SILKEBORG FATTIGGÅRD

Erindringer om livet på fattiggården………

Af Keld Dalsgaard Larsen

Museum Silkeborg har gennem årene på forskellig vis arbejdet med fattigforsorg og Silkeborg Fattiggården. Jeg havde i anden halvdel af 1980’erne lidt tilfældigt nogle samtaler med ældre mennesker, som havde kendskab til livet på Silkeborg Fattiggård. Det drejer sig om Carola Fogde (samtale 1985), Gudrun Nørskov (samtale 1987) og Knud Erik Rasmussen (samtale 1989). De havde enten tjent eller var opvokset på fattiggården – de var således ikke indskrevne fattiglemmer. Alligevel giver samtalerne et lille indblik i fattiggårdens lukkede verden.

CAROLA FOGDE

Carola Fogde (f. 1895) var stuepige på fattiggården i perioden 1911-1913. Hun kunne blandt andet berette følgende:

Der var mange fattige dengang, og der boede mange både mænd og koner på fattiggården. Vi havde en lukket afdeling, et fængsel for mænd, der drak. Så sad de dér hele dagen og slog skærver eller bandt halmsko eller halmmåtter, som blev solgt. De var nu flinke, og vi piger lukkede dem af og til ud, så de kunne hjælpe os. Vi sagde selvfølgelig, at de endelig ikke måtte løbe væk. De hjalp med at pudse komfuret og skure det store køkkengulv. Så gav vi dem en kop kaffe, og de gik altid ind i deres afdeling igen.

Der var mange typer på fattiggården. Der var Spil-Stine, en meget tyk dame, der om lørdagen gik til byen og drak sig fuld. Når gårdens vogn skulle hente hende, var hun så fuld, at de måtte trille hende op på vognen. På gården blev hun placeret i stuen, skønt hun boede på 1. sal, indtil hun kunne gå op selv.

Der var en pige fra Kragelund, en ung pige, der nok havde fået et barn. Hun sang altid: ”I Kragelund tager vi det med knusende ro/ får en pige et barn eller to/ så tager vi det i Kragelund med knusende ro”. Mærkeligt at man kan huske den slags så mange år efter. Pigen fra Kragelund var der ikke længe, for hun var ung og kom derfor ud at tjene. Mange af de andre på gården var for tumpede til at komme ud at tjene.

Vi havde mange vejfarende svende. Når de kom, skulle alt deres tøj vaskes, fordi de havde lus. Så skulle jeg tænde op i gruekedlen, hvor deres tøj skulle stå og koge hele natten. Næste dag vaskede jeg så tøjet. Og tænk lusene var røde efter kogningen.

Medens jeg var på fattiggården skiftede gården bestyrer, og det var godt. Den nye bestyrer hed Teibel og med ham kom der en helt anden ordning på tingene. Tidligere havde de fattige til morgenmad fået varm mælkebrød fra ét og samme fad. De tog så deres skeer, der hang i vindueskarmen og tog fra fadet. Hos Teibel fik hver sin egen tallerken.

Vi slagtede selv og bryggede også øl på fattiggården. Når vi slagtede lam eller gris, skulle jeg tage imod det slagtede dyrs blod, som vi brugte til blodpølse. Det var slemt, når det var et lam, der blev slagtet.

Når vi bryggede øl, kom de gamle hen til os og bad om ikke nok de måtte få noget af det første fra brygningen. Normalt stod der altid en ølkovs på bordet, som de kunne drikke af alle sammen. Det virkede meget uhumsk, men vi piger drak nu heller ikke noget af det. Jeg boede på fattiggården og delte værelse med kokkenpigen.

Indgår i en artikel bragt i Midtjyllands Avis 31. december 1988.

GUDRUN NØRSKOV

Gudrun Nørskov f. 1909 i Lemming blev fæstet på Silkeborg Fattiggård fra 1. november 1930 til 1. maj 1931 som kokkepige og fortalte herom:

Jeg fik den højst tænkelige løn, du kan tænke dig, og jeg fik det også vel at høre – 55 kr. om måneden. Bestyrerinden sagde flere gange, at det var vel meget. Og det var måske også en høj løn, for i min sidste plads i vinteren 1929-30 på mejeriet i Nygade fik jeg kun 35 kr. om måneden. Men der var også meget mere at bestille på Silkeborg Fattiggård.

Der var nok at gøre i køkkenet hele dagen. Der skulle laves mad, vaskes op, gøres indkøb, sættes på plads osv. Fattiglemmerne hjalp mig lidt. De sørgede for, at jeg hver morgen havde brænde at tænde op i komfuret med, og de hjalp mig at skrælle kartofler og vaske op. Jeg var den yngste kokkepige, de havde haft. Og det fik jeg også tit at høre, men de havde jo selv fæstet mig. Fruen sagde, at det skyldtes mine anbefalinger. Bestyrerinden stod for indkøbene, og hun bestemte menuen. Maden var god, hvis jeg ellers lavede den rigtig. Vi fik godt kød, og mælk havde vi selv på fattiggården. Fattiggården havde køer, og vi leverede mælk til sygehuset. Et fattiglem, Bette-Dam, gik hver dag ned på sygehuset med mælken. Dengang havde vi ingen køleskab eller frysere, men vi havde da et spisekammer og et saltkar til kødet. Vi fik ofte mælkebrød til middag eller hvidkålssuppe. Det var en dejlig nem dag, hvis vi skulle have risengrød, dog brændte den let på. Det gammeldags jernkomfur var ikke sådan at regulere som de moderne komfurer. Vi fik varm mad til middag, og om aftenen skulle der smørres en bunke mellemmadder.

Stuepigen og jeg boede sammen på et værelse på kvisten. I værelset var to senge og en kommode. Bestyrerparret sagde ingenting til, at vi havde besøg af vores kærester på værelset, så Holger besøgte mig, når han kunne.

Arbejdsdagen var lang fra tidlig morgen til det sidste var ryddet på plads efter aftensmaden. Jeg havde kun fri hver anden søndag om eftermiddagen. Da jeg blev fæstet, fortalte jeg, at på et tidspunkt ville jeg gerne have fri et par dage, fordi mine kommende svigerforældre havde sølvbryllup. Men da tiden kom, sagde fruen, at det kunne der ikke blive tale om, jeg kunne gå hen på eftermiddagen på selve dagen.

Fattiggården var fuld beboet om vinteren. På et tidspunkt var vi 36 mennesker alt i alt. Mange af de vandrende svende og sprittere søgte ind på fattiggården, når vinteren blev dem for hård. De var møgbeskidte, når de kom. Bestyreren vaskede dem, og flere gange måtte man tage deres aflagte tøj med en tang og brænde det. På selve fattiggården var fattiglemmerne både rene og pæne i tøjet og selv rene. Når så foråret kom, drog mange af beboerne igen ud på landevejene. Jeg havde i 1928-29 tjent ude på Bøggilds Teglværk i Lysbro, og her kunne man se, at mange af de vandrende slog sig ned ved den varme ovn om natten.

Fattiglemmerne var mest mænd. Jeg tror kun, der var tre kvinder på fattiggården den vinter, jeg var kokkepige. Den ene af kvinderne lå hele tiden i sengen, og hende passede sygeplejersken. De to andre var den lille fine Anna og den store livlige Ulla. Anna betroede mig en gang, at hun havde en søn i Amerika, og for at imødegå min tvivl sagde hun: Man kan nemlig godt få børn, selv om man ikke er gift. Blandt mændene havde vi mest at gøre med Bette-Dam. Han gik hele tiden og fejede og gik byærinder og sådan noget. Bette-Dam boede på fattiggården hele året rundt. Medens jeg var på fattiggården, døde en af fattiglemmerne. Bestyreren kom så en dag ned til mig og sagde, at denne gang var det kokkepigens tur til at følge ligkisten til kirken. Vi var vel en halvsnes mennesker, der gik bagved ligvognen fra fattiggården og ned til Silkeborg Kirke.

Jeg var ikke bange for fattiglemmerne på noget tidspunkt. De passede sig selv og gjorde ikke nogen noget. Men vi havde da en brumme, et slags fængselsrum til et fattiglem, hvis han havde været voldsom eller særlig beruset. Jeg husker en ganske begavet mand, Albert Jensen, ja, han har nok været spritter, han kom i brummen, og her malede han malerier. Jeg har endnu to af hans malerier. De er flotte og er landsskabsbilleder. Motiverne fik han fra ugeblade. Der var en lem i døren ind til brummen, hvorigennem vi kunne stikke ham maden.

Jeg var også på fattiggården juleaften. Det var en god jul. Juletræet var tændt, og vi gik rundt om det. Jeg kan huske, at ham, der skulle hente pakkerne under træet og dele pakkerne ud, han var beruset. Jeg kan så tydeligt se ham for mig ligge der og rode under juletræet. Men vi fik vore gaver og fik sunget nogle sange. Det var en god plads, selv om der var nok at bestille”.

Indgår i en artikel i Midtjyllands Avis 27. maj 1989

KNUD ERIK RASMUSSEN

Knud Erik Rasmussen (f. 1922) var barn og ung på Frydensbjerggård fra 1932 til 1942, en tid som karl, og siden afløste han sin far som den sidste bestyrer på Vestre Kejlstrup. Under en samtale i 1989 fortalte han om livet på Frydensbjerggård:

Min far, Kristian Rasmussen, søgte pladsen som fattiggårdsbestyrer på Frydensbjerggård i 1932 og fik stillingen. At han søgte stillingen skyldtes, at han var opvokset her, idet hans plejerforældre Teibel havde været bestyrerpar på fattiggården.

Jeg var 10 år i 1932, og jeg var ikke begejstret for at ”komme på landet”. At det var på fattiggården, var jeg ligeglad med – men ikke at vi skulle ”på landet” oppe på Århusbakken.

Bestyrerboligen bestod af to stuer og et soveværelse på 1. sal. Dertil kom, at de fik lagt et ekstra værelse til, som min bror og jeg fik som værelse. Her var plads til to senge og et lille bord. Fine forhold. Vi havde til at begynde med kun en wc-spand i lejligheden. Min far havde kontor nedenunder. De piger, som tjente på fattiggården, boede på 2. sal.

Fra lejligheden på 1. sal var der en dør ind til fattiglemmernes opholdsstue, så vi kunne let høre, om alt var, som det skulle være. På den måde havde min far og mor aldrig rigtig fri. Min far stod for alt udenfor, og min mor stod for alt indendøre.

Da vi kom, var der kakkelovne på alle værelser og lokummer udenfor. De fattige skulle selv hente brænde og fyre op i deres rum. Mændene sov to og to, af og til tre og tre i hvert rum, mens de få kvinder på fattiggården som regel kunne have deres eget værelse.

Fattiglemmernes spisestue lå i stueetagen tæt ved køkkenet. Først senere blev der indrettet centralfyr og lagt centralvarme ind, og i samme forbindelse kom der wc med træk og slip. Centralfyret blev placeret under køkkenet, og der blev gravet ud til det.

Frydensbjerggård var en ret stor gård med godt 20 køer, opdræt af ungkvæg, grise og mange høns. Vi havde altid æg fra egne høns. Der var en fodermester og to karle, der hjalp min far med gårdens drift. Min mor havde hjælp af en kokkepige, en stuepige og af og til en ung hjælpepige. De fattige skulle hjælpe til, hvor de kunne. En af fattiglemmerne ordnede haven.

