ORGANISATION OG SOLIDARITET

Af Keld Dalsgaard Larsen

Fagforeninger blev oprettet for at varetage arbejdernes interesser som lønmodtagere. Egeninteresse var udgangspunktet. Den danske fagbevægelse har i internationale sammenhæng enestående succes med at organisere lønmodtagerne. Historisk som aktuelt. Hvordan gik det til? Svarene har gennem tiderne været noget vage, og ind imellem kan man få det indtryk, at solidaritet og organisation nærmest var noget vore forfædre havde i generne, var en del af deres dna. Virkeligheden er naturligvis meget mere kompliceret og nuanceret. Artiklen giver et indblik i organisation og solidaritet i Silkeborg.

De mandlige arbejdere var først med at danne fagforeninger. Mændene havde deres organisationer på plads i årene ca. 1890-1920. Kvinderne kom først for alvor med fra 1930’erne.

Emil Madsen var med til at starte Malernes Fagforening i Silkeborg i 1897, og han har fortalt følgende om den første tid til Silkeborg Social-Demokrat i forbindelse med fagforeningens 50 års jubilæum:

”Der blev jo i halvfemserne oprettet adskillige fagforeninger, og det ligesom lå i luften, at vi også måtte have en. Den, der tog initiativet til det første møde, var en ung malersvend, Ole Bahnsen … Han gik rundt og talte med kollegerne, vi var jo ikke så mange, og fagforeningen startedes med syv mand ved et møde på cafe Cimbria i Estrupsgade. Hvad var malerne utilfreds med: Naturligvis først og fremmest lønnen …. Det var næsten umuligt for en gift malersvend at ernære sig, han måtte simpelthen nedsætte sig som mester for at kunne eksistere. Var det svært at få malersvendene med i fagforeningen? Nej, jeg må sige, at det er gået noget lettere hos os, end det gik i visse andre fag. Der kunne være en enkelt, som vægrede sig, men så talte vi meget alvorligt med ham, og det hjalp. Derimod var det vanskeligt for os at holde vore tillidsmænd. De blev jo chikaneret og måtte ofte rejse fra byen. Vi skiftede tit bestyrelsesmedlemmer i de første år”. (Arbejderliv s. 66).

Emil Madsens beretning fortæller noget, men ikke alt. Vigtigt er det, at det med fagforeninger lå i tiden. Alle vidste, at de var kommet for at blive. At kæmpe imod ville i længden være nytteløs. Vi får også at vide, at det var en ung svend, som tog initiativet. Sådan var det mange steder. Unge arbejdere var indstillet på at tage chancer og risici. Mere end f.eks. en gift svend med familieforpligtelser. Mange unge arbejdere var vant til og indstillet på at rejse videre, hvis det var nødvendigt.

Chikanen mod de faglige pionerer nævnes også i jubilæumsinterviewet. Mange eksempler kan bestemt gives, men man skal alligevel passe på ikke at gøre denne forfølgelse nærmest mytologisk. Virkeligheden var mere nuanceret. Fagforeningens pionertid var præget af mange skift i bestyrelserne, men det skyldtes ikke nødvendigvis arbejdsgivernes forfølgelse. En væsentlig årsag var, at de fagligt aktive ofte var unge arbejdere, som af den ene eller anden grund flyttede fra byen. Måske stiftede de familie og fik mindre tid til fagforeningsarbejdet.

Arbejdsgivernes holdning til fagforeningen var imidlertid slet ikke så negativ, som en senere tid gerne har villet give indtryk af. Af flere årsager. F.eks. for at skabe arbejdsro på arbejdspladsen. Men det kunne også være direkte dumt af mestrene at forfølge fagforeningsledere. Hvorfor? Fordi rigtigt mange af disse faglige ledere var dygtige fagfolk og generelt kvikke mennesker, som i en presset situation kunne vælge selv at nedsætte sig som mester! Og så var mestrene godt nok blevet fri for en dygtig fagforeningsmand – men man havde så fået en dygtig konkurrent på halsen i stedet for. Og der er mange lokale eksempler på, at fagforeningsledere bliver succesrige mestre, f.eks. Chr. Jensen, Frederik Madsen og Gustav Hansen.

Møbelvirksomheden Sofus Jørgensen var basis for Snedkernes Fagforening i Silkeborg, og V.V. Petersen var fagforeningens første formand. Senere også Arbejdernes Fællesorganisations første formand. V.V. Petersen arbejdede hos Sofus Jørgensen. Som mestersvend. Andre fremtrædende arbejderledere havde deres daglige arbejde samme sted. Sofus Jørgensen var selv venstremand, men han havde ingen problemer med at beskæftige fagligt og politisk engagerede socialdemokrater. Sofus Jørgensen og V.V. Petersen havde været på valsen sammen i deres unge år, og alt tyder på, at de bevarede et venskab livet igennem.

Emil Madsen undlader i sit jubilæumsinterview en vigtig kendsgerning. Den må med:

Malermestrene i Silkeborg var i 1897 ikke afvisende over for svendenes fagforeningsinitiativ. Nærmest tværtimod. Det kunne også være en god måde at få organiseret dem selv! Efter en kort strejke i 1897 indgik parterne en overenskomst. Den indeholdt i paragraf 6 en eksklusivaftale:

”Mestrene forpligter sig til indenfor Silkeborg og Omegns Mesterforenings område kun at anvende medlemmer af Malersvendenes Fagforening i Silkeborg. Ligeledes forpligter medlemmer af Malersvendenes Fagforening i Silkeborg sig til kun at arbejde for medlemmerne af Mesterforeningen for Silkeborg og Omegn”.

Sådanne eksklusivaftaler var helt almindelige i den tidligere organiseringsfase. Gerne på mestrenes foranledning! Mestrene fik hermed elimineret lønnen som et konkurrenceparameter. Alle mestre skulle jo give det samme i løn til de ansatte. Med eksklusivaftale gik organiseringsarbejdet nemmere. Ikke mindst i forhold til de modstræbende – nu stod de pludselig over for at skulle vælge mellem at stå i fagforening med mulighed for at få arbejde eller stå uden for fagforeningen og uden mulighed for arbejde. Dette valg var sjældent svært.   

Mange af de første overenskomster var blot en stadfæstelse af de eksisterende forhold. Måske med et par ører ekstra. Men det afgørende var, at man så at sige fik papir på hinanden og indgik et kontinuerligt samarbejde – som modparter og medspillere.

Syerskernes Fagforening blev stiftet på et møde den 7. september 1933 på Afholdshotellet i Østergade. Dansk Skrædderforbund var initiativtager. Målgruppen var syersker ansat hos Peter Jessen. Denne lokale matador havde i 1920’erne ansat mange hjemmesyersker og desuden etableret Dansk Kjole Industri og Dansk Konfektions Industri i Vestergade.

De fremmødte indmeldte sig i den nye fagforening. Peter Jessen var ikke begejstret. Hurtigt meddelte han, at han bestemt ikke kunne garantere arbejdspladser, hvis lønnen sådan skulle sættes op. Forbundet opfordrede syerskerne i Silkeborg om at stå fast og holde sammen. Og de fulgte opfordringen. Peter Jessen vendte herefter om på en tallerken og indgik allerede i november 1933 overenskomst med Syerskernes Fagforening i Silkeborg. Også den indeholdt en eksklusivaftale. Peter Jessen anmodede herefter alle syerskerne i Vestergade om at indmelde sig i fagforeningen. Og det gjorde de så, dem som havde været lidt langsomme i optrækket. (Arbejderliv 115).  

Ellen Nielsen var med fra starten, og hun har fortalt herom:

”Jeg var selv hjemmesyerske, men kom med i fagforeningen med det samme. Og i januar 1935 kom jeg i bestyrelsen. Det var ikke lige let at organisere hjemmesyerskerne, og den eneste måde, det kunne lade sig gøre på, var, at vi gik og stemte dørklokker. Der var ikke mange, der uden videre sagde ja til at melde sig i fagforening. Det krævede overtalelse. En del af hjemmesyerskerne ville gerne være lidt fine fruer, som dog var i den situation, at økonomien alligevel tilsagde dem at bestille noget, men det med fagforening var ikke lige sagen for dem. Og gik de med, så sagde de det ikke til en sjæl, at de var i fagforening. Vi havde især to gode argumenter for indmeldelse i fagforeningen. Den ene var arbejdsløshedskassen, og det andet var, at hjemmesyerskerne kunne få indflydelse på prisfastsættelsen af kjoler hos Peter Jessen. Fagforeningen havde nemlig to repræsentanter, som var med til at sætte priserne. Det med arbejdsløshedskassen kunne også overtale mange af hjemmesyerskernes mænd, for de kunne godt se, at det var en fordel, at konen var i arbejdsløshedskasse, hvis der pludselig ikke var mere arbejde” (Arbejderliv s. 151f).

Ellen Nielsen fremhæver arbejdsløshedskassen som et godt argument for fagforeningen. Og det var den generelt gennem store dele af det 20. århundrede. Fagforening og arbejdsløshedskasse hørte sammen. Først sent i det 20. århundrede blev de adskilte med mulighed for at fravælge fagforeningen og nøjes med en a-kasse.

Fagbevægelsen var lige fra sin spæde start også en slags forsikringsselskab for arbejderne. Her var hjælp at hente i trængselstider, f.eks. under arbejdskonflikter, arbejdsløshed og sygdom. Fagforeningen var medlemmernes sociale sikkerhedsnet.

Ellen Nielsens beretning afspejler indirekte en forskel på mænds og kvinders syn på organisering. Kvinderne pralede ikke af det. Anderledes forholdt det sig med mændene. Fagbevægelsen var på sin vis en moralsk og en civilisatorisk bevægelse, som slog på, at organiserede arbejdere var de ansvarlige, respektable og dygtige. Organiserede arbejdere kunne man stole på. De var gode arbejdere. Og de gifte var gode fædre, som arbejdede for at sikre familien en menneskeværdig tilværelse. Modbilledet var den uorganiserede, som var uansvarlig, upålidelig og udygtig. Typisk blev han skildret som drikfældig.

Den lokale organisering var naturligvis også afhængig af de landsdækkende vilkår for organisering. Og det lå i tiden i 1890’erne, at fagbevægelsen var kommet for at blive. Arbejdernes ret til at organisere sig fik det blå stempel efter en stor konflikt i sommeren 1899. De Samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening indgik det såkaldte Septemberforliget i 1899. Septemberforliget stadfæstede arbejdernes ret til at organisere sig, og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Og forliget dannede grundlag for ”den danske model”, hvor arbejdere og arbejdsgivere gennem deres organisationer forhandler sig frem til vilkårene på arbejdsmarkedet.

Organiseringen skete i en konkret sammenhæng. Den udsprang ikke af et medfødt gen hos arbejderne eller af det abstrakte begreb solidaritet. Solidaritet har en positiv klang. Ikke mindst i arbejderbevægelsen. Gang på gang kan man høre en klagesang over, at folk var mere solidariske i gamle dage. Det er ikke rigtigt. Man har altid skulle arbejde for, at medlemmerne optrådte solidarisk. Og det har altid været indviklet.

Solidaritet er det positive ord for det, man også mere negativt kunne omtale som ”gruppeegoisme”. Man er altid solidarisk med nogle, med sine egne. Med nogle man har fælles interesser med. Smede er solidarisk med andre smede. Men ikke nødvendigvis med andre faggrupper. Murerne er solidarisk med andre murere. Men ikke nødvendigvis med murerarbejdsmændene. Osv. Mænd var i årtier alt andet end solidariske med kvinder på arbejdspladserne. Mændene mente, at arbejdet burde forbeholdes dem som familiefædre og som familieforsørgere. Det gjaldt også i forhold til ugifte mænd. Til andre tider ønskede man arbejdet forbeholdt organiserede inden for kommunegrænsen – mens man ikke var spor interesseret i at være solidarisk med udefrakommende fagfæller. Under 1930’ernes arbejdsløshed var det en yndet skik i de danske byer, at man for at få arbejde i en by skulle være medlem af den lokale fagforening. Men for at blive medlem skulle man have et arbejde i kommunen. Det bed sig selv i halen. Den arbejdsløse mødte på fagforeningen og blev afvist, da han ikke havde arbejde i byen. Og søgte han arbejde i byen, blev han afvist, fordi han ikke var i den lokale fagforening.

Organisering og solidaritet udspringer altid af de faktiske forhold. Om det er i arbejdernes interesse som lønmodtagere. På kort og langt sigte. Og disse interesser forandrer sig i takt med den almindelige samfundsforandring. Også derfor må fagbevægelsen til stadighed forny sig.

Henvisninger:

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg (1984)

Keld Dalsgaard Larsen: Gør din pligt og kræv din ret – erfaringer med lokal arbejderhistorie (i Årbog for arbejderbevægelsens historie 1988)

Keld Dalsgaard Larsen: Møbler i alle stilarter. Om snedkerfirmaet Sofus Jørgensen, Silkeborg (i Silkeborg Museums Årsskrift 1993)

Maj 2016