Silkeborg Husholdningsskole fra 1940’erne med en af skolens villaer i forgrunden. Set fra vest.

SILKEBORG HUSHOLDNINGSSKOLE

Tidligere elever fortæller

Samlet og redigeret af Keld Dalsgaard Larsen

GRETHE KRAUP

Grethe Krarup (f. Sørensen 1922) stammer fra Tarm og var på Silkeborg Husholdningsskole på et fem måneders ophold fra maj til oktober 1940. Nedenstående er en sammenfatning af en samtale med Keld Dalsgaard Larsen i maj 2002.

Efter præliminæreksamen i 1940 var jeg noget i tvivl om, hvad jeg skulle. Vel i samråd med mine forældre faldt valget så på Silkeborg Husholdningsskole. Vi kendte Silkeborg med den pragtfulde natur fra skoleudflugt, og Silkeborg Husholdningsskole havde et godt ry. Det kunne ikke gå galt. Jeg startede den 4. Maj 1940. Vi var 80 elever, og jeg var en af de yngste, som 17-årig. Jeg blev 18 år, mens jeg var på skolen.

Vi boede to og to på værelserne. Jeg fik en værelseskammerat, som også hed Grethe Sørensen. Det fandt jeg var noget upraktisk, men sådan blev det. Vi boede helt øverst oppe. På værelset var der en seng til hver, hylder til bøger, et bord, en vaskekumme, en kommode og et skab. Der må have været radiator på værelset.

Når der var storvaskedag, kneb det med at få vand oppe på de øverste værelser, hvor vi boede. Det kunne blive et problem, hvis man havde åbnet for hanen og glemt at lukke den, fordi der jo ikke kom noget. Men når vandet så igen kunne komme derop, så var vandhanen åben. Det oplevede vi et par gange.

Vi fik en hjertelig velkomst og blev inddelt i familier. En familie bestod af seks piger, og vi var sammen under hele skoleopholdet. Vi anede intet om, om vi kunne sammen, men så vidt jeg husker, var der ingen problemer. Der var seks arbejdsområder – husmoderen, Arnen, eftermad, bagning, vaskeri og rengøring - som gik på tur mellem familierne. Der var to køkkener: Det hvide køkken, som Johanne Mikkelsen stod for, og det blå køkken. Damgaard var leder af Arnen. Astrid Lauridsen havde vaskeri, mens Meta Møller underviste i rengøring. Den elskelige Guldmann underviste i håndarbejde. I min elevtid var frk. Lund forstander, og Høngaard var endnu ikke på skolen. I køkkenet var en tavle, hvor dagens middag og arbejde stod skrevet. Lærerinden startede med at gennemgå arbejdet ved tavlen - holdt nærmest forelæsning, mens eleverne sad ned - og så gik vi i gang med arbejdet. Vi startede nok med den lettere madlavning, men maden skulle spises og være færdig til tiden hver dag. Det var lærerindens ansvar, at maden stod på bordet til kl. 12. I køkkenet var der et agakomfur til koks. Det var et stort komfur, der kunne tage større portioner, og ovnen i komfuret var rigtig god. Men man skulle sørge for, at komfuret ikke gik ud. De øvrige ovne var især el-ovne. Vi havde gaskomfur.

Vi var en broget flok. Det var lidt af et privilegium at komme på husholdningsskole, og det var nok de lidt bedrestillede piger, som kom på husholdningsskole. Nogle af de ældre elever kom på skolen, fordi de stod over for at skulle giftes, men det var nu slet ikke motivet for os yngre elever. Det var ikke en selvfølge for os piger, at vi havde praktisk huslig erfaring hjemmefra. Opholdet var ret dyrt, og min far betalte fuld pris for mig. Det var måske også derfor, han blev overrasket, da jeg kom hjem til pinse, hvor han som det første spurgte mig: "Hvorfor kommer du hjem?". Mine forældre syntes, at jeg skulle have en uddannelse. Og da jeg ikke havde særlig lyst til det boglige, var husholdning da en mulighed. Og jeg nød undervisningen og skolens arbejdsform. Jeg mindes ikke, at vi gik ud at danse eller lavede noget, vi ikke måtte. Men det har vi måske gjort. En veninde, som jeg fik på skolen, har flere gange henvist til noget halløj, som jeg skulle have gjort i den periode, men det kan jeg nu ikke huske. Jeg synes, at vi dengang var autoritetstro og gjorde, hvad man forventede af os. Vi var fuldt ud optaget på skolen, med undervisning og kammeraterne. Der var ikke tid eller overskud til at gå i byen. Jeg mindes ikke, at vi snakkede om mænd. Ej heller at mænd fra Silkeborg forsøgte at invitere os i byen. Jeg vil ikke sige, at der var kliker iblandt os, men de yngre holdt sammen, og de lidt ældre elever holdt sammen.

Hverdagen begyndte med, at vi blev vækket af en ringklokke. Så var det med at stå op og få gjort sig i stand. Værelset skulle også se nogenlunde ud, og så ned til morgenandagt og morgenmad. Jeg mener bestemt, at der var morgenandagt, før vi fik morgenmad. Det var frk. Lund, som stod for morgenandagten. Morgenmaden bestod af øllebrød, hjemmebagt brød og the og kaffe.

Det religiøse spillede bestemt en rolle for skolen og lærerinderne. Og med en tendens til Indre Mission. Frk. Lund var veninde med Theodora Lang og blandt vennekredsen kan nævnes købmand Kruse og mejeribestyrer Madsen.

På skolen var der altid et opslag fra Silkeborg Kirke med tider, men det var absolut frivilligt, om vi ville gå i kirken.

Vuggestuen Arnen var et plus for skolen. Vi fik alle vore yndlinge blandt børnene, og vi blev også gerne fotograferet sammen med dem. Nogle blev så begejstret for arbejdet, at de blev og tog en uddannelse. Jeg besvimede engang derover, måske på grund af lugten. Det tog Damgaard noget ilde op.

Vi havde uniform: en blå "salt-og-peber"-kjole, hvidt forklæde og hvid kappe. Vi sørgede altid for at have et rent hvidt forklæde på, når vi skulle ned at spise. Rengøring lærte vi også på skolen. Vi skulle gøre rent på vore værelser, i den private dagligstue, i elevdagligstuen og i køkkenerne. Og inden vi sluttede, gjorde vi hovedrengøring, og det var rigtig hovedrengøring.

Vi havde teori, kostberegning og afskrev opskrifter. Budgetlægning havde vi også, men dog slet ikke i det omfang, som man senere fik. Vi havde vask og strygning. Vask med vaskebræt og gruekedel. Man skal huske at bruge hænderne rigtigt, når man vasker på vaskebræt, ellers får man vabler på fingrene. Det var Guldmann, der lærte os det. Vi vaskede skolens tøj, f.eks. duge, servietter, viskestykker, håndklæder og lærerindernes tøj. Jeg mindes ikke, at vi vaskede vore uniformer. Men vi havde vist mulighed for at vaske det på et andet tidspunkt. Men vi lærte vask ved at vaske skolens og lærerindernes tøj.

På den tid var der rationering, f.eks. på smør og mel. Men det mærkede vi såmænd ikke meget til. Brændsel var også en mangelvare, og en dag blev vi spurgt, om vi ville hjælpe med til at slæbe tørv. Det ville flere af os, for det havde vi aldrig prøvet, og vi ville nok heller ikke komme til det siden.

Vi havde nogle dejlige weekender med cykelture, kanoture og andet. Der var fælles kaffebord i elevdagligstuen, hvor også lærerinderne deltog. Det var hyggeligt. Vi havde udflugter, f.eks. til Himmelbjerget og i skoven, hvor vi havde kaffe med. Vi havde vist radio - men ikke på værelserne.

Vi tænkte ikke over, at vore lærerinder var frøkener. Sådan var det bare. Skolen havde dygtige mandlige lærere, som underviste i enkeltfag som litteratur og senere samfundsfag. Nogle frøkener havde deres gang af og til på skolen. En af dem var den legendariske frk. de Mylius. Hun havde selv været elev på skolen og blev sygeplejerske, og som sådan havde hun været i Jerusalem. Når hun manglede penge, kom hun til skolen, hvor de så satte hende til noget. En af opgaverne var at stå for borddækningen, og så stod hun og klappede i hænderne, mens hun råbte: "Kom så små piger". Frk. de Mylius holdt også øje med elevværelserne, og hun var så høj, at hun kunne se støv, hvor andre normalt ikke kunne. Og så skrev hun en besked på små sedler, hvis det ikke var i orden. Hun lærte os også, at tandbørsten skulle skylles af efter brug, presses af mod et klæde og stilles i glas med børsterne opad. Og sådan gør jeg den dag i dag. I køkkenet brugte vi hvide sko, og hendes ord om, at hvide sko skulle være hvide, er nem at huske. Frk. de Mylius gik gammeldags klædt, og det var elevernes rædsel, når de skulle vaske og stryge hendes tøj. Men vi kunne naturligvis ikke lade være med at more os over det. Jeg havde en særlig oplevelse med hende. En dag besvimede jeg igen og blev lagt i min seng. Frk. de Mylius kom så med en lille kurv med medicin (kamferdråber og lignende) for at se til mig. Hun sagde: "Altså Grethe Sørensen, det her går ikke. Jeg tror, vi skal have fat i lægen". Men det mente jeg bestemt ikke, vi skulle, og jeg henviste til, at jeg ville gå til min farbror, som var overlæge, når jeg kom hjem igen. Det med overlægen gjorde nok udslaget. Rebekkalogen her i Silkeborg har taget navn efter frk. de Mylius.

Frk. Lund var en respekteret forstander. Hun var en fyldig kvinde, og til en elevrevy blev det også inddraget. Men det kunne hun fint tage, og hun kunne klukle noget så hjerteligt. Lærerne var nærmest som en familie. Og vi respekterede dem naturligvis. Der var mange aftensarrangementer, og så var det bare med at rubbe sig med at rydde op efter aftensmaden for at nå det.

En gang om året var der teater og revy. Det store køkken blev i den anledning fuldstændig ryddet, og scenen - som var opmagasineret på det øverste loft - blev sat op. Lærerinderne opførte først stykket Skærmydsler. Der gik lidt tid, før vi opdagede, at det var vore lærerinder, der optrådte! Bagefter spillede eleverne revy, og her blev der naturligvis gjort lidt grin med lærerinderne. Og det var helt i orden.

Vi skulle være hjemme til et bestemt klokkeslæt. Jeg husker ikke, at det var noget som helst problem. Vi skulle også spørge om lov, hvis vi skulle have besøg. En gang ville min fætter besøge mig. Han studerede medicin i Århus og ville gerne gøre ophold på en cykeltur til sine forældre i Vestjylland. Jeg gik så op til frk. Lund og spurgte om lov, og hendes replik var: "Det er vel Deres fætter?". Min fætter glemmer aldrig det besøg. Han kom ned at spise, hvor 80 piger i den grad nedstirrede ham. Men maden var der ikke noget at klage over.

Husholdningselever går tur med vuggestuebørn fra husholdningsskolens vuggestue Arnen.

ELLEN HØJGAARD JØRGENSEN

Ellen Højgaard Jørgensen stammer fra Randers og var på Silkeborg Husholdningsskole på et fem måneders ophold fra maj til oktober 1941 sammen med veninden Inge. To syttenårs piger fik her indtryk for livet. Og det kan de såmænd takke deres nævenyttige mødre for! Ellen Højgaard Jørgensen har fortalt følgende om sin tid på Silkeborg Husholdningsskolen: 

Inge og jeg var færdige med realeksamen i 1940 og ville holde et sabbatsår. Cyklede rundt i landet med telt og oppakning, var i sommerhus m.m. Kort sagt nød friheden. Men vore mødre havde lagt planer bag vore rygge: Vi skulle på husholdningsskole. Vilde protester. Intet hjalp. Men så ville vi så langt væk fra Randers som muligt. F.eks. København eller Sorø. Men det havde vore mødre også bestemt. Der var bestilt ophold i Silkeborg og besluttet, at vi skulle have fri samme weekends, så vi kunne rejse hjem sammen. Vore mødre havde planlagt og tilrettelagt det hele for os.  

Forstanderen på Silkeborg Husholdningsskole hed frk. Lund. I daglig tale Lundse. Ifølge den brochure vi havde fået tilsendt var skolens motto:

Dernæst vi opdrager os en pigeflok

Som ej hjemmet vrager, som i lidt har nok

Ingen døgnets flaner sendt fra bog og nål

Fromme stærke kvinder det er Danmarks mål

Uha, tænkte vi og grinede. På banen mødte vi Anne Lise, som vi kendte. Hun havde været på skolens børneafdeling en måned. Hun skulle uddannes til barneplejerske. Anne Lise gav os nogle fiduser og fortalte om reglerne: Man kunne godt få udgangsnøgle, hvis man havde en god undskyldning. Men skulle være hjemme kl. 23.00. Det var jo lidt tidligt især, hvis vi ville ud til Lunden og danse. Men det kunne der findes en løsning på. Man aftalte bare med nogle andre elever, at når vi kastede sand på deres vindue, skulle de liste ned og låse døren op.

Frk. Lund boede på skolen og havde lejlighed ved siden af hovedindgangen. Det vil sige, hun havde soveværelse på 1. sal, hvor de fleste værelser befandt sig. De øvrige lærere boede dels i byen og dels i de to villaer ved siden af skolen.

Der var to store køkkener: Det blå, hvor frk. Møller (senere leder af Vejle Husholdningsskole) regerede sammen med frk. Trautner. Frk. Mikkelsen stod for det grønne køkken sammen med frk. Lauridsen.

Frk. Damgård stod for vuggestuen Arnen. Hun boede på 1. sal ovenpå Arnen. Der var 2-4 barneplejersker ansat. Da mange enlige mødre arbejdede om natten, blandt andet på papirfabrikken, havde frk. Damgård altid nogle børn om natten.

Frk. Guldmann stod for rengøring, vask og strygning. Alt sammen på gammeldags maner med gruekedel og vaskebræt. Selv strygejernene blev varmet op på en brændeovn. Det var en varm tørn, når vi var på det hold. Men der skulle spares på elektricitet.

Pedel Lauridsen sørgede for centralvarmen, haven m.m.. Og han var vores allesammens kæreste. 70 år gammel.

Vi blev undervist i budgetlægning, daglig og finere madlavning, bagning, opskæring af en hel gris, sundhedslære og diabetikermad. Opvasken skulle være næsten steril. Nogle eftermiddage blev der dikteret opskrifter. Mange opskrifter var tillempet krigstiden, som i høj grad var præget af rationering, mærker og knaphed på kødvarer. Bagværk blev tilsat bygmel eller boghvedemel.

Vi lærte at lave billige retter, og hvordan vi kunne strække kødretterne. Blandt andet blev bøfkødet tilsat en god portion mosede kartofler, og frikadellerne fik ekstra havregryn eller resten af grøden fra morgenmaden, som også blev tilsat brødet. Og pandekager lavet af bygmel. Det kan vist ingen i dag.

Sæbe til rengøring blev lavet af bl.a. flæskesvær fra den gris, vi parterede. Alt på grisen blev udnyttet til f.eks. leverpostej, rullepølse og spegepølse. Vi lærte at henkoge stege, lægge frikadeller ned i fedt, salte flæskestykker, som så skulle udvandes, inden det blev skåret i skiver og stegt.

Frieftermiddagene blev brugt til kanoture med to andre veninder, der kom fra Aalborg. Vi tog en termokande og noget af det bagværk, der skulle serveres til eftermiddagskaffen, lejede en kano og padlede til Brillerne (Aunsø). Ellers daskede vi rundt i byen, som vi fandt utrolig kedelig. Der var jo ”kun” to forretninger at studere, Peter Jessen og Aage Schmidt.

Havde vi weekendvagt, gik vi gerne i Lunden lørdag aften og dansede. En hel aften kostede en sodavand og en snaps. Den blanding hed en flyver.

Til daglig blev aftenerne tilbragt med sang i højskolesangbogen. Lundse elskede sange som Kongernes konge og Fædrene land ved den bølgende strand fra 1848, samt en masse af vore dejlige fædrelandssange.

Frk. Lund var glødende antinazist, og når der var alsang i Iskælderdalen med Johannes Jensens orkester, fik vi altid lov at gå. Jeg tror, hun opfordrede os til det.

Vi kunne også mødes hos hinanden på værelserne. Nogle havde rejsegrammofon med, og så dansede vi, så godt pladsen tillod.

Husholdningsskolen fejrede det år et jubilæum. Det blev holdt i Håndværkerforeningen.

Der blev skrevet en sang, som jeg desværre har forlist, men en strofe havde følgende tekst: Husholdningsskolen / nede ved åen / ønsker hver ung mangen glad stund. Måske var det omkvædet.  

Jeg har stadig ”den Suhrske husmoderskoles kogebog”, hvor alle eleverne skrev deres navne og hjemsted.

Den sidste aften havde vi gilde på Inges og mit værelse. Det lå længst væk fra Lundses værelse. Vi var ca. 10-15 stykker. Stuvet sammen. Jeg havde fået bevilget en ½ flaske portvin hjemmefra. Den blev delt. Men andre må have haft noget med. Vi var i hvert fald ret lystige.

Næste dag skulle vi hjem, men der var problemer med toget. Ingen køreplaner passede. Togene blev brugt til troppetransport, og vi sad på perronen i flere timer. Endelig kom der en slæber, som tog os med. Vi var seks piger, og de fire skulle til Aalborg, men i Randers kørte der ingen tog videre. Inge og jeg tog så hver to piger med hjem til overnatning. Min mor syntes, vi var blevet skrækkelig pjattede af det husholdningsskoleophold. Ha!

Det var fem uforglemmelige måneder, der gav os en masse dejlige minder og gode venskaber. Inge og jeg fortsatte vores gode venskab igennem årene til Inge døde i 1993. Vi blev begge gift. Inge fik tre børn, som jeg stadig har forbindelse med. Jeg fik fire børn.

Husholdningselever i køkkenet – i reglementeret uniform.

ELLEN FUGL

Ellen Fugl (f. Møller 1924) var elev på Silkeborg Husholdningsskole i vinteren 1942-1943 og har i 2009 nedfældet følgende erindring om sit ophold i Silkeborg:

I sommeren 1942 tog jeg studentereksamen fra Statsskolen i Svendborg, og da jeg ikke helt havde gjort op med mig selv, hvad jeg kunne tænke mig at gå i gang med, blev det besluttet, at jeg tog et ophold på en husholdningsskole. Jeg skrev til flere skoler og fik brochurer tilsendt, og da jeg syntes Silkeborg Husholdningsskole lød tillokkende, blev det den jeg valgte. Det fortrød jeg ikke.

Skolen ligger smukt ved Gudenåen i et skønt område, og jeg befandt mig lige fra ankomsten d. 4. november 1942 godt tilpas. Vi blev modtaget af skolens leder, frk. Synnøve Lund og fik anvist værelser. Jeg skulle bo oppe på kvisten sammen en pige fra Svendborg, som jeg kendte i forvejen. Vinduet i kvisten havde en ret bred vindueskarm, hvor jeg ofte satte mig i ledige stunder og skrev i min dagbog. Udsigten var formidabel - lige ned til åen, og jeg tog også en dag et billede oppe fra vinduet. Jeg havde medbragt et bokskamera af den slags med en film på otte billeder, så der blev ikke ruttet med filmen, der også var en mangelvare i krigsårene. I nærheden af skolen boede en fotograf, som vi kunne bestille til at komme og tage billeder af vores små sammenkomster på værelserne om aftenen. Vi kaldte det "hummeraftener", og han var ikke dyr med billederne, så det benyttede vi os ofte af.

Næste morgen mødte vi iført blå bomuldskjoler, hvide forklæder og kapper, og efter morgenandagt blev vi fordelt på seks numre, således at vi i en uge ad gangen havde bestemte pligter. 1’erne var '"husmødre" og skulle bl.a. sørge for en del af madlavningen. Morgenmaden bestod af øllebrød, mælk, te og brød med ost og marmelade. Vi fik som regel varm mad kl. 12, og middagsmaden bestod af to retter, forretten var ofte en eller anden form for suppe, grød, vælling o.lign., som man brugte det dengang. F.eks. lavede jeg den første dag som 1 'er saftsuppe med tvebakker og den næste dag sagoøl med rugbrødstoppe - en sikkert helt ukendt ret i dag! Der kunne også være en eller anden form for dessert. Husmødrene sørgede også for opvasken efter maden, det foregik med håndkraft! Ugen var dog opdelt, således at der om tirsdagen blev serveret frokost midt på dagen og middagsmad om aftenen, onsdag fik vi vegetarmiddag, og lørdag blev ugens rester ofte udnyttet til en middag, hachis, labskovs el.lign. Alle levninger, som kunne anvendes, blev hver dag anbragt på hylder i et stort køligt kælderrum og så vidt mulig udnyttet i én eller anden form. Så vidt jeg husker, var der ingen køleskabe.

I løbet af kurset blev der også arrangeret finere middage med flere retter eller stort frokost­bord, - "det store kolde bord", hvor alt blev fremstillet helt fra bunden. En del af ingredienserne måtte som følge af rationeringen bestå af erstatningsvarer. Mange ting var helt umuligt at skaffe, bl.a. rigtig kaffe. Smørret blev "strukket" ved at blive rørt op med varmt vand, og det fungerede, så længe smørret var rørt blødt, men næste dag piblede vandet ud af det stivnede smør, så det igen måtte røres op.

Som 2'er tilbragte man ugen på vuggestuen "Arnen", som var en selvstændig bygning i tilknytning til skolen, og hvor unge mødre kunne aflevere deres små børn for dagophold. Her skulle vi møde allerede kl. 7 om morgenen, og der var nok at tage fat på dagen igennem. Her stod frk. Damgaard for ledelsen. Vi indledte med at bade børnene, når de ankom, klæde dem på i skolens tøj, og efter, at vi havde nydt en hurtig kop te, blev børnene anbragt i barnevogne, og vi gik en lang tur med dem - de ture nød vi. Børnene opholdt sig i øvrigt i senge i to stuer, den ene stue for babyer op til 6 måneder, og i den anden stue de lidt større børn op til omkring 1 år.

Hjemkommet fra turen fik børnene skiftet ble. De ældste blev sat på "hat", hvorefter de fik mad og blev lagt til at sove - ude i barnevognene, hvis vejret tillod det. Så havde vi pause til kl. 15 og kunne gå over og spise middag på skolen. Derefter blev børnene taget op fra middagssøvnen, blev badet, fik mad og blev klædt om i deres eget tøj. De blev hentet af de respektive mødre kl. 17.

I løbet af dagen skulle der gøres rent (om lørdagen blev senge, døre mv. grundigt sæbet af) - renses flasker, laves flaskeblanding, som bestod af mælk og havre- eller bygvand med sukker i, laves kærnemælksvælling eller semuljevælling. skures badekar, renses bleer (det værste, vi kunne blive sat til, men det skulle jo gøres, éngangs-bleer var et ukendt begreb) - jo, der var nok at tage fat på, men vi kom jo til at holde af de søde unger, og vi havde selvfølgelig hver vores favoritter.

Alligevel synes jeg det var rart i den følgende uge at være tilbage på skolen - nu som 3'er. Vi lavede hovedretten til middagen, og havde foruden andre opgaver det kedelige job at rense gryder i gryderummet efter middag, og der var mange! Vi skulle også gøre rent på værelserne efter morgenmaden, og det blev efterset og kontrolleret af frk. Ulrikka de Mylius, som var meget nøjeregnende med, at håndvask, spejl og tandkrus var pinligt rengjort, at sengen var pænt redt, og at der ikke var støv bag lampetterne! Frk. de Mylius var i øvrigt en elskelig dame, hun var født adelig og uddannet i sygepleje, som hun underviste os i. Hun havde haft flere ophold i bl.a. Palæstina og gjorde et stort og uegennyttigt arbejde blandt de spedalske. Men 2. Verdenskrig bevirkede, at hun måtte tage hjem, så Silkeborg Husholdningsskole var for hende kun et midlertidigt ophold - efter krigen tog hun igen af sted for at hjælpe, hvor det var påkrævet. Hun gik altid klædt i en nonnedragt - om sommeren var den lysegrå, om vinteren sort.

Rengøring var et vigtigt kapitel i det hele taget - foruden den daglige rengøring på værelser og i køkken og opholdsstuer blev der gjort ekstra månedsrent, og ved kursets afslutning om foråret fik hele skolen en grundig forårsrengøring.

4'erne var bagere og deres vigtigste opgave var at sørge for alt, hvad der skulle bruges af brød og kager ugen igennem. Vi fik altid lækkert brød til erstatningskaffen, og da vi havde en god appetit, kunne det næsten ikke undgås, at de fleste af os i løbet af vinteren tog på i vægt.

Hvad vi nød om aftenen på værelserne, når vi samledes til fødselsdage el. lign., fik vi dog tilsendt hjemmefra. Det kunne være en æblekage, lagkage, marmelade, lidt "rigtig" te eller smør, som ellers var vanskeligt at skaffe, og det skulle jo altid spises ret hurtigt, da vi ingen opbevaringsmuligheder havde. Rationeringsmærker var ved ankomsten afleveret til skolen.

5'erne havde syning hos frk. Guldmann, som vist var den ældste lærerinde. Det var en hyggelig uge. Vi havde medbragt stof i den udstrækning det kunne skaffes (alt var jo rationeret under krigen). Min mor havde været heldig at skaffe stof til en sommerkjole, som jeg så kunne sy. Mens vi syede, kunne frk. Guldmann fortælle om "gamle dage" på skolen eller om festlighederne, som havde været afholdt ved det nyligt overståede jubilæum, som var blevet fejret den 1. november, før vi ankom.

Under frk. Guldmanns opsyn havde vi også storvask, som foregik med vaskebræt og knofedt. Vaskemaskine kendte vi ikke. Dog var der en centrifuge, som var en stor hjælp, når tøjet skulle vrides. Ved strygning måtte vi på skift bruge elektrisk strygejern og gammeldags strygejern, som blev opvarmet på en ovn. Det var besværligt, da der hele tiden skulle skiftes med et varmt jern, de kølede jo hurtigt af. Vi strøg bl.a. manchetskjorter og flipper, som aldrig blev brugt. De var kun til for at vi kunne lære det.

Som 6'er havde vi blandt andre opgaver ansvar for den daglige rengøring i dagligstuer og private stuer, hvor der stod mange fine ting, så der skulle passes på ved afstøvningen.

Der var på skolen to store køkkener - hhv. det blå og det hvide køkken. Det blå var det ældste køkken.  Jeg tror det hvide køkken var bygget til på et tidspunkt, det virkede mere moderne. Når man startede en ny turnus som 1 'er, skiftede man også køkken. I det blå køkken regerede frk. Mikkelsen, og frk. Møller tog sig af det hvide køkken.

Foruden de daglige gøremål var der hver dag undervisningstimer, hvor én af lærerinderne f.eks. parterede en gris, flåede en hare eller demonstrerede bagning, eller vi blev undervist i næringsmiddellære mm. Frk. de Mylius havde samariterkursus, hvor vi lærte at lægge forbindinger, sygepleje mm.

Om aftenen var der frit samvær i den store opholdsstue, hvor frk. Lund læste højt. medens vi havde et eller andet håndarbejde i gang, og hvor der blev serveret kaffe. Jeg husker bl.a., at vi fik oplæst en roman, der hed "De store Bryggerheste". Undertiden spillede én eller anden af eleverne på klaveret og akkompagnerede én af pigerne, som havde en virkelig flot sangstemme. Jeg tror, hun senere blev uddannet videre i den retning.

Der var også foredragsaftener, hvor forskellige emner blev taget op. Især husker jeg en aften med en ganske ung Anne Sophie Seidelin, som allerede dengang var en blændende for­tæller, der gjorde et stort indtryk på mig.

Da julen nærmede sig, var der en særlig stemning på skolen. Vi så alle hen til den dag, hvor vi skulle rejse hjem på juleferie, vi sang julesalmer, lavede julepynt, bagte småkager og lavede juleknas efter forskellige opskrifter, der dog ikke havde meget med marcipan at gøre. Det var ren erstatning, tilsat kogte kartofler, havregryn, kakao o.lign. En dag var mange af eleverne, bl.a. jeg selv, ude i byen for at sælge de små hvide jule­stjerner til velgørende formål - en afbrydelse i hverdagen.

Søndag d. 20. december havde lærerinderne arrangeret en dejlig julefest for eleverne. Efter et hurtigt måltid i køkkenet samledes vi kl. 20 i spisestuen, hvor der var pyntet op overalt med masser af lys og julepynt. En af eleverne samt frk. Trautner, skolens yngste lærerinde, optrådte som julemænd, og der blev uddelt små gaver til alle. Vi havde samlet ind til en boggave til frk. Lund, og den blev overrakt af fem elever, der optrådte i rollen som luciabrud med 4 terner. Der var forskellige gættekonkurrencer og underholdning, og vi havde en uforglemmelig aften, inden vi dagen efter skulle rejse hjem på juleferie.

Efter juleferien begyndte jeg som 2'er med en uge på Arnen, og nu var det hele lidt mere bekendt.

En aften i samlingsstuen holdt frk. de Mylius foredrag om sine oplevelser under sin juleferie på Dalum Kloster og i Christiansfeld, men hun blev åbenbart distraheret: "Tænk, jeg kan ikke samle mine tanker, når I sidder og syr. Jeg taber tråden, når nålene farer ud og ind!". "Godt, så holder vi op"', sagde frk. Lund, der selv sad og syede, og det hjalp åbenbart.

I de fritimer, vi havde, gik vi lange ture i Silkeborgs omegn, især om søndagen. Engang i foråret var hele skolen på en herlig heldagsudflugt med medbragte madpakker, dels med tog til Svejbæk, og dels gik vi en lang strækning. Vi var bl.a. inde og se husholdningsskolen i Ry, der efter vores mening ikke var nær så spændende og heller ikke så stor som den i Silkeborg. Vi var også nogle stykker, der jævnligt besøgte biblioteket i Silkeborg. Jeg har altid været glad for at læse og nåede at læse mange bøger den vinter. Jeg læste altid, før jeg skulle sove, men det hændte, at lampetterne pludselig gik ud, når det blev for sent. Frk. Lund kunne afbryde for strømmen ude på gangen, når hun gik rundt og inspicerede, at alt var i orden. Der skulle jo spares på el.

Fastelavn nærmede sig, og der blev holdt en fin fastelavnsfest, hvor der igen var pyntet op, denne gang med fastelavnsris, serpentiner mm. Eleverne havde forberedt forskellig underholdning. Bl.a. opførte nogle af os en sketch, som vi kaldte ""Ruskeby skole", og som vi havde meget morskab af - både under de forberedende prøver og under selve opførelsen. Skolens fotograf var til stede og tog en del billeder. Vi så også lysbilleder, optaget af skolen gennem de foregående år. Ved festen deltog nogle gæster af frk. Lunds bekendtskab, bl.a. doktor Dahlerup med familie, som boede lige overfor skolen, og som også deltog ved større middage og andre fester på skolen.

De sidste dage af marts måned gik bl.a. med grundig hovedrengøring overalt, og tiden for hjemrejsen nærmede sig. Værelserne så mærkeligt tomme ud, efter at vi måtte fjerne egne personlige genstande, puder, billeder og planter, som vi havde hygget op med. Vi havde også været rundt og fået alle lærerinders og elevers autografer i vores kogebøger (Ingeborg Suhr: "God Mad", som indeholdt alt, hvad vi senere kunne få brug for i den daglige husholdning). Også en bog om næringsmiddellære havde vi med hjem samt hæfter med vores egne optegnelser, menuer og opskrifter.

Mandag d. 29. marts blev der afholdt en festlig afslutningsmiddag om aftenen, hvor alle bordene var smukt dækket med påskepynt og blomster. Der blev holdt taler af lærerinderne og frk. Lund samt flere af eleverne, som overrakte frk. Lund en gave i form af et sølvfad. Der blev sunget sange, et par af dem var skrevet til lejligheden. Og der blev "vandet høns" - i den alder er man letbevægelig, men også flere af lærerinderne knuste en tåre. Vi havde i forvejen pakket så meget som muligt, og en del var sendt hjem, hvad vi kunne undvære. Næste morgen tidligt var der den helt store afsked. Tårerne flød på ny. Og i løbet af formid­dagen rejste eleverne hjem, for måske aldrig igen at mødes.

Jeg havde dog lejlighed til at møde flere af dem senere, og i alle årene derefter udvekslede jeg julehilsener med to af dem.

Elever på græsplænen ud mod Åhavevej. I baggrunden skolen og lærere.

MAJA-LISE SCHOU-JØRGENSEN

Maja-Lise Schou-Jørgensen stammer fra Sjælland og  i sine bestræbelserne på at blive husholdningslærer, kom hun lidt tilfældigt på Silkeborg Husholdningsskole i 1950. Rådet af andre – og selv noget skeptisk. Maja-Lise Schou-Jørgensen var en erfaren 19-årig pige, som frygtede, at et ophold i Silkeborg var spild af tid. Det skulle vise sig, at Silkeborg og Silkeborg Husholdningsskole fik en central betydning i hendes senere liv. Nedenstående beretning om elevopholdet i 1950 er en sammenskrivning fra samtaler med Keld Dalsgaard Larsen i marts og april 2002.

Min holdning var nok lidt den, at Silkeborg Husholdningsskole ikke rigtigt kunne lære mig noget. Den første dag kom jeg på det hold, der skulle stå for forretten og min opgave blev at bruge en formiddag på at lave sagosuppe. Det virkede helt meningsløst, og jeg tænkte: Det her får jeg ikke en pind ud af, jeg tager hjem! Men så gav jeg det en chance, og det var jeg glad for. Frøken Mikkelsen fandt hurtigt ud af, at jeg havde en del forkundskaber, så når der skulle laves noget ekstra, blev jeg sat til det. Det var fint nok. Og der gik ikke lang tid, før jeg var utrolig glad for at gå på Silkeborg Husholdningsskole. En del tog hjem hver anden weekend, men det gjorde jeg nu ikke.

Mange af skolens elever var helt uerfarne piger. Jeg var selv 19 år, da jeg kom, og andre har nok været et par år yngre, mens de ældste vel har været midt i 20'erne. Vi kendte selvfølgelig hinandens alder, men aldersforskellen var ingen hindring for, at vi fik et utroligt godt kammeratskab. Flere af mine holdkammerater har jeg stadig kontakt med her 50 år efter.

Hvorfor kom man på husholdningsskole? Nok først og fremmest for at klare sig selv. Måske også for at kunne stå for en husholdning og blive gift. Der var flere, der skulle giftes kort tid efter opholdet. Måske har forældrene presset på og ment, at et sådant ophold var nødvendigt, hvis man skulle giftes eller stå på egne ben. At komme på husholdningsskole var en bekostelig affære i 1950, så det var ofte piger fra bedre kår end gennemsnittet, som kom på husholdningsskole dengang.

Vi fik tildelt værelser og en værelseskammerat. Det oplevede jeg ikke som noget problem. Vores værelser var møbleret og ikke ret store. Der var således ikke de store muligheder for at ændre meget på dem. Nogle pyntede op med lyng, andre hængte nogle billeder op. Det var mulighederne.

Vi havde ikke den store kontakt til byen. Vi var på mange måder os selv nok. Vi havde kontakt til byen gennem de handlende og så ikke mindst på grund af vort arbejde i vuggestuen Arnen. Vi arbejdede jo på skift i Arnen, og her gik vi i samlet flok ture med de dejlige børn. Vi gik gerne til Indelukket men også op i byen. Vi var således velkendte i bybilledet, og mange standsede os og slog en sludder af.

Vi piger tog selvfølgelig af og til ud at danse. Det foregik i Lunden og på Ny Hattenæs. Vi skulle være hjemme til klokken 22. Af og til kom vi for sent hjem, men vi fandt på løsninger for at komme ind. Der var altid nogle, der havde taget nogle hasper af, så vi kunne komme ind gennem et vindue. Men vi kunne nu ret nemt låne en nøgle, hvis vi gav en eller anden rimelig grund til, at vi kom senere hjem. Og forstanderen var utrolig imødekommende, og man kunne binde hende meget på ærmet. Hvis man i øvrigt passede sine ting sådan nogenlunde, kunne man få det, som man ville. Jeg synes bestemt ikke, at vi følte os overvåget eller havde det strengt. Vi havde det frit, og det er ikke mit indtryk, at de var overdrevet bekymrede for os. Der var en udbredt tillid mellem lærere og elever. Vi holdt af vore lærere - både de gamle og de yngre.

Silkeborg Husholdningsskole havde vel i 1950 3-4 ældre lærere og nogenlunde lige så mange unge lærere. De var alle frøkener, men vi havde da en klar fornemmelse af, at de yngre lærere med tiden ville blive gift. Og det blev de også. At lærerne var frøkener var en selvfølge for os. Det var ikke noget, vi tænkte over. De ældre lærere havde været der i mange år, og de var fagligt dygtige, og vi respekterede dem. De yngre lærere var naturligvis mere muntre og livlige. Også i forhold til os elever.

Den gamle frk. Guldmann underviste ikke, da jeg var elev, men hun påvirkede os. Jeg tror, at det var hende, der sagde, at en tallerken har to sider, når man vasker op. Frk. Guldmann stod tit for morgenandagten, og hun kunne også læse op for os om aftenen. Frk. de Mylius var lidt af samme støbning. En meget troende og berejst kvinde, som blandt andet fortalte os om Palæstina. Johanne Mikkelsen underviste i madlavning, og der var respekt om hendes faglige dygtighed. Hun havde en utrolig stor skriftlig omgangskreds. F.eks. ved brevveksling til tidligere elever, og Johanne Mikkelsen kunne huske alle de gamle elever. Johanne Mikkelsen kunne være lidt skrap, og det var hende, som dikterede opskrifter for os - som vi senere renskriv, når vi fik tid. Men vi accepterede det, og vi respekterede hendes faglighed.

Høngaard var forstander i 1950. Hun var utrolig elskelig, men hun underviste ikke på skolen, da hun var uddannet skolelærer, og det har nok påvirket hendes position.

Lærerne boede dengang på skolen. Fordelt sådan, at der boede mindst en lærer på hver elevgang og i hver villa. Det var ikke store forhold, lærerne havde. De havde kun et enkelt værelse. Forstanderen havde et værelse på 1. sal og desuden en stor stue i stueetagen, som også blev brugt til kontor og af og til som samlingssted for lærerne - eller nogle af dem, nemlig de ældre.

Lærerne var således på skolen døgnet rundt, og vi elever kunne komme i kontakt med dem, når vi ønskede det.

Silkeborg Husholdningsskole var kendt for ikke at sløje af på kvaliteten. Når der stod smør i opskriftsbogen, så blev der brugt smør i Silkeborg - og ikke margarine. Den praktiske madlavning var nok det, som fyldte mest under vort ophold på skolen. Men vask og rengøring fyldte nu også ganske meget. Og det var fornøjeligt. Vi gjorde grin med mangt og meget af det tøj, vi skulle ordne. En del af det tilhørte de gamle damer, og det var - for os unge at se - noget underligt gammelt tøj. Og så skulle vi lære at stryge skjorter. Det hørte åbenbart også med, selv om ingen af os piger gik i skjorter. Men skolen havde skjorter, der blev vasket, strøget og lagt rigtigt sammen i en uendelighed. Vi fandt det lidt latterligt, at de skjorter aldrig blev brugt til noget, og derfor lavede vi vort "Skjorteorkester", som naturligvis optrådte i de her skjorter. Vi spillede til festlige lejligheder. Vore instrumenter var vaskebræt, grydelåg, redekam m.m., alt sammen noget vi fandt på skolen.

Vask foregik i hånden og gruekedel, men jeg mener, at vi så småt var begyndt med vaskemaskiner. De var selvfølgelig ikke så automatiserede som, dem vi kender i dag.

Vi arbejdede i grupper på seks, og hver i gruppen havde et nummer, og vi kom så rundt til de forskellige arbejdsområder på skift. Læreren satte grupperne og de enkelte deltagere i arbejde. I min elevtid havde vi et hvidt forklæde med smæk på, et sygeplejeforklæde og en kappe på hovedet.

Vuggestuen Arnen var et af arbejdsområderne. Næsten alle var glade for at komme på Arnen. Det var lidt anderledes, end det vi ellers arbejdede med, og så kom vi også ud. Ungerne var dejlige, og vi fik hver især nogle yndlinge, som vi også besøgte, selv om vi ikke havde arbejde på Arnen. Vi skulle lave børnemaden, skifte dem, vaske dem osv. Frk. Damgaard var fantastisk, en stor pædagog og børneven. Vi elskede hende.

Vi lærte også regnskab og budgetlægning. Og ernæringskendskab. Vi tog det ikke så alvorligt med regnskab og budget - om man nu også havde råd til de og de retter. Det økonomiske spillede ikke den store rolle i hverdagen. Dengang var det naturligt, at det var kvinden, som lagde budget og førte regnskab. Mange husmødre modtog husholdningspenge, som skulle række.

Vi lærte en masse, som vi fik god brug for. Og alt det teoretiske havde jeg jo ikke tidligere stiftet bekendtskab med, så det var en nyt og spændende for mig. Men når jeg tænker tilbage, var der en ting, som vi havde for meget af, og det var renskrift af opskrifter. Vi skrev side op og side ned med opskrifter, og dem har jeg ikke haft meget glæde af siden. Kogebøgerne er blevet meget bedre og alsidige, så de renskrevne opskrifter var overflødige. Renskriften foregik gerne om eftermiddagen, og det var ikke spændende. Men vi var pæne piger, som på ingen måder brokkede os endsige gjorde oprør. Vi renskrev, som man forventede af os. Når vi lavede f.eks. det store kolde bord eller julekonfekt, så tegnede vi retterne og farvelagde disse tegninger. Jeg har endnu disse hæfter.

Vi tog nok lidt på, mens vi var på skolen. Nogle gjorde. Vi snakkede om det, og vi lærte også om slankemad. Vi fik dog også rørt os. Mange af os havde egen cykel med, så vi cyklede rundt omkring. Vi lejede også kanoer. Andre gange travede vi nogle ture.

Det religiøse spillede bestemt en rolle på skolen i 1950. Vi havde morgenandagt hver morgen, som forstanderen, frk. Guldmann eller måske de Mylius stod for. Men jeg følte ikke, at de ønskede at pådutte os noget. Jeg mindes ikke, at vi bad bordbøn. Om aftenen var der ind imellem foredrag eller oplæsning og fælles kaffe. Ægteskab var ikke noget, vi på mit hold snakkede om. Vi snakkede naturligvis om drenge, men ikke med henblik på ægteskab. Mit hold var domineret af københavnere, og mange af dem fik en kontoruddannelse og gode stillinger - og forblev ugifte.

Vi sluttede ikke af med eksamen eller karakterer. Vi fik et bevis, og jeg bad selv om en udtalelse og fik det.

5. marts 2017