Silkeborg Fattiggård

En del af vor historie?
Af Keld Dalsgaard Larsen


Silkeborg Fattiggård på Århusbakken med sygehuset i baggrunden.

Silkeborg Fattiggård har fået skrevet sin historie. Gunnar Rasmussen har forfattet værket ”Silkeborg Fattigaard 1868-1958”, den lokale arbejderbevægelse – ved Arbejderbevægelsens Almene Fond – har sikret udgivelsen økonomisk, og Silkeborg Kulturhistoriske Museum står som udgiver. Bogen er på 102 sider og koster 100 kr.

I forbindelse med lanceringen bragte Midtjyllands Avis den 30. november 2010 en kronik af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen med titlen ”Fattiggården – en del af vor historie?”. Kronikken giver en introduktion til emnet og bogen og gengives nedenfor:

Silkeborg Fattiggård har haft til huse tre forskellige steder: I Nygade (1868-1902), på Frydensbjerggaard (1902-1942) og på Vester Kejlstrup (1942-1958). Alle tre fattiggårde er i dag jævnet med jorden, og intet fysisk i landskabet bevidner deres eksistens. Af inventar og genstandsmateriale er fire ting indleveret til det lokale museum. En kop, en stol, en metalplade og en dirigentklokke. Det er alt! Det er ikke en historie, man har ønsket at værne om. Tværtimod har man nok snarere ønsket at glemme den og komme videre. Det kan være menneskeligt, men livet er et liv på godt og ondt, og det skal historien også afspejle, hvis vi skal kunne bruge den i vort eget liv. Silkeborg Kulturhistoriske Museum har tradition for at tage marginaliserede gruppers forhold op, eksempelvis vagabonder, børnehjem, opdragelsesanstalter og fattige. Silkeborg Kulturhistoriske Museum var derfor i den gode situation, at museet kunne være Gunnar Rasmussen behjælpelig i arbejdet med Silkeborg Fattiggård. Resultatet af Gunnar Rasmussens anstrengelser blev til bogen ”Silkeborg Fattiggård 1868-1958”, som præsenteres ved et lille arrangement på Silkeborg Museum søndag den 5. december 2010 kl. 15.30.

Silkeborg Fattiggård var en del af Silkeborg Kommune i årene 1868-1958. I 90 år satte fattiggården sit præg på byen. For de fattige og alle andre.
Silkeborg Fattiggårds præg på byen var mangfoldig. Fattiggården drev landbrug rundt om i kommunen: På Store Maen, på Århusbakken, i Funderholme, ved Kjærsgaard og flere andre steder. Fattiglemmerne gjorde rent efter markedsdage og kørte renovation væk. Fattiggården leverede mælk fra sit udsalg i Nygade og senere leveredes mælk til sanatoriet, sygehuset og andre større institutioner. Silkeborg Fattiggård gav i mange år ligefrem overskud, og driften var med til at bidrage til den fælles kommunekasse. Det var et velkomment tilskud, da kommunens udgifter til fattigvæsenet var en af de helt store poster på budgettet. Men først og fremmest fik kommunen samlet, isoleret og forsørget lokalsamfundets allerfattigste borgere.
Silkeborg Fattiggårds eksistens var også på en anden måde en realitet i lokalsamfundet. Fattiggården var en konstant påmindelse til alle om at holde sig på normalitetens smalle vej. Fattiglemmernes eksistens i gadebilledet var med til at sætte skel mellem de ”normale” og de ”unormale”. Mellem dem som kunne klare livets krav – og dem, som ikke kunne. Samfundets mange arbejderfamilier kæmpede en brav kamp for at holde sig fri fra fattiggård og fattigvæsen. I vished om at det ikke skulle gå ret meget galt, før man selv kunne komme i problemer og få fattigvæsenet helt tæt ind på livet. Arbejderbevægelsens kamp var derfor også en kamp for at sikre arbejderne en eksistens uden for fattigvæsenets umyndiggørelse. Også på den måde indvirkede Silkeborg Fattiggård på tidens politiske og faglige spørgsmål.
Fattiggården er uomtvisteligt en del af vor historie, men under arbejdet med udgivelsen har spørgsmålet alligevel gentagne gange rejst sig: Vil silkeborgenserne opfatte den som ”vor” historie? Vil man ikke trække på skulderen og mene, at det er ”de andres” historie? Ud fra visheden eller formodningen om, at ens forfædre og mødre ikke henlevede et liv på Silkeborg Fattiggård. Måske har vi at gøre med et stykke ”kulturarv”, eftertiden ikke ønsker at arve? Det er en interessant problematik.

Fattiggårdene var med til at sætte fokus på ”normaliteten”. De normale kunne holde sig fri fra fattiggårdens tvang og formynderi, mens de unormale var nødsaget til at tage imod fattiggårdens tilbud om arbejde, mad og husly.
Normalitet var og er ikke noget én gang for alle givet – det er en relation. Normaliteten sætter grænser og placerer herved nogen udenfor. Normalitet skaber så at sige en modvægt i unormalitet. Med andre ord bærer ”vi normale” et medansvar for ”de unormales” vanskeligheder ved at skabe rammer og mål for ”en normal tilværelse”, som nogle mennesker simpelthen ikke kan leve op til af den ene eller anden grund eller tilfældighed.

Gunnar Rasmussen har givet Silkeborg og silkeborgenserne mulighed for at få kendskab til denne del af vor historie. Det er en god og tankevækkende historie. Den lokale arbejderbevægelse har – gennem Arbejderbevægelsens Almene Fond – sikret udgivelsen økonomisk. Silkeborg Kulturhistoriske Museum er trådt til og står som udgiver for at tilkendegive, at museet også føler et ansvar over for den historie, som normalt forbigås i tavshed.
Gunnar Rasmussen har skrevet en god og sober bog om Silkeborg Fattiggård og dens beboere. Og Silkeborg og silkeborgenserne en mere fyldestgørende historie. Bogen ”Silkeborg Fattiggaard 1868-1958” er på 102 sider og koster 100 kr.
Bogrreceptionen holdes på Silkeborg Museum søndag den 5. december 2010 kl. 15.30, hvor Gunnar Rasmussen vil fortælle om sit arbejde med bogen.
Silkeborg Fattiggård er i dag historie – men menneskers forhold til næsten (normal eller unormal, vinder eller taber) er et evigt dilemma, vi aldrig undslipper.

3. december 2010