VALBORG THOMSEN FORTÆLLER
Samtale med Keld Dalsgaard Larsen den 10. oktober 1997
BAGGRUND
Jeg er født i 1923 og stammer fra Thy. I 1945 blev jeg uddannet som børnehavepædagog fra Jysk Børnehaveseminarium i Århus. Seminariet lå i Borgergade i Århus på 4. sal i en ejendom. Uddannelsen tog dengang to år. At være børnehavepædagog var ret nyt på det tidspunkt, så der var arbejde nok for os nyuddannede. Jeg fik arbejde i København, på Amager, hvor jeg var i fem år. I vort fagblad så jeg i 1950 en annonce om en lederstilling i Silkeborg. Jeg rejste til Silkeborg og var til ansættelsessamtale på Socialkontoret, som dengang lå på Bindslevs Plads.
Jeg fik pladsen som leder af den børnehave, som senere fik navnet "Frederiksberggårdens børnehave".
DREWSENSVEJ
Børnehaven lå dengang på Drewsensvej i en stor villa, som tidligere havde huset børnehjemmet Knaps Minde. Den første månedstid boede jeg på selve børnehaven, før jeg fik egen lejlighed i Drewsenshus.
Børnehaven var etableret i 1947, men huset var ikke praktisk indrettet. I stueetagen var der to stuer, en stue til de ældste børn med 12 børn, og en meget stor stue med 18 børn. På første sal var der ligeledes en rigtig stor stue med plads til 20 af de små børn. Vi havde dengang børn ned til 2 års alderen. Ovenpå var også en sovesal, hvor de mindste sov. De andre børn sov eller hvilte sig også til middag, men det foregik på stuerne, hvor vi slog nogle sovebrikse op. Personalet var ikke stort: jeg stod selv for den ældste børnegruppe, til den store børnegruppe i stueetagen var der tilknyttet en pædagog og en medhjælper, og småbørnsgruppen på 1. sal havde ligeledes en pædagog og en medhjælper. Desuden havde vi en kokkepige, en rengøringsdame og en vaskekone. Kokkepigen boede i børnehaven. Vaskekonen kom en dag om ugen og vaskede vort tøj.
Børnehaven havde åbent fra kl.6.15 til kl.17. Om lørdagen var der åbent til først på eftermiddagen. Vi havde mange børn fra mødre, som arbejdede på papirfabrikken og på byens to store tekstilfabrikker. Det var altså typisk børn af udearbejdende mødre, og en del af mødrene var også enlige. Børnene kom fra midtbyen, men vi havde dog enkelte børn helt fra Alderslyst. Dengang var der ikke ret mange børnehaver i Silkeborg.
Børnene fik morgenmad kl.7.30, hvor kokkepigen normalt havde lavet havregrød. Til middag fik vi varm mad, enkel men nærende mad, hvor vi kunne få kød, fisk og grøntsager. Vi spiste kl.11.30 og bagefter sov børnene til middag til henved kl.13.30.
Kokkepigen havde sine problemer i køkkenet, da hun måtte arbejde med et stort gammelt jernkomfur. Det svinede blandt andet en del.
Vi havde en dejlig stor have på Drewsensvej med frugttræer, græsplæne og legeplads. Den have kom vi til at savne på Frederiksberggade. Vi beskæftigede selvfølgelig børnene med leg, spil og forskellige aktiviteter. Meget lig som det foregår i dag. Når vi gik ture, var det tit ned til Lunden og Kalgårdsvig.
Tiderne var anderledes i 1950'erne. Folk var mere fattige. Man kan ikke sige, at børnene var forsømte. Der var selvfølgelig forsømte børn, som der også er det i dag. Men børn fik ikke så mange ting, og de var langt mere taknemmelige for det lidt, de så fik. Der var heller ikke den store forskel på børn i den periode, for selv ret velhavende forældre overøste ikke deres børn med gaver. I dag har børn jo alt, hvad angår legetøj og den slags. Vi havde selvfølgelig legetøj på institutionen dukker, træbiler, spil osv. Og med tiden fik vi flere penge til legetøj.
I mange år stod jeg for opkrævningen af betalingen hos forældrene. Til at begynde med betalte de hver uge, men det var for besværligt, så det blev ændret til en gang om måneden. Prisen var vist 2 2.50 kr. om ugen, og alligevel føltes det af mange som en høj pris. Hvis en mor blev arbejdsløs, tog hun barnet ud, for så havde hun da ikke råd til at have barnet i børnehaven. Der var også mange, som havde friplads. På Drewsensvej havde jeg et stort kontor, som også blev brugt til personalerum, og her modtog jeg betalingen. Når forældrene kom, kunne vi altid få en uformel snak om barnet.
Tidligere var det ikke så almindeligt med forældremøder eller personalemøder. Vi havde forældremøder gerne op mod jul og til foråret.
I de første år på Drewsensvej kom bestyrelsen med julegaver til børnene og personalet. Børnene fik en lille ting f.eks. en billedbog, mens personalet kunne få en sølvske eller en sølvgaffel. Det var ganske hyggeligt men ret beset helt unødvendigt.
En af årets store begivenheder i 1950'erne var børnehjælpsdagen, hvor vi pyntede en vogn, og børnene blev klædt ud efter alle kunstens regler.
Villaen på Drewsensvej stod sidst i 1950'erne overfor en voldsom renovering. Det ville koste mange penge, og man undersøgte derfor andre muligheder. Boligforeningen stod samtidig for at skulle bygge på Frederiksberggade, så resultatet blev, at vi flyttede ud i de nyopførte lokaler i Frederiksberggården.
FREDERIKSBERGGÅRDEN
Frederiksberggården var efter datidens målestok en flot og velindrettet institution. På Drewsensvej havde det været store lokaler med højt til loftet, hvilket ikke virkede ret hyggeligt. Det var helt anderledes behageligt i de nye omgivelser. Selv fik jeg en lejlighed lige oven over børnehaven.
Frederiksberggården havde fire stuer: to stuer med hver 10 af de mindste børn og to store stuer med hver 18 børn. Der var en pædagog og en medhjælper på hver stue. Til at begynde med var børnene på de to store stuer også aldersinddelte, men det opgav vi ret hurtigt. De første år på Frederiksberggården havde en normalt en overbelægning på 1 2 barn pr. stue. Vi kunne godt sige nej, men det var meget svært at sige nej til nogle forældre, som jo var i en enorm knibe.
Efter flytningen til Frederiksberggården blev morgenmaden afskaffet. Børnene kunne så selv have en madpakke med, som blev delt mellem morgenmad og eftermiddagsmad. Den varme middagsmad fortsatte vi med i mange år, jeg mener først den hørte op engang i 1970'erne. Børnene fik også frugt og i mange år vitaminpiller. På Frederiksberggården havde vi ingen vaskekone, det blev for dyrt. I stedet blev tøjet sendt til et vaskeri i byen.
Vi havde i mange år besøg af lægen hver måned. Hvert barn blev lægeundersøgt to gange om året. Vi har haft læge Dieckmeis og Dam Lund. Vi gik også med børnene op til tandlæge. Både på Drewsensvej og på Frederiksberggården havde vi et selvstændigt lægeværelse.
Om sommeren lukkede vi to uger og tog med børnene på sommerlejr. Vi benyttede FDFs lejr, Bogensholm ved Ebeltoft.
PÆDAGOGIKKEN
Pædagogikken har selvfølgelig ændret sig med tiderne. Tidligere var der en vis tendens til, at børnene hele tiden skulle være beskæftiget. Man var bange for, at de skulle komme til at kede sig. Men det har børn nu aldrig taget skade af. Forældrene forventede vel også en vis aktivitet, og de målte den gerne på, hvor meget børnene fik med hjem af egne produkter. Så der lå lidt af et pres for aktiviteter. Men man skal passe meget på med en al for skematisk hverdag.
Vi har aldrig haft fjernsyn i min tid. Og radio var der kun på kontoret, så kunne børnene komme derind, hvis de skulle lytte til en bestemt børneudsendelse. Vi havde et klaver, som vi brugte, hvis der ellers var en blandt personalet, som kunne spille. Senere blev der spillet på guitar. Vi havde heller ikke tradition for juletræ på institutionen, for vi mente, at børnene først og fremmest skulle se og opleve juletræet i deres eget hjem. Børnene måtte gerne have eget legetøj med på institutionen men på eget ansvar. De måtte ikke have pistoler eller lignende med. Hverken på Drewsensvej eller på Frederiksberggården. Hvis det alligevel skete, tog vi pistolen i forvaring, og vi bad også forældrene om at respektere vort ønske. Måske var det forkert, måske gjorde vi tværtimod pistoler mere attraktive ved at gøre dem forbudte. Det er ikke godt at vide. Jeg har også altid haft en bekymring for, at børnene skulle kunne komme til skade ved vilde lege. Det var vi på vagt overfor.
Børnene har også ændret sig. De er mere frie, og de må også mere i dag. Til at begynde med blev vi tiltalt med "frøken" og "du". De første mange år var personalet i øvrigt "Des" indbyrdes. Vi har aldrig måttet slå børnene, og det var da også ganske utænkeligt. Vi har heller ikke egentlige straffemidler, men enkelte børn kunne da en sjælden gang blive så umulige, at vi måtte lade dem rase ud for dem selv f.eks. i lægeværelset. Hysteriske børn bør man efter min mening lade rase ud, og når det er sket, så kommer de ganske automatisk tilbage til gruppen og ønsker at deltage i legen igen. Men det er så sandelig undtagelsen. Jeg har arbejdet med børn i over 45 år, og det har været dejligt, netop fordi børn er, som de er ganske umiddelbare og uden forstillelse. De giver så meget, når man er sammen med dem.
Sammenskrevet den 10. oktober 1997 af Keld Dalsgaard Larsen
Gennemgået og justeret – bl.a. med inddeling – den 31. august 2017
Seneste rettelse 5. september 2017.
Følg os her: