SORRINGLERTØJ

Baggrundsartikel………….

Af Keld Dalsgaard Larsen

”Dallerup sogn, hvorunder Sorring hører, ligger øst for Silkeborg i Gjern herred. Denne egn med de skovklædte bakker og små søer og bække, som løber ud i Gudenåen, kaldtes i 1800-tallet for ”Potteegnen”, og alt lertøjet herfra kaldes under et for Sorringlertøj. Det var landets største pottemageregn, og i Sorring, hvor de fleste af pottemagerierne lå, var der næsten ved hvert eneste hus bygget et hvidkalket brændehus med tegltag, hvori ovnen var muret op. Tegltagene var nødvendige af hensyn til brandfaren, og det fortælles om Sorring, at det var en festlig landsby med de røde tegltage i modsætning til andre landsbyer, som havde stråtage”.

(Dansk Lertøj 1967 s. 153).

Louis Ehlers forstod at værdsætte landpottemageriet, og i Dansk Lertøj og i Ehlers Samling er Sorringlertøjets historiske position på fornem vis repræsenteret. Dallerup sogn var en betydningsfuld dansk pottemageregn i henved 200 år, og lertøjet herfra kendt som ”de røde potter fra Sorring”.

Dallerup sogn indeholder Dallerup med den gamle landsbykirke og præstegården, Toustrup, sognets hovedby i 1700-tallet illustreret ved rytterskolen fra 1721, og så Sorring, som voksede frem som sognets folkerigeste lokalitet i 1800-tallet.

Pottemageriet i sognet kan følges tilbage til år 1700, og det eksisterer den dag i dag i form af virksomheden Sorring Lervarefabrik (*).

Pottemagertraditionen dukker op første gang i kirkebogen for året 1700, hvor der under døde er følgende indført: ”Sorring, Peder Potmagers mindste barn døde d. 9. november”. Ervhervsbetegnelsen pottemager dukker herefter op hist og her i arkivalierne gennem hele 1700-tallet. I den første folketælling i 1787 er optegnet to pottemagere i sognet. Alle var måske ikke medtaget i folketællingen, men antallet af pottemagere stiger først kraftigt fra og med folketællingen i 1834, hvor tallet er ca. 40.

Pottemageriet i Dallerup sogn havde i 1700-tallet kontakt med pottemagermiljøet i købstaden Horsens. Flere pottemagere fra det midtjyske nedsatte sig i Horsens, og enkelte drog fra Horsens til Dallerup sogn for at nedsætte sig som pottemager. Kronologisk ser det ud til at i takt med, at pottemageriet gled ud som håndværk i Horsens, voksede det op i Dallerup sogn som landhåndværk. Der kan også skimtes relationer til pottemagermiljøerne i Aarhus og Odense.

Pottemageriet i Dallerup sogn var ret stabilt i perioden 1834-1901, hvor antallet ifølge folketællingerne svingede mellem 32 og 42 pottemagere. Pottemageriet gik først tilbage efter 1901, men det beskæftigede dog fortsat otte mennesker i 1940.

Statistisk Tabelværk 1842 angiver, at der er 36 ”pottemagerier” i Dallerup sogn, mens der i nabosognene findes 14 pottemagerier fordelt således: Linå sogn (5), Tulstrup sogn (3), Låsby sogn (3) og Røgind sogn (3). J.C. Schythe behandler i sin amtsbeskrivelse over Skanderborg Amt (1843) dette midtjyske pottemageri, og hans iagttagelser svarer til Statistisk Tabelværk. Men der er dog en lille forskel, idet J.C. Schythe taler om 36 ”ovne” i stedet for ”pottemagerier”. Det kan være en uvæsentlig detalje, men hvis der er tale om 36 ovne, kan det forklare den relative stabilitet i antallet af pottemagere i sognet. At etablere sig som pottemager fordrede såvel faglige kvalifikationer som en vis kapital til produktionsapparat i form af ovn, drejebænk m.m.

Statistisk Tabelværk 1842 anslår den årlige produktion i Dallerup sogn til at være 62.450 stykker lertøj. J.C. Schythe afviser dette tal og hævder, at det er mindst tre gange større. Alt tyder på, at han har ret. Den årlige produktion i Dallerup sogn i perioden 1834-1901 var formodentlig på mellem 150.000 og 450.000 stykker lertøj. En såre omfattende produktion, som blev distribueret rundt på landet eller til markederne af pottemagere eller de såkaldte potkørere.

