Moselig - Tollundmanden og Ellingkvinden

© Christian Fischer, Silkeborg Museum.

Arkæologiens erklærede mål er gennem jordfundene at komme fortidens mennesker ind på livet, men ikke desto mindre er det sjældent, at den når helt frem til personerne: deres klædedragt, frisure, ansigtstræk - alt det, der gør dem nærværende og - man kan næsten sige - levende. Lerkar fra stenalderen har været forsynede med øjne, gravurner fra den yngre bronzealder med øjne og næse, men først når vi kommer ind i jernalderen, optræder menneskeportrætter, og fælles for disse er, at de er stiliserede. Bronzealderens egekister har givet os lidt af den sjældne oplevelse at finde spor af selve mennesket, som f.eks. Egtvedpigen, men i endnu højere grad har moseligene - de mumificerede mænd og kvinder, som tørvespaden har stød på - kunnet bringe os helt nær på mennesket.

Nogle af disse moselig, bl.a. Tollundmanden og Grauballemanden, er blevet berømtheder, hvis navne er fløjet over alle grænser, f.eks. er Tollundmanden den mest kendte dansker i England i dag. Vi har kunnet tage deres fingeraftryk, studere legemsbygning, skægvækst, ansigtstræk, hvilke sygdomme de evt. led af og hvor gamle de var, da de døde. Hvad de spiste ved vi også. Så man skal være mere end hårdhudet for at lade sig uberørt af mødet med mosefolket, som professor P.V. Glob så rammende kaldte disse fund.

Først må man gøre sig klart, at lig fundet i moser dækker en meget lang periode - lige fra den ældre stenalder og op til vore dage. Der kan ligge ulykker bag disse fund, selvmord, forbrydelser, ofringer, ja, endog regulære begravelser har fundet sted i disse våde områder. De moselig, der fortælles om her, er dem, hvor man har kunnet konstaterere, at de som fællestræk har været placeret i en nedgravning i mosen. Andre fund af lig i moser vidner om, at de har været lagt på overfladen - ofte sammen med andre fundkategorier, bl.a. vogne, som det er set ved fund fra Rappendam, nær Hillerød på Sjælland. Det viser sig i øvrigt, at fordelingen mellem kønnene er nogenlunde ligelig blandt dem, der er lagt i nedgravninger i tørvemosen, mens de lig, der har været placeret på mosens overflade, har en overvægt af kvinder og børn. Det er med moselig - altså dem, der blev lagt i en nedgravning i mosen - som med meget andet i den arkæologiske forskning gået sådan, at undersøgelsen har rejst flere spørgsmål end den løste. Hvem var disse mennesker, og hvordan forklares deres skæbne? Var de simple forbrydere, som her i mosen fik deres æreløse grav, eller var de særligt udvalgte - måske stammens ypperste - der blev skænket guderne som offer?

Diskussionen omkring disse moselig har foregået gennem mange år, men har naturligt været svækket af, at kun ganske få lig har været dateret med tilstrækkelig nøjagtighed. For de danske moselig har det være gældende, at en datering til før-romersk jernalder og romersk jernalder, d.v.s. fra omkring 400 år før til 400 år efter Kristi fødsel, har været anset for den mest sandsynlige for de fleste af disse fund. Efter at kulstof-14 datering er blevet taget i anvendelse i begyndelsen af 1950-erne, er det nu muligt at angive en nøjere datering af moseligene, og dateringerne viser, at fordelingen af disse lig har en stærk koncentration indenfor perioden 650 år før til omkring Kristi fødsel, d.v.s. perioden yngre bronzealders afslutning og førromersk jernalder.

Disse dateringer er så meget vigtigere, idet kun ganske få moselig har været medgivet genstande eller været iført påklædning, som kunne datere dem. I diskussionen om baggrunden for henlæggelsen af disse lig er det bemærkelsesværdigt, at denne periode falder ret nøje overens med den periode, hvor man udelukkende bruger ligbrænding ved begravelser af den øvrige del af befolkningen. Kulstof-14 dateringen har iøvrigt vist, at fund af lig, der har været lagt på overfladen af mosen sammen med andre genstande, har en tendens til at være yngre end de fundgrupper, vi her i artiklen beskæftiger os med.

Inden vi går nærmere ind i diskussionen, er der grund til at slå fast, at det er en naturbetinget proces, der har gjort, at lig er blevet mumificerede i mosernes tørv i modsætning til f.eks. de ægyptiske, hvor mumificeringen er sket med vilje af de efterlevende. En dansk retsmediciner var den første, der i forbindelse med fund i 1913 af et moselig lavede et forsøg for at finde ud af baggrunden for denne bevaringsproces. Liget var som næsten alle andre fundne moselig først undersøgt af politimyndighed, idet man mistænkte det for at være en nutidig foreteelse, der kunne have baggrund i kriminalitet. Men som følge af ligets sparsomme påklædning - en læderkappe - blev det af Nationalmuseet beskrevet som at måtte være en "zigeuner" fra perioden 16-1700.

Retsmedicineren samledede først tørvejord fra en mose ved Lyngbyvejen og tilsatte hertil destilleret vand. I denne tørvevæske placerede han menneskevæv, som han holdt under observation i nogle måneder. Tørvevandet viste sig via lakmuspapir at være neutralt. Til hans skuffelse skete der ingen ændring svarende til, hvad der var set ved moselig - selv efter mange måneder - tværtimod blev vævet omdannet til ligfedt (adipocere). Retsmedicineren lavede endnu et forsøg, denne gang brugte han en anden slags tørv af sur type, som findes i højmoser. Denne tørv tilsat destilleret vand gav en stærk syrereaktion på lakmuspapir, og efter 2 år og 4 måneder var menneskevævet nu blevet mørkebrunt og garvet, akkurat som moseligenes hud.

Moseligenes gode bevaringstilstand skyldes altså udelukkende tørvens fysiske sammensætning, der virker konserverende på de i mosen anbragte lig - en egenskab, som de personer, der har henlagt ligene i mosen, næppe har haft kendskab til. I Midtjylland er der gjort særligt mange fund, hvor ligenes bløddele ikke er blevet opløst, således at disse fund i dag fremstår som moselig. Ud over syrekoncentrationen i mosens vand har også nedlægningsmåden haft stor betydning, f.eks. at liget fikseres, at der sker en hurtig luftudelukkelse, og om vejret på nedlægningstidspunktet har været koldt eller varmt, idet en temperatur på over 4 Celcius vil bevirke, at det hurtigere går i opløsning og i stedet for at gå til bunds efter kort tid vil stige op i en vandfyldt tørvegrav. Man må gå ud fra, at de anaerobe bakterier i tarmsystemet vil virke stærkt destruerende på ligets indre, inden mosens væske har gennemtrukket liget, hvis det er nedlagt i en varm periode.

De danske moser kan groft inddeles i tre typer: højmoser (sure), lavmoser (kalkholdige) og en overgangsform mellem disse to typer. I den forbindelse knytter der sig som nævnt mest interesse til fundene fra højmoserne, idet ligenes bløddele som regel er forsvundet ved fund fra lavmoser og overgangsformer, og lig her kan genfindes som skelet eller ligvoks (adipocere). Når højmosen er sur, skyldes det, at dens flora er meget artsfattig og naturligt domineret af tørvemos (sphagnum), hvis blade er opbygget på en særlig måde. Kun en lille del af cellerne i bladene rummer grønkorn og kan udføre fotosyntese. De øvrige celler, der ligger mellem de grønkornholdige, er døde. Det er tomme celler opbygget af cellulose, der ved porer står i forbindelse med hinanden og med omverdenen. Disse (tomme) celler har en fantastisk evne til at tage vand til sig, og derfor er en højmose næsten altid våd at gå i, selv i tørre somre. Man kunne forestille sig, at højmosen virkede som en svamp, der sugede grundvand op, men det kan ikke lade sig gøre af flere grunde - blandt andet fordi de dybtstikkende tørvelag er så komprimerede, at de virker vandstandsende, og ydermere er det ved laboratorieforsøg bevist, at højmosens kapillære sugeevne kun andrager 40-50cm vand. Højmosens vandindhold er altså ikke mineralholdigt grundvand, men regnvand. Årsagen til højmosens vandindhold ligger altså i tørvemosens vandabsorberende evne i overfladen og i den underliggende tørvs vandstandshæmmende evne samt i, at mosens vandrette overflade er spækket med tuer, således at regnvandet ikke løber væk.

Interessen for de danske moselig har i de senere år været ganske overvældende, og da man for tyve år i England fandt et stærkt ødelagt moselig, blev det af British Museum karakteriseret som en sensation - selv på baggrund af de øvrige arkæologiske skatte, som findes der. Dette moselig, Lindow-manden, kan ses på British Museum.

Tollundmanden, Ellingkvinden og et ikke nærmere undersøgt moselig er alle fundet i Bjældskovdal med under 100 meters afstand imellem dem. Det ikke nærmere undersøgte moselig blev fundet i 1927, mens Ellingkvinden blev fundet i 1938 og Tollundmanden i 1950. Historien bag fundet af Tollundmanden er typisk for de fleste moselig. Han blev fundet af to landmænd, der gravede tørv - 2½ meter under mosens overflade stødte de på et lig, der var så velbevaret, at de umiddelbart anså det for at dreje sig om et lig fra nyere tid, sandsynligvis et mordoffer, og politiet blev derfor tilkaldt. Man var dog med det samme klar over, at det drejede sig om et moselig, idet der blandt kriminalassistenterne var et bestyrelsesmedlem fra Silkeborg Museum. En undersøgelse fandt sted på Nationalmuseet, men forinden havde man kunnet konstatere, at liget var begravet i en tørvegrav fra samme tid eller tidligere, idet gengroning så småt var begyndt. Tørvefylden over Tollundmanden var gennemrodet, hvilket tyder på, at graven var fyldt op, efter at henlæggelsen havde fundet sted.

Ved et samarbejde mellem arkæologer, læger, planteforskere og politiet samt Nationalmuseets kulstof-14 laboratorium nåede man frem til følgende konklusioner vedrørende Tollundmanden: omkring 430 år før Kristi fødsel blev en godt 30-årig mand hængt. Han var nøgen bortset fra en spids hue sammensyet af fåreskind og et bælte, som han havde om livet. I levende live havde han været kortklippet og glatbarberet. De skægstubbe, der ses på hans ansigt den dag i dag, kan være et resultat af hudens sammenfald efter dødens indtræden. Han har muligvis båret sko, men i perioder har han været barfodet, idet to ar afslører, at han har trådt på skarpe genstande. Inden for de sidste 24 timer af sit liv indtog han et måltid bestående af grød eller vælling uden ringeste spor af animalsk indhold. Grøden var sammensat af korn og indsamlede ukrudtsfrø tilsat fedt fra hør samt dodderfrø. Kornarterne var nøgen og dækket byg, og vigtigst blandt ukrudtsarterne var pileurt.

Lægeundersøgelser har vist, at den hængning, der er foretaget, ikke er sket ved frit fald, men strikkens placering om halsen tyder på en hængning og ikke en strangulering. Radiologiske undersøgelser af hans ryghvirvel afslører kun ganske ringe spor af slidgigt, og undersøgelser af hans mave og tarmsystem afslørede ingen sygelige forandringer bortset fra, at han har lidt af piskeorm, noget som synes at have været almindeligt i jernalderen, idet han er lidelsesfælle til Grauballemanden. Nye undersøgelser er ved at blive foretaget.

Efter dødens indtræden er Tollundmanden inden dødsstivhedens indtræden blevet lagt i en tørvegrav og omhyggeligt anbragt i sovestilling. Endvidere er det sandsynligt, at de, der har begravet ham, har "givet" ham et roligt ansigtsudtryk, idet det er normalt ved hængning, at tungen falder ud af munden. Tollundmandens mund og øjne er blidt lukkede.

Ellingkvinden blev fundet kun 40 meter fra Tollundmandens fundsted 12 år før, men blev ikke på dette tidspunkt gjort til genstand for særlig stor opmærksomhed, hvilket først og fremmest skyldes, at det ikke var muligt at datere liget, så først i 1976 gik arkæologer, retsmedicinere, radiologer, retsodontologer samt Nationalmuseets kulstof-14 laboratorium i gang med at undersøge dette nærmere, efter at det var draget frem fra magasinets mørke. Om dette lig kunne man først og fremmest konstatere, at det var en kvinde, og at hun i en alder af omkring 25-30 år var blevet hængt i en læderstrikke. Ved hængningen var hun iført et slag af fåreskind, der nåede til midt på låret, samt et stofbælte, men hun kan naturligvis også være blevet iført disse ting efter døden. Hendes frisure bestod af en 80 cm lang fletning, der var snoet omkring sig selv i området mellem issen og nakken, de to steder, hvor fletningen udgik fra hovedet. Efter dødens indtræden blev hun begravet i en tørvegrav i retningen nord-syd. Omkring fødderne blev der svøbt et stykke af et slag eller tæppe lavet af kohud. Kvinden blev lagt på venstre side med hovedet mod nord.

Det lig, der har været genstand for de foreløbig mest omfattende undersøgelser - både på fundstedet og i laboratoriet - er Grauballemanden, som blev fundet i 1952. Undersøgelser på stedet viste, at han var placeret i en gammel tørvegrav i retningen nord-syd med hoved og bryst nedad, med venstre ben udstrakt og højre ben og arm bøjet. Tørvegravens fyld skyldtes naturlig gengroning, d.v.s. at han må være placeret i en vandfyldt tørvegrav, hvorefter han umiddelbart efter er sunket til bunds, d.v.s. det er sket på en kold årstid. Ved sin død var Grauballemanden omkring eller over 30 år, og dødsårsagen var en overskæring af struben fra øre til øre. Grauballemandens venstre underben var brækket, noget, der må være sket før døden. Slaget over skinnebenet forklares ved, at benbruddet kan være foretaget for eventuelt at forhindre ham i at løbe. Grauballemanden var helt nøgen, da han blev fundet, og det svarer næsten til Tollundmanden, der kun var iklædt en hue og et læderbælte. Men for begge ligs vedkommende kan beklædningsgenstande have været placeret i nærheden, som det så ofte er set ved andre moselig, og de kan senere være forsvundet ved opløsning eller tørvegravning, men de kan også have været iklædt tøj af hør og/eller nælde, som ikke kan bevares i mosen.

Grauballemanden var det første moselig, der blev kulstof-14 dateret, og dateringen lød på år 310+/-100 efter Kristi fødsel. Denne datering umuliggjorde i første omgang en lokal teori om, at det drejede sig om en landarbejder, Røde Kristian, som på vej hjem efter et muntert lag på den nærliggende Svostrup Kro skulle være gået i mosen og druknet. I forbindelse med kulstof-14 datering af andre moselig viste det sig, at Grauballemanden adskilte sig fra disse ved at være så sen, at denne datering blev taget op til fornyet overvejelse. Det viste sig da, at det oprindelige dateringsmateriale var forurenet af humusstoffer, og en ny datering blev foretaget, som nu angav dødstidspunktet til år ??? før Kristi fødsel, d.v.s. slutningen af den førromerske jernalder. Ligesom ved Tollundmanden var det muligt at undersøge Grauballemandens tarmsystem for det sidste måltid, og det viste sig, at det var sammensat af indsamlede ukrudtsfrø akkurat som det var tilfældet for Tollundmanden. Små knoglestykker indicerer dog, at animalsk føde også har indgået i hans måltid. Knapt så velbevarede måltidsrester blev også fundet ved et lig fra 1946, mens de svarede til, hvad man fandt hos Grauballemanden og Tollundmanden. Arkæologiske undersøgelser af en kælder fra jernalderen ved Vester Hatting nær Aalborg har også her vist et forråd af ukrudtsfrø sammen med dyrkede plantearter, som svarede til, hvad moseligene havde indtaget inden døden.

Med års mellemrum blev der fundet moselig i Borremosen, som ligger i Himmerland. I 1946 fandtes et lig af en mand, som syntes at have været anbragt siddende i mosen i omtrent to meters dybde, og man kunne konstatere, at det var sket i en gammel nedgravning. Ved siden af liget lå der to skindslag, begge udført i samme syteknik, som f.eks. også kunne ses ved Ellingkvindens skindslag. Over de nedlagte skindslag lå der en birkekæp. Omkring ligets hals fandtes et treslået bastreb, 36cm i halsrundingen, men det kan have været strammet, således at manden er blevet stranguleret med det. Men muligvis var dødsårsagen et kraftigt slag i baghovedet, som har medført en knusning af dette. Højre lårben var brækket et stykke over knæet, så der findes tydelige lighedspunkter med den vold, Grauballemanden havde været udsat for. Kulstof-14 datering af denne mand angiver dødstidspunktet til år 840+/-80 før Kristi fødsel, hvilket vil sige midten/slutningen af den yngre bronzealder.

Allerede året efter fundet af dette moselig i Borremosen kom et nyt for dagen - denne gang en kvinde. Efter at udgravningen var fuldendt, kunne man iagttage et tyndt lag birkebarksflager, hvorpå den døde havde været direkte placeret, og desuden var tørvemassen omkring liget rigt på lyngris. Hen over ligets midterparti lå parallelt fire omtrent lige tykke grenstykker. I tilknytning hertil lå den øvre halvdel af en overarm og den øvre del af et spoleben stammende fra et spædbarn. Herudover lå der et halvt lerkar ved ligets knæ, og ved dets hals og bryst lå en ravperle samt en rund bronzeplade på 21-22mm i diameter og to stykker lædersnor. Disse dele kan have indgået i en halskæde. Den efterfølgende undersøgelse kunne ikke klarlægge dødsårsagen. En senere kulstof-14 datering angiver dødstidspunktet til år 475+/- før Kristi fødsel, d.v.s. tidlig førromersk jernalder.

Det sidste moselig, der blev fundet i Borremosen, udgravedes i 1947, og det er også det, der sidst er gjort til genstand for en gennemgribende undersøgelse. Liget, som var af en kvinde, blev fundet med ansigtet nedad. Det syntes at have været svøbt i et 175x115cm stort uldtæppe, og en række huller i dette, folder heri samt en lædersnøre, har sandsynliggjort, at tæppet har udgjort en slags skørt.

Liget var ilde tilredt, blandt andet har et slag i hovedet forfra fuldstændigt knust underansigt, hage og kinder, og hovedbunden med håret var revet af og lå for størstedelens vedkommende ovenfor eller i forlængelse af hovedets rester. Et større stykke af hovedhuden med hår lå op mod halsen og den højre hånd. Denne ilde tilredning af kvinden har været baggrund for teorier om, at hun var en utro kvinde.

I 1984 kunne retsmedicinere efter en nærmere undersøgelse af dette fund konkludere, at det ikke har været muligt at nå til en bestemt afgørelse om dødsårsagen (mord, selvmord, ulykke eller naturlig død). Endvidere kan man heller ikke afgøre, om døden indtraf, før kvinden blev lagt i mosens vand. Inden man nåede frem til denne konklusion, havde man undersøgt ansigtets bløddele for blødninger, samt undersøgt, om der var kommet blod ned i luftpassagen, men undersøgelsen viste ingen spor af at slagene var tilføjet hende i live. Det viste sig også, at de øverste hudlag, hår og negle, var begyndt at falde af inden liget blev liggende fast på bunden af tørvegraven, bl.a. blev neglene fundet et stykke væk fra hænderne. Dette synes at vise, at liget er blevet lagt i vandet og ikke tildækket umiddelbart efter, at det er placeret der. Man undersøgte også arme og hænder for at se, om der var afværgelæsioner på disse, idet man må gå ud fra, at en person ville prøve at beskytte sit hoved med armene, hvis det blev udsat for trussel om slag - men heller ikke her var der spor af sådanne mærker. En systematisk røntgenundersgelse af hele skelettet viste ingen brud, som med sikkerhed er sket, mens hun levede, og de viste, at den kraftige kranielæsion sandsynligvis må være tilføjet efter døden.

I slutningen af 1970-erne blev fundene af Grauballemanden, Tollundmanden, Ellingkvinden, Haraldskærkvinden, de tre lige omtalte Borremoselig, Huldremosekvinden og fundet fra Krogens Møllemose, gennemgået for at se, hvilke fællestræk, de kunne udvise. Når man havde valgt dem, var det fordi de på det tidspunkt var kulstof-14 daterede og relativt godt beskrevet. Det var ikke muligt på nogle af disse lig at konstatere vold tilføjet i levende live, der gik ud over, hvad der var nødvendigt for at få dem henrettede, d.v.s. hængning, overskæring af halsen m.v. Vold ud over dette kunne, som retsmedicinerne påviste ved Grauballemanden og Borremoseliget fra 1948, være tilføjet efter døden eller i selve henrettelsesprocessen. Et vigtigt argument for, at de ofrede ikke er forbrydere, må være den måde, hvorpå de efterladte har behandlet dem efter ofringen. Her synes det meget talende, at Tollundmanden blev placeret, som om han sov, og hans mund og øjne var blidt lukkede. Ellingkvinden havde fået et tæppe eller slag svøbt omkring benene, ved Borremoseligene kan man konstatere, at et er lagt på et birkelag - det tyder ikke på, at de efterladte har opfattet dem som forbrydere - snarere tværtimod! Disse træk viser iøvrigt, at man sandsynligvis har tømt mosehullet for vand, inden selve nedlægningen er foregået, umiddelbart herefter er mosehullet ad naturlig vej igen blevet vandfyldt. Myten om, at moselig oftest er nøgne, synes kun at holde ved Grauballemanden og delvist ved Tollundmanden, men de kan - som det er nævnt før - have haft deres beklædningsgenstande liggende ved siden af sig, eller de kan være opløst eller bortgravet ved senere tørvegravning. De øvrige moselig synes at have været iført deres dagligdags klædningsstykker, da de blev lagt i mosen, og smykker er også påvist ved flere af fundene. Kun ved fire af de nærmere beskrevne moselig var man i stand til med rimelig sikkerhed at konstatere dødsårsagen; tre af dem var hængt og en havde fået halsen skåret over.

Der har været mange teorier om baggrunden for henlæggelse af lig i moserne i den førromerske jernalder. Oftest har man tyet til romeren Tacitus' "Germania", hvor han om germanernes straffe skriver, at "forrædere og overløbere hænger de i træer; kujoner, krigsrædde og unaturligt utugtige sænker de i smudsige sumpe med grenværk lagt ovenpå". Endvidere fortæller han om en germansk stamme, semnonerne, i det nuværende centrale Østtyskland, at "i deres hellige skov til bestemt tid under sendemænds forsamling bringes et menneskeoffer".

Efter dateringen af de mange moselig viser det sig, at størstedelen er henlagt i perioden yngre bronzealder og førromersk jernalder, og kun få efter Kristi fødsel, så man må konstatere, at Tacitus, som var romersk statsmand og skribent og levede fra år 55 til 118 efter Kristi fødsel, enten har hørt beretninger om noget, som tilsyneladende ikke foregik mere, eller også foregik det i egne, der ikke er identisk med det danske område, hvilket gør, at hans oplysninger må tages med mere end et gran salt, før de kan bruges om de danske moselig. Endelig er hans skrift først og fremmest rettet mod den romerske befolknings dekadence, idet han fremhæver de "ædle vilde" nord for den romerske grænse som folk, der ikke tillader de udskejelser, som blev praktiserert blandt det romerske imperiums ledende personer.

Silkeborg Museum er fremkommet med den teori, at da der tilsyneladende er overenstemmelse mellem fund af moselig og aktivitet i moserne, d.v.s. gravning efter tørv eller myremalm, kan baggrunden for moselig være, at de er takofre til den gud eller de guder, som har kunnet føle sig generet ved de yngre bronzealder- og førromerske jernalder-menneskers aktivitet i deres domæne. Denne forklaring har sin baggrund i en lang række kulturkredse, hvor det er almindeligt, når man tager nye omåder ind til udnyttelse til marker, byer og lignende, at man da bringer takofre. At man samtidigt ved at undlade at brænde liget, som man ellers gjorde med normalbefolkningen, gav en hel person til guddommen i stedet for en sjæl, kan også passe ind i denne teori.

• 
  Se mere om Tollundmanden på Internettet: http://www.tollundmanden.dk