SVENDSIRA OG SKOLETASKEN

Et minde om skoleliv for hundrede år siden
Af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen

DEN HÅNDGRIBELIGE VIRKELIGHED
Museernes tager udgangspunkt i genstandene. Hvad ville en museumsudstilling være uden tredimensionelle genstande? Den håndgribelige virkelighed er indgangen til museernes historiefortællinger. Knager til forståelse af den fortidige virkelighed. Fra det konkrete udfoldes historierne.

SKOLETASKEN.
Silkeborg Museum fik for nogen tid siden indleveret en gammel skoletaske med et penalhus i træ og en række skolehæfter. Skoletasken havde tilhørt giverens afdøde faster, som var opvokset i Glarbo. Hermed kom hendes skoletaske med indhold på museum. Og hvilke historier kunne den kaste af sig?

Skoletaskens ejer hed Svendsira Jensen. Svendsira? Det er ikke noget almindeligt navn, og nevøen kendte da også kun fasteren under navnet Sira. Men på alle skolehæfterne står der med sirlig skrift Svendsira Jensen. Svendsira har gået både i Salten Skole og på Silkeborg Borgerskole.

På et hæfte står ”Retskrivningsbog for Svendsira Jensen, Salten Skole 1910”. Med fin og omhyggelig skønskrift fremgår det, at Svendsira var ganske udmærket til at stave. Men det kunne knibe den 13-årige pige at hitte rede på, hvornår ordene skulle være med stort eller lille forbogstav. Dengang skulle navneord skrives med stort – men et ord som forbavset skulle dengang som nu skrives med lille. Og her var Svendsira i sine anstrengelser kommet til at skrive Forbavset. Det blev rettet. Senere kom hun til at skrive ”Rusten Nøgle”, og her var det rigtigt, at nøgle skulle være med stort, mens rusten skulle have været med lille. Og sådan slider Svendsira i det side efter side i sommeren 1910. Men på de sidste sider i stilehæftet har Svendsira fået lov til at skrive en fristil, og den omhandler sommerens store lokale begivenhed: Salten Marked. Her gengives hele fristilen i håbet om, at læseren kan leve sig ind i begivenheden for godt 100 år siden fortalt i barnehøjde:

”Salten Marked. Den første Tirsdag i Juli var der Marked i Salten; om Formiddagen kom der mange Mennesker med Kreaturer, og der kom mange Automobiler og Vogne. Til Middag kom min Bedstefader og Søster, om Eftermiddagen var min Søster og jeg henne på Markedspladsen, der var mange forskellige Ting, Kagetelt og Skydetelt. Der var også en Karrusel, og den var min Søster og jeg oppe at køre paa, der var et Telt med Rovdyr, og der saa vi Polarræven og Selskabspapegøjer, og der blev en Hest kørt over, om Aftenen var der Slagsmaal. Salten, d. 19. Juli 1910. Sira Jensen”. Læreren har kvitteret med at skrive 0 Fejl. Men man kan se, at det unge pigebarn har været noget usikker på, hvordan man skulle stave til automobiler – men det er ikke så sært her i bilernes spæde barndom.

De fleste hæfter i skoletasken stammer fra Silkeborg Borgerskole. Hæfterne vidner om, at Svendsira har kæmpet med skønskrift, stil, diktat, regning og meget mere. I hæfte efter hæfte. Indføringshæfte eller kladdehæfte. Det har ikke været helt let, hvilket en kommentar bagerst i et af hæfterne antyder: ”Sira du skriver godt naar du vil, det kan vi jo se her i denne Bog”. Gad vide om der var tider, hvor Sira ikke ville? Eller ikke fandt det umagen værd? Eller ikke kunne? Kladdehæfterne i regning er en oplevelse for sig. Alle udregningerne foregår på blankt papir, og ordenen er derefter! Tallene sejler rundt på siderne. Ypperlig skønskrift og uregerlige tal har været en del af Svendsiras skoleliv.

Svendsiras skoletaske giver et vidnesbyrd om, at der for godt 100 år siden var en konkret pige med en skolepiges gøremål. Eftertiden kan med skoletasken, penalhuset og skolehæfterne få et sjældent glimt ind i dette fortidige barneliv. Det kan man også få ved en lille tryksag i skoletasken. Tryksagen har den manende titel: ”Barn, hold dig rask!”

BARN, HOLD DIG RASK!
Pjecen ”Barn, hold dig rask!”, er skrevet af den lokale kurlæge, P.C. Bjerregaard. Læreren har givetvis understreget for eleverne, at de skulle give dette vigtige hæfte til deres forældre og så i øvrigt prøve at efterleve alle de gode råd. Svendsira eller hendes forældre ser ikke ud til at have slidt voldsomt på hæftet, men det havnede i hendes gamle skoletaske, som i en langt senere eftertid havnede på Silkeborg Museum. Herved bliver det muligt at få et indblik på de udfordringer Svendsira og hendes familie i Glarbo stod over for med hensyn til sundhed og hygiejne i årene omkring 1910.

P. C. Bjerregaard kom til kuranstalten på Sejsvej – Kneippkuranstalten fra 1897 – i 1905 som kurlæge. Samme år udkom hæftet ”Barn, hold dig rask!, som blev anbefalet af Foreningen til Skolehygiejnens Fremme. Tiden havde voldsom fokus på sundhed og hygiejne. Det var nærmest en religiøs bevægelse. Tidligere tiders slendrian hos danskerne – og ikke mindst hos børnene – skulle bekæmpes og ændres radikalt. Ved at se alle de gode forslag, kan man omvendt få et indblik i, hvilken aktuel tilstand man ønskede at ændre. F.eks. i forbindelse med tandbørstning:

”Det er vist nogle dårlige tænder, du har, det har jo næsten alle i vore dage …. Køb en tandbørste og børst dine tænder og skyl munden godt bagefter med vand hver morgen og aften i 2 minutter”. I dag – anno 2012 – er det en selvfølge, at vi børster tænder. Men det var den absolutte undtagelse i 1910. Svendsira og hendes søskende har næppe gjort det. Derfor var kurlægens opfølgende råd nok mere relevant for familien: ”Er dine tænder allerede for dårlige, bør du gå til en tandlæge eller læge og lade ham sige dig, hvad du skal gøre ved dem for at bevare, hvad der endnu er tilbage”. Et gebis i konfirmationsgave var i årtier en del af danskernes virkelighed – og i dag en del af vor historie.

Kurlægens sundhedsråd var bredt favnende: Frisk luft, sov for åbent vindue, morgengymnastik, rank ryggen, skift jævnligt sengetøj, daglig vask, tag rent tøj på osv. osv. Om hjemmets rengøring anføres, at gulvet skal vaskes – ikke fejes. I det hele taget skal støv og baciller bekæmpes.

Om mad gives også råd: ”Husker du ikke det gode gamle ord: Mælk og brød, gør kinden rød. Det er et sandt ord. Begynd straks om morgenen med en ordentlig portion mælk og grød eller øllebrød, og spis så et par stykker smør- eller fedtebrød ovenpå, helst rigtig tykke, så dine tænder kan få noget at bestille. Det er et foder, der forslår noget, din mave har godt af det, og det er billigt – alt sammen fordele”. Æbler er også rigtigt gode. Derimod skal man droppe sure og stærke sager så som agurker, rødbeder, sennep, og slik er selvfølgelig også skadeligt. Øl, spiritus og tobak er af det onde både for børn og voksne. Te og kaffe kan vel forsvares – men det gør ingen gavn.

P.C. Bjerregaard opsamler ved at love følgende belønning: ”Vil du følge disse mine anvisninger, har du gode udsigter til at blive et sundt og rask – og hvad der også er værd at mærke sig – et kønt barn. Sundhed og skønhed hører nemlig sammen, de to ting kan ikke skilles fra hinanden”. Endelig henvises til tidens mantra: Sund sjæl i sund krop. ”Thi det er sandhed, og det skal du vide, at jo sundere og renere du holder dit legeme, desto bedre bolig er det for din sjæl. Plej derfor dit legeme godt, gør det for dets egen skyld, og gør det for engang at blive et godt og dygtigt menneske”.

Alt dette skulle Svendsira og hendes forældre prøve at leve op til. Det har virket komplet uoverskueligt. For os her 100 år senere er mange af kravene i hæftet en selvfølge. Svendsira og hendes generation banede vejen for danskernes nye hygiejniske standarder. Sundhed og hygiejne blev gjort til såvel et fælles som et individuelt anliggende – og det er det som bekendt fortsat.

HISTORIENS PUSLESPIL
Svendsira Jensen døde i en høj alder. Verden havde forandret sig fuldstændigt i hendes levetid. Men hele livet gemte hun sin gamle skoletaske som et minde, og efter hendes død faldt det i nevøens lod at finde ud af, hvad eftertiden skulle gøre med den. Nevøen valgte at spørge Silkeborg Museum, om museet ville overtage den. Derved kom Svendsiras skoletaske på museum og er sikret for eftertiden.

Skoletasken er – i lighed med de øvrige museumsgenstande – knager til den fortidige virkelighed. De tredimensionelle genstande er noget i sig selv, noget eftertiden kan forholde sig til og fortælle ud fra. Men genstandene fortæller ikke hele historien. De er brikker til et uendeligt stort, menneskeligt puslespil. Andre brikker vil kunne uddybe, nuancere og måske ændre historierne. Måske ligger familien inde med nogle flere brikker, f.eks. fotografier. Silkeborg Museum forhørte sig hos giveren, og her fik vi lidt flere brikker til denne personlige historie.

Svendsira Jensens fulde navn var Svendsira Anine Kirstine Petrea Jensen, født den 31. juli 1896 som den ældste af en større søskendeflok. Forældrene var husmand og træskomager Kristen Jensen og Kirstine Cecilie Pedersen. I et pas fra 1924 oplyses, at Svendsira er frøken, bor på Løndal, er middel af vækst, har blondt hår, grå øjne og i øvrigt intet specielt særkende har.

Svendsira Jensen arbejdede efter sin skoletid en længere årrække på den nye herregård Løndal syd for Silkeborg. Fra denne tid findes tre postkort fra Sira til faderen, som boede på adressen: ”Glarbo pr. Svejbæk”.

Et postkort har følgende ordlyd: ”Lørdag d. 5.8-14. Kære fader. Først tak for kortet, nå hvordan går det der hjemme, hører I noget om den store krig, du er vel da ikke bleven indkaldt, så skriv endelig. Hilsninger Sira Løndal”. Første verdenskrig giver genlyd i dette midtjyske postkort, og Sira frygter, at faderen – som tusinde af danske mænd – var blevet indkaldt til sikringsstyrken.

Postkortenes billede er i sig selv historie. Alle tre postkort viser Sira med kolleger på Løndal. Postkortet var ikke noget turistpostkort – men et billede fra hverdagen.

Frøken Sira Jensen blev ifølge nevøen til fru Sira Krogh, og sammen med ægtefællen drev Sira et statshusmandsbrug ved Østbirk. Årene gik, ægteparret afhændede gården, flyttede i villa til Østbirk og døde. Et langt liv på godt og ondt var slut. Sira har ikke gjort noget væsen af sin historie, men hun opbevarede hele livet sin gamle skoletaske, sit gamle pas og nogle gamle postkort fra omkring 1. verdenskrig.

Svendsira voksede op i et hjem, hvor faderen var træskomager og husmand. I dag er såvel træskomagerfaget og husmandserhvervet historie. Svendsira selv levede sit voksne liv som husmoder på et statsmandsbrug. Sådanne brug er også i dag historie. I Svendsiras barndom var automobiler en sjældenhed, men som voksen fik hun selv et sådant køretøj nu blot omtalt som en bil. Svendsira lærte i sin ungdom, at gulvet i hjemmet skulle vaskes – ikke fejes. Som husmor fik hun en støvsuger i kampen mod støv i hjemmet. Noget ganske utænkeligt i barndomshjemmet i Glarbo, hvor man næppe havde elektricitet.

Svendsira overlevede to verdenskrige og landsættelse af mennesket på månen. En ubegribelig historisk udvikling inden for et enkelt menneskes liv. Den gamle skoletaske overlevede sin indehaver og giver herved eftertiden mulighed for at fortælle historier fra det virkelige liv for her ca. 100 år siden.

Artiklen har været bragt som føljeton i Midtjyllands Avis den 28.12 og 29.12.2012 og 2.1.2013.