SOFUS JØRGENSEN

Et snedkerfirma i Silkeborg……..

Af Keld Dalsgaard Larsen

De gamle håndværk er en del af vor kultur og kulturarv, og derfor er emnet naturligt for Silkeborg Museum at tage op. Museet har udstillet en lang række håndværk, og i museets magasiner findes også en del med tilknytning til håndværk, og endelig ønsker museet ved håndværkermarkedet at levendegøre, bevare og udbrede kendskabet til de gamle håndværk. På håndværkermarkedet arbejdede blandt mange andre snedker Carl Nielsen, og han fortalte, at han i en årrække havde arbejdet hos firmaet Sofus Jørgensen. Det blev den direkte anledning til nærmere at undersøge snedkerfaget med udgangspunkt i dette traditionsrige firma i Silkeborg.

Materialet til denne undersøgelse er fundet i gamle aviser, i bøger og på arkivet. Her var noget, men hovedkilden er dog to gamle håndværkere, der har arbejdet en lang årrække i firmaet Sofus Jørgensen: Ernst Kusk (f. 1905) begyndte i firmaet i 1919 og Vagn Sørensen (f. 1921) startede som læredreng i 1938.

Sofus Jørgensen (1867-1929) stammede fra Vejen, og han kom knap 25 år gammel til Silkeborg i 1892 for at overtage Joh. Manlys snedkerforretning i Tværgade. Joh. Manly var som barn kommet med de sjællandske håndværkere og papirarbejdere, der kom med Michael Drewsen for at starte papirfabrikken. Joh. Manly havde oparbejdet en ganske god snedkerforretning, som han pr. 1. marts 1892 overdrog til den unge Sofus Jørgensen. I den ret store annonce, som fulgte med overtagelsen præsenterer den nye mester sig således:

”tillader jeg mig at anbefale mig til de ærede beboere i Silkeborg og omegn. Alt arbejde, der udgår fra mit værksted, vil være omhyggeligt og godt udført. En anbefaling for mig turde være, at jeg i flere år har arbejdet i udlandets mest bekendte forretninger på møbelsnedkeriets område. Tegninger over alle slags stilfulde møbler, såvel moderne som antikke, forefindes til behagelig eftersyn. Idet jeg beder Dem godhedsfuld erindre mig ved eventuel bestilling og køb … med Højagtelse Sofus Jørgensen”.

I første omgang havde Sofus Jørgensen dog kun lejet Joh. Manlys snedkerforretning. Den ene af kautionisterne var faderen, skolelærer og kirkesanger J.P. Jørgensen fra Vejen. Faderen reviderede også de første mange år sønnens regnskab, og efterladte breve tyder på, at den unge Sofus Jørgensen har haft en god hjælp af faderen.

Sofus Jørgensen førte forretningen fremad med raske skridt. På et tidspunkt omkring århundskiftet udtrykker han i et brev til faderen endog stor forbløffelse over, hvor godt det egentlig går. Lejemålet ændres til fuldt og helt ejerskifte.

Fremgangen fører til, at Sofus Jørgensen den 6. oktober 1900 kan indrykke en – efter datidens målestok – stor annonce i Silkeborg Avis, hvor det meddeles, at forretningen nu er blevet kraftig udvidet, og firmaet præsenteres som ”Sofus Jørgensens Møbel- & Maskinsnedkeri og Lager” i Tværgade med telefonnummeret 5 Silkeborg. Det var en meget omfattende investering, som Sofus Jørgensen foretog sig i træbearbejdningsmaskiner og en tørrestue for materialer. Firmaet påtager sig nu alt til bygningsfaget så som vinduer, døre, butiksinventar osv. og endvidere tilbydes maskinforarbejdning af træ til snedkeribrug i al almindelighed.

Sofus Jørgensen deltog i Industriudstillingen i Horsens 1905 og på Landsudstillingen i Århus 1909 og fik tilkendt diplom og sølvmedajle. Firmaet Sofus Jørgensen var nu byens fine snedkerfirma og også et af de toneangivende firmaer af sin art i Jylland.

Sofus Jørgensen fremhævede stolt, at han havde været på valsen. Det var en naturlig sag for datidens fremadstræbende håndværkere, at de drog ud i Europa for at dygtiggøre sig og få en oplevelse for livet. Sofus Jørgensen havde været på valsen med snedker V.V. Petersen, og han var også blevet ansat i firmaet. V.V. Petersen blev en aktiv mand i Silkeborgs arbejderbevægelse blandt andet som Arbejdernes Fællesorganisations første formand, formand for snedkernes fagforening, aktiv i sygekassen m.m. Ved siden af denne aktivitet blev V.V. Petersen også mestersvend i firmaet.

Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvor mange af arbejderbevægelsens pionerer fra omkring århundredeskiftet, der var ansat i firmaet Sofus Jørgensen. Her kan nævnes P. Clausen, formand hos snedkerne og i Fællesorganisationen, H.F. Knudsen aktiv i sygekassen og Fællesbageriet, David Petersen formand i fagforeningen og aktiv i den socialdemokratiske bevægelse i Alderslyst, S. Friis også formand i fagforeningen, Søren Bach formand i fagforeningen og en lang årrække kasserer i Socialdemokratiet i Silkeborg, og der kunne nævnes flere andre. Sofus Jørgensen var altså ikke nogen svoren modstander af fagforening eller Socialdemokratiet. Han har sikkert blot været interesseret i at have dygtige svende.

Sofus Jørgensen var ikke selv socialdemokrat, og en kort overgang sad han i Silkeborgs byråd for Venstre. Han var et meget engageret menneske, og han var blandt andet i mange år formand for Silkeborg Håndværkerforening og for Silkeborg Tekniske Skole. Håndværk og uddannelse er givet noget, som Sofus Jørgensen har ønsket at værne om og udvikle.

Ernst Kusk kom til Sofus Jørgensen i 1919 først som bydreng og siden som lærling. Herom beretter Ernst Kusk:

”Det var Sofus Jørgensen, som tog imod mig som lærling. Men det var svendene, som lærte mig op. Vi var fire lærlinge på værkstedet, og der har nok været 15-20 svende. Lærlingen skulle gå svendene til hånde, hente træ m.m. til dem. Man kunne reelt ingenting, når man kom på værkstedet som 14-årig. Man skulle lære det hele, og det gjorde man ved at løse mindre opgaver, hjælpe svendene og se efter, hvordan de gjorde det.

Sofus Jørgensen arbejdede ikke på værkstedet, men han stod om morgenen i porten, og så havde han sin runde på værkstedet. Mestersvenden hed V.V. Petersen. Lærlingen kom ½-1 time før svendene og fyrede op i limovnen. Limovnen var vigtig, den skulle have den rette temperatur. Hvis limovnen ikke var i orden, når svendene kom, så kunne der vanke øretæver. Limovnen blev fyret op forfra, og der stod en brændselskasse ved siden af, og det var selvfølgelig lærlingens opgave at sørge for, at kassen var fuld.

Til hver høvlbænk var der først og fremmest to rubanke, en skrubhøvl, en slethøvl og en pudshøvl. Det var værkstedets værktøj, men de enkelte svende passede hver især deres bænks værktøj. Profilhøvlene var man fælles om, og de hang på en reol. Der kunne let opstå nogle gniderier over, om man nu også havde slebet de profilhøvle godt nok efter brug.

Når arbejdsdagen var slut ryddede svendene op på høvlbænken, og lærlingen ordnede gulvet. Lærlingen måtte bruge skraber, for dengang blev der virkelig produceret spåner i et snedkerværksted. Især hvor der blev lavet ligkister, kunne man næsten blive begravet i spåner. En kost ville slet ikke slå til. Spånerne blev skubbet ned i kælderen.

Trælageret var på loftet, og svendene gik op og valgte træ ud og skar det til. De arbejdede helt individuelt. Svendene kunne vælge at betale maskinværkstedet til at gøre det grove arbejde, det kostede vist 3 kr. i timen. Men flere af de ældre snedkere valgte selv at gøre alt det grove arbejde, og så kom der gang i rubanken. De havde rigtignok kræfter og energi, men så blev lærlingen også sendt hen efter en pæl brændevin. Der blev drukket på værkstedet dengang.

Vi havde 1½ times middagspause, hvor nogle smuttede hjem for at spise, andre havde madpakker med, og nogle tog sig en lur på høvlbænken.

Jeg gik på Teknisk Skole om aftenen fra kl. 7 til kl. 9. Selvfølgelig kunne man have lyst til så meget andet, men jeg havde nu ingen problemer med at holde mig vågen. Hvis der blev forsømt, blev det meddelt mester.

Som svendestykke lavede jeg et chatol i mahogni med buet klap helt fra bunden af. Jeg tegnede det op og lavede det. Jeg fik en fin sølvmedalje for svendestykket, og det var min mor ikke så lidt stolt over. Hun havde dog ikke råd til at købe svendestykket, så det blev solgt.

Da jeg blev udlært som 19-årig i 1924, var det sløje tider for snedkeriet. Heldigvis var jeg tidsnok kommet i fagforening og kunne få understøttelse. Jeg søgte ind på Kunstindustrimuseet i København på understøttelse, men jeg fik afslag. Sofus Jørgensen blev vred over det afslag. Han bandede ikke men sagde ofte ”sørme”, og her sagde han: ”Jeg skal sørme lære dem”. Og jeg kom ind som den eneste jyde på Kunstindustrimuseet, hvor jeg var i tre år. Jeg lærte meget her, som senere skulle komme mig til gode, f.eks. at tegne”.

Sofus Jørgensen samarbejdede med en række fremtrædende arkitekter. Arkitekt A. Rosen har haft sin gang på værkstedet, og Ernst Kusk husker ham som detaljernes mand. I forbindelse med det gamle rådhus store udvidelse i 1923 skulle byens råd også have nye møbler. De nye rådhusmøbler blev tegnet af arkitekt Bendixen, som også forestod selve ombygningen af rådhuset. Firmaet Sofus Jørgensen stod for selve produktionen af rådhusmøblerne, som den dag i dag kan ses på Lokalhistorisk Arkiv på biblioteket.

Sofus Jørgensen døde pludselig i januar 1929 kun godt 61 år gammel. Der var sket meget, siden den 24-årige snedker kom til byen og begyndte i Tværgade. Firmaet Sofus Jørgensen var blevet så solidt, at det kunne fortsætte først som familieforetagende frem til 1937, hvor det blev et aktieselskab, som dog også ejedes af familien herunder svigersønnen, arkitekt Knud Sørensen.

Den hidtidige værkfører Kodahl blev forfremmet til direktør i firmaet, og den unge Ernst Kusk blev udnævnt til værkfører knap 25 år i 1929.

Firmaet levede videre og fulgte med tiden uden at slække på kvaliteten. Til Silkeborg Avis udtalte firmaets direktør i november 1933:

”Vi husker endnu de gamle renæssancemøbler, empiremøblerne og klunke- og plydsmøblerne, og sikkert alle har med glæde set på den udvikling, der er foregået hen imod de mere enkle stilarter”.

Firmaet hang ikke fast i traditionerne, man fulgte med tiden, og Kodahl finder den nye tids funkismøbler praktiske, og så opfylder de tidens krav om hygiejne. Sofus Jørgensen gamle motto gjaldt fortsat: Man var leveringsdygtige i alle stilarter også de nyeste.

Firmaet Sofus Jørgensen havde fortsat aktive svende ansat, og den mangeårige formand for snedkernes fagforening, H.P. Hjort var således – selvfølgelig var man nær ved at sige – ansat her. I Snedkerforbundets beretning for årene 1932-35 fremgår det, at firmaet også betalte sine svende ganske godt sammenholdt med andre firmaer. I 1932 tjente en møbelsnedker normalt 120 øre i timen i byen, mens snedkerne hos Sofus Jørgensen blev benævnt ”møbelspecialister” og fik hele 135 øre i timen.

Det var et alsidigt firma, Ernst Kusk blev værkfører i:

”Sofus Jørgensen var byens store og fine snedkerfirma. Ud mod Tværgade havde vi forretning og salgsudstilling. Til at begynde med var der nogle faste stilmøbler i sæt, men det gik efterhånden ud, og møblerne blev rent individuelt bestemt af kunden. Hos Sofus Jørgensen blev der lavet møbler, ligkister, kerner af træ til Silkeborg Maskinfabrik m.m. Der blev lagt vægt på håndværket, men der var maskiner i maskinværkstedet: båndsav, tykkelseshøvl, afretterhøvl og en kehlmaskine. Kehlmaskinen kunne behandle træet på alle fire sider, og da Sofus Jørgensen anskaffede sig den, var han den første i Silkeborg, som havde en sådan. Derfor havde firmaet en overgang en stor produktion af gulvbrædder. Senere overtog blandt andre Silkeborg Tømmerhandel den produktion.

Træ er et levende materiale. Grundtræet hos Sofus Jørgensen var det såkaldte ”kalmer-træ”, og det blev oplageret på loftet. Grundtræet blev skåret op i bredder på 5-6 cm., og derefter limet sammen igen. Derved gik spændet af træet, så det ikke kastede sig. Træet blev så rettet op og tandet af med en tandhøvl. Når træet blev tandet af, fik det en ru overflade, som gjorde det velegnet til at få finer på.

Dengang foregik al limningen med varm lim, med hudlim. Derfor var limovnen så vigtig. Den store limovn på værkstedet var ca. to meter lang og ca. 80 cm. bred. Fyringen skete foran i den smalle ende. Ovenpå var ovnen ganske plan, og når ovnen var varm nok, kunne de såkaldte tulader blive varmet op på den. På siden af limovnen var tre limpotter, som var koblet til ovnen. De tre limpotter havde et fælles kar med varmt vand. Svenden smurte limen på grundtræet, så kom fineren på, og så kom den varme tulade af zink på. Tuladen var indsmurt i svinefedt, så den ikke blev limet sammen med fineren. Tuladerne af zink skulle have den helt rette temperatur. Var de for varme, kunne de smelte, og hvis de var for kolde, kunne fineren ikke blive limet ordentlig sammen med grundtræet. Så kunne man få de såkaldte ”tyskere” i fineren, altså små luftbobler, som man så måtte udbedre bagefter. Træ, finer og tulade blev så sat i pres i en bloktvinge. Bloktvingerne var tæt på limovnen.

Limen fik vi hjem i plader, som vi skar op og puttede i limpotten. Under besættelsen var det ikke til at få lim, men gennem bekendte på Koopmann Svineslagteri fik vi noget afkog fra slagteriet, så vi selv kunne lave noget lim. Det var mere eller mindre godt.

Ligkisteproduktionen stod en ligkistesnedker Rasmussen for. Han arbejdede på akkord, og han kunne tjene penge ved det. Rasmussen var en af de svende, der ikke ønskede, at maskinsnedkeriet ordnede hans træ. Det gjorde han selv, og til tider var han ved at drukne i spåner. Når ligkisten var færdig, kom den op til malermester Rasmussen i Nygade. Vi havde selv ligkistelager i firmaet. Den sidste egetræskiste, som blev lavet på værkstedet, blev brugt til Sofus Jørgensen selv.

På maskinværkstedet var der en snedker Loeb, og han var en meget dygtig mand. Det var bestemt ingen let sag at indstille maskinerne, så de leverede godt maskinforarbejdet træ, men det kunne han.

På værkstedet var der også et slibetrug – en trækasse på ca. 60 cm. med vand, og heri lå slibestenen. Her blev høvljern, stemmejern m.m. slebet.

Jeg har været lærer på Teknisk Skole i 24 år og under tre forskellige forstandere. Da vi var flest i firmaet, var vi 36 svende, en arbejdsmand og et par møbelpolstrere. Vi brugte billedskærer Larsen i Markedsgade ved nogle opgaver”.

Ernst Kusk deltog i alle de store opgaver, hvor især kan nævnes møbelinventar til en række banker over det ganske land, i bilproduktionen til Darr siden DAB osv. Firmaet Sofus Jørgensen stod f.eks. for indretningen af datidens fine biografi i Århus, Regina, hvor Ernst Kusk selv var med for at sætte møblerne op.

