Sådan boede man
De huse, som stod i jernalderbøndernes landsbyer, havde en levetid på 30-40 år. Når de havde nået den alder, var de gerne udtjente og blev revet ned. Det bedste af tømmeret blev brugt igen, mens de tiloversblevne rester af huset blev brændt af. Endelig pløjede man med ard hen over hustomten, så man senere kunne dyrke jorden.
Husene var af den treskibede type, hvilket vil side, at taget blev båret af to rækker stolper, der gik ned gennem husets indre og på den måde delte huset i tre langsgående dele "skibe". Husene var forholdsvis små i den tidligste jernalder. Men omkring Kristi fødsel begyndte de at vokse i længden. De ældste huse var gennemsnitlig 16-17 m lange, mens de nyere huse var 20-22 m lange - enkelte endnu længere.
Byggematerialerne til husene var næsten udelukkende eg. Det gjaldt ikke blot de bærende stolper, men også vægstolper og tagværk. Eg har den fordel, at det kun langsomt rådner. Til at opføre den bærende konstruktion i et standardhus fra den ældre jernalder skulle man bruge omkring 20 egetræer.
Taghældningen på jernalderhusene afhang af, hvad taget var dækket med. Et tørvetag var tungt og skulle have en lav hældning, for at tørvene ikke skulle glide af. Hvis materialet var let, som for eksempel træspån, strå og tagrør, var det nødvendigt med en stejlere taghældning, for at vandet ikke skulle sive ind, men løbe af taget. De fleste treskibede langhuse fra jernalderen havde et let tag og derfor en forholdsvis høj tagrejsning
Havde man haft mulighed for at kigge ind ad døren i en typisk jernaldergård, ville man straks se den svære stolpekonstruktion, der bar taget. Husene havde to rækker runde, afbarkede stolper af eg med en diameter på 25-30 cm. Afstanden mellem de to stolperækker var i gennemsnit 3 m. Konstruktionen af væggene varierede efter, hvor i landet huset lå.
Omkring Limfjorden og langs den jyske vestkyst helt ned til området syd for den nuværende dansk-tyske grænse var væggene opbygget af græstørv. Sådanne jordvægge krævede megen fugtighed, især regn, for at de ikke skulle tørre ind og synke sammen. Derfor findes de især langs Vesterhavskysten.
Andre steder har man brugt lerklinede, grenflettede vægge, nogle gange med flade, brede planker.
Den indgang, man gik indad for at komme ind huset, lå midt på langsiden. En tilsvarende indgang lå på den anden langside af huset. I de små udhuse lå indgangen som regel også i langsiden.
Gulvet i det ydre indgangsrum var et lergulv, eller det kunne være et fint stenlagt gulv. Det stenlagte gulv i det ydre indgangsrum kunne også have en lille trappeafsats.
Døren bestod ofte af et par egeplanker samlet med tværlister.
Bortset fra den smule dagslys, som sivede ind ad de to døre, var det eneste, som oplyste husets indre, det bål, som brændte på ildstedet i husets vestende. Her var gulvet næsten altid lavet af faststampet ler.
Omkring ildstedet foregik størsteparten af de indendørs aktiviteter. Placeringen af arnen var næsten altid den samme, men den kunne udformes på flere forskellige måder. Almindeligvis bestod den dog af en rødbrændt lerplade, der ofte var ornamenteret. Lerpladen hvilede på et stenfundament af mindre, håndstore sten.
Langhusene var opdelt i rum med forskellige funktioner. I området mellem stolperne ved indgangen lå der normalt et særligt indgangsrum med adgang til beboelsen og til staldenden, som hver var afgrænset med skillevægge. Fra midterrummet gik man ind til beboelsen i husets vestende, mens stalden lå i østenden.
Stalden havde et simpelt jordgulv, som nogle gange lå lidt lavere. Rummet var opdelt i båse, lavet af kløvede egestammer. Man kunne se, hvordan de normalt 5-6 m lange stalde gav plads til 14-16 dyr. Nogle få af husene havde større stalde på 7-9 meters længde med plads til 18-22 dyr.
Det brændte hus
Det skete ofte, at jernalderhuse brændte. Det åbne ildsted, stråtag, hø og halm var en farlig blanding. Et nedbrændt hus udgravet ved Ålborg afslørede på uhyggelig vis livet i et jernalderhus. Branden i huset, der var 18 meter langt og kun 5 meter bredt, kostede både beboerne og besætningen livet. Der var 5 mennesker, herunder tre unge mellem 12 og 18, der omkom. Det var formodentlig alle husets beboere. Flere af dem lå i staldenden, hvor de sikkert er omkommet, mens de fortvivlet prøvede at befri dyrene. Der var tre unge mennesker mellem 12 og 18 år.
I stalden lå der desuden 19 indebrændte dyr. Der var 5 voksne får og 2 nyfødte lam. Mellem fårene lå der en pattegris. I stalden var der også 2 heste, en i hver side af stalden, samt 7 stykker kvæg.
Det nedbrændte hus var sikkert meget typisk for, hvad der var af liv i husene i jernalderen.
Følg os her: