Sammenfatning

FORSKNINGSPROJEKTETS RAPPORT

Silkeborg Kulturhistoriske Museum kunne i februar 2011 afrunde sit store forskningsprojekt om landhåndværk på Silkeborgegnen. Projektet er foreløbigt afrundet med rapporten:
”Fra egnskarakteristiske til masseproducerende landhåndværk. Om pottemageri, uldbinderi, træskomageri og hjulmageri på Silkeborgegnen ca. 1600-1950” af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen.

Rapportens sammenfatning gengives nedenfor:


SAMMENFATNING
Fra egnskarakteristiske til masseproducerende landhåndværk på Silkeborgegnen

Silkeborg Kommune fik med den nye strukturreform pr. 1. januar 2007 en ny geografisk udstrækning og dermed også en ny fortid. Silkeborg Kulturhistoriske Museum ønsker som kommunens kulturhistoriske museum at udforske og formidle denne nye fortid. I disse bestræbelser har museet med dette projekt ønsket at undersøge og beskrive nogle næringsveje, som har været betydningsfulde for egnen og dens befolkning i perioder fra 1600-tallet og frem til 1900-tallet. Det drejer sig konkret om erhvervene uldbinderi, pottemageri, træskomageri og hjulmageri.
Den hidtidige forskning og historieskrivning på området var ikke fyldestgørende, og derfor har forskningsprojektet måttet gennemgå de hidtidige resultater for ved hjælp af en række hypoteser at kunne byde ind med en anden tilgang og en samlet behandling og fremstilling af emnet.
Projektet har på den ene side fastholdt historikernes traditionelle opfattelse af perioden 1750-1850 som et afgørende kvalitativt og kvantitativt brud med det traditionelle samfund. Projektet kom frem til, at kapitalismen var en velegnet betegnelse for at indfange bruddet og det nye samfund, der blev resultatet. Det kapitalistiske gennembrud bestemmes til perioden ca. 1750-1800.
Projektet har på den anden side hentet inspiration i den etnologiske forskning og dens understregning af det sammensatte i den lokale landøkonomi. Projektet har ønsket at udbygge denne tilgang ved at påpege, at landøkonomien før den kapitalistiske epoke var karakteriseret ved at være en sammensat økonomi med mange ”delerhverv”, som landboerne på forskellig vis kombinerede til et samlet udkomme. Som et af flere delerhverv indgik de egnskarakteristiske landhåndværk som uldbinderi, træskomageri, pottemageri og hjulmageri.
Projektet har kunnet konstatere – i lighed med den hidtidige forskning – at disse egnskarakteristiske landhåndværk fandtes på egnen langt tilbage i tid. Træskomageriet og hjulmageriet kan skimtes tilbage til 1600-tallet, pottemageriet kan registreres i Dallerup sogn i år 1700, og uldbinderiet blev udbredt i løbet af 1700-tallet. Men det er vigtigt at understrege, at som egnskarakteristiske landhåndværk var de nok til stede, men ikke i det omfang, som traditionen stiller i udsigt. Det er enkeltstående kildeudsagn, som bevidner deres eksistens.
Det er derfor vigtigt at skelne mellem ”de egnskarakteristiske landhåndværk”, som fandtes på Silkeborgegnen frem til kapitalismens gennembrud i sidste halvdel af 1700-tallet og så den efterfølgende periode. Projektet har markeret skellet ved en forskellig kategorisering: De egnskarakteristiske landhåndværk og de masseproducerende landhåndværk.
De egnskarakteristiske landhåndværk virkede på et rimelig kendt marked med en overskuelig efterspørgsel, mens de masseproducerende landhåndværk producerede til et ukendt marked og en stor og stigende efterspørgsel.

De egnskarakteristiske landhåndværk træskomageri og hjulmageri havde deres udspring i egnens skove. Råmaterialet var lige for hånden. Nogle på egnen fik således en håndværksmæssig kunnen på området, hvorved man kunne levere træsko, hjul og andre vogndele til et begrænset marked.
De egnskarakteristiske landhåndværk pottemageri og uldbinderi har ikke umiddelbart samme åbenlyse forbindelse til råmaterialet som træskomageriet og hjulmageriet. Sammenhængen er her snarere, at en lokal ekspertise var oparbejdet på grund af behovet for lokal indtjening. Pottemagerne i Dallerup sogn havde ikke specielt gode vilkår for lokale råvarer, og det samme kan siges om uldbinderiet. Ikke desto mindre blev der her lokalt oparbejdet en faglig kunnen, som på et senere tidspunkt kunne udvikle sig til egentlige masseproducerende landhåndværk.

Overgangen fra egnskarakteristiske til masseproducerende landhåndværk skete omkring år 1800. Folketællingen 1787 tegner et billede af et lokalsamfund uden den store erhvervsmæssige differentiering. Og de fire egnskarakteristiske landhåndværk fremtræder kun fåtalligt som hovederhverv. Folketællingen 1801 vidner om, at noget er undervejs. Flere er opført som uldbindere, pottemagere, træskomagere og hjulmagere. Folketællingen 1834 cementerer denne udvikling: Pottemageriet, uldbinderiet og træskomageriet er sprunget frem som omfangsrige og betydningsfulde hovederhverv på egnen.
Der skete altså et brud i perioden, og den nye kapitalistiske økonomi fremmede en arbejdsdeling og en erhvervsdifferentiering, hvor tidligere ”delerhverv” kan udkrystalliseres til egentlige hovederhverv. Og de erhverv, som havde hovederhvervspotentiale, var de erhverv, som samtidig havde masseproduktionspotentiale. Det gjaldt åbenlyst for træskomageriet, uldbinderiet og pottemageriet, som alle producerede i forhold til en stor og stigende masseefterspørgsel. Hjulmageriet havde derimod ikke masseproduktionspotentiale, og hjulmageriet udviklede sig da heller ikke fra egnskarakteristisk til masseproducerende landhåndværk.

Hvorfor slog de masseproducerende landhåndværk – uldbinderi, træskomageri og pottemageri – igennem på Silkeborgegnen? Skyldtes det den lokale råvaresituation? Måske til dels. Men det er næppe hovedforklaringen. Allerede i forbindelse med de egnskarakteristiske landhåndværk var det kun træskomageriet, som havde en åbenlys forudsætning i let tilgængelige råvarer (bøgetræ). Hvorimod uldbinderi og pottemageri som egnskarakteristisk landhåndværk givetvis først og fremmest skyldtes behov for lokale næringsveje. Og det samme kan med øget styrke siges om uldbinderi og pottemageri som masseproducerende landhåndværk. Her kan man sige, at egnen havde en ekspertise på området, som var en vigtig tilskyndelse og måske forudsætning for at udvikle disse egnskarakteristiske landhåndværk til masseproducerende landhåndværk. 
Træskomageriet som masseproducerende havde fortsat let adgang til råmaterialet, men dets udvikling var helt afhængig af en markant øget efterspørgsel på træsko. Det vil derfor være rimeligt at hævde, at den kapitalistiske økonomi og den øgede efterspørgsel var hoveddrivkraften i udviklingen af det egnskarakteristiske træskomageri til et masseproducerende landhåndværk.

Egnens ringe agerjord var også en medvirkende årsag til, at de masseproducerende landhåndværk var en lokal nødvendighed. Landbruget havde behov for dels at kunne henvise ”overflødige hænder” til disse landhåndværk, dels i nødsituationer selv at inddrage dem som binæringer og dels at indgå forretningsrelationer med disse selvstændige landhåndværkere (eksempelvis som boligudlejer, leverandør af fødevarer, træleverancer m.m.). De masseproducerende landhåndværk indgik således i den lokale kapitalistiske økonomi.    

De tre masseproducerende landhåndværk på Silkeborgegnen havde hver sin udvikling. Uldbinderiet var koncentreret i sogne i Lysgaard Herred (med Thorning sogn som det absolutte hovedsogn) og til dels i Hids Herred (her specielt Kragelund). Uldbinderiet voksede sig stort frem til 1840’erne, hvor det kulminerede for relativt hurtigt at forsvinde i 1850’erne.
Uldbinderiets udøvere var både mænd og kvinder, børn og unge. Men folketællingsmaterialet indikerer alligevel, at kvinderne havde en dominerende rolle i landhåndværket. Og at denne kønsdominans blev stærkere og stærkere med tiden.
Uldbinderiet blev mekaniseret midt i 1840’erne i form af strømpevæveriet, men det blev til en relativ kort periode, idet denne mekaniske produktion igen forsvandt fra egnens landdistrikter i løbet af 1860’erne. Uldbinderiets industrielle udvikling flyttede herefter ind til byerne og fabrikkerne, på egnen først og fremmes til Handelspladsen Silkeborg.

Pottemageriet var koncentreret i Dallerup sogn omkring byerne Toustrup og Sorring. Som biområde var Mollerup i Linå sogn. Pottemageriet voksede sig først stort som lokalt masseproducerende landhåndværk fra 1830’erne, hvorefter det holdt sig forbløffende stabilt frem til først i 1900-tallet. Hvorefter det tydeligvis gik tilbage – uden dog helt at forsvinde.

Træskomageriet var ubetinget egnens største masseproducerende landhåndværk med Them og Linå sogne som absolutte hovedcentre. Silkeborgegnens ry som træskomageregn er således særdeles velbegrundet.
Træskomageriet voksede sig omfattende frem til 1830’erne, og det formåede endog at vokse sig endnu større i årtierne frem mod år 1900. Først godt 10 år inde i 1900-tallet faldt træskomagernes antal, og landhåndværket døde ud.  

Projektet havde som intention at få uddybet og afklaret, hvem der var udøvere af disse landhåndværk. I forskningen og den lokalhistoriske litteratur har der været en tendens til at hævde, at ”alle gjorde alt”. At der med hensyn til træskomageri, uldbinderi, pottemageri og hjulmageri ikke kunne skelnes mellem udøverne – da nok alle tog del heri. Projektet var som udgangspunkt skeptisk med hensyn til denne påstand.
Projektet kan konstatere, at med hensyn til den tidlige periode, det traditionelle samfund før slutningen af 1700-tallet, tyder meget på, at ”alle” var involveret i de egnskarakteristiske landhåndværk. De var en del af den sammensatte lokale økonomi.
Denne situation ændrede sig fundamentalt under den kapitalistiske økonomi. Projektet har ved hjælp af folketællingerne og gennemarbejdningen af det foreliggende kildemateriale kunnet dokumentere, at de masseproducerende landhåndværkere først og fremmest var jordløse husmænd og indsiddere. Det forhindrer ikke, at der også var andre – husmænd med jord og eventuelt gårdmænd – som var involveret i disse erhverv som ”delerhverv”, men som hovederhverv var det den besiddelsesløse almue, som her fandt en næringsvej frigjort fra jorden. Projektet har kunnet dokumentere en differentiering blandt disse landhåndværkere, således at indtrykket af, at ”alle” gjorde ”alt” i 1800-tallet, må afvises.  
De jordløse husmænd og indsidderne voksede frem som klasse i og med kapitalismen, og mange af dem fandt hovedbeskæftigelse i de masseproducerende landhåndværk. Denne underklasses eksistens bevidnes også af det ændrede bosætningsmønster, som etableres i løbet af 1800-tallet, hvor antallet af gårde var nogenlunde konstant, mens antallet af huse til stadighed steg og blev den helt dominerende boligform i landdistrikterne.
Projektet har kunnet dokumentere, at de behandlede landhåndværkere var præget af små kår. Uldbinderne var meget ofte enlige kvinder, enker og/eller enlige mødre, flere af dem med kontakt med det lokale fattigvæsen. Træskomagerne og pottemagerne kunne godt være husejere, men også her var fattigdomsindtrykket hele tiden tilstede. 
De masseproducerende landhåndværk var kendetegnet ved fattigdom frem for velstand. I forbindelse med handelsleddet kan der skimtes muligheder for bedre indtjening. Det er også især her, projektet er stødt ind i gårdmænd og husmænd med jord.

Projektet har i væsentligt omfang kunnet udbygge vor viden vedrørende uldbinderiets, træskomageriets og pottemageriets produktion på egnen i 1800-tallet. Der er tale om ganske anseelige produktionsmængder.

Projektet har fulgt de masseproducerende landhåndværks forsvinden fra egnen. Og forholdt sig til, hvorfor de forsvandt. Denne drøftelse gav anledning til at behandle de tre masseproducerende landhåndværk hver for sig.
Uldbinderiet forsvandt, fordi den industrielle produktion flyttede ind til byerne og fabrikkerne. Egnens uldbinderi skabte hverken kapital eller eksklusiv ekspertise til, at denne udvikling forblev forankret i landdistrikterne på egnen.
Træskomageriet forsvandt, fordi efterspørgslen efter træsko som masseprodukt forsvandt. Folk gik over til at efterspørge lædersko og gummistøvler. Træskomageriet oplevede en kortvarig industriel epoke, men det var hele tiden på lånt tid.
Pottemageriet forsvandt lidt på linje med træskomageriet, fordi masseforbruget af det traditionelle lertøj forsvandt og blev erstattet af produkter i metal, glas, porcelæn m.m. Den industrielle lertøjsproduktion blev minimal.
De masseproducerende landhåndværkere ernærede sig i årtier som selvstændige i en konstant overlevelseskamp. Da landhåndværkene forsvandt, gled landhåndværkerne nærmest umærkeligt over i andet erhverv som lønarbejdere. 

Projektet havde to overordnede metodiske og teoretiske tilgangsvinkler:
Projektet ønskede at inddrage folketællingerne som central kilde til behandling af emnet. Folketællingerne har vist sig at være en fortræffelig kilde, som kan udsige rigtig meget om forholdene i landdistrikterne, herunder om udøvernes boligmønster og familiære og sociale forhold.
Projektet ønskede at relancere ”kapitalismen” som overbegreb. De store samfundsforandringer har haft mange betegnelser, som ikke var tilfredsstillende. Ved anvendelsen af begrebet kapitalismen var ønsket at indfange kompleksiteten i den konglomeratiske helhed. Men begrebet kapitalisme krævede en diskussion og afklaring af begrebet. Med inddragelsen af kapitalismen som den samfundsmæssige kontekst har projektet kunnet placere de masseproducerende landhåndværk som en integreret del af den kapitalistiske økonomi. De masseproducerende landhåndværk uldbinderi, pottemageri og træskomageri blev skabt i og med kapitalismen. De var således ikke noget ”før” industrialiseringen eller en reminiscens fra en førkapitalistisk verden. De masseproducerende landhåndværk kan og skal forstås i en kapitalistisk udvikling. De var på en og samme tid en del af tidens nye besiddelsesløse landproletariat og en del af den masseproduktion og masseefterspørgsel af varer, som kapitalismen gav basis for.

Projektet har løbende forholdt sig til den eksisterende forskning og her pointeret, at de masseproducerende landhåndværk skal ses som en selvstændig aktør i den samlede økonomi – og ikke kun som et underordnet vedhæng til landbrugsøkonomien. Derfor har projektet hele tiden haft fokus på ”frigørelsen for jorden” og denne proces’ betydning for den samlede, komplekse udvikling.

Projektet har fået indsamlet ny viden om de konkrete landhåndværk på Silkeborgegnen, sammenholdt den med den eksisterende forskning og historieskrivning og givet et nyt bud på det samlede problemkompleks.
Projektets første resultat er nærværende rapport, som vil kunne danne baggrund for en egentlig publikation.