Vi leverede mælk direkte fra Frydensbjerggård til sygehuset og de to alderdomshjem. Resten af mælken kom ned på Madsens mejeri i Nygade.

Vi kørte også renovation. Vi havde tre spand heste, og vi hentede affald og lokumsspande ved kommuens huse på Solbakkevej og Ewaldsvej en gang om ugen. Lokumsspandene blev tømt direkte ud i åben kasse på vognen. Man skulle ikke være sart til det arbejde. Vores egne lokumsspande på gården blev kørt direkte på møddingen. Renovationen blev kørt til lossepladsen ved det gamle teglværk bag papirfabrikken.

Fattiggården havde ca. 32 tønder land ved Kærsgård, og her kørte vi renovation fra renovationsanstalten ud på jordene iblandet aske. Vi hentede også indvolde og andet fra slagteriet, det kom også ud på markerne som gødning. Vi kørte således tre forskellige slags gødning ud på marken: Almindelig gødning, slagteriaffald og affald fra renovationen. Ingen af delene var lugtfri, og en frue i nærheden af markerne klagede en gang til min far over lugtgenen. Det kunne imidlertid ikke nytte noget, for marken skulle have gødning, men en dag tilbød min far, at fruen kunne lugte til de tre forskellige slags gødning, og så kunne hun frit vælge, hvilken slags hun ønskede nær sit hus. Men hun ønskede overhovedet ikke at lugte, og min far hørte ikke mere til lugtgener herfra.

Dette arbejde skulle foregå uden for den normale arbejdsdag, f.eks. tidlig om morgenen. Denne køren renovation ud på markerne skete især om vinteren, og der kunne være problemer med det glatte føre, hvor hestene gled. Så skulle hesteskoene ordnes, så hesten stod bedre fast.

Ude i Funderholme havde vi 16 tønder land, hvor vi slog hø. Der boede en fast engmester på stedet. Vores eng derude var delt i to lodder: Et lod vest for enghuset på ca. 10 tønder land og et lod øst for enghuset på ca. 6 tønder land. Engmesteren sørgede for folk til at høste, og han høstede også selv. De fattige hjalp til med at vende og bære høet. Engene var ikke drænet, og de blev overrislet af og til fra Funder Å. Det kunne være meget svært at køre med hestevogn derude. Hestene blev spændt for bagenden af stivvognen, når den skulle trækkes ud i engen. Når hestene skulle føres om foran, skulle der kastes hø, så hestene ikke gik ned. De steder, hvor der ikke kunne køres, måtte høet bæres på stænger ind til vognene. Vi måtte også smide hø i hjulsporene for at gøre dem kørebare. Hvis vognen kom uden for sporene, væltede hele læsset, og vi måtte læsse det hele om igen. Der var to vogne bagved hestene, og det kunne godt være lidt svært at styre i svingene. Man skulle godt ud i svingene for at kunne dreje. Ved togoverskæringen i Lysbro kunne hestene let blive utålmodige, hvis de skulle vente på toget på bakken. Vi kørte hølæssene gennem Vestergade, og det kunne godt skabe lidt uorden. Jeg husker særlig én gang, hvor hjulringen pludselig løb op foran mig. Det lurede jeg lidt på. Falck hjælp mig, og vi fik skiftet hjulet.

Vi lånte også heste ud til kloakrensning. Om lørdagen efter torvedag var det også fattiggårdens opgave at rydde op. De fattige hjalp til med at feje og skovle skidtet op. Det var ikke altid lige effektivt. For sådant arbejde fik de en lille skilling i lommepenge. Der blev også arbejdet i skoven, også her hjalp fattiglemmerne til.

De fattige kunne udmærket arbejde, hvis de holdt flasken på afstand, men hvis de kunne se deres snit til det, så var de fristet af at komme ned i byen og købe noget at drikke.

De fattige kom ikke i stalden. Det var fodermesterens og karlenes arbejdsområde. Fodermesteren stod selv for malkningen af køerne, og min bror og jeg kunne godt tjene lidt lommepenge, idet vi fik to øre pr. ko, vi malkede, og det foregik ved håndmalkning. I 1935 kom er tyrestation på egnen, og tyrerne blev opstaldet på Frydensbjerggård. Der var tre tyrer. Dyrelægen kom hver morgen for at tage sæden. Tyrerne skulle selvfølgelig også passes, og de kom ikke ud i det fri. Gårdens køer var i indhegning, når de var ude. I stalden havde vi det ordnet således, at ajlen løb i rør ud i ajlebeholderen, der var en stor beholde i jorden. Der var så en aljepumpe, hvor vi ved håndkraft kunne hente aljen op.

De fattige og karlene spiste i spisestuen. Der var faste kødrationer, men man kunne få alle de kartofler med sovs, som man ville. Der var ingen opsyn under spisningen. Vores familie spiste normalt på fars kontor.

I stueetagen var der et værksted, hvor de fattige kunne flette halmmåtter, halmsko eller sivmåtter. Vi høstede hør ved Langsø, når isen kom, og det blev brugt til dette husflidsarbejde. Der blev tærsket med plejl for at skaffe rugstrå til fletningen. Tidligere havde de fattige også slået skærver i den lukkede gård, men det gjorde de ikke i min tid. Normalt blev der tærsket med tærskeværk, der blev trukket af en hestegang. Det var først senere, at der kom elektricitet og motor til arbejdet.

Der kunne bo 30-32 fattige ad gangen, og for 9/10’s vedkommende var beboerne mænd. Mange af dem kom på grund af ulykkelig kærlighed og sorger. Det kunne hænde, at der kom unge mennesker til at bo kortvarigt på fattiggården, helt ned til 14 år, men de kom hurtigt væk igen, da fattiggården ikke var et sted for dem.

En del af dem havde også let til flasket, og det kunne hænde sig, at en af de fattige havde fået et nyt sæt tøj, som han straks solgte hos en marskandiser og kom plørefuld hjem. Der måtte ikke være spiritus på fattiggården, blev noget opdaget blev det inddraget. Nogle af de fattige var nok heller ikke helt normale, og den kendte Ulla endte da også sine dage på Sindssygeanstalten i Århus. Ulla skrev på muren, så højt hun kunne nå – små sætninger. Og hun kunne til andre tider sidde og være sur og fornærmet i flere dage.

Personalet havde i øvrigt også en systue, hvor der blev syet og lappet, når der var en ledig stund.

Fattiggården havde også en husvildebolig, hvor der til tider boede to familier.

Julen var en særlig højtid for de fattige. De fattige holdt jul om eftermiddagen. Der blev holdt en lille juleandagt, hvor præsten af og til kom læste juleevangeliet og overværede salmesangen. Vi havde juletræ, og det hændte, at vi gik rundt om det. Enkelte var halvfulde, og mange var meget rørte, og de blev den dag forkælet med godteposer, en lille gave, noget ekstra godt mad og en cigar eller cigaret. Vi spiste bagefter julemaden inde hos os selv, mens de fattige og karlene spiste i spisestuen. Om aftenen fik de kaffe.

Jeg har aldrig været bange eller følt mig usikker på fattiggården. Der har et par enkelte gange været optræk til, at en af lemmerne gik amok, idet han fik dilerium, men det var min far dygtig til at ordne ved at gå ind på mandens tankegang og vinde hans tillid.

Knud Erik Rasmussen var fætter til Aage Rasmussen, som var bestyrer for husvildeboligerne på Frydensbjerggård efter 1942. Aage Rasmussens søn, Gunnar Rasmussen skrev på sine ældre dage om Frydensbjerggård og husvildeboligerne. Jf. bogen ”Silkeborg Fattiggaard 1868-1958” (2010).

Juli 2021