Hvorfor blev Dallerup sogn til en pottemageregn i 1800-tallet? Umiddelbart falder tanken hen på let adgang til råmaterialet, leret. Det er der tradition for. Blandt andet med henvisning til, at det var forbudt at grave ler i bygaden i Sorring. Det er dog næppe forklaringen. Det lokale pottemageri brugte såvel rødler som blåler i produktionen. Blåleret måtte man hente ved Galten ca. 10 km øst for Sorring, mens kiseljorden til glasuren måtte hentes ved Sminge ca. 10 km vest for Sorring. Rødler var der derimod lokalt. Og det skulle naturligvis hentes i de fælles lergrave – og ikke ved at begynde at grave gaderne op!

Råmaterialesituationen giver ingen umiddelbar forklaring på skabelsen af pottemageregnen ved Sorring. Derimod kan årsagen meget vel være simpel nødvendighed og overlevelse.

Folketællingen i 1787 vidner om yderst fattige kår, og mange ernærede sig slet og ret ved betleri. Nøden lærte mænd i sognet at blive pottemagere. Håndværket havde allerede fodfæste i sognet i 1700-tallet, en faglig tradition var til stede som afsæt, da den øgede befolkning og behovet for nye næringsveje ansporede til opblomstringen af pottemageriet som hovederhverv fra omkring 1830.

Udviklingen kan også illustreres ved sognets bebyggelsesmønster tidligt og sent i 1800-tallet, optegnet af læreren i Toustrup, Las Lassen (1811-1895):

Toustrup 1804-10: 15 gårde og 9 huse, 1880-81: 18 gårde og 45 huse.

Sorring 1810: 16 gårde og 24 huse, 1881: 18 gårde og 120 huse.

Gårdenes antal lå nogenlunde fast, mens befolkningstilvæksten måtte ty til nyopførte huse, mange uden jord. Og det er her, vi finder pottemagerne. Las Lassen konstaterede det nøgternt ved udsagnet: ”Ejerne i de jordløse huse var mest pottemagere”.

Pottemagerne i Dallerup sogn var først og fremmest at finde blandt tidens småkårsfolk. Pottemager Mogens Sørensen, Toustrup, fik i 1779 sit lertøj beslaglagt, da han ville sælge på markedet i Ebeltoft. Årsagen var, at det ifølge loven var forbudt for pottemagere på landet at producere ”røde potter”. Det ville have været noget af en katastrofe for Mogens Sørensen og pottemagerne i det midtjyske, hvis denne lov pludselig skulle overholdes. Hidtil havde man set igennem fingre med ulovlighederne. Til sit forsvar henviste Mogens Sørensen til, at han var en ”arm og fattig husmand”, som var afhængig af produktion og salg af lertøj. Amtmanden i Skanderborg Amt gik i brechen for pottemageriet i Dallerup sogn ud fra devisen: Hvad skal de ellers leve af? Amtmandens indgriben gav pottemageriet i Dallerup sogn fred til at fortsætte som hidtil – og med øget styrke fra ca. 1830.

J.C. Schythe understregede også i sin amtsbeskrivelse fra 1843, at pottemageriet i det midtjyske var noget for småkårsfolk: ”I pastoratet: Linå og Dallerup er der etableret et meget betydeligt antal jordløse huse, hvis beboere ret vel kunne slå sig igennem ved træskomageri og pottemageri, men til sidst falder dog mange fattigvæsenet til byrde. I Dallerup sogn er det især Sorring by, der er stærkt udparcelleret, og det i meget små parceller;” (J.C. Schythe 1843 s. 34).

Pottemageriet i Dallerup sogn var præget af små kår, og hovedbyen Sorring bar præg heraf. Las Lassen gav følgende bedømmelse af byen: ”Sorring var i den tid en af de elendigste landsbyer her omkring. Vel var der også fattigdom i naboegnen og simple bopæle, men ikke i den grad som i Sorring. Nu er den udstykket i det uendelige….”.

Tidsskriftet ”Hver 8. Dag” gav i december 1907 følgende maleriske indtryk af pottemagerbyen Sorring: ”Man ser det straks, når man kommer ind i byen. Det ene hus efter det andet er overstænket, som det stod midt i den værste vinterpløre. Vægge, stolper, karme, ruder, døre – alt er overklasket med blågråt ler, klinet over som vanærende vægge. Og udenfor husene står på brædder nylavede potter og fade opstillet til vindtørring. Vi holder udenfor et af de skidne huse…”.

Louis Ehlers opfattede Sorringlertøjet som ”folkekunst” og glædede sig ved de talrige variationer, de mange finurligheder og den individuelle skønhed ved det enkelte stykke lertøj:

”Den helt utrolige variation som findes indenfor Sorringpottemageriet er helt enestående … og selv om potterne kan ligge tæt op til hinanden, er der ikke to, som er helt ens. Det er spontaniteten og fantasien, der præger dette pottemageri, som i løbet af en kort årrække udfoldede sig med en så vældig kraft. Her er der ingen traditioner, som skal følges, og ingen krav om en bestemt stil, hver pottemager udtrykker, som det falder ham naturligt, og hans mål er at gøre arbejdet så godt og smukt som muligt efter de retningslinier, som han selv har sat. På den måde er der her fremkommet et stykke folkekunst, som helt igennem er individuelt” (Dansk Lertøj 1967 s. 56).

Sådan kan vi fortsat glædes ved Sorringlertøjet, men det er tankevækkende at vide, at pottemagerne selv opfattede deres landhåndværk som en levevej – ikke som kunst eller kunsthåndværk. Pottemageriet i Dallerup sogn var et masseproducerende landhåndværk, som producerede til et ukendt marked. Omkring en kvart million stykker lertøj om året!

Eftertiden har bevaret en række enkeltstykker af Sorringlertøjet. Det er naturligvis først og fremmest de finere produkter, som har fundet vej til museer og samlinger. Under denne udvælgelsesproces er lertøjet for eftertiden blevet til ”folkekunst” og unika. Sorringlertøjets produkter rummer imidlertid flere niveauer og historier, som kan være relevant at erindre sig, når vi i dag iagttager og nyder de enkelte stykker lertøj.

Sorringlertøjet er i sagens natur vanskelig at bestemme og systematisere, og alle tommelfingerregler og generaliseringer må tages med forbehold. Louis Ehlers undlod i Dansk Lertøj at give et bud på stilbestemmelse og periodisering af Sorringlertøjet, og han overtog heller ikke museumsdirektør i Den Gamle By, Helge Søgaards bud. Louis Ehlers har sikkert haft sine grunde hertil. Man kan hævde, at Louis Ehlers først og fremmest opfordrer til en personlig oplevelse af den individuelle folkekunst. Og Ehlers Samling er fortsat en åben invitation hertil.

Louis Ehlers gør opmærksom på, at det er såre lidt Sorringlertøj, vi har fra den tidligere periode. Det svarer fint til den kendsgerning, at pottemageriet i Sorring først blev rigtigt omfattende fra omkring 1830. Ehlers Samling rummer imidlertid enkelte stykker Sorringlertøj fra den tidlige periode, f.eks. en skægmandsdunk (illustration 180/s. 155), en kaffekande (illustration 181/s. 156) og et krus (illustration 184/s. 158).

Louis Ehlers omtaler kaffekanden som et eksempel på en gruppe lertøj med lys begitning overtrukket med en varm gul glasur. Kaffekanden skulle være en bryllupskande, og dens udsmykning består af to meget store dekorativt indridsede initialer, på den ene side brudens: A K S D og på den anden side brudgommens: N H S, og under hanken er indridset årstallet 1805. I bunden er indridset et Y med streg under. Er det pottemagerens signatur? Louis Ehlers mener ja, og hævder, at det må være pottemager Yde, som er skaberen af lertøjet. Men det må nævnes, at signeret Sorringlertøj er så sjældent, at det må mane til forsigtighed med alt for nagelfaste konklusioner.

Helge Søgaard udarbejdede i værket ”Lertøj fra nørrejyske museer. Bidrag til jysk keramiks historie” (1958) et stil- og periodiseringsskema, som med en vis forsigtighed og i tillempet form kan bruges på Sorringlertøjet. Der kan skimtes tre perioder: den tidlige periode (ca. 1750-1810/1840) med fiskefadene som stilsættende, den mellemste periode (ca. 1840-1880) med barselspotterne som stilsættende og endelig den tredje periode (fra 1880’erne), hvor barselspotterne sammen med ørekrukkerne, urtepotterne og urtepotteskjulerne er stilsættende.

Fiskefadene fra den ældre periode kan være farverigt dekorerede med naturalistiske motiver, f.eks. hjorte, fisk, tulipaner m.m. Fadene har gerne en hvid begitning som grund, hvorpå farverne er pålagt, på flere af fadene er et årstal påmalet og med en afsluttende klar glasur. I perioden fremkommer en ny systematisk dekoration i nogle fade, hvor bundfarven er den hvide begitning, på fanen er der dekoreret med tre eller fire grønne streger og en rødbrun cirkel hele vejen rundt på fanen og med enkle dekorationer med rødt og grønt i selve fadet. Det er som om den tidlige periodes farveglæde forsvinder i takt med landpottemageriets fremmarch først i 1800-tallet. Det ses tydeligt på fiskefadene, hvor fadene først i 1800-tallet bliver mere enkle med en hvid begitning, enkle indridsninger og en klar glasur.

Ehlers Samling har en række fiskefade, som med stor rimelighed kan henføres til Sorringtraditionen (illustration 185, 187, 188 og 189 / s. 158-161).

Barselspotten bliver en stor artikel midt i 1800-tallet som både gaveartikel og praktisk madkrukke. Mange af barselspotterne fra Sorringtraditionen har en ekstra udsmykning i form af et øre ved hver hank. Af og til erstattes ørerne ved hanken af en snoning.

Den mellemste periodes lertøj er gerne med en hvid begitning, en grøn eller gul (evt. brungul) glasur udvendig og dekoreret med indridsninger og diverse indklemninger. Indridsninger er karakteristisk for den mellemste periode. Der indridses personnavne, stednavne, årstal m.m. Af dekorationer indridses spejlvendte s’er, stiliserede tulipaner, stiliseret bladornamentik, sole/stjerner, ranker, aks, af og til en stiliseret fugl, w-motiver i forskellige varianter m.m. Hankene på barselspotterne har mange gange indklemninger. Der foretages skraveringer og laves systematiske huller m.m. som dekoration. En yndet dekorationsform er også en hemret bort (småprikket bort).

Måske skal den ændrede og mere enkle dekoration ses i sammenhæng med pottemageriet som nyt masseproducerende landhåndværk i perioden.

Ehlers Samling har en række fine barselspotter fra mellemperioden med de karakteristiske grønlige og gullige barselspotter med indridsede udsmykninger og inskriptioner (illustration 186, 193, 197, 205 (Thorsø) / s.159-169).

Med den tredje periode først i 1880’erne kommer farverne markant tilbage i lertøjets dekorationer. Ehlers Samling har en barselspotte, som ifølge Helge Søgaard eksemplificerer overgangen fra den mellemste til den sidste periode, nemlig en barselspotte fra 1883 (illustration 210 / s. 171), hvor pottemageren endnu bruger indridsning i form af inskriptionen ”Vissing” og ”Aaret 1883”, mens selve udsmykningen peger hen mod den sidste periodes større farvevariationer.

Den tredje periodes dekorationer er gerne farvet blomstermotiv og hyppigt med påsat relief. De malede motiver er ikke naturalistiske i samme grad som i den første stilperiode fra omkring 1800. Af andre typiske dekorationsformer i den nye stil er cirkelmotiv og prikmotiv ofte påsat med hvidt pibeler. Den nye dekorationsstil skabes ved kohornsmaling, som i denne periode bliver den dominerende dekorationsteknik. Potternes udformning bliver også anderledes fra 1880’erne. De bliver mere ensartede, og de tidligere indklemninger og dekorative huller forsvinder i vid udstrækning.

Overgangen fra den anden til den tredje periode (i 1880’erne) hænger måske sammen med en ændring i teknikken, idet pottemagerne i Sorring nogenlunde samtidig gik over til den ”våde glasur”, som muligvis gav større sikkerhed for gode resultater med illustrationer foretaget med kohorn m.m.

De toørede krukker, de finere urtepotter og urtepotteskjulere overtager den stilbestemmende position omkring 1900. I 1900-tallet kommer to nye udsmykningsteknikker til at præge det finere Sorringlertøj: vådt-i-vådt teknikken, hvorved der opnås et utroligt spil mellem farverne og pålægning af farver ved hjælp af en svamp. De nye teknikker peger frem mod landhåndværkets senere transformation til kunsthåndværk.

Sorringlertøjet rummer imidlertid talrige eksempler, som er svær eller umulig at indplacere i skemaer. Og ved siden af det hele findes en mængde småting, som f.eks. sparebøsser, piv-i-røvfløjter m.m.

Asger Jorn tog i 1953 ophold hos pottemager Knud Jensen i Sorring. To verdener mødtes: kunstneren kontra håndværkeren. Og det forløb ikke altid lige gnidningsfrit. Asger Jorn ønskede at videreudvikle det gamle håndværk og sprænge masseproduktionens rammer. Knud Jensen var dybt forankret i sit håndværk og kunne lære færdigheder fra sig. Asger Jorn tog ved lære i et vist omfang – men for ham var den skabende og spontane proces det afgørende. Herved opstod kunsten. Museum Jorn har i dag en fornem samling lertøj, som Asger Jorn skabte i Sorring. Og pottemageriet i Sorring blev aldrig helt det sammen efter mødet med kunstneren Asger Jorn. Tiden var også til det. Noget måtte ske, hvis det gamle håndværk skulle leve videre under en eller anden form. Håndværk og kunsthåndværk måtte kombineres, hvis pottemageriet skulle overleve.

Knud Jensens værksted blev omdrejningspunktet mellem den gamle og den nye tid. Mellem tradition og fornyelse i Sorring. Nye pottemagere blev udlært hos Knud Jensen – blandt andet flere kvindelige pottemagere. Og det blev også datteren, Anne Marie (Tut) Qvist Jensen, som drev værkstedet i perioden 1975-2000, hvorefter en ny generation tog over, idet Berit Kristiansen overtog slægtens traditionsrige virksomhed – i dag kendt under navnet Sorring Lervarefabrik.

Henvisninger:

Niels Asbæk: Pottemageriet på Sorringegnen (i Århus Stifts Årbøger 1924)

Louis Ehlers: Dansk Lertøj (1967)

Bodil Møller Knudsen: Ildens værk (1997)

Keld Dalsgaard Larsen: Sorring. Danmarks pottemageregn (i Århus Stifts Årbøger 1997)

Keld Dalsgaard Larsen: De røde potter fra Sorring. En lokalhistorisk og museal undersøgelse af et egnskarakteristisk landhåndværk ca. 1700-1950 (Utrykt rapport) (Silkeborg Museum 1998/99)

Las Lassen: Tovstrup By og dens beboere fra omkring 1820 til 1880 (i Århus Stifts Årbøger 1909)

Las Lassen: Sorring Bys beboere for ca. 100 år siden (utrykte optegnelser)

T. Bundgaard Lassen: L. Lassen. Lærer i Toustrup 1830-1880 (1927)

Else Marie Lindblom: Pottemagere i Dallerup sogn i perioden ca. 1700 – ca. 1830’erne. De røde potters pionere (i Århus Stifts Årbøger 1998)

C. Nyrop: Dansk pottemageri. Et kapitel af den danske keramiks historie (1882)

Marianne Ritzau: Om Sorring-traditionen (i Den Gamle Bys Årbog 1986)

J.C. Schythe: Skanderborg Amt (1843)

Helge Søgaard: Lidt om pottemageri og folkekunst i Gjern Herred (i Østjysk Hjemstavn 1940)

Helge Søgaard: Østjysk pottemageri. Nogle bemærkninger (i Fortid og Nutid 1944)

Helge Søgaard: Vestdansk pottemageri. En oversigt (i Folk-Liv Acta ethnologica et folkloristica Europaea. Stockholm 1947)

Helge Søgaard: Lertøj fra nørrejyske museer. Bidrag til jysk keramiks historie (1958)

Artiklen er skrevet i december 2010 i forbindelse med et tværmusealt projekt om dansk pottemageri med udgangspunkt i Ehlers Samling i Haderslev. Tanken var, at artiklen skulle indgå i en antologi, som dels kunne være en introduktion til dansk lertøj generelt og dels være en avanceret guide til Ehlers Samling. Artiklens henvisninger til illustrationer m.m. er henvisninger til Louis Ehlers værk ”Dansk lertøj” (1967).

Gennemgået og justeret i maj 2018.