VOR KOMMUNE SILKEBORG

Præsentation

Værket blev præsenteret for nuværende og tidligere byrådsmedlemmer og direktion i rådhuskantinen mandag den 31. oktober 2016 i forlængelse af det ordinære byrådsmøde. Her bringes Keld Dalsgaard Larsens talepapir til forsamlingen.

”Jeg takker ude / jeg takker hjemme / sige tak må jeg aldrig glemme”. Denne takkesang eller takkebøn reciterede børnehavebørnene i Silkeborg i 1950’erne på Hovedgården hos frk. Buhl. Det er så sandt, som det er sagt. Og jeg har rigtigt meget at takke denne forsamling for:

Tak for det store og uvurderlige arbejde I gør for vor kommune Silkeborg. Tak for at vi kan mødes i aften. Tak for at I har gjort denne bogudgivelse mulig. Tak for at opgaven er faldet i min turban. At indsamle, bearbejde og fortælle vor egen tids kommunale historie. Tak for jeres tillid. Tak for jeres mod. Tak til alle jer, som har hjulpet mig i arbejdet. Tak for at have fået frie hænder til arbejdet. Det var modigt og tillidsfuldt gjort. Tak!

Vi er ikke vant til at gå og takke hinanden. Trist. Taknemmelighed er en god egenskab hos os mennesker. Vi er måske mere vant til at konstatere, at verdens tak er utak. Ikke mindst i politik. 

Men i dag er jeg glad og taknemlig for, at jeg kan præsentere jeres/vores samtids historie i værket Vor kommune Silkeborg. Skabelse, baggrund og aktualitet.

De sidste par år har jeg i perioder arbejdet med dette projekt – og dermed med jer – døgnet rundt. Det har I været lykkeligt uvidende om. Nu er tiden oprundet til at præsentere resultatet. Lad os kalde det en form for forventningsafstemning. Det er jo meget oppe i tiden.

Opgaven begyndte så småt tilbage i 2011. Lidt famlende blev jeg spurgt til, om jeg ville se på ”Skabelsen af Ny Silkeborg Kommune”. Jo, det kunne jeg da godt. Om de daværende aktører var interesseret i at fortælle om denne hektiske tid, årene ca. 2004-2006? De var yderst beredvillige. Og jeg blev hele vejen rundt mødt med så megen hjælpsomhed, at det i sig selv var en gevaldig motiveringsfaktor. Tak! 

Men som historiker og museumsmenneske mente jeg, at tidsrummet 2004-2006 var for snævert. Jeg ville gerne udvide projektet med en ”baggrund”. Og den kunne passende dække perioden ca. 1970 til ca. 2004. Og så inddrage tiden efter 1. januar 2007. Opdragsholderen fandt det fint at inddrage ”baggrunden”. Men historien skulle slutte pr. 31. december 2006. Punktum. Med dette opdrag gik jeg i gang.

Med samtaler med aktørerne. Politikere og embedsfolk. Mange – men selvfølgelig langt fra alle. Overalt mødte jeg hjælpsomhed, tillid og en utrolig viden. Tænk sig at sidde i folks stuer og få oprullet den ene gode historie efter den anden. Med engagement, vid og humor. Tak til alle. At blive introduceret til jeres verden, jeres ghetto, har været dybt oplivende, tankevækkende og lidt skræmmende.

Oprindeligt var det tanken, at de mange samtaler skulle være brikkerne til det samlede puslespil. At jeg så at sige blot skulle stykke historien sammen ved hjælp af de mange indsamlede samtalebrikker. Men i takt med arbejdet var det åbenlyst, at disse brikker ikke samlet set gav nogen historie. De var hver især yderst informative. Men gav ingen historie. Der skulle andet og mere til. Men samtalerne har været uundværlige pejlemærker og baggrund for den endelige fremstilling.

Jeg gik således mere systematisk i gang med arbejdet. Det viste sig selvfølgeligt at være såre vanskeligt, grænsende til det umulige. Hvilket kun var en ekstra anspore.

Virkelighedens uoverskuelighed er vort vilkår. Uoverskueligheden og materialemængden var et par gevaldige bjerge i projektet.

I gamle dage kunne magthaverne holde på magten ved at holde på informationerne. På viden. For at gøre undersåtterne magtesløse. I dag er den mulighed udelukket. I dag er tingene vendt på hovedet: I dag overdynges alt og alle med informationsmængder, som gør, at man uvilkårligt drukner og så alligevel havner i magtesløshed.

Politik er ikke regulær krig, men politik – også lokalpolitik – er en kamparena. En kamp mellem partier, værdier og interesser. Det er en almen accepteret kendsgerning, at det første offer i krig er sandheden. Og lidt det samme kan siges om politik. Sandheden er altid i skudlinjen. Altid til diskussion.  

Problemer var og er der således nok af. Livet er ikke let. Men ingen har lovet os, at det skal være let. Altså gik jeg i gang med at se på skabelsen og baggrunden. I nævnte række følge.

Strukturreformen var der ikke mange, som havde set komme. Tværtimod. Som lyn fra en klar himmel eller som en tyv om natten – alt efter temperament – var den over os. De første initiativer kom i sommeren og efteråret 2002 med nedsættelse af Strukturkommissionen. Kommissionens fremlæggelse af sin betænkning i Vingsted den 9. januar 2004 er det symbolske startskud til selve skabelsesprocessen.

Det er således vigtigt at slå fast, at udfordringen kom udefra. Fra den nye VK-regering. Og det var en højest uvelkommen udfordring i Gjern, Them og Kjellerup kommuner. Silkeborg Kommune så anderledes på det.

Udspillet fra oven satte en proces i gang, som ingen havde det fulde overblik over eller kontrol med. Ikke regeringen og endnu mindre kommunerne. Selvsving, uoverskuelighed og tilfældigheder var en god del af virkeligheden. Her var tale om et meget nødtørftigt ”oplyst grundlag”, som mest af alt lignede pæne hensigtserklæringer. I skærende modsætning til kommunalreformen i 1970. Groft sagt kan man hævde, at regering og folketing i 2004 smed den kommunale verden ud på dybt vand med krav om, at man inden næste folketingsvalg skulle have reddet sig i land og fundet sine ben. At det overhovedet lykkedes er i sig selv et mirakel. Hvordan de lokale politikere og embedsfolk i Them, Gjern, Silkeborg og Kjellerup kommuner fik hoved og hale på denne tvungne opgave handler bogens første hovedafsnit: Skabelsen. Dækkende perioden 2004-2006.

Min opdragsholder var i forbindelse med skabelsen særskilt interesseret i, hvordan det kunne gå til, at Kjellerup Kommune blev en del af den nye Silkeborg Kommune. Det kom som en overraskelse for mange. Inklusiv mig selv.

Jeg er stødt på det synspunkt, at Kjellerup Kommune ikke burde have været med. Det er jo et synspunkt. Men et irrelevant synspunkt. Kjellerup Kommune kom med i Ny Silkeborg Kommune – og det er det positive udgangspunkt. Historien fortælles selvfølgelig. Men konklusionen er givet: Kjellerup Kommune er en gave til Silkeborg Kommune. Lad os blot for en kort stund tænke den tanke, at Kjellerup Kommune var gået til Viborg. Hvordan ser det billede ud? Nej, Kjellerupegnen er på alle måder en gave til vor kommune.

Mange har i ”al fortrolighed” fortalt mig, at årsagen til, at Kjellerup kom med i Ny Silkeborg Kommune, var, at to borgmestre ikke kunne sammen: Kjellerups Hans-Jørgen Hørning og Bjerringbros Poul Vesterbæk. Hertil er at sige, at der er noget om det. Men heller ikke mere. Jeg har selvfølgelig måttet forholde mig til denne udbredte ”folkelige kendsgerning”, undersøge og vurdere den for at komme med min version af historien. Kjellerups veje til vor nye kommune er en vigtig del af hovedafsnittet Skabelsen.   

Skabelsen 2004-2006 var i sig selv en vanskelig faglig og teknisk opgave. Uhyre vanskelig. Men det var langt fra eneste hindring på vejen. Man kan sige, at der gik ”politik” i det. Processen har sit eget liv med egne mekanismer og dynamik.

F.eks. forholdet mellem storebror (Silkeborg) og lillebror (Them, Gjern og Kjellerup). Mellem center (Silkeborg) og periferi (Them, Gjern og Kjellerup). Dette forhold kom straks til at spille en overordnet rolle. Skillelinjerne viste sig straks mere at være ”geografiske” end ”partipolitisk”. Generelt så politikerne i Silkeborg Kommune positivt på mulighederne, mens politikerne i de tre mindre kommuner var modstandere eller skeptiske.   

Venstre i Silkeborg var under processen godt og grundigt træt af partifællerne i Gjern, som de beskyldte for at lurepasse. En venstremand i Silkeborg skrev en opsang til venstrefolkene i Gjern med følgende herlige vending: Hellere stor og vågen end lille og hoven.

Det er oplysende humor. Fordi det netop stiller tingene fuldstændigt på hovedet i forhold til, hvordan man i de tre mindre kommuner så på virkeligheden. Set fra de mindre kommuner var det en selvfølge, at de var små og vågne, mens Silkeborg var stor og doven.

I og med processen opstår der nogle positioner mellem parterne, som ikke så meget har med den reelle virkelighed at gøre, som det har at gøre med den måde, hvorpå man gerne vil positionere sig. Og alle var rørende enige om, at den måde, hvorpå de greb tingene an, var den fornuftige. I situationen opstod uvilkårligt en trang hos de mindre kommuner til at få malet gammel Silkeborg Kommune om til et bureaukratisk monster – mens man selv var indbegrebet af sund fornuft og fleksibilitet.

I virkelighedens verden gjorde Silkeborg Kommune alt for at holde sig tilbage, være ydmyg og imødekommende. Fik den tak for det? Overvandt man de øvriges mistro? Selvfølgelig ikke. Vi har at gøre med et rollespil, hvor man på ingen måde kan råbe rolleindehaverne op og sige: Hallo, I har uret.

Når jeg talte med embedsfolk fra Them og Gjern, fik jeg vished for, at de gennem år og dag havde fået god og kompetent hjælp fra kolleger hos storebror Silkeborg. Og altid været glade for det. Men denne viden og opfattelse tonede væk, lige så snart sammenlægningsprocessen gik i gang.

Silkeborgfolkene trådte selvfølgelig også ind i dette rollespil. Eksempelvis med påstanden om, at den faglighed, de mindre kommuner lå inde med, lod meget tilbage at ønske.

Det kan være meget underholdende alt sammen. Og var en del af skabelsesprocessen. Arbejdet har altså skullet forholde sig til mange typer ”virkelighed”, som brydes i skabelsesprocessen. Jamen, havde man da ikke nogle facts, som kunne sikre, at processen forløb på ”oplyst grundlag”?

Ja, det kunne man jo tro. Forvaltningerne sled og slæbte med at få facts på bordet, og i sommeren 2005 forelå nøgletallene for de fire kommuner. Og hvad blev de så brugt til? Ikke meget. Udlægningen af nøgletallene viste sig stort set at være et trosspørgsmål. Som en vittig person har sagt: Der er løgn, forbandet løgn og så statistik.

De fire kommuner var i skabelsesprocessen ikke i samme situation. Gjern, Them og Kjellerup var i en tvangssituation. De var dømt for små. De måtte finde et større kommunalt fællesskab. Gl. Silkeborg Kommune var i 2004 ikke i nogen tvangssituation. Kommunen kunne have fortsat som hidtil. Silkeborg Kommune havde nærmest en idealstørrelse ifølge regeringen. Men Silkeborg Kommune ville gerne tilbyde sig. Tage imod mindre naboer. Ofre sig ud fra devisen: Vi vil gerne være så large at tage jer med ind. Enkelte gange lød der faktisk sådanne toner fra Silkeborg. Hvordan blev det modtaget? Var nogen taknemmelige over for en sådan storbroderlig opofrelse? Overhovedet ikke.

At Silkeborg kunne være fortsat uændret som kommune er i øvrigt en vigtig brik til forståelse af Skabelsen og det videre forløb.   

Hovedafsnittet Baggrunden omhandler de fire oprindelige kommuner – Them, Gjern, Kjellerup og Silkeborg – i deres 36-årige levetid. Perioden 1970-2006. Og skitserer også, hvordan de fire kommuner opstod i 1970. En forbløffende historie. Generelt og lokalt. I perioden fra 1970 vokser det danske velfærdssamfund for alvor frem. I kommunerne. Kommunerne er hovedpiller i den danske samfundsmodel.

Kommunernes historie afhænger af samfundets generelle historie. Kommunerne er ingen isoleret ø men en del af samfundet.

Telefoncentralen i Them lukkede i 1970. 36 år senere gik vi alle rundt med mobiltelefoner. Husmødre var en gængs betegnelse i 1970. 36 år senere var husmoderen for længst historie. Og det kunne eksempelvis ses i udbygningen af børneinstitutionerne. Them og Gjern kommuner begyndte uden børnehaver. Børnene blev passet hjemme hos mor. 36 år senere var det en selvfølge, at mor arbejdede, og alle børn var på institution. I 1970 fandtes stadig mange af de små andelsmejerier rundt om i sognene. 36 år senere er mejerierne forsvundet med undtagelse af Them Mejeri. Jyske Bank kunne først i 1970’erne i hæftet ”Velkommen til Gjern Kommune” meddele, at banken havde filialer i kommunens fem lokalsamfund: Grauballe, Voel, Gjern, Sorring og Fårvang. I dag er også det historie.  

Ny Silkeborg Kommune sikrer med denne bogudgivelse et historisk signalement, et historisk eftermæle, af de oprindelige fire kommuner. Dette hovedafsnit giver et godt indtryk af forandringernes vilkår for os moderne mennesker. Historien er fortalt, så vi i dag bedre kan forstå det samfund, vi aktuelt går og makker med. Her kan vi få en klar fornemmelse af, at vi står på skuldrene af vore forfædre. Og vi kan roligt konstatere, at vore forfædre tog deres ansvar på sig til glæde for dem selv og deres eftertid. Os. Tak for det.

Den kommunale historie har sine egne dramaer. I alle kommuner. Og ved at få sat spot på historien, kan man ved selvsyn konstatere, at kommunerne var ganske forskellige. Man kan blandt andet følge, hvordan en tidlig kommunal uenighed på skoleområdet satte en proces i gang, som resulterede i noget, man på et senere tidspunkt nærmest opfattede som en decentral mønsterkommune. Det handler om Gjern Kommune.

Kjellerup Kommune lukkede af med at åbne Mosaikken og projektere Arena Midt. Sådan er de i Kjellerup. Them Kommune lukkede af med at åbne et ungdomshus ved Frisholm. Sådan er de i Them.   

Silkeborg Kommune sluttede af med en konservativ borgmester. Them Kommune med en SF’er i borgmesterstolen. Hvordan kunne det gå til? Historierne er mange og ind imellem herligt forunderlige. Og mange af dem fortælles og behandles i hovedafsnittet Baggrunden.

Nå, men kunne man så slutte historien af den 31. december 2006? Sådan som mit opdrag oprindeligt var. For mig at se var det naturstridigt. Ligegyldigt hvor interessant historien måtte være, ville alle ved vejs ende spørge: Og hvad skete så sidenhen? Det var for mig at se umuligt at stoppe her og udbryde: Snip-snap-snude nu er den historie ude.

Silkeborg Kommune kan den 1. januar 2017 fejre 10 års jubilæum. Den nye kommune har allerede gennemlevet en utrolig historie. For nu blot lige at nævne, at vi har haft tre forskellige borgmestre fra tre forskellige partier. Skulle denne begivenhedsrige periode ikke fortælles? Selvfølgelig skulle den det. Jeg var ikke et sekund i tvivl. Men nej, nej og atter nej. Længe var historien dømt til at slutte pr. 31. december 2006.

Til sidst satte jeg trumf på: Det skulle ikke koste ekstra – det med at få historien ført op til i dag. Måske var det dråben. I hvert fald blev nej vendt til ja. Den sunde fornuft sejrede. Tiden efter 1. januar 2007 blev en del af projektet. Denne del har jeg så behandlet under overskriften Aktualitet. Det er halsløs gerning at skrive vor egen samtidshistorie. Men en nødvendighed. Lad mig give tre gode grunde:

1.Rent fortællermæssigt gav det ikke megen mening at stoppe den 31. december 2006. Historier skal have en begyndelse, en midte og en afslutning. Hvis man skærer afslutningen af, hænger historien og blafrer. Fortsættelsen (afslutningen) fuldender simpelthen de to forudgående afsnit, Skabelsen og Baggrunden.

2.Måske har min opdragsholder ment, at historien fra 1. januar 2007 var en noget mudret affære. Ikke noget umiddelbart kønt syn. Hertil er at konstatere, at den kommunale virkelighed med udgangen af 2006 var kaos. Ligegyldigt hvor mudret den senere historie end måtte have været, er den kønnere end situationen i 2006. Tænk blot på Silkeborgs magtesløse klynkeri over at blive forfordelt og det frådende raseri, som ramte os, da vi fik trukket Kombilinjen ned over vore hoveder. Nu 10 år efter er motorvejen en realitet – til vor store tilfredshed. Historien er ikke blot blevet fyldigere – den er også blevet mere livsbekræftende. Mere optimistisk.

3.Pointen var jo netop, at vi var blevet en ny kommune, Silkeborg Kommune. Dette faktum kunne først for alvor fremstå som en realitet, hvis bogen rent faktisk behandler tiden som fælles ny kommune. Bogen ville herved blive frigjort fra sit udspring og tone frem som en ny enhed, som Ny Silkeborg Kommune.

Hovedafsnittet Aktualitet var en simpel nødvendighed for bogen. Men selvfølgelig har det været afsindigt vanskeligt at behandle. Der er jo så mange interesser knyttet hertil. Men det kunne ikke nytte noget. Historien skulle fortælles.

Hovedafsnittet Aktualitet giver en oversigt over og indblik i, hvor meget der er sket i vor kommune siden den noget brutale fødsel 1. januar 2007. I vil blive chokeret over sådan at få det præsenteret sort på hvidt – og med illustrationer i farver. Al snak om, at der ikke sker noget i Silkeborg burde hermed stoppe. For der er sket ubegribeligt meget på alle ledder og kanter i vor nye kommune.

Al historieskrivning er fragmentarisk. Alt kan ikke komme med. Det fragmentariske opleves markant ved samtidshistorie. Historien formes for øjnene af os med mulighed for at gribe ind. Historien er menneskeskabt. Vor kommune er menneskeskabt. Ved at inddrage vor samtid træder det menneskeskabte tydeligere frem. Bliver mere håndgribeligt for os. Vi bliver en fuldgyldig del af historien – med alt hvad det indebærer af ansvar og muligheder for at sætte os historiske spor ud i fremtiden.

Bogens tredje hovedafsnit Aktualitet sikrer vor tids silkeborgensere en plads i historien.

Resultatet foreligger nu med tre hovedafsnit – skabelse, baggrund og aktualitet. Og desuden er der et afsluttende afsnit om ”Udviklingen og os” med refleksioner over det fortalte. Bogen giver således en samlet historisk beskrivelse over en utrolig udvikling fra vor egen tid. Med invitation til at se det hele lidt indefra, udefra og i forskellige perspektiver.

Bogen endte på 208 sider med masser af faktuelle oplysninger, funderinger, illustrationer og stof til eftertanke. Det er en fortalt historie om vor virkelighed. Gang på gang har jeg måttet ændre i mine planer for indholdet. Vælge til og vælge fra. For at skabe en fortælling ud af det enorme materiale. Om vor uoverskuelige og nærmest uendelige virkelighed.   

Har jeg så skrevet en historie, som taler Silkeborg op? Hertil er at sige: Nej! Al snak om at tale noget op er efter min mening reelt at tale det ned. Jeg har holdt mig til, hvordan det er. Til sandheden. Som jeg ser den.

Jeg har bestræbt mig på at skrive en sandfærdig historie. En sober historie. Med kant.

Med kant menes, at her er noget at komme efter. I politik er det nærmest blevet et positivt statement, at der ikke er noget at komme efter. I bogen er der noget at komme efter. Indholdsmæssigt. Noget man kan være enige i. Noget man kan undres over. Noget man kan være uenige i. Bogen er ikke skrevet i ønsket om at nå mindste fællesnævner eller fremstå som et poleret og fejlfrit teflonprodukt. Her skulle gerne være gode vitaminer og lidt groft at tygge i. Måske også en sten eller et fiskeben hist og her. Med gode muligheder for at blive klogere.

Mit ønske har været, at silkeborgenserne vil kunne genkende vor kommune, sig selv og tiden. Med mulighed for at forholde sig til det fortalte og måske selv få trang til at bidrage.

Bogen handler naturligvis løbende om vort demokrati. Her et par bemærkninger:  

Vi har efterhånden fået et nærmest religiøst forhold til begrebet demokrati. Som en slags verdslig religion. Men demokrati er noget rod. Ligesom livet og menneskene. Churchill skulle have sagt, at demokrati er en dårlig styreform – alternativerne er blot meget ringere. Det er en mere rationel tilgang til demokrati end at sætte det op på en overmenneskelig piedestal.

Demokrati betyder folkestyre – det er altså en menneskelig affære. Menneskeskabt.

Menneskelivet leves ikke efter en masterplan. Der er ingen metafysisk størrelse – f.eks. i form af Gud, Naturen eller Videnskaben – som styrer os. På den rette måde. Vi mennesker er i den moderne verden kastet ud i at skulle stå på egne ben.

Demokrati er en relevant og pragmatisk måde at rumme de menneskelige uenigheder og skænderier. Vi må derfor leve med, at demokrati i høj grad er uenighed, skænderier, bekymringer og brok. Parolen ”Uenighed gør stærk” indfanger langt mere demokratiets idé end den velkendte parole ”Enighed gør stærk”.

Ergo må vi lære at holde af vore uenigheder. Og det samme med borgernes bekymringer. De er en del af hele den demokratiske og kommunale pakke. Bekymringerne er med til at sikre holdbare løsninger.  

Så næste gang I overvældes af træthed over borgernes kværulanteri, utilfredshed og evindelige og højlydte bekymringer, så rejs jer op og råb følgende paroler: ”Brokkeri giver vækst!”, ”Borgernes utilfredshed er vor surdej” og ”Bekymringer giver varige løsninger!”. Ind imellem tegnes et billede af Silkeborg og silkeborgenserne som et folkefærd med særlig trang til interne skænderier. Og det begrædes gerne. Drop det klynkeri. Vend det positivt – er det ikke tidens trend? – og udbryd af hjertets fulde styrke: Folkets brok – vor styrke. Her går det godt.

Jeg ved godt, at sådan tale virker dybt underlig på jer. Men det er ikke desto mindre en del af historien. Vi bliver nødt til at holde af den samlede kommunale pakke. Ikke kun det glitrede indpakningspapir eller de enkeltstående fyrtårne. Men det hele.

Ud fra den ånd og den erkendelse er bogen skrevet. Det gik ikke mindst op for mig i forbindelse med illustreringen af bogen.  

Hjejlen havde i 2011 150 års jubilæum, og i den forbindelse stod jeg for værket ”Hjejlen og det skønne Silkeborg”. En flot bog med et emne som umiddelbart talte til vore hjerter. Ikke mindst fordi vor smukke natur havde så stor en plads i bogen. Den nye bog er skåret over samme grafiske læst som ”Hjejlen og det skønne Silkeborg”. Men emnet var åbenlyst sværere at illustrere. Løsningen blev følgende:

1.For det første vedtog jeg, at det som var vigtigt og betydningsfuldt også er smukt. Og det er vor kommune, det politiske virke og embedsværkets virke. Betydningsfuldt, værdifuldt og nødvendigt for Silkeborg og silkeborgenserne, og af samme årsag altså godt og smukt. Ligesom I skal vænne jer til, at borgernes brokkeri og bekymringer er berigende og dermed et gode, sådan skal vi som borgere og silkeborgensere erkende det smukke i, at vi har en gruppe mennesker, som arbejder for os døgnet rundt. Som politikere eller som kommunalt ansatte. At byrådsmøder, udvalgsmøder, vælgermøder, første spadestik, demonstrationer, møder mellem politikere, embedsfolk og borgere osv. er gode (og dermed smukke) billeder på vort politiske liv og på vor kommune.

2.For det andet indgik jeg et samarbejde med Midtjyllands Avis og fotograf Jens Anker Tvedebrink. Uden Jens Anker Tvedebrinks selvfølgelige omgang med det gigantiske fotografiske kildemateriale var denne smukke vinkel på vor kommune slet ikke kommet til sin ret. Tak til Jens Anker Tvedebrink for det gode samarbejde. Og tak til Midtjyllands Avis som vi aldrig må glemme at skatte på. Midtjyllands Avis er en daglig gave til silkeborgenserne. Både når den rummer ævl og kævl og når den rummer de positive historier. Bogens billedside er en integreret del af den samlede historie. Måske vil det ligefrem overraske jer med alle de fotografier med jer. Men I er i høj grad billedet på vor kommune. Og som sådan er I smukke. Mest tydeligt er det søgt fremhævet ved det gruppebillede, som blev taget af politikere og embedsfolk i Kulturspinderiet den 21. december 2004.

3.For det tredje ønskede jeg at give bogen en selvstændig profil som værk. Derfor var bogens omslag en særskilt udfordring for mig. Hvordan undgik jeg et omslag, som var fladt og mest af alt ville blive forbundet med en reklamesag? Jeg gik derfor til en af kommunens kreative problemknusere – David Schiess – og spurgte, om han ikke kunne give sit kunstneriske bud på Silkeborg Rådhus ved Silkeborg Langsø. Det skulle være genkendeligt, usentimentalt og alligevel rumme en dybtfølt kærlighed til institutionen og bygningen. Opgaven var og er selvfølgelig umulig, men David sagde straks ja. Og før jeg fik set mig om, havde jeg lige netop det omslag, jeg end ikke kunne have drømt om. Lige det omslag og den illustration som i al sin enkelhed sammenfatter bogen. Tak til David.

Har jeg gjort mig nogle overvejelser med hensyn til succeskriterier? Tiderne er jo meget optaget af den slags. Og såmænd har jeg det. Lad mig nævne to:

1.At de interesserede silkeborgensere – lige meget om det drejer sig om borgere, politikere eller embedsfolk – på den ene side vil kunne genkende og forholde sig til det fortalte og på den anden side vil få ny viden, nye vinkler og nyt syn på vor kommune. Dette succeskriterium var en ledetråd i hele mit arbejde, og jeg føler mig nogenlunde sikker på at kunne opfylde det.

2.At jeg har levet op til den store tillid, alle har vist mig. Ved også efterfølgende at fremstå som en troværdig person. Dette succeskriterium tilføjede jeg efter, at bogen var sendt i trykken. Om det er lykkedes må tiden vise.

Nu foreligger bogen. Fem år har den været undervejs. Til og fra. Er der så nogen, som har noget at frygte? Selvfølgelig ikke. Bogen er ikke en undersøgelseskommission af formodede kriminelle forhold. Det er en fortælling om vor kommunale virkelighed på godt og ondt. Om det at være silkeborgenser i en konstant foranderlig verden.

Det er en fortalt historie. Og det, I måske må vænne jer til hver især, er, at historien fortælles anderledes, end I er vant til at tænke den. Det kan virke irriterende. Men det skulle gerne først og fremmest være berigende.

Nogle vil måske også – sådan i overført betydning – have ønsket, at jeg havde undladt at portrættere vedkommende i en gul bluse, når vedkommende selv gerne vil portrætteres i en ternet bluse.

Bogen er i sig selv et tegn på, at Silkeborg Kommune er en modig, tillidsfuld og veldreven kommune med masser af mod på fremtiden. Og bogen må meget gerne give næring til at fortsætte hermed.    

Har jeg selv noget at frygte? Måske. Jeg har i hvert fald sat mig selv og min faglighed på spil. Anderledes kunne det ikke være, når jeg sagde ja til en umulig opgave. I sådanne situationer kender jeg kun en vej frem: At gøre sit bedste og være tro mod sig selv og sit forsæt: At få fortalt en sandfærdig, nærværende og relevant historie. Og det mener jeg til fulde er lykkedes i denne bog, som hermed lægges offentligt frem.

Tak for opgaven – tak for ordet.   

Januar 2017