Vagn Sørensen (f. 1921) kom til Sofus Jørgensen i 1938. herom fortæller han:

”Vi var fire lærlinge og ca. 20 svende. I facaden ud mod Tværgade var møbelforretningen, mens værkstedet lå i bygningen i gården. I værkstedsbygningen var der i stueetagen maskinværksted, lager til møbler og ligkister og tørrestue. På 1. sal lå værkstedet så at sige i hele etagen. Sadelmagerværkstedet lå på 2. sal, og her var også lager for fyrretræ og mahogni. I gården var der to gammeldags lokummer og et pissoir. Der blev udlært 1-2 lærlinge om året. Vi lærlinge blev puttet ind ved en høvlbænk, hvor der var plads. Faktisk gik der næsten et år, inden jeg kom til en høvlbænk. Vi lærlinge havde mange gøremål. Godt halvdelen af svendene var beskæftiget med at lave inventar til busser for Darr på Torvet (i dag DAB), f.eks. loftslister, instrumentbræt, vindueslister osv. Karosserierne til rutebilerne blev bygget hos Pedersen i Toldbodgade, og snedkerne begyndte også herude. Når de fik noget færdigt i Toldbodgade, skulle det hjem på værkstedet for at blive færdigbehandlet, og det var lærlingenes opgave at transportere delene fra Toldbodgade til værkstedet i trækvognen og senere videre til Darr på Torvet. Det var en løben frem og tilbage.

Vi havde trækvogn, men vi brugte også hestevogn af og til. Vognen havde vi selv, og hesten lånte vi hos vognmand Pedersen i Tværgade.

Et andet arbejde for lærlingene var at sætte det nyankomne træ ind i tørrestuen gerne så hurtigt som muligt. Træet blev stablet op med strøjer, så der var luft mellem brædderne. I tørrestuen kunne der lukkes damp ind, og så stod træet og tørrede i 14 dage. Herefter skulle træet ud, over gården og op på lagret på 2. sal. Det var et bøvlet arbejde. Svendene kunne være barske. Jeg husker en episode, hvor vi var i fuld gang med at tømme tørrestuen. En svend kommer og beder min lærekammerat om at smutte i byen for ham. Kammeraten svarer: ”Det har vi sgu ikke tid til, kan du ikke se, at vi er i gang med at tømme tørrestuen”. I det samme langede svenden en susende lussing ud og råber: ”Hvem fanden siger du ”du” til!””.

Opvarmningen af limovnen ændrede sig fra 1920’erne til sidst i 1930’erne, hvor Vagn Sørensen som lærling også fik den at se efter. Herom beretter han:

”Lærlingene skulle også sørge for, at der var lim og vand ved de tre limovne i værkstedet. Sofus Jørgensen havde en fyrbøder Frederiksen, der mødte fem-halvseks om morgenen og fyrede op i fyret, så der kom damp rundt i rørene. Dampen varmede vandet op i limovnen, og derved blev limen varmet op. Det skete nogle gange, at det kneb med at få varme i rørene om morgenen, og det kunne svendene ikke goutere. De kunne ikke være på værkstedet i en sådan kulde, så de trissede hen til Kirstine Rasmussen – konditoriet på hjørnet af Tværgade og Vestergade – hvor de fik en ekstra gang morgenkaffe. Og så kunne vi sende bud, når der var kommet varme på værkstedet.

Da jeg kom i lære blev der også bygget både – mest outriggere til 2-4 mand – på værkstedet. Når bådene skulle ud, måtte man pille et vindue ud først. Vi stod også for vedligeholdelse af bådene i roklubben. F.eks. hvis der skulle en ny lægt i, der skulle nittes med små kobbernitter. Vi reparerede masser af årer, og om vinteren reparerede vi også ski for folk.

Det første egentlige træarbejde, jeg fik, var at lave en lille kommode i fyrretræ. Først skal træet findes, skæres og op fuges – limes – sammen ved hjælp af en rubank. Når det var gjort, høvlede maskinsnedker August Petersen træet for os. Kommoden kom ud i forretningen for at blive solgt.

