Træskoarbejdernes fane
Træskoarbejderne på Svejbæk Træskofabrik indviede deres nye fane den 5. juni 1922 til arbejderbevægelsens store Grundlovsmøde i Silkeborg. Silkeborg Museum fik langt senere denne fane overdraget, og hermed fik museet et egnskarakteristisk kulturklenodie.
Silkeborgegnen var en træskoegn. Det gamle landhåndværk, træskomageri, var vidt udbredt især i Them, Linå og Rye sogne. Silkeborgskovenes bøgetræer leverede råmaterialet. Det gamle landhåndværk sygnede hen først i 1900-tallet, og træskofabrikker tog en kort overgang over. Svejbæk Træskofabrik (1919-1946) var den største af egnens træskofabrikker, og den blev så at sige slutstenen på den lokale træskohistorie.
Før år 1900 var der en faglig organisering af træskomagere på egnen med egen fane. Denne fane overtog træskoarbejderne på Svejbæk Træskofabrik i 1922. De fik den malet om, så den kom til at fremstå med teksten ”Træskoarbejderne” og ”Svejbæk Træskofabrik” på to bånd og med en træsko midt på fanedugen. Og Grundlovsdag samme år kunne træskoarbejderne fra Svejbæk stolt indvie fanen.
Svejbæk Træskofabrik var navnet i folkemunde. Men fabrikken hed egentlig Svejbæk Træskofabrikker. Årsagen var, at fabrikken oprindeligt var en fusion af flere mindre lokale træskofabrikker.
Henvisning:
Keld Dalsgaard Larsen: Træskomageriet i Midtjylland. Fra landhåndværk til industri (i Århus Stifts Årbøger 1995-96).
Følg os her: