VAGN MADSEN FORTÆLLER

SILKEBORG PAPIRFABRIK

Jeg er født i 1923 i Silkeborg i Grønnegade. Egentlig ville jeg have været kok, men det, mente min far, var en dårlig idé. Min ældre bror var i lære på maskinfabrikken, men det var ikke lige mig. En dag kom min far så og sagde, at jeg skulle ned på papirfabrikken. Og det skulle jeg. Min far arbejdede ved kommunen, og han kendte bøttemester Lindqvist i Hostrupsgade, og på den måde kom jeg ind på papirfabrikken i 1937. Og det har jeg ikke siden fortrudt, og jeg blev ved papirfabrikkerne i 47½ år.

Jeg kom over i den nye bøtte   tidligere havde de kaldt det den gamle bøtte, men den blev bygget helt om midt i 1930'erne. I bøtten øste vi f.eks. filtrerpapir. Senere kom jeg over på Seddelfabrikken, hvor vi øste papir til pengesedler. Der var tre voksne og to drenge ved hver bøtte   to øsere, en gausker, en filtsnapper og en lægstoldreng. Her lærte jeg at øse og gauske, og det var i det hele taget en god plads. Selvfølgelig kunne vi knægte godt få en filt om ørerne, hvis de voksne havde noget at brokke sig over, men vi klarede os.

På Seddelfabrikken havde bøtten 48 minutter til at klare en post, men hvis man kunne klare det på 30 minutter, så var der tid til så meget andet, og bøttemester Lindqvist blandede sig ikke. Vi drenge kunne blive sendt over i marketenderiet efter tre øl   vi fik så en krone med og det rakte til tre øl, der kostede 32 øre stykket, og en cigaret til buddet. En særlig dag var det ved lønningsdag, så blev en af drengene sendt op til bager Kjeldsen i Vestergade over for avisen for at købe en Dagmar tærte. Den blev så delt af bøttens mandskab.

Mens jeg var dreng på fabrikken, var jeg også en slags havemand for bøttemester Lindqvist. Dengang var det almindeligt, at funktionærerne fik deres haver passet af en papirarbejder eller i mit tilfælde af en dreng. Jeg passede have, malede stakit og den slags. Jeg havde altså alle kort på hånden til at være en af de meget få, der fik lov at blive på fabrikken, når jeg fyldte 18 år. Vi var kun fire, der fik lov til at fortsætte på papirfabrikken, og det må have været i 1941.

Jeg fortsatte med at arbejde i Seddelfabrikken med det håndgjorte papir, og produktionen blev endog sat op, så vi kom på to holdsskift. Når jeg tænker tilbage, så mindes jeg egentlig min tid i Seddelfabrikken som den bedste af mine mange år ved papirfabrikkerne.

Hen imod slutningen af krigen blev der oprettet et fabriksværn, og da jeg havde taget et samariterkursus, kom jeg med i det værn. Det betød samtidig, at jeg skulle flyttes fra Seddelfabrikken og ind på selve fabrikken. Jeg begyndte derfor i Glitten i vist nok 1943 eller 1944.

Samtalen fandt sted i 1994

April 2020