddet til side, havde jeg normalt fri resten af aftenen. Fruen fik hjælp udefra i forbindelse med hovedrengøring og storvask.

De fleste aftener sad jeg på mit værelse – som var et lille kammer med et seng, et skrivebord, en kommode og en pindestol. Villaen havde centralvarme fra fyret i kælderen, og der var også radiator på mit værelse. En gang om ugen havde jeg mulighed for at tage varmt bad i villaen. Det var efter datidens målestok fine forhold. Familien så ikke ret gerne, at jeg fik besøg af min kæreste, så vi var nødt til at mødes andre steder. F.eks. hos mine svigerforældre i Valdemarsgade.

Familien var bestemt venlige og flinke mennesker, men arbejdet var i overkanten. På et tidspunkt blev min svigerfar så vred over mine vilkår, at han fik udvirket, at jeg kom derfra. Mine svigerforældre vidste aldrig, hvornår jeg kunne besøge dem, fordi mine fridage kunne blive inddraget. Jeg skulle have fri en hel søndag en gang om måneden, men det kunne også knibe. Jeg husker engang, hvor jeg skulle mødes i Randers med min kæreste, men familien Østergaard Christensen havde gæster om lørdagen til middag og bagefter blev det til dans i spisestuen. Jeg fik derfor besked på at bone gulvet i spisestuen tidligt søndag morgen, inden jeg tog af sted. Jeg stod meget tidligt op for at bone gulvet og løb ud af huset for at nå toget. Jeg nåede ikke at købe billet, men kastede mig blot ind i det første og bedste tog. Det forkerte tog viste det sig, så jeg kom til at gå tilbage fra Funder Station, og nåede aldrig frem til Randers den dag. Min løn hos Østergaard Christensen var nok ganske rimelig efter datidens målestok: 45 kr. om måneden og kost og logi.

Min mand og jeg startede købmandsforretning sidst i februar 1944 på Århusbakken, og vi blev gift i maj samme år. Jeg tog normerne fra Østergaard Christensen med over i mit nye hjem, så her blev også støvet af og vasket gulv hver dag. Men jeg skulle jo også stå i forretningen, så det blev en hæsblæsende hverdag. Ind til jeg fandt ud af, at det ikke var nødvendigt med al den daglige rengøring.

3.A SSØ APRIL 1962

Inge Hvilsted boede på Hjejlevej nr. 11 i årene 1961-1969. Hun har emailet et dejligt klassefotografi fra SSØ – 3.a er opstillet til fotografering. Inge Hvilsted tog realeksamen fra SSØ i 1969, og realklassen er mødtes hvert femte år siden. Næste år kan Inge Hvilsted og hendes SSØ-realklasse således samles for at fejre 40 års jubilæum. Tiden går i sandhed hurtigt! Måske får nogle af dem interesse for og tid til at nedfælde nogle erindringsglimt om livet på Århusbakken fra deres generation. Inge Hvilsted er i gang!

ÆREN ER DET FAGRESTE TRÆ

Jakob Pedersen (f.1947) flyttede med sine forældre op på Århusbakken, nærmere bestemt Rylevej 15, i 1948. Jakob Pedersen kom en dag et smut forbi museet, hvor vi fik scannet nogle medbragte fotografier. Jakob Pedersen havde også et par avisudklip om en heltedåd, han som 7-årig havde gjort ved at redde sin 6-årige kammerat Kurt Jensen fra at drukne. Carnegie-fonden udtalte sin anerkendelse, men kunne ikke yde en belønning på grund af Jakobs unge alder. I avisen stod følgende at læse:

”Årsagen til anerkendelsen er, at Jakob den 25. februar i år (1954) – som han plejede – fulgtes med sin kammerat, den 6-årige Kurt Jensen, Solsortvej, til børneasylet. Kurt have fået lyst til at prøve, om isen kunne bære. Det kunne den ikke, og han dumpede i ved sluekiosken. Ingen opdagede, at den lille dreng var i fare. Derimod viste Jakob, der er stor og stærk af sin alder, at han ikke var rådvild. Han fik kammeraten trukket op på land. … Selv var Jakob ikke spor imponeret over sin redningsdåd, og derfor kan det kun glæde, at Carnegie-fonden har betænkt ham med en smuk anerkendelse. Æren er det fagreste træ i skoven. Penge betyder jo ikke alt”.

STORMØDE

Projektet har haft tradition for et årligt stormøde. De to første gange har det været holdt i fælleslokalerne på Hjejlevej. I år er stormødet flyttet ned på Silkeborg Museum med mulighed for at se lysbilleder. Arrangementet er:

Torsdag den 6. november 2008 kl. 19.00-21.00

Vi håber på stort fremmøde. Kaffepause skal der nok blive tid til midt i arrangementet.

På gensyn
Keld Dalsgaard Larsen
Silkeborg Museum 20. oktober 2008