SKABT AF LER

Talemanuskript til udstillingsåbningen søndag den 6. maj 2018

Af Keld Dalsgaard Larsen

Forventningsafstemning er vigtig i vor tid. Så lad mig begynde hermed. Med en forvetningsafstemning. Derfor har jeg her en af udstillingens klenodier – en lille krukke (registreringsnummer 1960/114). Med løbende glasur og mærker efter lidt fejlbrænding.Men lokalt produceret lertøj. Den er måske nok lidt uanseelig – men alligvel væsentlig i udstillingen. Historien bag krukker en følgende:

Graveren på Svostrup Kirkegård fandt den under en gravning på kirkegården. Den havde ligget i en kiste, og nu stod han noget overrasket med denne lille uanselig krukke i hænderne. Hvad var det. Graveren spørger sin far, som også havde været graver, og denne ældre mand kan fortælle, at sådanne krukker i fordums tid blev benyttet af folk, som havde vanskeligt ved at lade vandet. De fyldte så en sådan lerflaske med deres vand, og uset af andre blev den så sat ned til et lig i en kiste. Derved blev vedkommende befriet for sygdommen, som blev overført til liget.

Graveren giver i første omgang krukken til læreren i Grauballe. Uden at fortælle mere om den. Glad stiller læreren den på sit klaver som pyntegenstand. Men da han så erfarer krukkens oprindelige funktion, finder han den for makaber som pynt – og stiller den oven på et skab i Grauballe Skole. Og her stod den, ind til Holger Hansen får nys om krukkens eksistens og historie – og fluks drager Holger Hansen ud til Grauballe for at aflægge læreren et besøg. Og det går helt efter planen: Læreren forærer glad krukken til Silkeborg Museum – og nu indgår den og dens historie så i denne udstilling.

(Beretningen stammer en avisartikel fra 31. december 1960)

Nå, efter denne lille forventningsafstemning, vil jeg gå over til min egentlige tale og byde velkommen. Til såvel de levende som de døde. Ja, nu studser I måske over, at jeg også involvere døden og de døde. Men det er en positiv nødvendighed, når vi har med livet og historien at gøre.

Alle er vi rundet af vore forfædre og formødre. Alle til hobe. Vi er kommet til verden uden selv at ville det – men fordi vore forfædre og formødre havde deres planer, bagtanker og lyster. Eller måske fordi de kludrede i det og måtte leve med fejltrinnet. Vi står på skuldrene af de selv samme formødre og forfædre. Uden dem var vi ikke. Deres indsats – på godt og ondt – er vor forudsætning til selv at gøre vort.

Det er tanker, jeg har haft inde på krop og sind i forbindelse med skabelsen af den udstilling, vi i dag åbner: SKABT AF LER.

Udstillingen rummer en righoldig præsentation af museets lertøjsamling. Lertøj gennem 5-6.000 år. Lertøj fra bondestenalderen til nogenlunde i dag som er skabt, brugt eller indsamlet her lokalt.

At udstillingen i dag kan åbnes skyldes i høj grad såvel levende som døde. Tak til alle de levende, som har bidraget til at virkeliggøre udstillingen. Tak! Men ikke en mindre tak ønsker jeg at sende til nu afdøde for det fundament og den inspiration, de i sin tid skabte for denne udstilling.

Tak til klædefabrikant Chr. Hammer, at han tilbage i år 1900 forærede sin store oldtidssamling til Silkeborg, så den nye købstad kunne få et ordentligt museum. På baggrund af Hammers Samling åbnede Silkeborg Museum i 1904. Desværre kun for en kort bemærkning, så blev museet lagt i mølposen til bedre tider. Men Hammers Samling er fortsat en del af museet, og i udstillingen vil man fra denne samling kunne se en mængde urner fra bronzealderen.

Silkeborg Museum genopstod fra de døde i 1950’erne under det såkaldte triumvirat – som bestod af stadsbibliotekar Peder Nielsen, kriminalpolitiassistent K.G. Kristiansen og stationsforstander Holger Hansen. Men de gjorde det ikke alene. De havde blandt andet nogle gode allierede i form pottemagerne Niels Nielsen og Knud Jensen og kunstneren Asger Jorn.

Glæden drev triumviratet. Glæde var deres løn i museumsarbejdet. Det var med til at give deres liv mening. Peder Nielsen tog sig af det historiske lertøj med fokus på Sorring-lertøjet og det røde lertøj generelt, mens Holger Hansen tog sig af oldtidens lertøj og de historiske jydepotter.

Silkeborg Museum stod i 1953 over for at skulle åbne her på Hovedgården. Og i det arbejde fik de uvurderlig hjælp af kunstneren Asger Jorn.

Asger Jorn ønskede i 1952 og 1953 at arbejde med keramik og ønskede i den forbindelse at knytte an til det traditionelle håndværk, og derfor opsøgte han først sin gamle læremester, pottemager Niels Nielsen, Frederiksberggade 10 og dernæst pottemager Knud Jensen i Sorring.

Under forberedelserne til udstillingen har jeg gennemgået protokollerne og registreringerne nærmere – og ud for genstandene 1953/081 og 82 oplyses, at de er købt hos pottemager Niels Nielsen, Frederiksberggade for 50 kr. Og ”Fundet frem af Asger Jorn”. To fade med vingemotiv, som ifølge protokollen skulle være skabt omkring 1910 af Niels Nielsen. Samme motiv Asger Jorn brugte i sin indsamlingsplakat til museet først på året 1953.

Asger Jorn ønsker i 1953 at kaste sig ud i større keramiske eksperimenter – men Niels Nielsen er blevet for gammel, og sønnerne ser ikke ud til at kunne eller ville træde i stedet. I den situation vender Asger Jorn blikket mod Sorring til Knud Jensen. Men det kræver en vis sum penge. Nærmere bestemt 2.000 kr. Penge Jorn ikke har. Men kunne museet ikke tænke sig at betale beløbet – og så til gengæld få omkring 30 keramiske produkter, når og hvis eksperimentet lykkes? Silkeborg Museum årlige driftsbudget var på 5.000 kr. 2.000 kr. svarede altså til 40 procent heraf. Men triumviratet – og bestyrelsen – sagde ja. Endog ja tak.

Resultatet gik over forventning – skønt det tog hårdt på såvel Knud Jensen som Asger Jorn. Og Silkeborg blev for altid Asger Jorns hjemby.

Asger Jorn skrev senere på året i 1953 en artikel om pottemageriet på Silkeborgegnen, og den er god til forståelse af den udstilling, vi i dag åbner. Asger Jorn skelner mellem på den ene side håndværket, almuepottemageriet, det elementære pottemageri og på den anden side det kunstnerisk pottemageri. Det første var forbundet med Niels Nielsen og Knud Jensen, og var ”til nytte” og ”anonymt”, mens det kunstneriske var noget, Asger Jorn kastede sig over. Og her var det mest ”til glæde” eller ”til pynt” og signeret.

Asger Jorn gik ud over traditionen, men forholdt sig altid respekfuldt til den og det elementære pottemageri. Asger Jorns indsats på Silkeborg Museum var dobbelt: Dels fik han udvirket, at en stor mængde traditionelt lertøj – først og fremmest fra pottemager Niels Nielsen på Frederiksberggade – kom på museet og dels skabte hans egen keramiske produktion hos Knud Jensen i Sorring grundstammen i museets samling af ”kunstnerisk keramik”.

Udstillingen SKABT AF LER er forankret i det elementære pottemageri, i almuepottemageriet. Ikke i det ”kunstneriske keramik”. Omvendt kan man sige, at udstillingen SKABT AF LER præsenterer det traditionelle lertøj, som Asger Jorn fandt inspiration hos og afsæt fra.

Silkeborg Museum var frem til 1961 et museum for såvel kulturhistorie som kunst. Og museet rummede såvel ”almuelertøj” som ”kunstnerisk keramik”. Men i 1960’erne udskilles den kunstneriske afdeling og bliver til Silkeborg Kunstmuseum. Triumviratet og Silkeborg Museum sidder tilbage med den store samling af ”almuelertøj” og ”elementær pottevarer”, som de er fast besluttet på at udbygge.

Triumviratet var mænd med et stort hjerte til Silkeborg, historien og livet. Glade amatører med vid og engagement. Større teoretiske overvejelser eller større artikler kastede de ikke ud i. Men en enkel gang vovede Holger Hansen sig til at skrive en lille artikel om et oldtidsfund i Voel Sogn i det herrens år 1955. Og her tales om ”en stor glæde” ved at gøre fund af oldtidens lertøj, som er med til at gøre vor kulturhistorie ”rigere og fyldigere”. ”Man føler sig gennemstrømmet af en varm glæde, som ord vel ikke kan beskrive, og som kun forstås af de interesserede”. (Østjysk Hjemstavn 1956 s. 33). Bedre kan de ikke siges. Og fundet – det som gjorde Holger Hansen glad og varm – kan også ses i udstillingen.

Peder Nielsen og Holger Hansen var åbne, nysgerrige og arbejdsomme. I en større avisartikel i Aften Posten den 31. december 1960 proklames, at ”Pottemagerens museum findes på Hovedgården”. Det er ambitionen. At være pottemagerens museum med baggrund i museets tre omfattende lertøjssamlinger: oldtiden, jydepotterne og det røde lertøj med fokus på Sorring-lertøjet. Og den samme inddeling – oldtiden, jydepotterne og det røde lertøj – er grundpillerne i udstillingen SKABT AF LER.

Grundlæggernes tilgang til emnet var pottemageriet som ”folkekunst”. Hermed slog de to fluer med et smæk: Dels kom de i kontakt med folket og dels med den lange historie.

Der var dog et dilemma i folkekunsten. Den var nærmest pr. definition synonym med det ”almindelige” og ”det jævne”. Med andre ord det ikke så prangende i modsætning til den ”store kunst” – den aristokratiske kunst. Der blev i de ”fine” og ”dannede kredse” rynket på næsen af denne folkekunst. Herunder det jævne pottemageri.

Grundlæggerne stod med det problem, at de på den ene side foretrak det jævne, fordi det netop var det jævne og almindelige, men på den anden side gerne ville påpege, at det jævne var lige så fint som den ”store kunst”. Og så sker der desværre den fortvivlende kortslutning at gøre ”den fine kunst” til målestok for folkekunsten. Men det er – som man vil sige i dag – at blande pærer, æbler og bananer sammen. Det giver ikke mening. Og det blokerer for forståelsen for og nydelsen af denne ”folkekunst”, disse jævne, almindelige hverdagsting, som er denne udstillings fundament.

Grundlæggernes interesse for folkekunst og pottemageri udsprang også af en stille bekymring over for industrialiseringen med alt, hvad den betød af masseproduktion, standardvarer og fremmedgørelse. I industrien drukner den enkelte udøver.

Problemet var imidlertid, at industriens produktioner langt overgår håndværket i såvel kvalitet som pris. Det er til at tude over. Men et faktum. De håndstrikkede strømper kunne slet ikke hamle op med tekstilindustriens masseproduktion. Og det samme på alle andre områder.

Håndværket stod over for en uovervindelig modstander i industrien. Og i nødværge og desperation søgte håndværket at overleve ved at blive mere og mere perfekt – for at kunne matche industriens produktion. Derfor vil man gerne opleve, at noget af det flotteste håndværk netop fremstilles på et tidspunkt, hvor det er på vej ud. Men kampen er tabt – hvis det er det ”perfekte” og ”prisen”, som er målestokken.

Grundlæggerne samlede bredt ind af lertøj. Herunder ikke mindst mange fine produkter, som er kønt for øjet og hånden. Meget man kan blive imponeret af. Men under arbejdet med udstillingen er mit hjerte faldet for det mindre pæne, det mere udprægede jævne og almindelige lertøj. Det skæve, det fejlbrændte, det hastigt afsluttede, den løbende glasur eller mærkerne efter sammenbrænding under brændingen. Det hverdagsagtige. Her ligger en almindelig og jævn historie gemt. Et klinket fad eller skål fortæller ganske meget om vore forfædres og formødres virkelighed – om deres kår. Og deres kår var at overleve, få det daglige brød – ikke at opnå et perfekt eller lykkeligt liv. Det var på ingen måde deres livs målestok.

Men kapitalismen og med den industrialiseringen satte en spiral i gang mod større og større velstand og perfektionisme. Kapitalismen kan sammenlignes med djævlen i de gamle folkeeventyr: Her lover djævlen – aldrig Vorherre – guld og grønne skove og evigt liv. Det er på den ene side fantastisk og på den anden side problematisk og indviklet. Hvis vi ikke finder den gyldne mellemvej – og hvem tænker på den, når paradiset er lige om hjørnet – kan det gå gruelig galt. For i trangen henimod større og større perfektionisme er vi fejlfulde mennesker blevet et problem – mens maskinerne og teknologien mere og mere træder frem som bærer af det perfekte. På løsningen. Netop i en sådan situation er det nødvendigt at besinde sig og gribe tilbage til det basale – som ler og håndværk og kunst. Også derfor udstillingen LER! på Museum Jorn og udstillingen SKABT AF LER her på museet.

Udstillingen SKABT AF LER er forankret i museets samlinger og museets historie. Det har været en særskilt pointe i udstillingen, at den hægter sig på en folkelig hang til samlemageri, nysgerrighed og umiddelbarhed. Et umiddelbart møde med genstandene, deres tid og os selv og vor egen tid.

Museum Silkeborg og Museum Jorn har samme udspring tilbage i 1953, hvor netop det traditionelle pottemageri og det kunstneriske keramik var et fælles fundament. Her i det herrens år 2018 krydses vore veje så igen. Museum Jorn med fokus på lerets kunstneriske muligheder og Museum Silkeborg med fokus på det elementære og jævne lertøj. Derfor er det en stor glæde, at min gode kollega fra Museum Jorn, Karen Friis, nu vil åbne udstillingen SKABT AF LER.

Talemanuskript er det forberedte, skriftlige oplæg til talen. Talen kan sagtens blive helt anderledes. Noget tilføjes – andet udelades. Men manuskriptet er udgangspunktet for den levende tale – hvor alt muligt jo kan hænde sig.