PENSIONATER I SILKEBORG

Af Keld Dalsgaard Larsen

Mette Marie Lihns pensionat Bindslev Plads 8 o. 1910.

BORGERLIG MAD

Silkeborg Vejviser 1951 viser hen til otte pensionater i købstaden Silkeborg. Elisabeth Kristensens pensionat i Grønnegade er ene om lidt annoncering, idet dette pensionat lokker med ”God borgerlig mad”. De øvrige syv pensionater angiver kun navn, adresse og telefonnummer. God borgerlig mad er en udmærket præsentation af, hvad pensionaternes kerneydelse var: God mad til enkeltpersoner som af den ene eller anden grund ikke boede i en almindelig familiehusholdning. Typisk drejede det sig om ugifte voksne mennesker, som boede på lejet værelse i byen. De var derfor henvist til at få maden ude – og det kunne i tiden være på byens pensionater.

Pensionaternes tid er forbi. I Silkeborg og alle andre steder. Pensionaterne har haft deres tid. Men hvad med deres historie? Bliver den indsamlet og fortalt? Museum Silkeborg har gennem årene indsamlet materiale – først og fremmest erindringer – og nærværende artikel bygger på dette materiale. 

God borgerlig mad var pensionaternes domæne. Ligeledes kan man overordnet hævde, at det var fremvæksten af ”det borgerlige samfund” i løbet af 1800-tallet, som skabte forudsætningerne for pensionaterne. Det borgerlige samfund – kapitalismen – skabte et dynamisk og mobilt samfund. Menneskene flyttede rundt på kryds og tværs. Ophævelsen af Stavnsbåndet i 1788 er et symbol på denne nye tid, hvor menneskene ikke var bundet til hjemstavnen. Mange flyttede til byerne for at finde arbejde. Andre for at studere. Det var tit unge ugifte voksne, som på denne måde søgte lykken i byerne. Men hvor skulle de bo? Hvor skulle de spise?

Der havde været tradition for såkaldte ”udvidede husholdninger”, hvor f.eks. lærlinge og svende kunne bo og spise hos mester. Ligesom piger og karle på landet boede og spiste på gården hos ”madmor”. Men i byerne blev disse traditionelle ”udvidede husholdninger” færre og færre i takt med, at den mere snævre kernefamilie blev tidens norm for familielivet. Noget nyt måtte træde til for at dække det nye behov.

BEGYNDELSEN

Silkeborg er en ung by, anlagt efter kongelig forordning i 1846. En moderne by anlagt i det borgerlige samfunds gennembrudstid. Med næringsloven fra 1862 åbnes gode muligheder for at drive pensionat uden næringsbrev og uden beskatning, da det blev opfattet som et privatanliggende.

Med anlæggelsen af Silkeborg Seminarium i 1886 blev behovet påtrængende, og det er også i forbindelse med Silkeborg Seminarium, at pensionaternes lokale historie titter frem. Seminarielærer Morten Mortensen byggede i 1896 ejendommen Skolegade 28 tæt på seminariet, og her blev stuen dimensioneret så stor, at den kunne rumme pensionærer. Skolegade 28 var i årtier pensionat, og på gavlen stod med store bogstaver ”Pensionat for Seminarister”. Ejendommen var endvidere indrettet til at kunne udleje op til otte værelser til seminarister. 

Der var altså pensionat og pensionærer i Silkeborg i det nittende århundrede. Men det er først i det følgende århundrede, at såvel pensionater som pensionærer bliver mange og dermed mere synlige i det historiske kildemateriale.

Mette Marie Lihn (1872-1938) drev pensionat i Silkeborg før 1. verdenskrig fra kælderlejligheden på den nuværende adresse Bindslev Plads 8. Forholdene var små. Pensionatet var i frøken Lihns private lejlighed. Stuen udgjorde spiserummet, mens pensionatsværtinden delte soveværelset med sin medhjælper, pigen Kathrine. Ved siden af drev Mette Marie Lihn en lille butik med brød, mælk m.m. Bag butikken var et køkken og et lille værelse, som blev lejet ud. Pensionat og butik var frøken Lihns erhvervsgrundlag frem til omkring 1. verdenskrig, hvor hun i en moden alder blev gift og derefter ret hurtigt forlod pensionatsbranchen.   

SEMINARISTER

Anna Nielsen (f. 1902) kom på Silkeborg Seminarium i 1921:

”Jeg flyttede til Silkeborg og lejede et værelse i en villa i Skolegade. Vi kunne desværre ikke lave mad på værelserne, så vi hentede den såkaldte ”spandemad” fra et pensionat i Skolegade. På pensionatet kunne man også spise, hvis man havde råd til det. Vi fik maden hjem, og den var dejlig varm, og vi spiste den med det samme på hver sit værelse. Esther og jeg havde af og til småt med penge, så vi besluttede, at vi kunne deles om en portion. Pensionatsværtinden var flink til at give os en stor portion, så den kunne vi klare os med”.

Else Pedersen (f. 1916) var seminarist i Silkeborg i årene 1935-1939 og spiste på frk. Mikkelsens pensionat i Hostrupsgade:

”Om morgen på vej til skolen gik jeg ind på pensionatet og spiste min morgenmad. Her var havregrød, mælk, rugbrød, rundstykker osv., der manglede ikke noget. I vores middagspause smuttede vi hen og spiste frokost. Og vi spiste også aftensmad derhenne. Det var en pæn og god mad. Vi seminarister var afgjort de mindst kritiske hos hende, mens de andre var mere krævende. F.eks. var de ikke altid helt tilfredse med den ugentlige fiskedag. Når vi skulle have øllebrød, var det bare om at komme først, for så kunne man få de største klumper flødeskum. Der var altid to retter mad til middag.

Frk. Mikkelsen kendte vi alle. Hun sled i det, men hun var god ved os. Sommetider sagde hun til middag, at vi kunne komme til eftermiddagskaffe, når vi var færdige med skolen. Så havde hun bagt en dejlig kringle, og vi fik kaffe og kage. Der blev også holdt gilde på pensionatet: Mortens gilde og førjulegilde med and og julemad og juletræ.

Pensionatet havde ét langt bord, hvor vi alle spiste. Vi kunne nok være 25-30 mennesker på én gang. Vi kom jo ind i grupper, og de kom altid ind med varm mad, når der kom nye mennesker. Jeg tror nok, at der blev serveret middag kl. 12-14. Jeg mener, at jeg betalte 50 kr. til frk. Mikkelsen for fuld kost. For værelset betalte jeg 25 kr., og så havde jeg 25 kr. til mig selv, alt sammen pr. måned. Men hun gav os en reel behandling, for var vi væk, blev det fratrukket i vores betaling, hvis vi meldte det. Nogle seminarister sparede ved at købe mad hos andre pensionater i spande”.

PENSIONAT SOM ARBEJDSPLADS

Pensionater blev normalt drevet af en enlig moden kvinde med hjælp af en eller flere unge piger. Emma Østerdal (f. 1909) arbejdede på Katborgs Pensionat omkring 1930. Herom fortæller hun: 

”Katborgs Pensionat lå på Torvet, hvor nu Føtex ligger. Jeg blev stuepige og serveringspige: Om morgenen kom mange af arbejderne fra Darr og fik morgenkaffe, mange fik også en frokostpakke med. Klokken 12 kom de igen og spiste varm mad, og endelig var der aftensmad klokken 6. Vi havde måske op til 70 folk fra Darr, der kom og spiste hos Katborg. Mange arbejdere fra Tekstilfabrikken kom også om morgenen med deres madspand – en toetages blå spand med hvid emalje indvendig. Når de så havde lang middagspause klokken 12, kom de og hentede maden. Nogle spiste den på fabrikken, andre tog den med hjem. Der var nok at se til, og vi begyndte arbejdet klokken 6 om morgenen og var sjældent færdig før klokken 9-10 om aftenen”.

Caroline Andrea Mogensen (f. 1893) flyttede den 1. maj 1936 ind i Villa Aabo på Åhavevej for at etablere pensionat. Villa Aabo blev udvalgt, fordi den lå nær midtbyen. C. Mogensen var enlig mor og havde sin store pige, Johanne Simonsen (f. 1921) med sig som medhjælp. Johanne Simonsen fortæller om pensionatet i Villa Aabo:

”Pensionatet fik hurtigt 25-30 pensionærer. De fleste boede ude i byen, men vi havde da nogle enkelte værelser, hvor der af og til kunne bo en pensionær eller to.

Pensionærerne var unge ugifte mennesker. Gerne fars sønner som var kommet til byen for at komme i lære eller i arbejde. Mange var på helpension. Det vil sige, de fik morgenmad, varm middagsmad og aftensmad.

Villaens stueetage havde ud mod haven tre stuer med fløjdøre imellem. I den ene stue var spisestue med et langt spisebord. De to andre stuer var opholdsstuer. Pensionærerne spiste på skift. Seminarister fra Th. Langs Skole havde tidligere middagspause end andre, så det var normalt dem, som spiste først. Når de var færdige, kom det næste hold pensionærer for at spise. Det gik helt naturligt på skift. Blandt pensionærerne var også en del unge politibetjente. Ved ægteskab holdt man gerne op med at være pensionærer, men det var dog ikke usædvanligt, at de kom igen, hvis f.eks. hustruen var på ferie.

Vi havde piger til at hjælpe med maden og serveringen. Morgenmaden var almindelig morgenmad med havregrød, gryn, rugbrød, franskbrød, kaffe m.m. Til middag var der altid to retter mad, f.eks. suppe til forret og så kød, kartofler og sovs til hovedret. Bagefter var der kaffe gerne med hjemmebagt kringle eller småkager, som de kunne tage inde i opholdsstuen. Pensionærerne kunne også gå ud i haven og nyde det. Om aftenen fik pensionærerne en lun ret først og ellers var det kold mad, rugbrød og pålæg. Om aftenen var der kaffe kl. 9.

Det var god og varieret kost, som var almindelig i danske familier på det tidspunkt.

Vi vaskede selv duge, servietter og andet vasketøj i et gammeldags vaskerum i villaen. Vaskerummet lå i kælderen og havde gruekedel og en gammel hånddreven vaskemaskine. Om vinteren var vi nødt til at trække snore i kælderen til vasketøjet. Om sommeren kunne det tørre udenfor. Servietterne blev rullet på en håndrulle, så de var helt stive.

Vi havde vel i sæsonen fire unge piger, og så var der nogle damer, der hjalp til med rengøring og vask. Frk. Katrine Jensen og fru Harriet Hansen var sådanne damer, der hjalp år efter år. Vi havde også en kokkepige Mary Sørensen. Nogle af vore unge piger boede hjemme hos deres forældre i byen, mens andre boede på et af værelserne på 1. sal. Vi havde fire værelser ovenpå, som kunne bruges til de unge piger eller en pensionær.   

Jeg blev gift i 1944, og min mand og jeg fik en stor stue og et soveværelse i villaen. Vi fik vor datter, Kirsten, og på den måde boede vi tre generationer i villaen. Engang midt i 1950’erne holdt vi op med at have pensionærer”.

C. Mogensen og senere familien Simonsen drev frem til 1961 Silkeborg Vandrehjem samtidigt med pensionatet i villaen.

BANKMAND PÅ PENSIONAT

Kristian Steffensen (f. 1922) kom til Silkeborg i 1944, lejede et værelse i Hostrupsgade og blev pensionær hos frk. Justesen på Skoletorvet. Herom beretter han:

”Der var på det tidspunkt mindst otte pensionater i Silkeborg. Det mest velanskrevne var nok Bøgilds Pensionat i Søndergade, så var der KFUK og KFUM, i Hostrupsgade var der to pensionater, frk. Justesen og Ødgaard, på Drewsensvej havde frk. Christensen sit pensionat, to frøkner Rasmussen holdt pensionat i Skolegade og så var der også pensionat i Østergade oven over isenkramforretningen. At det lige blev hos frk. Justesen, jeg kom til, var en tilfældighed. 

Frøken Justesens pensionat bestod af en spisestue, en lille dagligstue og et køkken. Spisestuen vil jeg karakterisere som spartansk. Justesen var selv mest i køkkenet, mens en ung pige på ca. 20 år serverede for pensionærerne. I spisestuen var et langt bord, hvor vi alle sad og spiste. Man siger, at pensionærer har lange arme, da vi altid skulle række så langt. I dagligstuen var der sofa, lænestole og borde, hvor vi kunne sidde og læse avis eller spille kort. Der var mange, som ikke kunne blive hurtigt nok færdige med at spise for at komme ind at spille kort.

Jeg fik morgenmad, middagsmad og aftensmad hos Justesen. Tre måltider alle ugens dage kostede 90 kr. om måneden.

Vi var vel 20-25 unge mennesker på pensionatet. Der var mange skovfogedelever, en del seminarieelever og nogle trafikelever fra DSB. Der var også unge kvinder, men de var dog i klart mindretal. Jeg mødte i øvrigt min kommende hustru på pensionatet.

Vi kom ikke alle til samme tid. Vi kunne komme tidligt om morgenen til morgenmad, men jeg var selv en af de sidste, da jeg først skulle møde i banken kl. 9. Pensionatet lå på min vej til Silkeborg Bank i Vestergade. Det kunne ikke være nemmere. Til morgenmad var der havregrød til dem, der ønskede det, men ellers var det almindelig morgenmad med mælk, rugbrød, franskbrød, ost og marmelade. Til middag var der altid to retter mad. Det var ikke altid lige nemt at drive pensionat, og der kunne være nogen kritik over maden. Ikke mindst når menuen stod på fisk. Jeg har været ude for, at nogle lige kom ind ad døren, blot for at vende om igen og gå, da de opdagede, at vi skulle have fisk. Til middag var bordet dækket med tallerkner og bestik. Vi havde hver vor stofserviet, som opbevaredes i en lille stoftaske, som nærmest lignede en kuvert. Til maden fik vi – som jeg husker det – vand. Der stod en vandkande på bordet. Den unge pige kom ind med maden i takt med, pensionærerne ankom. Til aften var der rugbrød og pålæg, så vi selv kunne smøre os nogle madder. Og jeg mener også, at der var en lun ret, f.eks. biksemad. Det har vel været rester fra middagen.

Maden var bestemt acceptabel. Til sidst under krigen var det meget besværligt for Justesen at lave varieret mad. Og vi fik så nogle gange kaninkød. Det tager man ikke skade af, men at vi fik det, skyldtes fødevaresituationen. Vi har også fået byggrød, øllebrød, jordbær, kernemælkssuppe, rødgrød med mælk og rabarbergrød.

For en ung mand, som ikke kendte nogen i byen, var det godt at lære jævnaldrende at kende på et sådant pensionat. På pensionatet blev der gjort noget ud af Mortensaften. Vi spillede lidt revy for hinanden, hvor der blev gjort grin med os selv og vore særheder.

Margrethe Justesen stoppede i 1948 eller 1949, og mange af hendes pensionærer flyttede hen til frk. Johanne Ødgaard, også i Hostrupsgade. Min hustru og jeg blev gift 3. juni 1950, og vi holdt så op med at spise på pensionat”.

ØSTERGADES PENSIONAT

Erik Schmidt kom i 1947 til Silkeborg som førstemand hos fotografmester Johannes Jensen. Erik Schmidt spiste på Østergades Pensionat i Østergade i årene 1947-1950, og herom har han givet følgende beretning:

Rasmussens Pensionat i Østergade var et godt spisested. Godt nok hed det Østergade Pensionat, men det var frk. Rasmussen, som regerede her, og i folkemunde gik det under navnet Rasmussens Pensionat.

Pensionatet lå på 1. Sal oven over Thorkild Knaps forretning. Man kunne ikke bare sådan komme på pensionatet. Man blev udvalgt! Frk. Rasmussen så sine kunder an. Pensionærerne var mænd – og enkelte kvinder – i faste og gode stillinger. Der var politibetjente, postbude, butiksfolk, journalister, kontorfolk m.m. Mændene var gerne i den giftemodne alder. Erik Schmidt var selv 26 år, da han begyndte sit liv som pensionær i Silkeborg. 

Der var normalt ca. 25 pensionærer, der spiste middagsmad – to retter mad – og aftensmad. Frk. Rasmussen havde et par kvinder til hjælp til madlavning og servering. En aften om ugen var der senere aftenkaffe, så blev pensionærerne hængende efter aftensmaden. Tiden frem til aftenkaffen – som blev serveret ca. kl. 20 - blev fordrevet med kortspil.

Blandt de mange enlige var der faktisk også et enkelt ægtepar - ægteparret Jørgensen. Det vakte nogen omsigt. Men fru Jørgensen ønskede ikke at lave mad, når hun den hele dag havde stået i ægteparrets skobutik (”Vi-ka”) i Søndergade.

Maden var god og solid. Som vor mor lavede den. Der var i det hele taget noget familiært over pensionatet. Og frk. Rasmussen udviste omsorg for sine pensionærer. Det kom f.eks. til udtryk, når mændene skulle giftes, så sørgede hun altid for, at de fik en overfrakke. Manden skulle naturligvis selv betale for overfrakken, men han blev beordret til at købe den, for som den livskloge frøken sagde: Nu får De ikke en overfrakke de næste 10-12 år, nu hvor de skal være familieforsørger.

BØGILDS PENSIONAT

Ægteparret Hermansen drev Bøgilds Pensionat i 1960. Viggo Lovdal kom i 1960 til Silkeborg som ugift portør ved DSB og skulle find et billigt sted at bo og spise. Spisningen kom til at foregå på Bøgilds Pensionat frem til 1966. Om dette pensionat beretter Viggo Lovdal:

Bøgilds pensionat lå centralt på Søndergade 2A tæt ved Torvet. På 1. sal. Pensionærerne kom fra mange steder i byen. Vi var en del fra banegården. Der var piger fra en nærliggende systue, der dog kun spiste middagsmad, medens vi andre var på helpension. Handels- og Landbrugsbanken lige overfor havde unge medarbejdere, der nemt kunne smutte de få meter over gaden til spisebordet. Carl Hansen havde dog kortest vej til måltidet. Carl Hansen var ungkarl og havde sin skoforretning, Carl Sko lige under pensionatet. Også en taxachauffør, "stationeret" på torvet, fandt det let lige at komme op til fru Hermansen.

Jeg boede det første halve år på pensionatet, men værelset var ikke ret godt, så jeg fandt et andet. Men Valle var håndværker på DAB og boede på pensionatet i over 30 år. Han var meget social og gik tit med, når vi unge om aftenen gik på Langhoffs konditori eller på La Strada.

Jeg var på helpension. Morgenbordet var pænt med rundstykker, marmelade osv, middagsmad var varm mad, så dem på halvpension var altid sikre på et varmt måltid. Kl. 12.00 spiste vi. Det var vist en times tid sat af til det. Altid veltillavet, som vor mor lavede det. Vi sad ved eet langt bord i spisestuen.

Snakken gik lystigt ved bordet. Hr. og fru Hermansen deltog, når der var tid til det. En søndag middag fik vi en meget fin dessert, portionsanrettet. Kun een til hver, naturligvis.

Fru Hermansen kunne også være bestemt. En dag havde en ung mand taget en del mere pålæg end brød over på sin tallerken. Han fik på det kraftigste påmindelse om, at "her sidder vi altså pænt ved bordet". En flov irettesættelse som jeg i hvert fald ville have været ked af at få.

Spisestuen havde ikke meget inventar udover det lange bord og stole og så et møbel med en samovar. I dagligstuen lå Silkeborg Avis fremme, og en radio var der også.

Når vi fik suppe, fik vi også suppe dagen efter. Fru Hermansen forklarede os, at det var et stort arbejde at tilberede suppe. Derfor slappede hun lidt af dagen efter. Til gengæld var der begge dage hjemmebagt kringle til den efterfølgende kaffe i dagligstuen.

Fru Hermansen havde altid en ung pige ansat til hjælp. Hende lærte vi jo også at kende godt og sludrede hyggeligt med hende.

Betalingen skete for de flestes vedkommende månedsvis. Nogen stor "regnskabsafdeling" havde fru Hermansen ikke. Inde i soveværelset havde hun et lille skab, hvorfra hun styrede den økonomiske side af forretningen. Når vi skulle betale, skete det ofte med den muntre bemærkning: "Skal vi to gå i soveværelset?"

Der var, så vidt jeg husker, kun tre værelser på pensionatet. Det Valle boede i, det lille værelse jeg havde og så den ansatte unge piges værelse.

Vi pensionærer satte pris på samværet, også efter spisetid. Ofte fulgtes vi ad i biografen. Vi måtte ringe og bestille billetter fra telefonen i spisestuen. En ophængt lille rød postkasse, sparebøsse, ved telefonen var beregnet til at indkassere de vist 50 øre, vi skulle betale for brug af telefonen.

Mange pensionærer følte pensionatet som et hjem. Dengang arbejdede alle om lørdagen til middag. Det skete, at nogle blev om eftermiddagen for at spille kort. Jeg tror, fru Hermansen glædede sig over, at pensionærerne følte sig ligesom hjemme her. Hermansens private stue var også opholdsstue for os. Det var, som om privatliv og pensionatsvirksomhed gik i eet for parret. Men på et tidspunkt må det være blevet for meget. En dag kom der opslag om, at pensionatet var lukket søndag aften. Det blev vi først lidt chokeret over, men vi kunne på den anden side vel se, at en søndag aften med privatliv var rimelig. Nu gik vi på Langhoff, der også kunne klare at servere en middag søndag aften.

Viggo Lovdal rejste fra Silkeborg i 1966 og dermed også fra pensionatet. Bøgild Pensionat eksisterede frem til ca. 1972. Under forskellige værtinder. Gerda Hermansen holdt op i 1966, herefter kom først Lise Latsch og siden Gerda Rasmussen og Lene Fejer. Silkeborg Avis bragte den 1. marts 1968 følgende korte annonce for pensionatet:

”Bøgilds pensionat. Søndergade 2A v. Torvet. God veltillavet middag, to retter + kaffe, 6,00. Pensionærer modt. i helpension. Hyggelige og hjemlige omgivelser”.

PENSIONATERNES EPOKE

Pensionaternes antal faldt i anden halvdel af 1960’erne for helt at forsvinde midt i 1970’erne. Pensionaternes epoke var forbi. Ifølge den lokale telefonbogs fagregister var der i 1940’erne normalt otte pensionater og i 1950’erne syv pensionater. I 1964 er tallet seks pensionater og i 1970 to pensionater. KFUM i Nygade og KFUK på Bindslev Plads var at regne for to pensionater, og KFUK lukkede først i 1960’erne, mens KFUM også stod opført i telefonbogen i 1967. Telefonbogen 1975 er den sidste med pensionater – med Svejbæklund i Svejbæk. Hermed er vi langt uden for den bymidte, hvor de traditionelle pensionater altid havde ligget.  

Pensionaternes samfundsmæssige og individuelle betydning kan anskues fra mange vinkler. Historisk opstår de ud fra et behov i byerne hos ugifte voksne for bolig og mad. Alle pensionater tilbød spisning. Nogle pensionater havde enkelte værelser til udlejning.

Silkeborg havde også en anden type pensionater, som opstod i forbindelse med Silkeborg som kurby. Men denne historie er ikke inddraget her.  

Ung og ældre ugifte voksne benyttede sig af pensionaterne. Ud fra de indsamlede erindringer tegner der sig først og fremmest et billede af unge ugifte som pensionærer. Pensionatslivet kunne være en god ramme for socialt samvær mellem ”sammenbragte” jævnaldrende unge mennesker. I lighed med KFUM og KFUK-hjemmene gav pensionaterne trygge rammer med mulighed for et socialt netværk.

Pensionaterne var også en arbejdsplads og virksomhed, hvor ofte enlige modne kvinder skabte sig en selvstændig næringsvej.

Maden på pensionaterne fulgte de traditionelle normer med varm mad til middag. Men disse normer var også under forandring. I Silkeborg blev ændringen tydelig ved skolebespisningen i december 1949, hvor man gik fra varm mad til skolebørnene til udlevering af kolde håndmadder. Denne udvikling sker samtidig med, at den traditionelle middagspause bliver væsentlig kortere både i skolerne og på byens arbejdspladser. Nye tider var under opsejling, og pensionaternes traditioner og tilbud blev så at sige utidssvarende. Hvorfor?

Det er der mange årsager til, men en grundlæggende årsag er den almindelige velstandsstigning i samfundet. Boligsituationen bliver væsentlig forbedret for enlige – unge som gamle – i 1960’erne og fremefter. Enlige kan få egen bolig – klubværelse, kollegieværelse eller mindre lejlighed – med eget køkken eller adgang til køkken. Supermarkeder, industrielt forarbejdede madvarer, køleskabe gør det nemt og billigt at tilberede sin egen mad. Den nye tids norm blev, at enlige – unge som gamle – som en selvfølge holdt sig selv ved kost. Eller også kunne den købes andre steder, f.eks. på tidens nye cafeterier, som tilbød smørrebrød og dagens varme ret til en overkommelig pris. Og byens arbejdspladser indrettede kantiner til medarbejderne.     

Pensionaterne knyttede pensionærerne til sig ved en månedlig (eller ugentlig) betaling. En sådan binding blev fra 1960’erne umoderne, man ville hellere betale pr. gang.

Pensionaternes samfundsmæssige relevans forsvandt, og tiden gav befolkningen andre muligheder. Pensionaterne er ikke længere nødvendige for, at enlige i gode rammer kan få maden. Siden 1970’erne vrimler det med andre tilbud så som udbragt mad til ældre, fastfood i diverse forretninger osv. Kristian Steffensen spiste som ugift på pensionat i Hostrupsgade, da han igen blev enlig efter hustruens død, spiste han dagligt på Rosengårdcentret i Alderslyst. Det var en fuldgyldig erstatning for de hedengangne pensionater. Ny tider nye skikke.      

Pensionaternes epoke er slut. Denne artikels ærinde er at gøre opmærksom på denne historie med vægten lagt på de lokale pensionaters glansperiode fra 1910’erne til 1960’erne. 

Litteratur:

Keld Dalsgaard Larsen: God borgerlig mad. Om pensionater og pensionærer i Silkeborg (i Østjysk Hjemstavn 2010)

Mette Tapdrup Mortensen: Pensionatets kulturhistorie. Fællesskab, flirt og frikadeller (2015)

Juni 2016