Silkeborg Husholdningsskole – lærere og personale o. 1950. I midten forstander Høngaard, Marie Guldmann er længst til højre i 3. række og ved siden af hende formodentlige den unge lærerinde Grethe Sørensen (g. Krarup), yderst til venstre i samme række Johanne Mikkelsen og foran hende Ingine Damgaard, mens Marie Weiling står i bagerste række yderst til højre.

SILKEBORG HUSHOLDNINGSSKOLE

Tidligere lærerinder fortæller……………….

Samlet og redigeret af Keld Dalsgaard Larsen

GRETHE KRARUP

Grethe Krarup (f. Sørensen 1922) var elev på Silkeborg Husholdningsskole i 1940 og vendte tilbage i 1948 som lærer, indtil hun blev gift og forlod stillingen. Nedenstående er en sammenskrivning af en samtale med Keld Dalsgaard Larsen i maj 2002.

Jeg blev glad for undervisningen i madlavning. Det kunne jeg lide, og det var jeg god til. Så jeg valgte at blive husholdningslærerinde, og i 1946 begyndte jeg min toårige seminarieuddannelse på Ankerhus.

Forstanderen Folmer-Dam ville gerne bestemme, hvor vi skulle have plads efter Ankerhus. Og mig ville han have til Als. Men det ville jeg ikke. Jeg - og min veninde Helga - søgte ind på Silkeborg Husholdningsskole som assistenter. Det skal bemærkes, at Helge også var gammel elev på Silkeborg Husholdningsskole. Vi havde ikke fået vor eksamen, så vi måtte skrive "forventet eksamen". Det er der blevet grint meget af siden.

Vi var vel ikke til egentlig samtale, men den nye forstander Høngaard ville gerne hilse på os. Det viste sig, at de vidste alt om os. Silkeborg Husholdningsskole havde god kontakt til Ankerhus.

Jeg blev frk. Weilings assistent. Vi var to lærere i hvert køkken. Jeg havde ansvar for aftensmad og bagning. Weiling var et ordensmenneske. Det var sådan, at Weiling bestemte, hvad der skulle laves, og så gik vi i gang med arbejdet. Men jeg har altid følt, at vi var på lige fod i arbejdet.

Når man havde weekendvagt, begyndte den fredag med at servere eftermiddagskaffe og the for lærerinderne i Bondestuen. Og man deltog naturligvis selv, når der var serveret. Maden om søndagen var forberedt om lørdagen, så det var let at gå til. Og det sidste man gjorde på en weekendvagt var at slukke lyset kl. 23. Næste morgen skulle man så i gang igen med morgenmaden.

Jeg blev installeret hos pastor Gram. Her boede også en assistent fra Arnen. Senere kom jeg til at bo til leje hos noget familie. Min veninde Helga fik værelse i en nyindkøbt villa på Åhavevej.

Lærerinderne boede på skolen. Weiling havde to små værelser på en elevgang. Guldmann havde et lille værelse nær Bondestuen. Høngaard boede ovenpå Arnen i frk. Lunds gamle lejlighed. Frk. Høngaard og frk. Lund havde været hjerteveninder. Frk. Høngaard var en elskelig dame. Hun havde været overlærer på Søndergadeskolen, og hun elskede sin skole. Men da frk. Lund døde, blev frk. Høngaard forstander på husholdningsskolen.

Som unge lærerinder blev vi vel modtaget. Der var ingen skel mellem nye og gamle lærerinder. Dog skulle vi unge lærerinder stå for en god del af maden ved de store selskaber, som blev holdt for venner af huset.

Skolen holdt af og til middag for venner og forretningsforbindelse. Gæsterne var nogle af byens spidser, f.eks. apoteker Oldin, boghandler Hansen, slagtermester Aagaard, købmand Kruse, købmand Nielsen, mejeribestyrer Madsen, pastor Gram m.fl. Vi unge lærerinder havde forrygende travlt. Men vi lavede nu ikke det hele, så vidt jeg husker, var der altid en fast kogekone til at hjælpe.

Jeg kom til at undervise næsten jævnaldrende piger. Men det gik fint. 1950-holdet havde en gruppe københavnske piger, som jeg fik et ganske særligt forhold til. De er lige siden holdt ved Silkeborg og kommet til elevstævner osv. Også i 2000 kom de, og vi havde en god dag.

I 1950 var det nok blevet mere almindeligt, at eleverne gerne ville ud. Eller også var det blevet lettere, for eleverne kunne godt dreje frk. Høngaard og få udleveret en nøgle. Det første år som assistent fik jeg 185 kr. om måneden + kost og logi. Det steg det næste år til 200 kr. + kost og logi.

Min veninde Helga kom til at undervise et herrehold i madlavning om aftenen. Det var herigennem, jeg lærte min mand at kende. Skolen ønskede at have et sådant hold, og Helga ville gerne tage den undervisning. Skolen ville under ingen omstændighed gøre forskel på os, så vi blev begge kaldt op på kontoret. Men jeg bekendtgjorde straks, at jeg gerne ville være vikar for Helga.

Min kæreste var assistent eller overassistent i socialforvaltningen på kommunen. Da det rygtedes, at vi var blevet kærester, blev jeg kaldt ind til frk. Høngaard. Hun ville gerne høre, om der var noget i de rygter, der fortalte, at jeg havde fået en kæreste. Det var der. Og hvad var han så for én? Jeg fik da nævnt, at han var præstesøn, og det hjalp nok noget. Men til oplysningen om, at han var assistent - eller overassistent - var kommentaren blot: Han kan vel blive forfremmet.

Jeg holdt op med at arbejde, da jeg blev gift. Det var min mand, der syntes, at det var det bedste. Og så kom børnene.

Silkeborg Husholdningsskole – personale 1955. Fra venstre Edith V. Pedersen, Johanne Mikkelsen, Ingine Damgaard, Else Larsen, Anna Rasmussen, Gerda Pedersen, Marie Gulmann, Marie Weiling og Anna Kjær

ANNA RASMUSSEN

Anna Rasmussen (f. 1918) blev uddannet som husholdningslærer fra Ankerhus og arbejdede på Silkeborg Husholdningsskole i perioden 1954-1985. Nedenstående er en sammenskrivning af en samtale med Keld Dalsgaard Larsen i maj 2002.

Vi var to nyuddannede fra Ankerhus, der fik stilling i Silkeborg, og min veninde, hvis forældre boede i Herning, var forbi skolen for at se på pladsen. Jeg så først skolen, da jeg skulle i gang med arbejdet. Der var ikke nogen ansættelsessamtale, så de havde heller ikke mødt mig og heller ikke set mine eksamenspapirer. Silkeborg Husholdningsskole havde i 1954 et vældigt fint ry. Og så ligger den jo pragtfuldt.

Vejle Husholdningsskole kørte på mange måder som Husholdningsskolen i Silkeborg, og det skyldtes sikkert, at lederen i Vejle kom fra skolen i Silkeborg. Begge skoler havde f.eks. tilbud om barnepleje. Det var et vældigt plus for skolen, at vi havde vuggestuen Arnen, hvor eleverne i praksis kunne lære barnepleje. Skolen tilbød ud over det normale kursus på 5 måneder en ekstra måned i barnepleje, og det var der ganske mange elever, som valgte. Da jeg kom på skolen, havde jeg et værelse oppe på gangen ved siden af elevernes værelser. Der var altid en lærer, som havde vagt, men det siger sig selv, at vi havde lidt tilsyn med eleverne, når vi boede så tæt på dem. Vi var 2-3 lærere, som havde værelse på elevgangene, og en enkelt lærer boede i villaen, Åhavevej 32. Skolen havde også villaen ved siden af politistationen, og her boede frk. Mikkelsen. Klokken 23 blev lyset over sengene slukket, mens lyset i loftet fortsat kunne tændes, da det skulle være sådan, at eleverne skulle kunne finde vej ud til toilettet.

Forstanderne havde en privat stue, som blev brugt både som kontor og som opholdsstue for lærerne. Vi sad meget i bondestuen, hvor vi fik vor eftermiddagskaffe og vor aftenkaffe. Vi levede nærmest sammen som en familie, og vi havde det fint med hinanden. Men vi sagde skam "De" og "frøken" til hinanden.

De to forstandere, frk. Mikkelsen og frk. Weiling, stod for hvert deres køkken som arbejdsområde. Men i takt med at kontorarbejdet blev mere omfattende, ønskede de i perioder at blive afløst. Og det blev min opgave at afløse en af de to, når vedkommende var på kontoret.

Eleverne var delt ind i hold og fordelt på arbejdsområderne: vuggestuen, madlavning, bagning, vaskeri og syning. I løbet af en seks ugers periode havde de været gennem de forskellige arbejdsområder.

Vi købte ind hos handlende nær skolen. Købmandsvarer hos købmand Kruse og købmand Nielsen, kødvarer hos de to nærmeste slagtere og mælk m.m. i det nærmeste mejeriudsalg. Først senere blev der købt ind gennem catering. Køkkenet var fint og moderne efter den tids målestok. Vi havde gas men også elektricitet, og der var fine stålborde og stålvaske. Rent og pænt. Bageholdet stod også for aftensmaden.

Skolen havde to unge piger, som hjalp til med morgenvækning og rengøring. En af pigerne gik rundt om morgenen med en klokke og ringede eleverne op. Vi mødtes i spisestuen til morgenandagt, som frk. Guldmann i mange år stod for. Andagten bestod af oplæsning, et par salmer og Fadervor. Det var egentlig nogle gode tekster, som Guldmann fandt frem til oplæsning. Efter morgenandagt gik nogle i gang med at gøre morgenmaden klar, mens andre ordnede deres værelser. I lang tid bestod morgenmaden af øllebrød, havregryn, brød, ost og the. Der var i mange år ikke kaffe til morgenmaden, men det kom på grund af et pres fra eleverne. Og det var jeg glad for, for jeg var vant til en god kop stærk morgenkaffe.

Vi spiste varm mad til middag kl. 12. Eleverne havde således et fast tidspunkt, hvor de skulle være færdige. Og det, tror jeg, er godt. På det tidspunkt kom også eleverne fra Arnen, hvor børnene var lagt hen at sove.

I køkkenet startede vi med en "køkkenforklaring" (køkkenteori), hvor dagens retter blev gennemgået. Teksten til dagens retter blev skrevet op på tavlen. Og så gik eleverne ellers i gang i hold. De var seks elever på et hold, og de skulle lave mad til 6-8 personer. Altså så nogenlunde som til en privat familie. Vi begyndte naturligvis ikke med de sværeste retter.

Eleverne var delt ind i 14 familier på hver 6 elever. De 8 familier arbejdede i det hvide køkken, som var det største, og 6 familier var i det gule køkken. De enkelte familiemedlemmer havde et nummer fra 1 til 6, og de blev så efter nummer delt ud på arbejdsopgaverne. To fra hver familie var med til at stå for middagsmaden. I spisestuen sad der to familier ved hvert langbord med en lærerinde ved hver bordende.

Vi lagde en ugeplan, og der var flere forhold, som vi skulle tage højde for. Der skulle være en fiskedag, en kødfri dag og en dag med den fine middag. Normalt bestod middagsmaden af to retter. Det kunne være en suppe til forret og så en kødret, eller en hovedret og en dessert. Men en gang om ugen fik vi den fine middag, og til den var der tre retter. Til den fine middag blev bordene pyntet op. Det var normalt de elever, som havde vaskeri, der stod for bordpyntningen. Eleverne lærte også at servere. Og om lørdagen skulle der gøres klar til om søndagen.

Eleverne sad på bestemte pladser, men de blev flyttet rundt efter et system. Der blev bedt bordbøn til alle måltiderne. Eleverne skulle møde med deres servietter og servietpose.

Mange af pigerne kunne ikke ret meget, når de kom. Flere af dem kom fra hjem, hvor der var piger ansat til at ordne det praktiske. Men der var da mange landbopiger, som var vant til at hjælpe til i et køkken. De dygtige piger var meget flinke til at hjælpe de andre piger.

De skulle lære det hele fra grunden også at slagte høns, plukke høns og partere kød. Det var nu ikke så tit, vi huggede hovedet af en høne, men det er sket. Men de skulle naturligvis kunne plukke en høne og tilberede den.

Frk. Guldmann var i mine øjne dengang en gammel dame. Hendes opgaver på skolen var, da jeg kom, at holde orden i spisestuen. Langs væggen i spisestuen var skabe, hvor service, bestik, duge m.m. var. Det sørgede frk. Guldmann for var i den fineste orden. Og så stod hun altså som sagt for morgenandagten. Det religiøse spillede afgjort en rolle for skolen, men det var ikke sådan, at man påtvang eleverne noget.

Der var en række arrangementer på skolen. I løbet af ugen var der nogle aftener med oplæsning, foredrag eller lignende. Hvis vi ikke havde vagt, var det frivilligt for os lærere at deltage, men det var da almindeligt, at vi deltog. Der var også en række fester på skolen. Vi havde en vældig julefest, inden eleverne rejste hjem. Ved den lejlighed var der dækket et langt julebord op og 300 lys tændt. Det gav en forfærdelig varme. Til festen var der Luciaoptog, som var meget flot og festligt. I selve julen var der ingen på skolen.

Der blev holdt revy, hvor vi var udklædte. Jeg var blandt andet en gang klædt ud som spritter. Der kom nemlig en del sprittere på skolen for at få et måltid mad. Vi havde et kælderrum ved siden af fyret, hvor de kunne få lidt at spise. Hvis vi havde ryddet det hele væk, sagde vi ofte, at de måtte komme næste dag. Men en gang fik jeg det svar, at det kunne ikke blive til noget, for da var han død af sult.

Vi havde af og til nogle cykelture. Men med den voksende trafik forsvandt de. Vi turde simpelthen ikke køre i samlet flok på vejene.

Elevstævnerne var store begivenheder. De første år var der rigtig mange til stævnerne, mens der til sidst næsten ingen kom. Der var masser af arbejde for skolen ved disse stævner. Vi lavede selv al maden. Vi var dog for mange til at være på skolen, så på et tidspunkt lejede vi os ind på Sønderport. Men vi kom selv med maden, som vi bar fra skolen og over til Sønderport. For at få plads til alle de gamle elever, måtte eleverne rykke sammen. Til sidst kom man med egen sovepose og sov, hvor der var plads.

I tidens løb er mangt og meget forandret. Den friere opdragelse slog også igennem på skolens elever. Da jeg kom, tog pigerne ud i Lunden for at danse. Senere kom der mange flere dansesteder i og med diskotekerne.

Barneplejen på Arnen gled ud til sidst. Pædagogerne mente, at husholdningseleverne ikke havde den rette ballast til at deltage i arbejdet. Jeg syntes, at det var synd, da vore piger i hvert fald havde tid til børnene.

Vi fik elevråd, og pigerne i rådet var gerne nogle rigtig gæve piger. Så det var fint. Skolen blev selvejende i 1967, og vi fik en egen bestyrelse. Skolen fik som selvejende råd til mere. Tidligere var det en privat skole, og den måtte ikke tjene alt for mange penge. Var der et stort overskud, skulle det bruges på forbedringer. Lærerne flyttede også væk fra skolen og fik bolig ude i byen. Jeg boede på skolen fra 1954 til 1964. Til at begynde med i hovedbygningen og senere i villaen nr. 32. Her fik jeg mit eget lille badeværelse, og det var et stort fremskridt. I nr. 32 var jeg eneste lærer, så jeg havde opsynet med de elever, som boede her. Hvis der var drenge på værelser, kom pigerne gerne og sladrede. Og så måtte man jo som lærer gøre et eller andet, selv om man ærlig talt ikke var meget for det. Det troede eleverne måske, men det var ikke tilfældet. Jeg har været ude for, at jeg kom op til et værelse og bankede på og gik ind. Men der var ingen drenge! Jeg åbnede først det ene skab og så det andet, og så kom drengene frem i dagens lys. Drengene blev naturligvis vist bort, men de kom da med nogle bemærkninger og skyndte sig bestemt ikke.

Jeg flyttede først i en lejlighed på Chr. 8 Vej, og i 1972 købte jeg så huset her. Da lærerne flyttede ud fra skolen, kom der en mere detaljeret plan for arbejdet. Lønnen var ikke stor, da jeg begyndte. Jeg fik dog en lidt højere løn på grund af min alder i forhold til de meget unge nyuddannede. Vi fik med tiden mere ordnede lønforhold og kom på "trappestigen", hvor vi steg i løn efter anciennitet. Vor løn kunne formodentlig sammenlignes med en skolelærers.

Det var jo nemt, da jeg boede på skolen. Maden blev lavet til een. Man skulle bare gå ned og sætte sig til bordet. Vi betalte naturligvis for kosten, men den var så at sige serveret. De unge piger gjorde rent på vore værelser. Da jeg flyttede ud, skulle jeg jo selv købe ind, lave mad, gøre rent osv. Jeg siger tit, at jeg aldrig nogensinde har haft det så godt, som da jeg boede på skolen.

Lærerne kunne også få vasket deres tøj på skolen. Men det kunne være problematisk. Eleverne skulle lære at vaske, og de skulle have noget tøj at øve sig på. Det kunne være vi læreres tøj. Jeg husker en gang, hvor jeg havde fået en fin ny natkjole, da jeg fik den tilbage, var der et tydeligt mærke fra strygejernet midt på maven.

Vi havde ikke lærermøder, som man kender det i dag. Vi mødtes jo tidligere i bondestuen, hvor vi drøftede alt muligt. Og hver formiddag mødtes vi ved "melkassen". I spisekammeret stod den her store melkasse, hvor vi så sad rundt om, mens vi drak kaffe og snakkede.

Lederen af vuggestuen Arnen, frk. Damgaard, var medejer af skolen, og hun sad naturligvis også sammen med os i bondestuen. Frk. Damgaard havde sin egen lejlighed på Arnen.

Eleverne havde uniform: blå kjole, hvidt forklæde og hvide kapper. Senere kunne de leje kitler af skolen.

Vi havde i mange år fuldt hus på skolen. Det var først de senere år, det kneb med elevtallet. Til at begynde med kom der nyt hold til maj og til november. Men det måtte laves om. De unge var jo først færdig med deres eksamener i juni. Vi fik derfor hold i august og i februar. Det var dog lettest at få fyldt efterårsholdet, mens det kneb noget mere med forårsholdet.

Skolen har haft en del nordiske piger fra Norge, Sverige, Island og Færøerne. Vi havde også en overgang grønlandske piger, men det var nu ikke lige let. Det kneb med sproget og at efterleve skolens regler.

MAJA-LISE SCHOU-JØRGENSEN

Maja-Lise Schou-Jørgensen havde været elev på Silkeborg Husholdningsskole i 1950, uddannet sig som husholdningslærer og virket inden for sit fag på mange fronter. Og i 1971 vendte Maja-Lise Schou-Jørgensen tilbage til Silkeborg som forstander. Nedenfor er en sammenskrivning af samtaler med Keld Dalsgaard Larsen i marts, april og maj 2002.

Jeg havde ærlig talt ikke forestillet mig, at jeg skulle have stilling på en husholdningsskole i Danmark. På en måde følte jeg, at skolerne ikke rigtigt var fulgt med tiden, og heller ikke at der var rigtig gang i de piger, som gik på skolerne. Det kan være, jeg tager fejl, men det var mit indtryk. Og det faldt mig ikke ind, at jeg måske kunne være med til at ændre på disse forhold. Jeg sagde derfor nej, første gang jeg fik en føler om at søge stillingen som forstander på Silkeborg Husholdningsskole. Men da jeg et år efter igen fik en føler, søgte jeg stillingen - og fik den. Det var i 1971.

Der blev på det tidspunkt snakket meget om at flytte skolen ud til Ringvejen og bygge en helt ny skole. Det første års tid havde vi en del arbejde med de planer, men så gik de lige så stille i sig selv igen. Og det var jeg egentlig glad ved. Det lød umiddelbart spændende, men når det kom til stykket, var det nok ikke sagen. Skolens beliggenhed midt i byen og så alligevel tæt på naturen var helt ideel. Og mange regnede slet ikke med, at vi ville overleve.

Jeg følte, at skolen var lidt gammeldags, da jeg kom tilbage i 1971. Bygningerne og indretningen. Jeg havde en vældig lyst til at bygge om. Og jeg havde den glæde gennem årene at få gennemgået og renoveret alt. Vi havde hvert år en såkaldt "byggesag", afsluttende med bygningen af det nye "Tekstilhus". Det var vældig spændende.

Det var småt med elever først i 1970'erne. Men så kom vi til at samarbejde med Ministeriet for Grønland om grønlandske elever, og det hjalp godt på elevtallet. Og med et solidt elevtal har man ingen økonomiske problemer og kan koncentrere sig om selve arbejdet. Jeg var meget heldig ved at have kommunaldirektør Hovgaard som formand for bestyrelsen. Han lærte mig meget om økonomi og regnskab. Og han forstod sig på tilskudsloven, så vi kunne udnytte den absolut optimalt. Vi fik altid udnyttet diverse byggelån m.m. Vi optog lån næsten hvert eneste år, da vi gennemgik skolen bid for bid.

Udviklingen var nok ikke med husholdningsskolerne i 1960'erne og 1970'erne. Og rødstrømpebevægelsen var jo heller ikke til husholdningsskolernes fordel. Måske havde den tekniske udvikling gjort, at man mente, at husholdning var blevet så let, at det behøvede man ikke at dygtiggøre sig til. Og man havde måske heller ikke længere de ambitioner som tidligere med hensyn til madlavning og rengøring, ja husholdning i det hele taget. Hvis jeg sammenlignede med min egen årgang 1950, vil jeg sige, at den gang var det nok piger, som ikke blot var "gennemsnitspiger" men lidt over. Det hang sammen med ønsket om at kunne klare sig selv, men det hang også sammen med økonomi. At komme på husholdningsskole i 1950 var en bekostelig affære, og tilskudsmulighederne var begrænsede. Det var således gerne relativt velstillede piger, som kom på husholdningsskole. Som tiden gik, blev tilskudsmulighederne flere og større, og dermed også andre piger. Og somme tider var det jo nærmest ikke rigtigt deres eget valg, idet det var et forslag, som andre – f. eks. en sagsbehandler - var kommet med. Under alle omstændigheder havde de nye elever lidt lettere ved at opgive skoleforløbet, hvis det ikke rigtigt passede dem.

Jeg har altid ment, at husholdningsskoler burde være for både piger og drenge. Men det var først med en lov fra 1971, at drenge overhovedet fik lov til at blive optaget. Og så var der endnu den vanskelighed at få drengene til at tilmelde sig. Vi tog også andre initiativer for specielle grupper. F.eks. rettede kommunen henvendelsen til os, om vi ikke kunne lave noget for enlige mødre, der som gruppe havde det noget pauvert. De levede usundt og rodet. Men den gruppe var utrolig usikre elever, og de havde svært ved at overskue noget. Hvis de var lidt for sent på det, kom de i taxi, selv om de bestemt ikke havde råd til det. Og de fandt på alle mulige undskyldninger for at droppe undervisningen. Så det måtte vi desværre til sidst stoppe med.

Skolernes hjemkundskab fandt vi var en naturlig ting, og det var slet ikke nogen konkurrent for husholdningsskolerne. Vi må imidlertid også gøre os klart, at et fem måneders kursus på en husholdningsskole ikke er en uddannelse. Det kan nærmere sammenlignes med et højskoleophold. Men det var måske et problem for husholdningsskolerne, at det ikke rigtigt "kvalificerede" til noget sådan i gængs skoleforstand med eksamensbevis og karakterer.

Vi startede på en EFG uddannelse af køkkenassistenter i et samarbejde med Silkeborg Tekniske Skole. Det krævede, at vi fik bygget institutionskøkken med tilhørende faciliteter, og det gjorde vi så. Det var et spændende arbejde, som fortsatte helt til jeg holdt op.

Da jeg blev forstander i 1971, var traditionen med, at lærerne boede på skolen slut. Jeg ønskede ikke at bo på skolen, og min familie gjorde bestemt ikke. Flere af de andre lærere var jo også gifte og havde hus og hjem uden for skolen. Og de ugifte havde også hus eller lejlighed ude i byen. På en kostskole skulle der altid være en lærer til stede, så i min tid som forstander havde vi et vagtsystem, hvor lærerne på skift havde nat- og weekendvagt. Som forstander var jeg uden for dette vagtsystem, men jeg kunne tilkaldes hele tiden, hvis det var påkrævet. Det har aldrig været svært at få lærerkræfter til skolen. Jeg anså det for en fordel, at en lærer havde familie, for så kendte de noget til de vilkår, som de fleste af vore elever ville komme til at dele. Jeg ved ikke, hvor velset det var i den tidligere lærerkreds. Der er da også nogle minusser ved det, idet gifte kvinder ikke ligefrem elsker vagterne.

Skolens første institutionskøkken kom, da vi skulle modtage de grønlandske kvinder i 1972. Grønland havde to husholdningsskoler, men de havde ingen steder, hvor kvinderne kunne lære at stå for en institution, f.eks. et plejehjem eller en børnehave. Der kom derfor mange danske kvinder til Grønland for at stå for det arbejde, men det ønskede grønlænderne at ændre på. Og derfor blev grønlandske elever sendt ned til os. De øvrige elever brugte også institutionskøkkenet, men det normale var familieundervisning i et af de andre køkkener på skolen.

Der var "det hvide køkken" og "det gule køkken", og så kom der et "redskabskøkken". Det sidste blev senere bygget om og blev til "emnekøkkenet". Det første institutionskøkken var ikke helt optimalt. Først da vi startede med EFG, fik vi det fulde institutionskøkken med grovkøkken.

Det hvide køkken blev ombygget til et undervisningslokale til rengøring-, materiale- og boliglære. Lokalet blev forsynet med skabe, bordplade og gulv af forskelligt materiale, så eleverne lærte at behandle de forskellige træsorter - eller andet materiale - rigtigt. Da vi etablerede det, syntes vi, at det var rigtigt smart, men vi blev dog med tiden lidt kede af det, og syntes vel også, at det ikke var helt pænt.

Undervisningen var "familieundervisning", hvor eleverne blev delt op i mindre grupper på ca. 6 personer. I Grupperne skiftedes man så til arbejdsområderne: barnepleje i Arnen, vask og rengøring, madlavning til middagsmad, madlavning til aftensmad samt tekstilfag og håndarbejde.

En overgang havde vi også en del "gør-det-selv"-fag, så som at lære at bruge en boremaskine, male og tapetsere. Eleverne skulle lære at klare sig selv. F.eks. selv kunne sætte en gardinstang op.

I begyndelsen havde vi den praktiske undervisning om formiddagen, og så den teoretiske undervisning sidst på eftermiddagen. Efterhånden blev den teoretiske undervisning mere integreret i den praktiske undervisning. Førstehjælpsprøven var også noget, eleverne tog på skolen.

Undervisningen blev med tiden brudt op, og det var derfor ikke muligt at have et hold på Arnen en hel uge af gangen, så det måtte vi gøre på en anden måde. Elever kunne tilmelde sig praktik på Arnen i kortere perioder.

Vi fik varm mad til middag. Og gerne to retter. Vi gik dog med tiden meget over til kun én ret og så noget frugt. Vi følte, at det var lidt gammeldags med to retter mad. Og mange af dessertretterne - f.eks. grødretterne - var ikke længere tidssvarende. Aftensmaden var gerne smørrebrød og måske en lille rest fra middagsmaden. I min elevtid lærte vi henkogning og syltning. Henkogning gled ud, men vi fortsatte med at sylte og lave marmelade. Hvor gammelt forsvandt, kom der andet til, f.eks. dybfrost.

Vi fasthold i mange år en gammel tradition: Den årlige hybentur. Vi tog til Gl. Rye ved den gamle flyveplads, hvor der var masser af hyben, som vi plukkede. På skolen satte vi os på terrassen og rengjorde de her hyben, som så blev til hybenmarmelade. Til sidst følte vi, at der gik for lang tid på den aktivitet, så det hørte op. Men det var på mange måder en oplevelse.

Eleverne fik udleveret en kogebog med ernæringslære og varekundskab, en opskriftsbog og lånte en sygeplejebog, og derudover fik eleverne en række pjecer fra Statens Husholdningsråd. Eleverne havde ikke sådan lektier for, men jeg har vel af og til overhørt dem i et emne for at se, hvor meget de havde fået med. Jeg underviste f.eks. i mikrobiologi, og jeg fandt det vigtigt, at de fik forståelse for og kendskab til dette emne. Ja, jeg var vel også lidt ærekær på det punkt. Desuden underviste jeg også gerne i familiekundskab.

Det kunne af og til knibe med motivationen hos eleverne. Men vi fik da varm mad på bordet til tiden hver dag. Det var lidt af en præstation. Ikke mindst af lærerne, som nok bar det største ansvar. Det skal så dertil siges, at alt ikke var lige vellykket hver gang. Man kan godt sige, at det var lettere at holde eleverne i gang med de praktiske opgaver, mens det var lidt sværere i forbindelse med den teoretiske undervisning. Der var naturligvis progression i undervisningen. Man startede med det lettere og det basale og gik så fremad mod det sværere og mere komplicerede. Men det lette kunne nu også volde problemer, f.eks. fromage, hvor husblassen kan drille. Ved bagning kunne noget af det sværere være bagning af wienerbrød, butterdej og kransekage. Eleverne lærte også borddækning med bordpynt, bordkort og blomsterdekoration. Når der blev lavet "fin middag", så dækkede et hold - gerne vaske og rengøringsholdet - bordet. Men eleverne beholdt deres køkkentøj på, mens de spiste, også når det var den fine middag. Madholdet lavede til alle, og til de elever, der var på Arnen. I min elevtid havde vi et hvidt forklæde med smæk på, et sygeplejeforklæde, og en kappe på hovedet. I min forstandertid fik hver elev udleveret en kittel, og så gik de med et skåneforklæde, som dog ikke nødvendigvis skulle være hvidt.

Eleverne stod selv for rengøringen i stuerne og på værelserne. Vi havde en rengøringshjælp til køkkengulvet og gangene.

Nogle elever var praktiske - andre ikke. Og det er nok min oplevelse, at pigerne med tiden virkede mindre og mindre praktiske. De var ikke vant til det praktiske huslige arbejde.

Rødstrømperne påvirkede os lidt indirekte. Og vi diskuterede kvindens rolle og position. Det blev almindeligt, at kvinder kom ud at arbejde. Det var derfor vigtigt for dem, at de lærte at klare tingene hurtigt og hensigtsmæssigt. Og det var også vigtigt, at kvinden kunne uddelegere arbejdsopgaver til den øvrige familie. Vi følte os ikke truet af rødstrømpebevægelsen, men det var da klart, at den så med nogen skepsis på husholdningsskolerne og vel mente, at vi var bagstræberiske og værnede om det bestående. Det søgte jeg selvfølgelig at imødegå. Blandt andet ved at lægge vægt på, at et skoleophold hos os skulle sætte de unge kvinder i stand til at klare sig selv ligegyldigt hvilket liv, de måtte få. Om det så var tilstrækkeligt, kan altid diskuteres.

Vi havde mange nordiske elever. I 1950 fik vi af Danmarkssamfundet vor fane, og dengang var det elever fra de forskellige nordiske lande, som tog imod den. Når vi havde elevstævne, blev de nordiske flag altid hejst. Det var de færøske og norske piger, som fortsatte længst op i tid. Jeg har haft mange færøske piger i min tid. De havde gerne megen hjemve, når de kom, og ingen piger som de, græd så meget, når de skulle forlade skolen igen. Og mange af de færøske piger var meget trofaste over for skolen. Tankerne om at få elever fra det øvrige EU blev aldrig til noget.

Disciplinære problemer har vi ikke kunnet undgå. Jeg havde ingen problemer med hash og stoffer, og jeg synes egentlig heller ikke, at vi havde problemer med drikkeri. Og de største problemer havde vi faktisk med de gæster, som kom til eleverne. I de senere år trak byens diskoteker også i eleverne, og det kunne være svært at overholde hjemkomststidspunkterne. Men jo mere stilfærdigt det gik for sig, jo mere så vi gennem fingre med det. Vi havde en bog, hvori eleverne skulle skrive, når de ikke var i huset. Det gjaldt også, når de var væk i weekenden. Vi skulle vide, hvor de var. Eleverne måtte kun have mænd på besøg, hvis eleven fik et gæstekort til vedkommende. Men her var det så en fordel, at der var tale om dobbeltværelser.

Silkeborg Husholdningsskole har altid haft tradition for fester. Det være sig fastelavn, revy, skolens fødselsdag, elevstævner osv. Skjorteholdet i 1950 spillede til sådanne festlige lejligheder. Vore instrumenter var vaskebræt, grydelåg, redekam m.m. Alt sammen noget vi fandt på skolen. Dengang lærerne boede på skolen, blev venner eller forbindelser til skolen gerne inviteret til en sammenkomst. Blandt deltagerne var f.eks. købmand Nielsen fra Henryhus, som var skolens købmand. I min tid som forstander har vi også holdt sammenkomst, men da var det gerne bestyrelsen og timelærere med påhæng, der deltog.

Synnøve Lund var en institution både i byen og på skolen. Men de efterfølgende forstandere var ikke så udadvendte. Jeg søgte at åbne skolen ud mod byen. F.eks. holdt Round Table en årlig madlavningsdag med Flemming Kubel som vejleder. Det arrangement blev flyttet ned til os, hvor jeg var altid til stede. Andre foreninger har også holdt arrangementer hos os. Jeg skrev gerne et lille stykke til Midtjyllands Avis, når der skete noget på skolen. Og jeg synes, at vi fik en pæn behandling af avisen. Jeg har været glad for min bestyrelse. Elevforeningen var godt repræsenteret i bestyrelsen, og de var altid levende interesseret i skolen. Hovgaard var en stor hjælp som formand, og han efterfulgtes af byens nye kommunaldirektør, Niels Chr. Vestergaard og derefter Chr. Kelm-Hansen. Af andre bestyrelsesmedlemmer kan nævnes Juditthe Boock, Poul Henning Jørgensen og Niels Søndergaard. Det var en god og interesseret bestyrelse, og jeg er meget taknemmelig for, at den lod mig påtage mig tillidshvervet i Statens Husholdningsråd, selv om det ikke var direkte relevant for skolen. Men det er mit indtryk, at bestyrelsen alligevel anså dette arbejde for at være af betydning for skolen.

Jeg underviste en del på hjemmehjælperkurserne i levnedsmiddelhygiejne - både på skolen og ude i byen. Og senere underviste vi også på den nye social- og sundhedsuddannelse. Det gav mange kontakter.

Jeg har altid haft indtryk af, at Silkeborg og silkeborgenserne har været glad for skolen. Og eleverne har for langt hovedpartens vedkommende været utrolig glade for opholdet i Silkeborg. Både på grund af den dejlige natur og på grund af byen.

5. marts 2017