SILKEBORG PAPIRFABRIK
M. Drewsen & Søns Papirfabrik, Silkeborg 1865.
1844-1894
Silkeborg Papirfabrik blev anlagt i 1844, og Silkeborg by var en realitet i 1846. Fabrik og by er vokset op sammen. På Torvet står papirfabrikant Michael Drewsens prangende statue med inskriptionen:
Håndgjort papir
Denne produktionsprofil resulterede i, at Silkeborg Papirfabrik fra 1899 blev rammen om håndgjort papir i Danmark. Den gamle papirfabrik Strandmøllen lukkede i 1899, og produktionen af det håndgjorte papir blev flyttet til Silkeborg.
Håndgjort papir i Bøtten 1988.
Silkeborg Papirfabrik kom i årene 1910-1958 til at danne rammen om den største produktion af håndgjort papir nogensinde i papirfabrikationens historie i Danmark. Produktionen af papir til de danske pengesedler på håndgjort papir svandt drastisk i 1958, og produktionen hørte helt op i 1963. Silkeborg Papirfabrik fortsatte med at producere håndgjort papir i den gamle bøtte frem til 1990.
1894-1990
Silkeborg Papirfabrik stod i alle årene med den opgave at levere de fineste papirkvaliteter til kunderne. Fabrikken blev udvidet i 1925 og 1934-36 med henholdsvis papirmaskine nr.2 (PM2) og nr.3 (PM3). Installering af en ny papirmaskine er næsten som at bygge en hel ny fabrik. Selve papirmaskinen er en stor og kompliceret maskine, og dertil kommer en stor forarbejdningsafdeling (med hollænder m.m.) og en stor efterbearbejdningsafdeling.
Fabriksbygningen til papirmaskine nr. 1 og 2. 1925
Silkeborg Papirfabriks position i den danske papirindustris arbejdsdeling betød, at fabrikken først og fremmest skulle satse på kvalitet og mindre på mængde. I takt med den internationale papirindustris udvikling har fabrikken i Silkeborg skullet forædle sine produkter, så de hele tiden var konkurrencedygtige. Silkeborg Papirfabrik var en af De forenede Papirfabrikkers mindre virksomheder, men det var ikke desto mindre her, man lærte papirhåndværket i alle dets facetter.
Fabriksbygningen til papirmaskine nr. 3 i 1930'ernes arkitektur.
Silkeborg Papirfabriks internationale kendemærke blev i 1980’erne det såkaldte "System Silkeborg International". "System Silkeborg" dækker over en speciel proces til fremstilling af forædlede sikkerhedspapirkvaliteter.
1990-2000
Storas overtagelse af De forenede Papirfabrikker i 1989/90 varslede nye tider. Stora var ikke interesseret i Silkeborg Papirfabriks produktionsprofil, så man så sig om efter nye ejere. Den tyske papirkoncern Drewsen Spezialpapiere GmbH & CO.KG i Lachendorf overtog i 1993 aktiemajoriteten i Silkeborg. Hermed var kredsen sluttet tilbage til familien Drewsen. Det var imidlertid hverken på grund af de historiske eller de familiemæssige relationer, at Drewsen Spezialpapiere overtog fabrikken i Silkeborg. Det skyldtes først og fremmest ønsket om, at den samlede koncern skulle stå stærkt på det internationale marked med hensyn til specialpapir.
Silkeborg Papirfabrik o. 1950.
Driftsbestyrere (ledere) 1844-1996:
Michael Drewsen (ejer) 1844-1870
N. Strøyberg (ejer) 1870-1889
Jørgen Dreyer 1894-1904
Henrik Godske-Nielsen 1904-1936
Frederik Olsen 1936-1970
Hans Maglegaard Andersen 1970-1978
Finn Henrik Hansen 1978-1984
Kjeld Andersen 1985-1996
Henvisninger:
Keld Dalsgaard Larsen: Drewsen Silkeborg 1844-1994 (Jubilæumshæfte 1994).
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk Papirindustri 1829-1999 (Silkeborg Museum 2000).
Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg Papirfabrik 1844-2000. En epoke er slut (i Silkeborg Museums Årskrift 2000).
Følg os her: