Arkæologisk undersøgelse
En arkæologiske undersøgelse følger oftest, men ikke altid en arkæologisk forundersøgelse. Processen indebærer med gravemaskine at afdække de arealer der er udpeget i forundersøgelsen. Derefter afgrænses eventuelle bebyggelsesspor, samt dokumenteres og dateres disse så vidt muligt, inden for budgettets rammer.
Registrering og dokumentation af fortidens spor
En udgravning har til formål at afdække, registrere og dokumentere de anlæg og arealer, hvor der er vigtige arkæologiske levn. Arealerne er som regel afgrænset ved en arkæologisk forundersøgelse, og et budget for den egentlige arkæologiske undersøgelse er beregnet ud fra resultatet af forundersøgelsen.
Omkostninger
Det udarbejdede og godkendte budget kan ikke overskrides således, at bygherre kommer til at stå med ekstraudgifter. Overskrides budgettet, er det kulturstyrelsen eller det lokale museum selv, der skal betale ekstraomkostningerne.
Prisen er afhængig af periode og type af forhistoriske levn. Stenalder og grave er således fordyrende faktorer. Der kan komme et vintertillæg på op til 30 % af timelønsummen for udgravninger i perioden fra den 1. december til den 1. april på grund af vanskelige vejrforhold.
Udgifterne til De egentlige arkæologiske undersøgelser betales altid af bygherre. Se endvidere museumslovens kapitel 8, § 25 til 27.
Afrapportering til bygherre
Kort efter at en arkæologisk undersøgelse er afsluttet vil bygherre modtage et fritstillingsbrev, hvor det fremgår om hele arealet er fritstillet til anlægsarbejde, eller om der forefindes arealer der efter aftale med bygherre er undtaget fra anlægsarbejde med det formål at bevare væsentlige fund på stedet. Dertil kommer senere en statusrapport. Statusrapporten indeholder en kort redegørelse for udgravningens resultater, samt kortmateriale over det frigivne areal.
Følg os her: