Hvordan døde Tollundmanden?
Tollundmanden blev undersøgt, som om han var et mordoffer. Det skete på Bispebjerg Hospital lige efter, at han var blevet fundet og udgravet. I retsmedicinerens rapport står der blandt andet, at "rebet, sådan som det var anbragt om ligets hals, næppe kunne have været anvendt til strangulering, og det betød i den forbindelse mindre, at halshvirvlerne eventuelt ikke var beskadigede, dette var ikke altid tilfældet ved hængning". Røntgenfotografier havde vist, at Tollundmandens halshvirvler ikke var brækket, men alligevel var retsmedicineren sikre på, at manden var blevet hængt. Senere undersøgelser af andre læger bekræftede dette. Det betyder med andre ord, at Tollundmanden er blevet hængt på en måde, som har medført, at han er kvalt og ikke ved en kombination af kvælning og brud på halshvirvlerne. Kombinationen ses ved den såkaldte engelske form for hængning, hvor den dødsdømte falder et stykke, hvorved halsen brækker.
Følg os her: