SKJERN PAPIRFABRIK
Danmarks yngste papirfabrik ligger i Skjern. Skjern Papirfabrik kan føre sin historie tilbage til 1961, hvor lokale kræfter ønskede at skabe industriel udvikling i området. Initiativtagernes koncept var en produktion udelukkende baseret på gamle aviser og andet relevant papiraffald.
Virksomheden blev etableret under navnet Scandinavian Pulp Industry (SPI) og begyndte den egentlige produktion i 1967. Scandinavian Pulp Industry havde modtaget en del egnsudviklingsstøtte, men det forhindrede ikke en tvangsauktion kort tid efter starten. Fritz Schur overtog og drev fabrikken under navnet Skjern Papirfabrik A/S i årene 1968-1978.
Virksomheden kom i 1978 ud i nye vanskeligheder, men blev reddet af firmaet Brødrene Hartmann. Under Brødrene Hartmann kørte virksomheden videre under navnet Skjern Papirfabrik af 1978, og virksomheden er blevet trimmet og udviklet til en nicheproduktion inden for bogpap og hylsepap. Råmaterialet er fortsat genbrugspapir.
Virksomheden har siden 2005 været ejet af Buur Invest A/S og en kreds af ledende medarbejdere.
Skjern Papirfabrik er fra udgangen af 2012 ikke blot Danmarks yngste papirfabrik men også landets eneste papirfabrik. Papirfabrikken skiftede i 2019 navn til Skjern Paper A/S.
Medarbejdertallet er i 2021 på ca. 75 ansatte og en årsproduktion på ca. 70.000 tons.
Adressen er Skjern Papirfabrik, Birkvej 14, 6900 Skjern
Henvisning:
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri 1829-1999 (Silkeborg Museum 2000)
Keld Dalsgaard Larsen: Skjern Papirfabrik – Danmarks sidste papirfabrik (i Nordisk Pappershistorisk Tidskrift 2+3/2021). Læs her.
Henrik Lindberg: Skjern Paper. Bogen om Skjern Paper (udgivet af Skjern Paper A/s 2021)
Juli 2022
Følg os her: