SKOMAGER BLIV VED DIN LÆST

Om skomagerhåndværket i Silkeborg

Af Keld Dalsgaard Larsen

Mundheldet minder os stadig om det gamle fag. Men læsten er stort set forladt. Skomagerhåndværket er om ikke uddød så dog kun en ringe skygge af sig selv. Og som så mange andre håndværk betyder det, at håndværket finder sin plads på museum. Silkeborg Museum har N.P. Andersens gamle værksted udstillet, og museet har ved to håndværkermarkeder haft glæden af, at skomager Henning Nielsen demonstrerede faget. Skomageren er ikke længere en velkendt del af danskernes liv. Men sådan var det en gang for kun få årtier siden, da fandtes der nærmest en skomager i hver større gade i Silkeborg. Faget var simpelthen det største enkelthåndværk i byen. Derfor denne lille artikel om skomagerfaget i Silkeborg.

Skomagerfagets storhedstid var perioden ca. 1910-1950. Silkeborg havde i 1860 9 skomagere, og faget var derved et af de største håndværk i byen. Ifølge vejviserne skete det store gennembrud i årene ca. 1890-1912, hvor antallet gik fra 13 til 27 skomagere. Ved stiftelse af Silkeborg Skomagerlaug i 1937 var der 37 skomagermestre i byen. Denne udvikling ser ud til at ske samtidig med, at mestrenes antal blev større og svendenes antal mindre. Industrialiseringen skabte altså i første omgang markant fremgang for håndværket.

Vi ved lidt om skomagernes vilkår fra en stor undersøgelse i 1872. Fire lokale skomagere med ansatte svende og lærlinge er med i undersøgelsen: Soelberg, Nielsen, Brestrup og Jørgensen. Værkstederne var ikke store, idet man havde 1-4 svende og 1-3 lærlinge. Svendenes lønninger lå på 4-5 rigsdaler om ugen, mens lærlingene fik kost og logi. Den daglige arbejdstid svingede fra 12 til 16 timer og altid med to timers pause.

Skomager Soelberg havde værksted i Søndergade. Inden for faget blev han en institution på grund af sin mangeårige gerning i faget. Soelberg havde selvfølgelig gennem årene mange svende og lærlinge ansat, men to skal her kort omtales. Thomas Jensen var svend hos Soelberg omkring 1870, og Thomas Jensen var formand i 1872-73 for den første politiske organisering blandt byens arbejdere, Internationale. Soelberg har næppe taget Thomas Jensens politiske engagement fortrydeligt op, da mesteren var fadder til svendens nyfødte søn i året 1873. Barnet fik ganske naturligt navnet Louis, formodentlig efter datidens arbejderleder, Louis Pio. I året 1898 blev Jens Michael Sørensen udlært hos Soelberg, og den unge svend drog væk fra byen og blev en meget velhavende mand som skotøjsfabrikant. I januar 1931 vendte den nu rige skotøjsfabrikant tilbage til Silkeborg og med direkte henvisning til sin dejlige ungdomstid i Silkeborg skænkede han byen et stort beløb til bygning af Michael Sørensens Stiftelse på Åhavevej.

Skomagersvendene stiftede som en af de første faggrupper i Silkeborg en fagforening i 1892, og ved århundredskiftet var medlemstallet 19. Peter Munksø (f. 1899) er udlært i Silkeborg og var en årrække formand i fagforeningen:

”Jeg blev udlært i 1919 hos Teibel omme i Søndergade. Dengang fik folk ofte lavet deres sko hos skomagerne, og alt arbejdet foregik til at begynde med ved håndkraft. Der fandtes fabrikslavede sko, men de solide sko skulle folk til skomager for at købe.

Folk, som ønskede at købe nye sko, gik ind i butikken, hvor mester tog mål af kundens fod. Det foregik ved, at foden blev placeret på et stykke hvidt papir, og mester strøede talkum rundt om foden. Derefter tog mester målene og skar læderet ud til svendene. Hver enkelt kunde kunne få lavet en sko, som lige akkurat passede til hans eller hendes fod.

Efter mesters mål og materialer kunne vi begynde med at bygge en sko op. Overlæderet blev syet sammen på maskine, men når det skulle syes på sålen, foregik det i hånden med en begtråd. Vi lavede selv vores begtråde af hørtråde, som vi snoede sammen og spidsede ved at lægge dem forskudt i forhold til hinanden. I hver ende af begtråden satte vi en svinebørste, som gjorde det ud for nål. Man benyttede russiske svinebørster, fordi de var lange og hårde. I de sidste år af min læretid fik vi en pudsemaskine. Tidligere brugte vi glas til at skrabe læderet af, og foran os havde vi en pudselampe, hvor vi opvarmede hæljernet og vokset, når skoen skulle blankes.

Hos Teibel var der tre svende og en lærling. Det var meget almindeligt. Vi har altid haft et godt forhold til mestrene, og vi har altid kunnet snakke os tilrette. Efterhånden døde faget ud. Svendene blev arbejdsløse og mange nedsatte sig som småmestre. Jo flere småmestre desto mindre brug er der for svende”.

Skomagerfagets arbejdspladser var mange og små. Erhvervstællingen i 1935 omtaler 37 ”skotøjsreparationsforretninger” med i alt 46 mennesker tilknyttet. Erhvervstællingen i 1948 opregner 31 ”skotøjsreparationsforretninger” med i alt 49 mennesker tilknyttet.

Silkeborg Skomagerlaug blev stiftet på et møde på Missionshotellet Grand den 28. marts 1937. Niels Nielsen var formand 1937-1940. Johs. M. Pedersen overtog hvervet i 1940, og han var fortsat formand i lauget ved 25 års jubilæet i 1962. Ved denne lejlighed udtalte Johs. M. Pedersen til avisen:

”Foreningens opgave er i de forløbne år lykkedes så godt, at en skomager i byen nu frit kan komme og sludre på alle sine kollegers værksteder … Lauget har gennem årene fået adskillige forbedringer gennemførst for medlemmerne; .. f.eks. er åbningstiden til lørdag kl. 21 nu afskaffet, og skomagerne lukker til almindelig lørdagstid, ligesom 8 dages sommerferie er indført. I krigsårene var materialerne rationeret, og lauget hjalp med fordelingen af de sparsomme materialer. Ofte oplevede man på det tidspunkt, at dynger på flere hundrede par sko lå i skomagerbutikkerne, fordi der ikke var materialer til at reparere dem. … For 25 år siden var der ca. 40 skomagerværksteder i byen, og nu er tallet halveret. Udviklingen går i retning af færre og færre værksteder af den gamle kategori. For nogle år siden var arbejdet meget sæsonpræget, så alt arbejdet faldt om sommeren. Nu er opgaverne fordelt over hele året” (Aften Posten 28. februar 1962).

Jubilæumsfesten blev holdt den 10. marts 1962 på La Strada.

Silkeborg Skomagerlaug blev også oprettet for at indgå nogle prisaftaler, således at man ikke konkurrerede hinanden ihjel. Og på det punkt opnåede lauget hurtigt et resultat, idet ”Mindste prisliste for Silkeborg og Omegns Skomagerlaug” allerede lå færdig få dage efter stiftelsen, nemlig den 1. april 1937. Prislisten gjaldt reparationer. F.eks. kostede nye hæle 4 kr., bagfoer i sko blev sat til 0.50 kr., farvning af sko kostede 1.00-1.50 kr. osv. osv.

Medlemslisten pr. 1. april 1937 viser, at der var 31 medlemmer i selve Silkeborg, 6 medlemmer i Alderslyst og et enkelt medlem ”udenbys”, nemlig fra Faarvang. Medlemskontingentet var 2.50 kr. pr. kvartal.

Skomager S.J. Nielsen, Vestergade (”Listy”) er den første, som er indført i medlemsprotokollen. Sønnen blev også skomager. Henning Nielsen (f. 1921) lærte således håndværket at kende fra barneårene, og han beretter om sit virke inden for håndværket:

”Da jeg skulle have en læreplads, hang de jo ikke på træerne, så jeg kom altså i lære hos min far i 1937. Han døde imidlertid lige før jul 1938, og jeg færdiggjorde min læretid hos den gamle Skaarup Jakobsen i Søndergade. Skaarup var udlært hos min far.

I min læretid var det mest reparationsarbejde, og jeg kom faktisk først til at lave nye sko de sidste tre måneder før svendeprøven – ellers kunne jeg heller ikke aflægge prøven. Vi arbejdede fra 8 morgen til 6 aften de første fem dage og om lørdagen fra 8 morgen til 8 aften. Altså det samme som de handlende. Skaarup drev ikke skohandel fra forretningen, men han havde reparationerne fra skohandler Josias overfor.

Læretiden var fire år. Det første arbejde, man bliver sat til, er at lave hæle. Min mester satte mig også grundig ind i læderets betydning, og det har jeg haft god glæde af senere. Det er nemlig ganske afgørende, om man har noget godt læder at arbejde med. Svendeprøven foregik i Skanderborg, hvor jeg blev indlogeret tre dage på et hotel. Prøven tog godt to dage, hvor jeg fra grunden i hånden skulle lave et par sko.

Efter svendeprøven arbejdede jeg hos to mestre – tre dage hos den ene og tre dage hos den anden. De havde ikke nok arbejde til hver især at holde en svend. Jeg kom straks i fagforening, hvor Peter Munksø var formand. Peter Munksø var bademester om sommeren, og jeg overtog egentlig hans plads, da han blev bademester. Da det blev vinter igen, var pladsen så blevet min. Men der var bestemt skomagere nok i byen, og jeg oplevede endog at få tilbudt penge for at rejse fra byen, så de blev en kollega mindre.

Skomagerfaget har aldrig været en indbringende forretning. De fleste mestre var alene måske med en lærling, men enkelte havde da en svend. Jeg havde bestemt ikke tænkt mig at blive selvstændig mester. For som jeg sagde til mig selv: ”Mestrene har ingen penge og kun en masse bøvl”. Jeg blev dog alligevel selvstændig i 1948, hvor jeg overtog min mesters værksted her i Silkeborg.

I slutningen af krigen og lige efter var det moderne med ridestøvler til motorcykler. Det gav en del arbejde med at lave støvlen fra grunden i hånden. Det var et meget stort stykke arbejde. Jeg regnede med i løbet af ugen at skulle forsåle 40 par sko. Det gav en hel god ugeløn, men så måtte jeg også arbejde længere end de 48 timer. Derudover kunne jeg så påtage mig at lave et par ridestøvler, men så var der ikke meget tid til overs til en selv.

Som selvstændig købte jeg hele huder hjem. Jeg ville ikke have dem udstanset, for så vidste jeg ikke, hvad det var for noget læder, jeg fik. Jeg ville selv se og føle på skindet. Det gode læder sidder i ryggen og halvvejs ned, mens det andre steder kan være noget løst i det, f.eks. i bugen. Jeg skar så selv mit læder ud, og så havde jeg jo resterne til at ordne hæle med.

Som mester har jeg ikke haft lærling eller svend. Hvis der var ekstra arbejde, så har jeg taget aftenerne med. Nogle skomagere har haft ry for aldrig at få tingene færdig til tiden, men det kan også være meget svært at tilrettelægge ens arbejde på grund af de mange kunder, som kommer ind og slår arbejdsrytmen i stykker. Jeg har heldigvis godt kunnet arbejde, mens folk stod og snakkede, og jeg har ladet maskinen køre, mens folk var i forretningen. Jeg tjente jo ikke penge ved at snakke. Som skomager fik man ofte en fast kundekreds. Jeg havde f.eks. en del seminarieelever fra seminariet lige over for som kunder. Skomagerne konkurrerede ikke sådan direkte, men kunderne valgte selvfølgelig en skomager, som de havde tillid til. Ellers fandt de bare en anden skomager.

Jeg kom selvfølgelig straks ind i skomagerlauget og ret hurtigt valgt ind i bestyrelsen, først som sekretær og siden som formand efter Johannes Pedersen. Vi drøftede blandt andet prislisten, og til de møder kom medlemmerne gerne. Prislisten var en slags mindstebetaling, og jeg har da flere gange erklæret, at jeg ønskede at tage noget mere for nogle ting, simpelthen fordi jeg syntes, at arbejdet var det værd. Vi havde først 8 dages ferie og siden 14 dages ferie, og det har jeg altid holdt. Når svendene skulle have ferie, kunne det ikke passe, at mestrene ikke også havde ferie. Nogle mestre nænnede ikke at tage ferie. De må jo ikke have fået nok for deres arbejde, siden de mente, at det var nødvendigt at arbejde i ferien.

Som mester oplever man mange gange det ærgerlige, at kunden ikke kommer og henter sine sko. Arbejdet og det brugte materiale er så spildt. Jeg har kørt mange sko på lossepladsen. Men jeg har aldrig givet kredit – de færdige sko blev først udleveret, når betalingen faldt. Jeg ville ikke være totalt til grin.

I begyndelsen var alt lædersko, og det kan repareres. Vi havde den gang ikke nogen god lim, så vi syede eller pløkkede sålen på. Men med tiden kom de gode lime, og det blev begyndelsen til enden for faget. Med den gode lim kom også gummi og plastik ind i skofabrikationen, og de sko skal ikke repareres. Sko er blevet en del af ”køb-og-smid-væk”-kulturen.

Jeg holdt i 1992 efter 44 år som selvstændig. I dag er der kun to skomagere tilbage i Silkeborg, og de kan klare arbejdet. Der er ikke brug for flere skomagere”.

Skomager N.P. Andersen slog sig i 1904 ned som skomager i Voel efter at have været lærling og svend i otte år. Som bibeskæftigelse var han også barber. N.P. Andersen flyttede i 1954 værkstedet til Landlystvej i Silkeborg, hvor han arbejdede til sin død i 1969. Herefter blev værkstedet skænket til Silkeborg Museum. N.P. Andersen har ikke meddelt meget om sit markedeårige virke inden for faget, men datteren, Marie Kristensen (f. 1909) har berettet følgende om barndomshjemmet i Voel:

”Min far hed Niels Peter Andersen, og han var skomager og barber. Min mor hed Karen Andersen, og hun havde fransk vask. Min far begyndte i en lille stue. Senere flyttede han over i forsamlingshuset, hvor han var vært.

Mit barndomshjem havde to stuer, et soveværelse og et køkken. Der var også en del jord til huset, og min mor holdt to geder, gris, gæs og høns. Min far havde værksted i den ene af stuerne i gavlen mod vejen. De unge samledes tit hos os, hvor de spillede kort. Det foregik gerne lørdag aften, hvor det kunne blive ret sent. Min far havde en grammofon, som han spillede dansestykker på. Silkeborg var vor købstad. Vi havde også familie i Silkeborg, da min moster og hendes mand havde restauration i byen. Min far cyklede gerne en gang om ugen til Silkeborg for at hente materialer, f.eks. læder. Læderet skulle lægges i blød og spændes ud, før det kunne bruges. Han lavede mange gymnastiksko. Senere solgte han nye fabrikssko. Til at begynde med ordnede min far også seletøj for bønderne, det var før sadelmageren kom. Og smeden brugte også min far, hvis der skulle laves noget læderarbejdet ved f.eks. høstmaskiner og pumper. Af andre håndværkere var træskomageren. Men far og han var ikke konkurrenter. Han lavede træsko og min far lædersko”.

Træskomageriet er for længst en saga blot, og skomageriet er nu kun et lille specialhåndværk med en ganske særlig historie. Og værkstedet er heldigvis kommet på museum.

Artiklen blev bragt i Silkeborg Museums Årsskrift 1998. Silkeborg Museum er siden 1998 blevet til Museum Silkeborg med tre afdelinger – Hovedgården, Blicheregnen og Papirmuseet. Silkeborg Museum havde i årene 1992-2002 en række ”håndværkermarkeder”, og frem til 2012 havde museet fortsat en række håndværkerudstillinger i de permanente udstillinger, men de er siden blev pakket ned. Museum Silkeborg har i dag kun særskilte udstillinger omkring ”pottemageren” på Hovedgården og ”papirmageren” på Papirmuseet.

Marts 2020