Det allerførste lærlingen skulle gøre om morgen var at rense de tre krukker med politur. Polituren stod i nogle krukker, hvor over der var en filthat og et låg, så spritten ikke fordampede. Vi skrabte skidt fra bunden af hatten.

Fire gange om ugen gik vi på Teknisk Skole, hvor vi mødte kl. 6. Vi havde vor egen værkfører, Kusk, så vi havde naturligvis bare at møde op, også selv om vi først var blevet færdig på værkstedet en halv time før.

En lærlingeløn var dengang 6 kr. om ugen det første år, og de følgende år steg lønnen til 8 kr., 12 kr. og 15 kr. om ugen. Arbejdsugen var på 48 timer. Vi mødte kl. 6.30 holdt frokost kl. 8.30-9.00, havde lang middagspause kl. 12.00-13.30 og havde fyraften kl. 17.00. Om lørdagen arbejdede vi 3½ time. I den lange middagspause kunne vi lærlinge smutte ned til Almindsø for at få en dukkert. De ældre svende tog sig en middagslur.

Mit svendestykke var et skrivebord. Først havde jeg tegnet et firkantet skrivebord, men det fandt værkføreren var for ordinært. De ene ende skulle bue. Jeg tegnede derfor bueningen med en passer, men det brød værkfører Kusk sig heller ikke om, for så blev det for cirkelformet. Enden blev, at jeg nærmest ved frihånd tegnede bueningen. De buede låger var et kæmpearbejde. Der gik ni træstykker til hver af de to låger, og træstykkerne skulle fuges sammen – limes – ved håndarbejde. Til at høvle den indvendige buening brugte jeg en hulkilshøvl.

Vi limede hele tiden træ sammen, man skar nemlig træet op i lister på 5-7 cm., som så blev limet sammen. Derved undgår man, at træet slår sig. Denne sammenlimning – fugning – kan ske ved hjælp af rubanken og et fugelade. Før limen kommer på træet, bliver træet varmet op på limovnen, og herved får man en større sikkerhed for, at limen også holder. Man kunne også sende træet ned til afretterhøvlen i maskinværkstedet. Når træet var limet, satte vi det i spænd ved hjælp af dørtvingere og skruetvingere i en halvtimes tid. Men træet skal fortsat tørre i et par dage, før vi kan arbejde videre med det. Arbejdet skal derfor altid planlægges sådan, at vi i disse ”pauser” har andre opgaver at udføre.

Fineren på lågerne i svendestykket gav også meget arbejde. Der skulle laves en skabelon og et modstykke for at sikre, at lågen kunne være i spænd med fineren på. Tuladerne af zink er bøjelige. Der skulle to lag finer på, først et tykkere spærrefiner på tværs og dernæst en mahognifiner på langs. Der skulle også en lille staf hele vejen rundt om bordet, og det var et grusomt arbejde. Svendestykket tog 275 timer. Da det var færdigt, blev svendestykket kørt ned i Håndværkerforeningen på trækvognen. Skuemestrene gennemgik svendestykket, som jeg fin en bronzemedalje for. Bagefter fik vi en kop kaffe. Jeg har skrivebordet endnu, og det fungerer lige så godt som, da det blev lavet.

Sofus Jørgensen havde et godt ry på sig. Længe før min tid var man begyndt med inventar og møbler til banker. Den første bank var Andelsbanken i Vestergade. Vi har leveret inventar og møbler til banker over hele landet. Jeg har været med i Hjørring, Frederikshavn, Frederikssund, Holbæk og Samsø. I begyndelsen var det mest Andelsbanken, men de sidste år var det næsten udelukkende for Jyske Bank.

Værkstedets direktør Koudahl og især værkfører Kusk var dygtige til at tegne, og de stod for mange af tegningerne til møblerne. Vi svende fik så en tegning stukket ud, og så skulle vi selv sørge for detaljerne. Vi kunne selvfølgelig godt gå til Kusk, hvis der var noget, vi var i tvivl om.

Hos Sofus Jørgensen havde vi også et par mand, der gik på ”spjældarbejde”, altså reparationsarbejde ude i de private hjem. F.eks. efter indbrud så kom et par mand med værktøjskassen og ordnede det, der skulle ordnes.

Høvlbænken var snedkerens vigtigste værktøj. Hver svend havde sin høvlbænk og holdt orden på den. Nogle ryddede op hver dag, mens andre lod værktøjet ligger på bænken. Hvert år til jul blev høvlbænken tandet med en tandhøvl og smurt ind i linolie. Så var bænken ikke så modtagelig for lim m.m. Det kunne ikke undgås, at der blev savet ned i bænken m.m. Det var gamle bænke, og det kunne ses. Ved hver høvlbænk var der på væggen et værktøjsskab. De vigtigste høvle var rubank, slethøvl, pudshøvl og dernæst skrubhøvl og simshøvl. Vi havde også et sæt stemmejern lige fra 1/8 tomme jern til 1½ tomme jern. Det blev flittigt brugt, når vi skulle lave sinker i hånden.

Det største arbejde, jeg havde af den slags, var en stor pult til en bank, hvor der var 148 skuffer i egetræ. Her skulle alle sinker skæres ud i hånden.

Det var småt med akkord hos Sofus Jørgensen. Dog var der fællesakkorder på bilarbejdet til DAB og til enkelte større arbejder, hvor vi fik en slumpakkord. Der blev satset på håndværket. Vi lavede ikke maskinmøbler. Men der blev solgt maskinmøbler i møbelforretningen ud mod Tværgade, men det var blot produceret hos andre. Vi lavede mest møbler på bestilling.

Vi oprettede en egen sygekasse hos Sofus Jørgensen, forkortet S.J.S. i februar 1951. Vi indbetalte 1 kr. om ugen til kassen, og så fik man 7 kr. pr. dag, når man var syg. En normale sygekasse gav næsten intet, det var i hvert fald ikke til at leve for. Vi havde megen glæde af den sygekasse, og vi vidste præcist, hvor mange penge der var i kassen. Hvis der var et større overskud, så kunne et par ældre svende få et julegratiale på 25 kr.

Vi havde udflugter med firmaet, og ofte skete det helt spontant. Nogle på værkstedet kom i tanke om, at nu var det tiden til en udflugt. Man gik så over til Kusk eller Koudahl for at høre, om firmaet gav lidt til formålet, og så tog man sig en fridag med udflugt, f.eks. til Onkel Peters Hus. Andre gange var det mere planlagt, og så var hustruerne med”.

Firmaet Sofus Jørgensen lukkede i 1969. Der var ingen til at føre firmaet videre. Thorsen overtog møbelforretningen, men de ønskede ikke at videreføre værkstedet. Ernst Kusk ønskede ikke at fortsætte, og Vagn Sørensen takkede også nej til at drive værkstedet videre på de givne betingelser. Vagn Sørensen fik en god plads hos Frederik Madsen i en lang årrække.

Firmaet Sofus Jørgensen holdt op. Et værksted, der satsede på det gamle møbelsnedkerhåndværk, drejede nøglen om og blev en del af byens historie. Silkeborg Museum ønsker fortsat at værne om disse gamle håndværk og videregive deres lokale historie for nutidens og eftertidens silkeborgensere. Det kan ske på håndværkermarkeder, i udstillinger og ved små beretninger som denne.

Artiklen blev bragt i Silkeborg Museums Årsskrift 1993 under titlen ”Møbler i alle stilarter” med underoverskriften ”Om snedkerfirmaet Sofus Jørgensen, Silkeborg”. Silkeborg Museum er siden blevet til Museum Silkeborg med tre afdelinger – Hovedgården, Blicheregnen og Papirmuseet.

Silkeborg Museum havde i årene 1992-2002 en række ”håndværkermarkeder”, og frem til 2012 havde museet fortsat en række håndværkerudstillinger i de permanente udstillinger, men de er siden blev pakket ned. Museum Silkeborg har i dag kun særskilte udstillinger omkring ”pottemageren” på Hovedgården og ”papirmageren” på Papirmuseet.

Marts 2020